☰
Index « Det Centrale Krystalland « Safirien

Bogstaveligt og Figurativt Rodløs

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 30.06.2019 22:53

Alting har vel sin pris? Asith kunne ikke sige om han kendte daggertens endnu. Blodroden havde han ikke givet den væk for til trods for en uabalanceret værdig imellem de to ting. Var det hvad man kaldte ‘sentimental værdi’? Når man ikke engang kunne tænke sig til en høj pris for en ejendel? Han kunne sælge alt andet, selv af større værdi, så hvorfor ikke den? I virkeligheden burde daggerten vel være symbolet på hans ophav og sprede en bitterhed i ham, hvilket den vidst også gjorde for en tid indtil den blev symbolet på noget andet. En pris for den? Nej. Den havde nærmere et timeglas med usynlige sandkort rindende i det. “Heh...” Asith rystede på hovedet og fæstede daggerten igen i sit hylster hvorefter han lod sin hånd hvile derpå. “Den dag hvor jeg ikke længere har brug for den, kan du vel få den.” Den dag han var færdig med at kæmpe.. På godt eller ondt. Han smilede skævt inden han ligeså gik tilbage til bålet, upårørt af den brændte lugt. Han smed atter sin tunika over sig og tildækkede igen den arrede, lilla hud med det sarte hvide stof der nærmest gik i et med hans lyse hår der lå over det. Selmy’s kommentar om kulden fik ham kort til at pause i sine bevægelser, halvt påklædt og kigge tøvende hen imod hvor de havde begravet deres ting. Han havde ikke bidt mærke i den idiotiske beslutning da den skete, hvilket gjorde ham til Selmy’s mindst ligeså dumme medsammensvorne.

“...Det bliver det sikkert.” Mumlede han med et langt og ugideligt udtryk. Ja NU blev det i hvert fald en kold nat! Hvad havde han tænkt sig? At de skulle ligge i ske? “Selmy...” Han kiggede imod knægten og prøvede sig bedste på ikke at tage medskyld i den ufatteligt dårlige beslutning. “Hvorfor pokker gravede du også teltet ned?” Det var godt gjort, for de havde både brug for det nu, såvel som når de engang stod i sandstorme til halsen. Kulden gik ikke mørkelveren meget på, men klimaet i ørkenen var ikke noget han kendte noget til og jo mere han tænkte over milevis af sand og hede, for ikke at tale om den manglende skygge, jo mere intimiderede tanken ham.  

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.06.2019 23:39

“Det kommer jo aldrig til at ske. Du er en ung elver, så før du ved af det er jeg en gammel mand” Mumlede Selmy, mens hans fulde fokus lå på at redde maden. Måske Asith kunne tage til takke i maden, for han var tilsyneladende altædende, men selv havde han lidt svært ved at spise, hvis det ikke smagte. Måske var han lidt tydelig i sin tone, at han fandt det uretfærdigt, at elvere havde så langt et liv, samtidigt med at de var høje og smukke. Ja, det gjalt også Asith, men han var ikke så sikker på mørkelverracen generelt. Asith var langt smukkere end de tegninger, der var tegnet ind i Krystallandets historiebøger. 

Først da Asith sagde hans navn på den der måde, hvor man på forhånd kunne høre, at der var kritik i vente, slog Selmy blikket hårdt op. Afventende og advarende. Hvis det var maden han var utilfreds med, så blev han sur. Hvis han havde vist at træningen var så hård og trak så lang tid ud, så ville han have blevet ved maden! Men Asith havde åbenbart andre bekymringer. “Teltet?” Spurgte Selmy undrende “Du skal da være velkommen til at grave det op igen”. Siddende ved det skrækkelige eksempel på en mislykket ret, krydsede han armene. “Der er jo hverken træer eller jord der kan bære teltet... Vel! Derfor smed jeg det i graven. Er du klar over hvor tungt det er at bære rundt på alle de pæle? Og hvor dyrt det har kostet mig?” Snappede han fornærmet, som han ikke ville finde sig i noget som helst brok. “Sæt dig ned og spis” Insisterede han, stadig i den hårde tone, hvorefter han skubbede gryden hen ad den hårde jordbund og hen til Asiths plads. Asith var en udmærket mundskænk i aften, tænkte han for sig selv. Han havde faktisk ingen anelse om man kunne slå telt op ude i ørkenen, for han havde kun sekundær erfaring med Rubinien gennem sin bedstefars fortællinger og samtlige biblioteksruller.

“I starten ville du overhoved ikke ind i teltet...?” Meget pludseligt var Selmy allerede ved sit gamle, usikre jeg igen, afslørede hans stemme. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 01.07.2019 17:01
Asiths mund krøllede sig op i en passiv snerren da Selmy lige så hurtigt fik lukket ned for hans brok - Sandt som det var vidste Asith alligevel ikke en pind om at slå lejr med alle de finere remedier, så som jævnt ofte burde han bare ha’ holdt sin store mund lukket. “Tch..!” Han satte sig ned som befalet og lænede sig over mader, der blev skubbet hen i hans retning. Om det var forkullet eller ej, så var det stadig bedre end hvad han havde spist hvis han var på egen hånd i naturen. Uden tøven fiskede han noget ædelse til sig og sendte det durk i elver- gabet uden så meget som en rynken på næsen. Han var virkelig ikke en kræsen type når det kom til den slags. Han skævede til knægten, stadig tyggende da han syntes at miste den smule rygrad han lige havde groet sig igen og spurgte ind til teltet. Heh.. Sikken skam!
 

“Hmm?” Han synkede og gravede ned i gryden igen inden han sendte den tilbage til Selmy så han også kunne æde - guderne vidste at han havde mere brug for det end Asith. Selvom han selv ingen erfaring havde med ørkenen var han vel klar over at han havde en naturlig fordel i forhold til Selmy. De var ikke så robuste, de små mennesker, var de?

