Ulven så irriteret på vampyren foran hende, da ordet undskyld faktisk forlader hans læber, og direkte til hendes menneske. Den snerre irriteret af vampyren, inden den tøffer forbi ham og tilbage til bålet, da Xilla ber hende om at stoppe i det øjeblik. Selvom det var en dårlig undskyldning, så vidste hun også de kunne ikke få noget bedre. Mest af alt var ulven irriteret at når den de gik efter gav op, så kunne Xilla igen tage alt den kontrol kun ville, fordi så var der ikke længere en trussel mod dem, selvfølgelig kunne de kæmpe om bevidstheden mellem dem, men ulven vidste bedre end at gøre det. Hun vidste Xilla ville stoppe med at forvandle indtil hun var nød til det, for at vise den at den faktisk kunne være forkert på den. Det var ikke første gang hun så ville gøre det, men det var den eneste måde ulven faktisk kunne straffes på, uden det også påvirkede Xilla alt for meget, men til en hvis grad.

Der gik kun få sekunder som hun kom hen til bålet igen, inden hun forvandlede sig tilbage. Knoglerne brækkede rundt, inden de igen passede til deres menneskeform. Hun kommer med et svagt grynt, som hun kan se hvordan hendes krop er mørk af jord, fucking idiot af en ulv der elsker kravle på jorden. Hun hiver tæppet op af tasken igen, før hun svinger den rundt om sig selv, imens hun mumler noget om at hade når ulven vælger at ødelægge deres tøj. Hun ser over sin skulder igen, imens hun ser på Dimitri. "Vær nu glad for jeg har mest kontrol over hende i de fleste tilfælde," siger hun roligt, men med et kækt smil, samt et glimt i øjet over der endelig er ro fra ulvens side nu den næsten har haft sat tænderne i ham. Hun skubber stadig billederne ind i Xillas hoved, om at hun stadig kunne bide ham, måske tage hans arm som et tygge dyr. Men Xilla skubber hende ud af hovedet igen, for den kan være dybt latterlig, når den først er fast besluttet på at slå nogle ihjel eller bruge dem som tyggedyr, så bliver den meget insisterende med Xilla om hvorfor det burde være okay, og hvis den gjorde det kunne de passe på andre, så det ikke ville ske for en anden. Men den burde vide bedre, dette er ikke den eneste vampyr som ville tage blod fra nogle, uden at spørge om det men bare gøre det.

Som hun fik tæppet rundt om sig kiggede han på hende, og sukkede lidt over at han havde været nød til at undskyld overfor hende. Men han havde da heller ikke tænkt sig at dø, så det var da den bedste løsning. Han var da heldig at skrammerne og de sår han måtte have allerede var ved at heale. Det var en kæmpe fordel at være en vampyr, han klagede ikke over måden han kunne heale hans sår og skrammer, dog ville større skader kræve lidt længere healingstid. Det var nok ikke en god idé at prøve at bide hende igen, så han valgte lige nu at lade. Men han forstod godt hvis hun var på vagt, og regnede med at han ville bide hende igen.

Han gik hen til bålet igen, og sukkede opgivende som han satte sig ved bålet. Han trak et ben op under sig og kiggede hen på kvinden. Da hun nævnte at det var godt at hun havde kontrol over hende, gav han hende et nik. Han valgte ikke at sige noget, men var godt nok glad for at ulven forsvandt. Den store ulv, det var vildt hvor stor den kunne være. Dimitri kiggede på flammerne i bålet, og han fik så et bredt smil frem og han skulede hen til Xilla"Jeg er glad for du har kontrol over det, jeg troede og var sikker på at jeg skulle dø"sagde han og blinkede til hende. Han lod hans hånd stryge lidt rundt om hans knæ, og han lod hans øjne hvile sig på hende. Måske hun ville sætte sig ved bålet igen, eller andet han var ligeglad, men måske han skulle give hende en chance for at bare stole lidt på ham. Specielt hvis han skulle lære hende at svømme, så var han næsten nød til at lade hende stole på ham bare lidt"Jeg har ikke mødt og set en engel blive til en ulv før"sagde han undrende som han fjernede blikket fra hende, og kiggede på bålet.

Hun sætter sig ned ved bålet, med en afslappet mine, egentlig mere sikker på han ikke længere ville bide hende, for han virkede til at han virkelig hadede Gaia, eller måske det bare var ulve generelt, det var aldrig til at sige. Hun kunne ikke stoppe hendes latter over hans sætning, for hun kunne godt forstå ham, men hun vidste også havde hun ikke stoppet det, så ville Gaia have gjort alt i sin magt for at slå ham ihjel. "Du ville have været død hvis det stod til Gaia, hun er ret glad for blod hvis nogle skader mig, eller nogle hun ser som en del af hendes 'flok'," siger hun med et bredt smil, for det var hvad hun elskede mest ved ulven, den gjorde alt den følte var nødvendig for at passe på Xilla og dem de så som en del af deres lille 'flok'. Hun havde det stadig mærkeligt med at kunne snakke om ulven med et navn, men den var meget glad for at have fået et navn, hun ville ikke tage den glæde fra hende.

