Okay. Det var der vel egentlig. Men nu havde han ikke selv helt mødt de typer. Måske Issac Thorne var en af de typer, som ikke rigtig drak mælk. Men det var vel sagen irrelevant. "Jeg drikker mælk," kommenteret han blot og trak en anelse vagt på skulderen. Det var noget så henkastet et emne. Mælk. 

Rummet stod semi klart for ham. Stolene stod toppe, bordet med kurven og figuren af kollegaen der var hvad seks normal skridt fra ham. Men de skridt blev tilbagelagt. Uden at tænkte over det, spændte han let i kroppen. Det var en uventet drejning og han blev langsomt i tvivl om Stian havde det helt godt. 

"Okay..?" svaret han og fik rettet hovedet op. Hænderne greb let omkring lommeforet. "Og hvad vil du gøre ved det?" Eskild følt sig næsten helt handicappet, det var ikke en af de ting han oftest stod i. Selvfølgelig havde Samuel også overrasket ham i sin tid, men Samuel var noget andet. 

Samuel var det samme som Alister var til Stian. Men det betød selvfølgelig ikke, at man kunne lade sig omgås med andre eller falde i med andre. 

 "Okay. " svarede han træt. Mælk, hvorfor stod de og snakkede om hvorvidt den anden drak mælk eller ej. Men så vidste han da dét om kollegaen. 

 Han fnøs lidt. Eskilds undrend, gjorde Stian usikker på hvorfor han overhovedet bragte emnet på bane. Men han mente bare, at noget i den stil blev sagt dengang. 
 Og hvad vil du gøre ved dét? Spørgsmålet kom bag på Stian, og han skævede op til Eskilds ansigt. De nøddebrune øjne flakkede hen over kollegaens mimik, og han fugtede sine læber. 

 "Skal jeg gøre noget ved det?" Spurgte han forvirret. Han vidste ikke hvorfor han hviskede. Det var ikke engang fordi at de stod tæt op ad hinanden. Men han forstod ikke helt spørgsmålet. Var det ikke blot en konstatering fra ham? Det var jo bare dét han ville sige; han havde ikke ment andet med det. 

 Luften føltes kvælende, og et hvirvar af følelser blandede sig i ham. Måske var det afvisningen fra Alister der summede rundt i ham; sorgen fra dét at vide, at den man kunne lide, ikke ønskede det samme. En ligegyldighed for det alt sammen lå også i ham, og hank sank en højlydt klump i halsen. Han tænkte på hvor lidt han kunne lide Eskild, følelserne var vel tæt på afsky, had.. men hvorfor trak han sig ikke?  Der var en ulidelig fornemmelse der brændte i hans brystkasse. 

Det ville være et godt minde at dele med Stian. Deres banebrydende samtale omkring mælk og om de kunne lide det. Antageligvis kunne Stian vel også lide det. 

Han prøvede at lette trykket i kæben, det spændte og han begyndte at kunne mærke det som en muskelsammentrækning. Det var måske en forkert formulering af hans spørgsmål, og dog. At Stian var okay med at Eskild var til mænd, det var ikke en bekræftelse han havde brug for, skønt han havde udtalt sig anderledes omkring det. Men det handlede om hvordan Stian selv forholdt sig til det, sin egen seksualitet. 

Selvtilliden fejlede dog ikke, hvorfor han tog de to skridt der var i mellem dem, mens hænderne forblev i lommerne. Det var ikke for at intimiderer Stian, men for at få en fornemmelse af hvad der foregik hos ham. At få hjerterytmen med. 
Var det grundet det med Alister at han sagde det? Eskild trak let i munden. "Er der andre grunde til du er her?" Spørgsmålet lå mere lige til højre benet, men det var ikke ment som det nok lød. Han ville blot finde ud af, om pulsen i den kappeklædte kollega ville afsløre noget, eller om de havde fået talt om alt det de ville. 

 Stians fødder var plantet stift i jorden da Eskild lukkede afstanden mellem dem. De rørte ikke hinanden, men det kunne de lige så vel have gjort. Sidste gang de stod så tæt, havde Stian lyst til at kværke Eskild, men nu.. blev luften tyk, og varmen fra dem strømmede frem og tilbage i deres tæthed. Det føltes som var de i deres egen lille bobbel. Efter alle de ting der var sket for ham, dem - manglede han nærhed. 

Er der andre grunde til du er her? Nej. Ikke umiddelbart. Og dog. Nej. Jo? 
Stians hjerte hamrede hurtigere, og brystkassen hævede og sænkede sig i takt som hvis han forsøgte at tilbageholde en tikkende bombe fra at sprænges. Læberne spredte sig kort i det han fugtede underlæben uvilkårligt med et tungt suk. Han måtte se bort fra Eskild. 

