En mærkbar gysen gled ned igennem Fyrstindens rygsøjle da intetheden i sindet svarede hende tilbage, og hårene på de solbrune arme rejse sig en efter en, indtil de nåede fingerspidserne af hende. Det havde været sådan en sagte lyd, det havde været sådan en stilfærdig stemme, at der fra hendes synspunkt, ikke var andre steder end hende selv den kunne være kommet fra. Hun var efterhånden vant til at næsten altid have et ekstra sæt øjne med på hvad der foregik bagved det kønne ydre. Så vant til det, at hun i tidspunkter som dette, glemte at han var der, på trods af at han sad lige foran hende. 

Den eneste mærkbare og synlige reaktion, var dog øjnene der kortvarigt blev en anelse fjerne, førhen at de endnu engang fokuserede på Maximillian, en ny glød i sig der vidnede om at Florence skulle underholdes. Han havde haft sin sjov, og det havde været fint, men pligterne forsatte på trods af det med at være pligter, og med et lille smil drak hun endnu en tår af den vin hun havde, førhen at glasset blev efterladt i luften og fyrstindens selv rejste sig op. Faktisk uden at bede hende om at hente noget for hende, der var ingen tvivl om hvor eller hvad hun ønskede. 
Hun trådte knap nok forbi men derimod ret så ligeglad med om hun ramte eller ikke, delvist direkte på det fine tøj han havde, i sin vej hen imod det lille skab med flakoner. 

... og fandt en dyb rød flaske med den kære dæmons blod, som blev holdt op imod lyset. 
Det var altid en underlig ting, sådan at indtage lige præcis hans blod. Det var uden tvivl anderledes, Florence kunne ikke vurdere om det ganske simpelt var fordi at det var mere magisk, eller hvad det handlede om. Men anderledes var det, og en fantastisk måde at træne sine egne evner på.
Den ellers elegante flakon med den rødlige farve, indeholdt cirka 1 - 1/2 kop... det betød at han måtte tappes igen senere, men det var jo hvad det. var.

Maximillian nød hvordan han alligevel kunne grave sig ind i Florences sind og få hende tro at hun var alene. De vidste begge to godt at det ikke var tilfældet, men hvis hun en dag begyndte at tvivle på hvad der var hendes egen stemme og hvilken der var hans, så gjorde det det kun nemmere at manipulere hende. Måske en dag, hvis ikke hun døde inden. Mennesker havde desværre lidt af en tendens til at dø ret hurtigt, men det betød ikke at han var fri når den dag kom.

Den lille mængde sjov han havde haft forsvandt dog hurtig, som han mærkede ændringen i hendes humør, og frustrationen endelig boblede lidt i hans stille sind. Forbandet være hendes magi. Han vidste hver en lille tanke der ulmede lige under overfladen, og derfor vidste han også hvad der skulle ske, allerede i det sekund hun havde bestemt sig for at det skulle mere en vindrikkeri til.

Han sagde dog ikke noget, at brokke sig ville bare gøre det værre, og i stedet for rankede han sig og fokuserede i sit hoved. På mange punkter gjorde det det sværere at skulle lege med en mentalists hoved, men det gjorde også at Maximillian kunne have en smule magt over hvad der kom ud. Ikke alle detaljer var noget han ønskede at dele, men der var ting, han alligevel lod være der, lidt som en udfordring til Florence, men ligeså meget for at hun følte at hun fik noget ud af det. Ikke ting som hans dybeste hemmeligheder, hans ophav, loyalitet til Kzar Mora. Men hvis hun ønskede et glimt ind i følelser og tilfredsstillelsen af tidligere, så ville han lade hende arbejde for det.
Hans fingre fandt dog alligevel instinktivt sin arm, bare kortvarigt. Der var endnu ingen ar efter tapningen, da han nægtede at lade sådan noget pryde den smukke krop han havde fået fat i, men en dag kunne det ske.

Hans røde øjne fandt vej mod hendes, som han ventede. Han ville absolut hade ligeså snart hun indtog det blod, men som tjener måtte man gøre som det blev forlangt.

