Isiodiths læber adskiltes, som Sibalghyms egen hånd lukkede sig omkring hende og for et øjeblik, gik tiden imellem dem i stå. Alt hunelveren kunne gøre, var at mærke, hvordan mandens køn voksede under hendes håndflade og ikke mindst, hvordan det fik hendes egen krop til at pulsere umætteligt efter ham.

Ikke at tiden lod dem være, for straks forsvandt det forlegne i Sibalghyms ildrøde øjne og som han tårnede sig indover hende, måtte Isiodith synke besværet. Ikke at hun kunne fjerne sit blik fra hans, som var hun fængslet deri og hvad blikket så, kunne ikke forhindre de bange anelser i at vokse stødt.

Isiodith gav ikke slip omkring ham, til trods for at han hejste sig over hende og i stedet for at bukke under for hans vrede, tvang hun sig selv til at fnyse trodsigt. De isblå øjne lå fortsat fæstnet i Sibalghyms, som hendes hånd langsomt gled fra hans køn til op over hans mave, til begge hænder mødtes på hver sin side af hans smukke ansigt.
”Det er ikke rart, vel?”, spurgte hun i en hvisken, til trods for at hendes isblå øjne gjorde sit bedste for at efterligne Sibalghyms vrede. ”At blive rørt ved, af en som ikke elsker en – af en som bruger en, som var man en åndsvag og nytteløs dukke!”, bed hun igen, hvorefter hendes hænder forsvandt fra hans ansigt, for i stedet at støtte hende, som Isiodith satte oprejst.

”Så jeg prøver skam ikke på noget, andet end at få dig til at forstå, Sibal! Forstå, så jeg ikke mister min respekt for dig! Jeg vil dig intet ondt, men du bliver nødt til at behandle mig… Ja, eller i det mindste lade som om, at du også respekterer mig!”, fortsatte hun sine ord, uden at vide hvorfra de kom. Måske hun blot købte sig selv tid, i håb om at han ikke ville rette sine onde øjne og vrede mod hende? 

Isiodiths isblå øjne så, hvordan tankehjulene spinnede bag Sibalghyms mørklilla pande, som ordene fandt vej til ham. En insisterende tankestemme skreg af hende, at Sibalghym var ved at sprænges af forvirring og hans næstfølgende handling, bekræftede de bange anelser yderligere.

Som Sibalghym satte sig overskrævs på hende og fastgjorde hendes smalle håndled i moset, måtte Isiodith synke besværet. Deres køn mødtes og hendes eget tiggede og bad hende om, at sprede sine ben for ham, så han kunne lade dem forene for blot et øjeblik.
Ikke at Isiodith kunne lade det ske og hendes tynde krop blev slap, som hun frøs fast til jorden. I det øjeblik, som Sibalghym havde det fysiske overtag og de flammerøde øjne betragtede hende glubsk, anede hun ikke sine levende råd. Hvordan skulle hun nogensinde komme hjem igen og ikke mindst helskinnet med sin forstand intakt? Sibalghym var ikke blot hendes fysiske overmand, men som hun lå der i den mørklagte grotte under hans faste tag, følte hun sig for første gang skræmt og dødeligt bange for ham. Ikke før nu havde Isiodith følt sit liv truet før af Sibalghym. Ikke før nu havde han fremstået… kold.

Til trods for at Sibalghym smilede bredt og frydefuldt, kunne Isiodith ikke tvinge et ord over hendes fyldige læber og de isblå øjne kunne heller ej forlade hans røde. Måske den bedst mulige måde for hende at slippe fri, var ved at lade ham fortære hende i grottens mørke? Måske… At Sibalghym så ville miste interessen – han havde trods alt knuget hende indtil sig, som var hun intet andet end en kludedukke igennem natten, men...

Vi vil aldrig kunne elske hinanden. Ordene ramte hende som en tung sten til ansigtet og Isiodith måtte atter synke. Snart vidste hun, at hun måtte tage en beslutning men hendes forræderiske hjerte føltes tungt og… nedslået. I sandhed kunne Isiodith ikke fornægte, hvordan skuffelsen havde fundet vej til hendes bryst og hvorfra den kom, forstod Isiodith ikke.
Kun skammen og ydmygelsen forstod hun. Og den mærkede hun, så hendes køn stoppede dens jamrende tiggen efter Sibalghym.

