”Vil du have varmen? Jeg kan sagtens lave et lille bål, hvis det er.” Morgana mente det oprigtigt og ville gerne hjælpe til. Det ville da også være til gavn for hende selv, selvom hun så ville blive natteblind igen.
”Langt væk…” Sagde hun drømmende og stirrede op på stjernerne igen efter at have kigget kort på Lee. Hun følte sig en smule dum, fordi hun ikke vidste noget om stjernerne. For hende var de bare kønne og dekorative.
”Jeg tror der er mange, der har gode historier med sig rundt fra verden af… - jeg havde vist engang en gammel onkel, der kunne fortælle historier fra hele Krystallandet. Han var underholdende!” Morgana lo stille ved tanken om engang, hun havde hørt om en pirats gøren i det sydlige, der havde ført til en en last af kokosnødder og flamingoefjer.

Lee tænkte sig godt om, og besluttede sig for at det vel ikke kunne skade. Desuden var det længe siden hun havde haft selskab, igen, nok endes egen skyld.
"Hm... Jo tak da. Hvis det ikke er til besvær." Det tvivlede hun nu på at det var, og hun klatrede ned fra træet. Denne gang lidt mere forsigtigt, og landede på jorden. Et kort øjeblik stod hun og pillede ved sin handske. Spidsen på lillefingeren var stadig skæv efter at hun nær var faldet ned fra et tag. Det irriterede hende egentlig lidt at hun ikke havde fået gjort noget ved det endnu.
"Historier er altid underholdende. Jeg plejer nu at læse dem." Hun nævnte ikke, at hun kun læste om dem, fordi hun ikke altid havde nogen til at fortælle. Hun pjuskede kort op i sit hår, og vendte sig om imod Morgana.

Morgana udså sig en plet, hvor der stod en gammel, vindtør busk. Hun lod en gnist springe under den, der straks fængede de tørre blade og grene. Hun kontrollerede ilden, så den ikke brændte kraftigt og hurtigt, fordi hun gad ikke til at skulle finde brænde frem fra den nærliggende skov. I stedet lod hun den tære på hendes energireserver, så flammerne omsluttede busken stabilt, uden at forkulle andet end blandedes spidser.
”Hm… hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at mine rødder tager tradition i fortællegenren. Vi havde ikke så mange eller store biblioteker derhjemme, som dem, der er at findes her. Men jeg nyder det, selvom jeg ikke læser så hurtigt. ” Morgana rødmede en smule over sin egen manglende kunnen, men slog det hen. Det havde aldrig ligget til hende at læse andet end det nødvendige. Så ville hun hellere høre andres historier eller fortælle nogle selv.

"Læse hurtigt, læse langsomt... Man læser vel lige meget hvad." Hun trak på skuldrene, og satte sig en smule skråt overfor Morgana. Ilden sad ikke helt imellem dem, så de kunne godt se hinanden.
Lee blev glad for den pluselige varme, hun havde ellers på vejen herop gjort sig psykis klar til kulden. Det her ville gøre hende meget kold når ilden forsvandt, men det tænkte hun ikke over. Hun undrede sig kort over, hvordan det kunne være at hun egentlig var god til at læse, men var så dårlig til at regne. I hendes hoved var det normalt at kunne læse OG regne, ikke bare en af tingene. Det havde hun lært inde i byen - enten kunne man det hele, eller også kunne man ikke noget som helst. Det var medaljens bagside, ligesom hendes evne. Hun havde ingen familie tilbage, udover Cazador, og...
En tanke slog hende, her imens hun sad iblandt kulde og varme, at hendes far da sagtens kunne leve. Det havde hun aldrig tænkt over. Hun havde aldrig kendt ham.