Den dybrøde farve lod ikke meget lys trænge igennem sig, og Florence's sølvfarvede iris betragtede hvordan det dovent gled omkring i flakonen, og hvordan det næsten yndefuldt slap glassets glatte indervæg når hun tiltede det til siden. Livsgivende og kvalmende, det var hvad det var. Igennem årene  havde det været en konstant og vedvarende del af livet, og det var en evne der krævede at hun trænede den jævnligt - for gjorde hun det ikke, ville kontrollen og den resistance hendes krop viste imod forgiftning som sand glide i mellem hendes fingre, og hun måtte starte helt forfra. Og derfor var det så fantastisk belegeligt, at have dæmonen i sin varetægt i disse år; Florence's sølvhvide blik, omgivet af blodig rød, vendtes i et ryk imod dæmonen igen. 

Åh hvor han hadede det. 
Og derfor kunne hun ikke stoppe det lidt for blide smil der blomstrede frem, idet at hun med rolige skridt gik tilbage til den siddende dæmon, hvidt stof flagrende om de slanke ben førhen at alt stoppede på samme tid som hendes fremgang, og hun kiggede ned på den mørkhårede mands skikkelse, et enkelt puf med foden for at få ham til at rejse sig. "Hent en forbinding, Maximillian... og en spand vand, såvel som en klud" sagt ligeså mildt som det smil der ikke helt nåede de lidt for spændte øjne, som tydeligvis selv så frem til det. Forbindingen og vandet ville være til ham. 

Imens, begyndte småting at svæve omkring Florence selv der også gjorde sig klar. Glasset med vin kom tilbage i hånden, og blev tømt, kniven de havde brugt tidligere, blev pakket ud og sat klar på bordet, et mere sirligt, udpustet glas fulgte med, hvor at indholdet blev hældt i. Hun ville nok begynde at drikke noget af det imens han hentede de ting. 
Hun havde trods alt aldrig brudt sig om at andre observerede hende imens det skete, men regnede ikke med at det hele ville blive drukket med det samme. Det var trods alt en kvalmende, gennemtrængende smag af jern; fyrstinden fandt desværre ingen fantastisk velvilje imod smagen af det, omend hun næsten ville ønske det en gang imellem. 
Det ville i hvert fald gøre det nemmere. 

Maximillian havde nu aldrig lagt skjul på at tjenestelivet ikke var hans fortrukne sted at være, også selvom Florence var bedre end så mange andre, og hvem ville ikke hade når folk forsøgte at trænge ind og rumstere, og bestemme over en? Maximillian havde i hvert fald aldrig fundet sig tilfreds med sit lod i livet, til trods for hans dobbelt morale omkring tingene, og han var da også blevet mere medgørlig de sidste par måneder.

Han vidste hvad der gik igennem hendes hoved, han behøvede ikke tankelæsning for at vide det, og derfor blev hun også mødt med et venligt smil fra ham, selvom hun også godt vidste hvad der foregik bag de røde øjne. Lidt var de kommet hinanden ved de måneder de havde kendt hinanden. ”Javel, Florence,” sagde han, ganske velvidende om at han nok burde tiltale hende med sin titel.
Han rejste sig dernæst op, og forlod værelset, og det var først da han nåede ud på den anden side af døren at et vredt, ja rasende, udtryk kom over hans fine ansigt. Noget der forsvandt ligeså snart han kom i nærheden af nogle af de andre på paladset, som spanden, forbindingen og kluden blev hentet. Ingen ville vide hvad der foregik bag Maximillians øjne, og slet ikke i kammeret kun mellem ham og fyrstinden.

Den lange gåtur var heldigvis også god til at han kunne få drænet vreden ud af sin krop, og som han kom tilbage var han dæmonen han burde være på de kanter. Ordentlig og klar på hvad end Florence ønskede af ham. 

Det var med et direkte næsten fornøjet smil at Florence så hans skikkelse forsvinde ud af døren, velvidende at intet af det her... faldt i god jord hos den kære dæmon. Men hun var ganske ligeglad. Han havde kun godt af at se sig selv i andre positioner end dem han umiddelbart ønskede - det var sundt at praktisere streng disciplin omkring et så... flygtigt væsen. Og ligeså givende som hun kunne være, ligeså grådig var hun når det handlede om at sætte sine egne interesser over hans. Det ville være god træning - for hende, og han var ganske robust. Og ud over det, så var han også mere tavs end mange andre her på paladset; hvad der skete ville ikke kunne komme ud til de forkerte ører, og sådan foretrak fyrstinden det også. 

