Alt hvad Juliander fortalte, var helt og igennem nyt for Kastanje. Hun havde aldrig hørt noget så... mærkeligt. Hun lyttede dog stadig og prøvede ikke at bryde ind, men at prøve at koble det på hvad hun kendte til livet som alf i Dianthos, var svært.
Hun havde altid været under den overbevisning at hun og hendes forældre var frie i hvad de ville. De arbejde alle sammen for føden, og selvom hun godt havde hørt at der vidst havde været nogle problemer med deres arbejdsgivere for nogle år tilbage, så sagde det hende stadig ikke noget.

”Men det lyder da ikke rigtig,” sagde hun tøvende. Hun havde sænket farten markant, som hun lidt mere drev med vinden, for at tænke sig mere om, og ikke fokusere på turen og hvor de fløj hen. Der skulle hun helst være lidt mere fokuseret end hun tydeligvis var nu. ”Jeg er måske ikke så gammel, men vi har da altid haft frihed her i byen? Selv mine forældre arbejder for de samme, som de har gjort hele deres liv,” sagde hun og slog lidt forvirret ud med armene. For enhver anden, kunne de nok godt drage parallellerne, med at det nok ikke helt var arbejde, i hvert fald i starten.

Hendes blik vendte sig mod Juliander. Det var jo ikke fordi at hun ikke troede på at han var oprigtig med hvad han sagde, men det var svært at forstå det. Alligevel ville hun gerne trøste ham, for det lød forfærdeligt. ”Hvis det nogensinde sker her i Dianthos, så skal jeg nok jagte dem ned og sætte dem for loven, for ingen burde være slaver,” sagde hun bestemt. At slaveri var udbredt i Rubinien, havde hun hørt om, men det lå så langt fra hendes hverdag, at hun dårligt forstod konceptet. 

Da Juliander stoppede op, og da hun opdagede det, stoppede hun ligeledes op og vendte sig mod ham. Det var ikke hendes mening at invalidere hvad det var han sagde, men deres oplevelser havde tydeligvis været meget forskellige, selvom det var ligeså meget noget der kom fra Kastanje naivitet, hvilket han nok hurtigt ville opdage, hvis han prøvede at snakke med nogle af beboerne i byen. Hendes forældre ville dog næppe give ham mere at gå med, især når han stolede så blindt på at de åbenbart ikke havde været slavebundet mod deres vilje. Når man var opvokset på en måde, så var det nemt at ignorere hvor forurettet man egentlig var blevet.

Hun trak lidt på skuldrene. ”Måske..” indrømmede hun lidt usikkert og forvirret, for hun var ikke helt sikker, men det ville give mening. Dianthos var et sted der var langt mere fremme i skoene end så mange andre steder, så hvis slaveri af alfer havde fundet sted, så måtte det være mange år inden både Kastanje og hendes forældre eksisterede, tydeligvis.

Julianders smil var alt hvad Kastanje havde behov for, for selv at smile stort. Folk så nu bedst ud når de smilede, og det betød også en sød lyserød alf som Juliander. ”Det er de nemlig, så jeg ville slet ikke kunne forstå hvis de skulle have holdt dem,” sagde hun, optimismen strålede igennem, og hun var ligeså hurtig til at følge med i at starte med at flyve igen, stadig på tur mod hendes hjem. ”Men jeg har godt hørt af dem nede fra Rubinien er en anden slags typer, måske er det en helt anden race? De virker i hvert fald ikke til at være så søde, som vi er heroppe,” sagde hun. Selv de lidt vrede og bitre folk, dem kunne hun også godt charmere sig ind på... for det meste. Hun var ikke helt sikker på at det var sket med Anann endnu, men hun var vidst også en kategori for sig selv. 

Kastanje havde næppe meget at have sine egne tanker i, for hun kendte ligeså lidt til verdenen som Juliander, og de to af dem havde fået meget forskellige ting at vide i deres opvækst, uden tvivl om det. Nu var hun dog også den ældre af dem, siden hun havde et job, og hun var også voksen af menneskestandarder. Ulempen ved at vokse op hos to forældre som aldrig havde oplevet livet udenfor Dianthos, betød også at hun ikke anede hvordan en alf egentlig var.

