Julia så tavst til som Danielle hoppede af vognen og med provokation i hver en bevægelse så meget som stemmen talte til Thanos. Så vendte hun sig mod de to andre og talte hurtigt med dæmpet stemme. "Anna, hold øje med de to derude. Giv lyd hvis de kommer den her vej." Den mørkhårede kvinde nikkede let og flyttede sig nærmere åbningen, hvor hun kunne følge balladen udenfor og dæmpet referer en smule af det.
Med det på plads flyttede Julia blikket til den rødhårede. "Lad os se om vognen har skjulte rum." Hun havde den mistænkt for det, fordi så mange af dem havde, men at lede efter dem og vise sit kendskab til dem var ikke noget hun havde fundet mulighed tilfør nu. Thanos så så rigeligt skævt til hende som det var og hvis han ikke kendte vognen kunne det tænkes hun kunne finde noget til at give hende og måske også de andre en fordel mod ham.

Et gisp fra Anna fik hende til at se over på hende, men da ingen advarsler kom tilbage fortsatte hun snart efter med at stryge fingrene lige så langsomt over træet ind mod kuskesædet ledende efter noget som ikke var en del af helet. Udenfor blev der kort helt stille, før lydende af kamp vendte tilbage og steg i intensitet.
Dér!
Et lille klik og en låge åbnede sig. Hurtigt stak hun en hånd ind og hev til sig hvad der var, før Annas stemme lød febrilsk. "Nu! Nu! Nu!" Det var mere end rigeligt for dem alle tre til at klumpe samme i den side hvor Julia sad og med deres kroppe skjule noget som helst skulle være sket. Ikke at det var stort hvad hun havde fundet,men hvad måtte vente til senere.

Øjeblikket efter landede Danielle hårdt ind over bagenden på vognen med et blik vildt af frygt, vrede og had. De sidste to snart fortrængt som hendes skørt blev hevet op og de andre så til med stigende forståelse og umaskeret rædsel som den fulde udstrækning af den valgte straf stod dem klart. Værst var dog det følelseskolde udtryk han gjorde det med.
Julia holdt blikket koldt på ham, som hun undertrykte alle følelser fra at komme synligt frem og samtidig lod Isolde skjule ansigtet ved hendes skulder. Hun havde trods alt set den metode brugt før og i værre udgaver også. Mest af alt vidste hun at det formentlig var en del af hvad der ventede dem, men det behøvede de andre ikke vide endnu.

Tavst nikkede Julia til hans ord uden at nogen af de andre reagerede. Først da Danielle blev hældt ind i vognen til dem kom der liv i de to andre igen. Som de forsøgte at tage sig den hidsige blondine betragtede Julia Thanos. Intet af det havde rørt ham udover hvad end havde fået blod til at løbe ned over hans ansigt. Et meget farligt træk ved ham som hun måtte huske på. Det var alt for let at glemme.

Som maden var lavet, serveret og spist var mørket så småt begyndt at nærme sig lejren. Tilbuddet om at komme ud og komme af med noget blev som lovet givet og kun fordi de virkelig skulle taget imod af Isolde og Anna. Julia ventede tavs til at være den sidste fulgt af sted. Hendes blik var ikke blevet venligere, som hendes holdning stadig var rank.

Der var ikke flere problemer, som Thanos lod em blive i vognen, mens han satte lejren op og lavede maden. Han havde overvejet at give dem en fælles straf med manglende mad, men han havde så meget hjortekød, der skulle spises inden det blev dårligt, at han lige så godt kunne lade dem spise. Så han lavede en grydefuld stuvning, som han tog med til bagenden af vognen, delte ud i nogle skåle og tog gryden med tilbage, inden han selv spiste. At der var foregået noget inde i vognen, mens han havde håndteret Danielle, havde han ikke opdaget. Skjulte rum var ikke helt usædvanligt, men han havde ikke skænket det en tanke, at idioterne han havde hentet slaverne ved, kunne have glemt noget i sådan et, hvis der i det hele taget var et.

Bagefter hev ham de kvinder ud, som havde brug for det. Hidsigproppen nægtede at se på ham, så han trak ligegyldigt på skuldrende og tog ved den sidste, der skulle ud. Hende med den mystiske pose bundet under skørterne. Måske et passende tidspunkt at udspørge hende om, hvad tingene i posen var til for og hvorfor hun havde dem på sig. Han havde spekuleret lidt over det og var kommet frem til, at hun måtte være andet end den bondetøs, hun lagde op til at være. Men hvem var hun så? Hvad var hun så?
Konklusionen passede fint med hans andre fornemmelser for hende. Den måde hun reagerede på hans vold på, hendes blik og kropsholdning. Den eneste grund til, at han havde tænkt sig at undersøge det nærmere var, at han havde en fornemmelse af. at hun var mere farlig end hvad hun lige gav af og det var en risiko for ham.