Med tanke på altid at forbedre eller videreudvikle egne evner, var det at Florence's slanke hånd greb om vinglassets stilk, og satte kanten imod læberne. Lugten, smagen og ikke mindst fornemmelsen af den tykke væske bankede imod hendes sanser da hun tippede det imod sig selv, ulækkert, vulgært, beskidt. 
Men med sig, så utroligt mægtigt. 

Der skulle heldigvis ikke gå lang tid førhen at dæmonen var tilbage, og da han var, gled låsen i døren omkring med en lavmælt klikken, styret af fyrstindens egen magi. Ubudne gæster var ikke hvad hun forventede, men man kunne aldrig vide.. det var også her at den sidste dråbe forsvandt ned i kvindens krop, og hun med en hånd for munden kastede glasset fra sig - også grebet af den telekinese som tog tingene ud af Maximillian's hvide hænder, og placerede dem på bordet. 
Ganske roligt vendte hun sig imod ham, og slugte med en sidste slurk den vamle reaktion hendes mave havde bragt op i munden på hende igen, så hun endelig kunne fjerne hånden fra de rødglinsende læber. "Kom herover" 
Stik imod hendes væmmelse ved smagen og indtagelsen, var det at et direkte grumt smil af tilfredshed der trak de bløde læber op, og Florence følte magien der forbandt dem blive vækket til live. Hun kunne se forbindelsen imellem deres kroppe, hun kunne ane den genkendelige hvisken af hans tanker. Og ikke mindst, kunne hun fornemme modstanden i hans muskler, da hun løftede hånden en anelse. At tvinge ham til at spejle hende, var ikke noget hun gjorde lige nu. Men det var ganske tydeligt at fyrstindens tag i hans krop langsomt satte sig i gang, da hun bød op til dans, hos den dæmoniske mentalists ellers jernbefæstede sind. 

Desværre var dette det lod i livet han var blevet givet, og måske var det udtrykket af hans egen naivitet som ung, hvor han i hvert fald havde givet nogen adgang til hans dyrebareste eje. Friheden havde været kort, og han måtte indrømme at det var lidt bitter, nu når han var tilbage, og han intet kunne gøre når hans herre ønskede noget. På den baggrund var Florence mere led end de andre, men i det mindste behøvede han ikke gå rundt og betjene familiens hvert et lille ønske, ikke som han skulle gøre i Dianthos. Her kunne han stadig leve sit liv, men Florence udnyttede da også positionen de var i... uheldigt.

Det løb ham en smule koldt ned af ryggen, som han havde trådt ind i rummet igen, men han lod tingene glide ud af hans hænder, som hans øjne var fæstnet mod Florence, som han næsten mærkede og hørte hvordan hun fik indtaget det sidste. Lidt åben var der vel stadig for den mentale forbindelse. Hvor han hadede det.
Hans skridt bag ham over til Florence, et neutralt smil på læberne. ”Som De ønsker,” sagde han, og hvis der var bare en hint af noget andet i ordene, så bed han ikke selv alt for meget mærke i det. Nej, i stedet var hans fokus på sit eget sind. Det var ikke det værd at kæmpe alt hvad han kunne for at hold ehende ud af sindet, og hvis han selv skulle have en mental udfordring ud af det her, så ville det nok også være bedre at se hvor meget han kunne styre gangen hvorpå Florence ville få lov til at gå. 

Det var noget af en... delikat dans, sådan at navigerer i en andens sind. Det var i hvert fald hvad hun havde lyst til at sige, når nogle spurgte hende. Virkeligheden var dog af en helt anden karakter, og ligeså yndefuld som Florence formåede at præsentere sig selv, ligeså hårdhændet kunne hun være, når det kom til den magi hun praktiserede. 
Og måske kom det af, at hendes eget sind ikke var blevet invaderet på den måde - og hvis det havde, var det langt tilbage. Måske tog hun bare ikke det hensyn man kunne tage. Fordi Florence gik hårdt imod hårdt, da hun som en syl søgte at borer sig ind i den kringlede, gamle dæmons labyrint af et sind. Hvorfor navigerer i noget, som man blot kunne bryde ned? 

