Frederiks udtryk ændrede sig ikke da Viktor virkede til at morer sig åh så meget over at Frederik havde pyntet værelse. Han kiggede på Viktor inden han løftede brynet og trak på skuldrene. 
 " Hvem ved? Måske står jeg bare og lyver..? " siden Viktor aldrig havde set Frederiks værelse kunne han jo sige hvad som helst. Mundvigene trak sig op i et lidt lusket smil.
 " Jeg har også et enhjørninge hoved hængende. " Frederik trak nonchalant på skuldrene. Frederik var efterhånden vant til at lyve, og var blevet ret god til det, så der var ikke rigtig noge til at sige om han talte mere sandt eller mindre sandt nu, end med blomster og blonder. 

 Der blev stille mellem dem, og Frederik stod blot og så på den anden, som han virkede til at trække sig lidt ind i sig selv. Det virkede helt unaturligt at Viktor ikke bare stod og plaprede, men Frederik kunne nu meget godt lide roen. Det var derfor han havde taget Viktor med op og se værelset. Så kom han lidt væk fra festen. Et moret fnys forlod Frederik da Viktor endelig brød stilheden. 
 " Hvis du synes det her er en fest...  " brummede han lidt, inden han skubbede sig ud fra dørkarmen og trådte ud på gangen. De måtte nok hellere komme tilbage. Han mor ville ikke blive glad hvis hun fandt ud af Frederik bare havde gemt sig resten af festen. 
 " Det kunne godt lyde som om du har brug for at opleve en rigtig fest, " og medde ord begyndte han at gå ned af gangen mod trappen. Han regnede med at Viktor fulgte med, og kiggede sig derfor ikke over skulderen efter ham. 

Viktor lagde armene over kors, og tiltede hovedet. Han sendte den anden et udtryk som var dét det dummeste han havde hørt.
 "Du er fuld af p-" Pis - Skulle Viktor til at sige da Frederik nævnte det med enhjørningen, men det var ikke sådan et sprog han var opdraget med, omend det var ganske tillokkende at bruge i denne sammenhæng - så måtte han standse sig selv. Frederik var sikkert, ganske fuld af pis - men om han løj om blonder og blomster? Hvem ved. Enhjørningen var dog en klar løgn, skønt Frederik lød ganske overbevisende som han sagde det. Viktor sukkede lidt, "Men så må du hellere invitere mig til dit værelse i Azurien." foreslog han som var det det mest oplagte at gøre - og som han sagde det, fik han julelys i øjnene da en finurlig indskydelse kom til ham, "Hey - du kan jo gøre det der -" han viftede lidt med hænderne i sit ivrige forsøg på at forklare sig, "teleporteringssjov - vi kan tage frem og tilbage uden at nogen ville opdage dét." han så stolt ud over sin idé. Hvordan Frederiks evne praktisk talt fungerede, anede han ikke - Viktor havde bare hørt det i forbifarten, at Frederik kunne transportere sig steder hen uden brugen af offentlig transport. 

 Den unge grevesøn måtte himle lidt med øjnene til Frederiks bemærkning. Det var jo ikke hvad han havde ment - og det vidste den anden sikkert godt, men det var lidt deres ting; at kaste spydige bemærkninger frem og tilbage til hinanden som var det en bold de legede med. Alligevel måtte Viktor slippe et underholdt fnys, og fulgte med Frederik ud på gangen. 
 "Jamen jeg ser frem til at se dine tricks på dansegulvet." sagde han kækt med lyden af latter der gemte sig i svælget. 

 Lyden af deres støvler gav genklang på gangene, og de gik samme vej tilbage som de var kommet fra. De nøddebrune øjne kunne ikke lade være med at skæve ned til den bare del af hans arm. Der var bare noget over de oprullede ærmer og Viktor bed sig lidt i læben ved tanken. Hvorfor fandt han det så betagende? Det var jo bare arme. Men det fik ham til at pille lidt diskret ved sine egne ærmer - han havde aldrig prøvet at rulle sine ærmer op, skulle han prøve det? Måske når de var kommet udenfor. 

 Brynene løftede sig opfordrende og udfordrende ide det Viktor afbrød sin sætning. Frederik ventede på Viktor fik ordene ud over læberne, men det kom aldrig. Selv uden forældrenes overvågende blik i det skjulte, kunne han alligevel ikke få sig til at prikke til det forbudte. Det måtte være hårdt at respektere ens forældre så meget. Han havde et underholdt glimt i øjnene over Viktors vattethed, men det ændrede sig hurtigt til et halv væmmet udtryk. Næsen rynkede sig, en klump formede sig i Frederiks mave og en skygge lagde sig nærmest over hans ansigt. 
 " Som om jeg vil have dig ind på mit værelse, " der var noget dystert over Frederiks stemme, som han stak hænderne ned i lommerne og det virkede som om han virkelig prøvede at grave dem langt ned i dem. Viktor var stadig kun et barn. Et lille drengebarn. Han skulle aldrig risikeret at være uden opsyn på gården i Azurien. 
 " Jeg kan kun teleportere mig selv.. " mumlede Frederik afvisende og kortfattet. Det var sandt, men selv hvis det ikke havde været, ville han aldrig tage Viktor med til Azurien. Det var hans måde at få lukket samtalen. Hænderne knugede sig hårdt nede i lommerne, som han prøvede at slippe den altopædende følelse af voksne hænder på hans unge krop. 
 Deres mundhuggeri af hinanden, var hvad der hev Frederik ud af minderne, og ligeså stille fik løsnet det mørke der for en stund virkede til at have opslugt den ældre mand. Og som de gik ned af gangen fik han rystede det sidste af sig.

