Zirra havde forandret sig meget, siden hun rejste fra Dianthos, for at hente hendes bror hjem. Den gamle Zirra var der stadig, men hun havde været meget, og Bertram så hendes tårer oftere. Det tog ham et sekund at finde ud af, at hun ikke fik tårer i øjnene fordi hun var ked af det, men rørt.

Han lod hende flytte på sine hænder, og lod dem i stedet passivt dale ned, og lad hende gøre sit erfarne arbejde med snørerne på det selv samme bukser, som han altid havde på.

Et overrasket gisp lød fra ham, af hendes lynhurtige replik, og der kom et spændt lys i hans brune øjne. Hans smil bredte sig overlykkeligt over at skulle forkæles efter så lang tid. Det havde været forfærdeligt længe siden at hun havde rørt ham, føltes det som om. ”Mmh,” Brummede han behaget ved hendes allerførste berøring. Hun var varm mod hans kun lidt varme krop, der kun havde det strengt nødvendige blod i kroppen til at kunne holde en hed nat med sin kvinde. ”Jeg elsker dine kys, Zirra,” Sagt åndeløst forelsket.

    "Jeg elsker dig," lød Zirras svar i et øjebliks vejrtrækningspause, inden hun fortsatte læbernes og tungens bevægelser.
    Det støvede, ramponerede rum forsvandt omkring hende, mens bevægelserne og Bertrams nydelseslyde overtog hendes sansebillede. De fulgtes ad og hun lod den anden hånd kærtegne hans hud op under trøjen, tegnende forskellige mønstre på hans mave og bryst. Det var ligemeget for hende, at han ikke havde den korrekte, menneskelige temperatur. Det var ligemeget, at han sikkert brugte energi på at holde sin blodtørst stangen. Det var ligemeget, at han kunne slå hende ihjel, hvis han mistede kontrollen. For det havde hun lært, at de fleste kunne. Også hvis de bare var helt almindelige mennesker. For Bertram gjorde alt, hvad han kunne, for at det ikke skulle ske. Han viste gang på gang, hvor meget selvkontrol, han havde, og hvor meget kærlighed og omsorg, der lå bag hans ellers misforståede monsterfacade. Han havde en selvkontrol, der oversteg selv det mest noble menneske, og det gav Zirra en tryghedsfølelse, som man ellers ikke kunne fremmane selv efter timevis af verbale forsikringer. Det her var ægte. Ikke bare ord. Bertrams handling sagde det hele.
    Tankerne endte på kærligeheden for Bertram, og derfra blev der lyksagligt tomt i Zirras hoved. Hænder og læber udforskede alle de kendte steder, men helt som på ny, fordi det havde været så længe siden, de havde fået lov til at tage sig god tid og ikke blive stoppet af mentale traumebilleder. Kroppen tog styringen, mens hovedet fulgte strømmen af følelser og fandt en indre ro, Zirra havde efterladt hos Bertram, da hun forlod Dianthos, og som hun først nu havde fundet tilbage til igen.

”Og jeg elsker dig.”

Mere end noget andet. Han var lykkelig. Zirra gjorde ham lykkelig. Det ville være underligt at indrømme, under akten, mens hun var i en underdanig position på sofamøblet og havde ham i munden, delvist kvalt. Bertram syntes hun var utrolig smuk i sine anstrengelser, og det bedste ved det hele var, at hun gjorde det af kærlighed til ham. Hvordan skulle han nogensinde kunne veje op for alt hvad hun gjorde for ham? Alt hvad hun betød for ham? Zirra var åbenbart tilfreds med ham, på trods af hvor lidt han kunne tilbyde hende. Han forstod hende ikke. Men han betvivlede hende heller ikke.

Det kildede rart som Zirras fingre strøg ham op ad kroppen og banede sig igennem den stribe af mørkerøde hår fra hans køn og hele vejen op ad hans stærke overkrop, til hans bryst. Hun holdt ham varm, selvom det meste af hans blod, det lånte blod, søgte nedad. Blod skulle der til, for at holde ham stærk, så han ikke endte som ostevampyren, den arme sjæl. Men blod gjorde ham også kampklar i sengen med kvinden i hans liv.

