"Jah.." svarede han, men det var som om alle ord forsvandt fra hans tunge da Viktor kunne mærke Frederiks arm glide omkring hans skulder og trække ham tættere ind mod sig som de travede væk fra det større selskab. Frederiks varme strømmede gennem dem - spredte sig i Viktor - og hans krop reagerede næsten øjeblikkeligt på den andens berøring. Selvom Viktor i forvejen havde det ekstremt varmt fra den hede sommerdag, sugede han den andens varme til sig, som en tørstig blomst der sugede næring fra solen. Armen der blot havde været flygtig forinden, lagde sig nu tættere på Frederiks ryg, og pressede ind i stoffets folder så han kunne holde fast på ham. Bank-bank bank-bank - hamrede hjertet nervøst mod hans bryst, mens han forsøgte at se nogenlunde upåvirket ud da de gik med armene på hinanden. 

Uden at slippe sin ældre ven, skævede Viktor en smule forundret op på ham da han begyndte at læne sig ned mod ham. Hjertebank. Viktor trykkede hovedet tilbage, og lyttede til den halvlangsomme snøvlen der forlod Frederiks læber. Han rynkede brynene, og klemte øjnene sammen for at tyde det - for.. det var lidt besværligt. 

Han så ikke synderligt begejstret ud som Frederik nærmede sig slutningen af sin frase. Brynet løftede sig, afventende og så gik det op for ham, at Frederik snakkede om sig selv. Store hænder - bemærkningen fra tidligere. Men det næste... Men du ve' vel hvad man si'r om mænd med store hænd'r, gør du ik'? En klump formede sig i Viktors hals, og de nøddebrune øjne blev større da han med det samme vidste hvad han mente. Rødmen farvede ham ned ad halsen. 
"Ah - altså." begyndte han nonchalant, men så bemærkede han Frederiks blik sænke sig til hans skridt, og ordene ville bare ikke flyde. "Hah," lo han trods sig selv, og hånden knugede uvilkårligt om Frederik i sine nervøse antrækninger. Viktor kunne mærke hvordan hjertet begyndte at kravle op ad hans hals så den snørede sig sammen om det. Han så væk fra Frederik, og følte alle nerver summe på én gang. Find på en smart bemærkning. Men istedet skævede han flygtigt til Frederiks skridt, og krøllede læberne forfjamsket sammen. "Nej - hvad siger man?" rømmede han sig, og forsøgte at lyde flabet, udfordrende, mens han tvang sig selv til at se op på Frederik. 

 Ah - altså.. Nej - hvad siger man? Det mørkeblå, lettere sejlende blik betragtede Viktor blive helt forfjamsket. Ordene der ikke helt virke til at ville komme ud. Det var sjovt at se ham reagere sådan. Det fik en varme til at sprede sig i den ældre knægts krop og et helt naturligt, tilfreds smil frem over hans læber. Frederik klemte Viktors skulder kammeratligt med hånden der lå hen over skulderen.
 " Hm.. Det er du vidst ik' gam'l nok til at høre så.. " Lo Frederik lidt, selvom han var ret sikker på den røde farve Viktor havde fået var fordi han netop vidste hvad den anden havde snakket om. 
 
 Som faldt det pludseligt Frederik ind hvordan han gik, med en mand, trak han armen lidt til sig og stoppede med at gå. Han slap dog ikke helt knægten, og lod hånden hænge på hans skulder. Frederik lod blikket glide lidt ud over festen der var begyndt at virke en hel del mere vuggende, nu hvor folk havde fået alkohol indenbords. Frederik brummede lidt, inden han tog en tår af glasset han havde i hånden.
 " Er du tilfrreds med din fødselsdag, Viktor af Alryssss? " Spurgte Frederik så, og lød næsten helt ædru. Næsten. Det virkede nærmest helt venskabeligt mellem de to knægte.
 Havde Frederik ikke haft drukket så meget, havde han sikkert hørt samlingen af fnisende piger der var på vej mod dem. Alle vidste jo man blev dårligere til at høre når man drak. Inden Viktor rigtig kunne nå at svare på Frederiks spørgsmål, blev han hevet væk fra Viktor. I et kort sekund fejlede Frederiks facade og man kunne se væmmelsen og ubehaget boble op i ham, som pigerne hægtede sig på den lidt ældre, ukendte fyr for at hive ham med ud og danse. Han fik dog hurtigt samling på sig selv, og fik klistret et påtaget, charmerende udtryk fast om læberne, mens han trak lidt i dem for at få armen tilbage der havde ved glasset. Da den kom fri førte han det op til munden, vippede bag over og bundet det - på nær et par små mundfulde - inden nærmest bankede glasset ind mod Viktors brystkasse, ubekymret om han fangede det eller ej. 

Ikke gammel nok? Viktor fnøs lidt, kinderne evigt røde som sommerplukkede jordbær og gnavede sig lidt i underlæben. Frederiks latter var så... attraktiv. Og selvom den unge junker var blevet ganske forlegen fra den pludselige sjofle bemærkning, ville han ikke bytte denne interaktion for noget i verden. De stod så tæt - var så tætte. 

Men de standsede op, og han mærkede grebet blive løsnet om sig, og ganske spejlende gjorde Viktor det samme, omend han bare ville køre hånden i ringe på hans ryg. Hånden hang lidt mere afslappet, og løst omkring den andens lænd (mest naturligt for Viktors højde) men han var glad for at Frederik ikke slap ham.
"Hah?" Han smilede lidt fornøjet op til sin ældre ven, Om han var tilfreds? Et lydløst fnys slap hans næse, og han nikkede lidt. Ja, men kun fordi Frederik var her. Den venskabelige atmosfære vuggede hans hjerte.
"Jeg hygger mig, ja.--" Svarede han, men Viktor var usikker på om Frederik nåede at høre det, før de blev afbrudt af kusiner og Arys piger, som hev i ham som var han en præmie hingst de alle ville prøve en tur på.