Så da han havde haft hende med lidt væk fra vognen for at hun kunne gøre det, hun skulle, styrede han hende mod bålet i stedet for vognen. Her satte han hende på en af de større sten med et "bliv", inden han gik hen til sin oppakning og gravede den lille pose ud fra der, hvor han havde gemt den. Derefter gik han hen og satte sig på stenen ved siden af hendes, vendt i mod hende, inden han rakte posen frem mod hende, så hun kunne tage den, hvis hun ville.
"Hvorfor bærer en tilsyneladende ufarlig kvinde rundt med gift? Og dirke?" Han så afventende på hende. 

Julia havde holdt sig tavst, som hun blev ledt fra vognen og hen til udkanten af lysningen for at komme af med det fornødne. At gøre det med hans hånd på hende var stadig anstrengende, men hun valgte at ignorere det som altid. Eller forsøgte på det. Udtrykket i hans ansigt som han havde taget Danielle var svært at fortrænge og gjorde hende mere anspændt end på noget andet tidspunkt siden det første stop. Det fik hende så til at skæve mere til ham end tidligere og virke mere opmærksom på ham end hun normalvis tillod ham at se.

Færdig fik hun skørterne rystet på plads og vendte sig for at blive ført tilbage til vognen kun for at mærke hans tag i hende stramme til og trække hende i en anden retning. Julia skiftede snublende retning til den ønskede, mens hendes tanker fløj i højt gear efter hvad hans handling kunne betyde. Han forblev dog tavs, som han ledte hende hen til bål og satte hende ned. Ikke meget valg der og slet ikke som han holdt hendes blik og gav hende en klar utvetydig ordre. Slet ikke godt.

Julia foldede underdanigt hænderne i skødet, som hun lod til at sænke blikket, men hele tiden lod det følge ham, som gik lidt væk og fandt noget frem fra oppakningen. Hvad så hun som han satte sig overfor hende og rakte det frem mod hende. Posen han havde taget tidligere. Tøvende rakte hun frem for at tage den, som han talte og fik hende til at se fulgt op på ham, som hun uden tøven svarede. "Fordi en kvinde aldrig ved hvornår hun finder sig i behov for dem?"

Hendes skuespil var godt, men fornemmelsen af, at det netop bare var skuespil hang tung i luften. Han troede ikke på noget af det, hun var andet end hun så ud til!
Hun tog i mod posen og mødte endeligt hans blik direkte. Han holdt det fast, lyttede til hendes svar og lænede sig lidt længere frem mod hende.
"Du snyder mig ikke. Der er intet normalt over dig. Fortæl mig, hvem du er." På den ene side var der intet truende over hans flade stemme, men samtidigt var der et glimt i hans øjne, der burde fortælle hende, at han forventede at høre sandheden. At han ikke troede på hendes pis. Han var ikke dum. Og han stod ikke tilbage for at tvinge sandheden ud af hende hvis nødvendigt.

Thanos gav sig ikke ud i gætterier om, hvorfor hun rendte rundt med sådan en pose bundet fast under skørterne. Hun kunne være alt fra lejemorder som ham selv til en kriger for en af de to fraktioner. Han var som sådan ligeglad, det vigtigste var, at hun ikke udgjorde en trussel for ham - og noget i hendes opførsel og blik fortalte ham, at hun var en stor trussel. 
Måske var det underligt, at han ind til videre havde behandlet hende så pænt, men egentligt ville han gerne have hende til at gøre første træk. Så han vidste, hvor han havde hende. At hun havde stukket ham ned ved først givne mulighed var for let, men et skridt på vejen.

Hans brune øjne hvilede tungt på hende, stirrede ind i hendes som om, at han forsøgte at se igennem hende og hendes løgne. Se, hvad hun lagde af planer i mod ham. Nej, han var egentligt ret ligeglad med, hvor hun kom fra, det var Mørkets problem, men hans egen sikkerhed lå som sædvanligt øverst på listen. Og måske han skulle gøre noget mere ud af hendes bånd, nu han havde vist hende, at han vidste, at hun var farlig. Men det ville han se på, når deres lille samtale var ovre. Hvor længe den så end skulle tage.

Ah, han fandt det ikke normalt for en kvinde at holde ting skjult. Sikkert slet ikke urter omhyggeligt mærket op eller redskaberne til at skrive med. Forståeligt nok måske, men for Julia var det normalt. Det var noget hun havde set mange kvinder, skønt det som oftest var andre ting de havde skjult. Krystaller, smykker, ting de havde kært. Især på rejse var det med aldrig at vise man havde noget andre kunne omsætte og at hun så havde noget mindre værdifuldt og mere anvendeligt, ja det var heller ikke helt uhørt. Hun forstod dog hvorfor han måske mente det var det. Kvinder gjorde virkelig ikke den slags. Andet end når de blev opdaget for at gøre det.

Hun udholdt hans blik, som hun lukkede hænderne sammen om den lille pose og beholdt den fremme og i skødet. Så rørte hunsvagt ved den magi hun var skåret væk fra, for at give sine ord mere sandhed, skønt hun stadig holdt det minimalt. Hendes stemme var da også tøvende som hun svarede ham, men svare ham gjorde hun med en em af at det var den tidligere understregning af magt der pressede hende til det. Hendes blik nåede da også at flakke til vognen, før hun med en lille trækning af skulderen åbnede munden. "Jeg voksede op på gaden. Nogle ... vaner?" Hun gav ordet en spørgende klang for at vise det dækkede over et aldrig helt sluppet erhverv. "...har været sværere at slippe end andre." Hendes stemme sagde også hun ikke havde gjort det store for at slippe dem. Der var bare for mange fordele ved ikke at gøre det.

