Nu havde Spencer altid været lidt for god til at gå sine egne veje, i stedet for at lytte til familien, der nok alligevel vidste lidt bedre. Han havde altid været rebelsk, lidt mere end der ville gavne ham eller nogen andre. Men han måtte vel alligevel indrømme at Mirabelle nok havde ret, som han lyttede til hendes svar. Det var altså lige indtil hun kom med det sidste forslag, den sidste sætning. Der fik Spencer et af sine sædvanlige, lidt trodsige smil på læberne og så skævede han mod hende.

”Men Mirabelle. Lejligheden byder altid lidt på det, synes du ikke? Sådan en solrig tirsdag skal da ikke gå til spilde og hvilken bedre måde at fejre den på, end med et lille glas vin eller to.” Han var da godt klar over, at det overhovedet ikke gjaldt som en ordentlig undskyldning for at drikke, men alligevel var smilet blevet bredt fra øre til øre. Det måtte vel bare være endnu et bevis på at det rent faktisk var et problem, når han begyndte at komme med dårlige undskyldninger. Men det var vel forsøget værd, hvis man altså så det fra hans side.

Man kunne se hvordan den sympatiske storesøster lidt smeltede væk fra hendes ansigt, som hun kiggede på Spencer, som ikke virkede til at ville omgås forslaget, ved at sige at alt skulle fejres. Man kunne se hvordan hun blev lidt mere sur i optrækket, og hendes øjne blev lidt smallere. Især fordi hun allerede var en kvinde med smalle øjne.

”Er det virkelig det du mener? En solrig tirsdag er ikke noget at fejre,” sagde hun, selvom man måske godt kunne tænke det lidt, når man var fra Nordlandet som de to af dem. ”Jeg mente til fester eller middagsselskaber, men hvis du ikke kan styre det, så vil jeg mene at du er tilbage til kun at måtte drikke saft.” Det var alligevel ofte det man endte med at give børnene, inden alkohollen begyndte at være normen. Varm saft kunne nok også stadig noget, men ikke for en der mente at vinen tydeligvis var det eneste man kunne drikke. 

Den dårlige undskyldning blev hurtigt fortrudt, da Spencer så hvor sur Mirabelle begyndte at se ud. Det var ikke fordi han ikke havde set hende sådan før, men det var efterhånden længe siden og ikke når det gik ud over ham. Det fik det lidt for brede smil til at falme, men han forsøgte da stadig at holde fast i sit lidt for gode humør, ved ikke at lade smilet forsvinde helt.

Lige indtil Mirabelle bragte saften op. Der kunne han ikke længere se helt så glad ud, som den lette panik straks kunne ses i det lyse ansigt. Ikke tale om, at han skulle sidde og drikke saft til hvert eneste arrangement!
”Nej! Nej nej, ved Isaris gode navn, jeg skal ikke tvinges til at drikke det tynde sjask.” Ordene væltede ud, som var det et ræs om hvem der kunne nå at tale hurtigst. Han måtte bide tænderne lidt sammen, da han lettere modvilligt tog fat i flasken på sit bord og lige så stille rakte den mod Mirabelle, med et noget misfornøjet udtryk i ansigtet.
”Her… Så tag den med dig, når du går…” Sukkede han. Hvis det var hvad der skulle til, at han skulle til at skære lidt ned på sit vinforbrug, så han slap for at stoppe brat, måtte han tage det første skridt nu. Det kunne han godt. Han havde trods alt fået lidt mere at drikke, end hvad var godt allerede. Og så kunne han vel også bevise over for hende, at han sagtens kunne.

Tynde sjask. Næppe hvad Mirabelle ville kalde det, for det havde alligevel en kraftig smag, da man som adelig ikke behøvede at udtynde det, som så mange andre, men det var selvfølgelig ikke det samme. Det var heller ikke med Mirabelles gode vilje, når hun blev nødt til at tage det i forhold til vinen til en god middag, men nogle gange, så måtte man holde igen, og det var bedre, end så mange andre ikke-alkoholiske drikke, når man skulle ud og arbejde kort efter. Hun havde allerede set en rytter falde af deres drage, fordi de havde hygget sig lidt for meget på kroen, og han hørte stadig for det.

Et suk undslap hende, men alligevel trådte hun hen og tog vinen fra ham. ”Tak Spencer,” sagde hun, men hendes øjne var blevet lidt mildere. ”Men tro ikke, at jeg ikke følger op på det senere hen. Nu bor vi trods alt i samme by,” pointerede hun. Hun kunne dog næppe holde øje med ham hele tiden, og hun vidste godt at han sagtens kunne snige alkohol indenbords når hun ikke var der, men måske hun kunne finde noget mere tid med sin lillebror? ”Og husk på, jeg er ganske villig til at tage det op, så det er det du får serveret herhjemme hvis det viser sig at være så stort et problem,” selvom hun ikke ville sige noget for nu. Hendes ord havde dog nok væsentlig mere vægt end Spencers ville have, siden hun var den ældste og havde et respektabelt job. 