Det var et meget flygtigt sekund - udtrykket malet i Frederiks ansigt - og var Viktors blik ikke konstant opsøgende hos den ældre knægts, ville han nok heller ikke have været opmærksom på det - men, var det afsky? Frederik så ud som om at han hadede det, dem - indtil han ikke længere gjorde. Et enkelt blink skulle der til, og så kom hans charmerende smil frem om læberne som hvis Viktor blot havde set forkert sekunder forinden. Men det var han sikker på at han ikke gjorde. Skulle han blande sig? Trække Frederik med sig og stikke af? Hmmmm - Øjnene klemte han mistænktsomt sammen.
 "Hmpf!" Udbrød han overrasket da Frederik bankede glasset ind i ham, og hurtigt tog han fat i det inden det blev sluppet. Bitre sjatter lå tilbage i glassets dyb, og han hævede blikket mens han så Frederik blive hevet ud til dansegulvet af en horde af kvinder. 

Bittert, Frederik blev kidnappet. 

Viktor rynkede brynene og stod og svang glasset lidt ubeslutsomt rundt i hånden. Det gik ham på - og langsomt førte benene ham en lille bue uden om 'dansegulvet', fulgte med på sidelinjen, men stadig med blikket hvilende på Frederik. Han hævede glasset mod sine læber, en smule fraværende.. placeret dem samme sted hvor den ældre vens læber havde været ligefør og lukkede øjnene inden han stjal de sidste par mundfulde fra glasset. Kaldte man ikke dét for et indirekte kys? Selvom han havde gjort noget lignende tidligere, føltes det her mere intimt. Fordi det var hvad han lagde i det. Alryss sønnen trak lidt skuffet i mundvigen mens han betragtede Frederik stå og bevæge sig (meget lidt) blandt pigerne, men som hvis han alligevel morede sig. Hjertet prikkede af jalousi og Viktor stillede det tomme glas fra sig, og sippede lidt til sin cider istedet. Knapt så bitter. 

 Det hele trak sig sammen inde i Frederik. Som hver nerve prøvede at presse sig ud gennem huden. Som om maven trak sig sammen og før søgte af skabe afstand til kvinderne med maveindhold. Som var der ildmyrer under hans hud, der fik alt til at krible og kravle i ubehag. Det var decideret væmmeligt for ham at være på det dansegulv. Men han lod det ikke vise. Han smilede charmerende, lagde hænderne hist og her, totalt akavet og ofte en smule upassende, men det  var vel det man gjorde med kvinder, ikke? 
 Og han prøvede at komme væk, flere gange. Men han fik ikke lov. Han formåede at komme ud og hente et glas vin en gang eller to, men blev hurtigt hevet tilbage ud og danse - alt sammen indenfor kort tid. Og Frederik begyndte at kunne mærke det. Det hele snurrede, og maven var begyndt at trække sig sammen. 

Hår i ansigtet.
Hænder på overarmen.
Hånd i hånd.
Viktor.
Fnis og latter.
Bryster.
Viktor.
Det mørkeblå blik faldt gentagne gange på drengen med krøller. Kom og red mig. Men Frederik dansede videre. Han opretholdte facaden. Spillede sin del i slutspillet der var samfundet. Mænd og kvinder sammen. Frederik hadede det, men det var sådan det skulle være, sådan guderne havde skabt dem. Han fik fat på ende et glas, prøvede at trække sig igen, men de insisterede på han de dansede videre. Og så kunne han jo ikke sige nej. Hvad ville de ikke tro om ham?

Det var ikke spor sjovt at stå på sidelinjen og betragte det hele udefra. Viktor kunne mærke den svage prikken begynde at blive mere prominent des mere han så på Frederik more sig ude på dansegulvet. For det var vel dét han gjorde? Han sippede endnu engang til sin cider med et misfornøjet udtryk. Ud af øjenkrogen fik han spottet sin kusine Serafina; Den eneste der ikke havde vist nogen interesse for Frederik hele aftenen, og dermed var hun automatisk på hans side. Adelssønnen så tilbage på Frederik, og hvordan… han lagde sine hænder på kvinderne, og dem på ham. Viktor blev nødt til at holde sig beskæftiget med et eller andet så han kunne holde den ubehagelige voksende følelse ud. Så han vendte opmærksomheden mod Serafina, og undrede sig over hvad hun.. egentlig var i gang med. Snakkede hun med et træ?

Viktor forsøgte at holde opmærksomheden ene og alene på sin kusine mens han talte med hende. Men hver gang, blev han distraheret af kvindelatter, og alt hvad han tænkte var; Frederik. Helt automatisk søgte hans blik tilbage på vennen. De fik øjenkontakt. Hjertet hamrede, og selvom den andens mimik så ganske uanfægtet ud, så var der alligevel  noget der nagede den unge adelsmand. Højst sandsynligt hans egen stramme knude i brystet - men så havde der også været dét udtryk tidligere. Afskyen.. ikke?