”Hvis du kan føle respekt for mig… Hvis du kan se mig som ligeværdig… Så lad mig gå herfra ren… Jeg… Jeg har ikke nogen… Jeg kan ikke bærer det med mig alene”, hviskede hun, næsten uhørligt, som de isblå øjne omsider forlod hans og hun så væk. ”Men… Jeg ville ønske, at det var anderledes. At jeg kunne mærke dig mellem mine ben.”

Isiodith skulle til at besvare hans frustrerede ord, men hun nåede aldrig så langt, for som de bløde læber ramte hendes mundvige, reagerede hendes krop instinktivt. Sulten og begærligt vendte hun hovedet mod ham, men ikke for at betragte hans smukke ansigt eller de flammende øjne; nej, kun for at søge hans læber, som kunne Isiodith alene finde alt hun søgte og drømte ved deres læber møde.

Og det gjorde hun. Som deres læber kolliderede med hinanden, udstødte Isiodith et kælent og lavmælt suk, hvorefter de isblå øjne gled tungt i. Først der gik det op for hunelveren, hvordan hendes hænder atter var frie og hengivent greb hun omkring hans muskuløse nakke med sine tynde arme.

Bølgen af velbehag og ild skød igennem hende og vakte hendes krop til live for endnu engang. Aldrig før havde hun følt et så altædende begær for en mand og det efterlod hendes tanker stille tilbage, som alting forstummede omkring hende og kun Sibalghym eksisterede. Hvordan var dette overhovedet muligt? Hvordan skulle Isiodith nogensinde blive den samme igen?

Uden at vide hvorfra handlingen kom, brød hun deres læbers kontakt, men kun for at lade hendes ene hvide hånd finde vej til hans stærke hår. Gestikulerende vippede hun sigende hans hoved til side, som hun hviskede åndeløst: "Lig dig ned og som Sibalghym fulgte ordre, satte Isiodith sig overskrevs på ham. Derved mødte deres køn hinanden igen og selvom de begge bar klæder, trykkede hun sig hengivent imod ham. Hvordan kunne hun andet? Hvordan kunne hun bekæmpe den indestængte lyst til ham? Hvis Isiodith kendte svaret, var det end ikke sikkert, at hun ville følge dens råd. Som hun sad på ham og mærkede ham under sig vidste hun med sikkerhed, at hun ville vende det døve øre til.

De hvide hænder gled ned over hans faste brystkasse og fuldstændig ubevidst for Isiodith, fortsatte hun med at trykke sig mod ham i en søgende rytme. Ikke at der gik længe før hendes læber atter mødte hans og Isiodith vidste, at hun ville lade ham fortærer hende, til hun gik i et med intetheden og ikke længere fandtes.

"Tag mig, Sibal", bad hun hviskende og imellem deres kys, før hun hengav sig til ham fuldkomment.

Isiodith hævede sine tynde arme, så den hvide kjole kunne forlade hende og da hun dernæst sad nøgen overskrævs på Sibalghym, blomstrede et genert smil frem over de fyldige læber. For et øjeblik flakkede hendes isblå øjne usikkert, for aldrig før havde en mand taget hendes skikkelse i øjesyn på en sådan måde, men som Sibalghym smilede – og tilmed varmt – til hende, lænede hun sig begærligt frem, så deres læber atter kunne mødes. Hvordan kunne hun ikke? Sibalghym var noget af det smukkeste, hun nogensinde havde set og som han smilede til hende og betragtede hende lystfuldt, smeltede hun, som varmt smør.

Hunelverens tynde arme lagde sig atter om hans nakke og hun trykkede sig velvilligt ind mod ham, så deres nøgne brystpartier berørte hinanden. Ved mødet eksploderede længslen i Isiodith og igen måtte hun, ubevidst, støde sig rytmisk mod ham, som jagtede hun forsoningen desperat. Det var nu heller ikke langt fra sandheden – behovet for at blive et med Sibalghym var større end noget andet, Isiodith nogensinde havde følt. Hun kunne ikke vente. Snarligt måtte han gøre hende til sin.