Nok stolede de ikke på ham, men de regnede ikke med han ville bide igen. Hun giver en hummen fra sig, som han konstatere det ikke noget han har oplevet før. "Vi har været sammen siden før jeg blev engel, vi hænger tydeligvis sammen siden jeg kunne få hende tilbage igen som engel, bare med vinger," siger hun med et kækt smil, hun ved kun de har været sammen så længe, fordi det noget af det lidt hun husker fra sin fortid, inden alt dette engle pjat. Hun ser ind i bålet, imens hun kan fornemme Gaia prøver holde øje med ham, hvilket gør Xilla kigger på ham igen, som hun giver Gaia lov til at holde øje med ham et øjeblik, før hun var tryg nok til at falde til ro igen. Xilla kunne straks mærke hvordan varmen langsomt forlod hendes krop igen, som Gaia ikke længere var helt oppe på dubberne, klar til at forvandle fordi den følte de var i fare. Xilla ruller lidt med skulderne, imens hun kan fornemme hele hendes krop slappe af på få sekunder, da det hele stoppede med at summe, og hendes krops temperatur blev mere normal igen. 

Hans øjne fulgte hende, og han løftede et øjenbryn til det hun sagde. Han tænkte lidt over det som han studerede flammerne i bålet en smule. Han var enlig meget enig med det hun sagde, han havde virkelig været død hvis det var Gaia, så han kunne vel kun takke Xilla for at det ikke var sket. Han holdte blikket på bålet før han vendte øjnene hen på hende. Han håbede ikke at hun frøs meget ellers var han sikker på at der nok var et tæppe hun kunne svinge omkring sig. Det ville være alt for underligt hvis han pludselig begyndte at varme hende. Han var ikke så varm mest bare kold, så han ville sikkert ikke hjælpe særlig meget. Men han ville da heller ikke have at hun skulle fryse, dog var han fristet til at lege lidt med hende, og være lidt grusom imod hende.

Så længe han vel bare undgik at bide hende, var det vel fint nok ikk? Han ønskede ikke at møde ulven igen, det havde han ikke særlig meget lyst til"Hun er godt nok stor og stærk"sagde han som han lod hans blik glide ned over hende. Han havde aldrig set det før, men det var da også interessant på sin helt egen måde. Han fjernede så blikket fra hende og kiggede ud på vandet, det var vel stadigvæk koldt. Dog kunne Dimitri ikke undgå at undre sig over noget"Selvom du ikke stoler på mig, og med god grund så står jeg stadigvæk ved mine ord om ar jeg gerne vil lære dig at svømme"sagde han og sendte hende et lille bredt smil. Han betragtede vandet lidt mere, før han vendte hans blik tilbage på hende igen. 

"Du må være meget glad for Gaia"lød det så fra ham som han lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Han vidste slet ikke om det var en god idé at nærme sig hende lige nu, så det var nok meget godt han holdte en afstand til hende. Han kunne også godt lide varmen fra bålet selvom den kunne være ganske farligt for ham. Hvis han havde været et menneske havde der ikke være noget problem, og han sukkede. Hvor savnede han sommetider tiden som menneske, men så alligevel ikke, for han kunne også godt lide livet som vampyr.

Hun vipper sine ben rundt, så hendes ben kommer ud for tæppet, men er bøjet ved hendes side, næsten som en havfrue ville side med en hale. Tæppet holder hendes varme, sammen med bålet der giver hende lidt mere varme, nok til hun kan holde sig helt varm. Hun hummer tilfredst over den sætning, han var god til at beskrive Gaia uden Xilla følte hun skulle rette på noget af det han sagde. "Hun er speciel, de få der kender Gaia, som kender noget til forvandlings magi, de kan ikke forklare hvad det er med hende," siger hun med et skuldertræk. Det en af de få ting hun kan huske dengang, hvordan hendes familie var bekymret, for ingen havde oplevet noget som Gaia før, alle de gik til, ingen havde svaret på det. Men det hele er lidt af en blur, kun noget hun husker fordi Gaia kan huske det. 

Hun ser på ham med et kækt smil, som hun vipper hovedet lidt på skrå. "Det må vi se på, når jeg stoler på dig, så du må bare være lidt mere flink, men nu ved du det, jeg ikke alene selvom det ligner det," siger hun roligt, imens hun tydelig viser hvor afslappet hun er omkring ham, selvom hun ikke stoler på ham. Xilla var lidt mærkelig på det punkt, selvom hun ikke stolede på folk så kunne hun være den mest afslappet i folks selskab alligevel, hvilket fik nogle til nærmest at blive urolig omkring hende fordi de ikke kunne forstå hvordan hun kunne være sådan.

