Asbjörn Peregrine anså sig selv som værende en fair mand. Faktisk et godt menneske, alt taget i betragtning. Igennem sin levetid havde han reddet mange liv, hjulpet mange mennesker og uden tvivl gjort en forskel - måske ikke en kæmpe forskel, som kunne påvirke hele landet, men en forskel for en række mennesker. Folk som han holdt af. Han var en person, som ikke tøvede, når andre havde behov for hjælp og støtte. En mand, der åbnede døren til sit hjem, og lod rejsende komme ind for at hvile deres ømme kroppe. Og betaling tog han aldrig imod. Han gjorde det af sit hjertes godhed. Alligevel var der nogle gange, hvor en skygge lagde sig over hans sind, og sendte bølger af irritation ud i hans krop. Og det byggede oftest på en dårlig nyhed, mission eller en lang nats arbejde. I dag var det en blanding af alle tre.

Han tog ikke meget notits af drengen, Lucifer, eftersom knægten var så stille og spinkel, at han næsten gik i ét med væggen. Det eneste der skejede ud fra den hvide væg, var det røde hår. Drengen kunne så ikke slås, bemærkede byvagten alligevel. Det skulle han lære.
"Du kan deltage i lektionerne." sagde han. Han mente selvfølgelig trænings sessionerne, hvor han oplærte de nye krigere - både de som skulle være henholdsvis lysets og mørkets krigere (alt efter hvem der var regent (i dette tilfælde mørkets krigere)) og de som skulle være byvagter. Hvis Lucifer deltog i disse lektioner, skulle han nok lære en ting eller to.

Manden betragtede den unge pige med et overvejende blik. Kendte man Asbjörn, så vidste man at han sjældent blev irriteret og da endnu sjældnere sur! Men når han blev vred, så brød helvede da også løs. Men som sagt, så skete det sjældent, og dette er ikke et tilfælde.
Han trak en anelse på smilebåndet i stedet. Pigen var stædig og selvsikker, noget som han syntes godt om i et menneske. Det var vigtigt at holde ved sine handlinger og tanker - og det var især vigtigt at holde ved sig selv. Det eneste problem var, at på nuværende tidspunkt skulle Asbjörn sætte sig i respekt. Nok vidste han ikke så meget om børn, men han vidste at alt og alle skulle forstå, at han var lederen i dette hus. Sådan havde det været med hundene og sådan skulle det være med børnene. Enten fulgte man ordrer og kunne leve godt og sundt, ellers satte man sig imod ham, og måtte bøde herfor. For ham var disciplin et vigtigt element i opdragelse - men på den anden side, så var ungerne jo ikke hans egne. Men de var hans ansvar nu. Og derfor også potentielle problemskabere.

"Unge dame," begyndte han ganske roligt med en behersket stemmeføring, "jeg ved ikke hvordan du kokkererer, hvad du spiser eller hvordan du har overlevet i al den tid. Men lad mig gøre dette fuldstændig klart: Jeg lukker ikke unge, kriminelle, eftersøgte mennesker ind i mit hus, for derefter at lade dem kokkerere i mit køkken. Jeg er ikke din allierede og du har sikkert også rigeligt med grunde til at myrde mig. For der må jo være noget galt med dig, når en ung pige som dig, lever i sølet og flygter fra landets konge, synes du ikke? Desuden vil jeg gerne påpege at vi ikke er her for at behage hinanden. I vil have husly og beskyttelse, det giver jeg jer. Men jeg kræver noget igen, for intet i verden er gratis, og især ikke i disse tider. Det håber jeg at du forstår. Og så vil jeg også foreslå at du i fremtiden vælger din taletid mere omhyggeligt. Du skulle nødig komme til at sige noget forkert til de forkerte." Hans stemme var ikke vred, nærmere bebrejdende. Han havde ondt af de to børn, af mange grunde, men de var selv havnet i dette rod. Byvagten havde ingen grund til at hjælpe dem.
"Acceptér jeres situation, for I har selv placeret jer i den."

Det er ikke første gang Renatika ser Asbjörn i arbejde. De har trods alt begge deres omgang i byen, og hun har af og til bemærket hvordan han har irettesat sine egne rekrutter eller ligefrem rendestenens småkriminelle. Men de har aldrig været oppe at toppes med hinanden, ikke direkte. Hvis der er andre at skyde skylden på kan man regne med at Renatika tager chancen, og hun har for vane at smutte før situationen bliver for presset og byvagterne dukker op, hvilket folk efterhånden har lagt mærke til. Så til trods for at hun selv er indblandet i røveriet, slagsmålet eller hanekampen, kan man regne med at hun lader de andre tage skraldet. Hun ender sjældent med at være i direkte konfrontation med ordensmagten – det har vist sig at være en dårlig idé.
Det er dog begyndt at ske alarmerende ofte på det seneste. Og lige nu er der ingen tvivl om at hun og Asbjörn rent faktisk står over for hinanden.

