Sigrun smilte blidt til Yasmin. Hun havde ikke noget imod at hjælpe sin søster, selvom det også tog hårdt på hende, men de havde behov for hinanden, for at overleve det her. HUn hørte dog ikke Yasmin's mumlem om at hun ikke kunne hjælpe med at pakke. Sigrun følte sig bare glad for at kunne gøre noget igen for nogen. Det var nok det værste ved at være så svag, og være vant til altid at tage sig af andre.

Sigrun tog taskerne og rystede på hovedet da Yasmin tilbød at hjælpe. "Jeg kan godt klare det til Medanien," sagde hun, selvom hun havde sine tvivl, men lige nu var det vigtigst at Yasmin kom frem og blev healet. Desuden vidste Sigrun ikke hvor langt der var Medanien, så det kunne også blive et problem. "Bare vis os den rigtige vej, og så skal det nok gå."
Hun så nok mere målrettet ud, end Yasmin havde set Sigrun før, men det var fordi at de nu havde et mål, og Sigrun skulle ikke være den der forhindrede sin søster i at blive healet, og så begyndte hun at gå i den retning som Yasmin havde udpeget.

Yasmin stoppede op i sin bevægelse da Sigrun tog taskerne med en hovedrysten. Hun kiggede mod sin halvsøster og kvalte trangen til, at bevise over for Sigrun, at hun altså godt kunne klare at tage en taske, på trods af smerterne. Men problemet var, at logisk set vidste hun jo godt at det var umuligt. Hun var for svimmel og svag og det var blot hendes stædighed der talte. Hun burde stoppe med at lytte til den stædighed.
Hun gjorde som hun fik besked på i stedet for, og begyndte at vise vej mod Medanien, stadig virkelig svimmel og svagelig i leddene, som de gik af sted. Men hun ignorerede det lige så pænt, mens hun gik af sted, stædig som et æsel, til de nåede byens grænser og hun virkelig følte at hun ikke kunne mere. Da hun vendte sig mod Sigrun for at fortælle at nu var de her altså, blev svimmelheden dog for meget, så hun mistede omgående balancen, mens hun vendte det hvide ud af øjnene, før hun faldt om.
Der gik dog ikke længe før det gik op for hende hvorfor verden havde vendt sig, så blot sekunder efter satte hun sig op, dybt forvirret. "Hvad skete der lige?" hun kiggede forvirret op på Sigrun mens hun tog sig lidt til hovedet, der var blevet helt ømt oven på al den gåen rundt.

Sigrun var heller ikke i bedste stand, så hun hev lidt efter vejret, der som hun gik, dog var hun mindst ligeså stædig som Yasmin. Hun kunne godt indrømme at hun var svag, men hvis det skulle være, at hun skulle tage sig sammen, så ville end ikke ti vilde heste kunne stoppe hende fra at gå fremad, og forsætte, selvom hendes krop protesterede. 
Bygningerne begyndte heldigvis at komme til syne, og hun kunne ånde lettet op. Ja, endelig. Nu skulle de bare finde en healer, så Yasmin kunne blive rask igen. Forhåbentlig var der en urtekyndig i byen, som kunne hjælpe dem. Dog nåede de dårligt indenfor grænserne, før Yasmin faldt op. Sigrun slap taskerne, og skyndte sig over til sin halvsøster. "Yasmin!"
Hun satte  sig ned på knæ, og var heldigvis lykkelig over at Yasmin åbnede sine øjne igen. "Du må altså sige hvis det bliver for meget," sagde hun bekymret og kiggede ned på Yasmin. Det nyttede dårligt noget bare at lade Yasmin ligge i udkanten af byen, mens hun selv fandt en healer. De kendte ikke byen og derfor kendte de ikke hvor fjendtlige folk var her.

Der gik ikke længe før Sigrun sad der, lige ved siden af hende. Yasmin blev kun mere forvirret, indtil det gik op for hende, at det havde været hendes krop der havde sagt stop. Men hun vidste godt hvad skete hver gang hendes krop gjorde sådan noget. Hun gik videre. Hendes stædighed kendte ingen grænser. Hendes forvirrede blik blev igen intenst, da hun kiggede mod Sigrun. "Jeg kan godt," sagde hun stædigt, mens hun langsomt kom på benene igen. "Jeg. Kan. Godt," gentagelsen var noget mere sammenbidt. Hun var på benene nu, og selvom hun var vildt svimmel, så forblev hun stående, og ventede på at Sigrun rejste sig.
Og da det så var gjort kom de videre igen. Denne gang var tempoet drastisk nedsat, men i det mindste fik de fundet vej frem til byens kro, et sted hvor Yasmin havde været én gang før: Dengang hun havde haft behov for at rejse med hestevogn til Norden. Måske kunne det arrangeres igen? Hvis altså ikke healeren var for dyr.