Der var ingen tvivl om at Spencer overdrev, nok meget mere end hvad nødvendigt var, men når man først havde fået smag for den bitre vin som han havde, var det et langt større problem at skulle skifte over til den søde saft, trods den stadig var rig på smag. Han var jo ligefrem blevet mere eller mindre vant til at læse sine bøger igennem, når han havde indtaget lidt mere vin end han burde, og mente da selv at han var mindst lige så god til at huske når han var halvvissen, som når han var ædru. Måske man ville have en anden mening, hvis man var så heldig at se ham studere efter flere glas vin.

Spencer blev en anelse stram i ansigtet ved Mirabelles ord. Hvis hun havde i sinde at følge op på det, hvilket han ikke var i tvivl om at hun ville, betød det at han enten var tvunget til at gøre som han selv havde sagt, at skære ned på det, eller også måtte han blive bedre til at skjule det. Måske drikke mindre vin til middagene, men liste en flaske med op på værelset. Han var klar over at det lidt mildere udtryk i hendes øjne ville forsvinde igen, hvis hun vidste at det var sådanne tanker han havde. At han måtte skjule det for hende og alle andre. Men han kunne ikke lade være.
”Det er jeg ikke i tvivl om, at du er. Men jeg skal gøre mit bedste for ikke at skuffe dig.” Han vidste jo godt at hendes ord ville blive taget mere alvorligt end hans. Han var stadig ung og uerfaren i manges øjne. Spencer fandt alligevel et lille smil frem og så rejste han sig fra stolen.
”Og det var rart at se dig igen.” Lige som han havde gjort så mange gange da de var børn, lagde han forsigtigt armene om hende i et kram. Lidt lillebror var der vel stadig over ham, selvom han ikke var så lille mere og han kunne da ikke komme udenom, at han faktisk havde savnet hende.

Selvom ordene var hårde og sikkert også nogle som Spencer ikke ønskede at høre, så kunne hun i det mindste se at han lyttede til dem, uanset hvor utilfreds han var. For han så ikke ligefrem glad over de ord. Det var nok heller ikke pænt af hende, at behandle ham, som var han et barn der ikke kunne styre sit eget liv, men på visse punkter, kunne Mirabelle nok godt lide at kontrollere ting, og sørge for at dem hun holdt af, faktisk også havde det godt, også selvom de hadede det.

Det lettede hendes hjeret lidt, som Spencer alligevel virkede ikke helt sur, da smilet blev fundet frem. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde Mirabelle med et smil, og var også hurtig til at lægge armene omkring Spencer for at give ham et kram. Hun var virkelig glad for at han var her i byen, mest af alt for at have noget af familien tættere på, og hun håbede at han kom til at nyde godt af Dianthos' goder, som hun havde gjort. ”I lige måde. Jeg er glad for at du er her,” sagde hun, men holdt ikke krammet uendeligt langt, som hun løsnede sig lidt fra det.

Nu da hun følte sig sikker i at Spencer nok skulle overholde deres afholde, måske lidt naivt af hende, så var det også tid for hende at tage hjem. ”Jeg vil overlade dig til dine studier,” sagde hun med et smil. ”Du er altid velkommen oppe på Krystalpaladset, hvis der er noget,” tilbød hun også, men ville ikke gå ud af døren, før hun var sikker på at Spencer ikke havde mere at sige til hende. 

Han havde vel heller ikke regnet med andet, men nu hvor hun var opmærksom på hans lille problem, var det nu alligevel rart at vide, at hun ikke fandt det helt forfærdeligt, at han var kommet tilbage fra sit ophold i Rubinien. Selv hvis hun ikke havde opdaget noget, så betød det stadig at han nu havde mulighed for at forstyrre hende på de mest irriterende tidspunkter, lige som han havde gjort så mange gange før, da de stadig var i Norden.
Det var ikke fordi han ikke kunne være blevet stående i deres kram lidt længere, det var efterhånden tiltrængt, når man havde været væk fra familien så længe, men han sørgede alligevel for at løsne grebet og slippe hende, som hun gjorde det samme.

Smilet om hans læber bredte sig lidt mere, som hun bød ham velkommen på slottet. Det bragte hans begejstring for at se en drage helt tæt på op igen.
”Jeg skal nok komme forbi snarest.” Måske han burde have sat en specifik dag af til det, så han kunne være sikker på at hun ikke ville være optaget, men så langt tænkte han ikke. Måske det var vinen der påvirkede lidt mere end han var klar over.

Han blev pænt stående, som hun gik mod døren og holdt lige hånden op som et lydløst farvel, inden han satte sig tilbage på stolen og sukkende åbnede sin bog igen.

Mirabelle havde ikke overvejet at invitationen ville gøre at Spencer måske ville komme forbi på dårlig tidspunkter i løbet af dagen, men i stedet for var hun blot glad for at hun havde fået sin lillebror tilbage.
"Vi ses Spencer," sagde hun med et sidste klem på hans skulder, før hun gik over til døren og forlod Spencer tilbage med sine egne studier, stadig med flasken af vin i hånden.

Hun afsatte vinen nedenunder, og sagde et sidste farvel til familien, før hun begyndte at gå. Selvom hun havde taget vinen var der dog stadig en form for ubehag i hendes mave over at det kunne gå så vidt for ham. Hun håbede bare at deres snak gjorde, at han ikke følte at han havde behov for alkohollen mere. Desværre var hun næppe nok til stede i nogen folks liv, til at kunne diktere noget som helst.