”Zirra,” Skælvede han. Det var de lyde hun kom med. De kunne gøre en stærk vampyr svag, så han ville have mere. For en gang skyld var der noget han ville have mere end blod! Selvom blod naturligvis også forstyrrede hans tankestrømme, hele tiden. Han placerede begge sine hænder på hendes hoved – Det var så lille i hans greb, selvom han sørgede for at være blid, og så vidt muligt forsøgte at hjælpe hendes hår væk fra ansigtet. Han havde selv løsnet det. Zirras hår var altid løst, når de elskede, hvad end det var planlagt eller ej.

I starten mærkede han bare efter, mens hun bevægede hovedet og kroppen, men gradvist klemte han lidt til om hendes lokker. Når det skete, at han kom til at behandle hende med hårdhed, var det altid efterfuldt at kærlige strøg bagefter. Han ville mere, men forsøgte at holde sig tilbage, ville hun kunne mærke, når han langsomt kom hende nærmere med sine hoftebevægelser.

Han burde sige noget. Gøre noget. Zirra havde aldrig afvist ham. Men hun vidste heller ikke altid hvad der var bedst for hende. Ellers havde hun vel heller ikke gået med til at elske ham, efter han bed hende den første gang.

    Zirra fulgte hans bevægelser, også når de blev hårdere. Så stod hun imod og sørgede for at tungen var klar til at give bløde bevægelser bagefter. Hun kunne tydeligt mærke Bertrams begær, og det sendte kuldegysninger ned gennem hendes egen krop. Der var ikke noget bedre end at mærke, hvor meget han ville have hende. Gennem viltre hårlokker, så hun opad og mødte hans intense, rødbrune øjne med en længsel, der stod ud ad hendes eget blik. Langsomt slap hendes læber rundt om ham, og hendes hænder vandrede så langt opad, de kunne, indtil hun næsten kun holdt om ham med fingerspidserne og så forsøgte at hive ham ned til sig.
    "Kom ned til mig," bad hun med en smule savl i mundvigen og en krop, der søgte hans nøgne, kolde hud.
    Lige så våd, som hun havde gjort ham, var hun selv blevet undervejs, og hun lænede sig bagover i soafens blødhed, så hun lå halvt i den, halvt sad lænet op ad ryglænet. At den nok havde et halvt århundredes støv i sig, var ligegyldigt. Alt der betød noget lige nu var at have Bertram så tæt på, som han kunne komme, og at få indfriet den lyst, der rasede i hendes krop.

Kom ned til mig. Hendes stemme vækkede ham fra at falde i staver, over den udsigt han havde haft, da hendes safirøjne søgte hans. Han sukkede dybt og veltilfredst. Hun havde gjort ham våd, og nu kunnet han mærke rummets kulde om den, og han længdes efter at få lov til at komme ind i hendes varme igen. Så han bukkede sig ind over hende, krumbøjet, fordi han selv var så lang i forhold til hende. Selv han undlog helt at bruge sofamøblets fulde længde. Han kyssede hendes våde læber og kyssede hende ned langs hendes arrede hals, den side som Bertram havde for vane at bide hende ved, men han undlod helt at bide, og kyssede hende blot som en dødelig elsker ville.

”Zirra du er er varm,” Sukkede han ikke langt fra hendes øre, der tittede frem fra den askeblonde hårpragt. Varme og liv var virkelig noget en vampyr længdes efter. Lidt ligesom måden hvorpå hun havde lært at elske hans kulde.

Helt glidende, uden at møve, fandt han sin plads hos hende imellem hendes arme og ben. Hans hænder greb om hendes overkrop, som hans store hænder næsten kunne nå rundt om. Bertram kunne høres puste ud af næsen, præcis som alle andre levende, når de var opstemt. Hans svulmende del af kroppen navigerede ganske let mod hende, og pressede lidt mod hende indtil hendes krop vænnede sig til hans størrelse og slappede nok af til at lade ham trænge op.

