Meira havde nok dømt rigtigt, med Kilians grænser. Hvis man skulle beskrive dem arkitektonisk, og man satte Kilian ved Krystalpaladset, så var hans grænser stenmurerede helt ude på den anden side af den Ydre Ring. Han ville gerne lade folk komme ind, i princippet, men det skete ikke så tit. Han arbejde også så meget. Det føltes ikke sådan, men engang imellem tænkte han over, når nogle af hans kolleger gik hjem og kom tilbage næste morgen. De kaldte det fyraften.

Han noterede sig Meiras livsenergi, da hun passerede gennem døren og forbi ham, og igen, da hun satte sig ved pejsen. Den var mild, var det bedste ord, han kunne komme på. Han var ingen poet. Den var livlig, på den måde som nogle væsner var opmærksomme på deres omgivelser, men uden at være frygtsomme eller anmassende. Der var også en lille smule, meget intens varme. Måske det var hendes omsorg for dyr, der kunne få hende til at handle. Det havde han jo selv set. Det var derfor, de var i det her faldefærdige hus.

Han nikkede til hendes udsagn: ”Mhm... meget flot... den ligner ikke noget, nogen i denne del af byen normalt ville kunne få fat på.” De tygge brug rynkedes endnu mere. Mens han tænke på, hvilke unoder, drengene mon havde brugt kniven til, nævnte Meira noget helt andet.

”Ja... nogle må savne den. Måske nogen vil henvende sig på stationen, hvis melder, at vi har fundet en værdifuld kniv. Enten er drengene også tyve, eller også er det en gave fra en arbejdsgiver. Hvis de har sådan en, ville jeg meget gerne have fat i dem.”
Han mærkede også solen skinne. Så spidsede han øre og vendte sig med en hvisken.
”Hørte du noget?”

det måtte hun gi ham. han havde forstand på byen og hvem der boede hvor og ja det var ikke lige her fra denne del af byen. det måtte være fra en del rigere folk. Kilian havde nok ret i sin tankegang måske en gave fra en arbejdsgiver. man kunne jo høre smedjen om de havde set den før. men så igen de havde sikkert lavet millioner af dolke. så det var måske ikke så klogt igen.

Da kilian talte om at melde den som fremlyst ville det ikke skræmme tyvene væk vis de fandt ud af byvagterne var på sporet af dem. måske de selv skulle komme og indmelde den var væk. som om den var blivet stjålet fra dem eller blevet væk fra dem. hvem vidste.

Da kilian spurgte om hun hørte noget rystede hun lidt trist på hovedet. hun ville gerne ha hørt noget som trin eller en hvisken men der var helt stille. enten var de her og var helt stille eller også var det bare tomt... hvad enten det var kom der lys fra ovenpå ned igennem sprjækerne og ramte kilian og meira.

dog kunne man jo ikke være sikker på hvad der var i dette hus ud over støv selvfølgelig... måske... måske.... "thju" kom der svagt fra Meira i det hun fik lidt støv i næsen og nøs. ja det var et lille killinge nys hun udgav for ikke at forskrække nogle + hun holde sig for munden. og fordi hun aldrig havde nyst stort så længe hun kunne huske,

*hvor ville det ha været fedt at nogle ville ha sagt "isari velsigne dig" eller "prosit" lige der så det havde fanget de skyldige.* men det var nok bare ønske tænkning. hun så med røde kinder på kilian fordi hun ikke ville ha nyst lige bag ham. hun var bare ikke van til så meget støv.

Hun havde ret. Måske ville det skræmme tyvende. Det håbede han på, at de ville. Men normalt var det bedst at skræmme dem, efter man havde fundet ud af, hvor de gemte sig, så man kunne holde øje med, hvad de så gjorde. Han måtte opsnuse flere spor. Hvad var der ellers i huset?

