Stokken blev lagt ved siden af sengen, støttende op af den men ikke vigtig lige nu. Selv gled Corinth lige et skridt tættere på, og satte sig til rette på sengen, en enkelt hånd fri til at lægge over det solbrune maveskind, og næsten kærtegnende følte de underliggende muskler an, et legesygt glimt tændt i de mørke øjne. "Det her er lidt stærkere end tobak, men alligevel til den milde side.." og øjnene flakkede kortvarigt op for at studere hans reaktion, inden at det faldt ned på torsoen igen. Ville han have noget? 
Neglene fulgte med, lige hårdt nok til ikke at få kildet ham ved et uheld, selvom et knæ i brystet ville være retfærdig karma. Men karma kom sjældent på forkant. 

Et sug mere blev taget, og han pustede den sirlige røg ud i et suk, klar på at give ham det eller lade være. Imens forsatte han dog med at tale, og drejede sig en smule mere ind over ham, hånden på vej imod hjertets venstre side for at føle dets hurtigere rytme. Han var alligevel pænt tændt, skøgen, og for nogle minutter kunne han vel nyde den magtfølelse der troligt skyggede tanken. 
"Jeg har hørt meget, efter første gang jeg opsøgte rygterne om dig. En fantasi, en stamgæst på Svinet, men også en gæst med mange stamkunder..." Corinth roste ham i tonelejet, men kunne ikke dy sig, når han trods alt bare byggede op. At rive tæppet væk under ham, ville være halvdelen af glæden. "Hvorfor kommer folk tilbage, gang på gang?" summede han, og trak piben til sig igen, for at holde gang i gløden med et sug mere.

Det var ikke ofte Fabian røg. Mest af alt fordi det ikke ligefrem var det billigste, så var det noget der skete når han alligevel var sammen med Aldamar, eller nogle af hans reelle kunder der ønskede at dele med ham. Så et lille nik indikerede at han var ganske interesseret i at dele af piben, selvom han var lidt hængt op lige nu.
Neglene var behagelig og ophidsende med alt andet der foregik her. Det havde været et stykke tid siden sidst. Der var for mange der ønskede simple ting, noget som Fabian kunne værdsætte, men det var aldrig rigtig hans første valg.

Et selvtilfreds smil spredte sig på læberne, som han hørte rosen. "Jeg kan give dem hvad de ikke kan få andre steder," pointerede han. "Jeg kan opfylde deres drømme, både med hvordan de vil have det og hvem det er med. Er der noget man kunne ønske mere?" At det nok var både guds og majestæts bespottende nogle af de ting han havde gang i til tider generede ham trods alt ikke. Hvis det var deres fantasier, så var det det de udlevede. Men at han kunne give dem det og så også en god omgang gjorde bare at folk gerne ville have mere. Og det var en af de ting han holdt i meget stolthed. Fordi folk omkring ham vidste at man kunne regne med ham. 

Det var en niche som gav ganske god mening, når Corinth tænkte over det. Det var forbudt - egentlig også ret forkert på så mange måder at han imponerende hævede det ene øjenbryn i bifaldelse over ordene. Fordi... når det var så forbudt, var det også lige dét mere tiltalende. Lokkende. 
Jah de vinrøde øjne var lokket, og hans vilje alt for fragmenteret til at holde sig til et emne. Når man ville det hele, var det svært at holde sig til kun én ting, og Corinth hadede at holde tilbage, når først buffeen var serveret. I et andet univers, jah så var han ikke i tvivl om at han sagtens kunne være en af skøgens faste kunder. Desværre, så faldt synden for en gangs skyld, til fordel for smålig hævn, og kedsommelig rastløshed.