    "Jeg har varme nok til os begge," sukkede Zirra og lagde armene om Bertram.
    Benene trak sig op på hver side af ham, mens hænderne fandt hans ryg og hår, hvor fingrene flettede sig ind i hans rodede, knaldrøde hår. Hoften kippede og lod ham komme ind i sit indre. Hendes suk steg i tempo og volumen til at matche Bertrams, og snart ekkode det imellem de hårde, tomme vægge i den gamle kælder.
    Hænderne gled op til hans hals, hvor hun kærtegnede den tynde hud, mens hendes læber søgte hans spidse øre. Tungen fandt kanten og øreflippen, når den havde tid mellem hendes åndedræt, der nu var blevet til dybe støn. Zirra stønnede Bertrams navn. Som underlivene pressede mod hinanden, blev hendes greb i hans hår fastere, og lårene greb hårdere om hans hofter.
    Snart kunne hun ikke holde sig passiv under ham mere, og hun pressede sig op at sidde og skubbede ham til siden, så hun endte siddende oven på ham, og ham med ryggen mod sofaens bløde, men støvede puder. Som hun sad oven på ham var hun en smule højere end ham og kunne bøje sig ned over ham og kysse ham ned langs kæbelinjen. Med knæene i sofasædet fortsatte hun bevægelserne mod ham. Kulden ramte nu hendes ryg, men det var ikke vigtigt. Kun Bertram var vigtig lige nu. 

Han kyssede hende igen og igen. Zirras vejrtrækning var nu i Bertrams magt. Når han bevægede sig inde i hende, blev han stønnet kælent i øret. Lyden af hans navn mod sit øre, gjorde ham ivrigere, og han stødte mindre forsigtigt til end før, velvidende om at Zirra plejede at kunne tåle det – førhen i hvert fald. Han stønnede lavmælt mod hende, indtil han kunne mærke at hun greb hårdere fat i håret på ham, og lidt højere udbrød han et klagesuk.

Han var hende underdanig, da hun pressede sig mod ham og skubbede ham til siden. Han vidste hvad hun var ude på, og greb om hende, så han kunne rykke sig selv under hende, nemt. Han lod hende tage plads på ham igen, og lov hende styre tempoet, men ønskede at holde sine hænder ved hendes hofter, så han kunne føle hendes bevægelser.

Han kiggede op på hende med sit forelskede blik. Munden måbede let, ubekymret om at hans hugtænder i undermunden kunne anes.

Uanset hvor meget plads han ønskede at give hende til at få lov til at styre, kunne han alligevel ikke vente længe. Hans hænder begyndte gradvist at føre hende lidt mere, og pludselig havde han så godt fat, at han kunne løfte og sænke hendes krop, så rummets stilhed blev brudt med lavmælt smækkende lyde.

    Om det gjorde noget, at Bertram ikke kunne holde sig fra at tage kontrollen? Aldrig. Zirra bød det mere velkomment end noget andet og fulgte lige så meget med bevægelserne, som hun før havde været den, der styrede dem. Selvom han var kold som et lig det meste af tiden, var der absolut ingen problemer med at arbejde varme ind i musklerne, når han havde blod i kroppen, og det samme gjaldt hans væskeproduktion - medmindre det selvfølgelig bare var Zirras egen sved, der prellede af over på hans krop, men det var i og for sig ligegyldigt, for vådt og varmt og fantastisk var det, og hun nød hvert eneste stød. 
    Der var noget over det gamle, forfaldne værelse som mindede om deres første gang sammen. På Zirras gamle kammer - et kammer hun aldrig ville sætte fod i igen - som havde været mindst lige så hærget og ødelagt som det her, omend på en anden måde, fordi det havde været tættere på himlen og det her havde flere problemer knyttet til sin lave placering i kælderen. Måske var det Bertrams forsigtighed. Som dengang havde han startet ud med at behandle hende som noget skrøbeligt, der nemt kunne gå i stykker - uagtet at første gang havde det selvfølgelig mest været hans egen skyld, at hun var afkræftet. 
    Men han kom hurtigt ud over det. Både dengang og nu tog bevægelserne til og han greb hårdere fat. Lod sig rive med ind i det, ligesom hun selv gjorde det, og hun tog imod alt, hvad han kunne give hende og gav lige så meget tilbage. Det havde været alt for længe siden sidst. Når det føltes som første gang igen, vidste man, at man havde forsømt det. Zirra lagde nakken tilbage og stønnede så højt, at overboerne med garanti kunne høre det.

Bertrams overboer skulle nok blive forskrækkede og begynde at tro på spøgelser, for kælderen havde ikke været beboet i mange år. Men Bertram var for travlt optaget af sin kærestes bedårende støn til at bekymre sig om sine naboer. De fik tilmed glæden af at høre den rødhårede monsterjægers anstrengte dybe støn samt knirkelyde fra det gamle møbel, som de elskende bevægede sig.