Som samtalen lidt virkede til at være gået i stå, kom Juliander pludselig med et kompliment ud af det blå, og Kastanjes kinder blussede straks op. Ikke så meget fordi hun selv lagde mere i det end det var, hun var trods alt stadig næsten et barn når det kom til alfealder, og dermed var hendes sind ganske uskyldigt.
”Tak,” sagde hun lidt genert, og prøvede at skubbe noget af sit løse hår bag øret i en genert gestus, men da de stadig fløj rev det sig lynhurtigt løst igen. ”Det er du også,” tilføjede hun tilbage, for indtil videre havde hun i hvert fald ikke haft noget hun kunne putte fingeren på, hvor han ikke var sød. Selvom tingene ikke var gået som forventet, så følte hun sig lykkelig over at hun havde fået lov til at stifte bekendtskab med den lyserøde alf.

De var næsten ved Kastanjes hjem, så Kastanje viste Juliander op til den lidt mere... alternative indgang de havde. Der var et vindue på siden af bygningen, hvor der var blevet bygget hvad der lignede en lille dør i siden også. Alferne kunne ikke åbne de større døre, så de havde fået lov til at lave en lidt alternativ indgang.
”Så er vi her,” sagde hun grinende, og fløj hen og låste døren op, for der var trods alt en lås. ”Kom indenfor,” sagde hun grinende og trådte selv indenfor og holdt døren åben til Juliander, og ville lukke den ligeså snart han kom indenfor. Det var meget tydeligt et værelse der var lavet om til alfebrug. Der var dog etager, som et helt lille dukkehus, og det de kom ind i var entréen. Det så dog underligt menneskeligt ud. 

Man måtte jo tilvænne sig til sit miljø og det havde den lille alfefamilie i den grad også gjort, når man kiggede på hvor langt de var kommet. De var dog først flyttet i noget meget pænere, efter Kastanje havde fået et rigtig job, fordi hendes forældre ikke fik mange krystaller for deres arbejde. Kastanje havde i hvert rationaliseret sig ud af, at det handlede mere om at byvagterne blev betalt godt for hvad de lavede, og hun overvejede ikke et sekund at hendes forældre bare ikke vidste hvordan de skulle forhandle løn med deres tidligere ejere.

Hendes kinder blev lidt mere røde, som Juliander kommenterede på deres leveforhold. Hun havde trods alt betalt for det meste af det man kunne se her, selvom nogle af tingene mere var lavet til dukker, men på det punkt var Kastanje ikke kræsen. Møblerne var gode, og de havde fået indrettet det godt. ”Tak. Der er ikke mange der vil have alfer boende, men vores nuværende situation er ret god, og vi fik lov til at få en rigtig dør. Langt bedre end det sidste sted vi boede,” sagde hun med et genert smil. De boede der nok også primært fordi Kastanje kunne sige hun var byvagt, og at have en byvagt boende var aldrig slemt. Desuden forvoldede de meget sjældent problemer for ham der ejede huset.

Hun vendte sig dog lidt om for Juliander, og kiggede lidt op. ”Jeg er hjemme,” kaldte hun ud i huset, og ventede et øjeblik, men intet svar kom. ”Nå, det ser ikke ud til at mine forældre er hjemme endnu,” indrømmede hun. De ville nok komme hjem før eller siden, så hun var ikke så bekymret. ”Er der noget jeg kan tilbyde? Ooohh... jeg har aldrig gæster, men jeg har altid gerne ville have en på besøg.” Der var sjovt nok aldrig rigtig nogen der kunne besøge hende, pga. størrelsen på hjemmet, men man kunne mærke på hende, hvordan hun både var lidt genert over at Juliander kunne lide det så meget, men også meget begejstret for at hun kunne lege vært på en gangs skyld. 