Selvom verden udenfor, for blot et øjeblik, ikke eksisterede var det dog den, som bragte hende ud af trancen, som der lød befalinger i det fjerne. Med et skingert gisp rettede Isiodith sig op og lyttede. Og ganske rigtigt, nogle nærmede sig dem og som de kom nærmere, genkendte Isiodith en af de befalende stemmer.

Lýrin.

De isblå øjne landede i Sibalghyms ildrøde og som de gjorde, var de lige dele skræmte, bønfaldende og hengivne. Hun ville ikke forråde ham, men Isiodith tvivlede på, at han ville tro hende og derved knugede hun sin spinkle krop til hans egen. Hendes øjne forlod ikke Sibalghyms som stemmerne kom nærmere og hendes ene strøg hans kind.
”Jeg siger ikke noget”, hviskede hun åndeløst, før hun atter forsøgte at kysse ham. Blot for et øjeblik, som håbede hun, at det ville gøre udslaget for hans tvivl.

Dernæst meldte en stigende bekymring sig. Hvad ville han gøre nu? Ville han forsøge at kæmpe? Åh nej, Lýrin…

Isiodith lyttede opmærksomt, som de to vagter kom nærmere men deres ord efterlod hende kun et tomrum tilbage. Straks sprang mindet om hårspændet ind i hendes erindring og da Sibalghym dernæst skulede til hende over skulderen, skulede hun straks tilbage. Det havde været en hengiven gestus, en hun ikke kunne fornægte, så naturligvis havde hun gået med det – desuden var det praktisk! De mørke lokker var kun i vejen, når hun udøvede sin healende magi, det måtte Sibalghym da forstå.

Hunelveren skulle til at rykke nærmere, men som Lýrin og hans medrejsende talte videre, forblev hun, hvor hun sad. Desuden var realiseringen om hendes nøgne krop langsomt begyndt at fæstne sig i hendes bevidsthed og for et øjeblik følte hun sig forlegen. Tænk hvis de opdagede dem – og tænk hvis de så hende! Isiodith var ikke sikker på, at hun kunne leve med skammen.

Lýrin knurrede frustreret og sparkede – tilsyneladende – til jorden, som han vendte sig rundt. ”Vi må finde hende”, sagde han, så tydeligvis hæmmet af bekymring og for blot et øjeblik, blødte Isiodiths hjerte for sin ven. ”Hun kan slet ikke klare sig i selskabet af det bæst! Isiodith er svagelig! Hun vil ikke overleve, hvis han ligger blot en eneste finger på hende!”, fortsatte Lýrin forhastet, hvorefter vagten ved hans side brummede enstemmigt.
”Jeg har set hende, når hun begynder at visne, efter sine dage i Helbredernes Hus. Jeg forstår din bekymring, Lýrin. Var hun ikke velsignet med evigt liv og med forældre der begge er healere, havde hun ikke klaret sig igennem sin første vinter”, fortalte den medrejsende derefter i en næsten fornærmet tone, hvorefter Lýrin straks fnyste. Ikke at han erklærede sig uenig i historien. Faktisk fortsatte han sin ydmygende talen om Isiodiths person.
”Jeg begriber stadig ikke, at hendes fader lod hende arbejde der, velvidende hvad hun giver af sig selv, for hvert skovelver hun helbreder! Hun burde forblive i sine gemakker eller bidrage på anden måde! Tage sig af vores børn, hvor hun kunne få ro og fred. Hun egner sig ikke til andet!”

Den anden vagt havde nikket, men Isiodith så det aldrig. Bag hendes tynde og nøgne brystkasse hamrede hendes hjerte, som foragten for de to mænd steg. Meget kunne Isiodith tilgive, men at Lýrin af alle anså hende som svag, var grænsende til utilgiveligt i dens fornærmende natur. Hvad der dog fik de isblå øjne til at blive våde og fugtige fra salte tårer, var hvordan hendes faders beslutning om, at ansætte hende i Helbredernes Hus var blevet bragt på banen. Det var langt fra første gang, at nogle havde skævet til hende af den årsag, ligeså vel som de undrede sig over, hvordan svagelige og gennemsigtige Isiodith overhovedet kunne gå eller stå.

