Det var tydeligt, at hans ord havde en effekt på Killian, og Hector var ganske godt tilfreds. Når han truede folk, der var meget større end ham selv, havde de en tendens til ikke at tage ham alvorligt, måske endda le af ham, men det blev altid værst for dem selv. Godt nok var Hector en lille lort, men han var god nok til at slås til at få selv de stærkeste fyre ned at ligge. Det syntes han i hvert fald selv.

"Tak," gryntede han og kløede sig lidt i krøllerne. Han så endelig op, da Killian nævnte posen, og han nikkede lidt.

"Ja, det kan du godt," sagde han og samlede posen op for at række den til Killian. "Det er bare nogle æbler og nogle nybagte boller. Du kan godt tage en, hvis du vil. Juno glemmer helt sikkert at spise det alligevel. Han glemme næsten altid at spise med mindre jeg fysisk stopper maden i halsen på ham. Han er dum i hovedet nogle gange."

Hector smilede lidt til Killian. De kunne godt være venskabelige nu. 

Til Killians meget store lettelse så det ud til, at Hector var kommet af med det han skulle, for han fortsatte i hvert fald ikke sit skænderi og hans korte tak over at få vist udgangen var i hvert fald ikke sagt i et snerrende tonefald. Så Killian åndede lidt lettet op og rettede sig op igen, selvom hans skuldre ikke faldt ned. Et eller andet sted havde han ikke svært ved at forestille sig Hector blive vred meget hurtigt, og et eller andet ved ham sagde, at han slog. Nok elskede Killian at ignorere faresignaler, men han havde efterhånden set dem så ofte, at han opfangede dem alligevel.

Så han tog i mod posen fra afstand og smilede kun svagt.
"Mange tak, de dufter i hvert fald nok til at få min mave til at knurre." Han havde ikke selv fået frokost endnu, men der burde være tid nu, hvor Thoran havde fået sine heste. Der var nok snart bud efter flere, men lige nu havde han og staldknægten tid til at holde pause.
"Hvis Juno får tid, skal jeg nok minde ham om at spise." Killian bed sig lidt i læben og flyttede igen lidt uroligt på sig, inden han sukkede lydløst og opgivende. Lige nu var han ikke sikker på, at det var en god idé at udfolde sin charme og forsøge at få Hector til at skifte mening om ham. Det var hårdt for en ung mand som Killian, der altid forsøgte at få alle til at lide ham.

Så hans kropssprog var for mange overraskende afdæmpet og næsten kuet, da han efter kort tøven gik over til døren og trak slået fra, så Hector kunne komme ud.
"Du skal være velkommen til at komme forbi igen, i dag er bare en åndssvagt travl dag, det sker ind i mellem." Han fik et lidt større, lidt opmuntrende smil på læberne, men afholdt sig fra at sige noget om at hygge sig lidt i høet i pauserne, det havde han en fornemmelse af, ikke ville falde i god jord.

"Bare rolig, jeg skal nok komme forbi igen," Hector, og det var kun halvt ment som en trussel. Han var yderst tilfreds med den effekt, hans ord havde haft på Killian, og det gjorde ham faktisk i helt godt, opløftet humør. Han måtte huske at fortælle Juno, at Killian nu var bange for ham, hvilket passede Hector helt fint. Han følte sig slet ikke truet af Killian mere.

Så det var med et ret stort og selvtilfreds smil, at Hector spankulerede hen til døren og stak en hånd frem mod Killian.

"Det var fint at møde dig, Killian," sagde han. "Det mener jeg. Jeg synes godt, vi kan være venner. Det tror jeg også, Juno ville blive glad for."

killian følte det næsten som en trussel, da Hector sagde, at han nok skulle komme forbi igen. Han rystede følelsen af sig med det samme, han var bare lidt sensitiv lige nu, tom mave, hård dag og alt det. Ikke?
Han fulgte Hector med blikket og løftede øjenbrynene lidt, da han rakte hånden frem. Hvad... ville han give hånd? Han så fra Hectors ansigt til hånden og tilbage igen, inden han lidt tøvende tog hans hånd og gav den et fast klem. Det føltes underligt, men hvis det var, hvad Hector havde lyst til.