Corinth nikkede sagte, læberne krøllet op i et roligt smil. "En praktisk tænkende mand.." istemte han, og fulgte uden alt for meget opmærksomhed nogle af de linjer der tegnede sig over hans krop, imens han tog et sidste sug af piben. "Hvorfor ændre retning, bare for at passe bedre ind.." og røgen kildede den hæse stemme. Fornemmelsen af nymåneblade gjorde ham saglig - han følte sig let, måske lidt for uovervindelig. Og med intention rejste han sig endelig, for at sætte sig bedre til rette overskrævs på skøgen, så han ikke risikerede at få et ben i ansigtet til det næste han gjorde. 
I et hurtig bevægelse rakte han ud efter Fabians ansigt. 
Vippede det småstuderende fra side til side, et enkelt lille afgørende klik med tungen da han smilte ned til ham. Og med fuldt overlæg vippede bunden i vejret på sin pibe, for at tappe åbningen med de glødende rester ind imod hans kraveben, så han fik tømt og slukket piben, forberedt på at han nok rykkede en anelse rundt på sig, men også fast besluttet på at blive siddende. 

Alt havde været godt og fint. Fabian glædede sig næsten ligefrem og han havde kunne mærke samme interesse fra Hector, eller han troede i hvert fald at det var det handlede om.
"Præcis," sagde han i et tilfreds smil, og strakte sin hals lidt, som Hector holdt hans ansigt. Nu kom de endelig igang. Forspillet var sjældent det mest interessante, men Fabian skulle nok gøre hvad end en betalende kunde gjorde.

Men hvad end tilfredstillelse Fabian troede han ville få, så var det ikke hvad end Hector havde planlagt, som han pludselig mærkede den sviende fornemmelse af piben mod hans kraveben. Hvis i den grad fik Fabian til at reagere. Han prøvede at trække hænderne til sig, selvom de var bundet, og også hans ben gav et ryk fra sig.
"Hey! Jeg sagde ingen mærker!" sagde Fabian, selvom han kunne begynde at mærke en synkende fornemmelse i hans mave omkring det her, men han ville gerne tro at det bare var en smutter, selvom følelsen i hans indikerede at han måske havde været lidt for villig. Det var bare ikke ofte at folk forsøgte sig på ting som disse på et kroværelse. Nej, der ville de gerne have ham lidt mere for sig selv.

Det ramte et eller andet i ham, da den brændte fornemmelse sendte skøgens krop i forsvar. Corinths lår strammede ind omkring livet på den liggende skikkelse, holdt ham nede - og sig selv fast - imens at Fabian prøvede at skubbe ham væk. 
Det ramte noget forskruet perverst, og han sukkede  mageligt over spændingen, der både bankede hans hjerteslag op i en højere takt, og samtidigt gjorde hans hoved uhyggeligt fokuseret. "Ah, beklager..." Ordene var ligeså falske som hans løfter. Men det var nok kun tydeligt, på det ildevarslende glimt der hang tilbage i hans efterhånden røde øjne. 
Han havde ikke forsøgt at holde fast på ansigtet efterfølgende, og lod i stedet fingrene køre  forsigtigt over det brændte område, i en studerende lille mine. "Nogle gange glemmer jeg hvor skrøbelige vi alle sammen er. Forstår du hvad jeg mener?" 

Som enhver anden narcissist, holdt Corinth af at høre sine egne monologer. Han havde altid en lidt mere krydret vinkel end resten af selskabet, end resten af landet, skulle de være ærlige, og i denne stund ville Fabian opleve hvilke guldkorn han virkelig var i stand til at drysse ud. Men det krævede at han holdt sin kæft, og ikke protesterede talte for højt. 
De sorte negle tappede ind imod den sensitive hud, og Corinth pillede lidt ved den sprøde sprukne kant, hvor små blærer senere ville manes frem. "Ikke at jeg tror du er skrøbelig. Bevares, jeg tror så sandelig ikke,at du bukker under for smerte, det er du for godt bygget til. For hærdet.." og han trykkede lidt undersøgende ned, for at se om han ikke havde ret. 

Det var ved at gå op for Fabian for fast han rent faktisk var her, og selvom panikken ikke rigtig spredte sig, så kunne han alligevel godt mærke den tunge fornemmelse sprede sig i hans mave, som det gik op for ham hvilken situation han efterhånden havde sat sig selv i. Aldrig havde en af hans kunder trods alt forsøgt at gøre noget i den her stil.
Det var tydeligt at Hector ikke var oprigtig i hans ord, og Fabian fandt sig selv hive mod de bundet håndled, men der var intet han kunne gøre, selv som han prøvede også at få nok ballast til at vippe ham af hvordan end han kunne.

