Et blødt gisp slap over hans læber, idet Frederik pludselig skubbede ham væk. Viktor vaklede, og i samme øjeblik, som lyden af hastige skridt forsvandt bagud, stødte hans baghoved mod bordkanten med et dunk. Et lavt, smerteligt grynt gled frem, da han forvildet glippede med øjnene.
"Frederik!" fik han presset frem, anstrengt, mens han tog sig til baghovedet med et kort, skarpt sug mellem tænderne.
Zalaens!
Han satte hånden i gulvet for at komme op - men ramte noget vådt.
Ferskenvin. Glasset var væltet. Han vrissede utilfreds, trak hånden til sig med en forurettet rynken på næsen og tørrede den af i buksebenet med et fnys. Irriteret over det hele: slaget, forvirringen, den klistrede vin og den tomme plads foran sig.
Hurtigt tørrede han hånden af i buksebenet, rejste sig og mærkede, hvordan en knude af bekymring strammede sig i brystet.
Han måtte finde Frederik.
Viktor skubbede sig resolut gennem mængden, undveg damer i flæser og sin egen familie med en adræthed, han kun havde, når følelserne løb af med ham.
Dér. Han fangede ham i mængden, og i en glidende bevægelse undgik han flere af de festglade gæster. Musikken dæmpede sig, som om verden trak sig baglæns jo længere væk fra festen han kom.
Et vindstød slog mod ham idet han trådte ud på balkonen. Viktor gøs. Kulden ramte helt ind til benet og fik skuldrene til at løfte sig demonstrativt til ørerne. Hvis bare han havde sin lune uldfrakke, men den hang tilpas og uvidende i garderoben.
I det mindste dulmede kulden smerten i nakken.
Men synet af Frederik, lænet tungt over gelænderet, fik alt til at stilne. Brynene vippede op i en forvirret, påpasselig grimasse i det unge ansigt. Skyldfølelsen hviskede ham i øret.
"Frederik..." kom det så lavt, at han var i tvivl om han egentlig sagde noget. Adelssønnen rettede ryggen og med en forsigtig beslutsomhed, sagde han igen;
"Frederik."
Han trådte et skridt nærmere, og så et til. Krøllerne dansede let i den kølige brise, og han foldede kort armene om sig selv for at varme sig. Læberne blev presset sammen, før han talte igen.
"Det var bare fis." Hans hoved vippede let, så han kunne se Frederik bedre. Han sank en klump.
"Jeg skulle ikke have provokeret dig så meget... i forhold til..." han fugtede læberne, usikker på hvordan han skulle formulere det. Viftede hånden ud til siden med et skævt skuldertræk.
"Ja.. med alt det du har været igennem." The love that I gave you was art in my form
Krystallandet