Julia slog atter blikket ned under hans vedholdende stirren, skønt hun holdt det på ham under dækket af vipperne. Det udtrykket billede på ingen trussel og forsøgende på alle måder ikke at provokere ham yderligere. Det var hverken tiden eller stedet for det, skønt hun håbede den snart ville komme. Helst endende med ham ukampgjort og hende og de andre på hurtig vej væk derfra.

Thanos ventede lettere utålmodigt på hendes svar, hun hun virkede til at overveje, inden hun åbnede munden og gav ham en historie om at være vokset op på gaden og have vaner. Man kunne se på ham, at et eller andet var galt, han blinkede hurtigt et par gange og et par muskler i hans ellers ubevægelige ansigt rørte lidt på sig. Han troede ikke rigtigt på hende, det hun sagde passede ikke helt med det, han havde opfanget fra hende. Men samtidigt følte han, at hun talte sandt. Selvfølgelig var det en vane fra hendes barndom på gaden. Det var vel sandt, når hun sagde det.

For et øjeblik stirrede han bare på hende med et tomt blik. Pludseligt rejste han sig fra stenen han sad på, greb fat i hendes tøj og skubbede hende af den sten, hun sad på, hårdt ned på ryggen på jorden, i hurtige bevægelser. Han landede oven på hende med et knæ i jorden på hver side af hendes hofter og i samme glidende bevægelse trak han sin kniv og bankede den i jorden ved siden af hendes hoved, hvilket snuppede en stor tot af hendes hår. Uden at give hende nogen form for mulighed for at komme sig over, hvad der skete, lod han en knyttet næve ramme hendes ansigt, ubarmhjertigt hårdt.
"Jeg bryder mig ikke om, når nogen leger med mit hoved." Han lænede sig ned og talte højt ind i hendes ansigt. Derefter slog han hende igen, med den anden hånd, inden han trak sin kniv igen og satte spidsen under hendes ene øje.

"Lad os prøve igen. Hvem er du? Hvorfor har du gift og papir på dig?" Han lagde lidt pres på kniven, der prikkede ganske let hul i den bløde hud. En hård bevægelse og hun ville aldrig se ud af det øje igen. Og der var ingen tvivl om, at han ville gøre, fandt han ikke hendes svar tilfredsstillende. Måske burde han finde den lille gule sten frem, han havde fået af Vargas, så han var sikker på, at hun ikke pillede ved hans hoved igen, men han var selvsikker nok til at prøve uden. Han kunne jo forsøge at banke sandheden ud af hende til at starte med. De havde hele natten foran sig.

Hans voldsomme reaktion kom uventet, da hun intet havde sagt der burde kunne afstedkomme den. Med mindre han selvfølgelig var mentalist og kunne mærke den lille farvning hun havde gjort af sine ord. Lille og næsten umærkelig med så lidt brug af magi at det ikke burde have været muligt. Især ikke da den havde været vendt mod hende selv, hendes tone, hendes mimik og ikke ham. Kun en forberedt på den slags magi eller meget stærk mentalist kunne gennemskue den slags.
Hvilket gav noget vigtigt væk om ham.

Hun gispede som han væltede hende og strittede imod uden den store effekt. Han var skræmmende stærk i forhold til hende og vidste nøjagtig hvordan han skulle handle for at hun intet kunne gøre. Det og glimtet af lys i stål før noget hamrede i jorden ved siden af hendes hoved fik hende til at stivne helt og så ligge helt stille.
Kun for at blive ramt i ansigtet med en kraft der fik hende til at se stjerner og trak et skrig fra hende som det ramte. De var kun på vej væk som han talte og med sin nærhed tvang hende til at finde ham med blikket kun for at hun forsøgte at vende det og hovedet væk som det næste slag faldt. Uden stort held. Hun gav endnu engang lyd for smerten.
Hans ro gjorde det kun være og ham mere skræmmende.

Synet af stålet kommende ind i hendes synsfelt fik al tanke om bevægelse eller forsøg på at komme væk fra ham til at sive væk og efterladende hende stiv og blegnende under ham. Hans tonløse stemme sammen med den svage svigen fra en rift tilføjet alt for tæt på hendes øje havde hende nær panik.
Og hun måtte svare med sandheden.
Godt den kunne være så mange ting brugt rigtigt.
Tåre strømmede frem i hendes øjne, som hun forsøgte ikke at møde hans blik og ikke helt at se væk heller. "Bare Julia... min mor lærte mig om urter og gifte og de har altid været gode at have med på rejse... det samme har papir!" Hun havde svaret ham ærligt og på hans spørgsmål hvor vage de end havde været. Al magi var slukket for og gemt væk.Dette måtte klares med ren sandhed og det havde hun træningen til at kunne. Håbede hun. Hans blik talte trods alt ikke godt for hende, hvis han ikke begyndte at tro på noget hun sagde.

