Carolina bider sig lidt i læben, da han åbenbart har bemærket at hun er faldet en smule trist hen i sine egne tanker - det var jo ikke fordi, hun skjulte det specielt meget, men det kunne have været rart, hvis han ikke havde set det. Hun skubber tallerkenen med stuvning lidt længere ind på bardisken, så hun kan læne sine albuer mod bardisken. Hun sukker lavt og lader sine grønne øjne lande på Levon. Hendes blik er træt, men på trods af det er øjnene også meget dybe og næsten som smukke søer.

Hendes blik trækker væk igen, og hun ryster lidt på hovedet. Hun har ikke lyst til at fortælle Levon mere, for hun er overbevist om, at det blot vil komme til at gøre ondt på hende i sidste ende, og hun overmandes pludselig af en stor, næsten sort trang til at skubbe ham ned fra stolen, råbe og skrige af ham, at han skal lade være med at regne hende ud hele tiden, og hvorfor han skal være så bekymret for hende hele tiden, hvornår han stopper med at joke og i stedet ler hende op i ansigtet?!? Hun knytter hænderne hårdt sammen for at stoppe sig selv, og indtil videre lykkedes det også, men hun er nødt til at komme væk fra ham. Han fortjener slet ikke at blive behandlet sådan, og hun fortjener ikke, at han behandler hende så godt.

HAn kan se følelserne blive gennemgået i hendes hoved uden at ane hvad, han skal gøre. Han kan tydeligt mærke, han har gjort noget forkert - grueligt forkert - men han aner ikke hvad. HEndes grønne øjne tager næsten pusten fra ham, da hun kikker på ham, og så pludselig vender hun blikket væk og ryster på hovedet? Så hun vil ikke fortælle ham hvad, han har gjort galt? Hvordan skal han så nogensinde kunne lave det om?

"Carolina, hvad har jeg gjort galt?" spurgte han direkte og drejede sig helt mod hende med rynkede bryn. "Hvad skal jeg gøre?" Hans stemme var ikke desperat, bare en anelse hård og direkte, og han så mod hende med rynkede bryn og ønskede bare en eller anden reaktion fra hende. De knyttede hænder? Hmm, var hun vred på ham?

"Carolina," sagde han roligt, "Hvis du er vred på mig, så slå til; jeg kan tage det! hold dig ikke tilbage, men fortæl mig hvorfor! Jeg har gjort mit bedste i aften for at gøre alting så godt som muligt for dig, og jeg kan se, jeg har trådt ved siden af, jeg kan bare ikke se hvor. Oplys mig, så er du god." Han rejste sig og stod klar med hænderne bag ryggen, klar på hvad end måtte komme. Hvis hun slog ham, ville han blot modtage slagene, hvis hun begyndte at græde, ville han lægge en hånd på hendes skulder, og hvis hun lo ad ham, ville han bare tage det med også med oprejst pande.

Carolina lukker et kort øjeblik helt af og ønsker sig et kort øjeblik et helt andet sted - hendes eget lille tomrum hvor der er stille, og hvor hun ikke skal tage stilling til noget som helst. Hverken sine egne følelser eller andres. Hun bliver dog hurtigt og for hende, brutalt, revet ud af rummet igen, da Levon taler til hende med den hårde, høje stemme. Hun ved ikke, hvad hun skal sige, hun vender sig mod ham, da han rejser sig og ryster blot på hovedet igen.

"Det er ikke dig, jeg er vred på, men mig selv. Så, nu gider jeg ikke snakke mere om det," svarer hun ham blot, igen med det specielle, dybe blik, hvor hun ser ham direkte i øjnene. Hendes stemme ryster en smule, men hun græder ikke, og der er ingen tegn på, at hun kommer til det. Men det er kun fordi, hun kæmper imod inde i sig selv. Hun håber, han ikke siger mere nu og blot accepterer; men ærlig talt tror hun ikke på det: Han er om end endnu mere stædig end hende.