 "Jeg ville sikre mig.." hans stemme rystede lidt, så han måtte rømme sig, "At du var okay." stemmen var tung, og da blikket atter fandt vej til den højere kollega, flakkede hans blik til at det næsten blev himmelvendt indtil han lukkede øjnene hårdt i. Hvorfor fik han gåsehud. Det var tydeligvis forkert. Lort. Han ville have Alister, men han kunne ikke få ham. Han var ked af det. Tom, mangelfuld. Eskild var Eskild. Eskild havde gjort ting ved ham. Men en usynlig snor hev i ham. Det var så forvirrende. 

 Jorden måtte være gået under. For afstanden var helt lukket mellem dem nu. Stian ville gerne trække sig væk, men han ville også gerne blive stående. Der var en iver for at mærke andet end sorg, skam og skyldfølelse. Afsky, had og frygt. Stian ville gerne tage magten over sine følelser igen.. tage styringen over dem. Kunne han besejre sit traume han havde fået fra natten med Eskild, ved at.. overtage situationen? Stian forstod ikke sit tanke mønster. Måske gav det ikke mening, men intet gav mening for den unge byvagt lige nu. Og før han vidste af det, havde han sin hånd hvilende på Eskilds brystkasse.
 "Men det er også alt." hviskede han og lukkede øjnene halvt i. Han sank en klump og deres ansigter var meget, meget tætte nu som han strakte hals for at nå op til ham. 

Den manglende afstand generet ham ikke, men han så heller ikke problemet i dette. Han havde ingen bagtanker med sig og ville blot have noget på det rene mellem dem før deres veje atter skulle skilles. Men selvom luften virkede tyk og luenfuld, tog han det med let hånd. Det var formentligt blot den anspændthed som kom fra Stian. Sidst de stod tæt, havde det ikke været et kønt syn, men han havde ikke i sinde at røre ved kollegaen. 

Alt han i teorien kunne opfange, var hvordan brystkassen blev lettet. Som tiden var ved at rinde ud og de sank til bunds på havet. Vejret skulle holde længe. Men det var ikke deres situation. Med et kom sukket og luften forlod lungerne og brystkassen sank. Det var den tur til havetsbund. 

Eskild lod sig endnu en gang rynke brynene let sammen. "At jeg var okay?" det var ikke helt det første han havde forventet at nogen skulle spørge ham om, og slet ikke den knap ti centimeter lavere kollega. Men han måtte vel gå med det, og sukkede stille ud igennem næsen. "Jeg er okay," følelsen af, at han havde udtrykt det tidligere lå tungt for brystet. Det måske ikke blevet udtrykt nok eller tydeligt nok, men som stemningen forandret sig, som regn på en solskinsdag, var det vel forståeligt. Stian var jo ikke foruden hjerte. 
Følelsen af at mærke den andens hånd på sin brystkasse, fik ham til træk skuldrene en anelse tilbage. Hænderne forlod nu lommerne. For zalaens da også. Første tanke havde været at fjerne Stians hånd, men nok var han blind, men så blind var han nu heller ikke. Hænderne lagde sig i stedet let om kæben på den anden før fjernet den sidste afstand der var mellem hovederne.  

Det var ikke fordi Eskild havde følelserne med i spil, men lysten var der. Desuden havde han ikke lagt op til det, han tog bare det sidste skridt der var i det. De fyldige læber var bideværdige, men han holdt sig på måtten og lod det blot være hvad det var. 

 "Okay." brummede han, og tog et sagte, rystende sug til sig. Eskild var okay. Nu kunne han gå. For zalaens. Som var han lænket til den anden, kunne han ikke komme væk. Alle vejvisere pegede i modsatte retning af den højere kollega. Alarmklokkerne ringede. Og Stian kæmpede bravt for at lytte til dem, men det var nyttesløst. Han var ikke tilstede lige nu. 

 Det blide suk ramte Stians ansigts, og det efterlod en summende fornemmelse der ikke ville gå væk. Det kildede i hans læber mens øjnene blev mere fjerne. Dette var en fortryllelse der ville straffe ham senere hen. 