Langsomt kom der et svagt håbefuldt glimt i hans grønne øjne. Venner. Hector mente de nok kunne være venner. Det var ikke helt svært at se på ham, at han blev glad ved de ord, selvom de stadig føltes... lidt negative? Han kunen ikke helt finde ud af det, så han valgte bare at tage det for det, det lød som.
"Det tror jeg, at Juno vil blive meget glad for. Han virker lidt til at have brug for nogen til at passe lidt på ham." Det lød næsten helt forkert og han skyndte sig at tilføje lidt mere. "Hvilket det lyder til, at du gør rigtigt godt." Han smilede og trak sin hånd til sig, inden han trådte et mindre skridt tilbage, bare for ikke at stå alt for tæt på. Han gad virkeligt ikke skulle have slag af en sur lille satyr, hvis han kunne undgå det.

"Men mine venners venner er mine venner... så kom bare forbi stalden, hvis der er noget, jeg her er næsten altid." Hans smil blev noget mere oprigtigt, fordi han mente det. Han tog gerne folk ind til en snak og et kram. Eller et put i høet. For ham var det vigtigste at gøre folk omkring sig glade, og en glad Hector ville give en glad Juno. Og derved en ekstra glad Killian.

Hector skulle lige til at hidse sig op igen, men så fik Killian hægtet på, at Hector passede godt på Juno. Ja! Det gjorde han! Han var den bedste til at passe på Juno. Faktisk var der ingen andre, der skulle passe på Juno udover Hector! Det kunne godt være, at der var alle mulige andre, der mente, at de skulle passe på Juno - Killian, Giles, Netrish, Mia - men det var Hectors livsopgave at sørge for, at Juno havde det godt, og han var på ingen måde villig til at give den opgave fra sig ligegyldigt hvad. Han ville hellere dø.

"Tak," sagde han til Killian med et nok. "Det skal jeg nok huske."

Han tilbød Killian et kort, oprigtigt smil og klemte om hans hånd, inden han slap den og smuttede ud af bagdøren. Han havde allermest lyst til at se til Juno igen, men det var nok en dårlig idé, så han lod være, selvom det var svært. Hector havde altid været beskyttende og en smule besidderisk over Juno, men hans instinkt, der fortalte ham, at han altid skulle være sammen med Juno, var kun blevet stærkere, efter de var blevet kærester. Det var ikke nemt at være væk fra Juno flere timer hver dag, men det betød til gengæld også, at det var så meget bedre, når de så hinanden om aftenen.

Hector smilede for sig selv, mens han gik ned ad gaden, og han begyndte straks at planlægge, hvilket aftensmåltid han skulle have klar til Juno, når han kom hjem senere.

Killian var lidt lettet, da han kunne se oprigtigheden i satyrens smil. Måske var alt ikke tabt endnu i forhold til at han kunne enes med ham. Det ville da være meget hyggeligt, hvis Killian kunne være sammen med både Juno og Junos kæreste. Også selvom han ikke var så god til at være nummer tre og tilovers, men mon ikke det gik.
Han så efter Hector og sukkede så, inden han skubbede døren i og skød slåen for igen. Den velkendte bevægelse gav ham en trang til at smutte fra arbejde og besøge et par kroer, bare for at... få lidt trøst. Men arbejdet kaldte, det måtte vente til efter aftenfodring som sædvanligt.

Med posen i hånden gik han ned igennem staldgangen. Efter et hurtigt kig ned i posen tog han en af bollerne op og gav den til stalddrengen, der lyste op og hurtigt begyndte at fortære den. Killians mave rumlede, men han nøjedes med et af æblerne, bollerne var Junos. Så han fortsatte ind i lageret for at se, hvordan det stod til, men de havde stadig travlt. Posen blev gemt til senere, hvor Juno havde tid til at spise, hvilket Killian nok skulle sørge for, at han gjorde.

Resten af dagen spekulerede han lidt over Hector, men måtte slå sig til tåls med, at der ikke var mere, han kunne gøre. Og så bare håbe, at Juno ikke kom i for store problemer, nu satyren havde fået syn for sagen på den, der havde været hans kæreste lille affære for en dag.