“I starten havde du jo heller ikke så mange grunde til ikke at gøre det af med mig i søvne. Jeg er da ikke dum nok til at dele soveplads med en potentiel fjende med et motiv?” Svarede han med et træk på skulderen. “I hvert fald i min optik. Jeg var slet ikke klar over hvor blød du var dengang.” Hans drillende smil kom tilbage over hans læber. Til trods for hans smil, var han ikke stolt over deres rejses start og jo mere han brugte tid sammen med Selmy, jo mere mærkede han en pressende afmagthed i forhold til sine handlinger. Om det var åbenlyst eller ej, så stod han i gæld til ham over hele denne massive mission og de farer han havde bragt ham i... Og med det kom en voldsom bekymring; Han kunne kun håbe at ideen om at besøge Kzar Mora med ham i tog blev noget, som Selmy ikke længere stræbede efter når de angang var færdige. Han ville selvfølgelig for alt i verden undgå det, men det var ikke til at sige hvilke tåbelige beslutninger denne afmagthed ville få ham til at tage! Zaladin tage det, det var jo derfor at det var bedre at rejse alene! Så blev man fri for alle de belastende moralske kvaler.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 01.07.2019 17:40

Underligt nok havde hans snappen virket, og Asith tog faktisk plads, som han havde kommanderet. Måske var det bare sådan man skulle tale til ham fremover. Hvis nogen udefra blot kunne se, at han kunne snakke sådan til et af mørkets væsner på den måde, ville han måske have mere respekt derhjemme. Han følte ikke behov for at hovere, men rodede lidt i ilden, for at holde gang i gløderne of satte sig derefter mageligt til rette mod armene bagud, mens hans blik betragtede ham køre maden ned. Det gav ham ikke mere appetit af den grund... 

“Det samme her. Hvis blot jeg havde vidst hvor blød du var, så havde jeg ikke bekymret mig så meget” Svarede han med en hvis kækhed over sig, der med garanti ville udfordre mørkelveren til at komme med endnu et comeback, men der var vel altid et håb og en chance for, at Selmy kunne stå med det sidste ord en dag. Han smilte og flyttede blikket op i den skyede aftenhimmel. Hans arm var stadig ufatteligt træt ovenpå at skulle løfte og svinge rundt på den tunge sabel, men på en måde føltes det godt at forlade det forsigtige arbejde og tage fat i noget, der fik ham til at føle sig lidt mere mandig.

I aften ville nok blive deres sidste behagelige aften, trods det ville blive koldt, når ilden døde ud. Forude ventede der en hård rejse med sol, masser af brændvarm sand, tørst og giftige skorpioner og kameledderkopper! 

Selmys smil forsvandt ved tanken og hans blik gled ned på Asith igen, før han beslutsomt kiggede bagud og fik fat i sækken med madvarer, som han stak begge hænder i, hvorefter han fiskede en af Asiths medanske vine op og bed proppen af med kindtænderne, uden rigtigt at spørge om der var stemning for vin, hvorefter han hældte en god sjat i sig.

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 04.07.2019 23:55

Asith kom ikke med en spydig vending da hans egne ord blev brugt imod ham og i stedet fejede det af med et lettere irriteret ‘tch’ inden han greb endnu en omgang ædelse og smed sig ned på ryggen for at indtage det i en noget så doven facon. Blød? Det var vel noget om det. Der var jo en grund til at Asith ikke trivedes vel blandt sine egne og guderne vide at han var blevet kaldet blød før. 

Asiths tanker svævede i den samme virkelighed som Selmy’s imed at han overvejede hvad der stod dem for fødderne; Ørken og farer i sandet og flere af Asiths fjerne fætre og kusiner, som hverken kunne lide Asiths gren af familien eller mennesket i hans varetægt. Det var et held at guderne havde indbygget ham som de havde. Ellers havde han ikke kunne gennemtænke en måde hvorpå de skulle komme frem til deres destination.

Asith skævede nysgerrigt til knægten da han begyndte at røre på sig og synet af vinflasken og Selmy’s ivrige åbning af den med tænderne. Se så? Af en from ung mand, som ikke rørte alkohol fik han ved Zaladin drukket lidt af hvert under deres tur. Hvem ved, havde de ikke skulle bestjæle den fede bonde fra landsbyen, kunne Asith måske have haft den sjældne ære af at se Selmy i sit fineste fulde skrud. Gad vide om det blot gjorde ham til en endnu værre lille rigmand end han allerede var eller om det rent faktisk ville løsne noget af alt hans stramme garn? Bekymringerne lod sig feje bort for Asiths morskab og for en stund greb han sig til en imaginær perlekæde om sin hals og gispede på dramatisk facon!

“Selmy Doktorsøn, du drikker vel ikke??” Hans anden håndryg fandt hans tatoverede pande og han lod sit lange væsen dumpe flat ned på ryggen igen. “Så er det rigtigt hvad de siger om dig ude i byen! En drukkenbolt der fraterniserer med fjenden!” Hans næsten teater-venlige opsang stoppede med en mørk klukken inden han rakte en klo ud for at hapse flasken ud af knægtens hånd inden han tog slurk nummer 2. “Har din mor aldrig lært dig at du ikke skal drikke på tom mave?” Han skubbede atter det forbrændte ædelse i Selmy’s retning med sin fod og førte vinen til sine egne læber for at tage en mindst ligeså grådig tår. En enkelt rød dråbe tegnede en linje som den bevægede sig ned ad hans mørke kind. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 05.07.2019 10:49
Som et lille barn der blev fanget i, at have fingrene nede i kagedåsen, så Selmy op på Asith med et småforlegent blik og med et afslørende, skyldigt smil på læben, da Asith kommenterede på det. Han havde forventet at det ville opløfte stemningen lidt med lidt alkohol, hvilket i øvrigt var én af grundene til, at flasken blev hevet frem i en sådan beslutsomhed, men han havde ikke regnet med, at Asith tog imod det med sådan en entusiasme. “Sig mig, prøver du at agere som min samvittighed? Det virker ikke.” Fnøs han, stadig meget opmuntret af Asiths pludselige interesse i ham, og skulle til at vende bunden på flasken i vejret igen, hvis ikke det var fordi den mørke hånd nåede at snuppe den fra ham. Asith erstattede flasken med gryden af den brændte mad. 

“Min mor...” Gentog han og skænkede sin egen madlavning et kritisk blik, inden han fiskede lidt rundt i det, for at finde det mest appetitlige føde, inden han tog det op med fingrene og spiste fra det “Det tror jeg ikke. Hun var vel næppe forberedt på, at jeg skulle sidde her og skåle med dig”. Der skulle ikke meget andet til, end at hans mor blev nævnt, til at det hele snørede sig sammen i maven på ham. Eller også så var det alene på grund af den forkullede smag i munden. Han skar lidt grimasse, men fortsatte med at tage for sig. Det ville klart hjælpe på det, hvis han kunne skylde ned med vin. Som han kiggede hen på Asith, kunne han godt blive bekymret for, at de skulle slås lidt om flasken, hvis han overhoved gjorde sig forhåbninger om at blive bare en smule beruset. Den medanske vin havde trods alt ikke samme kraft og virkning, som Asiths egen hjemmebryg af brændevin.

