Hendes hånd fandt ham igen; og et skarpt suk gled ud mellem hans læber, før han nåede at skjule det. Kroppen reagerede selvfølgelig, som den skulle, opmærksom og tændt… men nu var det anderledes. Nu var det nok. Ikke fordi det ikke føltes godt. Zalaens, det gjorde det; men fordi han havde fået, hvad han kom efter.

En bekræftelse. 

Han greb hendes hånd blidt om håndleddet, standsede bevægelsen uden at være afvisende, men bestemt nok til at styre situationen tilbage i sin bane.

"Hvis du bliver ved sådan der…" han trak vejret tungt, et lille smil løftede sig skævt, "så kommer jeg jo til at skylde dig dobbelt."

Han kyssede hende igen, kortere denne gang, mere taknemmeligt end begærligt. Et lille punktum.

Så gled han væk fra hende, landede på kanten af sengen og greb ud efter bukserne. Hans skuldre var rolige på en måde, de ikke havde været, da han kom ind. Han trak stoffet på, mens han sendte hende et overordnet, charmerende blik over skulderen.

Som et eftertænksomt efterslag gled hans hånd gennem håret, og han kastede en sidste bemærkning - halvt kæk, halvt sandhed:
"Du fik mig til at glemme… alt. Tak for dét." Og knappede det sidste på skjorten så han var helt påklædt igen. 

Det var altid en prøvelse, både for at gøre hendes job, men lige så meget for at lade kunden blive længere. Det var hvad det handlede om, og hun skulle have penge i lommen. Men chancen for at der var mere at komme efter, var nok lille. Hendes anelser blev da også bekræftet da han lagde sin hånd om hendes håndled, og fjernede hånden fra ham.

”De glemmer at de blot har betalt for tiden, og ikke kun fornøjelsen, kære” Hun sendte ham et roligt smil. Men det var også sådan man fik dem til at blvie længere, så de ville bruge mere tid hos dem - selvom hun gerne nød at bruge mere tid med denne unge mand; han var flot, veludrustet og hun havde reddet ham godt, men ikke set hvilke kræfter der lå i hans hofter.

Så gled han væk fra hende og i et kort øjeblik blev hun liggende under det tynde stykke stof, inden hun selv skubbede sig ud over sengens kant og bukkede sig ned for at tage hendes kåbe. Når kunden var gået, ville hun sørge for at blive vasket, som hun kunne mærke hvordan hans væsker bevægede sig i hende.
”Det er mit job. Hvis De har brug for at glemme en anden dag, så lad mig vide”

Henly trak skjorten helt på plads, gled håndryggen over sine læber, som om han ville fjerne det sidste spor af kysset. Han kastede et blik på hende, der var lige dele kæk og mildt taknemmeligt. 
"Du har ret," sagde han, mens han bandt bæltet, "og en fornøjelse var det." Sandheden var, at han var brugt op - udmattet - af alle de forbudte og kaotiske følelser, der havde brygget i ham hele vejen herhen. Det havde hængt ham langt ud af halsen, og en kamp var det, at holde sammen på sig selv. Åndsvagt. Især nu hvor svaret var så simpelt.

Hans mundvige løftede sig til starten af et smil da hun talte. 
"Tro mig... Hvis jeg får brug for at glemme igen…" hans smil bredte sig skævt, som en hemmelighed, "så ved jeg godt, hvor jeg skal gå hen." Han samlede jakken op fra stolen, kastede den over skulderen og gjorde en let, næsten teatralsk bukning mod hende - Matoni-blodets elegance, pakket ind i Henlys egen, unge charme. Hans hænder kørte ind i sine lyse bølgede lokker for at rette dem til, bare så han så lidt mere nydelig ud... og ikke så sengerodet. 

"Pas på dig selv." Han vendte sig om og lod døren glide i bag sig. Hendes tid var blevet betalt for, og nu var det næste der ventede Henly, et dejligt, langt og varmt bad.