Han bed sammen, som han mærkede hvordan der blev presset ned i det nye sår. Det sved og gjorde ondt, men han havde trods alt oplevet værre ting.
Det var dog også som en langsom vrede spredte sig i hans krop over at nogen kunne finde på at udnytte det. En skøge i værre stand end ham ville have fået det værre. "Så hvad gør du så det her for? For din egen perverse tilfredstillelse over at gøre det mod en der ikke ønsker det?" spurgte han, som det blå-grønne blik stirrede op på ham. "Er det et spørgsmål om magt, eller er du bare syg nok til at tænke det her er normalt at gøre?"

De røde øjne havde et fascineret fokus på Fabian. Undersøgende, lyttende, opmærksom. I mange henseender var han en fantastisk ven, ikke? Han fulgte tæt med i hvad der måske kunne gå igennem det kønne hoved. Og når skøgen bed sammen, i stedet for at råbe op, var han i hvert fald ikke helt færdig med at snakke med Corinth, endnu. Godt. Han kunne bruge lidt vrede, til en forandring. 
"Neej, neej, selvfølgelig ikke" udbrød han, og flexede sin falske sårethed, i en skuffet mine. Han vidste godt det ikke var normalt, han var jo ikke skør. "Du er jo speciel Fabian. Kun én af dig!" skamroste han ham. Øjnene strålede med en forskruet form for oprigtighed, fordi det var jo den værst gemte hemmelighed i højadelen. Der var virkelig få mennesker, som Corinth kunne bruge, til at prikke lidt til Arysprinsen. Langst størstedelen af hans selskab, var selv en del af adelen - at overfalde dem, ville få så forfærdeligt trælse konsekvenser. Men anklager fra en skøge? Lige meget hvor vigtig han var for Aldamar, ville de aldrig stå frem, og kræve oprejsning for hvad der skete med Fabian. 

"Jeg har brug for dig" kom det lidt mere blidt, lidt mindre manisk. Corinth tog endnu et sug af piben, så de fine gløder varmedes op igen. Holdt dem lidt i live. "Se, jeg havde længe tænkt over hvordan man kunne påvirke den prins. Så mange rygter. Så mange skeletter i skabet, og de er alle beskyttet, af hans fine titel. Og mor, tehehe" Latteren listede sig ud med den dovne, sødlige røg, og han lænede sig ind for at puste resten af den ud i skøgens ansigt. "Er.. er du, egentlig det..?" noget smørret i de røde øjne, der allerede havde slået fast; at det var han bestemt ikke. 

Fabian havde flere gange hørt han var speciel, og han var heller ikke bleg for selv at sige det. Der var kun én Fabian. Det var trods alt det han solgte sig selv på langt hen af vejen, men som han hørte ordene var denne syge mand, så løb det ham blot koldt ned af ryggen. Det her var ikke godt.
Og for et øjeblik troede han at det ikke var godt for ham selv, men som den prins forlade Hectors læber, gik det op for ham, at det ikke handlede om ham. Det her var ikke bare et eller andet sygt spil hvor en adelig bestemte sig for at gøre en skøge til deres lille legetøj. Nej, det handlede om en der stod ham tættere end han burde. Den eneste person Fabian havde ladet krybe sig rigtig ind og sætte sig i hans hjerte.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om," kom han med i svar, for selv hvis Hector påstod at han vidste det, så havde Fabian ingen intentioner om at fortælle om det, eller give nogen indikation på at han og Aldamar havde noget mere end blot et seksuelt forhold.
Aldamar ville ikke være den eneste adelige der lå i det med skøger, og en skøge.... var ikke meget værd for adelig. Fabian ville hellere give indikation på at Aldamar ville være ligeglad skulle der ske noget med ham.