Det var ikke fordi, at Thanos havde mærket hendes magi, ikke sådan direkte. Han var rimeligt stærk mentalt, men magier prellede ikke af på ham. Nej, det var ikke hendes magi, han havde spottet, men sin egen reaktion på den. Han havde troet på hendes ord. Følt dem som sandheden. Ikke haft tvivl om, at det hun sagde var sandheden. For end mand, der ikke stolede på nogen som helst i sit liv, altid tog alting som usandhed som en sikkerhed på at overleve, var bare tanken om at tro på nogen, som han lige havde troet på hende, fuldstændig idiotisk. Noget han aldrig ville gøre. Medmindre hun forsøgte at forhekse ham, og det var det, der havde fået ham til at reagere som han havde.

Iskoldt og afventende stirrede han ned i hendes ansigt, som hun lå der under ham. Ville han stikke hendes øje ud, hvis hun brugte sin magi mod ham igen? Ja, uden tvivl. Som sagt havde han aldrig lovet at komme anstigende med fire slaver og slet ikke at de ikke ville være i hel stand. Truslen så heldigvis ud til at virke, kvinden lå stille og fik en ganske bleg farve. Perfekt. Hendes øjne fortalte en historie i sig selv, som angsten var tydelig at se. Var det første gang, at han havde set den så klart i hendes blik? Det mente han. Det gjorde ham ganske tilfreds, at han endeligt havde hende lagt ned. Bogstavligt og figurativt.

Tårerne rørte ham ikke som han lyttede til hendes ord, ord, der ikke gav ham sære tanker og fornemmelser. Helt almindelige ord. Godt for hende. Så var det mere om det hun sagde var sandt. Sandt nok til at han tog noget af det for gode varer. Ikke at det fik ham til flytte kniven fra hendes øje eller sig selv fra hendes krop. Nu han havde hende her, kunne han lige så godt få nogle flere svar.
"Hvad står der i bogen?" At han afslørede, at han ikke kunne læse, var uheldigt, men ikke noget at gøre noget ved. Han havde aldrig lært det og følte sig efterhånden for gammel til at gøre sig ulejligheden. Han kunne nogle få ord her og der, men ikke nok til at kunne få mening med teksten i bogen.
"Hvad er dit erhverv?" Han troede ikke på, at hun "bare" var Julia, den måde hun reagerede på ting på... han havde svært ved at forestille sig den forskræmte kvinde under sig være soldat af en art, men man kunne alligevel aldrig vide. Nogle af de blikke, han havde fået. Roen, der ellers havde været over hende... hun var ikke bare en bondetøs.

Om han troede hende vidste hun ikke. Ansigtet var så følelsesforladt som det hele tiden havde været og blikket gav intet fra sig, men han slog hende ikke. Han flyttede så heller ikke kniven. For Julia talte det første mere end det sidste, vant som hun var til at mistro og utilfredshed blev vist mærkbart for hende. Hvorfor skulle denne mand være anderledes på det punkt?
Hun blev da også liggende ubevægelig og afventende på hvad han ville næst. Håbende på spørgsmål, frygtende andet. Trods alt havde hun synet af Danielles omgang i frisk hukommelse.
Spørgsmålet kom så alligevel bag på hende, skønt hun burde have ventet det. Han havde trods alt set i posen og set nok til at genkende nogle af urterne. Men hvad havde hun stående på papiret? Havde han læst det og testede hende eller kunne han ikke læse? Sandheden var stadig det eneste sikre, så det var hvad hun holdt sig til. "Opskrifter. På retter og... afkog." Hun fik det sidste ud, skønt hun tydeligt ikke havde lyst til at tilføje det. Der var dog ingen vej udenom det.

Det næste spørgsmål var nemmere og svaret kom til hende uden tøven. "Barpige." Det var trods alt hvad hun altid arbejde som når hun var ude, så det var sandt nok. Hendes blik krøb lidt nervøst til kniven,før det fandt hans igen og hun tøvende tilføjede. "Derfor jeg forlod Dianthos. Udgangsforbuddet gjorde det svært at holde et arbejde og ja..." Det gjorde det næsten umuligt for en del. Hun mistede stemmen til at fortsætte, men håbede han ville være tilfreds og ikke ønske uddybelse. Hun havde trods alt arbejdet som det steder hun ikke ønskede at fortælle ham om.
Mest ønskede hun bare han ville være tilfreds og hun kunne falde i baggrunden hvor hun helst ville have været.

