Det var ikke en påmindelse han behøvede eller ønskede sig. Tre år syntes af lidt for nogen, men det var umådelig lang tid for en som Leon. Johvist han ønskede at slå rødder et sted, men at slå sådanne rødder krævede mere af ham end som så. 
En kvinde, et hjem og et stabilt arbejde, hvilket var tre ting han ikke havde sig. Arbejdet var der, men lønningen var frygtelig og krævede dels mere overarbejde, hjemmet var knap et hjem og kvinden...jah ikke eksisterende . 

Alligevel talte øjnene de tre opløftede fingre om og om igen, var det i virkelighed gået så stærkt. Det måtte det jo have gjort. 

Lyset, og dens varme, stod klart, men uskarpt, i mellem dem. Leon satte fødderne lidt i og drejet numsen for at sidde over for Emerson for en stund. Lod blikket tage det ind som han aldrig før havde set vennen i andet end det naturlige sollys. Højre hånd lå i mellem deres brystkasser. Måske det var meget godt at den lå der. For nu hvor Emerson havde fået det hele til at krible og krable i ham, måtte han også sætte en stopper for det og vende deres dialog og alt der fulgte med den. Den venstre hånd som lå på skødet løftede tøvende fingrene, som han ikke helt kunne gøre op med sig selv om han skulle gøre noget med den eller ej.
I stedet valgte han at rømme sit stemmebånd: "Jeg tror dog du har ret i dine antagelser.." 

Antagelser om at de små bække og søer blev brugt til noget ulovligt, altså. 

Det var ikke helt til at gennemskue for Emerson, hvad der egentlig blev ment da ordene kom igen. Han havde ret i sine antagelser? Sine antagelser om Leon? Lyseblå øjne vristede sig fri fra den dansede ild i hans hånd, for i stedet at lande på det lyse ansigt. Oplyst af flammen, så gav det ham et varmt udseende - jah mennesket radierede måske varme via sin magi, men udstrålede også flammer, ud fra det skønne hår. Men på samme tid, så Leon også utrolig... melankolsk ud, bagved de tøvende smil og overvejende gestusser. 3 år var ingenting for en elver. Men Leon var nu heller ikke elver.. 

Uden at tænke meget over hvorfor han gjorde det, gled Emersons lyse fingrer ind imellem gabet på det ulvegrin han kunne se, så energien slikkede sig op af den lysebrune hud, som en prikkende, lille fornemmelse i spidsen af dem. Det gjorde ikke ondt, endnu... og det så altså så pænt ud, kunne han ikke lade være med at tænke. 
"Jeg har altid ret, Leon" smilede han, med et toneleje så stilfærdigt at man godt kunne blive snydt over hvor let det kom ud. Zions blik lå på lyset der stadigvæk ikke helt (omend det kunne mærkes) brændte ham, ogde  flyttede sig først i et ryk tilbage, da han kunne fornemme Leons blik hvile over ham - et skævt smil som en gavtyv i mundvigen, da han tilføjede. "Næsten altid. Men du kan ligeså godt vænne dig til det nu, jah?" og halvelveren skubbede nervesystemets reaktioner en anelse til grænsen, inden at han ville være nødt til at rykke sig væk fra den prikkende smerte der meldte sig på banen, desto længere tid han fik lov til at holde hånden derinde. 

Hvis ikke Leon rykkede ilden væk først, selvfølgelig. 

Selvsikkerheden som normalt tilhørte ham og var et af hans stærkeste elementer, den var som forsvundet og suppede omkring hans ankler for en uvis stund af tid. Den teede sig kun sådan i sammenklemte situationer og dette var en af disse situationer. Han ville så gerne ruske det af sig og bare være sit vanlige jeg, dog havde Emersons person denne effekt for nu. Var det mavens fejlagtige spil som tyngede ham i sådan en grad. 

Øjnene så med ud af øjenkrigen, studsede over hvordan lyskilden blev leget med. Det var ham et under om hvad Emerson så af skikkelse, hvis ikke han bare så kuglen som Leon så. "Det vil brænde som en flamme fra et stearinlys i længden" advaret han, men tvivlede ikke på vennens egne sanser til at kunne trække sig når tiden var til det. 