”Tja… Jeg vil nu hellere male end at læse. Godt nok får jeg ikke så meget at vide om omverdenen, men jeg får set den og nedfældet den.” Hun smilede forsigtigt til Lee og koncentrerede sig igen om ilden. Det tærede ikke så meget på hendes kræfter at holde flammerne stabile og varmegivende, men hun passede alligevel på. Hun ville ikke risikere at ende lige så udmattet som tidligere efter træningen. Det ville være et problem, hvis hun skulle finde tilbage til sit værelse i palæet selv. Sidste gang havde Morgoth måtte guide hende gennem gangene. Selvom det ikke var en skam at blive hjulpet, havde hun fundet det nedværdigende. Hun var taget ud i verden for at blive stærkere, ikke for at blive afhængig af folk.
”Træning kunne måske gøre mig bedre til at læse…” Problemet var bare, at hun ikke vidste, hvordan man skulle træne det.

"Male..." Det var længe siden lee havde malet, længe siden hun havde tegnet. Så længe siden, at hun faktisk ikke engang kunne huske om hun var god eller dårlig.
"Træningen i at læse ER at læse. Så man skal bare læse hele tiden. Det skal man så også have en masse tid til." hun trak kort på skuldrene.

OOC: ... jeg ved ikke hvad jeg skal skrive o.o xD

”Hm, og tid er ikke ligefrem det, jeg har mest af!” Morgana trak på skulderen og skubbede en sten ind i ilden med foden. Tanken var at varme den op.
Et stykke tid sad hun uden at sige noget, betragtede bare buskens, hvis blade nu var helt sortsvedne og forkullede. Inden længe ville flammerne fortære grenene, og hun måtte enten bruge mere af sin egen energi eller finde noget brænde for at holde varmen stabil.
Hun kunne mærke, hvordan hendes ryg blev kold, mens strålevarmen fik hendes kinder til at gløde. Igen strøg hun en hånd op for at fjerne krøllerne fra ansigtet, selvom hun ikke forventede noget varigt resultat. Himlen var begyndt at lysne let ovre i øst, men endnu var der længe til solopgangens komme… - men hun vidste, at hun snart måtte tilbage. Folkene i palæet ville snart begynde at vågne op, men endnu var der intet lys at se i de store gotiske vinduer.

Leara så at solen var ved at gå op. Hun måtte holde sig på farten hele tiden, for selvom hun havde spist en hare var det langtfra nok. Hun rejste sig, og smilede skævt til Morgana.
"Det er der næsten ingen der har i øjeblikket." Med de ord så hun igen imod øst. Stjernerne holdt stadig ved, men det ville ikke gå lang tid. Hun hadede at gå rundt i dagslys, og ville gerne nå så langt som muligt tilbage. Desuden, kunne det vel ikke nytte bare at sidde og snakke hele morgnen væk.
"Jeg må hjemad. Vi ses Morgana." Med de ord tra hun sig ind imellem krattet og begyndte at løbe for at holde varmen, indtil hun var helt opslugt af mørket.

//OUT

OOC: gæster, bleh... >.<

”Ses.” Svarede hun stille og lagde hagen på knæene, som hun havde trukket op under sig.
Morgana så længe efter Lee, der forsvandt med retning mod krattet. Hun havde egentlig tænkt sig, at Lee skulle have haft den opvarmede sten med, så hun kunne holde varmen, men hun havde ikke nået at give den, fordi hun var brudt op så hurtigt.
Morgana rejste sig og børstede det stykke af kappen af, som hun havde siddet på. Der var en lille smule jord på den, men ikke noget værre. Hun følte sig kold dér, hvor hun havde siddet på jorden, der var frossen.
Med et suk begyndte hun at gå i retning mod palæet for at snige sig ind på hendes værelse igen.

//Out.