Han forlod maden og rykkede sig tættere på sin magelige ven, så han kunne kigge afventende ned på ham i et ønske om at få flasken afleveret tilbage. “Må jeg sidde her?”.

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 06.07.2019 00:06

Asiths tanker tog en U-vending da Selmy nævnte sin mor og kort ærgede mørkelveren sig over ikke at have været bare en smule mere gennemtænkt i sit ordvalg - noget han tydeligvis aldrig ville mestre, for det var lidt som om den sjette sans for social sympati var noget han havde meget svært ved at lære sig. Han lagde ansigtet til siden og foregav at tørre sin mund for at gemme sin midlertidige flovhed. Mødre... Eller nærmere mødre man elskede var ikke noget Asith, eller mange mørkelvere - i hans optik - var noget man nemt kunne relatere til. Han huskede ikke mange mødre, som var melankoli værd når de blev syge eller døde. Det var bare Zaladin, som havde bestemt at de var for svagelige til at fortsætte med at tjene ham... Hvilket i retrospekt og med Selmy’s mors situation frisk i Asiths hukommelse, pludseligt var mere tragisk end han før havde indset. Det var vel hvad der skete efter man kommer i kammerateri med outsiders - man fik tingene sat i perspektiv. Jo, Asith havde boet i DIanthos i en rum tid, men aldrig havde han været intenst i selskab med et menneske i så lang tid af gangen og nogengange undrede han sig om hvorvidt han ville komme hjem og genkende sig selv i sit hjem igen... I sit embede og moral. Øv, han foragtede at skulle tænke hårdt og grundigt om sig selv og for at skubbe de forbistrede tanker til side, tog han endnu en stor tår af vinen inden Selmy atter fik den igen. 

“Hnm... Jeg tvivler det nærmere er en mennesker-mors frygt at se deres søn skåle med en som mig.” Kommenterede han og smed sine arme op bag hans hoved som støtte. Hans røde og sorte øjne forblev i zenit inden Selmy’s skygge kom over han med et spørgsmål hvortil han trak på skuldrene.

“Sid ned, Doktorsøn, for jeg ejer hverken jord eller sten.” Svarede han på poetisk vist og tog en dyb indånding. “Jeg har ikke tænkt mig at glemme hvad jeg før sagde...” Mumlede han et par øjeblikke efter Selmy havde sat sig, for nu kunne han ikke slippe tanken. “Om din mor mener jeg.” Han lukkede øjnene, måske for at undgå øjenkontakt imens han udtrykte noget så blødsødent. “Jeg har stadig i sinde at se om jeg kan gøre noget for hvad end lidelse hun har.” Ikke at han kendte kvinden eller bekymrede sig særligt om hende... Han ville ikke overanalysere det og konkluderede for sig selv at det blot var grundet følelsen af at stå i gæld til Selmy over at have taget ham med på denne uoverskuelige mission.      


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 06.07.2019 00:43

Der var det igen. Doktorsøn. Var det sådan han skulle kaldes fra nu af? Selmy brød sig ikke om det, for det forpligtede bare til, at han skulle dygtiggøre sig inden for det felt... Men han havde da fået lidt erfaring i at lappe Asith sammen et par gange... og eller plukke en masse mælkebøtter sammen i vind og vejr, men han ville ikke mene, at det alene burde kunne give ham så vigtig en titel. Han havde måske reddet Asith én gang, men Asith havde sikkert reddet ham ti gange, bare ved at være til stede. 

Nu med tilladelse til at blive siddende, ville han blot have drukket lidt mere af vinen inden den blev tom, og han havde slet ikke regnet med, at Asith ville holde emnet åbent. Kunne han ikke se på ham, at det gjorde ham ked af det? Som de sad herude, vidste han end ikke om hun var død eller levende... Og han kunne ikke komme hjem, fordi han havde besluttet sig for at hjælpe Asith på vej. Med frygten om, at samtalen skulle til at dreje hen på noget, der ikke var rart, fandt han hurtigt ud af, at Asith prøvede at være fortrøstningsfuld... eller, han prøvede ikke... det rørte ham skam faktisk, at han ville gøre et forsøg. Asith havde evner, der var udover det sædvanlige... “Min mor er meget ung. Hun fortjener slet ikke at lide så meget, som hun har gjort” Indledte han med frygt og bekymring i sit blik. Han var overrasket over, at han ikke fik tårer i øjnene som det første, bare ved at tale om det “Hvis du faktisk... kan hjælpe hende. I hvert fald få hende op af sengen, så er jeg i evig gæld til dig... Hvis det kniber med krystallerne, så skal jeg nok sørge for at du bliver betalt det min far ville have betalt en hvilken som helst anden læge!”. Det var med iver at han lovede sig selv at sørge for, at Asith ikke skulle behandles anderledes. Hans familie ville sikkert ikke tage imod hjælp fra en mørkelver, men Selmy stolede langt mere på Asith end nogen som helst i Dianthos. De havde allerede prøvet diverse healere fra Dinthos, Medanien og Azurien, og selv hans egen far, som var velanset for sin kunnen, havde ikke formået at gøre andet, end at lindre på hendes smerter, med medicin der et eller andet sted gjorde hende omtåget i hovedet. Det hjalp absolut ikke!

“Hvis du kunne det... Så ville du blive som en æresgæst i familien” Sagde han, og håbede ikke at han lovede for meget. Hans familie var lidt... De havde det svært med Zaladins skabninger, så at sige! “Og Isari vil uden tvivl benåde dig ved genfødsel”. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 06.07.2019 17:39

Han ville næsten ønske han havde holdt det for sig selv nu da Selmy selvfølgelig reagerede på det, men hvad kunne man forvente ellers ville ske? Asith ville nok altid foretrække at hans øjeblikke med næstekærlighed blev tilbagebetalt med enten komplet stilhed og ignorence eller på en materiel facon. Selvfølgelig tilbød Selmy også penge, men for en gangs skyld vendtes det lidt i ham at høre knægten ty til krystaller... Som om håbet om Asiths hjælp var så tyndt at han var nødt til at gøre det ‘det værd’ for ham. I alle førhenværende situationer havde han nok forventet det, hvis ikke direkte krævet en betaling, men nu? Nu føltes det... Sært. Sært på Selmy måden. 