Hun lukkede sig et øjeblik inde i sin lille verden, og han så bekymret til.
Da hun taler åbner han munden for at svare, for at spørge, men han tager sig i det og lukker munden som en fisk. Det var svært for ham at bakke væk på dne måde, men han kunne se, han ikke havde meget af et valg, hvis han ikke skulle ksubbe hende over en kant, og det ønskede han heller ikke.

"Udmærket," mumlede han, "som du ønsker!" Han satte sig igen og drak ud, blev tilbudt en ny, men takkede nej. Spørgsmålene svirrer i hans hoved. Sur på sig selv? For at tage imod? Fortrød hun allerede? VIlle hun hellere dø på gaden end modtage hjælp fra ham? Et tålmodigt suk undslap ham, mens han rustede sig selv for uvidenheden, hvorpå han smilede roligt til hende igen.

"hvad har du af interesser i grunden? Læser du, spiller musik, synger, danser...?" Han remsede bare de mest almindelige hobbyer for unge kvinder op uden at ane om det var noget, hun overhovedet havde tid til.

Carolina ryster lidt på hovedet et kort øjeblik, imens hun ser på Levon. Hun er glad for, at han accepterer, at hun ikke vil snakke mere om det, men samtidig kan hun udemærket godt se, at det piner ham at lade være med at blande sig. Men hun har besluttet sig: hun har allerede ladet Levon komme følelsesmæssigt dybere ind på hende, end mange andre - det er så uvant for hende, at hvor det for andre måske ville føles som en lettelse at komme ud med alle sine frustrationer, gør det hende næsten bange. Men kun næsten. Han ved alt for lidt om hende til at kunne udnytte det alligevel. Umiddelbart tror hun ikke, der er nogen, der kender hendes inderste hemmeligheder. Det er der heller ikke nogen, der skal.

Hun er glad for, at Levon skifter emne, men ærlig talt er det ikke et emne, hun rigtigt kan tale om. Selvfølgelig har hun interesser, men slet ikke de gængse som han nævner. Der er ingen grund til at lyve længere, slet ikke om noget så fjollet, så derfor siger hun som det er:
"Jeg interesserer mig for mit eget liv. Og andres. På afstand," svarer hun med et skuldertræk og et svagt smil, som om hun synes, det lyder ret fjollet, når hun selv siger det.

Det glædede hende tydeligvis, han ikke gik videre med emnet, og han måtte bare affinde sig med det. Så meget gentleman var der trods alt i ham, selvom han måtte kæmpe lidt mod sig selv for at holde sig i skindet. At han var kommet tættere på hende end mange andre, var han ikke klar over, og ærligt talt syntes han ikke selv, han var kommet ret tæt på hende, selvom hanf orstod at læse hende som en åben bog. Hun var ikke så forskellig fra andre kvinder, som hun måske gik og troede, og når man kendte så meget til mennesker, som han gjorde, var hun intet problem. Han følte sig slet ikke inde i hendes hoved og tankegang lige nu dog, men han ville ønske, han gjorde.

Han lyttede til hendes ord med et svagt, høfligt smil.
"At interessere sig for sit eget liv er bestemt en god ting! Jeg ville ønske en lignende interesse på min egen side." Et tungt suk undslap ham, og han var faktisk ikke klar over, han lige havde afsløret en usikkerhed på sig selv. "Bliver det ikke trist at se til fra afstand hele tiden?" spurgte han så, "Det er sikkert, javist, men får du aldrig lyst til at involvere dig?"

Carolina tror ikke, at hun er noget specielt: faktisk langt fra, selvom hun da godt ved, at hun er pæn. Men hun har aldrig troet på, at hun er mere, end hun er - en gadetøs, som må tage, hvad hun får tibudt. Men hun skal også passe på sig selv - og det er derfor, hun bliver opmærksom og irriteret, når han kan læse hende. Selvfølgelig er hendes skuespil også en del af det, men skuespillet var i starten en nødvendighed for at beskytte sig selv: nu er det dog også blevet en fornøjelse de fleste af gangene. Selvfølgelig ved hun da godt, at hun også er anderledes end de kvinder, som hun mener, Levon omgås med - at blive narret af håndkys og smukke ord ligger langt fra hendes univers, og hun kan slet ikke forholde sig til det. Måske er det endnu mere derfor, at hun i starten var irriteret over, at han læste hende så nemt? I det mindste kan han ikke læse tanker... Håber hun da ikke. Ved denne tanke ser hun hurtigt væk, som om hun afslørede et eller andet for ham.