Opskrifter. I forhold til urterne og giften, gav det meget god mening. Det var logisk. Så han valgte at tro på hende, især med de få ord, han havde fået ud af den skrevne tekst. Den slags hekserier interesserede ham ikke rigtigt, altså man kunne altid bruge en god gift til noget, men resten... Det var for andres interesse end hans. 
Hendes hurtige svar om sit arbejde var han dog ikke helt så villig til at tro på og for et øjeblik overvejede han at banke hende til, der kom noget mere troværdigt ud af hende. Overvejende lod han knivens spids rejse fra hendes øje ned over hendes kindben, kind og kæbe for at lægge sig ved den synligt bankende pulsåre i hendes hals. For et øjeblik virkede han helt overvejende, om han skulle stikke kniven i halsen af hende, men så fjernede han kniven helt og rettede sig op, dog uden at flytte sig fra hende.

Igen så han lidt på hende med sit døde blik. Nu havde han hende nede at ligge, skulle han? Trods hendes varme krop i mellem hans ben, var lysten der ikke rigtigt. Så efter at have besluttet sig for, at hun ikke var til at stole på, men at han lige nu havde havde sat en brugbar skræk i livet af hende, rejste han sig fra hende. Barpige troede han ikke helt på, men det var også fint at tro, at hun løj, så ville han være mere opmærksom på hende. 
Der var ingen hjælp fra ham til hende om at få hende på benene. Han ventede i stedet på, at hun kom op, inden han rakte ud, lagde en hånd om hendes nakke og trak hende lidt tættere på sig.
"Næste gang skal du ikke forvente at slippe så let." Det var ikke en tom trussel. Han havde været blid ved hende denne gang, forsøgte hun på noget igen, ville hun være heldig at komme derfra i live. 

Han skubbede hende fra sig i mod bagenden af vognen som tegn på, at hun skulle tilbage til de andre.

Ansigtet over Julia forblev sært udtryksløst som hun svarede og gav ikke meget fra sig om han troede hende eller ej. Sikkert ikke. Nok viste hun ikke tegn på at lyve, men til nu havde han ikke virket til at tro på sandheden, men kun på de halve. Eller på de andre halve. Hun havde arbejdet som barpige ja, men erhverv var måske noget lidt andet og mere end blot det.
Det vedvarende lette pres fra kniven hvilet lidt for tæt på hendes øje holdt dog alle hendes tanker kredsende om den og alt andet end fokuseret på resten af ham som de burde være. Det ville være hans blik der afslørede beslutningen eller trækninger der og dem ville hun ikke fange hvis hendes blik vedblev med at flakke. Som kniven flyttede sig var det dog umuligt ikke at holde svagt øje med den og umuligt at holde hjertet fra at stige. Det kolde metal mod huden og hvor det markerede ud til sidst låste dog hendes blik på hans. Hvad end han tænkte på kunne ikke være godt for hende og som stilheden trak ud steg hendes indre panik kun til et punkt, hvor det nærmede sig overfladen nok til at kunne se frygten stige i hendes blik.
Hans blik gav intet væk.

Han rejste sig dog og lod hende ligge. Julia holdt blikket mod ham uden helt at tro på han ikke havde noget værre i vente for hende. Så få spørgsmål og tilsvarende få svar og ingen der havde givet meget væk om hende. Havde det været alt han ville vide? Nok af en magtdemonstration i forhold til de tidligere?
Forsigtigt og tøvende, med blikket varsomt fæstet på ham, trak hun sig op at sidde først, før hun rejste sig helt. De få slag havde været mod hendes ansigt og de sammen med landingen hårdt i jorden var så småt sunket tilbage til noget hun kunne se uden om. Alligevel stivnede hun som han bevægede sig og dukkede hovedet, som hans hånd lukkede sig om hendes nakke. Et tydeligt billede på en der havde fundet sin plads og ikke ville udfordre den.
Hun nikkede da også bare forsøgsvis og samtykkende først, før hun fandt ord frem. "Nej... selvfølgelig ikke..." Hendes stemme var stille og let hæs og bar tydeligt en tone af at have forstået.
Det ville dog næppe forhindre hende i at gøre et alvorligt forsøg på at komme fra ham, før han kunne aflevere hende til Mørket.

Skubbet overraskede hende selvom det ikke burde og fik hende til at vakle de første skridt. Så fandt hun balancen og stillede direkte mod vognen og den søle trøst af sikkerhed i antal. Ikke at de rigtig havde nogen, men illusionen var værd at opretholde mentalt og i udtryk.
Hun forblev da også slået af udtryk til vognens tildækning var lukket for og kvinderne efterladt alene i mørket. Da sukkede hun let. "Intet ved det her skal bare være let..." Hun tog sig let til halsen og lænede sig ind mod Anna, mens de to andre klumpede sammen om dem. Det var varmere om natten og trykkere. Nok til at de tre andre faldt i søvn, mens Julia tænkte,vendte det skete og planlagde mulige træk. Første af hvilke var at finde ud af om der var noget brugbart i den pose de havde fundet.

Resten af aftenen gik som den plejede. Og de næste dage var begivenhedsløse. Hesten foran vognen trak af sted, kvinderne i vognen opførte sig roligt og Thanos nød på en eller anden måde freden og roen i bare at skulle sidde på kuskesædet og holde øje med sine omgivelser. Naturen skiftede fra tør til grøn og derefter til begyndende klipper, som de kørte langs Tusmørkebjergene, der knejsede over dem til venstre for dem.
Rejsen var lang, men da solen begyndte at gå ned bag bjergene, vidste Thanos, at de kun var to dage fra at dreje ind i Tusmørkedalen og derefter kun en dags rejse fra Fort Nox.