 En strøm af blid luft gled over Stians læber, da han gispede ved berøringen af Eskilds fingre der tog fat om kæben på ham. Ikke lige så hårdt som den aften, men førende. Dominerende. Han kyssede ham. Det var det mest forfærdelige, der kunne ske. Så automatisk gik hans indre brandalarm igang for at afværge en mulig forkulning af sit indre. Derfor kom der et kortvarigt ryk i ham - fordi han kortvarigt kom til sig selv - men en overnaturlig magt lod ham gå i fælden alligevel; det måtte det da i hvert fald være. Stian sukkede blot med åben mund ind i Eskilds, og lod sine arme glide rundt om taljen på ham, før han pressede læberne længselsfuldt mod Eskild. Det var bittert, ved siden af al sødmen.  

 Det hele kunne også være ligegyldigt. Hvad betød det overhovedet alligevel. 

 Stian vidste, at han ville fortryde det i morgen. Hvem prøvede han at narre? Han ville sikkert fortryde det om ti minutter. Men han lod det ske. Stian der aldrig lod noget gå til tilfældighederne, befandt sig i et impulsivt rus. 

Dag og nat havde byttet plads og sommerfugl og møl parret - alt man kendte gav ikke længere mening. Eskild og Stian - det måtte være for gudernes egen fornøjelse. De oplevede ikke nok forkvaklet kærlighed, hvorfor man måtte trække i strengene og få det til udelukkende at handle om de seksuelle lyster. 

Skibet var sejlet og isbjerget var kolapset. Det eneste de ville ramme, var små brud stykker. Det var hvad som fik Stian til at give sit ryk fra sig, hvilket resulteret i, at Eskild løsnet hænderne fra modpartens kæbe så hænderne blot lå tæt ved, men han kunne få dem returneret til hvor de hørte til, som han mærkede hvordan et suk skulle deles i mellem dem, og deres læber ikke blot var det eneste der kunne være i kontakt med hinanden. 
Hånden der før havde været ved hans brystkassen var forsvundet, den havde fundet sin partner og havde grebet sig om taljen som det var det eneste rigtige at gøre. Selv lod han sine hænder blive sænket og han fik løsnet op i kappen af Stians for at han kunne komme af med den. Så upraktisk. 

Hænderne faldt ind i håret af Stians lange lokker. Skønt læberne var tæt presset sammen og var der alligevel så meget i mellem dem. Han fandt det næsten for godt til at være sandt. Det var perfekt på den uperfekte måde. Lige akkurat rigtig nok, til ikke at være forkert. 

 Smerteligt. Kysset gjorde, underligt nok, mere ondt, end slagene Eskild havde tildelt ham dagene forinden. Stian kunne ikke få vejret, som druknede han under vand, og gispede efter vejret samtidig. Ingen kastede ham en redningsvest, og han måtte nøjes med at kvæles i dybet der var Eskilds læber. 

 Stian bad, desperat til at det ville stoppe, men han var bare så forbandet forvirret og. . .
Og så røg kappen til gulvet. Den blide lyd af stof der foldede sig sammen bag ham, sendte stød gennem kroppen. Nervøsitet, spænding.. hunger. Grebet strammedes om Eskilds talje, og reaktionen til gestussen var at hans vejrtrækning blev hurtigere. 

 Han hadede, men nød på een og samme tid at blive kysset af Eskild sådan. Det var helt bizart. Nu havde det vitterligt slået klik for byvagten. Det var vel en eller anden slags forsinket reaktion af at blive afvist af Alister - frustrationen af det hele, der bare skulle ud. Og det blev så med Eskild. Den allermindste berøring, fik blodet til at pumpe i ham. Og da hænderne gravede sig ind i Stians hår, kunne han ikke lade være med at stønne nydende i kysset. Kontrasten mellem det tidligere besøg, og nu, var stor. Der var ingen tvang i det her - bare.. en ulidelig og uforstående lyst mellem de to kollegaer. 

 Det var som om de drak hinanden dybt, dybt ned i halsen. Hænderne på ryggen af Eskild, bevægede sig ned i baglommerne af hans bukser, og lå trygt deri, som han med et let greb havde fat om Eskilds bagende. 
 "Du.." prøvede han at sige mellem kyssene, og den fyldige underlæbe bævede lidt. Kroppen rystede; det var en blanding af lyst og frygt. Ordene var stakåndede, "Det betyder ikke.. at jeg kan lide dig." forsvarede han i et sidste forsøg på at udtrykke et eller andet, overbevise sig selv vel. Han måtte have en eller anden undskyldning for at gøre dette med en person han afskyede. Men intet kom til ham - Læberne hang ude foran Eskilds, men istedet for at trække sig væk, pressede han kroppen ind mod ham, og førte sin næse, kælende ved kollegaens læber, og langs kinden. 

Urokkelig. Det var ordet, som skulle bruges for at beskrive hvordan grebet om hans talje føltes og formentligt var. Han var fanget i den andens greb. Var det ikke blæksprutter som havde samme tag på deres bytte. Men nu følte han sig dog ikke som et bytte, tvært i mod. Han var lige præcis hvor han gerne ville være for dagen og natten. 

