Katah lænede sig op ad et træ, ikke langt fra bredden, Katahs muskulatur var tydelig, hun var en meget muskuløs kvinde, men det var på ingen måde grimt, da kendes kvindelige former var intakte, på trods af at man kunne ane mave, lår og lægmuskler, og desuden var hendes arme ikke nogle tændstikker.
Hun rynkede dog undrende panden mod ham, han var pludselig begyndt at kalde hende 'de' hvilket undrede hende, men hun tænkte ike videre over det, det kunne være ren vane.
"Hvis du smider resten af klunset fårekylling, så skal jeg fortælle dig om jeg kan lide hvad jeg ser!" grinede hun så, og blinkede til ham. Ganske vidst var Schwarts veltrænet i øjnene på en sygbo, men for Katah var han el lille splint, på den anden side var det lettere at slappe af i hans selskab, i Kartork skulle man sove med det eneøje åbent, for ikke at vågne til en grim overraskelse i form af en 220 cm høj gut der var parat til at slæbe en ud i budskadset.
Katah rømmede sig, og stampede lidt i jorden med den ene fod
"Tro mig, for at overleve mere end en time i Norden kræver det en jernvilje du ikke drømmer om!" sagde hun så, denne gang ikke pralende, Katah havde set meget i sit liv, hun havde ædt sine klanmedlemmer af ren og skær sult, og taget piskeslag, endten for vanære, dovenskab, eller andet der ikke passede de andre.
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"