Kastanje lagde ikke rigtig mærke til at han virkede mere bekymret og prøvede at rette på sit tøj og hår. I hendes øjne så han perfekt ud lige som han gjorde, med sit lyserøde strittende hår, og søde smil. Nu havde hun selvfølgelig ikke specielt mange standarder, som hendes eget hår også sad lidt rodet om hendes hoved, efter hun havde spænet rundt tidligere, og det ville nok have godt af en kam senere, når hun lige satte sig ned og prøvede at finde noget tid til sig selv.

”Sulten? Det kan vi sagtens klare,” sagde Kastanje med strålende øjne, selvom hun ikke vidste hvad sådan en skovalf spiste. Det ville have været nemmere, hvis de tog ned på kroen, hvor man kunne få nogle af hendes livretter, men heldigvis havde de altid mad i deres lille hjem.
Kastanje var dog ikke ligefrem kendt for at tage den med ro, så da hun bestemte sig for at finde noget mad til dem, så styrtede hun også rundt i køkkenet. Skabe åbnede og lukkede, og ligeså stille kom der mad på bordet. Meget menneskemad, af hvad de havde af egen størrelser. Brød, ost, kød, små kager. Der var ikke forfærdelig meget, men hun fandt heldigvis også nogle tørrede frygter som var skåret ud i mindre stykker som hun også stillede frem. Bordet var i hvert fald fyldt op med ting, da hun selv satte sig i sådan en fart, så stolen vippede bare en smule. Det havde ikke taget mere end et par sekunder.
”Jeg håber der er noget af det du kan lide, ellers kan jeg tage et smut ned på markedspladsen. Det vil ikke tage mere end et par minutter,” sagde hun smilende, og sad næsten og vibrerede lidt i stolen. Hun ville så gerne være en god vært for ham. Han var den første alfeven hun havde fået, for ikke at nævne den først gæst bare for hende. Hun måtte vise ham alle sine livretter senere hen. Det ville sådan en skovalf vel også godt kunne lide. Det slog hende ikke ind at hendes diæt var mere som et menneske end som en alf.

Kastanje var virkelig ikke sikker på at hun havde hentet noget af det han kunne lide, og hun fik også lidt af et chok og veg en smule tilbage, da han udbrød et meget højlydt NEJ, hvilket... ikke var så højt fordi han var trods alt en lille alf. Det var stadig højere end hun normalvis hørte hans stemme, men han virkede ikke... afvisende.
Spændende var vel også et godt ord? Det tog Kastanje det i hvert fald som, nu når hun ikke havde fået lov til at flyve ned på markedspladsen, hvor hun var sikker på at de kunne finde noget mere mad hvis det endelig var. ”Bare tag for dig så,” sagde hun derfor bekræftende og slog ud med armene. Han måtte tage lige hvad han ville, også selv de ting hun selv var meget glad for, som det tørrede frugt. Hvilket også var det han tog.

Hendes øjne kiggede måske en anelse for stirrende på ham, som hun så ham tage noget af det tørrede frugt. Lidt fordi hun selv var glad for det, og håbede på at han ikke spiste det hele, men mest fordi hun var nysgerrig på om det var godt nok for ham. Han var jo en prins, og hun var blot en lille byvagt i Dianthos.

Ligeså snart hun så ham sluge det og ikke så helt så afholdende ud mere, så var hun dog også hurtig til at tage et stykke af osten der var skåret ud på bordet. ”Det er godt ikke?” sagde hun grinende, og tyggede lidt på stykket med ost, inden hun forsatte med at snakke, ikke helt færdig med at tygge heller, bare lige nok til at indikere at hun var for begejstret så hun måtte snakke videre. Det blev dog hurtig slugt inden i sætningen. ”Vi kan aldrig nå at spise noget frisk frugt, inden det bliver dårligt, men jeg kan faktisk også bedre lide at det er så sødt.” Hun rakte ud for selv at tage et stykke med tørrede frugt. Det havde i hvert fald en anden sødme end frisk frugt havde. 