Skulle man tage faresignaler der var ved dette til sig? Stian der selv havde lagt an til dette, det burde i sig selv være ildevarslende og bekymrende. Men sultent var blevet mødt gensidig, og der var intet i dette. Følelser sad i hjertet og lyster sad i det andet hoved, dette hoved som de begge tilsyneladende lod sig kontrollere af. Det blev kun bekræftet som støn skulle flyde ind i mellem hans mund fra Stians side af. Åh hold dog kæft. 
Havde han ramt de rigtige steder på den omvandrende af et kaos af en kollega. Lyden af den anden var nok for ham til at lade sig reagere. Selvom de stod tæt, havde de alligevel en form af stand i underkroppen, hvorfor han måske bad til det gik uset hen. Hænderne som begyndte at rokere sig rundt og fandt vej til baglommerne og tog sit tag på ham havde kun et formål og en effekt for ham. Skulle han virkelig ende med dét nu. 

Et ord blev delt mellem kyssene, men de fik endelig brudt op og begge fik den fortravlet ilt til sig. Det betyder ikke ... At jeg kan lide dig. Kroppen af hans blev presset mod Stians og hans hemmelighed i bukserne var nu ikke længere en hemmelighed. "I lige måde," skønt det lød som en dårlig løgn. Han trak på smilebåndet over det som blev gjort. Han mærkede næsens tip glide omkring. 

Eskild lod den en hånd blive fri for nakken og håret af Stians og lod fingrene kort strejfe hans kind. Hvorfor var det så, så pirrende at ville vide hvordan Stian så ud nu. Lad da vær. Stop dig selv, Eskild.

 Alting var ikke som det var, og det som det skulle være, var det ikke. Men det var sådan det blev. Lad ham drikke af den ætsende gift, der var Eskild. 

 "Så er vi enige.." sukkede Stian tungt, og kunne knapt fokusere på at tale, som Eskilds underliv nu mødte hans. De var begge rimelige hårde - og modsatte måske deres ord. Krop og sind var ikke altid enige.  Læberne strejfede Eskild fra kinden, hen til mundvigen med små kys, men hen genoptog ikke selve kysset - da han blev en anelse overrasket over den blide berøring der nu mødte hans ansigt.

Som en kat der søgte kærtegn, pressede Stian søgende sin kind mod fingrene der ligefør havde strejfet ham. Opslugt af at mærke og lade sig blive mærket. Han ville bare røres. Mere.

 En af hænderne fra baglommen sneg sig ud og op til Eskilds hånd der var på vej væk.
 "Rør ved mig." Bad han med et rystende åndedrag, og førte nænsomt den andens hånd opfordrende til kinden igen. Stian der ellers sjældent var verbal, og ikke altid udtrykkede sine følelser lige nemt, vidste hvad han ville have lige nu. Eskild. De var hinandens for en stund, mens Stians sindstilstand endnu var bristet.

Sværderne stod klinget op i mod hinanden med des skede omkring sig. Det klingede alligevel noget så hult i rummet af hans, og skønt det var uden følelser, var følelsen af intimitet alligevel stor. Den hungret efter det. 
Eskild hungret efter det. 

Små glade ryk i mundvigen voksede over de små kys der blev fordelt udover ham, som det var ren rutine mellem dem. Som det var evigheder siden sidst at de havde stået i nogens arme. Skønt de havde stået tæt sidst, var det af den stikmodsatte årsag. Men i momentet med Stian, var det rart. Ville de kunne vende rundt og lade som om det aldrig var sket, eller var deres skib sunket trods bjerget var væk. 

Hånden som var ved at forlade kinden, blev stoppet. Det blev ønsket, hvorfor Eskild trak den anden hånd fra håret og han lod blidt fingerne faldt næsten symmetrisk ved kinder og kindben. Fingerne strejfede let omkring som blide små berørninger der gled let hen, indtil tommelfingrene gled under underlæbens linje og fulgte læben omkring. Fra læberne til næsten. Han kom vidt omkring i ansigtet på Stian med fingrene. 

Fingrene nåede til panden og hænderne gled nu ind i det og han stjal hvad der retmæssig var hans. Et blidt kys. Næserne lå næsen side om side i det. "Det var alligevel fandens" mumlet han ind i mellem deres læber som han trak hovedet let fra sig og lod sin næse skøjte over Stians næse som afsked.  