En svag hummen kommer igen fra hende, som hendes øjne et øjeblik viser ren glæde bare ved tanken om Gaia. Selvom hun ikke for hende var en fysisk form hun selv kunne røre ved, så var hun i hendes hoved hele tiden, det var nok, selvom da hun var yngre følte hun næsten hun havde personlighedsspaltning, fordi hun ikke kunne skelne deres personligheder ad i starten. "Vi har kendt hinanden i godt og vel 20 år efterhånden, med alt den tid sammen, så kan du ikke andet end at blive glad for hinanden," siger hun med et smil. For de to havde faktisk hadet hinanden i starten, fordi de havde været så forskellige som barn og hvalp. Men nogle år senere, så var de som pot og pande, ingen tvivl længere om de var skabt til at dele hoved og kroppe med hinanden.

Han sukkede som hun enlig havde ret, han var virkelig nød til at være bare lidt sød imod hende, hvis hun skulle kunne stole på ham. Han stod stadigvæk ved hans ord om at han ville lære hende at svømme. Han kunne ikke forstille sig at han ville glemme det, eller lyve sig fra det. Men hvordan det så ville blive vidste han ikke, han var bare glad for at det ville blive når vandet ikke var for varmt, eller for koldt. For hun kunne ikke lide det var for koldt, og han kunne ikke lide det når det var for varmt. Det var lidt morsomt,men sådan var det jo"Jeg har aldrig set det før, men hun var stor"sagde han og kiggede på hende, som han tog fat i en sten fra jorden og drejede overkroppen en smule. Han kastede stenen ud på  vandet, og vendte hans blik tilbage på hende igen.

Dimitri kunne mærke varmen fra bålet, og han fik et bredt smil frem. Pludselig kunne han mærke at smerterne var væk, han sukkede lidt lettet. Var der noget værre end ulve skader?Nej ikke for ham, men godt han ville heale, for hvad havde han gjort hvis han ikke kunne det. Han ville være på spanden,og det ville sikkert ende med ulven ville tygge på ham. Måske bide en arm af eller andet, tankerne rystede Dimitri ud ad hovedet. Ikke en mulighed for ham,slet ikke og desuden havde han godt nok ikke tænkt sig at hygge rundt med den ulv igen. Det var ikke engang hyggeligt, det var nærmere en kamp på liv og død"Jeg vil være ærlig og sige at det bliver svært at stole på mig"sagde han og blinkede til hende.

Han var meget ærlig, og mente hvert et ord. Det passede også, enlig kunne han bare have løjet overfor hende. Bare sige til hende at hun godt kunne stole på ham, men hun ville sikkert ikke engang tro på det. Han lagde hovedet på skrå, og lod hans hage hvile sig ovenpå hans knæ som han holdte blikket på hende"Det er lang tid i har kendt hinanden"lød det fra ham som han havde løftet et øjenbryn.

Hendes blik fulgte stenen, som han havde smidt afsted. Hun vender rundt for at se på ham igen, med et smil. "Når hun er faldet lidt mere ned igen, så skal du da have lov til at se hende tæt på, uden hun bider dig," siger hun med en hummen. Gaia var normalt en sød ulv, altid glad for at vise sig selv frem, hun havde et stort ego som hun aldrig havde oplevet nogle leve op til. Måske han ikke brød sig om ideen, men det var nu alligevel en god ide syntes hun, så han også kunne se Gaia altså normalt ikke var så aggressiv. Spurgte du nogle andre, så ville de nok sige Gaia nærmere var en stor krammebamse. 

Hun ser på ham med et roligt blik, imens hun vipper hovedet lidt på skrå. "Det kan du have ret i, men det skal nok komme, på et eller andet tidspunkt, men forhåbentlig inden du skal lære mig at svømme," siger hun med et kækt smil. Det virkede til det var noget han havde været meget seriøs med, så hun valgte stadig at tænke det var en god plan, hvis han da kunne få hende til at stole på ham til den tid. Men starten havde da været han allerede var ærlig, men så igen han har ikke rigtig sagt noget som ikke var ærligt, for han gav hele tiden hints til han ville tage noget af hendes blod. Så at han var ærlig var en god start for ham, det var kun dem der skulle komme lidt videre fra at blive bidt.

Hun nikker, imens hun ser lidt på flammerne, som dansser rundt. "Det specielt, det er unikt, især når man faktisk ikke har et valg," siger hun med en latter til det sidste. Hun kan bare huske i starten da de konstant var uvenner, de havde intet valg med det, nogle havde taget det valg for dem at de tydeligvis havde hørt sammen, også langt efter døden. Men hun kunne ikke lade vær med at grine af alle de problemer som havde været der i starten, nu var det anderledes heldigvis på en god måde. Hun trækker benene op til sig selv igen, for at ligge hovedet på hendes knæ. Hun retter lidt på tæppet omkring hende, men lader lidt af hendes ben være udfor tæppet, for at kunne mærke lidt af kulden stadig så hun ikke fik alt for meget varme under tæppet.