Han kunne arbejde med trodsighed. Corinths øjne flakkede lyttende lidt til siden, imens han smagte lidt på det Fabian sagde. Jeg ved ikke hvad du taler om. Det smagte joh af løgn - men selvfølgelig ville han benægte. Det var joh halvdelen af det sjove. Se om han ikke  kunne få en reel bekræftelse henad aftenen, se hvor meget han ville sige, og hvor meget han blev nødt til at grave frem, med sorte, alt for forventningsfulde hænder. "Er du sikker?" og Corinth studerede de grønblå øjne. 
Så stædig. Han var ikke i tvivl om, at Fabian nok sagtens kunne vende det hele på hovedet, hvis han fik lov til det. Så den risiko kom han ikke til at tage, et blik på de bånd der bandt ham, og en dæmpet selvtilfredshed, over at det var gået så godt. Næsten til at blive høj på, hvis ikke nymånebladene allerede havde gjort det for ham. 

"Lad os nu sige, at du ved hvad jeg snakker om.." og han vippede piben overvejende i hånden. En indskudt tanke, som blev ngoet tænkt højt, og skabt, imens han legede med idéen. "Tror du så at det ville frustrere ham? Bare lidt. Ikke at kunne hjælpe, eller gøre noget for at hjælpe dig? Du arbejder jo i et udsat fag, må man forstå" som spandt han en hel lille fortælling, om hvad der skulle til at ske. "Især når man kan købe en hel masse tid, for et par sølle krystaller" og Corinth stak den tilbage i munden. Knyttede hånden, et studerende blik over det kønne ansigt. 

Fabian hev lidt i båndene, men de var tydeligvis bundet en anelse for godt, selv med hans kræfter, så var det ikke ligefrem nok. Han hadede det her, og hvordan kunne han være så dum. Aldamar kunne aldrig få det at vide. Han ville blive vred på Fabians vegne. Det her var Fabians egen skyld, og så skulle han nok komme fri fra det i god behold - forhåbentlig.

Et fnys lød fra Fabian. "Du får det næsten til at lyde som om at denne her prins skulle bekymre sig for en sølle skøge som mig," sagde han, i et hårdt og lidt hånende tonefald, selvom han godt selv vidste hvor tæt på sandheden det var. Men han havde heller ikke lyst til at nogen kom imellem hvad de havde. Måske var der også en lille del af ham, der ikke kunne lade vær med at overveje om hvor meget der reelt skulle til, før Aldamar lød sig selv drukne i sin titel og ægteskab, fordi det nemmere, end den flig af glæde de havde fundet med hinanden.
Han lod dog ikke tankerne dvæle, som hans blik forblev på Hector, med et hårdt udtryk på ansigtet.

Røgen kildede ham drillende i halsen, men det var den hårde, faste, tone, som fik Corinths smil til at strække sig en tand yderligere. Som var det latterligt det han foreslog. I mange verdener kunne tvivlen nok afholde de fleste, fra at gå skridtet yderligere. Men selv hvis Fabian havde ret, og der ikke var nogen højadelig bekymring... så var der ikke meget at tabe. "Præcis" nikkede han, og lænede sig frem. "Det ville være sjovest, hvis han rent faktisk gjorde. Bekymrede sig. Men hvis ikke.." hovedet vippede lidt vurderende fra side til side. "Så er du bare uheldig, fremfor udvalgt" 

Han skulle finde noget der kunne dæmpe ham lidt. Det ville være uheldigt hvis nogle kom forbi, for at se hvad alt det skrigeri handlede om. Hånden gled ned i lommen, søgende efter noget kan kunne kneble ham med, og hev en god mængde stof fra et halstørklæde frem. Det var nok et tohåndsarbejde. Så Corinth stak piben i den ene side af munden, en koncentreret, men tålmodigt, koldt smil om læberne, da han først rev stoffet i stykker, og derefter greb fat om kæben for at tvinge den åben, så han kunne mase en del af det ned i munden på ham. Få ham til at holde kæft lidt mere permanent, så de kunne komme igang. 