 Det var lige før, at Stian selv smilede som hænderne kom retur i hans ansigt - men der var noget i ham, som blev forvirret over de blide, fjerlette fingerstrøg. Han rørte ved ham så nænsomt, at det gjorde helt ondt i hjertet. Hvordan kunne man hade nogen der rørte sådan ved een? Han lukkede øjnene med et blidt suk.

 Stian, vidste ikke at kollegaen forsøgte at se hans ansigt gennem berøringen, hvorfor, at det var for ham, blide, intime nus der skabte røre i vandene, som bevægede sig faretruende ned til deres skridt. Ikke at det var nogen hemmelighed hvordan det stod til i hans bukser, dét ville Eskild have opdaget for længst. Der var de på samme bølgelængde.

 Han stjal et blik, måske to, men havde sine øjne forholdsvist lukket, alt imens han blev mærket, tatoveret af Eskilds berøring. Så derfor kom det blide kys bag på ham. De brune øjne flimrede åbent, forbavset, men lod dem glide i igen - gengældte det. 

Hvorfor kunne det ikke have været sådan med Alister?   
 
 Stian forstod ikke at han kunne stå og nyde et øjeblik som dette med Eskild. Men, den konsekvens måtte han tage efterfølgende; nu handlede det ikke om bekymringerne, men lysten. Dem.

 Fingrene gled nussene op og ned ad Eskilds sider som kysset blev delt mellem dem. Den mumlende bemærkning, fik Stian til at se undersøgende på kollegaen, med sammenklemte, svømmende øjne. 
 "Hvad er der? Hviskede han, og manglede hans læber mod sine. Højde forskellen gjorde det svært for ham at presse sig mod ham, putte sig ind i hans nakke som han havde lyst til. Istedet listede fingrene hen og legede med buksekanten. Hvis bare de ikke stod. 

Hvorfor kunne han ikke bare være som standarden. Kedelig af udseende. Eskild kunne dog ikke klage, for hvem gad alligevel være med en standard, når man kunne få noget som det. Det skulle siges på en objektiv måde altså. 

Fingrene lå tæt i manken på kollegaen - venner? - og indså at hans kys var blevet gengældt. Upassende passende brød de grænser og deres ord om at ingen af dem kunne lide den anden, virkede næsten som en dårlig joke. En undskyld for, hvorfor de gjorde som de gjorde. Men følelserne var ikke dér. 
De ville blot have den tosomhed de aldrig rigtig selv fik. Ikke med de personer de ønskede at få det med. 

Eskild trak på smilebåndet, det kildede næsten pirrende på ham som han mærkede hvordan fingrene fra den anden nussede omkring ham. Han lod næsen prikke til Stians. Den var kær og lille. "Indså bare hvordan du så ud," kommenteret han og lod hænderne falde fra Stians hoved for snart femte gang. 

Han greb ud eftre den ene af hånd der legede med bukse kanten og trådte et skridt tilbage. Med taget om den andens hånd trak han ham ind mod soveværelset, men alligevel tøvede han på sin vis. Stian skulle tage teten og lede an, for det var jo rummet hvor de første gang havde... ikke haft den samme nydende oplevelse af hinanden. Men han slap ikke Stians hånd, han ville se hvor han blev guidet hen eller om de blot skulle ende med at stå være kærestelignende i deres adfærd.

 Jeg kan ikke lide ham, han er et dårligt menneske, forsøgte Stian at overbevise sig selv om, som de stod og kærtegnede hinanden. Det var sande følelser, men hjernen havde det også med at blive hurtigt forvirret, når to modstridende handlinger skete på samme tid. 

 Stian bemærkede smilet om Eskilds læber. Indså bare hvordan du så ud. Kunne han se ham? Var det dét han gjorde med hænderne lige før? Mundvigene trak sig op af, og han rynkede panden, i modstrid med sig selv, men han var ét med stemningen alligevel. 
 "Kunne du lide, hvad du så?" Der var en flirtende undertone til hans spørgsmål. Selvom han blot prøvede at stille det så neutralt som muligt, så kom det ud anderledes. Det skyldtes muligvis hans stakåndethed, og måden han lænede sig sensuelt mod den anden mens fingrene knugede sig i buksens kant. 

 Meget pludseligt, for Stian, greb Eskild fat i håndleddet på ham. Og det tog ham tilbage til et værre minde end dette. Hans hjerte sad kortvarigt i halsen, som han blev trukket med ind i værelset. Men han måtte sætte hælene lidt i gulvet, for at sænke farten. Kroppen prikkede af nervøs varme der omsluttede ham, og han så ned på hånden, derefter til Eskilds rodede hårknold. "Øjeblik." Bad han dæmpet, og sank en klump. Han skulle ikke til at have et af sine zalans anfald foran Eskild! De anfald som han var begyndt at opleve hver gang han tænkte på den nat. Han tog en dyb indånding, og trak sig ikke væk. Var det ikke det her han ville? Var det ikke sådan han overvandt mindet? Et nyt, bedre minde, med personen der havde gjort ham ondt. Stian erindrede de blide fingre mod sine kinder igen. Situationen var en anden lige nu end dengang. Hvor bittersødt.  