 Dine tricks på dansegulvet.  Frederik fnøs ved ordene og rystede på hovedet over dem. Der var intet at se, og hvis der var, var det da ikke noget han ville have Viktor skulle se. Alligevel kunne mundvigene ikke holde sig fra at trække sig lidt op i en underholdt grimasse, mens han gik. Han sagde dog ikke noget til det, og førte dem i stedet ned af trappen. Næsten samme øjeblik som den nåede bunden af trappen åbnede døren ud til sig, og ind kom pigen Frederik havde stået og snakket med, inden han var gået over til Viktor og Mormor Helke. 
 " Frøken-... " Længere nåede Frederik ikke med hilsnen, før han blev afbrudt af en spinkel hånd, der ramte hans kind med sådan en fart og smældet fra slaget gav genlyd i entreen med højt til loftet. Og inden Frederik kunne nå at reagere, var hun stormet ud af døren med et fnys, og havde efterladt Frederik med et perfekt, rødt mærke på kinden efter en hånd.

 Det var ikke fordi Frederiks stemme blev fjendtlig, nej, der skete noget andet bag ordene, noget skjult, men Viktor kunne simpelthen ikke gætte sig til hvad det var. Han rynkede brynene, og klemte læberne sammen mens han undersøgende så på sin høje ven, der pludselig synes at få en usynlig mur om sig, som den unge junker ikke kunne bryde igennem. Et mørkt uvejr bragede i det mørke hav der var Frederiks øjne, og tavs stod han blot i nogle sekunder og betragtede ham, usikker på hvad han kunne gøre ved det. Jeg kan kun teleportere mig selv - Samtalen blev rimelig resolut lukket, som hvis der også blev sagt; og så taler vi ikke mere om dét. Viktor gned læberne bekymret sammen mens han følte et stik af ubehag ved hjertet af at være utilstrækkelig. Han løftede instinktivt hånden til brystkassen for at massere hjertet åndsfraværende. Viktor nikkede bare forsigtigt, ville ikke gøre situationen værre for Fredereik, eller hvad der nu end skete i ham. 
 "Fair nok.." sagde han stille, næsten som hvis ordene ikke slap forbi læberne. Han kløede sig lidt forvirret ved hårgrænsen, så krøllerne dansede omkring fingrene. 
 
 Men gangen indhyllede de unge mænd i en anden slags stemning da ordene igen begyndte at flyde mellem dem. Snakken faldt på dans, og selvom Frederik ikke svarede noget til Viktors kække bemærkning, frydede han sig alligevel da han bemærkede smilerynken der formede sig ved Frederiks mundvig. "Vi skal da danse." insisterede han overdrevet, som var det det vigtigste i verden - men mere nåede han ikke at sige da de blev mødt af en kvinde der med målrettede skridt skød som et lyn mod Frederik at Viktor i første øjekast troede hun ville tackle ham. 

Klask!

 Viktor befandt sig i en tilstand af ubeskrivelig forbløffelse, da hans øjne vidnede om lussingens nådesløse nedslag på Frederiks kind med et højt slam. Tiden syntes at stå stille, mens grevesønnen ude af stand til at reagere, stod måbende og så til da den fine frøken vredt drejede om på hælen og marcherede væk fra dem. Paf - Et lille, tøvende "hah" forlod læberne, idet luften forlod hans lunger. Og så pegede mundvigende op i små ryk, inden han måtte klaske sin hånd for munden da et moret grynt truede med at bryde ud. Selvom han ikke nød, at Frederik blev slået, havde situationen fanget ham så uventet, at hans første reaktion var at le. 
 "Er du okay?" Spurgte han forvirret med et løftet øjenbryn, mens han forsøgte at synke sin latter, "Av for katten - Hvad har du dog gjort ved hende, siden du fortjente dén?" Han skar en ubehaget grimasse af lussingen, men øjnene gnitrede lidt af latteren der stadig ville ud. 

 Målløs stod Frederik blot og gloede på den lukkede dør, hun var stormet ud af. Øjnene glippede et par gange, som kunne han ikke tro det lige var sket, mens tungen gled lidt mod indersiden af kinden. Men han kunne godt forstå det var sket, for det var ikke første gang han havde fundet sig i sådan en situation. Det var ikke unormalt at han misforstod en ting eller to, når han havde med kvinder at gøre. 
 "... Ikke noget..? " Brummede Frederik en kende forvirret og fraværende, mens han i stedet gnubbede ydersiden af kinden med hånden, for selvom det ikke var unormalt, betød det ikke at han vidste hvad problemet var. Det havde måske noget at gøre med den mystiske sætning hun havde sagt inden hun var gået, men siden hun ikke gav nogen forklaring på slaget, ville han nok aldrig vide det. Det var dog som om den blide gnubben mod den ømme kind fik lidt mere gang i Frederiks hjerne, og han flyttede et lidt skulende blik ned på Viktor.
 " Jeg har bestemt ikke fortjent at blive slået! " brummede han utilfreds. Viktor skulle ikke stå der og spille karl smart! Og slet ikke med latteren halvt hængende ud af ham. Hånden der gned kinden flyttede sig langsomt ned, indtil den var i god nok højde til at give Viktor et slag i baghovedet med flad hånd. Det var ikke et hårdt slag, men det skulle gerne kunne mærkes. 
 " Møgunge.. " lød det fra ham, idet han gik rundt om trappen for at gå ind af døren til stuen. 