I sidste ende kunne han ikke bære det mere - overvundet af sin kvælende jalousi, fandt han vej ind på dansegulvet, med sine værste moves, hænderne dirigerende i luften som hvis han spillede på svævende trommer, og møvede sig rytmisk ind foran Frederik, så han skabte afstand mellem den omklamrende kusine, og ham. Viktor havde ryggen til Frederik, og fandt vej til pigens hænder for at svinge hende en enkelt gang rundt med et nonchalant blik, og skævt smil hvorefter han slap hende. Selvtilfreds med sine egne gerninger - at få hvepsene væk fra hans honning. Med det samme drejede han omkring så han fik øjenkontakt med Frederik. Det alt sammen skete på et splitsekund.
“Hvad så?” Han løftede det ene øjenbryn og forsøgte at studere den anden. Kunne øjnene tale spurgte de; "er du okay?" Men i stedet sagde han, "Jeg kan ikke fordrage den her sang." Med et lille prøvende smil, og mærkede hvordan en af pigerne igen prøvede at røre ved Frederik - og helt uvilkårligt tog den unge grevesøn fat i hendes hænder og lavede en påtaget, overrasket "øjhh" lyd, og dansede ind foran igen som en beskyttende barriere og fortsatte med at se på Frederik, og lagde så hånden på hans arm, “Skal vi stikke af?”

 Det hele begyndte at virke så sløret, så blandet sammen, og Frederik havde det som om, at det eneste der skete i hele Krystallandet, var at han blev rørt ved. Forulempet. Misbrugt. For hver berøring der var, følte han et behov for at blive vasket, men han havde ikke andet end vinen til at prøve at overbevise sig selv om at han var ren. En vin der hurtigt var væk. 
 Og trods alt det formåede han holde facaden nogenlunde oppe. Smilene var begyndt at falme lidt, men der kunne skylden sagtens skydes på den ret så berusede tilstand Frederik var i. Det samme med det mere fjerne blik. Han ville bare væk... Og pludselig stod Viktor der. Som et skjold imod alt det forfærdelig. En helt der slog slynglerne ihjel. Deres blik mødtes og et kort øjeblik var der et taknemmeligt glimt at se i Frederiks svømmende øjne, inden det flyttede sig ned på Viktors læber.
 " Hm? " Brummede han forvirret og prøvede at få ord og mundbevægelser til at hænge sammen. Jeg - ikke - sang. Alle lyde og ord blandede sig sammen ,og det var svært at skelne det ene fra det andet, men Frederik slap en kort, næsten lydløs latter ud til Viktors ord, og nu hvor han ikke behøvede at lade helt så meget som om, var det også som om, Frederiks i forvejen minimale dansetrin, blev til endnu mindre. 
 " Vitk... Vit-Viktjor! " lød det besværligt, men munter fra Frederik, da han så hvordan Viktor beskyttede ham. Det var rart. Sødt. Hvor var Viktor da Frederik var mindre? Han nikkede til Viktors ord, usikker på om han hørte hvad det blev sagt, eller hvad han ønskede der blev sagt. Uanset hvad, tøvede Frederik ikke med at sætte kursen væk fra de dansende folk. Væk fra de kvælende følelser.

 Frederik slingrende skridt blev hurtigere og hurtigere, og hånden lagde sig op foran munden. Han kiggede ikke om Viktor var med ham, han skulle bare væk. Og han blev ved med at gå, til han kom væk fra det hele. Han vidste ikke helt hvor han var gået hen, men før han vidste af det, stod han med en hånd mod en husmur, og lod maven tømme sig ud over muren og jorden. 
 " Urgh.. " lød det klagende fra Frederik, da han følte sig tømt. Han spyttede og tørre mundvigene med bagsiden af hånden, og stillede sig frem, så panden hvilede sig mod den kølige mur. Meget bedre.

Som en kontrast til Frederiks kaos, forstummede alle lyde i Viktors verden da de så på hinanden. Opmærksom som adelsmanden nu engang var, omend han fra tid til anden måtte daske fluerne væk, bemærkede han alligevel det taknemmelige blik i det slørede hav over ham. Og så begyndte Frederik at le - lydløst. Som en lettet grimasse der bredte sig over hans ansigt. Viktors undersøgende, lettere indtrængende blik, ændrede sig til et af tilfredshed - noget usagt mellem dem. Jeg er her nu. Alt er okay.

Viktor hørte sit navn blive kaldt, det druknede lidt i lydene og den besværede tunge, men han hørte det. Kortvarigt så han væk, men vendte med det samme opmærksomheden mod prinsessen, der skulle reddes fra dragerne. Og da Frederik nikkede, begyndte de uden yderligere ballade at gå væk sammen- væk fra mængden, væk fra de kvælende greb. Viktor med sin hånd på ryggen af Frederik, og så stak de af.

Som Frederik travede afsted, fulgte Viktor trop. Han sagde ikke noget mens de bare gik og gik, og så var de kommet temmelig langt fra selskabshaven. Endt et eller andet sted i baghaven hvor den festlige summen ikke kunne nå dem. 

Viktor så bekymret til som de ubehagelige lyde forlod de berusede læber og sørgede for at bevare sit blik på det mørke hår, mens han strøg hånden blidt henover Frederiks ryg med en sympatisk klukken. 
"Hvorfor dansede du så længe, når du ikke kan lide det?" Viktor huskede jo at den ældre ven virkede til at være imod dans, og alligevel havde han forsat til han fik det dårligt. 

"Ud med det.." sagde han blidt, mens brynene rynkede sig. Den unge grevesøn stod blot og aede den anden forsigtigt op og ned ad ryggen, småtrøstende. Der var ikke så meget andet han kunne gøre end at være der for ham - ligesom han var der for ham. Frederiks pande hvilede mod muren, og det så ud til at han var færdig med.. sine ting. De empatiske nøddebrune øjne flakkede lidt studerende rundt på Frederiks ansigt. 

 "Hm, Kom.." han trak skævt på mundvigen. På vejen havde han spottet en bænk, der ikke stod så langt fra dem, "Jeg tror du har brug for at sidde lidt ned, Frederik." Han klappede ham mildt på ryggen og stod klar til at støtte ham derhen, hvis han havde brug for det. 

