Alwyn stirrede på Herren. Hendes øjne var isnende kolde og så alligevel... Der var en følelse i dem; en anderledes følelse. Måske ligefrem et lille strejf af venlighed. Hun havde egentlig ikke forventet et svar, så hans, måske ligefremt positive, svar overraskede hende en smule. Hun lod hånden skubbe en tot hår bag øret; en gammel uvane hun havde, når hun enten var genert eller også når hun var forvirret.
Hun rømmede sig og skævede ud over arenaen, før hun tog plads ved siden af Mørkets Lord. Hun satte sig til rette med det ene ben lagt henover det andet, og hænderne foldet i skødet. Hun undlod at skænke Herren et blik, og fulgte roligt med i "kampen."

Fra tid til anden undslap et fnys og hun rynkede næsen. Et eller andet sted var dette ikke en kamp, men snarere et teater-stykke. Et dårligt et af slagsen, endda !
"Jeg hører at de oppe i nord, her i vintertiden, er gået igang med at bygge dæmninger, for at afskære os adgangen til vand." sagde hun tonløst imens hun fulgte kampen med øjnene. "De har fået afskåret de fleste åer og kanaler, allerede. Jeg har sendt nogle af mine bedste soldater op for at få orden i sagerne." påpegede hun.
Hun var ikke engang sikker på om hun havde nævnt hele vand-krisen for Herren før. Hvis ikke ville han måske blive sur over den beslutning hun havde træffet, da hun sendte en enhed op for at tage sig af de drilske bønder. På den anden side, så havde Herren sikkert meget andet at tage sig af.
"Jeg ville gerne fortælle Dem dette selv, i stedet for at De bliver overrasket af et bud senere. Jeg beklager at jeg ikke arbejdede under Deres befaling Herre, men jeg mente at De havde nok at se til," tilføjede hun. Hun bed sig i læbene og skævede lidt til Herren. Hun borede neglene ned i den anden hånd og rømmede sig en smule.
Hvorfor havde hun overhovedet sagt det? Nåja - for at undgå at skulle se på "kampen".

Cazador spærrer øjnene op, som et rådyr i lyset fra en bils forlygter, da Ethelihn hæver armene for at give ham 'nådesstødet'. Han kæmper sig på benene, og krabber sig væk, lige som lynkuglen rammer ved siden af ham. han observerer kort Ethelihn for at konkludere, at hun er forholdsvis svækket lige nu, og det giver ham en anledning til enten at flygte eller angribe.
Han tøver ganske kort, og trækker så sin bedste dolk af dem alle, den med det indgraverede 'X' på.
Med et kræftanstrengelse sætter han af, i håb om at ramle ind i Ethelihn, og lande oven på hende.
Hvis det skete, ville han straks låse hende fast med knæene på hendes arme, og kniven højt hævet.
"Jeg beklager snut" vil han sige, hvorefter han ville hugge kniven imod hendes solar plexus, med et utroligt håb om at ramme. Hvis ikke, var det sandsynligvis ude med ham...

Med overraskelsen åbenlyst malet i ansigtet ser hun på at hendes lynkugle farer afsted til den modsatte ende af arenaen og med at brag ramler ind i væggen. Ethelihn ved, at stødet ikke var dødeligt, men hun er ret sikker på, at andre kunne være i tvivl med det mræke, kuglen har efterladt sig. Hvordan kunne jeg ramme ved siden af?! Han var jo så tæt på... Lige meget, jeg må bare - Hendes frustrerede tankerække standses bradt, da Cazador farer imod hende med hævet kniv og vælter hende.
Hendes krop er drænet for kræfter, men hun forsøger alligevel at gøre sig fri. Det hjælper bare ikke noget som helst. Selv hvis han var et lille barn, ville hun kunne gøre noget. "Gu' er du ej," knurre hun og skærer en grimasse af indestængt smerte, for hun vil ikke skrige igen. Der må være grænser for ydmygelserne. Hvordan kunne jeg dog tabe... Men nu kan han heldigvis ikke nå væk Et vagt grumt smil toner frem på hendes læber. Det står der et par sekkunder som en advarsel. Så ændres til en ny grimasse. Sveden har piblet længe, men får af en eller anden grund fornyet styrke. Hun sender et strømstød op gennem kniven til sin modstander. Det er langt fra kraftigt nok til at gøre skade, men ikke desto mindre vil det være ret ubehageligt. Alting begynder at snurre for øjnene af Ethelihn, og pludselig er der fire Cazadore, der omringer hende. Hun lukekr øjnene for i det mindste ikke også at få kvalme.