“Du står ikke i gæld til mig.” Fnøs han, måske en smule barnligt og vendte hovedet væk så han ikke kunne være vidne til sine egne alt for blødsødne ord. Han havde allerede en dårlig smag i munden. “Det er det mindste jeg kan gøre... Efter alt det her.” Mumlede han for at gøre sin skyldfølelse så obskur som muligt. “Desuden er jeg ikke læge.. Blot alkymist.” Tilføjede han. Hvis kvindemenneskets lidelse var for overvældende for ham, ville han helst ikke gøre slemt værre. Guderne vide at det var sket før og stadig var en af Asiths større skyldnere, men han prøvede at ungså at tænke på det. Han var i midlertiden blevet bedre, mere forsigtig og langt mindre kynisk overfor andres svaghed, tro det eller lad være. Selvom han ikke vidste om han kunne redde Selmy’s mor, så kunne han i det mindste gøre et reelt forsøg og trække sig tilbage inden han forsagede en forværring af hendes tilstand. 

Selmys kommentar omkring genfødsel belønnede ham kort med et nærmest fornærmet blik fra mørkelveren, som så stilnede af. Han kunne ikke fordrage det når de der skinhellige krystalisianere prakkede deres præjken af på ham, men han formåede at se igennem de perlepyntede ord og fik øje på Selmy’s mening bag dem. Han drog et kort, udmattet suk. “Det må jeg vente for at se.” Svarede han. Han tvivlede, tydeligvis, men det ville da være en positiv overraskelse at blive dømt under en bestukket gudinde når han engang blev stukket ned for hans forrædderig. En morsom tanke kom til ham og han kunne ikke lade være med at smile. “Hvis blot for at bede Zaladin om at korpulere med sig selv i efterlivet og slippe ud af hans greb, skal jeg nok se frem til en sådan slutning.” Han klukkede mørkt og gav Selmy et vurderende blik. “Jeg har dog ingen forventning og ej heller behov for at din familie skal acceptere mig som en gæst eller ven af huset. Det er fint nok når blot du gør.”  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 06.07.2019 18:17

Det gik op for Selmy, at han var i besiddelse af vinflasken og to flaskehovedet til munden og drak mere forsigtigt af druevinen denne gang. Han fandt samtalen meget ærlig og behagelig, men som man også kunne høre på Selmy, så havde han regnet med, at Asith havde forventet en form for betaling, når først de engang kom hjem til Dianthos, og Lydia havde fået sin blodrodsmedicin. Så da Asith benægtede at han stod i gæld til ham, forsøgte han at gennemskue hans egentlige motiv. Selmy havde aldrig haft noget, der mindede om et tæt venskab til nogen udenfor familien, så han havde svært ved at tro, at nogen ville gøre så meget besvær for ham. Men Asith lod til at mene det, så måske havde der formet sig et gensidigt venskab til Asith. 

De kritiske røde øjne stirrede på ham efter at han havde nævnt Isari igen, og Selmy vidste jo godt hvordan Asith havde det med det, men han kunne ikke lade være. Det lod til opvæksten og opdragelsen. Hvis ikke Isari var indblandet, så mente man det ikke nok! Nervøst knugede han i glasflasken, indtil Asith mildnedes med et suk. Selmy smilte atter forsigtigt, og han så til med forventning, da Asith smilte bredt tilbage, inden han lavede sjov med Zaladin. “..Asith!” Selmy puffede hurtigt til Asith. Han skulle se at holde op med at forbande sig selv på den måde. Jo oftere man gjorde sig selv dårligt bemærket, ved at nævne Zaladin, jo større chance var der for, at Zaladin faktisk beholdte ham! Måske... 

“Selvfølgelig gør jeg det” Svarede han hurtigt. Hurtigere end at han nåede at registrere hvor kærligt Asith havde sagt det på. Hans hjerte syntes at skippe et slag, og hans kinder blev hurtigt varme. Magtesløst måtte Selmy skjule sin generthed ved at tye til flasken igen, og denne gang en god lang tår, så han kunne udtænke en plan, der kunne redde ham fra at sige noget dumt. Asith havde helt sikkert en god tørst, for det så ikke ud til, at Selmy havde nok vin til at tænke i, og flasken nåede at blive tom pænt hurtigt. Han så forbløffet på den tomme flaske i sin hånd og kastede den til side igen. Nå. Han samlede genert benene ind til kroppen og kiggede fortsat rødmende op i himlen i stedet. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 07.07.2019 00:36
Kærligt eller ej, hvad Asith sagde havde været et skud for hoften og han tænkte ikke videre over hvordan det måtte ha lydet for Selmy’s øre. Det var sandt nok dog for Selmy var nok et af de eneste få mennesker i Dianthos hvis mening om ham var noget han bekymrede sig bare en lille smule om. Om det var venskab eller gensidig respekt var han selvfølgelig for stor en idiot til at vurdere i øjeblikket.
“Hnm..” Silhouetten af Selmy der bundede resten af vinen fik Asith til at glo med en vis mørk bekymring. En tår brændevin her og der var en ting, men Selmy havde lige gjort kål på en hel flaske vin hvori Asith kun have taget et par slurke og taget i betragtning af hans rødmossede ansigt kunne man kun fornemme at han allerede havde sin ene fod solidt plantet i beruselse. Skønt... Det kunne kun være en positiv oplevelse at drage ud i ørkenen med en Selmy med tømmermænd på slæb.
“Af en der ikke drikker kan du virkelig hælde det nemt i dig.” kommenterede han med en lang mund og et skeptisk udtryk. Havde han fyldt ham med løgn for indtil videre havde han ikke rigtigt fremvist ‘ansigtet’ som førstegangs-drikkere lavede når de smagte alkohol. Det var trods alt heller ikke en specielt sød vin, som han lige have tyldet i sig. Det gjorde ham nu ikke så meget at Selmy på sin egen grådige vis havde holdt ham fra at drikke mere end et par slurke - hans illusioner var ikke så fantastiske på efterdagene af hans branderter... Eller opiumrus, som han i sidste ende foretrak. Forhåbentligt kunne han score et par valmuefrø når de engang kom til Ørkenelvernes territorie.
Asith rystede på hovedet og tog en håndfuld ædelse igen inden det hele blev for koldt - Man skulle ikke spilde næring på den måde, branket eller ej. “Nå.. Hvis du er færdig med at fulde dig...” Han smed lidt ekstra brænde på bålet så det sang og knitrede imens det sendte gyldne gnister op i mørket.
“Vi bør ikke udskyde turen mere end nødvendigt. Jeg hører at ørkenen er mest behagelig at rejse igennem om morgenen.” Tilføjede han, selvom det var en ret genbrugt anden-hånds viden, men det gav vel mening at det var køligst inden solen stod i zenit?
Asith lagde sig og formåede at gøre sig bekvæm med blikket ind i ilden til trods for at det var den hårde jord han lå på - ikke noget han ikke var vant til.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 07.07.2019 10:58