Morgana kom gående stille igennem den dybe sne, der klistrede til den pelsforede kappe, hun atter engang havde lånt. Endnu havde hun ikke fundet ud af, hvem den tilhørte, men hun håbede, at ejeren ikke havde noget imod, at hun lånte den. Den hang trods alt i det skab, der stod på hendes tildelte værelse i Morgoths residens.
Hun åndede ud og betragtede den hvide dampsky, der glitrede i måneskinnet som et spøgelse på vildfart. Der var så stille heromkring, helt anderledes, end hun var vant til fra hendes fødeegn. Det var smukt! Måske skulle jeg forsøge at gengive scenariet..? Hvis jeg nu…
Længere nåede hun ikke i sin tankerække, før en uhyggeligt skrig flængede den bløde, tyste tavshed og fik det til at isne ned langs hendes rygrad, trods den varme påklædning. Hun stivnede og stirrede med opspærrede øjne frem for sig og forsøgte at lokalisere lyden. En mørk plet bevægede sig ud over en kant langt oppe på bjerget over hende, for derefter at forsvinde ind på afsatsen igen. Havde hendes øjne svigtet hende, eller var det en dæmon, der boltrede sig i den nyfaldne sne?

Et stykke over jorden, inde i krystalbjerget var der en lille hule som ikke var meget større end til at en person ville kunne sidde der alene og så være i læ. Nickazho havde for mange dage siden bevæget sig udenfor de afsatser, end han var vandt til og det havde skræmt ham - igen. Han var mildest talt faret vild! Stormen havde taget til og han havde frosset, så det han havde gjort var at søge ly. I det mindste var det noget han var god til.
Der sad han, lille og kluntet at se på. Han havde sit aflagte, flænsede, beskidte tøj på, men sidstnævnte var ikke iøjenfaldende da det var kulsort.
Nickazho vidste ikke hvor lang tid han havde været her i kulden. Det eneste fornuftige han havde udrettet her, var at have fundet en død mand, vis kappe han havde taget. Eller faktisk, så vidste han ikke at det var fra en død mand. Alt han kunne se var et lille stykke af kappen, for manden havde været ude for et sneskred, så han lå under al sneen, et eller andet sted. Heldigvis havde den arme stakkel til Nickazho ikke set det, ellers så gudnåde frælse ham for hans reaktion og helbred!

Nickazho hørte en svag lyd, men som meget hurtigt blev højere og højere og nu hørte han det tydeligt. De lillae ører vippede en smule og de røde øjne spærredes helt op af skræk. Han rejste sig, BANG!
Nickazho faldt udover skrænten til hulen og videre ned med et PLUM i sneen der satte dybe spor efter hans krop. Han tog sig til hovedet. Der var ikke højt til loftet i den hule, og det havde forårsaget at han dunkede sit hoved op mod det. Han tog sig hurtig til hovedet, satte sig op og så op i luften. Han fik øje på skikkelsen som han gik udfra var en ond skabning som Mørkets Lord havde i sin besiddelse, eftersom det var mørkt og dyster fra hans synsvinkel.

"GAAAH" Nicka rystede og fór sammen endnu engang, lagde beskyttende sine hænder over sit hoved, som om han ventede et stenskred.
En hel masse ord blev mumlet fra den lille lillae dæmon med små pjuskede totter fra ørene og det knaldrøde hår. Det var ikke til at tyde hvad han sagde. Det lød, mest af alt, som en summen der kom fra ham nede fra sneen hvor han lå, med hovedet.

Atter engang rykkede det i Morgana, da endnu en skikkelse trådte frem og endnu en lyd brød stilheden. Hun foretrak sit eget selskab i dette barske land, hvor mennesket hurtigt blev hårdført og bitter over den evigendelige kulde og enerverende vind. Det var aldrig til at vide, hvordan folks personlighed var et sted som dette. Den sidste, hun havde mødt herude, havde været svært afvisende og negativt indstillet overfor hende, selvom hun kun havde forsøgt at være venlig og hjælpsom. Da de to skikkelser nu begge figurerede i hendes synsfelt, og begge så ud til at være relativt fredelige, sjoskede hun nærmere afsatsen, hvilket var tung og besværligt i den nye sne. Den var tung og besværliggjorde hendes fremmarch, men hun fortsatte ufortrødent fremad. Selvom hun muligvis burde have holdt sig skjult, indtil hun var sikker på, at der ingen fare var forbundet med dem, havde hun en fornemmelse, der lokkede hende tættere og tættere på. Latteren, mindede hende om en person, hun engang havde mødt; en selvoptaget, letophidselig og spøjs personlighed, hun ikke havde skænket en tanke længe.
Usikker på, hvordan hun kunne gøre opmærksom på sig, og om det sikre i dette, trippede hun lidt fra fod til fod. Endelig besluttede hun sig for at gøre et forsøg, men uden at lede opmærksomheden hen på sig selv til at starte med. Hun rakte ind i sig selv og fandt den lille flamme, der kendetegnede den ild, hun bar rundt på, for derefter at trække lidt energi ud i den venstre hånd. Med et vip med håndleddet slyngede hun den lille gnist væk fra sig og lod den blusse kortvarigt op, og samtidigt gjaldede latteren igen ned mod hende, fra den første skikkelse, hun havde fået øje på.

