Det var som om stød gik igennem hende, som viseren på et ur. Hver gang sekundviseren slog hel, kom et nyt stød igennem hendes krop.
Kunne hun virkelig tillade sig dette? Måtte hun virkelig give ham hendes krop, som hun gjorde lige nu. Billederne brændte sit i hendes indre, men som en kvinde der konstant havde været underlagt at blive ejet af en person i så mange år. Var der naturligt en tankegang der ville fortælle hende, at intet af hvad Pax rørte ved tilhørte hende.
Men hver gang hun ønskede at fortælle ham at de skulle stoppe. Hver gang hendes hænder overvejende gled ned af hans krop, for at stoppe hans. Så fuldførte hun aldrig handlingen.
Hvorfor? Fordi, som han nok selv var noget til konklusion af. Så snart de stoppede, så ville de blive kastet ind i sandhedens lys, og var nød til at tage konsekvensen af hvad de lige havde gjort.
De måtte tage hvad der var udspillet imellem dem til efterretning for dem selv. Bearbejde hvad det betød, selvom det måske var så klart. Som sneen der faldt i norden.

Hun vred et udtryk, da hans hænder greb hendes hofter. Der hvor et par lange ar fra kniven havde ført sig hen over den bløde hud. De skarpe hofter, der uden tvivl ville kunne mærkes under hans rug hænder.
Men da hans læber stadig var presset imod hendes, som et hungrende vilddyr der havde kastet sig over dens bytte efter ikke at have fået føde det sidste lange stykke tid.
Nåede kun en kun lyden af smerte at glide i hendes strube, men aldrig over læberne, da de blev slugt af hans.

Hun rev sig kortvarigt væk fra hans læber, hun var nød til, at være sikker.
De blå øjne, havde voldsomt udvidet pupiller, som hun prøvede at se om hun kunne gribe hans. Hvis de overhoved var åbne.
“Er du sikker?” kvækkede hun, og selvom hun nok havde brudt magien imellem dem. Var hun stadig nød til at vide det, hun var nød til at høre ham sige det.
For jo, han havde ar, han blødte og var sårbar. Men han var ikke den eneste, der kastede sit velbefindende ind i en andens arme.
Fingrene havde uden hun selv havde opdaget det, begravet sig ind i de tjavsede beskidte hår. Hun trak hans hoved imod hendes så deres pander mødtes. Hun havde måske ikke meget kræft i sig selv, men hun var stadig nød til at være sikker.

I det Evlyns læber forsvandt fra hans egne, skar Pax en lidende grimasse og instinktivt søgte han dem igen. Den blonde kvinde i hans favn nåede dog at stoppe ham forinden, at de endnu en gang kolliderede – med dét spørgsmål han havde frygtet, mere end noget andet, siden den elektriske omfavnelse var begyndt.
Pax sank højlydt en voksende klump i halsen og til trods for Evlyns fingre i hans askegrå hår, deres pander hvilende mod hinandens, formåede han at nikke. ”Jeg vil have dig”, hviskede han hæst. Stadig var hans åndedrag overfladisk og stadig skælvede de arrede hænder, men Pax var sikker – og dertil også meget mere. De alskens tankestrømninger var dog alle rettet mod Evlyn, mod hendes krop mod hans, hvad den fik hans egen til at hungre efter.

Det var derfor til Pax’s egen store overraskelse, at enhver anden tanke kunne snige sig ind i blandt de øvrige, dem der var formålsrettede og tunnelsynede. Noget var ikke, som det burde og sensationen kom fra hans hånd, den der hvilede på Evlyns skarpe hofteben.
Instinktivt trak han den til sig, og selv i det lette mørke, med sit højre øje lukket, så han dét, der havde været skyld i hans fornemmelse.

Blod.

Stadig hvilede deres pander mod hinandens men Pax var hurtig til at reagere. Instinktivt lagde han sin modsatte arm omkring Evlyn og trak hende med sig, tættere mod det flakkende stearinlys. Han ville ikke slippe hende, for endnu vidste han ikke, hvad det ville få af konsekvenser og af en eller anden grund, var det mere skræmmende end selve Evlyns blødende sår. Hvis hun skiftede mening, hvis hun trak sig – tanken var ikke til at bære.
Bandelederen af Ulvens Flok rev en smule op i Evlyns skjorte, så de stålgrå øjne kunne tage de røde forbindinger i nærmere øjesyn. Han vidste med det samme, at det var hans greb, der var skyld i den pludselig forandring.
”Vi skal have fat i Edward”, hørte han sig selv sige, hans hæse stemme ru og påvirket af deres kys. Modvilligt forlod Pax’s pande Evlyns, i det han så ned på hende med ulæselige øjne. ”Kom.”

Da hun endelig hørte ordene.
Da sætningen gled hen over hans tunge og ud igennem læberne. Forstod hun alvoren af hvad der skete. For nok kunne hun mærke de rystende hænder, hans hæse stemme. Den overfladiske vejrtrækning. Men han var der stadig, når hun kiggede ham ind i øjnene. Bare en del, som Evlyn ikke kendte til før nu.
Hun drog et skarpt sug igennem tænderne, både på grund af smerten i kroppen. Men også fordi følelserne var så overvældende. Der var ikke en rigtig vej igennem det her, og det var en ting der var utrolig svær for hende.

Hun lod sig føre med ham, dog med et anelse forvirret udtryk. Blandet med en svag form for frygt, havde hun gjort noget forkert?
Men som han løftede op i hende trøje, vidste hun før hun så blodet hvad der var sket. Værste timing i historien. Hun pressede kæben hårdt sammen.
Som en usynlig hånd greb omkring hendes bryst og klemte til.
“men...” hørte hun hendes stemme hviske, som han sagde hun skulle komme med.
Hun var ikke klar til at slutte nu, for det kunne meget vel betyde hun aldrig mærkede hans varme imod sig igen. Hans læber gribe omkring hendes.
Måske aldrig hans hænder på hendes bløde krop igen.
Tanken var altædende og fuldstændig gennemborende.
Hvorfor har det så svært lige pludselig at trække vejret?
Hun begyndte at gumle på læben.
“det var... stadig rart?” Urgh! Hvorfor blev hun pludselig en smeltende ungmø, der lød fuldstændig åndsforvirret?
Medicinen, helt klar medicinen skyld!
Også dens skyld hun havde varme brændende kinder.
Dens skyld, der for hende til at gribe omkring hans skjortes stof, i stedet for at gå med ham, ligge hoved imod hans skulder. Ja, det var.... ikke medicinen.
“bare giv mig et øjeblik mere....” stemmen knæk, som presset af følelserne blev for stort.
Bare, to sekunder med hendes hoved imod hans skulder. Før hans varme igen ville forlade hende.