Dimitri lod hans øjne hvile sig på hende og han fulgte hendes bevægelser som hun holdte rundt om tæppet. Han sad enlig afslappet med hans ben trukket op under sig, og hænderne rundt om det. Denne aften her var kold, og han kunne godt lide det. Dog var de nok nød til at vente til at vandet blev lidt varmere og der ville nok gå lidt tid. For solen var ikke stået op endnu, men han havde nu ikke noget imod at vente. Det gjorde ham ingenting. Han fjernede så blikket fra hende og tænkte lidt som hun nævnte at han skulle have lov til at se Gaia tæt på. Han frygtede hvad der ville ske, hvis det skete men valgte så at give hende et nik med hovedet og han sendte hende et smil"Så længe hun ikke bider hovedet af mig, er jeg frisk"sagde han og holdte blikket på hende.

Han var helt enig i det hun sagde det ville nok være bedst at vente med hans lektioner om at lære hende at svømme til hun stolede mere på ham. Han lagde hovedet på skrå og kiggede ned ad sig selv. Det var godt hans tøj var blevet tørt, så han ikke behøvede at smide det eller være alt for tæt ved bålet. Det var hyggeligt nok, men han brød sig selvfølgelig ikke så meget om varmen og ilden. Men han kunne ikke gøre noget ved det, udover at holde afstand hvilket han også gjorde lige nu"Jeg nyder faktisk at skade mig selv på ilden, og flammerne"sagde han som han lod hans gule øjne falde hen på hende. Det lød nok meget underligt, for hvorfor skulle man have lyst til at skade sig selv. Det gav ingen mening, men der var en forklaring bagved det"Det får mig til at føle mig i live på en måde, jeg kan mærke at jeg lever når jeg skader mig selv med vilje, specielt når det handler om ild og varme"sagde han med et bredt smil.

"Bare rolig, hun skal nok lade vær med at bide hovedet af dig, når hun først er kommet sig over det," siger hun med et smil, imens hun kan fornemme en lidt tænkende Gaia, som ikke ved hvad hun skal sige til det. For de vidste begge hun ikke længere ville slå vampyren ihjel, men det betød ikke hun faktisk ikke stadig var lidt små sur på ham, så lige nu var det ikke smart, men når Gaia var faldet ned igen. Hun holdte sit blik på ham, med en svag hummen, imens hun lytter nysgerrig til hvad han mod vil sige. Hun havde nok bare ikke regnet med at høre de ord som han sagde, men hun kunne godt mærke hun var alligevel glad for han åbnede sig op omkring ting.

Hun vipper hovedet lidt på skrå, med et nysgerrig blik som hun holder på ham. Hun vipper benene ud fra tæppet igen, imens hun sætter sig på en anden måde. "Er der ikke en anden måde for dig at føle dig i live? Der burde vel kunne være noget som kunne få dig til at føle dig mere i live, som ikke behøver involvere du skader dig selv? Ikke jeg skal gøre mig klog på det, jeg bare nysgerrig," siger hun med et træk på skulderne. Hun havde dog alligevel et stort smil om læben, selvom det var noget af et emne de havde oppe at vende. Men hun kunne ikke forså det, men det var heller ikke fordi hun aldrig havde følt hun ikke var i live. Hun opsøgte ting der kunne få hende til at føle sig i live, men aldrig havde hun overvejet nogle ville få den følelse ud fra smerte. Gaia havde altid styr på hende, hun var den der altid kunne få hende til at føle sig i live, fordi når Gaia var der, så vidste hun at hun var i live. Men hun havde måske også svært med pointen i at ville ønske smerte, hun havde gjort så meget for nærmest ikke at kunne føle smerte ved forvandling, og her var der en som glædeligt tog imod smerte. Hun hummer lidt, imens Gaia også prøver overveje lidt hvad der kunne gøre han dog havde lyst til det. Havde man virkelig brug for smerte for at føle man levede? Burde det virkelig være nødvendigt? Hun hummer lidt, imens hun fastholder sit nysgerrig blik på ham, mere nysgerrig på det hele, det var nyt for hende, så hun ville vide mere.

Det var første gang at han havde oplevet at nogen ville spørge ham om sådanne et spørgsmål, og han kunne ikke lade være med at give hende et bredt smil. Han lod hånden kærtegne hans knæ som han sad og kiggede på hende. Lige nu havde han ingen grund til at kigge væk fra hende, og han følte heller ikke at han behøvede at kigge væk fra hende. Han tænkte lidt som han holdte blikket, og måtte lade hendes spørgsmål give genklang inde i hans hoved, for han var ikke sikker på hvordan han skulle føle sig i livet på andre måder. Men det gav ham noget at tænke på, og han løftede et øjenbryn som han holdte blikket på hende. Men kort skulede til bålet"Det har jeg nok aldrig fundet ud ad"svarede han kort som han studerede bålet lidt mere.

Dimitri lyttede til hende som hun nævnte at Gaia nok skulle lade være med at bide hovedet af ham, når først hun var kommet over sig. Det var da en lettelse, han ville slet ikke kæmpe imod hende en gang til, og han rejste sig op. Gik hen til hende, hvor han satte sig ned ved siden af hende, og strakte det ene ben hvorefter han trak det andet op under sig"Det vel godt hun beskytter dig, især imod farlige vampyrer som mig"sagde han og blinkede til hende, som han lod hans blik glide ned over hende. Han kunne ikke lade være med at tænke endnu mere over hendes spørgsmål om der ikke var andre måder hvorpå at han kunne føle sig i live. Han var ikke helt sikker på det, og kiggede hen på bålet igen, men med et bredt smil på hans ansigt"Jeg har faktisk aldrig tænkt over det, for mig er det tit nemmest at skade mig selv for at mærke den smerte der gør at jeg føler mig i live"sagde han og tænkte som han studerede flammerne der nærmest dansede i bålet.