Hun vadede tættere på afsatsen, opsat på at se, hvem det var, der gebærdede sig sådan ad.

Nickazho lå og skælvede. Ikke bare lidt, men meget. Som om at det skulle opføres i et teater, hvor folk ikke skulle være i tvivl om nogen som helst følelser, så derfor gjorde skuespilleren det overdrevet. Dog var det ikke Nickazhos tilfælde, at være en skuespiller. Dette var den barske virkelighed.
Han så op da han hørte et bumb i sneen. Den mørke skabning så ud til at være faldet ned fra himlen, hvilket ikke gjorde ham mindre skræmt. Endnu en skikkelse dukkede op for øjnene af ham, som han ikke havde set da han faldt ned - klart når han havde ligget med hovedet nede i sneen.
Der var en hær af dem!!

Han kastede sig nærmest ned i sneen igen, med håb om at ingen havde opdaget ham, hvorefter han begyndte at grave sig ind i en snedynge med de små lillae hænder.
Håbet var der, at de ikke havde set ham, eller måske havde de set ham, men måske ville de så lade ham være i fred og ikke gøre ham ondt. To små lillae fødder stak, efter kort tid, ud af snedyngen, men forsvandt pludseligt eftersom hulen var blevet stor nok til at han kunne sidde helt krøbet sammen i sin lille hulning.
Han løftede begge sine hænder op foran øjnene, for med dem oppe, så kunne ingen se ham!

Morgana skævede over mod skikkelsen, der tilsyneladende begravede sig i sneen ved siden af den høje skikkelse, der tidligere havde kastet sig ud over klippen uden at falde. Det undrede hende, det hun nåede at se af snemuldvarpen, der tilsyneladende havde en mørk lød som hende selv, da hun i månelyset ikke kunne se farver. En fra Medanien…? Hun tog håbefuldt et skridt nærmere og mærkede, hvordan et forventningsfuldt jag af håb stak hende i ribbenene og fik hende til at trække vejret overfladisk. Måske var det den længe ventede budbringer, der ville overbringe hende nyt fra hendes familie derhjemme, den budbringer, hun ikke havde mødtes med, dengang Morgoth havde ført hende til dette… dette varmeforladte sted! Uopmærksom tog hun flere skridt nærmere afsatsen for at komme i nærheden af de to fødder, der stadigvæk var synlige under det tæppe af sne, der nu dækkede den mørklødede.
Det kom derfor som et chok for hende, da skikkelsen pludseligt kastede sig over hende med en kniv fremstrakt, blinkende i måneskinnet som et løfte om en hurtig død i dette kølige helvede. Hun gispede og mærkede vægten af kroppen som en rambuk, der slyngede hende bagover, så hun landede fladt på ryggen i sneen. Vejret blev slået ud af hende, og en skarp smerte skød ud i ribbenene, hvor forventningens glæde før havde siddet.
”Tay…lor?” Var det eneste, hun fik fremstammet, dødsensangst som hun var for kniven, der køligt pressede mod hendes hals lige over kappens lukning i halsen.
”Taylor!” Denne gang hvinede hun og et smil krøb frem på læberne, selv på trods af det skarpe metal, der stadig lå mod hendes hals. Det var virkelig ham, hun havde haft ret! Glemt var alt om det, hun havde antaget for at være budbringeren.