Pax anede ikke sine levende råd, som Evlyn modsagde sig Edwards hjælp. Instinktivt lod han dog sine arme omfavne den blonde kvindeskikkelse, for heller ikke han kunne give slip. Ikke endnu. Uden at vide besked havde bandelederen selv samme overvejelser – ville Evlyn modsige hans tilnærmelse, skulle han gøre sig i det igen? Han var endnu ikke klar til at tage chancen. Men…

… uanset om han var klar eller ej, måtte han løsrive sig. Hans håndflade var dækket af Evlyns røde blod og en bange anelse, var sneget sig ind i hans bryst. Og dernæst også noget andet, noget Pax ikke følte under normale omstændigheder. En nagende og dårlig samvittighed.

Pax’s lagde en finger mod Evlyns hage og tvang hendes blik op til hans eget. ”Jeg har ikke ledt efter dig de sidste ti dage, for at du forbløder hernede i ingenting, fordi jeg –” ja, hvad, Carl? Fordi du vil have hende? Fordi du elsker hende?
Den unge mand tav brat og lukkede munden, så de udsultede kæber spændtes tydeligt i det lette mørke. Dernæst bøjede han sig frem og kyssede Evlyn inderligt, som var det en afsked, inden de forlod grotten, til fordel for den virkelighed, ingen af dem endnu var klar til. Som deres læber atter adskiltes skar Pax en lidende grimasse, hans pande hvilende mod Evlyns egen. ”Jeg har lige fået dig tilbage. Jeg agter at beholde dig så længe så muligt, Eve. Så kom”, bad han stille, som hans hænder – den ene stadig blodig – lagde sig mod hendes bløde kinder, han kærtegnede hengivent.

”Ellers så svinger jeg dig over skulderen, hvis du ikke går frivilligt.”

Det var kun fordi at han førte hendes krop således som han gjorde. At den unge blonde kvinde føjede sig. Ellers havde hun blevet liggende med hoved imod hans skulder. Urokkelig som en statue. Blikket fæstnede sig på hendes yndlingsmaleri. En lille pige, med kornblond hår der sad i en blomstermark.
Hun havde ryggen til, men Evlyn havde altid ment hun havde smilt. Den lille pige. For hvordan kunne man andet, omgivet af så meget skønhed.
Lyset flakkede fra lyset, og kastede lange skygger over det lille rum. Kunne hun sætte tiden i stå? Forblive forstenet med ham for altid. Glemme alt omkring dem, deres ansvar deres forpligtelser. Men det kunne bare ikke blive sådan. Lige meget hvor kraftigt hun ønskede det.
Io luk dine øjne, tænk din drøm... tænk så hårdt du kan mærke det. Så min kære Io, vi det ske en dag.
De sidste ord som moderen havde hvisket inden de havde grebet hende og ført væk. Men hun havde løjet, for hun havde set med sine egne øjne flammerne havde slikket sig omkring moderens nøgne krop.
Hvordan det at hun havde lukket øjnene, og tænkt og tænkt på at ønsket om det hele var en ond drøm, aldrig var gået i opfyldelse.

Men hun føjede sig, lod ham holde hende ud og førte hendes øjne op imod hans igen. Men hun hørte ikke de søde ord længere, ti dage? Det begyndte at svig i de stadig hævede øjne.
Ti, dage.
Det havde føltes som timer, måske en dag?
Noget af smerten smeltede dog bort, som sneen på en solrig forårs dag, da hans læber igen mødte hendes.
Men ikke det hele. Hvor var de ti dage blevet af, og hvad var der virkelig hent? Og selvom kysset normalt vis ville have sparket nogle følelser igang, var det desværre ikke det hun kunne forholde sig til. På trods af hvor hungrende hun kyssede ham tilbage.

Hun sank klumpen i halsen, og gav ham et lille nik.
“okay” hendes hånd gled med håndryggen hen over hans kind. Hun nikkede, “så bliver jeg... så længe jeg kan” hun kunne ikke sige for altid, for hun lovede aldrig noget hun ikke ville gøre sit bedste for at holde. Og i dette øjeblik, ville hun ikke love om hun en dag ville forsvinde igen.
Hun gav ham et ganske stille smil. Som hun prøvede af bearbejde følelsen af, hvad han lige havde sagt. Tog lyset så de havde noget til turen tilbage til hans hule. Men som de begyndte at gå, formåede hun alligevel at snige sin hånd ind i hans. Bare ind til, de igen var tilbage.

Pax nikkede tavst og sammen forlod de den hemmelige grotte. Rejsen tilbage til Ulvens territorium var ganske begivenhedsløs, så man bort fra deres sammenflettede hænder og ikke mindst, hvordan Pax havde banket løs på et blækrør og modtaget tre lignende bank tilbage. I den så sædvanlige dovne tone havde bandelederen forklaret, at det betød, at en af ungerne var rendt afsted efter Edward, og ganske rigtigt – da de omsider kom tilbage til det kæmpemæssige hulrum i undergrunden, stod helbrederen klar med sin taske over skulderen.