Ensomme tårer begyndte at trille fra Isiodiths isblå øjne, men ellers forholdt hun sig stille. Langsomt fandt hendes arme rundt omkring hendes tynde ben, så hun kunne gemme sig for Sibalghyms blik. Hvor var det dybt ydmygende, at han havde hørt dem bagtale hende sådan.

Som Sibalghym stak sine hænder ned i jorden og vagternes forvirrede skrig dernæst kunne høres, så Isiodith op. Hvad foregik der?
Forvirringen var tydelig at spore i hendes isblå øjne men stadig fjernede hun de salte tårer med sine hvide fingre, hvorefter hun krøb over med Sibalghym og forsøgte at se ud.

Hvad hun så var i sandhed imponerende. Evnen, Sibalghym besad, havde hævet begge vagter ned at ligge, uden at nogle af dem så faren, de befandt sig i, før det var for sent at undgå.
"Isiodith!", kaldte Lýrin, men Isiodith svarede ham ikke, for ordene der havde forladt hans læber, havde stukket hende forræderiske steder og for nu, havde Sibalghym ikke såret dem, hvormed Isiodith ingen grund så til at forbarme sig over dem.

En smule forhastet - hunelveren var trods alt ikke vant til at flygte fra noget eller nogen - krøb hun tilbage og fandt sin kjole i mørket, som hun atter iklædte sig. Hvis de skulle løbe, måtte hun være klar og så ikke nøgen, som det overhovedet var hende muligt.
Da kjolen sad, som Isiodith mente at den burde, lod hun hænderne gribe om et stykke rod, der havde set bedre dage. Hun rakte den frem mod Sibalghym og så da hans smil, og hun nikkede til ham, uvidende om at hans angreb til nogen grad, var til ære for hende selv. Hendes egne øjne var store af adrenalin, der pumpede uregerligt, for alt ved situationen var nyt og fremmed og utrygt.

Stadig med roden i hånden, krøb hun tættere mod Sibalghym, så hun kunne hviske til ham.
"Hvis vi skal gå forbi dem, må du binde mig. Ellers... Ellers må jeg ikke komme hjem, hvis de ved, at jeg hjælper dig af min egen fri vilje", hviskede hun åndeløst og håbefuldt. Hvad ville hun gøre, hvis Sibalghym nægtede? Bo i Lindeskoven? Tankerne var allerede begyndt at farer af sted med hende, men hun lod sig ikke stoppe af dem af den grund. Han havde jo sagt, at han aldrig kunne elske hende, men så havde han smilet det smil, kysset hende på den måde... Isiodith var forvirret i sin grundvold.

"Eller... Kan du få rødderne til at lave en tunnel et stykke væk? På den måde vil vi slippe uset forbi dem", tilbød hun dernæst hviskende, som hun betragtede ham og til trods for den tilspidsede situation, kunne hun stadig smage ham på hendes læber. Og ikke mindst mærke hans varme ånde mod hendes...

Isiodith vendte ryggen til Sibalghym og som han begyndte at binde hende med den magiske rod, smilede hun for sig selv. Stadig følte hun sig oplivet af deres fælles foretagende og hendes hjerte sprang glædeligt adskillelige slag over, som Sibalghym kyssede hendes pande og dernæst lo blødt. Som hans ansigt lyste op ved latterens kraft, kunne Isiodith heller ikke kvæle sit eget hjertelige smil i at sprede hendes fyldige læber og hengivent betragtede hun ham. Han var endnu smukkere, på sin egen mørke måde, når han lo.

Hunelveren nikkede hastigt, som han forklarede, hvortil hans magiske evne kunne strække sig og end ikke øjeblikket efter, forsvandt varmen i hans blik, som Sibalghym lagde sit ansigt i ondskabsfulde folder. Isiodith kunne ikke se væk og hendes isblå øjne funklede fascineret, som træets rødder atter svandt ind og lod dem begge træde ud i solen. Hvordan var det overhovedet muligt for ham at skifte så hurtigt mellem sine ansigts mimiker? Og så hun Sibalghyms rigtige og sande jeg? Isiodith kunne ikke fornægte, hvordan hun inderligt håbede, at det var det, hun gjorde. Sibalghym havde stjålet en særlig plads i hendes hjerte og hun håbede, som hun aldrig før havde håbet eller ønsket efter noget, at hun ikke havde mistet den del til en bedrager.