 " Og kun mænd og kvinder danser sammen! " Frederik var stoppet op ved døren, og havde vendt sig mod den unge adelsknægt og pegede af ham for anden gang den dag.
 " Vi skal bestemt ikke danse! " Øjnene smallede sig, men der var ikke noget vredt eller frastødt over blikket. Frederik forstod bare ikke hvor den tossede ide om de to skulle danse overhovedet kunne komme fra. Hånden blev trukket tilbage, og Frederik vendte sig rundt igen for at åbne døren og træde ind i stuen, hvor der var godt gang i den. Flere stod rundt langs væggen og snakkede, de fleste med glas i hånden. Ude på det fri gulv, lavet til et dansegulv, rendte de yngre gæster rundt og dansede eller legede. Og ind i mellem gæsterne rendte Svennings Gårds tjenestefolk rundt - der var mange ansigtet Frederik ikke kendte, formentlig fordi der var hyret ekstra folk de at hjælpe med så mange gæster på gården. 

 "Ikke noget?" gentog Viktor med et smil der hele tiden var på grænsen til at blive flydende som smør. 
"Hmmm.." brummede han, og vidste ikke om han var helt overbevist. Kvinder slog vel ikke bare tilfældigt, medmindre de var blevet trådt over tæerne på den ene eller anden led? men hvad vidste han også om dét - det var jo ikke fordi han rigtig havde med kvinder at gøre på den måde. Et snert af et eller andet der mindede om jalousi kriblede rundt i ham - men han kunne ikke forstå det helt. Han havde aldrig oplevet den følelse før når det angik personer. Viktor rystede det blindt af sig, og satte hænderne i siderne, tiltede hovedet let og imødekom det skulende blik fra Frederik med et lille tandsmil. 

Viktor så det ikke komme; det burde han nok, men han var uforberedt - "Ah- Hey!" udbrød han med påtaget fornærmelse, og fik forsinket løftet sine hænder op til baghovedet hvor han havde modtaget slaget. Han rynkede næsen. 
 "Selvfølgelig fortjener du ikke at blive slået!" bekræftede han, men lød forfærdet over at have modtaget et dask, "Og det gør jeg så sandelig heller ikke." tilføjede han med et fnys og ømmede baghovedet, selvom der ikke rigtig var nogen smerte. Han håbede bare at Frederik fik ondt af ham. Han fulgte tvært efter sin høje ven, men måtte standse op da Frederik gjorde. 

Viktor så en kende forbløffet på Frederik da den sigende pegefinger skød i retning af ham, som en bekræftigelse af sine ord. Kun mænd og kvinder danser sammen. Han rynkede panden lidt, og sendte den anden et tørt blik uden at kommentere på det. Blikket sank til den stive pegefinger, og instinktivt fik han lyst til at bide i den som en tirret hund. Han kunne ikke dy sig, så han bed ud i luften med en undertrykt 'ang' lyd til følge, men undlod selvfølgelig at bide i selve fingeren. 

"Hvad forestiller du dig at jeg mener når jeg siger vi skal danse, Frederik?" spurgte han ufortrødent lige efter, interesseret med et løftet øjenbryn. En smule anklagende. Kinddans? Brudevals? Han betragtede ham vurderende, og læberne var presset afventende sammen - halvarrogant. Viktor havde selvfølgelig ikke tænkt sig at de skulle danse en eller anden kærlighedsvals. Tåbeligt! Selvom.. det selvfølgelig ikke gjorde ham noget hvis de kunne danse med hænderne tæt viklet sammen --Viktor stop dog! Tænkte han forfærdet, men artikulerede ikke andet end et løftet øjenbryn over sine mærkelige tanker. Penselstrøg af lyserød farve spredte sig diskret henover næseryggen, og som Frederik åbnede døren til den store selskabsstue, fulgte Viktor troligt med lige bag ham. 
 Så mange mennesker - Svennings gård kunne rumme mange flere end først antaget. Der osede af sommerglade gæster, mange han endnu ikke kendte, men han fangede da Helkes blik i mængden, som han skævede rundt og tog det hele ind. Viktor endte dog med at se op på Frederik igen, og ventede lidt på at han ville føre han, så han kunne summe som en myg omkring ham, og gøre hvad han gjorde.

 Der var stort set ingen reaktion at hente fra Frederik, da Viktor lød noget så utilfreds over slaget. Så var de to. Frederik løftede blot uimponeret det ene bryn og lod et lavt, ligeså uimponeret brum slippe ud mellem sammenpresset læber. Blikket fulgte den anden hånd, som den lagde sig op for at ømme sig. 
 " Godt, så er vi enige.. " mumlede han, på en afsluttende vis. Hvis de var enige, om ingen af dem fortjente at blive slået, så var der ingen grund til at køre mere i det. Han skulle sikkert nok komme til at høre fra hans mor om det når de kom tilbage til Azurien.

 Frederik var bestemt ikke klar på at Viktor faktisk ville reagere eller gøre noget ved at blive peget på igen. Og da slet ikke at han ville bide ud efter fingeren! Så den yngre knægt lænede sig frem og bed sammen i luften foran fingeren, trak Frederik hånden til sig, som blev ham rent faktisk bidt, med et overrasket ehrk. Han kiggede forarget og overrasket fra den lukkede hånd til Viktor, til hånden og tilbage til Viktor, ikke helt sikker på hvad han skulle sige til denne sære opførsel. Måske var det bare et barns opførsel..? 

 Frederik var stadig en smule mundlam da han gik ind gennem døren, men Viktors spørgsmål omkring Frederiks tanker om at danse sammen. Han skar en grimasse og trak lidt på skulderne ved det. Det havde han da slet ikke give nogle overvejelser. Dans var vel bare dans. Han brummede kort og vinkede en af tjenestefolkene hen til sig.
 " Uanset hvad du mener, skal vi ikke danse.. Men du skal endelige bare give den gas, "  Afviste han at danse. Han orkede ikke danse med nogle, og da bestemt ikke en knægt. Hvordan ville det ikke se ud. Det mørke blik fjernede sig fra adelsknægten og hen på tjenestepige der stoppede op ved dem.
 " Vil De finde et glas vin. " Hun nikkede og Frederik så tilbage på Viktor.
 " Hvad med dig? " Spurgte han og løftede det ene bryn, afventende.