Edward hævede irettesættende begge sine buskede øjenbryn, som han tog Pax og Evlyn i nærmere øjesyn. ”Jeg synes, at jeg gjorde det klart, at der ikke måtte jagtes nogle solnedgange”, lød det i en giftig tone, som de sammen bevægede sig ind i den lille, tilstødende udhuling. Den, hvori Evlyn først var blevet placeret. Som Edward gestikulerede strengt mod den store og bløde dynge halm, og Evlyn dernæst lagde sig tilrette, vævede Pax i, hvad der ville have været døråbningen. Han havde ikke lyst til at gå, men som Edward forsøgte at nedstirre ham henover skulderen vidste han, at nogen forventede, at det netop var hvad han gjorde.
”Rent metaforisk ville det give mere mening, hvis der var tale om en solopgang”, mumlede Pax, hvorefter Edward fnøs lige dele vantro og moret. For et øjeblik faldt stilheden over Edward og hans unge ven, der så ganske tydeligt gjorde sit bedste for at ignorere den gamle mands blik. Det talte sit tydelige sprog – ud med dig!

Stirrekonkurrencen strakte sig i mindre end syv sekunder, før Pax skar en lidende grimasse, bandede og forlod hulrummet – dog kun for at begyndte at skridte rastløs frem og tilbage udenfor det… 

Hun gav ikke nogen gestikulering på hun havde hørt ham. Da han forklarede hvorfor han havde banket på er jernrør, hun gik som en slukøret hund ved hans side.
For hun var fanget, fanget i hendes eget tankespind som de forlod hendes hemmelige hule, og igen lod sig føre ind i hans territorium.
Hun lagde ikke mærke til vejen, ej hellere det smeltede stearin der ramte hendes slanke om ikke spinkle fingre.
Ti dage, var det virkelig sandt?

Evlyn kiggede først op fra hendes fødder, som de nåede tilbage til den store udhuling. Så Edward der med strikse øjne nedstirrede dem begge. Hans ord nåede hendes øre, men ikke hendes indre.
Øjnene så intet, ørerne hørte intet.
Kroppen, hendes krop lod sig guide tilbage til rummet. Hun lod sig skubbe ned i halmen, og begyndte instinktiv at hive den nu gennemblødte trøje over sig.
At det var slemt, var måske en underdrivelse.
Ordene fra Pax hjalp øjensynligt ikke på situationen, men hun kunne ikke underholde ideen eller hans forsøg på en joke.

Da Pax endelig var trådt ud, begyndte de flittige hænder igen at arbejde hen over sårene.

“jeg kan ikke huske det.” hun så øjnene der kiggede op på hende, undersøgende og lyttende.
“jeg troede.. at jeg var væk max en dag... jeg kan ikke huske... ni dage...” stemmen skælvede som hun endelig fik følelser tilbage i ansigtet.
“jeg kan ikke huske ni dage! Hvad gjorde han ved mig?!” åndedrættet tog til, og det var tydeligt at noget helt pragmatisk vaskede hen over healeren foran hende.
Tydeligvis havde han set et panikanfald undervejs før, som der blev grebet efter noget i tasken.
“hvad har han gjort ved mig!” hulkede den nu hysteriske kvinden igen, som det sved i hendes øjne. Som kroppen skreg af smerte, fordi hun ikke kunne holde sig stille.

Pax skar en grimasse, som Evlyns hulkende udbrød, nåede hans skikkelse udenfor hulrummet. For blot et øjeblik blev han stående, urokkelig som en statue, men da han vendte tilbage til Evlyn og Edward, var det med bestemte og målrettede skridt. Og ikke mindst med håb om, at hvis han viste Evlyn vejen, at hun så ville gå den til ende…

Pax knælede ved Evlyns forslåede ansigt og lagde sine arrede hænder omkring hendes hoved; denne gang var hans greb ikke udelukket kærligt men ligeså vel stærkt, så Evlyns hoved blev holdt stille. Ud af øjenkrogen så bandelederen, hvordan Edward fremdrog en lille flaske, han hurtigt gestikulerede med mod Evlyns læber og instinktivt forstod Pax. En gang selv havde han også måtte bunde dens indhold.
Edward – i samarbejde med Pax – fik omsider flaskens indhold i Evlyn og virkningen var grænsende til øjeblikkelig. Pax kærtegnede Evlyns bløde hår, men holdte inde da usikre tanker meldte sin ankomst. Han kunne ikke forestille sig, at Evlyn ville værdsætte hans tilstedeværelse, for det var trods alt hans ord, der havde forårsaget… alt kaosset. Ikke kun de paniske tanker men også blodet ved hendes mave.

Uden et ord mellem dem gik Edward i gang med at tilse Evlyn og Pax placerede sig i et mørkt hjørne. Hele tiden hvilede hans mørkegrå øjne på kvinden i halmen. 

Hun havde lyst til at skrige, slog om sig. Bande det hele til helvede og få Edward til bare at gøre en ende på det hele.
Men det som for alvor gjorde udslaget, var dæmonen det pludselig hviskede.
det ved jeg
Et skrig af dimensioner forlod de fyldige læber. Det var ikke menneskeligt dette hun var blevet udsat for. Hvordan kunne det nogen sinde være et individ det værd, og hvorfor hende. Hvad havde hun gjort for at lide denne skæbne, hvilken Gud havde set et torn i øjet på hende, at hun skulle lide på denne måde.
Hun havde nok mistet besiddelsen fuldstændig, da Edward ikke svarede hende. For så ville det uendeligt kun være dæmonen der kunne give hende de svar hun søgte, og der var altid en pris.

Men pludselig kom der en klarhed, som hun mærkede faste hænder omkring hende ansigt. De blå øjne slog op, og for er split sekund stoppede hun alt. Helt ned til at trække vejret sluttede. For han var der igen, for at gribe hende.
Nu havde han reddet hende tre gange i dag. Hvilken gæld hun stod over for.
Hun åbnede munden lod væsken glide ned i svælget. Uden de koral indbydende blå øjne forlod hans dybe grå. Store tåre gled ned af de udsultede kinder, og gjorde det blonde hår vådt.
Hun sank, og som hun lukkede øjnene forlod det mindste næsten uhørlige tak hendes læber, hendes hånd havde grebet omkring hans håndled på er eller andet tidspunkt i dette virvar af følelser. Gled væk og faldt tungt imod gulvet.
Hun lod væskens virkning skylle hen over hende, som hun mærkede at den slog hende helt ud.
Stilhed, endelig, stilhed.