Hun bider sig i læben og ser fortsat væk, har lyst til at gøre noget godt for andre for én gangs skyld, men han er vidst alligevel også den samme type som hende: den, der ikke vil hjælpes.
"Tager du dig af andre for så lader du være med at tænkev på dig selv?" spørger hun så direkte, ligeglad med, at det nok er et alt for direkte spørgsmål, specielt taget i betragtning af, at hun ikke selv afslører noget om sine problemer: men selvom hun ikke får svar på sit spørgsmål, vil hun gerne se hans reaktion på spørgsmålet.
"Hvis jeg altid så til fra afstand, ville det blive kedeligt. Og så ville jeg jo heller ikke snakke med dig, vel?" svarer hun ham så.

Der var andet og mere der gjorde en kvinde speciel end hendes udseende. I levons øjne var alle kvinder unikke, men havde visse fælles træk, man kunne regne med gjalt for de fleste, også for Carolina. Men hun var skam noget særligt, han havde aldrig mødt en så stædig og stolt kvinde, så opsat ppå at redde sn egen ære koste hvad det ville. Det var i grunden dybt fascinerende. At hun ikke var til falds for kys og komplimenter var gået op for ham, men han havde alligevel svært ved at aflægge sig års indgroede vaner.

Det er ikke at LEvon ikke vil hjælpes, det er mere at han ikke kan se, han har brug for hjælp til noget; at nogen muligvis kan hjælpe ham.
Hendes direkte spørgsmål fik ham til at skære en grimasse og se bort, mens han lænede sig ind mod bardisken og lagde vægten og sine arme mod den.
"Ikke just. Jeg tager mig af andre fordi... tja, fordi det får mig til at føle mig bedre tilpas, fordi jeg føler mig som et bedre menneske ..." Han forsøgte at få sine spytkirtler til at væde sin tørre mund, men forgæves. "Jeg tænker en del på mig selv, men ikke på nogen sund måde, er jeg bange for ... At hjælpe andre er vel min måde at råde bod på mit eget rod ..." Han havde svaret ganske ærligt, selvom det ikke just var behagelige ting at indrømme om sig selv. Han viftede efter barpigen og lavede et håndtegn til hende, og hun kom hen med en whiskey straks, som han skødesløst kastede ned for at styrke sig, før han skubbede kæben let rundt i en skæv grimasse.
"Jeg har en del konflikter med mig selv, og det hjælper mig til at distrahere fra dem at give andre en hånd. Desuden ligger det til mig at træde til hvor jeg er behøvet." Igen skar han en grimasse. Åh Gud, han begyndte virkelig at lyde som den mand, hans far ville have ham til at være. Han rakte op og trak en hånd tilbage gennem håret, chokeret over rent faktisk at finde sin hånd rystende let. Han lagde armen tilbage på bordet og valgte så at svare på det næste spørgsmål, dog stadig uden at se på hende.

"Det var det, jeg tænkte, det ville ... Og nej, det ville du vel ikke." Hans tanker var dog ikke helt fulgt med til spørgsmålet, og hans blik var lettere fjernt, fortabt i en indre verden af kaos og skræmmende billeder af sig selv. Billeder af en stærk mand med gyldent hår i en skinnende rustning og med et gudsforladt sværd spændt ved sin side riddende enhver tåbe og idiot til undsætning og kæmpende mod folk, han intet havde imod alene på grund af deres overbevisning. Åh gud et grimt billede, et hæsligt billede, og selvom han forsøgte at skubbe det af sig, ætsede det sig fast på hans hornhinder.

I den tilstand han var i lige nu, ville hun kunne stille ham et hvilket som helst spørgsmål, som han fraværende ville besvare med sandheden, hvor meget han ellers normalt ville have vogtet den; et farligt humør for en mand som Levon.