 Man kunne vel påstå, at Viktor var noget mere end blot barnlig. Selvom hans impulsive tendenser kunne tage overhånd i visse øjeblikke. Og nu var et af disse øjeblikke, hvor hans indre dæmoner luskede frem og lokkede ham til at nappe ud efter den uimodståelige fristelse. Det var sjovt, at se Frederik, som normalt havde en vis kontrol over situationen, miste mælet på grund af Viktors uforudsigelighed. Hans mundvige trak sig op i et skævt smil, og de nøddebrune øjne gnitrede udfordrende. Der skete jo ikke noget, det kun var luften foran ham der måtte lade livet, men alligevel reagerede Frederik som hvis han havde bidt fingeren af ham. 

 Men du skal bare give den gas - Frederik kastede om sig med afvisning efter afvisning. Hans høje ven var hverken til at hugge eller stikke i når han først havde taget en beslutning om noget. Mhm - hm, nå. "Kedeligt." mumlede han med et lille prust, men stemmen druknede i orkestrets fine musikstykke der lagde sig om rummet. Viktor gav tjenestepigen et høfligt nik som hun var kommet hen til dem, og da Frederik bestilte vin, kiggede Viktor op på ham og tvivlede et kort sekund da de dybblå øjne afventede hans bestilling. Han måtte blinke for at tvinge sig ud af deres favntag, og trak lidt henkastet på skuldrene, "Ja ja - eh bare vin også. - Tak." improviserede han. Ikke at han rigtig drak vin. Det burde han vel heller ikke, men nu hvor Frederik bestilte det.. gav det vel mening at smage? Viktor vidste ikke om Frederik ville have nogen indvendinger om dette, men ellers havde han vel bestilt en læskedrik eller andet til den unge grevesøn.

 Viktor pillede lidt ved sit ærme igen, og forsøgte at folde det op, til at ligne de opsmurte ærmer ligesom Frederiks. Han foldede dem bare uvilkårligt, og uden finesse. Kørte dem op til over albuerne på begge arme og tænkte at det nok var ganske fint. Det lignede ikke helt det Frederik havde gjort med sine.. men, det var hvad det var. De holdt sig da oppe, for nu. 

 Havde Frederik hørt den mumlede kommentar, kedeligt, havde han nok kommet med en mumlende undskyldning om at have opbrugt sin kvote for kvindetid den dag. At det var derfor han ikke skulle danse. Men Viktors ord blev opslugt. De forsvandt i larmen og Frederik registrerede ikke at det kom den mindste lyd fra ham. I stedet stod han og gned pegefingeren han havde peget på Viktor med, med tommelfingeren. Sært..

 Viktor kom med hvad han ville have at drikke, og Frederik så tilbage på tjeneste pigen som han gav hende et kort nik for at indikere at det var alt, og hun stak afsted for at finde dem noget at drikke. Frederik tænkte ikke rigtig over, at Viktor måske ikke skulle have vin. Han vidste godt adelsknægten ikke var andet end et barn, men det faldt ham ikke ind, når han så selvsikker hoppede med på vinen, at det var noget galt i det. Og desuden var han ikke knægtens barnepige, så han kunne i sidste ende være ligeglad. 
 Blikket hvilede lidt på Viktors nu opsmurte ærmer. Eller forsøget på at smøre dem op og skar en kort grimasse over dem. Det var halvhjertet og sjusket. Men han sagde ikke noget, selvom de nok skulle grebet han hele aften. I stedet rettede han lidt på sine egne ærmer, inden blikket gled ud over dansegulvet. Orkesteret spillede derudaf, satte en elektrisk stemning i luften, der fik det hele til at virke ekstra munteret. Frederik stod blot med et mere neutralt udtryk, ind til tjenestepigen kom tilbage til dem med et glas til dem hver. Et venligt smil bredte sig vaneligt over de spinkle læber og han nikkede taknemligt inden han tog et par lange slurker. Han havde en smerte i kinden at dulme, jo. 

 Et par glas vin senere, selvom Viktor virkelig ikke burde drikke det, begyndte den unge 14 årige junker at skøjte rundt på dansegulvet med et par yngre gæster som hele aftenen havde vist interesse for ham. Til sidst kunne han ikke lade være, og gav sig endelig som han blev trukket ud på dansegulvet med børnene. Frederik ville jo ikke danse, og vinen havde virkelig sat et godt humør igang på den unge dreng. Han følte sig hverken nervøs eller malplaceret blandt de mange gæster han ikke kendte navnene på, og et eller andet sted, håbede han også at tvinge Frederiks opmærksomhed hen på sig, ved at vise sig frem på danse gulvet. Ikke at han havde de bedste moves, men selvtilliden var der ihvertfald. 

 Hvor mange glas var drukket? Vinsmagen sad lidt som en bitter eftersmag på tungen, som han hele tiden forsøgte at drukne i mere vin. Det var ikke fordi der skulle meget til at give den spæde krop en høj promille, og han var vel nok kun på sit tredje glas, som han havde placeret fra sig som han hånd i hånd dansede med en af de yngre piger, sikkert en grandkusine eller en af gæsternes døtre af en art. Det var jo bare sjov og ballade, og Viktor så hende kun som et barn alligevel. (Hun var yngre end ham! Så et barn var hun ihvertfald) 

 Viktor måtte kunne mærke at han var blevet en smule svimmel, og lidt svajende, som hvis gulvet vuggede under ham, kom han hen til Frederik, og var lige ved at vælte over sine egne fødder, så han måtte gribe ud efter sin ældre ven. 
 "Hov.." han dunkede panden ind i den andens brystkasse (eller deromkring) og smilede muntert op til ham. "Gør din -- heh, kind stadig ondt?" Sagde han højt nok til at overdøve musikken. Ærmerne han havde forsøgt at folde op over sine albuer var gledet stædigt ned i løbet af dansene, hvor han gang på gang, lige så stædigt, forsøgte at folde dem op på ny. Men nu var det ene ærme gledet ned igen igen. 

