Blæksprutten 12.08.2019 21:03
Selmy ventede forventningsfuldt på Asiths svar på, om han havde tænkt sig at efterlade Selmy med slaveejeren til fordel for at være alene med en fremmed ørkenelver. Selmy havde meget lidt lyst til at føle sig udenfor, og endnu mindre lyst til at føle sig truet af det andet menneske, efter at Asith havde bedt ham være på vagt. At Asith rystede på hovedet af hans bekymring, svarede han med et mut blik. Han havde ikke set det som en selvfølge, at de skulle holde sig samlet!
“Nej nej, selvfølgelig ikke! Men slavehandel er ret almindeligt her. Det er ikke mange generationer tilbage, siden man ophævede loven om at holde alfeslaver i det resterende krystalland... heriblandt Dianthos. Og Rubinien har ikke dyrkbar jord de kan høste afgrøder på, så i stedet driver man handel på alt og alle... Ikke at jeg prøver at forsvare slavehandel... Jeg afskyer virkelig tanken om at folk bliver handlet med, som var de dyr” Forklarede Selmy, mens Asith fandt sin plads bag ham på sædet, så han kunne række besværet ud efter tøjlerne, samtidigt med at han hold den besvimede dreng siddende oppe mod sig, der havde sit hoved og sine arme dinglende. Han sendte signal til hesten om, at den skulle trave afsted indtil de nåede fodsporene, og overhalede de to gående mænd, for så at følge sporene i sandet.
Selmy kunne ikke lide hvad Asith mumlede til ham om, for ja, der var jo ingenting i den retning, de havde bevæget sig imod. Selmy og Asith kom lige derfra, og havde kun stødt på sand, en sandhval og en flok ulvelignende bæster... Man kunne let komme afsted med et mord herude, og barnet ville måske ikke blive fundet, før fugle og andre dyr havde spist det forrådnende kød fra hans knogler... “...” Selmy følte ikke behov for at bygge videre på Asiths antagelser, før han var sikker på, at drengen ikke havde et slangebid et sted... Han lod hesten føre sig selv lidt i nogle sekunder, før han kiggede ned ad drengen, der havde halvåbne øjne, men stadig var helt væk.
Rubinerne måtte have gået et godt stykke, for først efter en halv times traven på hest, ankom de til noget, der i den grad var en stor lejr, med karavane og det hele. Og rigeligt med ridedyr, som de snildt kunne have gjort brug af, frem for at have gået den lange vej, blot for at myrde hinanden. Selmy trak lidt i tøjlerne, og gøs ved ideen om, at de skulle komme ridende ind bland de mange rigmænd og slaver, med et måske uønsket menneskebarn, og med en mørkelver bag sig. Hvis det ene ikke skulle få ham myrdet, skulle det andet nok!
“Måske jeg skulle gå først...” Lød det tvivlsomt fra Selmy. Men for sent var det. Manges øjne rettede sig hurtigt efter dem. Ørkenelvere, som var slaver, havde gode sanser herude i ørkenen, og havde hørt og set dem komme. To kvindelige ørkenelvere løb imod dem, for at tage imod dem. Eller rettere kun drengen. “...Han skal ned at ligge i skyggen” Forsøgte Selmy at sige, da den ene selv løftede drengen ned, og Selmy ikke rigtig havde nogen magt, til at turde sige fra overfor en fremmed elverkvinde. Den anden elverkvinde oversatte Selmys besked til den første, før de tog ham ind til det store, hvide sandstormssikre telt i midten af pladsen. Selmy skridtede målrettet efter med hesten, for han brød sig ikke om, ikke at have barnet i syne, når nu han havde fået ansvaret for ham.
Ingen af de mange overværende slaver eller rigmænd, gjorde noget for at stoppe dem i at nærme sig overhovedets telt. De stirrede blot på dem begge, mest på mørkelveren med rynken på næsen, hvorefter de vendte sig tilbage til deres gøremål.
Selmy sprang ned fra hesten, og var ligeglad med hvor uhøfligt det måtte være, at trække en hest med indenfor, når nu der var flere æsler, heste og kameler bundet til vogne og træer udenfor. Han ville ikke miste deres tredje hest eller deres ejendele. Han placerede den og Asith ved åbningen og kiggede sig omkring. Teltet indenfor var enormt og rummelig, og der var endda indrettet med sovepladser og borde. Rundt omkring var der skatte af den eller den anden art, som der sikkert var blevet handlet med, og i midten af rummet var der en rund forsamlingsplads med siddepuder, en stor guldvandpibe i midten, og ellers en masse røgelsespinde rundt omkring, der stank meget tungt i teltet, og gjorde alting omtåget. Dette var et meget udenlandsk og fremmedt syn for Selmy, som aldrig havde været så langt væk hjemmefra før...
Teltet var helt tomt for folk, bortset fra kvinderne der var gået ind, og havde lagt drengen i hans vante sovehjørne, som havde godt med silketæpper og puder... Da de så mennesket og mørkelveren, trådte de væk og hen i den anden ende ad teltet, som om de ikke ønskede at være i vejen eller udveksle ord med dem.
Krystallandet