Cazz smiler diabolsk, og hans øjne borer sig ind i Ethelihn. Men han stivner brat, da elektriske ladninger pludselig strømmer igennem hans krop, og får det til at sortne for hans øjne. Energiladningen imellem ham og ethelihn bliver pludselig for voldsomt, og han kastes nærmest af, og lander ca. 3 m. derfra, med hovedet knaldet ind i muren. Han tager sig til baghovedet, og da han ser på hånden igen er den fuldstændig smurt ind i blod, sand, støv og snavs. Han lægger ikke mærke til at publikum er blevet tavse som graven.
"Av for..." mumler han, før alting pludselig bliver sort for hans øjne, og han besvimer. I det mindste havde han klaret opgaven... håbede han.

//BESVIMET

((i skriver bare uden mig- jeg smutter lige en tur til als <3))

Med blikket endnu hvilende imod de kæmpende på pladsen, lyttede han opmærksomt til Alwyns pludselige ord. En ganske let trækning dannede sig i hans mundvige, der blot åbnede op for noget der lignede en reaktion. Ikke en heftig en af slagsen, tvært imod, men blot en der vidste at han faktisk reagerede. Hendes ord fortalte ham om hendes kedsomhed, specielt fordi at den pludselig fortælling om afspærringen oppe nord fra, var så indfalden. Der havde ikke været en specifik grund til at hun fortalte ham om det, derimod var den kommet pludseligt - som om det havde været en kort indskydelse, der alt i alt blot var brugt for at kunne komme ind på en større samtale. Nej det nagede ham ikke at han først havde fået det fortalt på det daværende tidspunkt, specielt fordi Alwyn rent faktisk havde taget hånd om situationen så snart hun havde hørt om det. Det der egentlig nagede ham, var at det var blevet sat igang. Oprørerne så virkelig ikke ud til at ville give op, også selvom de vidste at det ville få alvorlige konsekvenser for deres ... herreværk. Disse konsekvenser indeholdte ikke kun voldigheder imod borgerne, der havde udført denne form for 'herreværk', men generelt fremskridtet for det nydannede samfund. Det hjalp i hvert fald ikke på de fremskridt, som Lorden helst snart så komme.
,,Tænk ikke på det Alwyn, der er tilsyneladende blevet taget hånd om sagerne," sagde han da endelig, og hævede ganske let hænderne for at trække hætten ned omkring sine skuldre. Varmen syntes pludselig at have fundet frem til hans ansigt, men end ikke det så ud til at ville slå hans koldsindige jeg ud. ,,- Hvad mere skulle der ellers kunne gøres?"
lød det følelsesløst fra ham, hvorefter han ganske let så imod hendes nu siddende skikkelse. Noget der lignede et vurderende blik faldt imod det kvindelige ansigt, Alwyn nu engang bar rundt på. Muligt at manden ikke havde nogle bestemte hensigter, med nogle former for køn eller væsner, men han vidste at når et menneske var smukt, så var det smukt. Det var ganske, ganske sjældent han tildelte at andet individ titlen smuk, men når han da endelig konstaterede dette mente han det skam. Ikke at det var noget han nogensinde fortalte dem, da det ikke ligefrem var hans stil, at tildele komplimenter på den måde. Det var derimod blot en ensidig tankegang, han holdte helt og aldeles for sig selv. Alwyn var en smuk.
Kortvarigt havd det vurderende blik været, og han vendte da sit nu blottede ansigt imod kampladsen, da en ustyrlig ting nu opfangede hans opmærksomhed. Stilheden der havde ramt kamppladsen havde været lige så højrystende, som da jubelskrigende havde været på sit højeste og fangede da derfor også Lordens opmærksomhed. Synet han da mødte var en anelse forargende, eller hvad man da kunne kalde det i hans tilfælde, da han så hvad der netop var hændt Ethelihn. Han rettede sig op i sin siddende stilling og lænede sig en anelse frem, for at kunne få et bedre udsyn til hvad der egentlig var sket på pladsen. Hvad han egentlig opfattede, hvilket også fik ham til at handle hurtigt, var at en af hans eneste riddere var alvorligt kvæstet og modstanderen - den opsøgende slave - var slået bevidstløst. Han vendte et kort blik imod sin tætstående vagt, hvilket hurtigt reagerede på det ellers følelsesløse blik. Vagten forlod da sin post og forsvandt ind bag indgangen, til den højhævet loge. Hvad der netop skulle til at ske, hændte sig meget hurtigt. De sårede blev trukket ud fra arenaen, mere nænsomt ved den enkelte af dem, men de ville begge blive healet - og den enkelte, ville blive belønnet.