Da de kom inden for, var det varmt, men på en behagelig måde, for både Yasmin og Sigrun. Der var ikke ørken-varmt og der var heller ikke alt for køligt. Og krofatteren kiggede træt, men stadig smilende ned til dem og spurgte hvad de havde brug for. Egentlig var der intet behov for andet end et værelse for dagen, og måske noget mad, så det var dét, Yasmin bad om, hvorefter hun fandt den mængde af krystaller frem, som der skulle betales. Plus lidt ekstra. "Hvis du kan få fat i en healer, ville vi værdsætte det," ordene blev sagt i en lidt bitter tone. Yasmin var ikke spor glad for, at skulle til at have hjælp fra en healer, men da de kom til værelset, og hun begyndte at pille forbindingen af, gik det hurtigt op for hende, at det var meget nødvendigt. Der var ikke gået koldbrand i såret, men det så bare heller ikke særlig godt ud.

Sigrun var ikke meget for at lade Yasmin gå det sidste stykke, men der var ikke så meget de kunne gøre ved det. De blev nødt til at komme videre frem. De måtte finde en healer og et sted de kunne slappe af. Heldigvis tog Yasmin det mere med ro nu end hun havde gjort det før, så Sigrun kunne koncentrere sig om selv at overleve at slæbe alle disse tasker, mens hun stadig var afkræftet.
Endelige... endelig kom de til kroen og fik et værelse, og Sigrun gav glædeligt slip på taskerne og satte sig på en af sengene. Hun var træt, og hun så frem til at sove i en rigtig seng, selvom det ikke var det samme som oppe nord på. Hun glædede sig virkelig til at komme hjem og hendes far savnede hende uden tvivl.

Dog blev hendes tanker hurtig distraheret da Yasmin tog sin forbinding af. Sigrun kunne se hvor slemt det var. "Hvorfor sagde du ikke noget!" udbrød hun da hun så det og hev forsigtig fat i Yasmin's arm. Det så virkelig, virkelig ikke godt ud. Et par dage til og der var helt sikkert gået koldbrand i det. Forhåbentlig vilel healeren komme hurtigt. "Det her burde være blevet ordnet for dagevis siden. Det burde slet ikke blive så slemt!" Sigrun var vred på sig selv og Yasmin over det lige nu.

Yasmin nåede knap nok at tage sin forbinding af, da Sigruns udbrud lød højt i værelset. Hun for lidt sammen, og nåede derfor ikke at trække sin arm væk fra Sigrun da hun tog fat om den og hev den hen til sig. Ganske vidst var halvsøsterens greb blidt, men det ændrede ikke på den dunkende smerte, der tog til, som Sigrun holdt om armen. Yasmin gjorde derfor ingen modstand og kiggede i stedet Sigrun direkte i øjnene. "Fordi jeg ikke ville volde flere problemer, og du havde det ikke godt selv," svarede hun ærligt, stædigt, men ærligt. Hun kiggede derefter ned på armen. Det så virkelig dårligt ud, men sådan var det vel. Nu hvor hun sad ned var feberen ikke helt så ulidelig. Hun var vant til at være syg og altid tage det hele i stiv arm, og så bare komme videre i teksten - selvom hun ikke kunne læse et hak i nogle former for tekster.

"Det eneste der kunne gøres, har jeg gjort mens vi var ude at rejse, Sigrun," forklarede hun sig, stadig roligt. "Der var ikke nogle andre kroer på vejen, så hvad kunne vi i det hele taget gøre ved det? Andet end at vente til en healer tilfældigvis skulle komme forbi os," hun vidste godt nok ikke, om det kunne ske, eller om Sigrun rent faktisk havde forstand på skader af den her kaliber. Men sket var sket. Og nu sad de her, på en kro i stedet for at få røvene på gled og komme tilbage til Norden, fordi hun havde været en idiot og havde valgt at ville dræbe sin fader i ren og skær spontanitet. Set i bagklogskaben, var Yasmin ikke spor stolt af, bare at have vadet ind i hans hus, myrdet alle hans vagter og derefter taget hans liv, og hun var endnu mindre stolt over, at hun havde formået, at komme til skade selv i processen. "Jeg.. Beklager, men sket er sket."