Det var store brune øjne der fulgte Julianders bevægelse og hånd, som han rakte ud efter noget ost. Det virkede ikke til at det var noget de havde i Alfelunden, men hun var meget interesseret i at vide hvad han syntes om de ting de spiste her. Det måtte være anderledes og spændende. Og selvom hun nok ville kunne nå derned på ingen tid, så havde det aldrig slået hende ind, at hun bare kunne besøge Alfelunden og undersøge den, hvis hun virkelig gerne ville.

”Det hedder ost,” tilbød hun blidt, selvom hendes smil falmede en lille smule, da han ikke virkede begejstret for det. I hvert fald ikke ud fra hvordan den lugtede. ”D-det gør den bare,” kom det endnu mere lavmælt, og man kunne næsten se hvordan ørerne begyndte at hænge, som hun kiggede næsten sørgmodigt på ham. Var hun ikke en god vært? Tankerne begyndte i hvert fald at cirkel igen. Måske hun skulle ned på markedspladsen?. Hun var slet ikke sikker, men så.... spiste han det faktisk.

Hendes ører strittede lidt op igen, og selvom det ikke var et fuldt kompliment, det kunne jo være han var for stolt til at sige noget bedre, så var det godt nok for den lille byalf. ”Virkelig?” sagde hun og øjnene var begyndt at funkle igen. ”Du skal endelig tage for dig så,” sagde hun og skubbede osten lidt tættere på Juliander, også selvom hun godt selv kunne lide det. Det stank ikke så slemt, når man var vant til det, og det her var jo bare en lille smule af hvad man kunne få på disse kanter. ”Vi kan også tage ned på kroen senere og få et storslået måltid,” tilbød hun smilende. Det var endnu ikke gået op for hendes at kød måske ikke ligefrem var Julianders livret. 

Kastanje blinkede overrasket og lidt forvirret af den lyserøde alf. Allerede mæt? Selv kunne hun nemt gå igennem et helt menneskemåltid på en dag, men hendes forbrænding var også lidt abnorm også for alfer. Hendes forældre var jo også ligeså småspisende som Juliander var, selvom det tog lige et øjeblik før det gik op for hende. Det var nogle gang svært at huske på deres små størrelser, især når hun levede i en verden af store folk. At Juliander dog ikke havde spist i nærheden af ligeså meget som hendes forældre, det havde hun lidt sværere ved at bedømme. ”Jeg glemmer altid for lidt andre alfer spiser,” sagde hun endelig, smilet var tilbage på hendes læber, og hun var hurtig til at tage endnu et stykke ost, efterfulgt af noget af det tørrede kød de også havde her. Heldigvis var det billigt at spise som alf her i byen.

Hendes kinder blussede lidt op igen, og et stykke frugt fandt også vejen til hende mund, bare lige for at have noget at tygge på, mens hun lige fandt ordene. Han var altså lidt sød, og veltalende.
”Jeg giver dig gerne en rundvisning af hjemmet, selvom...” hun skævede op mod hvor hendes værelse lå. Havde hun egentlig ryddet op? Hun svor at hun egentlig var ganske ryddelig, men hun var ikke vant til gæster, og det skete jo nogle gange at man lod ting ligge og flyde, så som tøj, og nogle af hendes bamser. Ikke at hun havde mange af dem, fordi de skulle være så små. Måske hun kunne snige sig op og tjekke senere?
”Men du er helt færdig så, er der intet andet du gerne vil smage inden jeg pakker det væk igen?” spurgte hun for at være helt sikker. Hun kunne godt selv spise lidt mere, men det kunne hun tage når hun alligevel pakkede væk. Lige nu var det vigtigst at Juliander havde det godt. Der var også så mange ting de skulle nå at se. 