Der var ingen tvivl om at Bertram ikke var et blidt væsen fra naturens side af. Han gjorde virkelig sit bedste for at skåne Zirra for yderligere smerte, men det var ikke utænkeligt at hans evige blodtrang var så frustrerende at se bort fra, at hun fik lov til at mærke til hans frustrationer og dermed også forsmag på hans sande styrke. Bertram kunne godt lide at være blid, så meget hård, men blev altid blid igen.

Det blev tid til at flytte Zirra og tage hende i en ny stilling. Let som ingenting løftede han hende af sig og lænede hende med fronten mod sofaryggen, hvorefter han lænede sin krop mod hendes ryg. Han greb hendes nakke og lænede sig frem med hovedet for at lade hende vide at hun skulle vende sit hoved til siden så han kunne kysse hende. Hans kys var både intense og kærlige, men også meget kolde. Hans læber og tunge var kolde at kysse. Bertram havde sit ene ben på sofaen og den anden fod støttende mod gulvet. Stadig med et tag i hendes nakke begyndte han at styre sig op i hende igen. Denne gang langsommere. Dybere. Grovere, men aldrig voldsom. Han elskede hende så meget. Han vidste ikke hvordan han skulle kunne leve videre, uden at have hende hos sig mere.

    Zirra lod sig vende, og med Bertrams ekstra styrke gik det så let som ingenting. Hun følte sig som en fjer i hans arme, men hun tænkte sjældent over, at styrken var overnaturlig. Hun var så vant til at omgås andre væsner, at hun ikke længere blev overrasket over den slags.
    Med knæene solidt plantet i sofaen, tog hun fra med hænderne mod toppen af ryglænet, så hun kunne strække overkroppen op og bedre vende ansigtet mod Bertram. Hendes Bertram. Selvom læberne og tungen var kold i mødet med hendes, gjorde det ikke kysset mindre passioneret. Hun strakte den ene hånd bagud og fik fat i hans hår, så hun kunne gøre kysset endnu mere grådigt.
    Kysset dæmpede hendes støn, da han endnu engang trængte op i hende, og snart måtte hun opgive at holde kysset for igen at holde med begge hænder på ryglænet og stønne ukontrolleret i takt med Bertrams stød. Hun pressede kroppen tilbage mod hans og svajede så meget hun kunne i ryggen, mens hun nød hans hænder på sin krop og hans mørke, dybe støn, der fulgte hendes lyse. Der var ikke noget hun ønskede at holde mere fast på end Bertram. Han var så enormt vigtig for hende, og hun ville aldrig lade sig selv give slip på ham igen.

Det røde hår var endnu mere vildt end det plejede, da hun slap hans hår, men hun fik ikke lov til at opdage det, i den stilling hun var havnet i. Selv han, lukkede øjnene for det, for han var begyndt at miste fokus fra sine omgivelser, og kunne kun koncentrere sig om at tage imod den nydelse, han fik fra Zirras krop, når han gentagende gange trak hende mod sig, mens han selv bevægede sig frem. En fantastisk og levende følelse, skønt blodet i ham ikke kunne holde ham varm, fordi det blev brændt af som olien i lampen.

Bertrams nydende suk begyndte at lyde mere besværerede i takt med at han mistede kontrollen i sine vedvarende bevægelser. Zirra fik nogle runder, hvor Bertram knaldede hende vildt, efterfuldt af langsommere tunge stød.

Han bukkede sig over hende og kyssede hende på håret. Indtog hendes naturlige duft, der forstærkedes når hans ansigt vandrede ned langs hendes hår og søgte mod hendes hals. Hendes duft var endnu kraftigere lige her. Han kyssede hendes hals påpasseligt, lige indtil de kærlige kys gradvist introducerede tænderne. Bertram var så tæt på at komme til at sætte hugtænderne i hende, at en hjørnetand ridsede hendes hud, dog uden at spilde en dråbe. Han gispede lavmælt og undlod helt at prøve at kysse hende igen, og måtte trække hovedet tilbage og nøjes med at ae hendes hår.

Det blev nøje viklet om hans håndryg, og Bertram stødte hurtigere til, en smule mere distanceret fra hende. Og han stønnede videre i sit forsøg på at gøre sig hurtigere færdig. ”Åh…. Zi…rra!”