Nickazo sad et stykke tid inde i snedyngen og gemte sig med sine små lillae hænder for øjnene. Forsigtigt lod han en efter en, sine fingre sprede sig så han kunne se ud mellem sprækkerne. Han skævede lidt fra den ene side til den anden og et lettet suk kom fra ham da der var stille et øjeblik efter skrig og bumb. Han troede at de var forsvundet ud af den blå luft, nøjagtig på samme måde som de var kommet. Det var i hvertfald ønsketænkning.
Nickazhos stak sit hoved frem. Ørene lå lidt bagover og vrikkede et par gange. Han var ikke god til mørke, man kunne jo intet se! Han så fra side til side, gik hurtigt ind i hulen og tog kappen med sig, som var gledet af ham i farten. Han slæbte den hen langs sneen som førte til at den samlede en klumb sne, så den blev tungere og tungere at slæbe. Han var på vej væk fra dem. Han havde ikke tænkt sig at gå den samme vej som han havde set de to onde væsener. Nickazho anstrengte sig mere og mere for at få kappen med sig, da sneen lagde sig godt som klumper og vejede derfor også mere. Nickazho faldt forover af udmattelse. Han havde ikke fået noget at spise i nogle dage nu og hans mave skreg på mad og det havde den gjort i et godt stykke tid.

"Knurre, knurre, knurre" Nickazho rullede om på den anden side og tog sig til sin knurrende mave. Han så op på himlen hvor snefnuggene dalede ned. Forsigtigt åbnede han munden og rakte sin tunge ud. Et par snefnug landte på den altid varme tunge og smeltede på ingen tid.

Morganas øjne skinnede af gensynsglæde, da Taylor trak hende op af sneen, og forfjamsket forsøgte hun at børste iskrystallerne ud af sit viltre hår, men opgav, da komplimentet faldt.
”Tak den Herre.” Smilede hun kejtet og forsøgte sig med at neje, men måtte opgive halvvejs, da sneen ganske enkelt umuliggjorde bevægelsen. Et grin havde flækket hendes ansigt, og smilet var så stort, at hun kunne mærke læben flække på grund af det kolde vejr. Hun slikkede den lille bloddråbe væk og strøg i et håbløst forsøg håret om bag ørerne. Dette resulterede blot i, at sneen i det nederste af håret smeltede og løb som en ekstra kold fornøjelse ned langs nakken og det øverste af ryggen. Jeg er snart træt af den her kulde! Jeg savner solen og varmen fra min familie! Hun trak på skulderen af sig selv, for hun vidste, at hun var bundet hertil, indtil han havde lært at styre ilden.
Da tågen pludseligt slog sammen om Taylor, og han forsvandt, undslap der næsten et lille gisp, men hun nåede tids nok at kvæle det med de behandskede hænder, som hun hastigt havde stukket op foran sig, da han gav hende tegn hertil. Hun betragtede ham, da han brutalt rev den lille skikkelse op, og pludseligt slog tanken hende om budbringeren igen.
Hun betragtede indgående den lille skikkelse, i håb om at genkende nogle træk, men blev svært skuffet. Kun løden havde de tilfælles, det viltre hår til dels, men hun var hurtigt klar over, at dette ikke var den, hun havde turdet at håbe på.
”Godaften.” Sagde hun stille til ham, en smule beklemt ved den brutalitet Taylor udviste. Det skar hende i hjertet, i det skikkelsen virkede kuet som en lille hvalp.
”Hvad foretager De dem her?” Spurgte hun venligt og lagde hovedet på skrå, hvorved de ravnsorte krøller atter gled frem og kildede hende om hagen.

//Frys.