Størstedelen af Selmys rødmen skyldtes hans generthed over Asiths ærklæringer, men den blev passende forstærket af alkoholen, der blandede sig med hans blod. Han mærkede hvordan han blev varmere i hele kroppen og hvordan det sløvede hans syn en smule. Ikke på den bekymrende måde, for han vidste hvad det var, der havde forgiftet ham, men nok mere på den sjove, kildende måde, når man var beruset. Det chokerede ham dog, at det havde så hurtig en virkning, men han havde ikke taget på forskud, at han stadig var ret så jomfruelig, når det kom til vinsmagning. 

Asith gloede skeptisk på ham, og Selmy så forbi det først, fordi der blev skænket de mørke skyer længselsfulde blikke helt indtil Asith vækkede ham fra dagdrømmeriet. “Ehh... Jaeh. Det smager alt for godt” Selmy lo forsigtigt og kiggede ned på ham, og måtte fokusere lidt længere tid på Asith, før han kunne aflæse hans humør. Han mistede sit smil. Hvis Asith bekymrede sig om hans drikkeri, var der nok en grund til det. Selmy ville for alt i verden ikke gå hen og blive afhængig eller på anden måde ændre adfærd på grund af druk. Og så blev han opmærksom på det forholdsvist tunge sølvsmykke, der var gemt inde bag hans ørkenklæder og vejede tungt mod hans bryst. Et symbol, der evigt skulle minde ham om at bestræbe renhed og hellighed. Det var noget møg... Og han kunne ikke engang bande, for at udtrykke sig om hvordan han havde det... 

“Nej. Du har helt ret. Lad os sove nu” Svarede han forsinket nok til, at Asith allerede nåede at lægge sig til rette, før Selmy overhoved kunne nå dertil. Omtåget kørte han sine hænder en tur over ansigtet og håret, og strakte armene, før han besluttede sig for at dreje sig rundt og række ud efter sit tæppe. Det ville sige... han gjorde da et helhjertet forsøg, men kunne tilsyneladende kunne han ikke finde ud at afstandsbedømme tæppet i forhold til længden af hans arm og endte med at smide sig på maven ned i støvet, og armen opgivende strakt ud i retning efter tæppekanten. I hans ynk og klynk, kunne han lige så godt blive liggende sådan her... Jorden virkede ikke så hård, når man havde drukket. 

Med perfekt udtale, dog sagt med et ungt menneskes mildhed, slap han et grimt mørkelvisk bandeord ud. Asith havde bandet så meget omkring ham, at Selmy havde formået at lagre det i hans hukommelse, og det allerbedste ved det var, at han slet ikke vidste, hvad det betød. Så forhåbentligt var han undtaget for straf. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 12.07.2019 14:25

Selmy’s forsøg på at få sig selv lagt viste sig at være lettere sagt end gjort, for der gik ikke lang tid før han lå med fjæset nedad og armen strukket, som om han havde kravlet milevis på hænder og fødder for at nå sin destination. Man kunne vel have sagt sig selv, at Selmy ikke kunne holde på hvad han hældte i gabet...

Det var svært at vurdere hvorvidt Asith følte sig underholdt af Selmy’s mislykkedes forsøg på at nå sine sager med arme der syntes for korte i hans beruselse eller om han blot fandt ham en smule patetisk. Han kunne tylle det, kunne han, men ikke begå sig bagefter huh? Asith rystede opgivende på hovedet og satte sig op igen da knægten virkede til at have opgivet sit forsøg på at rive tæppet til sig. Knægten havde ikke skudt helt ved siden af dengang han havde kalt Asith for sin babysitter, havde han?

Mørkelveren lænede sig for at tage fat i tæppets kant, men stoppede midlertidigt i sin bevægelse da Selmy udstødte en lille forbandet sætning. Han kunne ikke lade være med at smile bredt i en skadefro manér og hev så endelig tæppet hen over den fordrukne, gudsbespottende knægt og klukkede mørkt.

“Nå da da? Det var ikke pænt sagt om din gudinde?" Kommenterede han og håbede på at give ham en mild forskrækkelse - knægten vidste trods alt ikke hvad han havde sagt, eller det var hvad Asith antog. "...Og så på et sprog af Zaladin...” Han udstødte et par skammende ‘tsk tsk’ inden han fortsatte i en alt for underholdt facon: ”Er det ikke noget med at Isari kan høre alt du siger?” Spurgte han retorisk og efterlod tæppet rodet over Selmy’s hele person inden han tøffede selvfedt tilbage på plads på den anden side af bålet hvor han atter lagde sig - denne gang med blikket opad og sine arme støttende under det lange hvide hår.