    Bertrams nydelsesråb var forunderligt. Zirra kunne mærke, hvordan han voksede i hende idet han kom, og det skubbede hende selv det sidste stykke ud over kanten, og kun få øjeblikke efter starten af hans orgasme, rullede den ind over hende. Væk var alle bekymringer om, om han kunne styre sig selv og sin blodtørst, som kort var dukket op da tanden rørte den bløde halshud, for nu kunne ingen af dem styre sig. De var helt i kroppens vold, men på samme måde som man kun kunne nyse, når man nøs, kunne de kun være i den fantastiske ekstase, de gav hinanden.
    Væk var følelsen også af at han var kold, for Zirra var selv dækket i sved og mærkede ikke længere, at noget som helst skulle være køligt. Hverken rummet eller kæresten.
    
    Øjeblikket syntes at vare for evigt, i hvert fald for Zirra. Det havde været så længe siden sidst og adskillelsen havde nået at opbygge en hunger, hun ikke vidste, hun havde. Hun havde slet ikke vidst, hvor meget hun egentlig havde haft brug for det her, og kroppen rystede længe og intenst bagefter. Det var Bertram, der måtte flytte sig, før hun selv fik styr på kroppens reaktion og knæene blev til smør. Hun søgte hans omfavnelse og hviskede "Jeg elsker dig" så mange gange, at hun til sidst selv helt mistede tælling på det.

Hver gang hun sagde ordene, kyssede han hende belønnende og taknemmeligt. Omfavnelsen af hende var tæt og krævende, som kunne han ikke komme tæt nok på hende. ”Jeg elsker også dig,” Hviskede han, og lod sig dumpe ned at ligge i sofaen, stadig med hende i favnen. Grebet blev løsnet en smule, men han var ikke færdig med hende. Han strøg hendes hår med en sådan blidhed, der ikke havde eksisteret de sidste mange minutter.

”…Og undskyld. Jeg tror jeg kom til…” Det var svært at sætte på på. En blond lok hår blev flyttet til side, så han kunne se hvor slemt det stod til. Han havde ikke været ved sine fulde fem, og alligevel… kunne han se, at han havde formået at trække sig selv væk, før der skete mere. Han var ikke bare en selvisk elsker. Han var også en vampyr uden kontrol… Tænk sig, at gå og nippe til sin kæreste, mens de elskede… Det var dårlig stil, uanset om Zirra var okay med det eller ej.

Men hun var uskadt, så han smilte hjertevarmt på sine farveløse læber. ”Du ryster helt…?” Det føltes dejligt. Det mindede ham om de skrøbelige tider som levende. Men var hun okay? ”Vil du have mere?” Villig til at gøre alt for hende, så snart hun bad om hans hjælp.

    "Shhh," tyssede Zirra blidt, da Bertram begyndte at undskylde. "Der skete ikke noget. Du holdt igen, skat."
    Mere behøvede hun ikke sige. Det emmede forhåbentligt ud af hende, at hun var stolt over det på hans vegne. Hun vdste hvor svært det var, og hun var også selv klar over, at hun på ingen måde havde gjort det nemmere for ham, når hun havde sagt, hun var med på at gøre det, når han havde brug for det. Hun havde i starten troet, at hun hjalp ham ved at gøre sig tilgængelig på den måde, og hun havde ikke haft et problem med det, for hun kunne godt holde til det. Men efterhånden havde hun ikke bare set hans smukke øjne, men også det lidende blik, der lå bag dem, hver gang han var blevet nødt til at takke ja. Hvad hun havde set som en hjælp til ham, havde været en straf for ham - en påmindelse om, hvad han var.
    Nu var hun ude over behovet for at være så blændet af selvopofrelse, og det gav en ro i maven at føle, at Bertram også sagtens kunne afholde sig. Hvis hun blot blev ved med at hjælpe ham pådén sti, ville hun meget mere effektivt hjælpe ham væk fra skyldfølelsen over hvad han blev nødt til at gøre for at overleve.
    Hun smeltede ned i armene på ham, liggende oven på ham i sofaen, som faktisk var færdig med at spy små røgskyer af støv op under hver af deres bevægelser. Man kunne mærke det i luften omkring dem i stedet, hvis man altså tænkte over det. Zirra tænkte ikke på andet end Bertram. Hun fik vristet den ene arm op, så den kunne nusse hans hår, mens hende slæber gik på opdagelse langs hans kæbelinje, hals og kraveben.
    "Jeg vil altid have mere af dig," hviskede hun. "Men min krop er blevet lige så ulydig som en soldat fra Mørket med ordre til at plukke blomster."