Et fryns voksede i takt med et selvtilfreds spil. "Jeg vil ikke give dig den fornøjelse" ingen havde godt af at have så meget ret, eller møde så lidt modstand i sin hverdag. Kunne man gå igennem livet uden udfordringer, jah. Så var det et uværdigt liv at leve, mennesker uden udfordringer havde intet at byde på. 
Hånden lå fast, blikket så til, men han lod erfaringerne læres på den hårde måde. Det var ikke i hans interesse at trække varmen fra dem eller efterlade dem i måneskinnet på ny. "Hvad ser du?" 
Uanset hvor meget Leon ville skubbe noget fra sig, krøb det konstant tilbage og stak til ham. Tankerne kunne ikke dulme hans tvivl eller (ikke eksisterende) følelser. Han havde ikke behov for endnu en Ludvik i sit liv, selvom Emerson var langt fra som Ludvik, så langt fra ham fortidens ven (og partner).

Ordene nåede lige at forlade den andens mand mund, inden at smerten i en insisterende prikken, næsten puffede hans hånd afsted. Væk fra varmen, væk fra ilden, og halvelverens lange fingre krøllede sig sammen i et næsten lydløst 'uh'. Næsten lydløst. 
Det var dog en godmodig grimasse der trak hans læber opad, og han legede nok en anelse med ilden, bogstavelig talt, inden at han fandt fred i at trække hånden mere til sig igen. Varmen hang dog endnu på fingerspidserne, inden at også dét begyndte at falme væk i natten. 

Han ville ikke give ham den fornøjelse? 

Et næsten forrådt glimt lyste de blå øjne op, inden at han med et sigende smil mindede dem begge om at det bare var show - ingen var så ufejlbarlige, og så slet ikke skikkelserne de sad tilbage i natten. 
"Hmm..." og han vævede lidt omkring det, inden at han vurderede at det ikke var noget de havde snakket om før, hverken hans tidligere jeg, eller den han tog pladsen fra. Hvilket dog kun gjorde det mere besværligt at stikke ham en løgn, hvis magien skulle ændre sig efter ejeren. Var det overhovedet vigtigt? Frem og tilbage diskuterede han med sig selv i små 5 sekunder, inden at bjergelveren med et lille brum nikkede imod lyskilden. "Et ulvegrin. Men skellettet af det - det ser næsten hånende ud.." Sagt med et lille smil, og en halv forhåbning om at det ikke faldt så meget udenfor kategori, at det ville straffe ham, sådan at gå med ærligheden for en kort stund. 
Øjnene slog op igen på ham, noget studerende i blikket, inden at han lænede sig en lille tand fremad, og mindskede afstanden imellem dem. "Ser folk noget meget forskelligt, fra person til person?" som var det en hemmelighed, hvilket var derfor han var nødt til at komme tættere. 
Ikke for at komme tættere på ham som person, selvfølgelig. Selvom det var en grænse han lidt gradvist gik efter at krydse, så noget af opmærksomheden på alt hvad der var anderledes ved ham, måske kunne falde mere i baggrunden. Give ham noget andet at fokusere på.  

Det blå blik tog det hele med, hvordan kroppens naturlige mekanisme udfoldede sig, eller snarere i dette tilfælde, krøllede sig sammen som brændt papir.  Man vænnede sig til det, lærte stille hvordan fibrene reageret til varmen i sidste ende, det ville altid krølle sammen.. Næsten. Et enkelt tilfælde var manden som havde ledt Leon herud og arbejde. Frederik Ludvik krøllede aldrig sammen for dem, tvært i mod. Hans reaktion havde alt for ofte være det stik modsatte, som han lod sig omslutte af varmen der måtte brænde. 