Hun trækker lidt på skulderne, tydeligt hun havde fået ham til at tænke lidt, ud fra det han lige sagde. Alle havde vel hver deres måde, nogle bedre end andre. Hendes blik følger med ham som han bevæger sig igen, Gaia kigger en ekstra gang som han sidder vedsiden af dem, men går ellers igen tilbage til sit eget hjørne. Hun kommer med en hummen ved det han siger, jep hun var mere end heldig. "Jep, de fleste ender vist med at fortryde at gå efter mig, Gaia er tydeligvis lidt skræmmende, selvom hun er en kæmpe pelsbold. Eh ikke helt farlig, når du stadig kan sidde her uden problemer," siger hun med en latter når hun nævner Gaia bare virker som en kæmpe pelsbold, mange undervurdere hende fra starten med alt den pels hun holder sig. Det var deres ulempe at hun kun havde vinterpels, tydeligt frosset lidt fast fra dengang de døde. 

Hun rynker på næsen ved det han siger, inden hun hummer lidt tænkende over det han siger igen. Hun ser lidt tænkende på ham, imens hun overvejer det lidt, der burde vel være andre måder? "Måske det er det nemmeste du tænker på i forhold til at føle dig i live? For nogle er det at mærke smerte, men for andre kan de være så mange forskellige ting. Gaia får mig til at føle mig i live det meste af tiden, fordi lad os være ærlige hun kan være et bæst når hun insistere på ting. Men på samme tid ved jeg hun altid har været der, fra da vi faktisk var menneske. Kunne det måske ikke være det værd at finde en anden måde?" Spørger hun, som hun vipper hovedet lidt på skrå som hun ser på ham med et tænkende blik. Nok følte både Gaia og hende de nogle gange manglede noget i livet når de var alene, men det var ofte jagtet væk når de snakkede med andre, måske de bare manglede noget selskab oftere, det var aldrig til at vide hvad det var. Hun hummer lidt, som hun ser på flammerne med et tænkende blik, som hun igen retter sin måde at sidde på, ved at strække det ene ben ud af tæppet.

Hans øjne gled ned over hende og han lagde hovedet bagover en smule, hvor at han automatisk kiggede op på himlen. Han vidste det godt kunne lyde underligt at han kunne finde på at skade sig selv, bare for at mærke smerte. Men dog havde han altid haft det sådan, og han kunne heller ikke undgå at høre det hun sagde om Gaia, hvilket fik ham til at dreje hovedet hen imod hende. Han løftede et øjenbryn som han kiggede undrende på hende, for han kunne slet ikke forstille sig at hun måtte være en kæmpe pelsbold. Men stærk det var hun, han havde aldrig følt at han mistede livet men lige i selskab af ulven der gjorde han godt nok.

"Jeg må indrømme at jeg aldrig skulle tro at jeg følte jeg var ved at dø før jeg kæmpede imod Gaia, også selvom jeg allerede er død i for vejen"sagde han og sendte hende et skævt smil, før han lænede sig en smule ind imod hende. Han blinkede til hende, før han rakte en hånd frem imod hende, og strøg nogle af hendes totter hår væk fra hendes ansigt. Så trak han sig tilbage, og kiggede på bålet, måske det snart trængte til noget mere brænde. Bare så bålet ikke ville gå ud, og som Dimitri havde siddet ved siden af Xilla i lidt tid tænkte han slet ikke på, hvornår solen ville stå op, men han frygtede at det var snart. Det betød vel at han ville være nød til at gemme sig en smule, bare så han ikke ville brænde og dræbe sig selv. For det ønskede han bestemt ikke, og han lod det skæve smil brede sig lidt mere som han kiggede lidt mere på bålet.

Det hun sagde fik ham til at tænke lidt imens han lagde hovedet på skrå. En anden måde, jo det var der nok. Han havde bare aldrig tænkt over det, men nu begyndte han at tænke lidt mere"Hmm der er nok andre måder, jeg har aldrig tænkt over det før"svarede han som han skulede hen til hende og trak sig kort på skulderen.

Hun kunne ikke lade vær med at komme med et svagt grynt, da han tydeligvis er meget uenig med hende i at hun bare er en stor pelsbold. Han skulle nok få at se, nu var Gaia alligevel mere rolig igen, han skulle nok opdage hvor stor en pelsbold hun egentlig er med hendes vinterpels. "Det godt hun kunne sætte noget følelse i gang i dig, selvom lige død ikke er den bedste følelse, men det fik dig vel til at tænke lidt. Men du skal nok se det når du står tættere på hende, hun har vinterpels året rundt, så hun kunne godt ligne en stor pelsbold," siger hun med en melodisk latter, for det eneste hun kan se for sig er Gaia med alt den vinterpels hun holder sig. Hun ser et øjeblik mod himlen, inden hun ser over på ham igen. Hun smiler, som han fjerner nogle totter af hendes hår væk fra hendes ansigt, der tydeligt havde bestemt sig at gå lidt på afveje.