 Blide, udviskende strøg gled over Frederiks ryg. Som tørrede de alle de usynlige beviser for pigernes hænder på Frederiks krop væk, vaskede ham og gjorde ham ren. Fiksede ham. Verden virkede til at vokse, trods der kun var plads til Viktor og Frederik i den, men den var ikke længere så klaustrofobisk. Frederik kunne trække vejret. Få ro på hjertet. 
 Den syrlige og bitre smag af mavesyre sad fast i munden, og med panden nu mod muren spyttede Frederik igen inden han sukkede. Forstod Viktor da virkelig heller intet af det han havde haft skrevet? Øjnene var lukket, vejrtrækningen langsom og udmattet, og vidste man ikke bedre, kunne man næsten tro han sov.
 " Djet ska' mann.. Djanse me' dhem.. " lød det opgivende fra ham. Mænd og kvinder. De hørte sammen. Det var vigtigt at huske, det skulle Viktor huske. Det var vigtigt, at man viste andre, at det kunne man. Vidste man. 

 Et træt og utilfreds grynt forlod Frederik, da Viktor klappede ham på ryggen, med ordene om at han skulle flytte sig. Det var hårdt, og Frederik var træt.. Men Viktor havde ret, for det var også hårdt at stå op, og Frederik var træt.. Med hånden der støttede sig mod muren, fik Frederik skubbet sig væk, og han trådte et bar snublende skridt frem, inden han lagde den ene arm om Viktors skulder for at støtte sig op af ham. 
 " Mh.. Hvårfro kjom du sså sjent? " brummede Frederik en smule klagende og vippede lidt med hovedet og prøvede at se hvor de gik. Det var bare hårdt både at holde hovedet oppe og øjnene åbne. Han holdt dog alligevel lidt øje med bænken, og så snart de var derhenne satte han sig på dem - eller forsøgte, for hans afstandsbedømmelse var måske ikke helt i hus. 

Solen var allerede gået ned for længst - de havde danset mørket frem, og nu stod de her i den lidt mørkere baghave, kun med svag belysning fra stedet de havde forladt. Det tog noget tid for Frederik at svare på spørgsmålet Viktor havde stillet ham, og han begyndte at overveje hvordan han skulle få sin højere ven væk herfra, i tilfælde af at han rent faktisk faldt i søvn. Men så sagde han endelig noget, og Viktor bukkede sig lidt frem for at se ham bedre an. Han sov i hvert fald ikke, endnu. 

Den unge adelssøn sukkede lidt og skar en grimasse da det gik op for ham hvad han sagde. Skal man det?
 "Du kan gøre lige hvad du har lyst til Frederik. Det er min fødselsdag." Forsikrede han den anden om, "her behøver du ikke gøre noget, som du ikke vil." Sagde han med et betryggende smil, og fjernede endnu ikke hånden fra ham.
 
Det kunne godt være, at man skulle vise sig fra sine bedste sider, og opføre sig som det var forventet af en. Men Frederik var ikke af adelig slægt, og ingen her holdt øje med om han opførte sig som en gentleman eller ej. Der var vel grænser for galskaben. 

Viktor rystede lidt på hovedet af hele situationen, og satte en hjælpende hånd på Frederiks brystkasse, og tog fat i hans arm. Du har drukket alt for meget - Han spændte op i sine muskler, så han var klar til at holde fast, skulle den ældre ven skvatte. Men den lidt klagende tone fra Frederik, fik Viktor til at sende ham et overrasket blik op på ham. Et af de mørke bryn løftede sig til hans ord. Hvorfor jeg kom så sent? Han gnavede sig lidt eftertænksomt i underlæben og så frem for sig så de kunne nå helskindet hen til bænken før han sagde noget.
 "Jeg vidste ikke- uh." Viktor blev afbrudt af Frederiks skøjtende ben så han mærkede et ryk i kroppen. Han fik ordentligt fat, og halv krammede ham til sig, mens han spredte benene en anelse for at holde balancen for dem begge. Højdeforskellen gjorde det lidt mere besværligt at holde ham, men han fik da placeret Frederik ordentligt på bænken. Han pustede ud.
 "Jeg vidste ikke at du ventede på mig." Svarede han så, og kørte hånden gennem sine krøller inden han tog et par skridt for at sætte sig ved siden af Frederik.

Han var stille lidt mens han iagttog den anden.
 "Du ventede på mig?" Spurgte han eftertænksomt med et skævt smil om læberne. Han kunne mærke et sug i maven. Viktor satte sig til rette og lagde sin arm hvilende på bænkens ryg, bag Frederik og betragtede ham afventende.

 " PPPJjjfff..! " kom det overdrevet frem Frederik, da Viktor mente at Frederik kunne gøre hvad han ville. Uvidende dreng.. Det var ikke sådan det hang sammen. Fødselsdag eller ej. Frederik prikkede Viktor i brystkassen, nok lidt hårdere end han selv forventede.
 " Djet r det jeg sji'r! Du forstjår dig ik på virk'lighedn.. " Et tungt suk forlod ham. 