Leon lod sig gerne betage af månen, med hovedet godt lænet tilbage uden at frygte for at falde om på ryggen som han var en arm mindre til at holde sig. Rutineret i at sidde som en uden to arme, rutineret i at være lidt vævende og tilbagekaldende til noget han ikke skulle erindre. Månen var en evig påmindelse om alle de ting han havde gjort, alle de nætter han havde gemt sig væk fra sin virkelighed. Emerson havde til tider sneget sig med derind, men aldrig helt under huden på Leon til at han afsløret sig selv. De var joh bare venner. 
Venskabet der kunne få ham til at holde sig let til brystkassen når deres vejes skiltes i sidste ende. Men spørgsmålet hang små ubesvaret hen, eller måske havde Leon bare ikke hørt efter som han sad og så månen an. Men Emerson stemme lød, og han vendte blikket mod ham uden at fjerne hovedet fra sin position. Et hånende ulvegrin, det var ikke hvad han ville have forventet. 
Men som der skete en fysisk ændring, vendte Leon endelige hovedet i mod Emerson igen, lænede hovedet en anelse mod skulderen. "Jeg ved det ikke. Jeg har ladet mig fortælle at folk ser det, som er deres sandhed, men selv ser jeg jo intet andet end en lyskugle" hvorfor der ikke kunne være hold i noget af det som han var blevet fortalt om. 

Leons blik søgte små afslørende mod den andens mund for en kort stund, før han blikkede det væk. Det var jo bare fordi han var træt, intet andet. 

"Jeg troede faktisk du ville se noget som en gris for dens symbolisme" klukkede han stille i et grynt og trak lidt beklagende på smilebåndet. 

Deres sandhed?  Det var en dejlig poetisk måde at beskrive det på, og han smilede en anelse af ordene, uden helt at kunne tro på dem alligevel - han havde simpelthen ikke fantasien til at forestille sig det abstrakte - en sandhed der handlede om at ild kunne forme sig, efter hans egen sandhed. Hvad betød det overhovedet. Men det lød flot, og han fulgte Leon en anelse med blikket, da han satte sig bedre til rette. 
Oh? Hans tanker blev dog afbrudt, da det gik op for ham, hvilket dyr han ville have gættet på. En gris, hvad betød de nu? "Når du siger det på den måde, lyder det ikke godt. Er grise ikke noget med velstand?" og han hævede en anelse udfordrende det ene øjenbryn, et mere kækt glimt i de lyse øjne. "Eller.."

Jovidst, han var vidst ambitiøs og kunne gå længder for at få succes, endda få sine hænder lidt mere beskidte end man måske ville bryde sig om. Gøre ting hverken byen eller ham selv, ville anse som.. pæne. Men et eller andet sted, betød det ikke noget. I sidste ende, havde alle vel deres egne grunde til at træffe de valg som de gjorde. 
Så. Ville det være mere gavnende at holde ham på en armslængde, eller burde han rykke tættere på? Når nu han alligevel var gået langt nok til at følge ham herud, ville han nok ikke stoppe, medmindre han var mere sikker. Træls med de der sjette sanser, folk nogle gange besad, og Emerson greb lidt mere legende ud efter en af de røde totter, og betragtede den lidt. "Eller kalder du mig snavset?" Men gjorde ikke antræk til at give slip. 

Som ildfluer i mørket var glimtet i øjet ikke til at tage fejl af, hvorfor Leon blot sukkede mildt ud. "Hårdt arbejde" rettede han den ellers så mistrotiske halvelver for kommentaren om at være i symbolik med en gris. 
Selvfølgelig kunne han dog godt følge tankegangen, hvem ønskede at blive sammenlignet med en gris af alle dyr. Badende i eget møg og ofte betraget som noget så frastødende og ildelugtende. Men det var jo ikke tilfældet med Emerson. Hverken frastødende eller ildelugtende. En simpel venlig bemærkning. 

Men en latter forlod Leon som en blødsødende mine fremkom på hans ansigt, at han ikke helt lod sig kure af berøringen ved hans hår. "Det er nok det sidste jeg ville kalde dig" lød det som sætningen forlod den små leende latte. Det var jo et fair spørgsmål at stille, selvom han følt der lå mere bag sætningen end hvad det kunne lyde som om. 