Hun hummer ved det han siger, for det tænkte hun nok, men nogle gange kan man ikke selv overveje der er andre måder før man bliver spurgt. "Du skal nok finde på noget, nu er du begyndt at tænke over det," siger hun med et stort smil, meget glad for hun har fået ham til at tænke over det. Hun kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være at kun føle sig i live når man havde smerter, der måtte da være en anden måde. Hun ligger hovedet på hans skulder som hun hummer lidt, tænkende mere om hvor længe der var til solen stod op, for hun kunne godt regne ud at så kunne han ikke være herude mere. Men så vidt hun vidste var der noget tid endnu, hvilket var positivt, for når han ikke var til hans onde side, så var han nu meget hyggelig at være i selskab med. Gaia brummer lidt af Xilla, men vælger at lade hendes menneske gøre hvad hun vil, for tydeligt var der styr på vampyren lige nu i hvert fald, så Gaia havde ikke noget at frygte i forhold til Xillas liv, i hvert fald lige i dette øjeblik.

Som hun pludselig lagde hendes hoved ned på hans skulder tænkte han over hendes ord, og han lod et smil brede sig på hans ansigt. Han ville ikke indrømme at hun faktisk havde ret, og det var helt underligt at han følte at han kunne tænke mere over de ting hun sagde. Det var godt nok ikke noget der skete så tit, men han kunne nu godt lide det. Selvom han ville være alt for stædig og kold til at indrømme det, og han lod hende have hendes hoved på hans skulder som han kiggede ned på hende, men kort kiggede ind i flammerne igen. Hvem skulle have troet en vampyr som ham skulle være helt venlig og sød overfor denne engel her ved siden af ham.

"Ja det er helt overraskende, at der gemmer sig nogle følelser inde i denne kolde krop med det hjerteløse hjerte"sagde han som citerede han nogle poetiske ord, men det gjorde han ikke det kunne bare godt lyde sådan. Som hun nævnte at det ikke var den bedste følelse at tænke kunne han ikke lade være med at puffe lidt til hende med skulderen, før han lod hans øjne hvile sig på hende. Men han lod hende stadigvæk ligge sig på hans skulder. Det her var bestemt ikke noget han havde troet ville ske, normalt havde han jo bare dræbt engle, og han havde da også stadigvæk lysten til at bide hende. Men lige nu var han vel bare kommet lidt væk fra det onde og grusomme, hvilket var underligt for ham. 

Han tænkte selv over hvornår solen ville stå på, han håbede der ville være lidt mere tid inden det ville ske, så han kunne lære englen lidt bedre at kende. Han ville enlig heller ikke nyde solen, det var det værste i hele verden. Den måtte gerne blive væk foraltid, men det ønske kunne han kun håbe på for ham selv for det ville nok aldrig ske, at solen ville forsvinde foraltid"Det gør mig ikke noget at du sætter tanker igang i mig"sagde han som han kiggede lidt mere på hende, og kunne endnu engang ikke lade være med at lade hans blik glide ned over hende.

Hun kom igen med en meget melodisk latter, som han puffer lidt til hende efter det han sagde. Hun lænede sig bare længere mod ham, så måtte han være lidt støtte han skulle nok kunne klare det. "Jeg er ikke overrasket, alle har følelser, spørgsmålet er bare hvor godt gemmer du dem, eller hvor god er du til at begrave dem hver gang der dukker noget op," siger hun med en hummen, men med et stort smil. Selvom hun godt kunne fornemme det var anderledes for ham, måske endda helt underligt med det hele. Men det kunne hun egentlig et sted forstå, hvis han altid var van til at være ond. Hun vidste ikke hvad han normalt gjorde, om han slog ihjel bare sådan, men tydeligt var dette helt nyt. Men hun havde heller ikke selv forventet at det kunne tage sådan en drejning, men det var positivt.

"Det var godt, for jeg stopper nok ikke med det, jeg alt for nysgerrig til ikke at sætte tanker i gang ved folk," siger hun med et smil, for det lagde åbenbart lige til hende, at hun spurgte de rigtige spørgsmål så folk faktisk overvejede endnu engang hvad de realt set gjorde. "Se, jeg kunne sikkert hjælpe med at finde noget andet der måske kunne få dig til at føle dig i live, måske," siger hun med et kækt smil, som hun ser op på ham. Hun var i tvivl om hun kunne hjælpe ham, men der var en mulighed for hun faktisk ville kunne hjælpe, i hvert fald med at få ham til at sætte spørgsmåls tegn til hvad han faktisk laver. Men hun vidste hun aldrig ville kunne ændre på en ting, og det var om han var ond eller ej, men at finde noget at føle sig i live, det kunne nok godt lade sig gøre, kunne man vel håbe så han alligevel ikke stod helt alene med det. Hun hummer lidt, imens hun et øjeblik ser på bålet igen, som hun tænker lidt, hvad kunne få andre til at føle sig mere i live? Der måtte være en løsning.