 Selvom Frederik ganske tydeligt havde givet udtryk for han bestemt ikke gad være Viktors barnepige, hang blikket alligevel nærmest overvågende på ham hele aften. Flere og flere af festens gæster var begyndt at trække indendørs, og gjorde det svært at have et direkte udsyn til Viktor, men det var jo også fint nok, for Frederik holdt jo alligevel ikke øje med adelsknægten. Det handlede om de skide ærmer, som gang på gang faldt ned. Og gang på gang blev trukket sjusket op. Det generede Frederik helt gevaldigt. 
 Og som aftenen skred fred, og Viktor skyllede det ene glas vin ned efter det andet, begyndte Frederik at indse det måske ikke havde været den bedste ide at lade knægten få vin. Han drak, som var det hans første.. Hovedet vippede bagover da realiteten ramte Frederik og han lukkede øjnene. Det var Viktors første gang. Hånden gned over ansigtet ved tanken om at være den der havde introduceret adelssønnen for alkohol. Det var ikke gennemtænkt. 

 Og som havde Viktor kunne mærke at Frederik tænkte på ham, bumpede han ind i Frederik. En smule forskrækket greb han fat om den andens skuldre, for at sikre sig han ikke væltede og fik trukket ham ud, så han var en armslængde væk. Men han slap ham ikke. Det mørke blik gled undersøgende rundt i den andens ansigt. Prøvede at læse hvor fuld den anden var. 
 " Slet ikke..." brummede han og slap lige så stille Viktor, for så at flytte blikket ned på ærmerne der endnu en gang sad lige så grim og sjusket som før. Han rynkede på næsen inden han sukkede opgivende.
 " Her.. lad mig.. " Frederik tog fat i det ene af Viktors ærme og trak det ned, for at rulle det op - ordenligt. Og bagefter gjorde han det samme med det andet. Og alt i mens stod Viktor og svajede som et træ i vinden. 
 " Jeg tror du er færdig med vinen for i aften.. " mumlede Frederik, nok mest til sig selv.

 Grebet i hans skuldre fik omgående gulvet til at stoppe sin vuggen - eller var det i virkeligheden ham der vuggede? Han blinkede et par gange for at fokusere på Frederik, og endte med at klemme øjnene lidt anstrengt sammen da lyset føltes for skarpt. Så kinden gjorde ikke ondt mere - det var godt. Ellers måtte Viktor jo puste på den, eller kysse smerten væk som hans mor havde gjort på ham da han var barn. Tænk bare! Han forestillede sig et øjeblik at han lænede sig frem for at kysse Frederik på kinden, men.. selvfølgelig ikke. Han bed sig lidt i underlæben som hvis han forsøgte holde sig fra fristelsen, mens de nøddebrune øjne flakkede svømmende rundt på den anden. Desuden.. måtte han enten hoppe eller være nødsaget til at hive Frede ned til sig, hvis han skulle have nogen chancer for at nå den tilskadekomne kind. Den røde hånd fra lussingen var dog forsvundet for længst. 

'Her lad mig'

 Hjertebank. Øjenlågene hang tungt da Viktor i det stillestående øjeblik iagttog Frederiks stærke hænder rette på ærmernes flugt. Det kildede ham helt op ad armene da fingerspidserne uundgåeligt gled strejfende hen ad huden, og skjortens bløde stof der efterfølgende blev rullet nænsomt og korrekt op var en ekstra tilføjelse til den behagelige summen der spredte sig i den unge junker. Han ænsede næsten ikke den høje musik, eller de andre mennesker omkring dem. Det var bare ham og Frederik i det flygtige moment, og uden indvendinger, lod han sig blive 'ordnet' af den ældre ven. Han smilede lidt for sig selv, og, satte pris på at det skete.

 Viktors blik vandrede langsomt op af Frederik, som så han ham for første gang og tog det hele til sig. 
 Da hans unge hjerte slog i takt med den brusende flod af følelser, indså han det pludselig; en åbenbaring så klar som den klareste stjerne på himlen. Var det alkoholens slørrede virkning, der afslørede sandheden for ham, eller havde han på en eller anden måde altid vidst det? Svaret var tåget og uklart, som om det var skrevet i støv på en fjern sten. Han så på Frederik, som mere end bare en ven, gjorde han ikke?

--- hvar? Viktors tanker blev med ét afbrudt da Frederik sagde noget til ham. Hvad sagde han? Helt omtumlet mødte han det dybblå blik igen.
 "Hah?" Sagde han først, forvirret- og så havde han alligevel fanget ordene. Ikke mere vin, ikke mere vin? Hvad snakkede han dog om. Et hånligt grynt undslap Viktor og han skævede til siden, som hvis han var parat på at gøre helt det modsatte.
  "Jeg har stadig mere i mit glas!" Sagde han protesterende og pegede på sin tomme hånd, og da han så ned på den, løftede øjenbrynene sig overrasket.
  "Hvor mit glas?" Han kiggede forvirret om sig, og havde pludselig glemt hvornår han havde stillet det fra sig. 