Det var næsten mørkt, da de kom frem til lejrpladsen, der lå godt skjult mellem nogle klipper og buske. Han havde været fornuftig og havde samlet brænde på turen, netop til en lejrplads som denne, hvor det kunne knibe med træ. Det var heldigvis ikke småt med græs til hestene og et lille kildeudspring lavede en lille sø til vand. Ret idyllisk, hvis man var til sådan noget. Thanos var ikke, hans blik gled i stedet rundt for at vurdere, om der var nogen form for fare, inden han som sædvanligt tog hesten fra vognen og trak den og sin egen til vandet, inden han hev brændet ud af vognen og lavede et bål. Der var efterhånden kun månelys tilbage til at lyse verden op omkring dem, men det var også nok. Resterne af brændet lå ved bålet, et par gode kævler og nogle tyndere grene

En gryde blev fyldt med vand og en hare, han havde fanget i en snare natten før. Og så var han klar til at tage sig af kvinderne i vognen. De havde ikke fået meget frihed, men samme tilbud var stående hver aften. De kunne spise ude ved bålet og ham eller inde i vognen. Det havde ikke rigtigt været nødvendigt at have fat i dem, selvom hende den rapkæftede havde fået et slag over nakken eller to. De to skadede kvinder helede fint, men humpede stadig begge to og han frygtede ikke noget flugtrelateret fra dem. Nej, den sidste, hende med den mystiske taske, var hans største bekymring, men der havde heller ikke været noget fra hende. Endnu.

”I ved, hvad I skal,” sagde han, da han hev stoffet væk fra bagenden af vognen og så ind. Selvom det var behageligt med nogle dages ferie på et kuskesæde, glædede han sig til at komme af med kvinderne og sidde på sin hest igen. Og kun have sig selv at bekymre sig om.

Der var ingen af kvinderne der havde haft lyst til at gøre opmærksom på sig selv eller hveranden i de sidste par dage. Daniella havde gjort det alligevel, men ingen havde helt forventet andet og hun virkede ude af stand til at vare sin tunge eller føje sig. Noget Julia fandt bekymrende og opløftende på samme tid for hun havde en god ide om hvor det ville ende den anden henne. De to sidste var allerede halvt knækkede, skønt de ikke helt ville være ved det. Alle var de dog enige om at give flugt et sidste forsøg. Sammen.

Planen var enkel for posen de havde fundet havde ikke indeholdt helt så meget som de havde håbet. Simple planer var også gerne dem der havde størst chance for at virke, skønt Julia i sit stille sind ikke satte denne chance alt for højt. De havde været på vej for længe og var for svækkede, men mest af alt fordi de ikke stolede på hinanden. Det var da også hvad irriterede hende mest at skulle være afhængig af andre i lige denne situation.

De var begyndt i det små med at forlade vognen om aftenen og udholde Thanos selskab. Ikke med begejstring, men med nok afdæmpethed til at det ikke havde fået ham til at reagere. De forlod da også alle vognen denne aften og så sig undersøgende rundt i hvad de håbede ville være rejsens sidste lejrplads.
De fulgte de sædvanlige anvisninger om at gå hen til bålet, men som de to stadig sårede fandt pladser, så Julia glimtet i Danielles øjne skifte, før denne smed alle deres planer overbord, greb en kæp fra ved siden af bålet og gik til angreb.

Bandende indvendigt måtte Julia tage en hurtigt beslutning.Skulle hun lade det hele gå op i endnu en af Danielles idiotiske demonstrationer eller gribe forvirringen og håbe på det bedste? Hun valgte det sidste. Holdt blikket på hvad der skete og udnyttet et øjeblik hvor Thanos havde ryggen til hende til at smide indholdet af en pose i gryden med mad. Et bedøvende middel der ville slå de fleste ud hvis de fik nok af det, men ikke kunne mere end det. Derefter trak hun sig hastigt tilbage mod de to andre og væk fra den krigslystne kvinde.

Thanos var blevet lullet for meget hen i sikkerhed. Han nåede kun lige at opfange udtrykket i kvindens ansigt, før hun greb et af de større grene fra stakken ved siden af bålet og derefter kastede sig over ham som en sindssyg. Idiotisk. Så længe han beskyttede sit hoved, ville han kunne klare hende. Han healede for hurtigt til at slag med en kæp kunne gøre noget i mod ham, og det varede da heller ikke mere end få øjeblikke og et par enkelte slag, før han havde en arm om livet af hende og flåede kæppen fra hende. Voldsomt smed han hende på jorden og derefter begyndte han uden hæmninger at tampe løs på hende med kæppen. Hans tålmodighed var opbrugt og om hun så døde af det, skulle han af med den irritation, der havde bygget sig op i ham over hende.