Han lyttede til hende som han ikke kunne lade være med at kigge på bålet foran dem, han burde virkelig sørge for at hente noget mere brænde, så bålet ikke ville gå ud. Det kunne de ikke have for selvom han ikke ville indrømme det så var ganske hyggeligt med bålet. Godt nok var han nærmest imponeret over at han havde kunne lave det, men det havde lykkes. Varmen var ganske fin, han sørgede heldigvis for at holde lidt afstand, så han ikke skulle bekymre sig om at brænde sig eller skade sig selv. Det var nu ikke fordi han faktisk havde noget imod det, men det ville måske ikke være rart i længden. Han holdte blikket lidt mere på bålet som han tænkte lidt over hendes ord"Jeg tror mine er godt gemt dybt inde i mig selv, men alligevel de dukkede da pludselig op"sagde han og kløede sig en smule  i nakken som han lod et bredt smil brede sig på hans ansigt.

Han puffede til hende igen da han hørte hendes ord om, at hun var alt for nysgerrig til ikke at sætte tanker igang hos folk. Det havde hun bestemt gjort ved ham, og han vidste ikke helt om han kunne lide det eller ej. For normalt plejede han ikke at have alt for mange ting at tænke på, men pludselig kom der da godt nok flere ting at tænke på. Han undslap et afslappet suk, hvorefter han lagde hovedet bagover så han kiggede op imod himlen"Det er vel en god ting at være nysgerrig"grinede han så som han ikke kunne undgå at puffe lidt mere til hende, men han vidste ikke om det ville gøre at hun ville fjerne hendes hoved, for det var slet ikke noget han tænkte på. 

Hendes næste ord fik ham til at kigge på hende, og han smillede bredt med et lusket glimt i øjet, før han lænede sig ind imod hende, og lagde en finger under hendes hage, løftede den op så hun kiggede hen på ham"Sikker på at det vil hjælpe, og virke"sagde han som han blinkede til hende.

Hun havde ikke umiddelbart brug for varmen fra bålet mere, så hun lagde ikke så meget mærke til hvor meget der egentlig var gang i den lige nu. Hun prikker ham på brystkassen, lige hvor hans hjerte sad, godt nok slog det ikke men det er lige der. "Du sætter en barriere op omkring dig, omkring dit hjerte, selvom det ikke banker, så vil der altid være følelser derind, du blokere dem bare, jeg kan dog ikke sige hvorfor, det kan du kun vide," siger hun med en hummen. Var der en ting hun havde lært, så var det dem som var til den onde side ofte havde en barriere omkring dem, generelt også dem som havde en hård fortid havde denne barriere men folk havde hver deres grunde til det. Xilla var nærmest over det hele, gav ofte udtryk for sine følelser, fordi hun havde det fint med dem, også selv når det var Gaias følelser hun skulle tumle med.

Hun bider hans skulder som han bliver ved med at puffe til hende, men mere drillende end sådan at hun faktisk bider til. Men hun kan alligevel ikke stoppe hendes latter, da han tydeligt har det vældig sjovt med at puffe til hende. "Det er det i mange tilfælde, tydeligt også lige nu, for nu tænker du over tænkende," hummer hun med et stort smil. Meget tilfreds med hvad hun faktisk har formået, hvem skulle have gættet hun ville have fået en vampyr til at tænke lidt over tingene.

Hun opdagede straks det lusket glimt i hans øjne, imens hun opdager hun måske også sagde noget der kun menes på flere måder, nå ja sådan kunne det jo gå. Hun kigger på ham, som han vipper hendes hoved op, så hun virkelig kunne fornemme for tæt de pludselig var. "Nå det er du sikker på?" Hummer hun med et kækt smil, som hun alligevel ender med at hoppe med på det der sker. 

Det var da nærmest som om hendes selskab kun blev bedre og bedre og han lod fortsat hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Men efter få sekunder gav han slip på hendes hage og blinkede til ham, han kunne skule lidt hen til bålet. Han burde nok rejse sig op efter mere brænde for det kunne godt se ud til at bålet havde brug for det. Som hun pludselig prikkede ham på hans brystkasse kiggede han på hende lidt mere, og han skulle til at sige noget til de ord hun sagde, men kunne så mærke at hun bed ham i hans skulder. Det fik ham et til at smile ganske tilfreds.

Hvad skete der med denne engel, det var slet ikke noget han lige havde regnet med. Ikke at han havde noget imod det, for det havde han ikke. Han lod hende gøre det, som han lod hans øjne hvile sig på bålet. Varmen kunne han godt mærke, men den brændte ham ikke, og flammerne var utrolig flotte at kigge på. Dog var himlen der var fyldt med stjerner også utrolig flot at kigge på, men den kunne han ikke stirre på i al evighed. Han kunne nok godt kigge længe på den men det ville nok også bare være kedeligt at gøre det i alt for lang tid. Som han hørte hendes latter drejede han hovedet hen imod hende, og lod hans øjne fange hendes kort"Du har en sød latter"lød det bare kort fra hans mund som han blinkede til hende med et kækt smil på ansigtet.