Hvorfor finde den rigtige vej i labyrinten, når hun blot kunne ødelægge alle væggene der stod i vejen. Fordi det var sådan hun gjorde det. 

Og det var... fantastisk effektivt, i de fleste tilfælde. 
Ikke alene sørgede det for at man kom fremad, men det gjorde det også sværere at bygge op igen bagefter. Hvilket også var en sjov process at observere. Med det var det at fyrstindens åbne øjne stadigvæk observerede den mørkhårede dæmon, og selvom det måske ville være mere koncentrationsværdigt at lukke øjnene... var det ikke på tale. Hun var nød til at se hvordan han reagerede under det, og ikke kun indefra, vinglasset fra før, svævede endnu engang - en smule mere vakkelvorent dog, men uden at spile for meget, hen til den slanke hånd, igen. 

Det var ikke som om at Maximillian ikke kunne værdsætte Florences tilgang til mentalist. Den var lige på og hårdt, men i sidste ende ville han også mene at man først og fremmest brugte for mange unødvendige kræfter på det, og dermed, så ville man også gå glip af visse ting, som væggene blev brudt. Nu holdt hun selvfølgelig aldrig skjult når hun snagede, modsat Maximillian, som godt kunne lide det delikate ved at snakke med folk mens han samtidig tømte deres hoved for deres dybeste tanker, og finde de mørkeste afkroge, hvor han kunne få fat i de små ting. Hver sin person, og han kunne ikke forvente at menneske ville forstå det.

Maximillian forholdt sig passiv i udtryk, som han stod og lod Florence forsøge at bore i væggene, komme igennem de forsvar der sat op, som enhver anden mentalist ville have. Hans røde øjne mødte hendes, og lod hende grave lige der hvor hun ønskede.
Der var billeder og sætningen som hun kom forbi. Billeder af slaver han havde haft på sit værelse, og de søde ord han hvisked,e når han skulle overtale nogen til at være sammen med ham. Følelsen af lyst og rusen ved at gøre nogen fortræd. De ting der var så inkarneret Maximillian, som han muligvis ikke viste udadtil for langt de fleste. Der var ingen grund til at gemme dem væk når de gjorde det her heller, men han følte at han skulle give en lille gulerod til fyrstinden, ellers ville hun sikkert bare blive frustreret. Og så var det ene glimt af Kzar Mora, hans hjemsted i de korte år han havde været fri. Et rige der lå i ruiner.
De ting han ønskede at gemme så meget mere i sit indre, lod han ikke engang røre hans sind i det her øjeblik. Han ønskede ikke at give Florence mulighed for at grave hvor han ikke ønskede det. Resten af de overfladiske ting kunne hun tage. Problemet ved at udnytte en mentalist til dette, var dog også i takt med at hun blev bedre, så blev han også. 

Maximillian havde ikke forventet spørgsmålet, og det kunne ses, som et overrasket udtryk alligevel kom over hans ansigt, som hun fik lov til at se noget, men måske ikke hvad hun nu engang havde regnet med at ville se. Et billede af hans mor Avaion over ham, et sadistisk smil på hendes læber, og hvad der burde være en scene af ubehag og rædsel, var mixet af følelsen af lyst, en næsten overvældende mængde af det.
På mange punkter kom Maximillian ikke godt ud af det med sin mor, men fysisk og hvordan deres lyster var, det var tilgengæld noget hvor deres kroppe nærmest kendte hinanden, og et stik af næsten savn på hvad det kunne stak alligevel igennem.

”Jeg snakker ikke så meget med dem mere,” lød det alligevel fra ham, og med et sidste blik på Florence, lukkede han øjnene, og lod hende se. Hvis hun ville ind på familien, så måtte hun også se hvilket ophav han var af, et ophav som de var meget omhyggelige om ikke at lade Fyrsten se, især ikke som Florence nu fik lov til at se hvordan Maximillian og hans søskende var sammen. Hvordan de stønnede, og kaldte hinanden bror, søster og elskede. Ikke at Maximillian nogensinde havde følt den mængde kærlighed for en anden. Det var dog også en betydelig yngre Maximillian der fik plads i tankerne og minderne, som Florence nu alligevel havde fået lov til at åbne op for, og Maximillian fik sværere og sværere for at lukke ned for, som han havde lyst til at leve sig ind i minderne om de gode gamle dage. 