Som Edward arbejdede på den forslåede krop, stod Pax urokkeligt i mørket og betragtede Evlyn. Han havde lyst til at forkorte afstanden mellem dem, lyst til at ligge sig ved hende, og ikke mindst…

… at tilkalde dæmonen, der lurede i skyggerne bag Evlyns koralblå øjne. Om nogen måtte den vide, hvad der var hændt kvinden men også, hvad der skulle til for, at de kunne adskilles for evigt. Han kunne ikke slippe tanken. Af alt hvad han havde lært de sidste timer, var dæmonen på sin absurde måde det mest konkrete.

Edward vinkede Pax ud af udhulingen, som Evlyns øjne gled i og lydigt fulgte bandelederen efter sin gamle ven.
”Jeg ved sgu ikke Pax…”, lød det mumlende fra den erfarne helbreder, alt imens han vred sine knoglede fingre nervøst mod hinanden. Pax, med sine arme over kors, bed tænderne sammen og rystede uforstående på hovedet, beordrede Edward at fortsætte. ”Jeg kan jo ikke se, hvad de har gjort… indvendigt. Der rækker mit Syn slet ikke så langt, det ved du”, forklarede han videre, hvorefter han skar en grimasse og så henover skulderen; tog den sovende kvinde i nærmere øjesyn.
”Jeg holder mig i nærheden, skulle noget gå galt igen. Jeg kan vel tage den samme bås som sidst, ikke sandt?”, spurgte han, hvortil Pax nikkede.

I det Edward trissede afsted mod sin gamle soveplads, vendte Pax tilbage til Evlyn. Han satte sig på hug ved hendes ansigt og indså, at hun måtte vaskes. Edward havde ikke klædt kvinden på hinanden; kun skiftet de blodige bandager og syet hende på ny.
Efter at have fundet sæbevand og rene klude vendte Pax tilbage. Han afklædte sig sin rejsekåbe, så han selv kun var iført sin snuskede linnedskjorte, hvorefter han nænsomt begyndte at vaske Evlyn.   

Mørket var omsluttende omkring hende.
Der skete intet, som hun lå der og intet hørte, mærkede eller følte.
Også mærkede hun små blink af lys, som hun svævede imellem virkelighed og hendes egne tankers pure opspind, fra minder og ting den igennem hendes leve tid havde et og lagt mærke til.
Hun sad tilbage i palæet, dæmonen stod ved siden af hende.
Dens slimede og frastødende krop. Den lagde en hånd på hendes skulder, fordi sådan var de. To af samme sind, to i samme krop.
Altid ville den stå ved hendes side, igennem godt og ondt. Og selvom hun hadet den, hvordan ville hun fungere hvis den nogen sinde blev fjernet? Som en svulst der havde groet igennem mange år, pludselig blev fjernet. Ville hun savne den, ville hun kunne leve uden den.
Lad mig vise dig, hvad der skete.

Hun blev revet væk, fra palæet, og så nu sig selv side foran Gregory, der kiggede på hende med sorte gennemborende øjne. Hun så den skælvende skikkelse, der lå faldt sammenkrøbet på et flise gulv. Hun genkendte det, de var ikke længere i Dianthos.
Næsten kærlige hænder lagde sig omkring hendes hoved. “Husk på, du fik mig til at gøre dette ved dig Evy, du er skyld i alt der sker de næste mange dage” også kyssede han hende hård på munden. Der var ingen følelser, ud over magt over hendes krop. Hun vred sig som en ål på land, hun ville ikke han kunne ikke. Evlyn kiggede væk fra sin skikkelse, da hun uden at kunne nægte det for sig selv, vidste hvad der ville ske nu. Hun ville blive taget på dette stengulv, han ville kræve det og hun ville ikke kunne komme ud af det.
Hun hørte hans skrig, noget tid efter. Det løb hende koldt ned af ryggen, hun havde bidt ham hård i tungen. Blod fossede ned af Gregorys mund og hele hendes mund var smurt ind  i det.
Dæmonen rørte igen ved hendes skulder. Og scenen skiftede, hun så sig selv sidde nøgen bundet til en stol. Hoved blev lagt tilbage, en klud blev lagt over hendes hoved, mens de hældte iskoldt vand hen over hende. Hvor mange gange druknede hun? Hvor mange gange vækkede de hende til live igen.
Hun talte dagene, hun så mærkede dæmonen lagde hånden på hendes skulder, og igen og igen blev hun mindet om hver ni dage. Hvad hun havde lukket ude.
Død tre gange, livet op igen. Skåret i flere gange end hun kunne tælle, og healet op igen.
Det havde været ti dage, hvor de havde skåret og prikket i hende. Til det punkt hvor dæmonen havde overtaget fuldstændig.
Du ønskede at se det, når du var klar til at håndterer det.. men du var ikke klar da det skete.
Barmhjertighed fra tingene er levede i hende? Blikket lagde sig hen på dens skikkelse, som den kiggede ugideligt ud i luften.
Måske du bare skulle forsvinde nogle dage, give mig tøjlerne

Der kom det, prisen huns skulle betale.
“Aldrig, du får aldrig lov i så lang tid” mumlede hun, både i drømmen, men det flød også over hendes læber i den rigtige verden.
En skam, held og Lykke med at bearbejde alt du har været igennem alene
“jeg er ikke alene” stemmen var næsten uhørlig.
Hah, tror du gråhår kan hjælpe dig? Aldrig har været så underholdt.
“Han er.. et.. godt.. menneske..
Et fnys lød fra den, som en fjernede sig tilbage i skyggerne. ’held og lykke lille.. kolibri

Evlyn åbnede øjnene med et sæt, og fløj op. Jamrede i smerte, på grund af de stramme syninger og hendes sår på maven. “Lort”

Pax stoppede brat med hans praktiske gøremål, som Evlyn begyndte at tale i sin søvn. Uden at vide hvorfor, vidste han med sikkerhed, hvem der var hendes skjulte samtalepartner og instinktivt lagde han den våde klud tilbage i baljen, før han, på knæ, kravlede op til Evlyns nyvaskede ansigt.
I samme øjeblik slog Evlyn øjnene op og gjorde derefter tegn på at rejse sig. Pax skar en grimasse og greb forsigtigt men dog fast ved hendes skuldre, før han tvang hende tilbage ned at ligge. ”Du leger med ilden”, brummede han irettesættende, hvorefter han strøg hendes våde hår væk fra den blege pande.