Carolina bider sig lidt i læben, da spørgsmålet åbenbart tager hårdere på ham, end hun lige regner med. Hun hader næsten ligeså meget at tale om andres følelser, som sine egne, men hun overvejer alligevel lidt, om det kan udnyttes. Hvis han nu skulle finde på noget i forbindelse med hendes kommende ophold, som hun ikke kan lide. Selvom han tilbyder opholdet og er flink ved hende, har hun stadig ikke den mentalitet der siger hende, at det ikke er okay at manipulere med ham. Hun gør (prøver i hvert fald) det jo, fordi hun vil beskytte sig selv (og så har hun da ikke været så manipulerende endnu, han tilbød jo selv værelset). Hun er nødt til at udnytte hans følsomhed hurtigt, og da hun ser, hvordan han skyller whisky ned, bliver hun bekræftet i dette.

Derfor ligger hun sin spinkle hånd på hans skulder med en antydning af et lille og opmuntrende smil. Hun kender ikke til hans fortid, men hun kan huske, at han tidligere har talt om, at det ikke er så nemt at være rig, som hun måske tror, det er.
"Vi kommer til at føle os bedre tilpas på forskellig vis .. Og selvfølgelig er det rarere at lade sig distrahere, det er jo klart." siger hun da. Egentlig bryder hun sig ikke om at være hans 'projekt' til at få det bedre, men igen er hun nødt til at bide sin stolthed i sig - det er jo koldt udenfor!

"Konflikter?" spørger hun så og virker næsten oprigtigt interesseret. Hun vil som sagt gerne kende til så mange som Levons svagheder som muligt, og når han nu overraskende nok svarede på hendes første spørgsmål, kan det også være, han uddyber hendes næste.

HVor meget hun afskyr at tale om andres følelser er tabt på ham i hans tankeverden, og hvad hun er ude på falder ham heller ikke ind.

Da hun lagde hånden på hans skulder, så han halvvejs fraværende på hende og gengældte smilet lige så langt væk.
"Det gør vi vel," sukkede han let. Det var ikke så meget sådan han så hende; som et projekt. Han havde et oprigtigt ønske om at hjælpe andre, han havde bare formuleret sig lidt koldt og egoistisk for en af de første gange i sit liv.

Ved hendes spørgsmål skar han en grimasse og slog ud med hånden.
"Jaeh, det er en lang historie. Min familie har visse forventninger til mig, jeg ikke lever op til. Men på det seneste er noget begyndt at tyde på, jeg måske alligevel ikke ville være helt håbløs ... Det.. vækker en del modstridende ting i mig." Et suk og en let, bitter latter undslap ham. "Min gud, hvis min far vidste det, ville han ikke give mig et øjebliks fred!" Uden at vide det har han givet hende nok til at afpresse sig i årevis. Hvis hans forældre kendte til de tanker, han gik og gjorde sig, ville de belejre hans hus og ikke gå igen før de vitterligt havde ham som lysets kriger, og hans moralsæt var slet ikke til det, var han bange for. Dét mere end noget andet afholdt ham fra det.

Carolina fjerner sin hånd fra hans skulder og ser ligefrem igen. Hun lytter til hans ord, og nikker lidt tilfreds for sig selv. Det kan hun nok godt bruge til noget, hvis det skulle blive nødvendigt én dag. Hun håber det dog ikke, for hun kan på sin egen, specielle måde godt lide Levon. Carolina kan dog ikke helt forstå hans tanker; hvorfor dog ikke forfølge sine tanker, så? Så har han også støtte fra sine forældre, det er mere, end hvad hun nogensinde kan regne med at få. Er det ikke bare kærlighed til sin søn, som Levons far udtrykker?

Hun har ikke lyst til at spørge mere ind til det, sidder bare lidt og ender så med at bestille noget mere hyldebærsaft. Den røde væske bliver hurtigt hældt op, hun tager sit krus og drikker - den varme drik gør hende igen godt, og nu ved hun også, hvad hun skal sige.
"De presser dig meget..?" spørger hun så uden at se på ham. Hendes blik er nede i krusset, hvor dampen stiger op.