 

Ligeså snart Maximillian selv kunne mærke hvordan hans egen tanker og følelser blandede sig hos Florence, så kunne han ikke lade vær med at presse på. Han kunne mærke hendes egen nysgerrighed omkring det, selvom væmmelsen nu også var der, lidt dybere inde, som var den ikke helt kommet til udtryk endnu, selvom den lå der, og skulle det blive for meget, så kunne hun vel finde ud af at trække sig ud. Pludselig var spørgsmålet ikke så meget om han blev straffet senere på hans tanker, men blot at dele det mellem dem.

Han trådte et par skridt tættere, men selv som hun forsøgte at grave efter Kzar Mora, var det somo m at hele Maximillians eksistens var bundet op på hans familie. Hvor enkelte billeder kom fra Kzar Mora, man kunne se de store mørke bjerg i horisonten, så var det altid noget andet. Smukke kvinder, mænd og alt det i mellem, og så var der et nyligere minde. Så meget smerte. Følelsen af et øje blev gravet ud af hovedet på en, ordet moder på læberne af dæmonen, men udover smerten, så var der ingen vrede eller fortrydelse der fyldte billedet. Alle former for lyst var højnet i det øjeblik, selv som Maxmillian næsten stadig kunne mærke hvordan blodet trillede ned over kinden på ham, men samtidig var der hænder, munde og andre ting, som kravlede på hans krop, straffede kroppen, men stadig kun i det omfang at nydelsen var på sit højdepunkt. Så meget hele kroppen dirrede, men den kunne ikke komme af med det, som om scenen aldrig kom videre, og der ingen forløsning kom. Det havde været hans seneste besøg til Kzar Mora. 

Det var nemt for Maximillian at drukne sig i hans egne minder, og de følelser de havde medbragt. Hvis hun absolut ville grave, så måtte hun tage konsekvenserne af det, og en af konsekvenserne var at Maximillians sind bare ikke var et rart sted. Det dæmoniske ophav, og det skæve moralske kompas gjorde at alting var fordrejet for en som ham. Han vidste det var forkert for andre folkefærd, men det faldt ham så naturligt, som noget kunne, der hvor han kom fra. Selv uden en grund til at promovere racerenhed.

Som Florence prøvede at trække sig væk fra minderne, var det som om at de ikke ville give slip på hende. De krøb nærmere mod hende med et nærmest krampeagtig tag. Som hun lige fik givet slip på en af tingene, kom en anden krybende. Der var en overvældende mængde af minder der lagde sig op af emnet.
Selv som kommandoen lød, var det ikke det palads Florence ønskede, også selvom Maximillian vidste hvad det var hun ønskede. Hvordan kunne han ikke vide det, når han havde været i hendes tjeneste i et godt stykke tid allerede? Men undskyldningen var allerede på plads, skulle hun spørge ind til det, som billederne og følelserne bare ændrede sig til position. Der var et kort glimt på et større byggeri som sagtens kunne gå for at være et palads, det var dog også bare indtil billeder af Maximillian og hans søskende tog over igen. Små brøkdele af sætninger kunne høres, spørgsmål om hvorvidt det var en god idé at gøre det her, som blot blev druknet ud af lyden af skrig og følelsen af lyst kort efter.
Florence måtte være mere konkret for at hive Maximillian ud af de tanker hun havde fået adgang til. 