De stålgrå øjne gled ned til hendes nøgne mave, og de så, at forbindinger stadig var skinnende hvid. Meget kunne man klandre Edward for, men hans udstyr var altid klinisk rent. Derefter sukkede Pax og gned sine trætte øjne, før han atter lod dem fæstne sig i Evlyns. Han vidste ikke, hvor meget han måtte røre, nu hvor hun atter var ved ham, så i stedet langede han ud efter baljen og fortsatte sit arbejde. Denne gang var det hendes arme der stod for skud, men Pax’s hænder arbejdede nænsomt.
”Hvad sagde den?”, spurgte han, velvidende at de begge vidste, hvem ’den’ var. ”Hvis det ikke rager mig er det også fint. Du… talte bare”, tilføjede han derefter, i det hans blik kort flakkede mellem Evlyns eget og hendes beskidte arm.

”Desuden… uanset hvad den tror om mig, er du ikke alene, medmindre det er det, du ønsker. Jeg holder ikke på dig mod din vilje. Du kan frit gå, hvornår du end vil.”

Hun gav ham et halvt smil, og begyndte så at hoste, nok på grund af smerten? 
Før hun lænede sig tilbage igen, guidet af hans hænder. 
Han var næsten, kærlig? Så måske havde det i rummet ikke bare været - en enkelt udestående. En kvinde kunne drømme? 
Da hosten for stummede kom der en kvalt latter frem i stedet, “Du har ret, men jeg elsker at lege med ilden.” hun lagde hoved på skrå, som øjnene endelig så ham. Virkelig så på ham.
Han så herrens ud, hvornår havde han sidst fået noget ordentlig at spise? For ikke at snakket om en ordentlig natssøvn? 
Hun kunne mærke hvordan at hendes overlevelses instinkt begyndte at træde i kræft. Tænk på andre end dig selv, sådan glemmer du dine egne følelser. 
Men før hun formåede at spørger ind til det. Var han gået igang med at vaske hendes arme, et ganske forsigtigt smil begyndte at spille hen over hendes læber. Hvem skulle have troet, at en dag ville komme, hvor den store stygge ulv Pax, ville bade hende.
Hendes bryn knyttede sig mod hinanden, som han tydeligvis viste hvad der var sket. Eller i hvert fald kunne gisne om det. 

Hvad den sagde. “Den vidste.. mig hvad der var sket” mumlede hun, og lod fingrene lukke omkring hans hånd, så han ville stoppe med at vaske hende. 
“Noget med, jeg havde tigget den om at overtage, så jeg ikke ville huske.” mumlede hun langsomt og gav ham et kort opmuntrende smil. Det lykkedes ikke rigtig for hende. 
hun lagde hans hånd imod hendes kind, greb omkring den og lagde sin egen hånd faldt hen over den. 
“Hvis jeg skal blive.. bliver jeg nød til at have noget at lave.. ellers bliver jeg tosset.. og det kommer til at gå ud over jer alle sammen.” mumlede hun i et forsøg på at lede samtalen hen på noget andet. 
“Og du.. burde virkelig få noget søvn.” hendes bryn var knyttet i en bekymret mine. “Og noget at spise.. ville måske også være en god idé”

Pax stoppede brat sit gøremål, da Evlyns hånd afkrævede dens tilstedeværelse mod hendes kind. Instinktivt fulgte de stålgrå øjne den, og dernæst hans arrede tommelfinger der kærtegnede hende fraværende. I lang tid sad han sådan og betragtede hende, velvidende at hans ord alene ikke ville gøre nogen forskel. De var ens, hvormed Pax hurtigt afgjorde, at fortrøstningsfulde ord ikke var kærkommende. Desuden, tænkte han, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle sige.

I stedet nikkede han langsomt, lod hende vide at han forstod og dernæst fnyste han moret. Det tætteste Pax, bandeleder af Ulvens Flok, kom på et grin. De grå øjne gnistrede af spæd morskab og i midten af de brede øjenbryn, formede sig der en eftertænksom rynke.
”Siger du, jeg ser slidt ud?”, spurgte han, i påtaget tone, der truede med at det ville have voldsomme konsekvenser, hvis hun valgte at bekræfte. Det var dog langt fra sandheden, for Pax vidste, at han lignede noget katten havde slæbt ind. ”Jeg har haft travlt”, tilføjede han dernæst hurtigt, i det han sendte hende et sigende blik, og dernæst lod hans hånd køre langs hendes tinding, op og henover hendes våde, nyvaskede hår.

”Jeg henter mad”, bekendtgjorde han dernæst, hvorefter Pax rejste sig. Han tøvede, med sine hænder omkring baljen, ikke vidende om Evlyn ville være der, når han kom tilbage. Af en eller anden årsag afhang hans velbefindende af netop det faktum. ”Lad være med at forsøge at kravle ud. Ellers bliver jeg knap så behageligt selskab – desuden skal vi nok finde ud af noget. Der er massere at lave.” Med de ord forlod Pax udhulingen og vendte tilbage en række øjeblikke senere, med to træskåle fyldt til randen med dampende varm suppe.

I hans mørke blik spillede gnister af noget udefinerbart men der var ingen tvivl om, i Pax’s eget bryst at det var indestængt lettelse. Hun var her stadig.
Pax stillede maden fra sig på gulvet og bøjede sig dernæst frem mod Evlyn. Atter var de tæt på hinanden og Pax mærkede et sug, som en elektrisk strøm, da han stak sin ene arm omkring Evlyns liv og hev hende op at side. Med fælles hjælp fik Pax og Evlyn placeret hendes krop i en siddende position og med et skævt smil i mundvigen, rakte Pax maden frem mod hende. 