 Det føltes som en meget levende tur ned st sidde på bænken, og Frederik klukkede lidt da numsen endelig sad på den hårde overflade. Hovedet vippede sig bagover og Frederik betragtede himlen lidt, inden han lavt brummede som en eller anden form for svar til Viktors spørgsmål. Hovedet rettede sig op lidt efter og han så hen på krøllerne der virkede til at sidde i alle retninger. Viktor lignede lidt et træ. Frederik smilte skævt over sin flygtige tanke.
 " Dju vil jo dans..! " Frederik sukkede så opgivende over ham og stak hænderne ned i lommerne og sank sammen på bænken. Havde han ikke plaget om en dans i flere uger nu?
" Mh.. oh! " Hånden i den ene lomme havde mærket noget, og han blev mindet om den ekstra gave til Viktor.
"Luk øjjne, luk øjne, Vit.. Vijhtor! " Lød det opfordrende og ivrigt fra den ældre knægt. Da han synes at det virkede til Viktor havde lukket øjnene tog han en sløjfe op af lommen. Stjålet fra  Auvina, som lovet.
" Holjd dem lukt! " Lød det bestemt fra Frederik - eller så bestemt det nu kunne komme til at lyde - inden han med et koncentreret udtryk lod fingrene glide gennem Viktors krøller, idet han forsøgte at samle en håndfuld hår. Det tog flere forsøg, men til sidst han fingrene godt ind mellem krøllerne, og håret var godt spredt ud mellem fingrene. Brynene rynkede sig, blikket var intenst og en brummende lyd af koncentration forlod ham, som han fik håret samlet og bundet sløjfen om det, så godt hans utrænede, fulde fingre kunne.
" Så! Åbn djem igjen! " Frederik kiggede på den andens nye frisure og nikkede tilfreds over sit arbejde. Hånden faldt tungt ned på låret at ligge - hvis lår vidste han ikke rigtig.
"Tjilyk me' fødselelsdag'n.. Tjøssedrenjg.. " Frederik havde lagt hovedet op mod Viktors så han halvt lå, halvt sad op af Alryss knægten. Han var allerede ved at døse helt væk i rusen, omfavnet af varmen fra Viktor, da han tilføjede det sidste ord til sætningen ganske snøvlende og halvt hviskende. Han sad godt her.
" Sjå er du en'u mer' fjin.. " mumlede Frederik fraværende og søvnigt.

"Selvfølgelig gør jeg det, Frederik." Svarede han lidt fornærmet, men rystede svagt på hovedet af sig selv. Han gad ikke at diskutere om det lige nu, og prustede lidt. 
"Du er her jo ikke for dem - men for mig.." det sidste mumlede han dæmpet. Slugte næsten ordene før de blev sagt, og fugtede underlæben mens han kiggede den anden vej. Og så grinte Frederik, som de kom ned at sidde, en latter der varmede. En latter Viktor bare gerne ville have for sig selv. Måske var det meget godt at Frederik var så tvær til hverdag, ellers ville mange mange flere kvinder bare overfalde ham - hvis dét da kunne lade sig gøre.  

Du ville jo danse, blev der sukket  - Oh, joeh, Frederik havde ret. Viktor ville jo gerne danse, men jalousien havde holdt ham fanget fra at gå derud - og.. samt, hvordan Frederik havde set ud imens. Det havde forvirret ham hvordan benene slog rødder i jorden mens brystet brændte af uretfærdighed. 
"Serafina." Brugte han som undskyldning med en lille rømmen, "Jeg faldt i snak med hende.." han krøllede læberne sammen, og klemte øjnene en smule som hvis han havde fået solen i ansigtet. Han fortrød det nu, hvorfor gik jeg ikke bare med ham.

 "Hah?" Udbrød han lidt fraværende, men overrasket da han hørte Frederiks sprudlende iver - noget mere livlig end normalt. 
Luk øjnene? "Hvad?" Lo han lidt forundret, og tiltede hovedet i hans retning. Viktor nikkede dog hurtigtm og lukkede så øjnene forvirret som han blev det fortalt igen. Øjenbrynene bevægede sig med ligedele bekymring og underholdning, med et lille fnys til følge. "De er lukkede." Forsikrede han moret og ventede så.
Oh, uh, mhm. Fornemmelsen af Frederiks fingre der sank ned i krøllerne og fumlede med dem, fik det til at prikke og kilde i huden helt ustyrligt. En summende varme bredte sig gennem kroppen som et glødende bål, der sendte rødme til kinderne og fik hjertet til at hoppe et slag over. Viktor sank en klump, så forsigtigt som om han holdt vejret, mens fornemmelsen fortsatte med at spinde sig ind i ham.

Viktor kunne ikke lade være med at åbne det ene øje på klem for at se, hvad Frederik foretog sig.
Bank-bank-bank, Frederik var så tæt på.. de dybblå øjne var så intense i blikket, trods hans berusede tilstand. Den unge grevesøn sugede diskret ind mellem læberne og lukkede øjnene igen da Frederik forsat legede med hans hår. En svag mistanke kom ham på sinde.. måske vidste han godt hvad han lavede. Mundvigen krøllede sig op, og så sagde Frederik at han måtte kigge.

De nøddebrune øjne så direkte ind i Frederiks, og først var han stille - lidt for længe om at reagere- Og så, mærkede han noget tungt på sit lår- som ikke var hans egne hænder. Viktors blik sank flygtigt derned og opdagede Frederiks hånd på sit lår. Hjertebank. En klump formede sig i halsen, men han gjorde ikke noget for at fjerne hånden, og reagerede så endelig.
 "Jeg har brug for et spejl.." lo han dæmpet, trods sig selv, og tog hånden op i håret for at mærke efter i det rod den ældre knægt havde lavet. Oh.. han standsede sin bevægelse og sendte ham et sigende smil. Han vidste præcis hvad det var. Og så kom øgenavnet, tøsedreng. 

Viktor fnøs med et nedtonet grin, "Ahaha, du fik fat i sløjfen," mens hans krop var fyldt med en hvirvlende følelse af overvældende intensitet, som han prøvede at undertrykke. Men hans unge hjerte var ved at give efter, da Frederik lænede sig ind mod ham. Åh, Viktor smeltede næsten under hans berøring. De var nu så tæt på hinanden, at hans hjerte truede med at eksplodere når som helst, selvom han prøvede at fremstå uberørt. Hans øjenlåg hang tungt under følelsen af Frederiks nærhed, og hans puls steg støt.