En direkte ordre kunne Maximillian ikke gå i mod, uanset hvor meget han havde lyst til at presse på, som han også selv havde overgivet til minderne. Det føltes nu stadig som en sejr som det ikke ligefrem var ord af myndighed der kom frem, men mere en hvisken. Det rislede helt i den dæmoniske krop, og han blev også nødt til at tvinge sig selv til at tænke på andre ting. Han havde lyst til bare at blive ved med at dvæle, men det nyttede ikke noget at skabe splid mellem dem.
Hans øjne fokuserede endelig på kvinden foran ham rigtig, og et lille lidt støn undslap de tynde læber, som han blev rykket i håret gentagende gange. Vidste hun ikke at han holdt af det? Smerte havde altid været noget han forbandt med noget andet, end hvad man måske skulle, og dermed var det også svært at fjerne den fornemmelse, når hele hans krop og sind var fyldt af hans familie.

Han tvang dog sit hoved væk fra minderne, og hjalp dermed Florence med også at komme væk fra de dybe afkroge. Tilbage mod de overfladiske tanker, som man ikke rigtig fik så meget ud af. ”Om forladelse,” hviskede han, næsten som var han rent faktisk ked af hvad der var sket. ”Min familie er ikke så… normal.” Nej, det var de langt fra, og nu havde Florence vel fået en smag af hvad det ville sige at grave i noget man ikke burde. Desværre på mange punkter der var hans minder gennemsyret af de familiære bånd, og det var det han primært havde lagret i hans hoved. Alt det andet var så kedeligt og dødeligt. Ting han ikke interesserede sig for. 

Hvis Maximillian havde været en dæmon af had, så vidste han udmærket godt at han ville have levet i det her øjeblik, men hvordan det var rettet mod ham. Selvom han ikke var det, så kunne han dog høre, og ja, sågar mærke hvordan Florence dirrede med vrede. Der var noget næsten appetitlig ved følelsen af den, selv som han vidste at han ikke havde den slægts blod i sine årer. Måske alle dæmoner alligevel var lidt ens når det kom til de negative følelser.

Det var dog ikke noget han lod sig virke med, men gemte også ligeså hurtigt ned i sit indre, som han kunne. Hun havde kun behov for det aller overfladiske, nu når de var lidt væk fra hans hoved endnu engang.
Håret blev revet i, og han havde intet andet valg end at falde på knæ, desværre en position der mindede ham lidt for meget om hans familie, hvilket fik hans krop til at pulsere en anelse mere, og han blev nødt til at rømme sig, for ikke at komme med en lidt mindre værdig lyd. Florence ville ikke give ham det han ønskede i de ther øjeblik, og nok aldrig nogensinde, og dermed vidst ehan også godt at han ikke skulle spørge.
I stedet for tvang han et svar ud, som han krop værkede lidt i positionen. ”Hvordan kunne jeg vide, at du ville ønske at se min familie,” kom det hviskende fra ham, i en ærbødig stemme, hvilket der i hvert fald var sandhed i. ”Du må vel kunne forstå at de familiære bånd hos dæmoner er anderledes end hos jer mennesker.” Han var trods alt også produktet af to mødre, for ikke at nævne at den ene både var en bedstemor og mor til ham. 

Frustrationen der var hos Florence gik ikke Maximillians næse forbi. Det var svært med det telepatiske bånd, men han kunne ikke gøre helt så meget ved det, men det kriblede også i hans indre, som han kunne næsten mærke hvordan hun bare ikke følte sig helt så fast, som hun plejede at være. Der var i hvert fald noget ved de meget voldsomme minder som havde gjort at noget havde rørt sig. En interessant og tiltrækkende tanke for Maximillian. Hvis han skulle være under hende, så måtte han vel også lege lidt med hende?
Der var dog intet der kom til udtryk, som han forholdt sig underdanig, og kiggede først op, som hun direkte sagde hans navn. Hvad hun mente om ham, var trods alt ikke noget han lagde specielt meget vægt i.

”Ja, fyrstinde?” lød hans stemme også, og kort kiggede han mod, med sine røde øjne, for at mødes hende i en spørgende mine. Han var ikke sikker på hvad hun havde planlagt, men en ordre lå på hendes tunge og uanset hvor meget han ville forsøge at snige sig uden om det, så var der begrænsninger for hvad han kunne, når båndene lå så tæt om ham. I øjeblikke som disse, så kunne han næsten mærke hvordan de kvælte ham hans led og indre, i et forsøg på at dræbe ham og gøre ham til intet andet end en dukke. Men han havde overlevet 2000 år i lyset, så han kunne også overleve her.