Asith var personligt af den orientering at guderne var skide-ligeglade med hvad der blev sagt under dem og det kom fra at have forbandet Zaladin i årevis, men hvem ved? Måske var Isari lidt mere opmærksom på sine små hengivne trælle og tog sig tiden til at lytte til hver enkelt ord de sagde. For Selmy’s skyld, håbede han at hun var mindst ligeså doven og uvedkommende som mørkelvernes overvåger og ikke gjorde en tordenkile klar med hans navn på det.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 12.07.2019 17:01

Selmy var parat på at falde i søvn sådan her, og lagde slet ikke mærke til, at Asith havde flyttet på sig, for at række ud efter tæppet. Men elvere kunne vel nå hvad som helst med de armlængder. Da han mærkede tæppet over sig, smilte han af lettelse, trods at det blev efterladt lidt rodet over ham. Han fik på en eller anden måde pludselig energi nok til at vende sig mod Asith og flytte det stykke tæppe, der lå i ansigtet på ham. “Mh..! Hva..?” Udbrød han og lænede sig op at ligge på sine albuer og så på ham, i et splitsekunds forskrækkelse. Èn ting var, at man bandede bevidst på elvisk, men en anden var, at man fordømte sin egen gudinde...! Men Asiths drillende attitude afslørede det lige så hurtigt, som han havde fået ham op at sidde. “Nah. Det er alt for kort til at betyde noget så grimt” Sagde han med et fnys, stadig mens han mistænkeligt undersøgte Asith. Men så smilte han igen, denne gang noget mere flirtende, og ikke gjort ubevidst. Der var noget han ville have af ham... Og det blev gjort med det selv samme blik, som han gav sine forældre, når han gerne ville have lov til at tage til aftenbal eller når han skulle bruge ekstra penge til sin næste rejse. “Hvad betyder det egentlig? Du siger det hele tiden... Jeg kunne godt tænke mig at udvide mit sprogregister med noget elvisk... Altså noget andet end bandeord, Asith...” Roligt glattede han tæppet pænere om sig og rettede på håret, som havde forvildet sig til en rodet frisure. Det havde fået lidt ekstra længde på den korte tid de havde været sammen, men langt hår klædte ham alligevel bedre end når det blev klippet kort mellem hans udrejser. 

“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...” Opgivende lagde han sig ned igen. Vinen gjorde ham tilsyneladende mere træt, end den gjorde livet sjovere for ham... Men i det mindste kunne han stadig tænke klart... “Men du synes vel at det er åndsvagt, at jeg går op i hvad Isari vil mig...”. Det var utroligt hvad det havde gjort ved ham, at bruge så meget tid sammen med en vantro. Selmy var helt holdt op med at bede de tre gange om dagen, hvor han normalt havde til vane at gøre det... Men de havde også hele tiden haft travlt, og så var det vel også lidt skamfuldt for ham, at skulle gøre det foran Asith, når han vidste at han blev betragtet med kritik... Selmy havde brud for at tale med en præst, så han snarest kunne blive vejledt i den rigtige retning igen...  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 13.07.2019 00:57

Desværre lugtede Selmy lugten og troede ikke på, at ordet havde været formanende overfor Isari. Det vil sige, at tale sproget i sig selv var sikkert nok til at skulle straffes med en hel dags kirkelige tjenester i Selmy’s vante omgivelser... Asith trak på skuldrene og lo kort og med sit kropsprog erkendte han sit korte nederlag. Selmy havde desværre ikke været helt fuld nok til at tro på hvad som helst? Han havde vel fortjent at kende ordets betydning. 

“Det lyder mere morbidt end det rent faktisk er.” Nævnte han kort inden han oversatte det direkte. “’Dødsriget tage mig.” Han trak igen på skulderen for at illustrere hvor normalt udtrykket egentligt var. “Ikke at der er nogen af os der ønsker den slags, men det er normalt at sige når man er i en belastet situation.” Han sagde det så igen på mørkelvisk, men denne gang var der en lille bitte forskel til sidst i udtrykket. “... Siger man hvis det er en anden man forbander. Hvis du gerne vil lære andre vendinger, må det blive i morgen. Jeg er for træt til at forklare forpulet Kzar Mora grammatik på krystaliansk lige nu.” Det var svært nok at tale sproget rent indimellem, så det krævede lidt ekstra energi at skulle hoppe frem og tilbage imellem dem på den måde.

Selmy kom da alligevel inden om problematikken med Isari, men der kom ikke rigtigt et nedladende blik eller en kommentar for den sags skyld fra Asith. I stedet så han nærmere uimponeret eller lettere ligeglad ud. Hvor var han dog glad for at han var ovre hele den ærefrygt - jo den spøgte engang imellem hvor Asith sværgede han kunne mærke Zaladins klamme ånde ned ad nakken, men han var blevet bedre til at ryste efterladenskaberne af sin indoktrinering af sig og skubbe den slags tanker til side for hans logiske mantra: Hvis Zaladin havde tænkt sig at straffe ham, havde han gjort det den dag.

“Hvad du skal gøre?” Asith lavede en uforstående grimasse og rystede på hovedet. “Jeg ved ikke hvad Isari’s præster kræver af jer, men det er vel ligemeget hvad jeg synes om det? Er det ikke meningen man skal være standhaftig ligegyldigt hvad andre tænker? Specielt hvad en af mørket tænker? Medmindre...” Asith havde ikke overvejet hvad hans attitude kunne have gjort imod Selmy’s tro i løbet af deres tur, for i hans optik var der ikke noget mere urokkeligt og forbandet stædigt end en priviligeret træl af en gud. Aldrig havde han troet at hans ord kunne være i stand til at sprede en usikkerhed hos knægten, men nu sev det ind og det bragte et halvt måbende udtyk over Asiths ansigt. “Selmy... Er du tvivlende?”

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 13.07.2019 09:56
Selmy havde forestillet sig noget med, at ordet som Asith havde sagt op til flere gange, havde betydet noget i retning af Pis også. Men at man ligefrem rendte rundt på daglig basis og forbandede sig selv på den måde...? Han vidste godt, at der sikkert ikke blev lagt nogen mening bag, men på en måde var det ret forventelig et ordvalg for Asith at bruge. Generelt virkede det som om, at han stillede andres... eller i hvert fald Selmys liv over sit eget. Selmy skulle endelig ikke belaste sin forstuvede fod for meget, så Asith havde båret rundt på det fleste ting, og grene skulle han da heller ikke få klasket i hovedet, så de slag havde han også taget... Og da Selmy forlangte heste, så fik de heste... Pff... Mørkelvere... 

Selmy så lidt tankefuld ud, som det havde sat tanker i gang i hans hoved, at det lige netop var det det havde betydet, men det vendte straks igen, eftersom at det jo lød som om, at Asith var villig til at lære ham lidt gloser på deres tur. Selmy var dygtig til at lære og arkivere ting i sin hukommelse, så at kunne få lov til at lære en smule elvisk fra en rigtig elver, ville uden tvivl berige ham meget. Sproget var svært og udtalen var tilsyneladende meget vigtig for betydningen...! Og måske var det ikke så smart at starte ud med mørkelvisk dialekt, hvis han faktisk skulle kommunikere med det i fremtiden, men det var da en start. “Det vil jeg se frem til” Svarede han, og så ganske rigtigt forventningsfuld ud, inden han igen havde lagt sig til rette, og la hovedet på sine arme, som blev en erstatning for den manglende hovedpude.