 "Så lad gå" mumlede han hæst, som om han ikke allerede havde besluttet forinden at det var dette som skulle ske. Som han ville have skulle ske, trods alt. Eskild havde allerede taget ham i munden, som den første. Det havde ikke gået op for Stian, at konsekvensen af det der var ved at ske, var at Eskild også ville være hans første i sengen. Mand til mand. Ironisk, ikke sandt? 

 For at skubbe de halvkvalte følelser væk, pressede han sig mod Eskild, næsten som da de prøvede at vælte hinanden på gaden, ville han have ham ned i sengen at ligge.
  "Kys mig, igen." Bad han krævende, og kunne mærke hans øjne blive våde. Med det samme knugede han dem i - han havde ikke tænkt sig at græde - hvad skete der for ham? Så han holdt tårerne tilbage, og førte sine fingre hen over den andens læber, mens han stadig forsøgte at vælte ham ned i sengen. 

Klukkende lo han let over spørgsmålet han blev mødt af. Om han kunne lide, hvad han så. “Mmhmhm” nynnede han ud igennem læberne. Betød det virkelig noget, om hvor vidt han kunne lide, hvad han så, når han kunne følge ens blodkar på nært hold. Lære personens hjerterytme at kende, som de med synet kunne genkende træer fra hinanden. 

Men ansigtet fulgte med stemmen, det var egentlig ganske matchende. Men han gav sig sjældent til at gætte til folks udseende. I steder kategoriseret han dem i farver. Men blev baseret på følelsen de gav ham. Discipel Samuel fik ham til at se blåt, hvor dumt det end måtte lyde. Men det var noget så rent, som det kunne være. Den unge præstesøn ville enten blive han befrielse eller hans død. 

Eskild havde blot trukket dem til soveværelset, men efterfølgende også forholdt sig tavs og ventet på Stian. Følelserne sad nok mest i hans hals, eftersom han havde oplevelsen med sig. Det var okay. Han kunne ikke tvinge ham i dag, så hvis Stian ville have se blot rørt hinanden, var det dét. Men hæst hørt han en beslutning. Som hvis Eskild havde givet ham et tilbud. Men det var ikke tilfældet. 

Et huh forlod ham, som han mærkede hvordan Stian pressede på, forsøgte at ligge ham bed, men samtidig bed krævende efter mere. Han mærkede fingrene på sine læbe. Han lod sig presse ned i sengen. Siddende og hånden slap den andens hånd, begge hænder blev placeret på hoften på Stian. “Okay” han lænede hovedet en anelse tilbage, som hvis han så op mod Stian. Hvorfor han blev så krævende, så søgende, så følelsesladet, var måske en anelse forvirrende, men han skubbede det blot hen. Stian måtte have et hav af følelser at forholde sig til. 

 Eskilds klukken, og det nynnende svar kildede ham frygteligt helt ind i øregangene og gav ham gåsehud i nakken, og ned ad armene. Hvordan kunne så sød musik, skære ham sådan i hjertet. Alt dette, var ikke den Eskild, Stian havde lært at kende. Nej. Det føltes som en syredrøm, så virkelig, men uvirkelig på samme tid.  

 Det var håbløst gøre sig nogle forhåbninger om at finde vej ind til land nu, hvor Stian allerede var på dybt vand. Uden fodfæste, uden tegn på frelse. Han kunne blot træde vande i uendeligheder indtil kroppen gav op af udmattelse, og lod ham drukne. 

 Og drukne var han ved. 

 De to unge kollegaer, væltede ikke ned i sengen, som Stian først havde lagt op til, men Eskild fik fundet fodfæste, og blev plantet, siddende i sengen ved kanten. Hænderne på hofterne, var den blonde byvagts pejlemærke. Okay. Den mørkhårets ord gav rumklang, og klingede hult i hans indre. Selvom et tidevand af følelser hævede sig i ham, følte han sig stadig lammet indeni. Der var så meget, at han ikke kunne mærke det mere. 