Fabian ville i hvert fald gøre sit for at det her aldrig skulle komme tilbage til Aldamar. Hector skulle ikke have sin vilje og sin nydelse af at se at det ville påvirke en fyrstesøn, fordi det ville det gøre. Fabian kunne stadig huske den vrede der havde været sidste gang Aldamar så Fabian have været ude for en uheldig situation.
"Uheldighed ligger i mit blod. Er alle gadeskøger ikke det?" spurge han og kunne ikke helt stoppe sig selv fra at spytte i retningen af Hector.

Derfor holdt han også bare et stålfast blik på Hector, som dog flakkede lidt, da han så hvad den næste del af Hectors plan var. Et højlydt banden kom fra Fabian, som han prøvede at rive sig fri og undgå stoffet, men det tog ikke Hector meget tid til at få presset den ind i munden på Fabian, og der ikke længere kunne laves en lyd.
Panikken var begyndt at sprede sig en smule, men Fabian prøvede virkelig at holde sig selv rolig i det her øjeblik, men han havde ingen idé om hvad der skulle til at ske, men det kunne ikke være godt. 

Det var en våd, slimet fornemmelse som ramte hans ansigt, og en forfængelig del af Corinth rynkede lidt på næsen over det. Mærkeligt, hvad man fandt ulækkert. Men ikke nok til at stoppe ham, da han i stedet pressede læberne sammen, og forsatte. Druknede hans banden, og bandt med en resolut bevægelse, en sidste knude på stoffet der holdt alt det andet på plads. Gav ham noget at bide i, og Corinth klappede ham på kinden, som en tilfreds lille afslutning. 
Spyttet blev tørret væk med bagsiden af sin behandskede hånd. "Du er stærk" konstaterede han, og måtte indrømme at det joh næsten var hårdt arbejde, at få ham preppet. Men alt godt arbejde, det startede med detaljerne - og han havde ikke tænkt sig at lade ham slippe lige foreløbig. 
"Bare ærgerligt at, det ikke er nok, hmm?" og grinte lidt dæmpet, et tilfreds prust. Lænede sig langsomt lidt tilbage, for at betragte sit håndværk. Blikket, mørkebrunt men næsten glødende i forventning, rykkede henover den pæne krop under ham, enkelte nik her og der, når han besluttede sig. Hvad var gode steder, hvor skulle man dog starte. Han vidste allerede nu, at han gerne ville holde hans brystkasse fri, men det efterlod stadigvæk meget til fantasien. 
Fingerspidserne stødte forventningsfuldt imod hinanden, og Corinth løftede sig endelig af ham, for at gå hen til bordet, og finde sine materialer frem. 

Hvem kunne dog finde på at komme uforberedt. 

Den første halve time, gik til de mere fysiske udfoldelser. Adelsmanden fandt en grufuld fascination i hvad der skete, da han begyndte at brække hans fingrer. Prikke til ham, med knive, små syle - tæske ham med stokken. Det var en magtfuld fornemmelse, den var berusende og det var lang tid siden han havde haft muligheden for at bruge hænderne lidt, selv. Hvor meget kunne han holde til? Nok mere end Corinth gad at finde ud af, men sørgede for at efterlade ham mere end bare gul og blå. 
Ved den næste - og i kontrast til den lidt kaotiske, rodede form for tortur fra før - så brugte Corinth en god mængde tid på at desinficere, opvarme og skitse den næsten idé. Et mere permanent minde, som ikke ville forvinde henover ugerne; han skulle få sin egen lille tatovering. 

Corinth var dog ingen dygtig tatovør. Eller healer. Eller særlig kyndig på urter - men han forstod sig på blæk. 
Og udadtil, var det joh bare arvæv og blæk - det plejede at virke, så hvorfor skulle skøgen være anderledes? 

Et grovt kunstværk, skabt med kniv og syl, og ridset ind i huden på den anden. Modsat mange andre gange, havde Corinth massere af tid, så der var rigtigt overskud, til at trængte dybt ind under huden på Fabian. Prik, snit, og hans hænder hev forsigtigt blæk frem, for at lade det sive ind i det åbne sår. Når skøgen begyndte at ryste (en ufrivillig, irriterende ting som kroppen kunne finde på når den blev træt) tog han sine pauser, røg sin pibe - tilbød ham noget, hvis han ønskede at glide væk.  Ventede. Men det tog langsomt form, fra hans tanker til den andens krop. 
Så var der joh også lige infektioner. Selvom han måske ikke havde decideret smertestillende, havde han noget til det grimme puds, og brugte også noget tid på at pleje nogle af Fabians sår. 
Og han var joh smuk. Som skåret i marmor; det føltes næsten som en bizar ære, at tage sig lov til at ridse facaden så grimt. 