Efter at have delt sine meget private bekymringer med Asith, kunne han nemt komme til at fortryde igen. De ville jo aldrig kunne blive enige om sandheden, hvis Asith blev ved med at benægte den. Eller nok nærmere, bare at fravælge den. Han ville gerne have været den, der kunne omvende ham, men der skulle nok højere kræfter til at kunne gøre Asith religiøs. Selmy skævede fortvivlet på Asith, som han pludselig konkluderede sig frem til, at det lød som om at Selmy tvivlede. Tvivlede? “Virker det sådan? Det kommer aldrig til at ske... Jeg tvivler nok mere på mine egne forventninger til mig selv... Mange Isari tilhængere beder hver dag, for at kunne genfødes som en engel og tjene Isari i efterlivet... Det er hele formålet med underkastelse. Men hvis vi fremstår som utilregnelige, så bliver vi aldrig udvalgt...”. Han kiggede lidt på Asith, som overraskende nok havde virket noget målløs over, hvis Selmy pludselig skulle have gået hen og blive ateistisk. Det var jo forkasteligt. Nok havde han kopieret sin nye ven meget, men det ville aldrig gå ud over hans overbevisning, for Selmys oplevelser havde været beviser nok for deres eksistens. "Og i værste tilfælde bliver vi genfødt som dyr eller... mørkets væsner. Vi mennesker vil hellere blive til myrere, end at bidrage til Zaladins mørke. Men det har du sikkert allerede erfaret på førstehånd."


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 15.07.2019 00:19

Det var altid en nyttig reference at drage, når Asith i sine få svagelige øjeblikke overvejede at finde trøst hos Isari; ‘Mørkets væsner’ var so godt som dyr i hende og hendes tilhængeres øjne. Han kunne ikke lade være med at rulle med sine egne og ryste på hovedet. Nej, det virkede ikke til at Selmy var tvivlende. Ikke nok til at se ironien, som udspillede sig. 

“Hellere en myre end en mørkelver, huh?” Han hævede et øjenbryn og forholdte sit blik undersøgende på den berusede knægt. Trods hans reaktion, som var langt fra entusiastisk, så var han heller ikke helt uenig med ham - han kunne sagtens forstå at det ikke var et liv der fristede dem. “Men du vil gerne tale Zaladins sprog og hænge hans våben over dit ildsted.” Et sarkastisk lille smil kom tilbage på hans læber inden han lukkede øjnene og møvede sig lidt på stedet for at gøre sig bare en smule mere komfortabel på den kolde jord under dem.

“Du ved... Det er fint nok at gøre sig klar til sin genfødsel og alting...” Startede han tankefuldt imens hans øjne forblev lukkede. “Men det ville være en skam at bruge et helt liv på bare at gøre sig klar til et nyt.” Han kunne vel sætte sig ind i løftet om et bedre liv, hvis man gjorde sig fortjent til det - ved Zaladin, Asith var på sin egen facon fast besluttet for at gøre mere af sig selv end han var, men hans grunde var desværre komplet selviske. Han ville bare gerne trives og have en let tilstedeværelse. Måske var det en ok ting at håbe på? En genfødsel i en krop, som var tættere forbundet til Isari? Det ville være et mirakel en dag at vågne og se sin menneske-skal i spejlet uden at være iført en illusion... At føle at man endelig havde det ansigt, som man ønskede sig?

Asith skar en sælsom grimasse og vendte ansigtet væk. Det var et fæ’s ønsketænkning og fuldkommen langt ude.. og selvom det kunne ske for Selmy, så tvivlede Asith på at der var næstekærlighed nok at finde i knægtens gudinde til at tage sådan en som ham selv til sig... Og den sidste plads på rangstien i hendes genfødsels hjul virkede langt fra som en pris af nogen som helst slags: “At tjene et helt dødeligt liv for at tjene i endnu et, som er udødeligt...” Tanken om at være evigt bundet på den måde lød ikke just som en belønning overhovedet. “Uendelig underkastelse.... Der må da være mere end et par vinger og forgyldte lænker på spil?” Han vendte igen hovedet imod Selmy. Han vidste at der var blevet lovet alskens syndige godter for at tjene Zaladin fromt, men at tjene Isari? Indtil videre lød det bare som en masochists våde drøm.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 15.07.2019 01:54
“Ja... Det er sådan jeg har haft det” Erkendte Selmy meget stille. Det burde virkelig ikke komme som nogen overraskelse for Asith, men han håbede ikke at sandheden alligevel gjorde ondt på ham “At skulle leve et liv som dit... Afvist af både dine egne og af mennesker. Det lyder svært og meget ensomt...” Selmy gjorde sit bedste for ikke at lulles i søvn af sin egen fordrukkenhed og varmen fra ildstedet, men samtaleemnet var for alvorligt til lukke øjnene til “Du kan ikke engang tale om din egen familie. Jeg ved ingenting om dig, selvom jeg har fortalt dig alt om mig... Det er ikke rimeligt...”. Der var en smule bebrejdelse i hans stemme, så vel som han talte med medlidenhed for det stakkels væsen, som sad ikke så langt fra ham. Velvidende om, at han nok kunne være så farlig med sine flotte våben og sine eliksirer, men også kunne være så fredfyldt og ét med sin elviske natur. Ikke at han var bange for ham mere... Selmy reagerede ikke engang på at Asith prøvede at ramme ham, med sit sarkasmiske smil og sin drilagtig kommentar. Selmy så det ikke som en konvertering til Zaladin, blot fordi han tog interesse i at lære noget nyt om kulturen. Han foragtede stadig mørkelvere og alt forbundet med ondskab, men Asith og hans ejendele var noget andet... For hvordan skulle han ellers kunne mindes ham, hvis han forsvandt ud af hans liv? Han kiggede bare urørligt på ham, til Asith kunne se, at Selmy var immun for hans mobning. 