Han sukkede lettet og lagde hovedet tilbage. Glad for hvor let hun tog på det, også selvom hun burde reagere voldsommere på det. Hun burde give ham dårlig samvittighed eller sende ham et nådesløst blik, så han aldrig kunne glemme det, og aldrig ville så meget som tænke på at gøre det. Men for nu, var det meget rart med lidt omsorg.

”Hvor længe siden er det ikke også, siden sidst? Jeg er helt imponeret af dig,” Grinte han rustent, af hendes sammenligning. Det lød som et pænt nej tak, og Bertram kunne nu hvile lidt igen, og nyde at hendes nøgne krop var mod hans afkølede krop. Han kælede dovent for hendes krop, og havde ikke travlt med at komme op for at gøre mere rent lige nu.

”Snart vil jeg måske kunne betale mig til blødere, og så… skulle jeg være dækket. Det kommer selvfølgelig an på hvor meget arbejde der kommer. Vampyrproblemerne er ikke så voldsomme som de var dengang. Eller også husker jeg det bare anderledes, nu hvor jeg selv blev forbandet?” Aldrig havde Bertram haft penge i hænderne, uanset hvor meget han arbejdede, men for et liv med Zirra ville han gøre en indsats.

    "Det skal vi nok finde ud af, det med krystallerne," beroligede hun Bertram sammen med blide strøg hen over hans hår. "Vi laver en lille opsparing sammen, så du nemt har råd til mad, når du har brug for det. Lyder det ikke som en god idé?"
    Hvor Zirra selv skulle få penge til at smide i den pulje, vidste hun ikke lige på stående fod. Lyset havde betalt hende fint, men hun var stadig ikke sikker på, om det var det, hun skulle tilbage til. Det fulgtes i hvert fald ikke så godt ad med tanken om at bo sammen med Bertram og hjælpe ham i hans lille butik. At tage ud på mudderture hele tiden og komme til skade i tide og utide... Alt sammen for det evige projekt at drive Mørket på flugt. Det virkede som et uløseligt problem.
    Zirra tvang tankerne ud af hovedet igen og lagde flere kys på Bertrams kolde hud.
    "Jeg tror ikke, der er så mange mere. Eller ikke så mange, der får lov til bare at gøre sindssyge ting for blod, i hvert fald," mumlede hun for svar og rødmede lidt over, at det nok egentlig ikke var en særlig sød ting at sige. "Vi kan sagtens finde et bordel, der gør den slags i hvert fald. Mmmhn-Men lige nu skal vi bare slappe af her, ikke? Nyde, at du faktisk har et sted at være. At vi  har et sted at være. Sammen."

”Jo, det er en god ide.” Svarede han afslappet og stadig smilende. Det havde aldrig været meningen at Zirra skulle bruge sine hårdttjente penge på ham. At bruge krystaller på en vampyrs kost, var som at smide dem ned i et sort hul. Og dog… hun fik lov til at finansiere sin egen sikkerhed. Bertram lovede fra dette øjeblik, at skulle han nogensinde få succes med sin forretning, ville han give det tilbage hun havde givet ham.

Han bemærkede hendes søde rødmen, da hun kom til at sige noget, der nemt kunne fornærme en vampyr. Men Bertram identificerede ikke sig selv med en af dem, længere. Han havde kontrol størstedelen af tiden, og var måske ikke en god vampyr, men heller ikke en ond en. ”Jah, jeg kender vist dem alle. De løber ingen steder.” Han viklede sine arme om hende igen og kyssede hendes søde mund. ”Du kan hvile lidt her. Så rydder jeg op bagefter. Jeg kan alligevel ikke foretage mig andet, når solen er på vej op.” Måske, hvis han var god, kunne han allerede finde møbler til stedet her næste nat. Men det kom så sandelig an på, hvor distraherende det var, at have sin assistent sovende her.