Byvagten kaster sig ud i en lang belæring, og det er mere hans tone, end hans ord der går Renatika på nerverne. Det ville være nemmere at forholde sig til hvis han var hvidglødende af raseri, smed rundt med stole og forbandede tøsen langt ned i helvede. Det kunne hun reagere på. Det kunne hun komme med et svar til. Men den … bebrejdende, skuffende tone.
Hun er da for pokker ikke hans datter.

Men Renatika er måske dårligt opdraget, rapkæftet, uhøflig, uloyal og alt muligt andet, men hun er ikke dum. Så hun holder kæft.

Lucifer kan deltage i lektionerne, får han at vide. Han antager, at det er træningslektioner, i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt han kan slås eller ej.
Måske kan han rent faktisk lære noget, og for fremtiden være et knapt så ynkeligt og ubrugeligt eksemplar på et mandfolk.

Efter Asbjörns irettesættelse bliver der stille. Meget stille. Det er tydeligt, at han ved hvad han siger, og han er ikke en mand, som er værd at blive uvenner med
Hvis ikke det var fordi Renatika sad lige ved siden af ham, som havde han smilet. Ikke et særligt varmt smil, nok nærmere et ’Det-var-jo-det-jeg-sagde’-smil. Og det til trods for, at han aldrig sagde det til hende, at hun skulle klappe i. Men han tænkte på det. Og han fik ret. Lige på det punkt plejer han nu også at have ret. Lucifer mindes ikke at have stået i en situation med Renatika, der luftede sine standhaftige meninger, hvor det i virkeligheden ikke ville være det bedste at være helt stille. Rørende stille. Som nu.

Lucifer skæver over til hende, tyvetøsen, og hendes røde hår. Og så samler han pæren op, som ligger på bordet, og tager en bid, i håb om at prikke hul på en ny situation, og glemme den gamle, der hænger tungt over bordet.

Renatika sidder og eftertænker hvorvidt hun skal sige noget, fortsætte med at stirre på Asbjörn, stirre på nogen andre eller smide med et eller andet, da den dybe, dominerende tavshed bliver brudt af en rengøringskone der tydeligvis ikke ejer den mindste situationsfornemmelse. Pigen stirrer surt på den buttede kvinde idet hun trækker sig igennem rummet, hvert eneste skvulp fra vandet i hendes spand som en hånende, irriterende kommentar. Da konen gladelig hilser dem, gider Renatika ikke engang værdige hende et blik, men efter nærmere eftertanke beslutter hun at spille med og stikker hende et sukkersødt, unaturligt muntert ”Godmorgen!”.
Pigen venter til at Asbjörn har forladt værelset før hun snapper hovedet mod Lucifer og stirrer på ham med et sammenknebet blik – Hun er ikke sikker på om han havde tænkt sig at sige noget, eller hvad præcist det skulle være, men på nuværende tidspunkt gør han klogt i at holde det for sig selv.
Hun skotter til pæren i hans hånd før hun rejser sig, ”Har du ikke snart fået nok at spise?”
Og så halter hun hen over gulvet, desperat støttende sig til diverse møbler når knæet føles særligt ustabilt, indtil hun når hen til konen – Akara, åbenbart – og venligt smiler til hende. Om ikke andet kan hun finde ud af at gøre et førstehåndsindtryk. Og efter Akaras værdsættende nik at dømme har hun bestået prøven. Kvinden vinker de to unge med sig, finder ekstra rengøringsmateriale frem og beder dem om at komme i gang med arbejdet. Renatika vejer støvekosten i sin hånd og nikker beslutsomt.



For at være ærlig støver Renatika ikke så meget af, som hun gnubber en anelse på møblerne mens hun undersøger Asgårds inventar. Hun lader fingrene køre hen over gamle, læderindbundne bøger, forsøger forgæves at genkende de bogstaver titlerne består af (De eneste hun kan huske er R, E, N, A, T, I og K, og for det meste er skriften alligevel så krummeluret at hun helt må opgive at tyde det), prikker nysgerrigt til pyntegenstande og fornemmer teksturen på tæpper og vægge, træreoler og murstenspejse. Hele tiden imens hun ihærdigt modstår trangen til at proppe det der kan passe ned i lommen.
”Hvordan mon han har skaffet alle de ting?” mumler hun, ikke henvendt til nogen specielt.