Det var derfor også med en hånd der skælvede bare en anelse, at han rakte hånden og armen med kniven frem mod ham, en bloddråbe allerede løbende fra hans tommelfinger, fra hvor han havde klemt sin hånd mod bladet, men det virkede ikke til at han ænsede det.
Hans frie hånd greb fat i ærmet og hev det op, så den blege hud blev synlig. En bleg hud, der allerede var dækket af ar. Det var tydeligt at det her ikke var første gang nogen havde skåret i den sarte hud, nogle så voldsommere ud end andre, men det var nok ikke helt forkerte at regne med at de fleste af dem var selvforskyldt. Men selv i midten af alle de gamle ar, var der enkelte der virkede til at være nyere. En anelse lyserøde som var de kun lige healet.
Yagos blik var dog ikke på den arret arm men i stedet for på Emerson, en næsten udfordring i hans øjne, som han stadig ikke forventede Emerson at skære i ham.
Krystallandet