Leon lod maven få et kold skud vand, selvom den så ihærdigt talte for at intet var som det plejede. Emerson kom normalt aldrig så tæt, så hvorfor nu? Var det den stikkende velbehag han havde af individet som sløret hans blik. Men han lod hovedet efterlidt vende sig let til siden uden at lade håret forlade dens andens favn. "Ville du foretrække at jeg ikke holder dig hen?" 

Ah. Hårdt arbejde simpelthen. 
Emersons blik fik et lidt forundret skær, som kunne han ikke helt tyde hvorfor han pointerede det. Men vidste samtidigt, at det var en ret pæn kompliment at få med sig, når hans arbejdsliv i mange henseender oftest var mere en hindring, end en styrke. 
Øjnene gled derefter ned på det røde hår i hans hånd, og han smilte lidt bredere. 

Vil du foretrække at jeg ikke holder dig hen? Og Emerson virkede udadtil til at stivne en anelse, imens han lige overvejede ordene. "Mener du her?" holde ham tilbage ved vandet, og han skævede til området omkring dem, inden at han endelig slap og lænede sig lidt tilbage igen. Brød boblen, og det føltes kortvarigt som om at nattekulden igen fik krøbet tættere på. 
"Jeg burde måske finde tilbage igen snart. Morgengry og alt det" uden helt at vente på svar fik han antaget at det måtte være hvad han mente. Halvelveren studerede det overraskende stille vand, og virkede på trods af ordene, til at tøve med at rejse sig helt. Det var ellers rart, bare at tænke og tale om noget andet med manden. Næsten som havde en del af ængsteligheden fra starten endelig forladt ham - nu snakkede de trods alt endeligt om noget andet end flasken. 
En underlig balancegang, sådan at vippe imellem ikke... alt for private oplysninger, og samtidigt holde hans interesse væk fra omgivelserne, og hvilke hemmeligheder der gemte sig i dem. 

Nemheden kom sig ikke af at de sad som gjorde de, eller for de underliggende følelser der boblede i dybet af Leons indre. Han kunne ikke komme uden om det, men ville heller ikke bekræfte eller accepter det, for det var jo ikke virkeligt. 
Varmen kunne kun stå til så længe en boble varede, og den sprang som Emerson trak sig. Han trak sig og Leons blik sank en snert. " Hen som i-" men borgmesteren kom ham i forekøbet og han sank blot en klump, som han sank de resterende ord. Hviskede tavlen ren og lod det blive som den anden dikteret. 

I fællesskab så de bare ud mod vandet og stille faldt stilheden som en tung dyne ned over Leon. Han havde engang for alt for mange år siden haft det sådan her. At nyde de små særlige øjeblikke med det rigtige forkerte køn. 

" Skal jeg så ikke lade dig finde tilbage ? " spurgte han, små mumlende. Indikationen for en form af skuffelse hvilet let i overfalden af tonelejet, men det fik alligevel Leon til selv at rejse sig fra sin sidde plads og rakte hånden ned til Emerson for at hjælpe ham op og stå, hvis det var noget han ønskede hjælp til. Det handlede hvert fald ikke om, at Leon bare lige ville røre den andens hånd, føle hans varme og eksistens mod sin egen. 

Han måtte komme tilbage en anden nat. Måske en smule mere opmærksom på sine omgivelser, og lidt mere forberedt på listetæer og katte poter. Det havde lykkes at styre samtalen ind på andre ting, og i stilheden der fulgte, vægtede Emerson kort hvad der var den bedste mulighed herfra. Det var rart, det sad i kroppen han boede i, hvordan øjeblikke som det her faktisk bragte en form for fred. Men han kunne ikke lade være med at være opmærksom på den andens kropsprog, som næsten virkede... tøvende i sine antræk. Nej. Skuffet. 