Øverst på tribunerne bliver folk skubbet til side ligesom de gjorde tidligere på dagen. Denne gang er det mere forsigtigt og anstrengt, for Ethelihn er stadig ikke helt på toppen efter kampen. Hun kan ikke længere bare bruge begge hænder til at skubbe og puffe til folk, for hun må konstant holde sig på maven ved knivstikket. Der er ikke længere noget at se. Det havde healerne gjort godt, måtte hun give dem. Men området ved mellemgulvet gør stadig rasende ondt. Og ikke nok med smerterne. Hun har også mistet store mængder energi på sine lektriske udladninger. Det lykkedes også healerne at 'friske hende lidt op', så hun ikke følte sig så mørbanket. Hun har ingen anelse om hvordan, men på den anden side er hendes viden på netop det område også meget begrænset.
Om sider får hun banet sig vej ned til sin plads igen. Hun standser kun kort op ved Mørkets Lords side for at bukke. Det samme gør hun, da hun når frem til Alwyn. Begge gange skærer hun en forfærdelig grimasse, på grund af smerterne i mellemgulvet, som hun er nødt til at bøje sammen om for overhovedet at kunne lave bevægelsen. Af samme grund bliver bukkene heller ikk e særligt dybe, men hun synes i det mindste selv, hun formår at opretholde en smule værdighed.
Hun sætter sig ned på sin plads igen for at overvejre resten af kampene. Kort tid efter er hun dog ved at fortryde. Slagsmål er kun rigtigt sjove, hvis man selv kan deltage. Og hun ville i hvert fald ikke være i stand til at deltage foreløbig.
igen begynder hun at spegulere på, om hun nu er blevet stillet i et dårligt lys. Det føler hun sig ret sikker på, så tankerne afløses hurtigt af nogle andre. Jeg slår ham ihjel, hvis jeg nogen sinde får chancen! og jeg ubrde torturere ham for, hvad han gjorde ved mit hår... Ethelihn vender øjnene opad som om, hun rent faktisk kunne se sit hår. Takket være hende skarpe kniv og et spejl, hænger hende hår ikke længere i hjælpeløse tjavser. Det djorde ondt, men med lidt smertestillende og hvisheden om, at det ville være meget være, hvis hun ikke fik gjort noget ved det, kom hun igennem. Håret var nu etageklippe fra top til bund. 'Bund' er måske nok så meget sagt, da de nederste spidser af håret kun går hende til slutnignen af hendes hals. Hendes tanker drejer sig nu om, hvordan hun kan få sit kommende torturoffer til at overleve så længe som muligt. Passende nok begynder Ethelihn at smule ret så grumt.

- S P O L E . F R E M -

Hvad der skete efterfølgende, var ikke så anderledes end folket havde forventet. Mindre end kvarter kig der, før der blev smidt nogle enkelte fanger ud i arenaen, og kampene startede atter på ny. Folkene skreg jublende, blodet flød, og flere og flere fanger blev slået ihjel. Nogle enkelte fanger overlevede måske kampen, hvilket kun skyldtes deres færdigheder angående sværdkamp, men hvad der derefter hændte dem vidste ingen. De eneste der egentlig havde kendskab til om deres liv fortsatte, var Mørkets Lord selv, og vagterne der bestemte om de skulle fortsætte deres uduelige liv, eller om de ville ende det, med en lang og grusom tortur.
De udvalgte krigere, som havde vundet deres kamp i arenaen, fik den en værdifuld belønning der bestod af mange rigdomme. Tilfredsstillet som publikum selv, forlod de arenaen og lige så forladt blev den, som den havde været førhen. Mørkets Lord og hans tilhængere havde for længst forladt området, og drog atter til Midnatsborgen for at holde et mindre gilde. Et gilde der fejrede de sejrende krigere, og et håb om en bedre fremtid for dem alle.