Da han endeligt stoppede, var hun holdt op med at skrige og tigge for sit liv. Hun trak stadig vejret, men besværligt og raspende. Med en kort trækning omkring næsen så han ned på hende, inden han vendte sig mod de andre kvinder.
"Aftensmaden er aflyst. Tilbage i vognen. Nu." Han var ligeglad med, om de lod kvinden ligge på jorden eller tog hende med ind i vognen, han var også ligeglad med, om hun overlevede. Han var træt af at kigge sig over ryggen med hende. 

Kæppen smed han tilbage i bunken, inden han satte sig ved bålet og fik vejret igen efter det hårde arbejde. Ah, det var rart at få ud af kroppen og han følte sig helt afslappet, da maden endeligt var ved at være færdig. Afslappet og sulten. Så han hældte en portion op til sig selv, inden han begyndte at spise. Det smagte godt i dag og han nåede mere end halvvejs igennem skålen, før det gik op for ham, at der var noget galt. Svimmelheden. Den pludseligt sorten for øjnene. Han stillede skålen så hurtigt fra sig, at den væltede. Besværligt kom han på benene, så svimmel at han tydeligt svajede. Han rystede på hovedet og gned sig i ansigtet. Forgiftet. Kællingen havde forgiftet ham! Han tog et par skridt mod vognen, men mistede balancen og måtte støtte sig til dens side. 
Hvad der normalt ville have slået enhver mand ud, sendte kun Thanos på randen af bevidstløsheden, da hans forbandelse forsøgte at gøre noget ved det, men egentligt ikke kunne, da han som sådan ikke kom til skade. Samtidigt hjalp hans stærke og store fysik ham også. Men lige nu kunne han ikke så meget andet end at klamre sig til vognen for at holde sig oprejst.

Det meningsløse og håbløse angreb for den nærmest forudsigeligt tåbelig Danielle endte som Julia havde ventet og samtidig værre end hun havde frygtet. Kæppen var revet fra den blonde kvinde, før hun havde udrettet noget med den og var vendt mod hende til et punkt hvor Julia fandt sig stående med en arm om Anna, mens den mørkhårede kvinde skjulte ansigtet mod hendes skulder. Det var en demonstration af magt, der ikke var til at tage fejl af og det havde sin effekt. Tvivlen var trådt frem i Isoldea ellers lukkede træk og Anna var tabt.
Mentalt sukkede hun.
Planen var sat i værk og hvis den havde en effekt ville hun udnytte den.
Alene.

Julia slap den mørkhårede som Thanos stemme rang i deres retning og fik de to andre til at dukke sig let. Trods alt stoppede de dog ved Danielle og tog hende med sig tilbage til vognen. Selv betragtede Julia dem et øjeblik, før hendes blik faldt på manden og hun sigende slog det ned og fulgte de andre. Hun var måske ikke slået, men hun kunne udstråle det, hvis hun ville det. Om han købte det var en helt anden sag og hun langt fra sikker på det. Hun skilte sig for meget ud fra de andre tre.

I vognen satte Isolde og Anna sig sammen og lagde afstand til den bevidstløse kvinde så meget som Julia. Endnu engang sukkede hun mentalt, men lod som ingenting. De havde valgt deres skæbne nu efter hendes mening. Selv satte hun sig hvor hun kunne se ud mod bålet gennem folderne i stoffet for vognen. Ikke meget, men nok til at se manden spise og stoppe igen. Et stille smil spredte sig på hendes læber, som han vaklede, men hun blev siddende stille til han støttede sig til vognen og ikke virkede til at kunne gøre det store mere end det.

Han spærrede så den mest oplagte vej ud, men der var en anden gennem forenden og den tog hun. Overhørende de andres protester løsnede hun klædet så hun kunne masse sig ud på kuskesædet og tage den vej ned fra vognen. Det knagede som det gjorde ved enhver flytning af vægt på det, men i aften lød det som et anklagende skrig på opmærksomhed. Julias var dog på næste skridt i hendes vej væk og hun tøvede ikke med at løbe hen til hvor hestene var tøjret. Hun ville aldrig slippe væk til fods, men til hest havde hun en chance. Hvis hun fik en fri, før Thanos fik rystet bedøvelsen af sig.

Verden sejlede under ham, og han klamrede sig til vognen med den ene arm, mens han gned sig i hovedet med den anden. Endeligt stak han to fingre i halsen og brækkede aftensmaden op igen. Det var det eneste, han kunne gøre lige nu, når han ikke vidste, hvad det var, hun havde forgiftet ham med. Døden skræmte ham ikke, men lige føltes det mere som bedøvelse. Ærligt talt kunne han ikke være sikker, men logisk analyserende mindede det om noget, han havde prøvet før. 
En lyd fangede hans opmærksomhed og han så op. Julia. Hun kom ned fra kuskesædet i vognen og satte af mod hestene.

Med et sammenbidt udtryk skubbede Thanos sig ud fra vognen og begyndte at gå efter hende. Slingrende, usikkert og han var nær væltet et par gange, men han kom fremad, drevet af ren og skær viljestyrke. Hans hest protesterede over kvinden, der i al hast ville frigøre den, hvilket gav ham den smule ekstra tid, han havde brug for at komme derhen.
Tungt snublede han op i mod hesten, der kom med en utilfreds lyd og slog vredt med halen, men hoppen sparkede ikke ud efter ham, selvom han ikke havde haft den så længe, havde den dog lært at forvente ting og sager fra ham.