“Med din opvækst forventer jeg ikke at du forstår min levevej... Men det er nu engang menneskets grundsten. Vi har bygget vores land på den. Vores traditioner og vores samfund... Man behøver ikke at bede tre gange om dagen, som vi gør hjemme hos os, men vi tror det styrker vores chancer, og det styrker vores beskytter i kampen mod mørket.” Selmy trak sin hånd frem fra tæppet og fiskede ned i sin kåbe, for at hive hans sølvhalssmykke over sit hoved, og rakte den frem, så Asith kunne se den med egne øjne og hænder , hvis han ønskede. Den var tung, fordi dens kerne var af metal “Denne her blev givet til mig ved fødslen... Man siger at det hellige sol og stjernesymbol beskytter os mod Zaladin... Om det passer, ved jeg selvfølgelig ikke. Men det at jeg er religiøs, gør mig vellidt, når jeg møder fremmede på min vej. Det skaber tryghed at have Isari med sig...”. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 18.07.2019 00:33

‘Afvist’ af sine egne? Jo, det var vel rigtigt at Asith aldrig havde været en favorit derhjemme, men det var skam ham selv, som besluttede sig for at tage flugten og det havde ikke været en nem sag. ‘Svært’ havde Selmy ret i og måske også da han nævnte ensomhed, men Asith var af den overbevisning at man ikke savnede hvad man aldrig havde haft og i hans tilfælde havde han klaret sig så godt som han havde, netop fordi han havde været alene om det. Det vil sige, lige indtil han pludselig fik brug for hjælp til at finde en vis eksotisk rod. 

Asith rullede kort øjnene da Selmy gik over hans manglende viden omkring mørkelveren. Var det måske Asiths skyld at Selmy elskede at høre sig selv snakke stolt om sin familie og sine færdigheder? Ikke at han ikke undede ham det, men det var ikke rimeligt at forvente at Asith ville overdele på samme måde - specielt når han havde så lidt at være stolt af. På den anden side, så kunne det vel ikke skade at lade ham høre lidt, hvis han var så forbandet nysgerrig? Det var ikke fordi hans fortid var fyldt med mysterie - den var bare ikke en historie værd.

“Jeg forstår det bedre end du tror. Mange af traditionerne er ens på begge sider, tro det eller lad være.” Svarede Asith og tog imod amuletten, som knægten tillod sig selv at vise ham. Var det ikke lidt blasfemisk i sig selv at lade en mørkelver pille ved et religiøst symbol på denne måde? Asith drejede den nysgerrigt imellem sine fingre imens han fortsat lyttede til hvad Selmy sagde. Den beskyttede ham imod Zaladin og hans vedkommende? En fed hjælp det havde gjort ham... Et ækelt afkom af selv samme gud holdt det i sine fingre!

Der var dog en stor forskel selvom mange af de daglige ceremonier var ens... Zaladin havde aldrig lovet nogen eller noget tryghed. Kun magt og hæder og grådige goder. Ingen tryghed eller trøst. Ingen varme eller næstekærlighed. Asiths blik blev lidt mildere imod symbolet inden han gav det tilbage. “Hnm... Vellidt når du møder fremmede.. Huh?” Han drog et kort suk og foldede sine nu frie hænder over sit bryst. “Trygheden kan jeg måske forstå, men at du har behandlet mig som du har kan umuligt være en forlængelse af Isari’s vilje.” Han lukkede øjnene tankefuldt og trummede sin ene hånds fingre over de andre. “Jeg tror du er en god person, også uden hende.” Konkluderede han. Naiv... med god. Måske lidt fór god, men i denne situation mente han det kun som en kompliment. “Jeg kan ikke respektere en mand, som handler blindt ud fra en hellig skrift...” Han pausede kort. “Men jeg kan respektere han som er i stand til at tilføje egen morale til sin tro.” Han vendte hovedet igen og gav Selmy et ærligt blik igennem flammerne.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 18.07.2019 15:48

Hmm. Hvad vidste Selmy om ceremonier fra Zaladin? Det var ikke ligefrem fordi at han havde prøvet at deltage i mørkelverbryllup, men han havde vel altid forestillet sig død og ødelæggelse… Noget der på den ene eller anden måde krævede ofre af lyset, kranier og... blod? Selmy ville vel gerne lære mere om mørket, men set fra sine egne øjne, og ikke igennem en historiebog skrevet af de indebrændte pårørende af de faldne krigere af lyset. Men selvfølgelig var der også en vis form for modvilje inde i ham, der gjorde det tåleligt at leve uden. En frygt, skabt af gamle fortællinger og en ømtålelig historie mellem lyset og mørket. Hans nysgerrighed omkring Asith, Zaladin eller andre af mørkets væsner, havde intet med hans tro og godhed at gøre. 

Hans blik søgte ned på amuletten i Asiths hånd, og det varmede, at den blev undersøgt med med omhu og respekt. Hans tanker faldt slet ikke hen på ideen om at Asith, en fæl mørkelver, skulle kunne forpurre dens beskyttende kraft eller dens hellighed. Han lagde sig mageligt ned med hovedet hvilene på sine arme igen, og havde en åben hånd klar til at tage imod amuletten igen, når den ikke længere viste interesse. Han lyttede opmærksomt på Asiths ord og nikkede forsigtigt, som Asith bed mærke i hans ordvalg, over at den havde hjulpet ham til at andre kunne lide ham bedre. “Ja...” Bekræftede han med øjne der blinkede tungt af træthed, og hånden lukkede sig en smule løst om amuletten, som den blev givet tilbage til ham. Det lød på ham som om, at han følte, at han var blevet behandlet godt? Jo... måske. Selmy havde ellers småskammet sig lidt over sin opførsel overfor elvermanden. Hans snobbede og nedladende bydrengesider havde fået lov til at stikke til ham alt for meget på deres rejse, men han kunne godt mærke, at han selvfølgelig havde haft travlt med at holde øje med, at han havde det godt i hans selskab. Og han havde forsøgt at åbne sig op om sig selv, i et mislykket forsøg på at få noget igen... 

“Tak... fordi du udviser mig den respekt...” Selmy fik øje på Asiths blik og fastholdt øjenkontakten. Han forsøgte vel at gennemskue om han mente hvad han sagde, men intet tydede på, at Asith løj over for ham. Der var klart sket noget, siden Asith første gang udtrykte sin foragt til Selmys religiøse side... Som det gik op for ham, at Asith havde været ærlig, veg han ikke blikket bort, men kiggede roligt på ham, indtil søvnen nok ville indhente ham ganske snart... 

0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: jack, Blæksprutten
Lige nu: 2 | I dag: 12