Kastanje var lykkelig uviden om de følelser der hvirvlede rundt i alfeprinsens sind, siden hun var alt for fokuseret på at gøre alting rigtig, også selvom hun allerede havde fejlet. Hvis hun havde brugt længere tid på at tænke over at han var en prins, så havde hun blot fået det værre af det, men i stedet for, så var han blot hendes første alfeven. Bare tanken om det fik hendes mave til at gøre et hop, og en spænding spredte sig i hendes bryst.

Derfor var det også med meget store øjne at hun fulgte den fine lyserøde alf. Og så kom skrækken over hendes ansigt, som de næste ord faldt udover hans læber. Alfernes og dyrenes prins. Hun tog, måske en smule dramatisk, hænderne op til munden, som hun gispede og kiggede forfærdet på ham, og så ned på det brune.
I næste sekund sprang hun op fra stolen. ”Det må du virkelig undskylde, det tænkte jeg slet ikke på,” udbrød hun, også selvom hun ikke helt var så god til at forstå sammenhængen mellem kød og dyr, så havde hun trods alt lært at det kom fra nogen der stod på markerne udenfor Dianthos. Det var nemmere når man ikke tænkte over det.
Hendes hænder rakte hurtig ud efter det brune kød, inden hun var væk i samme sekund med det, væk fra Juliander. Hun kunne slet ikke forstå at hun ikke havde tænkt over det, og hendes kinder blev mere og mere røde, som hun tænkte over det. Hun var sådan en idiot.
I løbet af ganske få sekunder var alt kødet væk fra bordet, gemt væk ude i køkkenet, og hun stod tilbage inde ved bordet igen. Hun kunne ikke engang sætte sig ned. ”Jeg er så ked af det!” sagde hun endnu engang og bukkede sig for ham. ”Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal gøre op for det!” Hun kunne mærke at tårerne pressede sig på, som forlegenheden brændte hele hendes ansigt og samvittighed. 

Som Juliander blev mere og mere panisk over situationen, så spredte det sig ligeledes til Kastanje, som var ligeså fortvivlet, og nu også lettere panisk over det, og begyndte at tale oven i hans ordstrøm, som hun selv forsøgte at undskylde. ”Det var virkelig ikke min mening! Jeg ved jo godt at det kommer fra dyr, og selvfølgelig kan prinsen af dyr ikke spise dem. Jeg tænker bare ikke over det, for det smager sig godt. Nej! Det sagde jeg ikke. Undskyld! Selvfølgelig smager dyr ikke godt. Det er jeg virkelig ked af. Undskyld undskyld undskyld!” Hendes øjne så bare ud til at være tættere og tættere på at lade tårerne falde.
Denne her panik mellem dem ville absolut køre i cirkler om og om igen, hvis det ikke var fordi at som de stod og panikkede sammen, så åbnede døren dog endelig, inden den blev smækket i, og snart stod der en yndig kvindelig alf i døråbningen til spisestuen.. Hun var ældre end de to der stod og panikkede, og hun lignede ærligtalt en der nemt kunne have været Kastanjes bedstemor. Hun var slankere end Kastanje, men havde dog det brune fyldige hår og brune øjne som Kastanje selv havde, men dog havde hun en del rynker, som var alderdommen sneget sig op på hende næsten hurtigere end den burde.

Det fik også Kastanje til at stoppe og blinke et par gange, inden hun tørrede tårerne der var på vej til at falde. ”Mor?” sagde hun stille, inden hun kiggede mod Juliander som stadig stod ved overfor hende. Oh! ”Mor, det her er Juliander, han er her fordi...” hun tøvede. Hendes mor kunne nu aldrig lide at høre om arbejdet. ”Han har behov for hjælp, siden han er fra skoven!”
Hendes kinder brændte stadig af skam over den tidligere snak, men i det mindste havde hun formået at slå koldt vand i blodet.

Kastanjes mor smilede henne fra døråbningen. ”Jamen, han skal da være så velkommen til at blive så lang tid han vil. Har du givet ham noget at spise?” spurgte hun. Hendes stemme var blød som smør og lidt melodisk, som sang hun altid lidt når hun snakkede. 

Kastanje var dog hurtig til at nikke til det.