En lille mumlen, og han flyttede blikket væk fra vandets overflade, tilbage på mennesket. De lyseblå øjne fulgte ham en anelse i sin færd op, inden at han tog fat i hånden og også kom op på fødderne med et lille heh. "Du skal ikke den samme vej som mig?" og blikket flød ud imod Lazuras silhuet i det fjerne. Små nuancer af lys brød med bjergene langt væk, og man kunne ane at natten svandt tilbage. Emerson slap endelig hånden, og stak sine egne i lommerne, et lille undskyldende smil. "Jeg kan godt selv finde tilbage, hvis du har nogle ting du skal gøre her" og gav ham et beroligende smil - det var bare en invitation, om ikke andet. 

Grebet i hånden var fast og med en nemhed så han Emerosn komme op og stå, det lille uskyldige heh fik ham til at hæve brystkassen kort som det stak til ham. " Det skal jeg i teorien, men - " han lod hånden forsvinden ud af sin, lukkede vagt sin hånd i, lod den falde hængende ned langs hans side. " Jeg har nogle ting at gøre her før jeg går, jah.. " tanker der skulle udredes og undertrykkes krævede alligevel sin tid på sigt. Han summede dog lidt på det, trådte et skridt tilbage, træk på skuldrene og pressede læberne let sammen. 

" Det kan jeg gøre på et andet tidspunkt, vi kan godt følges .. " et skævt smil kom stille på læberne og med det, gjorde Leon selv optræk til at gå, som han roligt vendte ryggen til Emerson og trådte mere hen i mod skovens åbning igen. Dog ventede han på den anden, vente kroppen en kvart omgang for at indikere han ventede. 

I teorien. Zion indrømmede det ikke, men det føltes godt da han endt med at indvillige, og bjergelveren med et lille, velment smil kunne se dem begge traske tilbage til flodbyen og dens begyndende dag. Selvom det ikke var hele hans liv at Leon havde boet der, virkede han.. til at høre til her.
Så med et lidt større smil voksende frem, nikkede han til det lille 'jah' der bagefter fulgte trop. Jah, han havde ting han skulle. Men en anden dag var ligeså god som denne dag; Emerson gled nogle begyndende skridt fremad, hovedet vippet en anelse tilbage idet hænderne gled op imellem hårrødderne, og løsnede den knold der holdt det røde hår på plads. "Hvis du skal have selskab, må du sige til. Du ville være en god undskyldning" smilede han, nok en anelse (for) let med ordene, og rystede det med en lille latter løs. Hvad end bølger der havde gemt sig blev glattet mere ud, ned langs ryggen. "Desuden. Dét er mindst ligeså effektivt, som bare at følge efter mig i det skjulte. Måske endda en smule mere effektivt" kunne han alligevel ikke lade være med at drille igen med, et sidste blik på Leon som en leende lille stikpille til hvordan han havde... inviteret sig selv, her tidliger.  
Så hellere bare invitere ham med det samme, jah? Selvom katten efter musen, skjult af natten, også kunne noget interessant. 

Stille i mørket voksede et smil op på læberne, roen havde lagt sig i ham og behagen omkring Emerson tittede stille frem (igen). Det var ikke hans intention at give nogle udtryk eller misvisninger, men noget i ham vendte sig ved borgmesterens smil, øjne go generelle fremtræden. Kropslig kunne han nemt minde om Frederik, måske det var der hæmskoen var. Brynene tætnede kort i mindelsen om det og Leon sukkede ved tanken. 

Tankerne var malplaceret, uetiske og langt fra acceptable. Ingen mand burde tænke eller have sådanne mærkelige summende følelser for en anden mand, hvorfor Leon måtte skyde det ud med, at det var mistroen som endnu hang ved. Ligesom dengang i starten med Frederik, det var blot øvelser de havde foretaget sig, hjulpet hinanden til at blive bedre. 

Det himmelblå blik så ud af øjenkrogen mod det let bølgede hår som lagde sig fint nedad ryggen på halvelveren. 

Næreborene udvidede sig kort og en kort strejfen af mistanke og tøven faldt henover bondesønnen. " Det vil ikke ske igen, Emerson " halvforsøgte han at forsikre Emerson, men det skæve smil fortalt en anden historie. Men han veg blikket væk fra den anden og lod for en stund stilheden ramme. Turen gik bare hjemad nu.