"Det var et dumt forsøg," mumlede han ukarakteristisk tyk i mæglet, inden han rakte ud i mod hende i et forsøg på at få fat i hende. Hele hans hoved føltes som om, at det var fyldt op med grød og selv hans normalt logiske tankegang var sløvet og træg. Hans blik føltes som om, at det var gået i stykker og han var faktisk lidt i tvivl om han kunne få fat i hende. Dog kunne han allerede mærke bedringen efter at have brækket det hele op igen, det begyndte at lette en smule. Forhåbentligt nok til, at han havde evnerne til at stoppe dette kvindfolk, inden hun fik hesten fra ham og red sin vej. Den tungere hest fra foran vognen ville ikke kunne indhente den slanke, gråskimlede hoppe, der var lavet til fart. 

Tøjret var bundet godt og med en kraft det tog mere tid end håbet for Julia at lirke knuderne ud af. Ferme fingre var en fordel, men tid var lige nu den vigtigste faktor og noget hun var ved at løbe tør for. Lyden af en mave der blev vendt for indhold satte hendes tanker i et hastigt sidespring i at bedømme hvad det ville gøre for hendes muligheder og for urternes effekt. Et lidt for godt træk fra hans side, som hun havde håbet han ikke havde husket som bedøvelsen havde grebet hans sind.
Kunne hun aldrig have lidt held med sig?

Så gled den sidste knude endelig op og hun fat om tøjret kun for at mærke hesten flytte sig væk fra hende. Selvfølgelig var dyret trænet til kun at ville sin ejer. Den dansede let væk og stod så stille, noget der slet ikke huede hende som lyden af et tunge skridt var stoppet og en vejrtrækning mere havde sluttet sig til hendes. En der lige havde værd til at gøre opmærksom på sig.
Det afskar hende også fra at få hesten med væk. Thanos var på den anden side af den og svang hun sig op ville han have et greb efter hende og hesten ville ikke med væk fra ham. Den var dog stadig hendes eneste håb om at komme væk og det kunne jo være han missede hende hvis bedøvelsen stadig havde fat nok.
Tavs trak hun hesten mod sig, tvang den til at flytte sig et par skridt, før hun svang sig op på den klar til at få den i bevægelse væk og i en fart.

Thanos hvilede sig alt for tungt op af hesten, der trippede under hans vægt. Forbandet. Han var stadig tæt på bevidstløsheden og hans blik sejlede. Det var som at kigge igennem et uroligt vandspejl og han havde svært ved at fokusere. Men det var bedre end før, det havde hjulpet at brække sig. Det bekræftede ham bare i, at hun havde puttet noget i hans mad.
Der var stadig tre kvinder tilbage i vognen, men han skænkede dem ikke en tanke. Denne kvinde var vigtigere at få fat på, for hun skulle betale for, hvad hun havde gjort. Han havde hele tiden haft tanken om, at hun kunne noget mere end de andre, og det havde han fået bekræftet nu.

Hesten gik et par skridt frem, men var modvillig til at følge med den fremmede kvinde. Og så kom der et ben ind over hestens ryg. Thanos rystede kort på hovedet, men spildte ellers ikke tiden. Hurtigt greb han fat i benet og hev til. Han lagde hele sin vægt bag og snart kunne han gribe fat i kvindens tøj ved hendes side og hive endnu mere til.
Så snart hun ramte jorden, var han over hende, satte sig overskrævs på hende med al sin vægt. Alting var stadig sløret og hans krop føltes som at bevæge sig igennem vand, men han behøvede ikke så meget for at kunne lagde hænderne finde frem til hendes hals og klemme til. Åh, han havde lyst til at slå hende ihjel og hans greb om hendes hals fortalte sit tydelige sprog om den lyst.

Men han slog hende ikke ihjel. I stedet klemte han til, indtil hun blev slap. Bevidstløs i mangel på ilt og blod til hjernen. For et øjeblik blev han siddende, stadig svimmel og hele hans krop vippede let frem og tilbage. Langsomt og besværet kom han på benene. Hesten var trippet nogle skridt til siden, utryg ved hvad de to mennesker lavede på jorden, men hun var ikke stukket af. Det var en god hest, han havde købt der. Han trak den hen til den bevidstløse kvinde, inden han fik hende løftet op og smidt over ryggen på hesten. Derefter trak han hesten med hen til kuskesædet og læssede ublidt kvinden af der, inden han fandt noget reb og bandt hendes hænder til kuskesædet, så hun sad på jorden med armene op over hovedet. Efter at have spændt hesten fast igen, satte han sig på en af stenene ved ilden og betragtede hende. Ventede på, at hun vågnede op igen. Han var allerede ved at have fået det noget bedre.

//Her burde have været et intelligent svar, men tiden gik og hjernen gik med den >.< Ihhh!