Smilet blev mere oprigtigt, da han spurgte om hun synes han så slidt ud.
“ja” svarede hun uden forbehold, som hun havde sagt tidligere, han skræmte hende ikke. Ville aldrig gøre det, for selvom hans trusler var der. Og selvom hun vidste han ville være i stand til det, så var der stadig en barrierer hvor hun vidste - sådan nogen lunde - hvilken grænse hun skulle træde over før han virkelig ville gøre alvor af dem. 

Hun nikkede, det ville virkelig være rart med noget mad. Rystede så på hoved over om hun ville kravle ud. “Hvis du kan åbne sårerne igen, tør jeg slet ikke tage chancen ved at prøve at løbe ud her fra, med hele din bande i røven på mig” bed hun ham af, med en humoristisk tone. Selvom det havde været hårdt at overværer hvad hun var gået igennem, var det som om at hun pludselig kunne putte det i en boks der hed. Det var ikke mig det skete for, men en anden kvinde der ligner mig. Med alle de andre gange præcis det samme var sket for hende.
Ikke sundt, jovist, det var hun klar over. Men det virkede lige nu, som en lappeløsning. 

“Hmmm, travlt med at stjæle mine medlemmer!” råbte hun efter ham, som han gik ud af udhulningen hun lå i, for at finde mad til dem. 
Med et veltilfreds smil, faldt hun tilbage i høet. Smilet hang ved på hendes læber, før det gik op for hende; havde hun lige betragtet ham på vej ud?
Helt forfærdet spærrede hun øjnene op, og vente hoved væk imod en mærkelig mørk plet på stenvæggen. Varmen steg op i kinderne, mens hun processerede hvad hun lige havde gjort. Evlyn Crane, havde i dette øjeblik betragtet, hendes rivals røv som han var gået væk fra hende.
Hvad i alverden var verden komme til?

Til at starte med, vigende hendes øjne fra hans skikkelse, som han kom tilbage mad. Som kunne han læse hendes beskidte tanker, der var gået igennem hende for nogle øjeblikke siden. 
Hendes fødder vipper, som han kom hen til hende og hjalp hende op og side igen.
Hun måtte fokusere hårdt på ikke at vise hvad hun følte, da han igen lagde sine arme omkring hende. De var meget hurtigt for hende, tilbage i hulen. Hans læber imod hendes. 
Hans læber. Hendes blik landede på dem. Før hun kiggede væk og tog imod maden.
“Tak” mumlede hun svagt, og begyndte meget hurtigt at fylde hendes mund med maden han havde givet hende. 
Mest for at få tankerne et andet sted hen, end hvor de lige havde tvunget sig på vej hen.

Pax nikkede, i det Evlyn takkede, men endnu greb han ikke som sin egen skål. Under normale omstændigheder spiste han sine sparsomme måltider alene, for der var noget klistrende intimt ved at spise med andre, som den unge mand afskyede mere end noget andet. 
Flygtigt gled de stålgrå øjne henover Evlyns skikkelse, men da hun syntes at være optaget med at spise, drejede han rundt på hælen og greb om sin egen skål. Bag den beskidte pande rumsterede alskens tanker, for stadig var der mange spørgsmål, der lå og sumpede – og ikke mindst Evlyns bløde læber mod hans. Pludselig forstod han, hvorfor folk vendte tilbage til bordelhusene. Hvis det blot var brøkdelen af den elektricitet, som han havde følt, de oplevede, ville også han troligt vende tilbage hver evig eneste nat. Aldrig havde Pax tænkt sådanne tanker, aldrig havde været så opslugt af en kvindes nærhed.

”Jeg gravede lidt, efter skulderen var sat på plads-”, begyndte Pax at forklare mellem mundfulde af den varme suppe, ”Freya lå med Fabian. Det var det, du refererede til den aften.” Bandelederen skævede til hende, med stålgrå øjne der hverken var skamfulde eller rasende – kun rolige, næsten… ligeglade, som ville han fortælle hende, at til trods for hendes ord, at de var okay.
”Men vi er ikke sammen. Jeg ved godt, hvad folk siger, men det passer ikke.” Af en eller anden årsag var det vigtigt for ham at pointere.

Dernæst faldt tavsheden atter over dem. Pax stod lænet op af klippevæggen og spiste tavst, og jo mere mad der kom i kroppen, des trættere blev han – hvilket ledte ham til hans næste… problematik.
”Synes du, at der er fint nok her?”, spurgte han pludselig, i det han nikkede mod udhulingen. Det lille rum lå tæt på fællesarealet, der var befolket i alle døgnets timer, men Pax kunne ikke bestemme, om det var godt eller ej. ”Vi har flere steder, du kan være, hvis det er. Det er nemt at rykke rundt. Du kan komme tættere på Edward?”, tilbød Pax spørgende, men midt i den spæde talestrøm, hvæsede en stemme til ham, at han skulle holde sin mund lukket. 

Hun vente sig imod ham, da han snakkede med kinderne fyldte med mad.
Det var egentlig ikke fordi det smagte super godt. Det var nærende. Og det var hvad der var vigtigst. Men hun havde stadig fyldt sine mund så meget op, at hun lignede et hamster.
Gravede lidt?
Oh – oh.
Hun prøvede ihærdigt at sluge den mad hun havde munden, fordi hun ville svare på hvad han havde sagt. “Oh.. ja” hun rynkede på næseryggen, som hun slog blikket ned imod maden i skålen. Med skeen prikkede hun lidt til det. En af dagene, ville hun sørger for de fik noget bedre. Det var længe siden hun havde givet sig selv lov til dét.
Hun rynkede dog brynene over det næste, ikke sammen? Hun trak på skuldrene. “jeg mødte hende. Hun er pæn” svarede hun som var det en ligegyldig ting om de var sammen eller ej.
Her i slummen, her nede hvor rotterne levede. Banderne, og listetyvene. Der var der ikke en lov som den over kloakerne. Man forelskede sig ikke på samme måde, man lå ikke med folk fordi man elskede dem nødvendigvis. Man tog det man kunne få, når man kunne få det. Og hvis man var heldig, så mødte mand en person, den ene som er kunne gøre eksistensen bare en smule bedre end hvad man var vant til.
Desuden var Pax unægtelig en travl mand. Alle de ting han løb rundt og lavede, kidnapning, distributør af stoffer, bandleder. Omsorgsfuld storebror og faderfigur?
Hun rynkede brynene som hun kom i tanke om Ronja, den lille tøs han havde set så varmt på. Det første oprigtige smil, hun nogen sinde havde set ham give nogen.
Hun kunne ikke lade være med at undslippe et lille heh, fra hendes læber. Så selv han kunne være så blød om hjertet, at den lille pige kunne kravle ind under huden på ham.