'Så er du endnu mere fin'... endnu mere? Viktors øjne åbnede sig opmærksomt, og han skævede til Frederik så godt han kunne, næsetippen strejfede det mørke, småstrittende hår. Synes han at jeg er fin? Det lød bare så.. oprigtigt. Kinderne var som dyppet i rød oliemaling nu.
"Frederik.." Sagde han småforsinket, og blikket faldt på hånden i sit lår. "Jeg er glad for.." dig "..at du kom.." sukkede han. Og så rynkede han brynene en smule forvirret over sig selv.. og de voksende følelser. 

 Et lavt tsk forlod Frederik da Viktor prøvede at bilde ham ind at han forstod. Det kunne han jo høre han ikke gjorde, hvis han ikke forstod hvorfor Frederik udsatte sig for de følelser. Vent, Viktor vidste da ikke? Brynene rynkede sig lidt forvirret over samtalen, hvem der vidste hvad og hvad den egentlig gik ud på. Viktor snakkede dog videre, men det var som om han aldrig færdiggjorde samtalen og Frederik brummede blot som svar. Ligesom han blot brummede til at Viktor havde snakket med en eller anden. 

 Et spejl. Frederiks fuldemandshjerne satte ham i gang med at klappe på lommerne, selvom både Frederik og Viktor nok godt vidste, at han ikke havde et spejl gemt i lommerne. Hvorfor skulle han?
 " Jeg har ik et... " mumlede han undskyldende, inden han nikkede selvtilfreds til Viktors spørgsmål, da han opdagede sløjfen. Fandt han alligevel et spejl? Frederik brummede tilfreds med sig selv, og lod sig blot slappe helt af indtil varmen der kom fra hans side.
 " Djet låved jeg jo, " Hvis der var noget Frederik var, var det en mand at sine ord. Det mente han i hvert fald selv. Man kom ikke nogle steder i livet, hvis man ikke holdt sine løfter. Frederik kunne dog ikke lige huske om han havde lovet Viktor det, eller sig selv det. Men det var vel også lige godt nu. 
 " Mh? " Frederik vågnede lidt op da han navn blev nævnt. Øjnene åbnede sig en smule - eller forsøgte at åbne sig. Det blev dog hurtigt lukket igen, og Frederik rettede i stedet lidt på sin sidestilling, så hånden på låret bevægede sig lidt. 
 " Det sjagde du jeg skju' " mumlede Frederik. Han kom dog nok ikke uden om, at hvis han virkelig ikke gad, var han blevet væk. At have teleporteret sig det forkerte sted hen, var vel en valid undskylding?

De små krøller (de af dem der stadig var frie efter opsætningen) dansede lidt mens han rystede lidt affejende på hovedet. Det var lige meget med det spejl, tænkte han for sig selv da han så hvordan Frederik forsøgte at lede efter ét - men selvfølgelig havde han ikke noget. Viktor rettede meget forsigtigt på sig, så Frederik bedre kunne trykke sig ind til ham - han skulle lige til at tage den hånd som lå bag Frederik, og knuge den om hans overarm, lige der hvor skulderen begynder, men han standsede sig selv, og lod den blot hænge slapt bag ham. 
"Tak Frederik." Jeg ved ikke om du ligefrem lovede det men.. "Jeg sætter pris på det." lo han moret, men mente det underligt nok. Selvom han ikke burde være glad for en fjollet sløjfe i håret, så betød det alligevel noget fordi det var deres ting. Og Frederik havde husket det. Deres samtaler, deres vittigheder. Deres. Dem. Han sukkede lidt ved tanken. Der var noget kompliceret ved følelsen.

 Hånden på låret bevægede sig, og det sendte små bølger af gåsehud under buksens stof, så maven trak sig en smule sammen. Bølgerne forsatte sin bevægelse som spæde dunk op ad hans inderlår, og han måtte undertrykke en forpint brummen mens blikket søgte op på den mørke himmel. 
"Så du gør hvad jeg siger..?" spurgte han drilsk, men stemmen var en smule luftig som han sagde det.

 Som var brum efterhånden det eneste tilbage i den fulde mand, som havde han kastet alle ordene han i sig op og efterladt dem ved husmuren, brummede han endnu en gang, da Viktor udtrykte sin glæde for Frederiks ekstra gave. Det var godt han kunne lide den. Og så var det endda lige før han havde glemt den! 

 Den drilske tone der pludselig kom fra fødselaren, fik Frederik til at løfte hovedet og se på Viktor, urørt over hvor tæt deres ansigt var. Det svømmende, mørkeblå blik så ind i Viktors brune. Han trak vejret en kende tungt, blinkede langsomt og... Så fnøs Frederik med at skævt smil inden øjnene gled helt i og hovedet fald tilbage i sin lænende position op af hans.. ven.. Måtte Zalan tage ham, hvis Viktor nogensinde fandt ud af den tanke havde haft sin flygtige gang ind bag de mørke lokker.
 " Aldrig, " modsagde han, hvad han ellers lige havde sagt og smilte fjernt frem for sig. Viktor kunne sige mange ting, ønske mange ting, kræve mange ting, men Frederik ville sikkert altid sige nej. At han så måske endte med at bestemme sig for at gøre det alligevel, det var jo hans eget valg.

 " Hjar du no'nsinde kjysset en pjige? " Sprugte Frederik så lidt ud af det blå, som hans snøvlende hjerne igen samlede op på samtalen om virkeligheden og rigtigt og forkert. Det var ikke fordi Frederik ikke havde, men han var vel nysgerrig. Hvordan det føltes for andre, hvad de tænkte om det. Og når Viktor var så vedholdende med han ikke var et barn.. Måske var der noget om snakken?