Spørgsmålene forlod hende ikke, som hun fulgte tvunget efter Sibalghym. Ikke desto mindre lagde hun dog sit kønne ansigt i forpinte folder, som Lýrin og hans medrejsende straks bed mærke i de to nytilkommende. Hun sagde intet, som rødderne sprang frem af jorden og lagde sig om hendes vens skikkelse, for som hun betragtede ham, brød hun sig ikke spor om, hvad hun så.
Isiodith var dygtig og tilmed dygtigere end de fleste. Hendes kontrol over hendes magi var exceptionel og hun kunne helbrede i lange tider efter, at andre healere måtte opgive. Desuden var det Isiodith selv, som havde fået til opgave at våge over De Sovende; en opgave, hun havde fået tildelt af Rådet og ikke af hendes læremester!

Isiodith vågnede op fra de trodsige tanker, som Sibalghym kommanderede hende med sig og først da så hun, hvordan hans skikkelse nu var beklædt af lyse klæder og våben. Indvendig måtte hun ånde lettet op, for det betød at vagterne måtte kæmpe sig fri og søge mod Elverly for at hente forstærkning. Uden tvivl ville det købe dem vigtige timer, hvor de kunne tilbagelægge så megen strækning, som det var dem muligt.

Som de nåede på behørig afstand og Sibalghym, via sin chakrakontrol, løsnede roden omkring hendes håndled, smilede hun hjerteligt til ham. ”Det var klogt tænkt”, komplimenterede hun varmt og hvert ord dryppede i ærlighed.
Dernæst røg de isblå øjne ned på armbåndet og som hun så, hvorfor roden ikke havde forladt hende helt, måtte hun smile og grine forlegent endnu engang. Heller ej kunne hun styre den rosa farve i at sprede sig henover hendes bløde kinder og da hun derefter atter betragtede Sibalghym, glødede hendes isblå øjne af hengivenhed. Som fandtes der ingen andre i verden end Sibalghym.

Isiodith aflagde afstanden mellem dem og hoppede elegant op på et væltet træ i skovbunden, hvormed hun blev et hoved højere end Sibalghym. Smilet, eller for den sags skyld gløden i det isblå blik, havde ikke forladt hende, som hun lænede sig frem og lagde en bleg hånd mod hans mørke hud. ”Mange tak”, hviskede hun oprigtigt, hvorefter hun kyssede hans kind længselsfuldt. Erindringerne om deres sammenviklede kroppe havde endnu ikke forladt hende og stadig blussede hendes køn behageligt og oplivende.
Som Sibalghym derefter tilbød hende et våben, sagde hun prompte: ”Bue. Jeg har ikke styrken til at klare mig med sværd.” Ordene var beslutsomme, til trods for det varme smil, der endnu ikke kunne forlade hendes læber helt. Hun modtog, med et lille buk, buen og pilekoggeret, hvorefter hun selv fastgjorde det omkring skulderen. Buen var mægtig og stor til hendes lille skikkelse og hun måtte le en anelse af sig selv, før de atter begyndte at gå.

Efter at have bevæget sig for et øjeblik, måtte Isiodith alligevel bryde tavsheden mellem dem. ”Sibal”, spurgte hun derfor, som de isblå øjne fandt hans mørklilla skikkelse foran sig. ”Jeg ville blot sige… Hvad Lýrin sagde… Det passer ikke. Jeg er ikke hverken svagelig eller vissen.”

Som de begyndte at gå og Sibalghym erklærede sine følelser - eller mangel på samme - omhandlende Lýrin, måtte Isiodith smile for sig selv. For nu var det hende der førte an igennem de oldgamle og hvide træer, hvis kroner skinnede i alle afskygninger af blå og hvid, og Isiodith følte sig straks bedre tilpas. Nu var de atter alene og en forræderisk tanke havde mumlet til hende, hvordan Sibalghym havde hjulpet hende, efter Lýrins ord havde ramt hende som skarpe og dræbende pile. Det var... Isiodith kunne ikke benægte, hvordan det faktum var kærkomment. Ja, faktisk sødt.