 Knæet, fik han placeret på sengekanten, mellem Eskilds ben, og han lagde op til, at kravle ind over sin kollega. Kattet, sensuelt, listigt. 
 "Okay." gentog han som en tung brummen, og nappede kærligt i underlæben hos den anden, mens næserne fægtede blidt. Alister var stadig et blødene snit i Stian, men Eskild var hans svidende, plaster på såret. Det måtte gøre ondt lidt, før det gjorde godt igen, ikke sandt? Stian pressede læberne mod ham i et længselsfuldt kys. Den ene hånd gled om i den rodede hårknold, mens han fumlede med sit taljebælte, med den anden. Det lykkedes ham at få det åbnet, og med et dump, faldt det på gulvet. Skjorten flagrede løst, mens tyngdekraften ville have ham ned, og oven på Eskild. 

Stemningen var sat, men han lod sig mærke efter. Det var surrealistisk som den anden hungrer som han gjorde. Hvordan kunne man ikke bløde op om hjertet over det? Afsavnet og lysten var tydeligt, og selvom han nok blot var en erstatning for, hvad end der var sket mellem Stian og Alister, generet det ham ikke spor. 

De mættet hinanden, selvom de nok på sigt ville blive umættelige. Altid sulten for mere med hinanden. 

Knæets tryk kunne mærkes i sengens madras under dem. Stian for helvede. Havde den ene hånd sluppet hoften og lade sig placere bag ham som en støtte, var han blevet vælter bag om. Men som mærkede hvad Stian var i færd med, nappen og længselsfulde kys, lod han sig ligge med ryggen ned på sengen. Hænderne valgte at finde snøren på Stians bindeskjorte for at få ham løsnet op. 

Oh fuck. Det kunne næsten kun gå for langsomt nu. Han nød hvordan det lød, som tingene faldt fra Stian. Kunne legemet blive hårdere, gjorde det det.

 Tyngdekraften havde vundet, og Eskild kom ned at ligge på sengen med Stian halvt oven på sig, kyssende og kælende, mens kollegaens hænder arbejdede med at få bundet skjorten op. Det gode var, at Eskild allerede var halvt nøgen under ham, det dårlige var, at Stian stadig var påklædt til fulde. Læberne slap Eskilds, langsomt, med et blidt nap, før han udforskende, lod dem køre rundt ved den mørkhårets kollegas hals. Mhmm, brummede han med et lavmælt suk. Han fjernede sin hånd, fra Eskilds nakke, og løftede sig op at sidde, så han nu sad overskrævs på Eskild. 

 Der var paralleler ved alt det de foretog sig. Måden han sad oven på Eskild, var ligesom deres sidste møde. Men lige nu, var det blot med gode hensigter. Hvis man da kunne kalde dem gode på sigt. Knæene var plantet solidt i madressen på hver side af Eskild, og skjorten var bundet op. Hurtigt, som hvis tiden skulle rinde ud, hev han den over hovedet og kastede den fra sig. Blikket var fjernt, ophidset, som han så ned på Eskild under sig - den andens kinder havde et let strejf af lyserød farve malet over næseryggen. Det var godt at se at han selv var påvirket af dét som skete mellem dem. Men kom det ikke til udtryk i kollegaens ansigt, kom det da til udtryk andet steds. 

 Bomben tikkede, og Stians krop skreg af utålmodighed. Han dunkede alle steder, bulen i buksen var en stor indikator på hvad han følte i nuet, og med hurtige hænder begyndte han at knappe sine bukser op. Deres skridt stødte mod hinanden hvor han sad, og ganske pirreligt, begyndte han at gnide sig mod ham, knap for knap. At få buksene af måtte komme senere, men nu var den første forhindring da ude af vejen.

 "Eskild." stønnede han dæmpet, og kunne kollegaen se ham, ville Stians ansigt være ophedet, og rødmende. Han bevægede hofterne lidt hurtigere, så han fik presset sit underliv krævende mod kollegaens, men det var ganske kortvarigt, da han måtte standse sig selv, så Stian ikke ville komme af gnidningerne. Vejtrækningen var tung og hurtig, og han dykkede ned mod Eskild igen, manglede ilt. Brug for mund til mund. Den ene hånd lå om Eskilds kind, og den anden lå kærtegnende ved halsen. "Eskild." stønnede han igen ind i kysset, bedende. Forsøgte at overskrive Alister med Eskild. 

Milde og kære grin forlod hans læber som han oplevet hvor ivrig Stian kunne være. Det var intet under at kollegaen var forvirret, han havde måske aldrig tilladt sig selv til at forholde sig til sådanne ting. Hænderne fik sluppet snøren i bindeskjorten og lagde sig ned langs med Stians ben i bukserne der. Øjnene stirret tavs og blankt mod hvor han antog Stian var, og eftersom han sad overskrævs på ham, var det nogenlunde til at forholde sig til. 