Alle de brum der lige nu undslap Frederik vibrerede næsten gennem huden på Viktor som blide strøg. Den unge junker trak skævt på smilebåndet, og kom på et nyt kælenavn til den ældre knægt. Brumrik, men han sagde det ikke højt, og undertrykkede et sagte kluk ved tanken. Noget måtte han jo distrahere sig selv med, så han ikke blev for opslugt af den varmende følelse i ham.

Han kunne mærke vægten fra skulderen løfte sig, og som tiden stod stille i ganske få sekunder, blev Viktors blik fastlåst i Frederiks. Han stirrede sådan.. og et kort øjeblik troede han faktisk at han ville... Det gippede i ham som Frederik fnøs, og med ét blev fortryllelsen brudt. Viktor blinkede et par gange, og kiggede så frem for sig med et sammenpresset, skeptisk smil om læberne. Aldrig? Han løftede det ene bryn, eftertænksomt. 
"Du modsiger vidst dig selv, Frederik." sagde han moret, og lød som en der ikke troede på et ord af hvad han sagde. Du kan ikke narre mig. "Men jeg er jo også bare en.. barnlig knægt, med vilde krøller - uviden, og med en ungdommelig glød.." begyndte han at remse op, Frederiks beskrivelser af ham fra brevene, "Så hvad ved jeg, huh?" Et skælmsk, og alligevel selvtilfreds smil bredte sig om læberne, der viste lidt af hans hjørnetand, og gav ham en fin lille smilerynken ved kinden. 

Det kom dog bag på Viktor, hvad Frederik pludselig spurgte om, og han rynkede panden en smule forvirret. Det var noget af et emneskift. Kæben pressede en smule sammen, mens blikket flakkede overvejende rundt. "Jah.." begyndte han lidt eftertænksomt, og et tungt fnys forlod hans næse, mens han spredte benene en smule, så deres lår ganske blidt rørte ved hinanden. "Da jeg var sådan.. 12 eller 13.." sagde han, og gned læberne sammen. Det var vist med en af Arys pigerne, til en eller anden fjollet, sandhed eller konsekvens leg. "Det sagde mig ikke så meget.." sukkede han, og ville rode sig i håret, men mærkede sløjfen. Han tog den ikke ud, og smilede bare lidt fornøjet over det. Hvis folk fandt ham nu, ville de sikkert synes at han så utrolog fjollet ud. "Du har vel kysset maaaange." kom han så til at sige, og kunne mærke bitterheden hvile i mundvigene på ham. 

 Det var utroligt så uhøflig Viktor kunne være! Frederik ignorerede selvfølgelig at han ikke selv var bedre, det var ikke sig selv han tænkte på. Nogen burde sætte ham på plads! Som blev Frederik pludselig meget bevidst om hvor hans hånd lå, nippede han Viktor i låret, og virkede så til at glemme igen hvor hånden på, for han flyttede den ikke. Et passende svar til Viktors flabethed.

 Ja. Brynene rynkede sig, hænder knyttede sig lidt så fingrene mod Viktors fik lidt fat om stoffet, og med en bitter smag i munden - sikkert fra at have kastet op - følte Frederik en trykken i brystet ved den bekendtgørelse.
 " Hm.. " lød det kort fra Frederik inden hænderne løsnede lidt op igen. Viktors ben flyttede sig, og det resulterede i at Frederiks hånd gled ned af låret og endte med st hvile dig mod inderlåret. Hånden havde foldet dig lidt ud, hvis Frederik skulle lukke hånden sammen, ville det være om Viktors lår. 
 " Mmmm.. jeg kjender djet... " Mumlede Frederik, mest til sig selv da Viktor snakkede om det ikke var noget for ham.  Han trak på skuldrene til Viktors kommentar. Han skulle bare vide. Eller, det skulle han ikke!
 " Djet er viktit man øver sjig. " For Frederik havde det krævet meget øvelse, og han følte stadig ikke det var godt nok. Det var stadig lige så væmmeligt, lige så ubehageligt, men han var god til at skjule det, syntes han selv. 

"Ah!" udbrød han overrasket da fingrene nev ham i låret, og han hoppede kort i sædet ved den pludselige smerte der havde været, men forsvandt med det samme. Hjertet sad i halsen på ham, men han kunne ikke lade være med at smile fornøjet over Frederiks væremåde; og endnu mere, da han stadig ikke fjernede hånden fra hans lår. 

Blikket sænkede sig da Viktor mærkede bevægelse ved låret igen, bare lige for at tjekke at Frederik ikke gik igang med at nive ham igen, men han så bare lidt forvirret til, som fingrene knugede sig om buksestoffet istedet, og blev liggende sådan. Han løftede brynet, overvejende, og skulle til at læne kinden mod det mørke hår, men standsede sig selv i det. Han måtte lige huske sig selv på, hvem han egentlig sad med, og at det ikke bare var en eller anden fantasi hvor han kunne kaste ansvaret fra sig, skulle der ske noget der ikke burde. 

Men så skete der rent faktisk noget der ikke burde - men noget han bød så velkommen at huden brændte som en voldsom ild der ikke kunne slukkes. Frederiks hånd lå om hans lår. Indersiden af hans lår. "Mhm.." Han sank sin uvilkårlige lyd, så hurtigt den var kommet. Vejrtrækningen blev overfladisk, brystkassen hævede og sænkede sig hurtigere, men i små ryk for at undgå at gøre den anden opmærksom på det. Og mens han sad og sloges med alle disse farlige følelser, sagde Frederik noget der gjorde ham overrasket.