 Brynet løftede sig som Viktor pegede ned på den tomme op, og mundvigene trak sig lidt op i et underholdt smil. Der var masser i det glas. Hånden lagde sig på Viktors hoved og han ruskede lidt i de mørke krøller.
 " Mh.. Du har ret, drik du bare det fra glasset i din hånd.. " Man kunne høre på Frederiks stemme at han holdt et grin tilbage. Hånden lå stadig på Viktors hoved, som han kiggede rundt efter noget at spise, så Viktor kunne få andet en vin i kroppen. Det gik bestemt ikke han blev sendt hjem påvirket eller med for store tømmermænd.
 " Viktor.. " mumlede Frederik, og flyttede endeligt blikket tilbage på Viktor og hånden ned fra den andens hoved, nu med et lidt mere seriøst udtryk over sig. Brynene var rynket og han lænede sig lidt ned, så de var mere i øjenhøjde.
 " Det her.. Vinen.. Det er bare vores lille hemmelighed, ikke? Det er ikke noget andre behøver vide noget om. " Han trak lidt op i mundvigene, et forsøg på at virkelig mere overtalende. Det mørkeblå øjne så skiftevis ind i Viktors. Prøvedet at fange hans sejlende blik. Han mente det, det skulle være deres hemmelighed. 

 Frederik stod dog ikke længe og ventede på et svar. Ud af øjenkrogen fik han øjenkontakt med Mormor Helke, der var på vej over mod dem. Ikke godt.. Frederik rettede sig hurtigt op, lagde armen halvt om Viktors skuldre, med hånden i nakken på ham og begyndte at skubbe ham afsted foran ham.
 " Kom.." Frederik havde lænet sig mod Viktors øre for at hviske i det, mens han skubbede adelsknægten mod døren de var kommet ind af tidligere, i en flugt fra den ældre dame der havde set sit snit til at snakke med dem. Ikke på vilkår om den lunefulde dame skulle opdage hvad Frederik havde lokket Viktor ud i!

 De nøddebrune øjne stoppede sin søgen efter det forsvunde glas da han mærkede tyngden af Frederiks hånd der ruskede i krøllerne og Viktor kunne ikke andet end at vende al sin fokus tilbage på ham. Smilet fik hans alkoholsramte krop til at smelte under ham, og hvis kinderne ikke allerede var blevet røde fra dansen, og vinen - så havde de nok afsløret ham nu. Han rynkede lidt på næsen af den drillende bemærkning, "Ha-haaa!" udbrød han sarkastisk, lavede en fornærmet grimasse kun til ære for Frederik, men lige så snart det blå blik fjernede sig fra Viktor for at se rundt, begyndte den unge dreng at stirre lidt fraværende på ham - han skulle til at løfte hænderne for at pille lidt ved hånden der lå i håret, men lige så pludseligt, blev den fjernet som hans navn blev sagt. Viktors hænder hang lidt ubeslutsomt ud fra sig, men så kom armene ned at hænge langs sine sider igen. Eftermælet af hånden hang stadig som en varm sky i lokkerne. 

  "Hm?" brummede han, og svajede lidt med hovedet i forsøget på at finde den andens blik i sin egen åndsfraværenhed. Han sendte ham et skævt smil til følge. Afventende. Frederik så så seriøs ud i det han nærmede sig Viktors intimsfære at han i et kort sekund forventede noget.. andet fra ham. Pupillerne forstørrede sig en anelse, og smilet trak sig lidt forundret tilbage. Hjertebank. Han løftede den ene hånd for at massere sig ved brystet, som hvis det gjorde ondt, eller for at holde hjertet på plads. Så tæt på.. hvis han bare lænede sig ind.. 

 Brynet løftede sig nysgerrigt som Frederik begyndte at få munden på gled. Vores lille hemmelighed. 
"Hemmelighed?" Han tiltede hovedet lidt på skrå som han gentog for at finde meningen bag ordene. Motorikken i hjernen skulle lige følge med, først forstod han ikke hvorfor det skulle være hemmeligt, men så fnøs han lidt. Læberne trak sig op i en djævelsk dovenhed og han lænede sig svajende frem så næserne næsten stødte sammen.

 "Bange for at komme i.. problemer, Fredelade?" han lo lidt, og gned sig i ansigtet mens latteren stadig hang ved læberne.  

 Men ud af det blå blev han pludselig taget ved nakken og ført afsted af Frederik. Kom, sagde han. Hvor hen dog? - men han ville følge med hvorend det skulle være. Hjertens gerne. Hårene i nakken brændte ved den andens greb, og skuldrene trak sig lidt forbavset op til ørerne. Men som en dukke lod han sig føre afsted - de sejlende ben, alligevel med en nogen intakt balance, fulgte med i det raske trav Frederik som regelt foretrak. "Hvad nu?" indvendte han, og forsøgte at kigge sig over skulderen.

 Det var godt Viktor fandt det hele sjovt, for det gjorde Frede ikke rigtig. Hvis det kom ud, at det var Frederik der lå bag at Viktor havde fået alkohol, var han ikke sikker på hvad Hermod af Alryss ville gøre, men han havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det. Desuden, Viktor var nok i sidste ende heller ikke super interesseret i at hans far fandt ud af, at han havde drukket sig fuld, så snart der ikke var tjenestefolk med til at holde øje med ham. 
 Frederik brummede i enighed da Viktor gentog essensen af Frederiks forespørgsel, men da Viktor begyndte at snakke om at være bange skar Frederik en grimasse. Det handlede udelukkende om familieforhold! Og det kaldenavn.. hænderne knyttede sig kort, mens han mindede sig selv om at Viktor var et barn der var fuldt, så han kunne ikke gøre for det. 
 " Aldrig.. " brummede han blot som svar.