Da hun ser lige frem igen, gør han det også, mens han gned sit ene håndled. Han er uvidende om hendes tanker, der blot ville forurolige ham alligevel, for meget mod sin vilje er han begyndt at kunne se fordele ved det forhadte job. Og det skræmmer ham en del. Ham sm lysets kriger? Oh nej, alt for mange faste regler og bånd, han ikke kan leve op til, alt for mande måder at skuffe sine forældre endnu mere på. Så hellere være en komplet skuffelse end at genoplive deres håb og se ham fejle. Det ville han ikke kunne bære for dem, og så ville han da først for alvor vanære dem. Nej, det var altså ikke nogen mulighed!

Stilheden der lagde sig mellem dem, mens hun bestilte igen, var velkommen, og han brugte tiden på at klare sine tanker og bryde fri af dem. Han var mere eller mindre restaureret til sit eget selv, da hun omsider talte igen, og han smilede til hende med sit sædvanlige smil igen.

"En hel del, ja," sagde han med en skæv grimasse, "Og jeg ved folk siger, de bare vil mig mit bedste, men de forstår mig nu engang ikke ... JEg er af en anden støbning end dem!"

Hvis Carolina endelig skulle kunne forstå ham, ville han hurtigt få hendes forståelse, hvis han nævnte 'regler og bånd'. Det kan hun jo som bekendt ikke fordrage, og så er det lige meget, om det drejer sig om at blive Lysets Kriger eller gifte sig. Men indtil nu forstår hun det ikke - men hendes manglende forståelse er ikke til at se i hendes ansigt. På en eller anden måde bliver hun lettet, da Levon bliver sig selv igen: så skal hun ikke tvinge sig selv til at 'afhøre' ham, og heller ikke virke trøstende. Men i det mindste fik hun noget ud af det.

"Ja, så er der jo ikke så meget at gøre ved det," svarer hun så, stadig med blikket ned i krusset og hænderne omkring det. Nu er det hendes tanker, der spinder et lille spind. Hun kunne dog ikke finde på at være så tankeløs, som hun mener, Levon var for et øjebliks tid siden.
Hvad har hun opnået med alting? Hvad opnår hun egentlig med at være så stædig? Fyre som Levon har i det mindste værdier - det eneste, som hun ved, er at hun vil være fri. Og hvordan bliver man det, uden at dø af kulde?

Det var ikke svært for LEvon at regne ud, hun ville forstå ham til fulde, hvis han talte om bånd og regler, men af en eller anden grund holdt han sig tilbage med at sige det. Han betragtede hende blot roligt i stedet et øjeblik, før han spiste det sidste af sin mad.

"Nej, ikke med mindre jeg ændrer hvem jeg er, og det har jeg ikke i sinde at gøre - ikke en gang for mine forældre ... Folk må tage mig som jeg er eller lade være. Men det kender du vel godt?" Han smilede skævt, indsmigrende.

Carolina nikker bare - hun er stadig i sit meget tænksomme hjørne, hvor hun tænker (mere end normalt) meget over tingene, og hvad hun skal sige. Hun drikker det sidste af saften, inden hendes øjne begynder at vandre rundt i krostuen. Der er kommet flere mennesker til, men det er umiddelbart ingen hun kender. Med et lille smil vender hun blikket mod Levon igen.

"Jo, det kender jeg alt til," svarer hun da. Egentlig tænker hun, at hun ikke er specielt interesseret i folk alligevel - men det er jo forkert. Hun har bare mødt alt for mange grunde til at være pessimistisk og forudindtagende - men hun er ved at finde ud af, at hvis hun nu bare er på vagt - kan det måske lade sig gøre alligevel. Men er det noget, hun har fortjent?

Det kræver ikke noget geni for at se, Carolina er fortabt i sine tanker, men hvad de handler om, kan han kun gætte sig til.
Hans øjne følger hendes rundt i kroen, lettere diskret, da han kender en del af de tilstedeværende og de kender ham, og han er ikke lige i humør til at snakke med nogen af dem i aften. Han er optaget lige nu, og heldigvis for ham, respekterer hans bekendtskaber det.