Nickazho lukkede sine øjne lidt. Når der var stille omkring ham, var der ikke noget der kunne røre ham. Eller, stilhed for ham mente, at der ikke var nogen, som så ville kunne bringe ham nogen fare.
Noget rørte pludselig på ham, og det var tæt... ALT for tæt på ham! Han spærrede vildt øjnene op, men idet han gjorde det, blev han nærmest flået op fra sneen og i det næste sekund så han ind i en persons fjæs, som han ikke havde ønsket at skulle se igen.
Taylors bemærkning gjorde ham ikke ligefrem glad og havde lyst til at slå armende rundt om hans nakke - tværtimod! Han ville væk, men han ville heller ikke virke som en der ville flygte fra alt, for det var der ingen ære i. I hans familie, gik de meget op i ære; dog var han selv en outsider fra familien, og han var vel også ret pivet, men alligevel havde han den forestilling at han også måtte virke tapper så godt han nu kunne.

"Hvem kalder du for... ælling?!?" vrissede Nickazho fornærmet. Han var trodsalt meget stolt over sin familie og dens race. Han sparkede i små bevægelser med sine ben og prøvede at vride sig rundt med sin krop.

"Humf! Jeg er altså en lilla dæmon! Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?!"
Nickazho vidste godt at han ikke var særlig høflig af sit sprog, men det var han generelt aldrig, når han snakkede med mennesker!
Nickazho huskede tydeligt at denne mandsperson havde kaldt ham for en 'ting', selvom han havde sagt at han var en LILLA dæmon! Heller ikke en dæmon, men en LILLA en af slagsen, for det var jo slet ikke det samme!
Nickazho skævede til krystalisianerkvinden, mens han stadig var hævet op over jorden.

"Godaften krystalisianerdame!" Mumlede Nickazho småsur over ikke at kunne nå jorden med sine fødder.

"Hvad angår det dig?" Nickazhos røde øjne hvilede lidt på kvinden med de mange krøller, men rettede sig så tilbage på Taylor.

".. hvorfor-er-her-så-mange-uduelige-krystalisianere,-kunne-de-dog-ikke-bare-forsvinde-meget-langt-væk?! har-ikke-gjort-dem-noget..."mumlede Nickazho lavt for sig selv utrolig hurtig, så ordene nærmest smeltede sammen til et langt.

Morgana lagde hovedet på skrå over den spøjse opførsel, den såkaldte lilla dæmon udviste. Taylor og han havde øjensynligt mødtes før, hvilket fremkaldte et lille smil på hendes ansigt. I hendes øjne virkede de som to brødre, hvor den ældste, Taylot var ved at irettesætte den mindste.
”Et sted som dette, er det rart at vide, hvad de personer, man støder på, har til hensigt, hr. Lilla Dæmon.” Morgana så ham direkte i øjnene. På hende virkede han som et mukkende barn, der havde fået en opsang over at have haft fingrene i kagekrukken… elller en skideballe over at være ude sent!
Hun gispede forbløffet, da Taylor gjorde anslag til at slå den knyttede næve i ansigtet på dæmonen, og tog et skridt frem og greb han i armen. Hun havde ikke set, at næven ikke havde ramt, da det var så tæt på hagen, at han stoppede den.
”Taylor?” Hun så bestyrtet på ham, bedende. ”Det gør mig ikke noget. Han kender mig jo ikke…” Hun ville nødigt stå passiv se til, at en voldshandling blive gennemført. Stik imod det, hun sagde, var det frustrerende at blive talt ned til af den mopsede skikkelse. Hvis hun skulle have en chance for at redde ham ud af kniben, var den lille dæmon-fyr nødt til at stryge Taylor med hårene…
””I … kender hinanden..?” Hun lagde hovedet på skrå, så krøllerne faldt til den ene side, hvorved endnu en af de isklumper, der til stadighed sad fast i håret efter Taylors noget… brutale udfald, gled ned under pelskraven og trak koldt spor efter sig på hendes ryg. Hun skar en pinefuld grimasse og strakte sig i et forsøg på at undgå det uundgåelige, mens hun famlede efter isen for at få den ud.