Han kender det? Viktor turde ikke at se på Frederik, eller ned på hånden. Så istedet tvang han sit blik til at se fremad, ud i mørket, med et lettere forpint udtryk, når han allermest bare ville reagere på følelserne inde i sig. 
"Øve sig?" lo han, trods sig selv - og havde svært ved at tænke på andet end hånden på sit lår.
"Jeg troede at enten kan man lide det.. eller også kan man ikke." sagde han eftertænksomt, mens han, uden at tænke over det, strøg sine fingre ganske blidt på Frederiks ryg omkring skulderen. Viktor lagde dog ret hurtigt mærke til det, og stoppede sig selv. Men nærheden af hans arm lå hvilende op af den anden, som en trøstepræmie.

 " Mm, " Brummede Frederik da Viktor gentog ham. Øve sig. Og det lød til Viktor havde brug for det. Frederik måtte se om ikke han kunne hjælpe med at få Viktor sammen med nogle piger. Tanken fik det til at knuge surt i brystet, men Frederik tænkte ikke mere over det. Det måtte være fordi han havde drukket for meget. 
  " Djerfor skjal man øve sjig.. "  forklarede han med et suk. Blide strøg over skjorte og vest fik Frederik til at slappe mere af, døse mere hen. Han brummede en tilfreds lyd og vejrtrækningen blev tungere. 
 " Sjå man kjan... Gjør det ud'n de ved djet... " kom det mumlende som en efterdønning. Øjenlågerne synes at være blevet ekstra tunge, trods Frederik havde haft dem lille hele tiden, og han gabte lidt inden han puttede sig lidt mere ind til varmekilden ved hans side. 

 Og som Frederiks krop kom tættere ind til Viktors mærkede han hvordan rystede i små hak. Fraværende klappede hånden på inderlåret blidt den yngre knægt. Trøstende. Det var i hvert fald den snaldrede tanke bag det. 
 " Djet okay... Du.. skjal nok... Lær' djet.. " Der kom mere og mere mellemrum mellem Frederiks ord, som han døs mere ind i søvnen. Han var bare så træt... Han skulle bare have en lille lur.

Viktor så først lidt forvirret frem for sig - de mumlende fuldemands ord fra Frederik forlod ham som langsomme, tågede skibe på en stille sø, der langsomt drev væk fra kysten af virkeligheden. 'Så man kan gøre det uden at de ved det'. 
Først tænkte Viktor at det var noget mærkeligt noget at sige, 'uden at de ved det' - hvorfor skulle man kysse kvinder uden at de vidste det? De fleste kvinder vidste vel at man kyssede på dem - medmindre, man gjorde det når de sov. Den unge junker rynkede brynene som han sad og studsede over hvad Frederik havde ment, og overbeviste sig selv om, at han nok havde misforstået. At der nok lå noget andet gemt bag ordene af den sidste sætning. Uden at de ved dét. 
"Uden at de ved.. hvad, Frederik?" spurgte han dæmpet og kunne mærke en klump forme sig i halsen. 

Kunne det være noget i stil med.. de voksende følelser der lå gemt i Viktor? Voksende, og kvælende. Fortærende - Muligivs, forkerte følelser; som han bare ønskede kunne være så rigtige. Men han forstod dem ikke selv; han forstod bare.. at når han sad her med Frederik, var det både det sværeste og det nemmeste at gøre. 'Lige godt hvor forkert man føler sig, skal man aldrig lade andre se det.' Dét havde været Frederiks ord til Viktor i deres brevudveksling - og det klingede meget nær, med hvad Frederik havde sagt lige nu. 

De små klap ved inderlåret, hjalp ikke på hvordan ilten i hans lunger blev spæd, og hvordan kinderne blussede op som den lyserøde himmel ved solnedgang. De hjalp ikke på hvordan Viktor bare ville trykke sig ind til den anden i en omfavnelse. Det okay, du skal nok lære det - Og Viktor ville ikke lære dét. Han trak utilpas på overlæben ved tanken, om at kysse kvinder - han havde ikke kysset mænd, så selvfølgelig kunne han ikke sammenligne de to ting, men.. ville det føles anderledes? Han sank en klump. Nu tænkte han på den andens læber, og sukkede tungt. 
"Frederik, uden at de ved, hvad?" gentog han, og mærkede hvordan den andens vejrtrækning blev tungere, i takt med kroppen der gav sig hen. 

 Den kølige luft, den behagelige varme fra det bløde støtte og alkohollets lullende effekt gjorde Frederik umådeligt søvnig, og alt den dansen og laden som om havde virkelig gjort ham udmatte. Han skulle bare have en lille lur, så kunne han godt tage tilbage til Svennings Gård. Frederik kunne godt fornemme at Viktor sagde noget, men det var alt for lavt og han var alt træt til at gide at gætte hvad der blev sagt. Det var sikkert alligevel ikke vigtigt.

 " Mh? " Som blev Frederik vækket lidt rettede han sig lidt op for at læne sig op af Viktor igen. Armene lagde sig over kors på brystkassen og han puttede sig lidt sammen. Hvorfor blev Viktor også ved med at snakke. Han snakkede altid så meget, Frederik blev jo kun endnu mere træt. Han sukkede træt.
 " At mjan ik' er til djet.. " Mumlede ham. Det var vigtige ting at lære. Frederik synes han havde prøvet at fortælle Viktor det før, men det havde tydeligvis ikke været nok. Men han gad altså ikke give Viktor livsundervisning nu. 
 " Sjjjhh.. " tyssede han, for at gøre det klar for Viktor, at nu gad han altså ikke snakke mere. Frederik ville nok også være ganske taknemlig for at de ikke snakkede videre, når han vågnede dagen efter. Han havde allerrede sagt meget mere end nogensinde havde været hans hensigt at dele med nogle.