"Det tænkte jeg nok." Han ville give en diamant for at kende hendes tanker lige nu og tyde det kryptiske blik. Er hun ved at ombestemme sig med henblik på at bo ved ham? Han har jo for længst regnet ud, hun har svært ved at stole på folk, men han havde håbet på, hun ville bryde det mønster af negative tanker og stole lidt på ham. Han havde intet gjort for at bryde hendes tillid, selvom han måske var en anelse anmasende.
Havde han vidst, hun bekymrede sig om hun havde fortjent det, at hun led af så dårligt selvværd, havde han nok været lige dele tæt på at græde og grine, og han vill eunder alle omstændigheder have forsøgt - sikkert forgæves - at forklare hende, hun var god og værdig nok.

Carolina sætter pris på stilheden - eller, at Levon ikke længere taler til hende, for i krostuen er der efterhånden kommet liv og glade dage. Noget af det, hun allerbedst kan lide, er som hun allerede har fortalt Levon at betragte folk, og derfor vender hun sig om på sin stol, så hun sidder med ryggen mod bardisken. Umiddelbart sker der desværre ikke det helt store, men hun har også erfaret, at man blot skal være lidt tålmodig. Nogle ville måske tænke, at det mest spændende ville være slagsmål, men dem er Carolina ikke så interesseret i. Hun har bare lyst til at lade tankerne vandre væk og blive mindre negative, og denne "beskæftigelse" plejer at få hende til at blive mindre anspændt.

Ud af øjenkrogen betragter han hende, mens hun vender sig rundt og ser ud over menneskene, men han vælger selv at blive siddende med ryggen mod gæsterne i håbet om ikke at blive genkendt. Men hvem prøver han at narre? Kvinderne i byen - en god del af dem i alt fald - ville vide, han havde været der, hvis de fandt et eneste gyldent hårstrå! Det var som om de var synske, når det kom til ham, og en ung dame, der havde holdt sig tilbage før, hvor Levon havde været optaget af samtale, satte sig i bevægelse nu, den syntes afsluttet, og hun svingede ekstra med hofterne og hastede op, hvor hun greb om hans lår og drejede ham rundt mod sig. Han så lidt overrasket ud, havde ikke forventet det, og han sad et øjeblik bare og stirrede på hende, som om han forsøgte at huske hvem, hun var, mens hun kastede sig om halsen på ham og trykkede sig ind til ham i et lidenskabeligt kys. Det tog ham dog ikke mange sekunder at komme sig over overraskelsen, og med antydningen af et smil trak han hende ind i cirklen af sine arme og gengældte kysset, indtil han mærkede hendes ben begynde at give efter under hende. Så slap han hende blidt fri, holdende hendes hånd i sin ene og strygende hende over kinden med den anden, mens han smilede charmerende til hende.
"Tak for sidst, min smukke," sagde han i et forførende toneleje, mens kvinden var nær ved at besvime. Det morede ham kosteligt, hele situationen, og humoren glimtede i hans øjne. Han håbede Carolina var lige så fornøjet over optrinnet som han selv.
For at gøre det hele endnu bedre, storrødmede kvinden, hendes hånd i hans rystende let, og Levon løftede hendes hånd til sine læber og kyssede fingrene efter tur, mens han fastholdt hendes blik. Hun var ikke en synderlig smuk kvinde, men dog pæn nok, bare ordinær. Det eneste usædvanlige ved hende var de isblå øjne, som Levon fokuserede hele sin opmærksomhed på et øjeblik.
"H-hvornår kan vi...?" Spørgsmålet blev skælvende hvisket, men Levon behøvede ikke at høre mere, og han trak skævt på smilebåndet og holdt hendes hånd mod sit bryst, så hun var nær nok til at kunne dufte han cologne, som han havde erfaret kunne få diverse tøsebørns næsebor til at flagre i vildskab. HEnde her var ingen undtagelse, og hun så på ham med runde øjne og knaldrøde kinder, fuldstændigt fortabt for omverdenen.
"Mødes?" foreslog han drillende og så et øjeblik grundigt overvejende ud, selvom det blot var for show. Så trak han hende tættere og hviskede i hendes øre - sørgede for at gøre det højt nok til, Carolina vill ekunne høre det og forhåbentligt mores over det. "Lad vinduet stå på klem i morgen aften, min smukke." Han havde ikke troet det muligt, men hun rødmede endnu mere og kastede sig så mod ham igen i endnu et voldsomt kys, der nær havde skubbet ham ud af balance. Han kluklo mod hendes læber og opfyldte hendes ønske, før han trak hende fri og holdt hendes hænder et øjeblik i en armslængdes afstand, før han slap dem og vendte sig rundt igen efter at have blinket fortroligt til hende.
Da hun var gået, drejede han hovedet let mod Carolina med et skævt, drillende smil.
"Nød du forestillingen?" spurgte han leende mildt og bestilte så et glas vin.
Da han sad med glasset i hånden, luftede han drinken et øjeblik, før han tog den første slurk og mærkede den fløjlsagtige fornemmelse mod tungen med et tilfredst suk.