 Ude i entreen fangede Frederik en tjenestepige. Han så sig over skulderen for at holde øje med Helke ikke fulgte med dem ud, og hvis hun gjorde, ville det ikke gå alt for stærkt, og han skulle gerne have tid til en kort snak. Eller nok nærmere kommando.
 " Mad og drikke, værelset for baderummet " sagde han hurtigt og kortfattet. Som havde de travlt. Det havde de jo måske også. Og som ordene var sagt begyndte han at gå op af trappen, mod Viktors værelse, med Viktor delvist foran sig og ved siden af sig.
 " Du er færdig med fest for i dag.. " mumlede Frederik som svar, uden at se på ham, stadig med hånden i hans nakke.

 Da de trådte ind på værelset slap Frederik Viktor og han pegede kort på sengen. Viktor skulle bare lægge sig til at sove, og når han sov, kunne Frederik vende tilbage til festen og lade som ingenting. 
 " Læg dig, " kommanderede han, blind for hvordan det måske kunne lyde. Viktor var jo blot et barn, alt Frederik tænkte på var at slippe for at have en fuld adelssøn rendende rundt. 

 Aldrig, simpelthen? Det lød som en udfordring der krævede at blive samlet op senere, men for nu.. Var det eneste Viktor kunne tænke på hånden der lå dominerende i nakken på ham. Luften i hans lunger blev sparsom, og hans åndedræt blev let som en fjeder, mens hans hjerte slog i takt som et musikstykke i allegro.

Frederik opførte sig som om tiden var knap, og verden var ved at bryde sammen omkring dem. Hans ord var korte, som sædvanligt, men havde taget en mere kommanderende tone, som om hvert øjeblik talte dobbelt.
 "Færdig med at..." Viktor blinkede et par gange da han forstod hvad der blev sagt, og forsøgte at løfte blikket mod Frederik, der stadig havde et fast greb om ham. Han rynkede på næsen og følte sig urimeligt behandlet.
 "Hallo!" udbrød han og trak fødderne efter sig med en modvilje, der spejlede hans protester mod Frederiks planer. 

 Men det var ikke noget at sige til at Frederik var meget større og stærkere end Viktor, og derfor var det lige så let som ingenting at få den unge junker ind på værelset. Taget i ham lettede, og Frederik tog sin hånd til sig. Læg dig. Viktor måtte stoppe op et øjeblik, og mærkede hvordan brystet knugede sig sammen. Læg dig? Hvad...  Han løftede brynet forundret og svajede i det han kunne mærke hvordan blodet begyndte at boble nervøst i ham ved ordene. 
 Viktor gjorde sig forsigtigt umage med ikke at tillægge tonen for stor betydning, selvom den varslede noget, som han ikke helt kunne sætte fingeren på - en følelse af noget ubestemmeligt, men alligevel så overvældende, at hans hjerte bankede hurtigere.

 Han forsøgte at ignorere det, og drejede omkring for at se på Frederik, brynet rynket pegende nedad i en sur mine. "Jeg gider ikke i seng allerede. Det er lige så... så..." stemmen ebbede ud, og Viktor så pludselig en smule dårlig ud. Det raske trav gennem opgangene havde fået maven til at snurre uroligt rundt, og uroen var ved at nå sit klimaks. 
 "Frederik.." han hev lidt efter vejret for at undertrykke den ulmende kvalme der var ved at overtage hans krop. "Jeg har d-et.. dårligt." hans øjenlåg blev tunge og han løftede hånden op til munden. 

 Selvfølgelig var Viktor ikke tilfreds med Frederiks beslutning om at festen var slut, men det var altså det Frederik mente var bedst. Frederik var ældst og havde mere erfaring, og han vidste at hvis han bare lod Viktor sejle sin egen sø nede på dansegulvet ville knægten sikkert ende med at gøre noget han ville fortryde. Så i sidste ende var det jo for Viktors egen skyld, at han stoppede legen mens den stadig var god.
 Derfor sagde Frederik heller ikke noget til Viktors protesterende lyde og ord. Han holdt bare godt fat i hans nakke, og førte ham med sig, til de nåede værelset. Og der slap han kun med forventningen om at Viktor ville lytte på ham, og lægge sig i sengen. Men Viktor skulle selvfølgelig brokke sig noget mere. 

 " Urgh! " Frederik kiggede febrilsk rundt, med det samme Viktor sagde hans navn. Farven var forsvundet fra knægtens ansigt og han lignende en hvis maveindhold gjorde sig opmærksom. Blikket faldt på natpotten under sengen, og med lange, hurtige skridt fik han gået hen til sengen og hevet den frem, for hurtigt at række den mod Viktor. Han håbede bare det var tidsnok. 
 " Og derfor skal man holde sig fra alkohol,  Viktor... " sukkede Frederik. Ikke at han skulle snakke, han havde trods alt også drukket et par glas eller.. syv i løbet af dagen. 
 Som han stod med natpotten holdt frem mod Viktor, bankede det på døren.
 " Hr. Hanson, Deres mad og drikke, " En unge pige stemme lød fra den anden side. Frederik skar en grimasse og kiggede fra døren til Viktor til døren, inden et ehem.. forlod ham, usikker på hvad han lige skulle gøre.
 " Bare sæt det ude for døren.. Tak! " endte han med at sige.

En ubehagelig gurglende lyd undslap hans læber da den bitre sur-smagende cocktail af vin og maveindhold vældede op i ham. Frederik var heldigvis hurtig nok til at reagere prompte, og fik natpotten tidsnok hen foran Viktor i det han kastede op i den lille keramik skål. Han hev efter vejret igen, og svælget brændte ubehageligt. Han var fuldstændig overvældet af kvalme og ubehag, og tårer begyndte at prikke i hans øjne. 
 "Hnn...!" hulkede han som en næsten bedende lyd for at få det til at stoppe. Han hadede at kaste op. Han hadede det inderligt! Vejrtrækningen blev accelereret i sit forsøg på at få kvalmen og dets tag i ham under kontrol. Den unge grevesøn kunne ikke standse det, omend han kæmpede bravt, men det var som om når porterne først var åbnet, kunne de ikke lukkes igen. Hvorfor havde han fået det så dårligt af at drikke vin? Var det sådan alle fik dét, og hvis de gjorde, hvorfor drak de så dét stads? Frederik kastede da ikke op så hvorfor kunne Viktor ikke bare være som ham? 