“Men… godt.. i ikke er sammen.” mumlede hun til sidst, uden at så meget vige sit blik fra manden, hun igen puttede i munden. For så ville der nok ikke være plads til mig. Fjollede tøs.
“Hun ville alligevel ikke kunne forstå vores levevej” prøvede hun at dække over hvad hun i virkeligheden havde ment.

Hendes blå øjne gled lige så langsomt hen imod hans ansigt. Mellemrummet imellem dem, var næsten flere mil, sådan føltes det. Efter han havde været så tæt, men hun fornægtede ham ikke muligheden for at få afstand. Det var trods alt, ham der havde de største problemer med nærvær.
Hun trak på skuldrene. “Jeg sov en gang ombord på et skib, sammen med atten besætningsmedlemmere og en salvende hund. Jeg tror jeg klare at have mit eget hø og nogle mennesker der går nogle få meter fra mig” grinede hun, spiste resten af maden. Satte skålen fra sig, og lænede hoved imod en kølige væg. Hun lukkede øjne. “Her er fint… men..” hun åbnede det ene øje og kiggede hen på ham.
“Må jeg sende en besked ud? Jeg har brug for noget at tage mig for hånde… Jeg har en ven, han er ikke en del af nogen af vores bander.. neutral område om du vil.. ville det være okay?”

Pax nikkede tavst til Evlyns konstatering. I grunden overraskede det ham ikke, at den blonde kvinde havde mødt Freya, for havde det været omvendt – det var jo ganske enkelt lidt af en mulighed.
”Du skal nok ikke sige sådan til hende, hvis du møder hende igen”, brummede Pax derefter, som morede gnister sneg sig ind i hans stålgrå blik. ”Hun kan samle dig op og flække dig på langs, hvis hun føler for det. Hun fandt mig en aften, hvor jeg lå i rendestenen og rallede, og hun bar mig hele vejen hjem til hendes kvistlejlighed. Jeg tror ikke engang, at hun fik sved på panden”, tilføjede han derefter, før han tømte indholdet i træskålen.

Da Evlyn dernæst spurgte ind til en meddeler, nikkede han spædt. Der var ingen grund til at fornægte hende dette ønske. ”Du kan få en af ungerne, men han kommer ikke herned. Neutral eller ej kan jeg ikke have fremmede rendende-”, svarede Pax, men mere nåede han ikke at sige, før tre pigebørn kom rendende ind i hulrummet. De kunne ikke være mere end 10 somre hver og var alle klædt i natkjoler. Tydeligvis var de allerede blevet lagt i seng.
Deres øjne var store af forskrækkelse og for et langt øjeblik gjorde de ikke andet end at betragte Pax, der undersøgende også så på dem. Omsider var der en der faldt ud af trancen og skubbede til den midterste pige. ”Sig det!”, skyndte hun på sin veninde i en lavmælt hvisken, hvorefter denne trådte frem.

Som hun stillede sig foran Pax, begyndte hendes øjne at blive våde og langsomt gled Pax ned på knæ. Som han sad der foran hende blev de lige høje.
”Jeg bløder!”, udbrød pigen i en skingert og chokeret tone, hvorefter de to andre bag hende nikkede ivrigt. Pax lod øjnene glide henover den magre skikkelse. Han så ikke noget blod.
”Hvor?”
”Dernede!”, svarede pigen i en hvisken, før hun satte sin ene nøgne fod mod Pax’s ene skulder og hev op i den hvide natkjole. I undergrunden var der ikke råd til blufærdighed, og under det tynde stof var hun nøgen.
Instinktivt støttede Pax pigen med en hånd om hendes tynde ankel, som han tog hendes køn i nærmere øjesyn. Straks forstod han og med rolige øjne lod han atter deres blikke fæstne sig i hinandens. ”I har ikke stukket noget derop, vel?”, spurgte han, velvidende at det sandsynligvis ikke var tilfældet. End ikke sekundet efter afkræftede samtlige af pigerne, at det skulle være tilfældet, hvortil Pax nikkede. Med et fast, dog venligt greb, satte Pax pigens fod tilbage på jorden, hvorefter han rejste sig.
”Der har ikke været en mand hos dig?”
”Nej!”, udbrød pigen skingert og rystede ivrigt på hovedet. De to andre bag hende efterlignede hendes fornægtelse, velvidende at det ikke var acceptabelt i Flokken, medmindre man indgik i en forening. Pax strøg pigen over håret, hvorefter han med en guidende hånd i hendes tynde nakke, førte de tre piger ud af Evlyns rum.
”Det er meget normalt for piger, Saga. Det sker hver måned, hvis du er regelmæssig. Hvis I stikker afsted efter nogle klude, så viser jeg dig, hvordan du skjuler det”, svarede bandelederen, hvorefter han med et let puf indikerede, at samtalen var forbi. Ikke lang tid efter vendte han tilbage til Evlyn med en mager dreng med store frøøjne. 


Hendes meddeler. 