Carolinas øjenbryn ryger i vejret, da kvinden med de isblå øjne går hen til Levon og prøver på at forføre ham - og hurtigt bliver forført af ham. Hun ved ikke rigtigt, om hun lige synes, det er en god forestilling; på den ene side er det vel meget sjovt, men på den anden side udnytter han groft, at pigebarnet er vild med ham. Hun kan dog ikke lade være med at smile af ham, selvom hun er så ambivalent med det, han gør. På den anden side er hun heller ikke selv bleg for at udnytte sine fordele - men det er ligesom ikke for at more sig.

"Har du tænkt dig at komme?" spørger hun så eftertænksomt, men stadig med et lille smil om læberne. Det er stadig helt bevidst, at hun endnu ikke har grinet foran ham - men det gør hun sjældent. Normalvis, hvis man hører hende grine, vil det være en del af facaden; hun er jo ekstremt kontrollerende overfor sig selv, og det er en del af hendes facade. Hellere lukket end åben. Altid.

Hun lader fingrene glide igennem sit hår, inden hun hurtigt vender sig om, bestiller lidt vand, som hun hurtigt får, og hun drikker det hurtigt.

At Levon udnytter kvinden er faktisk ikke faldet ham ind, eftersom han faktisk selv føler sig en smule udnyttet af hende. Carolina kunne naturligvis ikke vide det, men kvinden havde kostet ham ikke så få gaver gennem tiden, og hvad der var startet fra hendes side for at gøre hendes kæreste jaloux, var endt med, hun gentagende gange var kommet tiggende efter ham. Han holdt af hende på sin egen måde, og han behandlede hende godt, så for ham var der ikke meget udnyttelse i det.
Han tog en slurk vin mere og smilede skævt til Carolina.

"Jeg overvejede at maskere hendes kæreste og give ham en paryk på og sende staklen derop. Så ville han måske endelig kunne gøre noget rigtigt med hende, men sådan fungerer det vist ikke. Hun ville hurtigt nok opdage mit bedrag og komme trampende gennem natten til mit hus og banke mig op og afkræve mig vort.. hmm, møde, lige der i døråbningen ... Det er sket før!" Den sidste tilføjelse var sagt med et grin, mens han løb fingeren over kanten af vinglasset. "Og jeg tvivler på, den kære Makis helbred ville have godt af at opleve den slags, hun kan være.. hmm, hvordan skal jeg sige det? Temmelig overstadisk og lettere hysterisk til tider, tror jeg, det hedder. Så er det bedre jeg selv tager ud af huset trods alt ... Og også for din skyld. Jeg tivler på det er en scene du har lyst til at løbe ind i." Han blinkede sammensvorent til hende med et let muntert smil.

At han endnu ikek havde kunnet få hende til at le, irriterede ham faktisk en del, men hun var udmattet og hårdt trængt, tvunget til at tage imod ting hun ikke ønskede, og han forstod det i grunden godt og stillede sig derfor tilfreds med et smil.

Han betragtede hendes fingre glide igennem håret, så hende drikke sit vand, mens han selv tog endnu en slurk vin.
"Du mener måske, det er forkert af mig?" spurgte han så oprigtigt nysgerrig efter hendes mening.