Kilian lyttede mere efter knirkende lægter eller gulvbrædder. Han kunne sværge på, at nogen bevægede sig rundt udenfor, specifikt nogen, der ikke ville høres. Det kunne være en kat, men bestemt noget, der gik på listefødder. Han havde næsten lukket alle andre sanser ude end høresansen, da Meira nyste, og han fik et chok, så det spjættede i ham. Det var et meget lille nys, for en meget voksen halvelver. Hans smilede - en lille smule. Støvet stod også omkring dem. Der var ikke meget at se, hvor lyset ikke faldt, men der var solen kom igennem sprækkerne, var der helt tæt.
"Prosit, frøken dyrlæge..." Han prøvede at lytte igen. Hvem end, der var udenfor, var enten stoppet op, eller forsvundet.
"Jeg tror, jeg har fundet smedemærket." Han viste Meira an halv afslidt ring med nogle snørkler i, så hun kunne se det, inden han stoppede kniven i inderlommen.
"Siger mærket De- ha... ha-HAAATJUUUU!" Kilians nys sendte modsat Meiras meget diskrete, hvirvler gennem solstrålerne.

"Prosit!" lød det. Kilian så på Meira. Det var ikke hende, der havde sagt noget.

det var lidt sødt han kaldte hende frøken dyrlæge. men hun modsagde det ikke. hun smilte lidt da han sagde han havde fundet smedemærket, hun synes hun havde set det mærke på en af sine hunde luftnings ture. hun så med knebne øjne på det men måtte trække hovedet til sig da han pludselig skulle nyse også. hun så helt forskrækket på ham og stivnede da lidt da en sagde prosit. hun så forskrækket på Kilian og så mod døren og hørte en der hviskede. 

"stille dit fjols"

hun så pludselig en skygge ude fra der kom lidt ind af en der gav en flad eller en dumflad til en anden, det var da pudsigt at de lidt afslørede sig selv.

hun var med hurtige dyretaler evne tændt talte højt. "hvem er der?" det ville nok lyde som om hun talte med dem der ude men hun talte med mus og fugle.

”Ingen! F-frue- av!” peb en stemme udefra som svar på det de nok troede var et spørgsmål til dem.
”Av for- Hold så op me- *mmhjnfwwn*” Stemmen udenfor gik fra en piben til at lyde som om, de havde slugt en sok.
*Et barn!* tænkte sergent Kilian.
Den anden stemme, den lød ældre, hviskede sig hæs i små eder og forbandelser over at den yngre ikke hørte efter. Eller det gættede Kilian i hvert fald på, for en krage var begyndt at skræppe så højt udenfor, at Kilian havde svært ved at skelne lydende. Men kragen var insisterende, og var nærmest begyndt på samme tid, som barnet svarede udenfor.
Sergenten samlede et par fingre om dyrlægens ene ærme og trak indikerende. Han ville dirigere dem ud ad døren, så diskret og hurtigt som muligt. Måske det var dem, eller måske de vidste noget. Eller måske kragen i det mindste gjorde.

Meira smilte forsigtigt over barnet som svarede hende. men nu lød stemmen mere udenfor end inde ved siden af. hun lyttede til alle stemmerne, men da en krage begyndte at tale mærkede hun Killian tage fat i hendes ærme og føre dem uden for meget stille.. 
"det er et barn... det er et barn... og en teenager... og en teenaager" sagde kragen og Meira lyttede da kragen forsatte. "de kravlede ud af kighulet og stikker af" sagde kragen.. Meira tænkte hurtigt. kighulet... Vinduet! hun vendte sig hurtigt mod Killian,
"de kravler ud af vinduet. og prøver at flygte" hviskede hun til Killian da han var foran hende. hun trak vejret dybt og var klar til at følge Killian uden for.

Meira vidste ikke om Killian ville løbe efter børnene eller om han ville efterlyse dem. men Meira var klar til at løbe vis Kilian satte i løb.

"over busken. mod midten" sagde kragen oppe fra et træ.'
"de prøver at stikke af over busken ind mod bymidten" fortalte Meira videre.