Så rejste han sig pludselig op og var hurtig væk, han var nød til at finde noget mere brænde til bålet. Ellers ville ilden nok forsvinde, og så ville der først være meget koldt. Det var ikke et problem for ham, men han vidste at hun nok ikke var særlig glad for kulden. Dog virkede det da til at hun ikke frøs lige nu så det var jo meget godt. Han var hurtig tilbage igen, og fik smidt de brænde han havde fundet på bålet. Han satte sig ned ved siden af hende igen, og børste hænderne af for jord"Det kan du nok godt have ret i, mit kolde hjerte er nok ikke vant til at åbne op for de følelser det gemmer på"sagde han og tænkte lidt som han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt, og han gav hende et lille puf til"Men jeg havde ikke troet en engel skulle få mig til at sige sådanne ting"sagde han med et bredt smil.

"Det godt du syntes det, for syntes du har hørt den et par gange efterhånden," siger hun med et kækt smil, som han kommenter på hendes latter. Men det var alligevel første gang hun kan huske der faktisk var en som kommenterede på hende latter som sød, det var nyt, men hun havde det absolut fint med det. Hun kommer med et svagt hvin, da han pludselig rejser sig, som hun var ved at miste hendes balance et øjeblik da hun ikke havde forventet han pludselig rejste sig op uden videre. Hun kommer med en svag brummen i utilfredshed, nu sad hun lige så fint, også flytter han sig bare.

Hun så til som han kom tilbage igen med brænde denne gang, huh han rendte alligevel ud efter brænde. Hun retter på tæppet hun sidder med, så hendes skulder er fri fra tæppet samt hendes ben. Hun nappe ham på skulderen igen, da han sidder ned igen vedsiden af hende. Hun fornemmer et puf da han er blevet færdig med den første sætning, hun puffer tilbage med et kækt smil. Hun kommer med en latter igen ved det sidste han siger, ja verden er god til at overraske lige i det øjeblik. "Jeg havde ikke troet jeg kunne få en vampyr til at tænke lidt ekstra, det tydeligvis en fantastisk aften," siger hun med et kækt smil, med et glimt i øjet. Havde du sagt det til hende tidligere sådan her ville hendes dag ende, hun ville på ingen måde have troet dig. Hun ligger hendes hoved på hans skulder igen, som hun ser hvordan flammerne tager fat i det nye brænde. Tydeligt hvis folk så dem ville de nok kigge en ekstra gang, men Gaia havde tydeligt sat ham på plads, så der var ikke længere nogle problemer, i hvert fald i dette øjeblik, medmindre at når varmen tog ved fra bålet at han måske blev nød til at rykke sig væk.

Bålet fangede også Dimitri igen, og det var tydeligt at se, hvor meget det hjalp at kaste brænde på det. Det var utrolig flot at se på, og han fandt sig selv opslugt af det. Det var i øjeblikket svært at fjerne blikket fra det for det var utrolig flot og varmen kunne han godt lide. Det var ikke slemt, og desuden sad han jo heller ikke alt for tæt på bålet. Han kunne mærke at hun havde lagt hendes hoved på hans skulder igen, og også havde nappet ham i skulderen. Hvad var denne engel her ude på? Han kunne ikke undgå at grine lidt hvorefter han lyttede til hendes ord"Det er hvist også første gang at det er sket"sagde han og tænkte lidt imens hans blik gled ned over hende.

Kort tid efter endte hans blik på hendes ansigt igen, og han lagde hovedet en smule på skrå som han tænkte. Ja det var hvist første gang at det var sket, han kunne ikke komme i tanke om at det var sket før. Det var underligt men måske det bare var et ganske sjældent tilfælde. Han fik et bredt smil frem og lod hans øjne hvile sig på bålet. Han havde virkelig heller ikke troet at hun ville få ham til at tænke så meget som hun havde, han havde aldrig oplevet det før. Han måtte virkelig have en god aften, og det måtte virkelig være et sjældent tilfælde. Han sukkede så lidt som hendes duft kom hen forbi hans næse igen, og han måtte holde sig  i skinnet for ikke at bide hende. Skulle han gøre det alligevel? Måske han kunne spørge om lov først? Han tænkte endnu engang, men mest over de to muligheder, hvilken en var bedst at bruge. Han var ikke sikker, og vidste det ikke endnu.

"Din duft lokker mig stadigvæk..."sagde han så lavt som han sukkede en smule og vendte hans blik hen på hende. Han vidste at han ikke kunne bide hende igen, eller kunne han? Gaia ville sikkert komme frem igen, og så skulle han endnu engang kæmpe for sit liv. Han gad det virkelig ikke, og måtte sukke endnu dybere. De bidemærker hun lavede på hans skulder var han sikker på ville heale, men det overraskede ham lidt at hun gjorde det, men havde ikke noget imod det.