Og derfor skal man holde sig fra alkohol, Viktor 

 "Freder--urhh!!" Viktor nåede ikke at reagere på bemærkningen, før han blev afbrudt af endnu en forfærdet klynken. Han pressede sine hænder om maven, og bukkede sig mere. "H-hold mit hår!" udbrød han panisk ind imellem de ynkelige lyde da han i sit perifere syn kunne skimte pandehåret der dinglede ud foran ham. 

 Ynkeligt. Det havde været sådan en sjov aften. Han havde haft det skide skægt og danset - ubekymret af sine omgivelser og hvad andre tænkte om ham. Og nu stod han her.. med maveindholdet langt ud af halsen, en forfærdelig smag i munden, og Frederik der skulle stå og overvære det. Det var næsten det værste. Det var slet ikke sejt, eller charmerende, og.. Frederik ville synes han var ynkelig. Han ønskede bare inderligt at det ville stoppe. 

 Frederik stod og ventede på at Viktor tog potten fra ham. Tog noget ansvar. Men det var som om den unge Alryss knægt var blevet lammet, ude af stand til at gøre hverken til eller fra. Frederiks næse var rykket og han så væk, sank langsomt som lyd og lugt fik det til at vænne sig i hans mave. Hold mit hår..? Blikket faldt tilbage på Viktor, skeptisk. Hvad var det for en tøset ting at kræve? Frederik sukkede. Det var jo hans egen fejl at han nu stod her..
 Da det virkede til at være et ophold i kroppens naturlige udtømnings proces, satte Frederik potten på kanten af sengen og gik hen bag Viktor. De store hænder lagde blidt på de mindre skuldre som han førte Viktor hen til sengen og fik sat ham ned. Hvis Viktor virkede okay, virkede til der gik lidt før kroppen havde brug for at komme af med mavens indhold, ville han sætte sig på hug foran Viktor for at hjælpe ham af med vesten. Da den var blevet krænget med over den andens skuldre foldede han den en enkelt gang og lagde den på sengen bag den. 

 " Man skal huske ikke at drikke for meget.  " sagde Frederik overraskede blidt, som han tog natpotten og satte den i Viktors skød. 
 " Her, hold den lige selv .. " og så satte han sig ned ved siden af junkeren, lod hånden glide over den andens hår i et akavet alternativ til at holde hans hår inden han lænede Viktors hoved på sin skulder. Det var virkelig ikke sådan havde tænkt at bruge sin aften... Han havde jo ikke gidet at være barnepige, og alligevel, her sad han. Zalens til Viktor..

 Viktor havde ikke overvejet, at hans hår var for kort til nogensinde at blive ramt i situationens ubehag. Men han var blevet så panisk i sin forvirring, at han bare sagde den første indskydelse der kom til ham. 

 Heldigvis virkede det til at kvalmen gav den unge grevesøn en kærkommen pause fra den brændende fornemmelse, men en ubehagelig klump formede sig i maven som en tarvelig påmindelse om Viktors tilstand. De nøddebrune øjne fulgte svagt hvad Frederik gjorde, men han var for udkørt til helt at registrere hvad. Derfor gippede det overrasket i ham da hænderne lagde sig på hans rystende skuldre, og med det samme fik han lyst til at læne sig tilbage til Frederik i håb om en trøstende omfavnelse. Alt han ville var bare at blive knuget ind til nogen, men inden han nåede at reagere, gik fødderne med Frederik og omtåget fik han sat sig på sengen med hjælp fra ham.

Viktors kinder var blevet våde af de salte tårer der efter nogle blink var undsluppet, og han kiggede en smule lidende på Frederik foran sig, få det til at stoppe, bad de, mens han hev efter vejret i nogle små ynkelige støn. Frederik fik hjulpet ham af med vesten, og det føltes helt befriende. Den blide klang til Frederiks stemme overraskede ham, kunne han også lyde sådan? 

 "Jeg drak da ikke særlig megett.." jamrede han protesterende, dæmpet. Og hev fumlende fat i sin kvælende kravat der havde trykket hele aftenen og løsnede den. Han lagde ikke engang mærke til at natpotten blev sat i hans skød, men hænderne tog instinktivt fat i den alligevel så den ikke ville glide af ham. Mens kuldegysningerne fortsatte og små, ubehagelige ryk gik igennem hans krop, kæmpede Viktor bravt for at holde kvalmen nede. Hjertet gik dog næsten i stå, da Frederiks hånd gled over hans varme pande og tilbage i håret så den kølige luft i rummet i lindrede. Så rart.. Med Frederiks hjælp, lod Viktor sit hovede hvile ved hans skulder. Den andens nærvær, fik det unge hjerte til at slå hurtigere, og diskret prøvede han at suge duften af ham ind, for at distrahere sig fra de andre, knapt så gode, lugte i rummet, og sin egen tilstand.

 "Undskyld -- nu har jeg ødelagt det hele." Klynkede han snaldret, og det var noget der havde dobbelt betydning; ødelagt festen for Frederik, og sine egne chancer med ham. Viktor gned siden af hovedet en smule puttende ved skulderen. Sengen gyngede for ham, men kvalmen til trods, nød han at kunne sidde her med Frederik, tæt op ad ham. Hvis bare omstændighederne havde været noget anderledes.