Madrassen gav sine ryk og bølger med sig, som Stian fik hevet bindeskjorten af sig og smed den vilkårligt i rummet. Trods for ørerne var røde og rødmen lå over næsen, kunne han endnu tænke klart og tydeligt for hvad der skete. Det kom lidt ud i det, at han konstant var nødt til at forholde sig til hvor noget eller nogen var. Måske en mild hæmning for at opnår sammen drevne lyst som modparten, men han nød det trods alt alligevel til maksimalt. 

Tunge åndedragt gled stille fra ham som han mærkede hvordan Stian begyndte at gnide sig mod ham. 

Eskilds navn blev stønnet og i første omgang tog han det ikke så tungt, for der var andet at forholde sig til. Hænderne havde fået let fat i buksebenets stof og knugede i det. Kollegaen pressede til og han lod begyndende støn falde fra ham, men som Stian stoppede og valgt at dyk til, som Eskild var havoverfladen for ilt. Lod han sig blot følge trop og bed til i kysset. Men gentagelsen af hans navn, fik ham til at flytte hænderne. 

Den ene hånd nær skulderen og den anden nær hofte og han presset til for at få vendt Stian så de byttet plads. "Åh, hold da kæft, Stian" sagde han letter stakåndet. Eskild ville i stedet for at fokusere tiden på gnidninger får bukserne af Stian, hvilket var klart nemmest når han lå på ryggen og var den nederste af dem. "Fortæl mig hvad du vil have vi gør," beordret han. Han var frisk på det hele, men eftersom han ikke var den, der var ved at komme, måtte de gå med hvad Stian ville have der skulle ske. Men denne tur burde næppe blive den sidste. 

Men før han ville få bukserne af Stian, lod han hånden hvile på det stive skaft og lagde tommelfingeren let glide aende op ad det uden på buksen.

 Den milde, dæmpet latter, fik Stian til at rynke lidt forundret på næsen mens han forsøgte at tilbageholde sig fra at smile mærkværdigt. Men mundvigen trak sig alligevel op ad, som han plantede det sidste kys på Eskilds hals. 
 Så Eskild, kunne også lyde sådan. Det fik hans hjerte til at banke hurtigere - for det var anderledes. Eskild var anderledes; eller var han altid sådan? Kunne det passe at han var begge dele og mere, end de oplevelser som Stian havde haft med ham? Det gjorde det næsten kun værre. 

 Stian havde ikke følelserne med i dette, det var udelukkende en hungren efter at blive rørt, samt et lidenskabeligt begær der brusede i ham, som han ikke længere kunne modstå. At Eskilds åndedrag blev tungere, gjorde ham en smule utålmodig efter mere af kollegaen. Det var svært for ham at forstå, for han ville både have ham, og ikke have ham på samme tid. Stønnene blev delt mellem dem, en smule højere for hvert åndedrag, intenst - det var pirrende, og svært for Stian at holde igen, men han skulle. Det måtte ikke slutte allerede. 

 En chokeret lyd undslap Stian som værelset drejede rundt, og han endte med at ligge nederst på sengen. De lå bedre denne gang, så ingen af deres ben ville falde ud over sengekanten. Årh, hold da kæft, Stian. Stakåndet, lå han og forsøgte at trække ilt til sig imens han hævede et øjenbryn af Eskild. Hvad nu? Han sank en rystende klump, og ventede på om Eskild ville sige mere, eller om han bare havde lyst til at være en idiot og bede ham holde kæft. 

 Men så blev han beordret, fortæl mig hvad du vil have vi gør - og Stians brystkasse hævede og sænkede sig i takt med sit hurtige hjerte. "Idiot." brummede han stakåndet - det havde ligget på tippen af hans tunge at sige; men der var stadig ingen ændring i ham. Han ville have Eskild, lige så meget som før.  
 "Nhn.." stønnede han dæmpet og bed tænderne overrasket sammen da Eskilds hånd på Stians skridt distraherede ham. Det sitrede i ham, og uvilkårligt skød han underlivet frem og bød ham sin krop, som var den en slags forbuden frugt. Spørgsmålet Eskild havde stillet ham, summede stadig rundt. Hvad ville Stian have at han gjorde? Tage ham? omvendt? Han havde aldrig tænkt på det. 

 "Jeg ved det ikke." ordene var håbløst utilstrækkelige. Stian skød hovedet bagud, og stirrede ophidset mod sengegavlen. Hvor var det dog frustrerende. Hånden på hans skridt forsatte, og han himlede med øjnene og dirrede.