Hana næstfølgende ord fik hende dog til at stoppe brat op og vende sine isblå øjne imod ham.
"Så du ville ikke komme til vores bryllup?", spurgte Isiodith påtaget henkastet, hvorefter hendes fyldige læber adskiltes i et drillesygt smil. "Jeg havde ellers håbet, at du ville være min førstebrudepige. Måske endda give mig væk, taget dette eventyr i betragtning!", tilføjede hunelveren storsmilende, hvorefter hun drejede rundt på hælen og atter fortsatte. De havde ikke megen tid og Isiodith forstod instinktivt, at de måtte tilbagelægge så megen afstand, det var dem muligt, før de atter kunne slå lejr. Hvis det da overhovedet var en nødvendighed.

Som tanken strejfede hende, mærkede Isiodith, hvordan hun inderligt håbede, at de skulle dele endnu en nat sammen. Jo mere hun tænkte over deres snarlige farvel, og hvordan det ikke var på gensyn, des mere slog hendes mave kolbøtter i frustration. Hun havde ikke lyst til, at det skulle være deres sidste møde, men hvad var alternativet? Ingen af dem hørte til hos hinandens folk og ingen af dem ville være velkommen.

Isiodith var nødt til at lægge tankerne fra sig, for de gav hende intet godt og rejsen var endnu ikke slut. For at distrahere sig selv fra deres endelige, sagde hun: "Lýrin har vist mig sine sande farver og hvad jeg så, brydes jeg mig bestemt ikke om. Hvem han inviterer på måneskinsture i fremtiden kunne ikke forekomme mig mere ligegyldigt." De isblå øjne søgte over skulderen, så de atter kunne betragte Sibalghym. Han var forræderisk smuk at kigge på i den stjålne rustning og hun smilede bredt til ham, dog uden at de fyldige læber afslørede hendes hvide tandsæt.

"Jeg vil finde en mage som minder om dig, Sibal", lød det dernæst lavmælt, som de isblå øjne atter søgte jordbunden, hvorpå hun lige dele hoppede og betrådte med hastige skridt. "En som kysser godt og tager mig med på eventyr", tilføjede Isiodith hastigt og håbede, at Sibalghym forstod, at komplimenten var henvendt til ham selv.
Langsomt krøb smilet af hendes læber, som tankerne atter begyndte at cirkulere om, hvad fremtiden bragte for dem begge.

"Jeg håber, at du vil finde en... god kvinde. Måske... Lidt som mig, så vi stadig kan være hos hinanden."

Isiodith kunne ikke undgå at le hjerteligt, som Sibalghym rynkede på næsen i afsky. ”Selvfølgelig ville der være god mad. Og hvis du kom, ville jeg da sørge for, at der også var din livret, når nu skulle rejse den lange vej – og ikke mindst være min førstebrudepige”, svarede hun prompte, som de isblå og morede øjne flygtigt gled henover den tynde skulder.
”Desuden måtte jeg jo have et eller andet godt gemt væk i ærmet, hvis jeg skulle få dig overtalt til at hoppe i en lyseblå kjole, som selvfølgelig skulle matche de resterende brudepigers”, tilføjede Isiodith dernæst, som øjnene atter landede på skovstien foran de nøgne fødder. Igen kunne hun ikke kvæle en lavmælt latter men som hun hoppede elegant op på en væltet træstamme, og dernæst balancerede på den, som hun gik, brød Sibalghyms spørgsmål med hendes spøgefuldheder. Øjeblikkeligt svandt det drillesyge smil ind, så de fyldige læber atter blot hvilede mod hinanden og de isblå øjne blev fraværende, som tankestemmerne begyndte at rumstere.