Hun grinede over det som han fortalte omkring Freya, og nikkede så.
“hun er en stærk kvinde, og hun kommer til at gøre sig godt der hvor hun kommer til at være” nikkede hun eftertænksomt. Selvom at Evlyn der huskede de ugerninger der blev gjort imod hende, og hun huskede dem godt. Så havde hun intet ondt at tænke omkring ork kvinden. Selvom hun stadig holdte ved, at kvinden ikke hørte til i undergrunden, og nok aldrig ville forstå deres vej.
Især ikke nu, hvor hun var trådt ind i lysetskriger rækker. Hvordan hun havde forestillet sig, at et forhold med en bandeleder og en soldat ville foregå, det havde Evlyn det meget svært ved at se for sig.
“Så nej, jeg har måske kunne holde mig selv i kampe før, så har jeg ikke just til at ligge mig ud med en, der kan knække mig midt over.”
Hun gav ham et kækt blik, som han også fortalte hende at han var blevet båret fra en rendesten til hendes lejlighed. Se det, ville hun have betalt gode krystaller for at have set med egne øjne.
Men spørgsmålet var også, hvorfor havde han ligget og rallet i en rendesten?
Det måtte være noget hun kunne spørger ham om, på et andet tidspunkt.

Hun nikkede kort for hoved, da der hurtigt blev slået ned på, at hendes ven ikke måtte komme ind i undergrunden. Nærtagende var man åbenbart stadig, selvom hun næppe troede hans lilleskjule sted var særlig skjult for de kriminelle. Set i retrospekt at hans klan, bande var ret stor.
Men hun nåede ikke at få hele hans sætning, ej hellere at svare, før at tre piger kom rende ind i rummet hun lå i. Måske, var det rare at blive flyttet.
Evlyn skar en grimasse, som hun greb de blodige klæder og gemte dem bag hende. Kun for at føle sig unægtelig nøgen. Og selvom det måske var piger, og måske ud fra hvordan hele scenariet udfoldede sig foran hende, at man her i undergrunden ikke var så blufærdig som man var andre steder.
Brød hun sig ikke om de skulle se en anden så forslået.
Men de var utrolig respektfulde, kun den ene af pigerne, blev ved med at stirre på hende. Akavede øjne, blev flyttet rundt i rummet, men hver gang hun lagde det på den brunhåret pige med lige så blå øjne som hende selv. Så stirrede de tilbage. Først der gav hun et skævt, kejtet smil.
Kun for at modtage det største smil, større end hun havde regnet med. Det gav et stik i hendes hjerte, som Evlyn lige så stille begyndte at blødende op.
Hun stod der også et sekund længere, efter at Pax var begyndt at gå med de to andre, den ene Saga som havde fået sin første blødning.
“Du er meget pæn” kom der spinkelt, inden hun gav et lille grinende hvin og stak efter de andre. Øv hun er sød. Hjertet jamrede næsten, som kinderne fik farven af en meget rød karakter.

Der sad hun så, uden rigtig noget at tage sig til, mens hun ventede på at Pax ville vende tilbage igen. Hun fandt dog noget der kunne minde om papir, og en kul pind. Hvorfor de lå i rummet, måtte guderne jo vide. Måske var de kastet bort i frustration? Der stod vidst allerede noget på papiret.
Med ganske kort ord, skrev hun nogle ord der kun ville kunne forstå af personen der ville få sedlen. Det var koordinater til hendes mest sikre huse hun havde. Det hun faktisk havde gjort til et lille hjem, ikke bare et opholdssted.

Da han endelig kom tilbage, havde hun færdiggjort sedlen.
Hun betragtede den magre frø øjet dreng, og gav ham et forsigtigt smil.
“Vil du bringe det her til Neagu, han holder til på Tribrunepladsen sammen med resten af hans familie Iz Lovkach – han ved hvad sedlen betyder.” sagde hun og rakte sedlen frem. Den blev snuppet, og med et hurtigt kast imod Pax, pilede drengen ud af rummet igen.
Evlyn lænede sig ned i høet og lukkede øjnene. “Tak” brummede hun lavtmeld. “fandt du ud af det med pigerne? Kan huske da jeg fik det, gik hele familien i panik. Mest fordi min far ikke vidste om han skulle håndhæve min mors traditioner eller de krystalianske” mumlede hun en smule åndsfraværende, hun var træt. Men frygten for at falde i søvn, var lige nu for overvældende til hun faktisk ville give efter for hvad kroppen ønskede.

Pax skar en grimasse, som navnet på tyveknægten flygtede over Evlyns hjerteformede læber. For blot et øjeblik overvejede han, at nægte hende sit ønske, men til trods for den pludselige og giftige irritation, forlod ingen ord hans læber. Hun havde trods alt faldet ned i Zaladins forgård og først nu vendt tilbage. Hvad end den rødhårede, storsmilende idiot kunne skaffe hende, måtte vel være det værd. Og, tænkte en lusket stemme, du behøver jo slet ikke være her, når det sker.

Bandelederen nikkede tavst til hendes ’tak’ og lyttede dernæst med de stålgrå øjne rettet mod Evlyn. Det brændte stadig efter at vide, hvorfor netop Neagu skulle komme anstigende og ikke mindst, hvilken tilstand befandt deres forhold sig i? Alskens rygter gik om den unge mand…
Pax tog en dyb indånding, i håb om at tæmme den giftige, stikkende fornemmelse. Efter deres kys i grottens skjul havde han tilsyneladende tabt hovedet. Det gik ikke at han fortsat holdte hende med selskab. Han måtte have ro – ro i sin egen udhuling, der lå langt væk fra alle andres.

Med et dovent udtryk skubbede Pax sig fri af klippevæggen. ”Vi håndhæver ikke nogle traditioner her. Hun er stadig et barn, selvom hendes krop er nået det stadie”, fortalte han, hvorefter han trak let på den ene skulder. Hans blik lå fæstnet på de beskidte skosnuder, som han fraværende jog i jorden.
Pax skridtede langsomt over imod hende og betragtede hende en rum tid. ”Hvis du mangler noget, så sig til. Der… riv fat i den første og bedste, du ser. De ved, hvor jeg sover”, brummede han, hvorefter han atter nikkede, næsten resolut.