Flere timer senere, sad han nu og betragtede sit rod. Hånden strøg blidt henover den svedige pande, hans egen form for forkerte tak, og hans ting var pakket sammen. Det var tidlig morgen. Han havde betalt for en god dag mere, så der ville nok gå noget tid, inden nogen fandt Fabian... så lidt prøvende, forsøgte han at give ham noget vand, inden at han nok burde forlade ham. 

Det havde været en brav mand, der havde spyttet på Hector, og forsøgt at dække over det dybere forhold der var med Arys prinsen, men den slags ting holdt ikke forevig. Selv den mest stålsatte mand ville før eller siden knække, og de øjne der til at starte med viste trodsighed blev også dæmret som timerne stod på.
Han hev, sled og strittede imod til at starte med, og nægtede for en stund at skrige ind i klædet i hans mund, uanset hvor meget smerte han var i. Han prøvede at holde sit sind væk fra smerten, prøvede at minde om at det kunne også være nydelse, men uanset hvad han gjorde, så kunne han ikke undslippe den gru der stod ved.
Som en time blev til en til, og en til, begyndte han dog at bevæge sig mindre, og hvor der før ikke havde været skrig, kom der nu blot trætte lyde af ubehag når der skete noget, men hele hans krop var brugt op. Der var ikke mere energi tilbage. Hans øjne blev ufokuseret, som hele hans krop skælvede.

Han kunne ikke engang fokusere på hvad der reelt blev gjort ved ham. Hverken den anelse af lys der nu var begyndte at falde ind, eller den blide hånd mod hans pande var han reelt opmærksom på. 
Det var først der han mærkede det gennemvædet klæde blive trukket ud af munden at han var opmærksom på at der skete noget, og han øjne glippede lidt forvirret, før at han mærke noget presse mod hans læber. Til trods for den tørre hals, var hans instinktive reaktion, især med alt var sket, at dreje hovedet, for ikke at indtage hvad end det var der skulle til at blive presset ind i hans mund, om det så betød at han selv blev våd af det spildte vand.

Han havde ikke forventet at skøgen ville vågne fredeligt, men det var alligevel et overrasket lille hmm som kom fra Corinth, da han følte kruset glide imellem fingrene, og spilde udenom - delvist på ham selv, men nok mest på madressen. Det ramte gulvet med en hul, klikkende lyd, og trillede lidt henad skæve brædder, inden at det stoppede. Ærgerligt. 
Var det får at fikse en dårlig smag i munden? Måske. Smagen var i hvert fald ikke dårlig nok, til at han gad at forsøge sig igen. 

De mørkebrune øjne gled lidt undersøgende henover det hævede ansigt. Til sidst var han bare forsvundet hen. Sunket ned i en tågetilstand, som nok var det der holdt folk samlet, når de skridt for skridt, blev pillet fra hinanden. Små fragmenter, og hans del, ville være minderne der havde sat sig så fint i hans nethinder. 
"Tak for en god aften, Fabian" og Corinth lod fingrene glide ned langs kæben og halsen, med en dæmpet, beroligende nynnen. "Jeg glæder mig allerede til næste gang" 
Ikke at han turde flytte den for langt. Det var en stille morgen - så høje råb ville være trælse at håndtere, hvis han glemte at holde sig indenfor rækkevidde. 
Med den anden samlede han kneblen op igen, men.. stolthed kunne nogle gange stå for fald, og det kløede i ham, efter at høre om han overhovedet havde noget fantastisk, måske modstridigt, at sige til det. Underholde ham en sidste gang, nu hvor han havde været nødt til at være stille så længe. Så han ventede et øjeblik. 
Trak det sidste han kunne, ud af deres tid sammen.