Isiodith hoppede ned, så de nøgne fødder kolliderede med den mosede skovbund, og dernæst lod hun sine skridt blive længere, så afstanden til mørkelveren bag hende, blev større. Det var nu i grunden ikke bevidst, og samtidig var det, som Isiodith krævede et øjebliks tænkepause. Da hun omsider brød stilheden, var hendes stemme lavmælt og eftertænksom.
”Det ville jeg, ja”, svarede hun sandfærdigt, som hendes blege hånd gled henover en hvid træstamme, som hun passerede den. Ned langs den tynde ryg bølgede hendes frie hår som det blev grebet af vinden. ”Jeg mente, hvad jeg sagde i træets hulrum, Sibal. Jeg ville have, at du skulle gøre mig til din, men…”, lød det dernæst tøvende, men dog ikke mindre sandt end hendes forrige ord. Dernæst skævede Isiodith atter over skulderen og fremtvang et smil henover hendes læber. ”Måske det var godt, vi ikke nåede dertil og måske, det er godt, vi aldrig kan blive hinandens helt. Jeg ville uden tvivl kede dig, når først alting blev hverdag”, forklarede Isiodith, som smilet blev en anelse drillesygt.
Ikke at Isiodith ikke var fuldstændig overbevist om, hvordan hendes meningen i hendes ord var rigtig. Hvad skulle han dog ville med hende på længere sigt? Hunelveren end ikke så andre muligheder. Deres forskelligheder var det, som tiltrak dem til hinanden men det ville også blive deres endelige, tænkte Isiodith, som hun bukkede sig forover og hjalp en kongeblå bille tilbage på rette spor – væk fra stien, hvorpå de gik.

”Og som du selv sagde-”, tilføjede Isiodith, som hun rejste sig op og atter lod der indfinde sig afstand imellem dem, ”så ville du aldrig kunne elske mig.”

Isiodith smilede for sig selv, som Sibalghym besvarede hendes bemærkning. Det gjorde hende såmænd intet, at folk fandt hendes selskab kedeligt, for om nogen vidste hun, at det var det, hun var. Aldrig havde hunelveren været festens midtpunkt; hverken som barn og nu heller ikke som ung, og altid havde hun stået i skyggen af sine forældre. Nu hvor Isiodith tænkte nærmere over det, var hun Elverlys smukke særling, der som hendes jævnaldrende ikke opsøgte hverken ægteskab eller mage; ej heller en stille og intim stund med en ven.

Sibalghyms næstfølgende ord bragte dog Isiodith ud af sine tankestrømme og for en rum tid, gik hun blot, uden at besvare ham. I sandhed følte hun sig tom for ord og noget nyt og giftigt, hun ikke før havde følt, spirede faretruende i hendes bryst. En anden? Pludselig følte Isiodith sig lige dele dum og naiv, for naturligvis var der en, som ventede på Sibalghyms ankomst i hans hjemstavn. Hvorfor havde tanken ikke før strejfet hende? Og hvorfor efterlod den hende nedslået tilbage?
I sine tanker forbandede Isiodith sig selv for hendes barnagtighed og den romantiske tilgang, hun havde mødt mørkelveren med. Straks pakkede hun den varme følelse – såvel som den toksiske – væk i hendes indre og et lille, dog moret, fnys forlod hende. ”Jeg tror ikke, at jeg vil et seksuelt forhold”, sagde hun afvisende, hvorefter hun flygtigt sendte ham et smil over skulderen. ”Ikke når jeg ved, der er en anden, som venter på dig.”

Dernæst rankede Isiodith ryggen og afgjorde med sig selv, at det var bedst at efterlade mørkelveren så hurtigt så muligt. Hvad end hun så måtte føle for ham og velvidende, at savnet ville være destruerende. Han havde desuden ham ret – de ville aldrig passe sammen. De ville aldrig kunne elske hinanden.
”Hvis jeg kender mit folk rigtigt, så vil Lýrin og vores ukendte vagt vende tilbage til Skovfortet efter forstærkning. Nu hvor de ved, at jeg stadig er i live, vil de forsøge at finde alverdens trackere, så vi må hellere skynde os”, informerede Isiodith, hvorefter hun begyndte at afmærke træerne med sin duft. Hun havde specielt en skovelver i tankerne, der for alt i verden ikke måtte færten af hende og hun gruede altid i hans nærhed.

Dernæst satte Isiodith i let løb henover den mosede skovbund. Forhåbentlig Sibalghym ville fortie og resten af turen ville foregå i stilhed.