Nickazhos røde øjne blev store da Taylor gjorde klar til at slå ham. Han blev grebet af panik og PUFF!!...
I Taylors hånd var det intet. Nickazhos vægt var også forsvundet fra Taylors hånd, så han var ikke bare usynlig, han var forsvundet - i hvertfald hvis man fulgte sine instinkter, hvilket enhver jo selvfølgelig ville gøre.
Men faktum var, at Nickazho var blevet til et åndeligt materiale som ikke var til at se. Små lysgnister fløj kort og langsomt rundt om Taylors hånd som lige havde holdt på Nicka.
Men hvor var han egentlig?
Nickazho svævede op over både Taylor og Morgana. Han havde skam godt hørt Morganas bemærkning, og den måtte han også svare på.
Roligt og forsigtigt landede han bag Morgana. Hun havde trodsalt prøvet på at beskytte ham, så hun var måske ikke SÅ slem igen, men slem var hun sikkert stadig, for hun var jo en krystalisianer!

Nickazho rystede stadig lidt efter der trodsalt stadig sad lidt frygt i ham fra Taylors truen og råben.

Nickazho så på Morgana, skønt hun stadig ikke kunne se ham da han stadig var af åndeligt materiale.

"Mit navn er Nickazho.." mumlede han aller først lige bag hende, da Morgana havde kaldt ham for Hr. Lilla Dæmon.

"Og.. jeg ved ikke.. hvordan jeg er kommet herud.." Nickazho kom til syne igen. Han sad nede i sneen med hver sin hånd placeret på sin fod, mens han kiggede med sine store røde øjne op på Morgana som ethvert andet barn.

Nickazho skævede lidt over til manden, som tydeligvis hed Taylor, for det havde krystalisianerkvinden kaldt ham for.

"Tæge-lort!" mumlede Nickazho muggent og rækkede kort efter tunge af ham.

"Jeg tæver dig hvis du rør mig igen!" Nickazho prøvede at virke truende, men det blev nu mere bare til en mumlen. Tapper, det var det han prøvede at være, skønt han lige havde flygtet ud af Taylors næve af frygt, men det tænkte han nu ikke så meget over.

//frys

Med søgende mine så Morgana ud over området, da dæmonen forsvandt. Hendes mistro havde været berettiget. Anspændt og opmærksom stod hun, da Taylor gav ’klartegn’. Hun betragtede ham med hovedet let på sned. Han så mere hærget ud, end hun huskede ham. Hun smilede forsigtigt, da han bekendtgjorde, at han ikke kendte dæmonen. Det havde ellers virket sådan på hende, men det gad hun ikke spekulere mere over lige nu. Åh, hvor er det lang tid siden, hvor… Længere nåede hun ikke i tankerækken, forend hun blev afbrudt.
Det gibbede overrasket i Morgana, da stemmen fra den lille, lilla dæmon pludseligt kom fra ryggen af hende. Han var så afgjort et godt eksempel på, at det var rart at vide, hvem man mødte på dette sted!
”De må da have en form for erindring om, hvordan du er havnet herude i sneen?” Hun kiggede skeptisk på ham over sin venstre skulder, hvorefter hun drejede sig let rundt, så hun nu stod med siden til ham og Taylor. På den måde havde hun dem begge i synsfeltet, selvom dæmonen, som han sad nu, ikke virkede specielt truende. Selvom han var en dæmon, som han selv påstod, og udseendet antydede, virkede han mere som et forladt barn, forurettet og trodsigt. Morgana skulle lige til at åbne munden og sige noget trøstende, opmuntrende, for at få ham til at snakke lidt, da hans næste udbrud gav hende farve i kinderne.
”Måske burde De snakke lidt pænere, hr. Dæmon. Din omgangstone med mine bekendtskaber generer mig en anelse!” Morgana havde vendt sig en smule mere rundt og stod nu med rynkede bryn og hænderne over kors foran sin brystkasse. På stedet frygtede hun ikke noget fra Taylors side, men hun var opmærksom hans reaktion på udbruddet. Hun ville ikke kunne gøre så meget, hvis dæmonen blev ved med at provokere på den måde! I så fald var Taylors aggressivitet berettiget.
Som for at forebygge endnu en voldsudøvelse fra Taylors side, gik hun hen til ham og tog hans hånd i sin(?).