    "Mmhn, det her er det bedste sted at hvile sig," sagde Zirra. En søvndrukken mumlen var sneget sig ind i hendes stemme. Hun puttede sig ind mod hans skulder med næsen ned mod hans hals. Hans duft var euforiserende og hun sukkede dybt ned mod hans hud. Hun kunne drukne sig selv i den her tryghedsfølelse.
    "Men så bliver du jo nødt til at blive liggende," mumlede hun videre. "For det er dig, der gør det her helt fantastisk. Så kan du altid rydde op, ikke? Lige nu kan du bare være pude."
    Håndens bevægelser i håret blev langsommere og dovne, jo mere Zirra slapede af. Den anden hånd havde tegnet kærlige mønstre på hans brystkasse, men fingrene var nu endt med at køre rundt i de samme cirkler, mens øjenlågene pressede  på for at lukkes. Åndedrættet var også blevet roligere og tungere. 
    "Vi skal mindst have fire stole, tror jeg..." 
    Lød den sidste mumlen, før ordene blev for svære at forstå eller druknede i gab. Tænk at man kunne blive bollet så træt. Men nu var det trods alt også længe siden sidst, og Bertram havde uendelig energi til den slags. Ikke ligesom almindelige dødelige elskere.

Allerede da hun puttede sig ind til ham, vidste Bertram, at der ikke var nogen udvej. Rengøringen måtte vente, for Zirra havde brug for ham. Som pude, tilsyneladende. Han måtte være den hårdeste pude i verden? Men da han kiggede på hende, lod hun til at nyde det bedre end noget andet underlag. Han affandt sig derfor med, at han skulle ligge her med hende, og smilte over hvor hurtigt træt hun blev.. Langsomt lagde han hovedet hvilende tilbage mod armlænet af sofaen og kiggede bare ned på hende. "Jeg skal gøre mit allerbedste." Bertram kunne alligevel ikke gøre rent. Han gjorde dårligt nok rent dengang han levede, og som vampyr levede man jo bare med støvet. Men der skulle være rent her, på et tidspunkt, for kundernes skyld, og for Zirras skyld.

Lidt i sin søvndrukne vildelse, var Zirra ved at indrette stedet her. Han skævede ud i rummet med en smule skepsis. "Fire? Hvor mange kunder tror du lige jeg får?" Og hvor søren skulle de få plads til fire stole, uden at der blev for mokket. Der kom ikke noget svar fra hende, og han kunne mærke hvordan hun var blevet helt slap og sovende på ham. Hendes vejrtrækning og hjerteslag blev roligere, og han lå bare der og var til.

Men han nød det. Hvert et sekund var et lykkeligt et, for hvem skulle have troet, at hun havde overlevet alle de farlige missioner hun var taget alene til, og nu var hun her, i hans sofa. Han lod sig dvale, for at spare på den energi han fik fra blodet.

    Zirras søvn var fantastisk. I armene på Bertram var der intet som helst, der kunne nå hende - heller ikke mareridtene, som ofte havde hjemsøgt hende på det seneste. Selvom favnen ikke var varm, var den det mest beroligende, Zirra kendte til. Nu kunne verden bare komme an. Intet kunne stå imod Zirra og Bertrams alliance. Hverken Mørkets hære eller Lysets faldne soldater. Det her var sådan det altid burde være. Tryghed, lige her i hendes helt egen vampyrhule.

    Zirra vågnede ikke af solens stråler. Primært fordi kælderrummet var så effektivt afskærmet, at absolut ingenting kom ind. Selvom murstenene bar præg af tidens tand og træværket garanteret havde brug for en anti-råd-behandling, var den gamle mørklægning lavet godt nok til ikke at slå revner bare fordi tiden gik. Men det ville man ligesom også forvente af vampyrer ikke? De vidste, hvad de var gået ind til (omend frivilligt eller ej), og de vidste, at udsigterne var lange og dagene lige så. Hvis man ikke kunne bygge sig en god afskærmning, var man død. Hvilket også var derfor ældre vampyrer var så meget mere farlige. De havde levet længe nok til at akkumulere en umulig mængde viden. De havde brugt hver eneste dag siden transformationen på at holde sig i live, og bare den del gjorde at de havde en så stærk viljestyrke på hele holde-sig-i-live-fronten, at man virkelig skulle passe på, hvis man gik efter dem.
    Men lige nu gik Zirra ikke efter nogen. Hun nød blot at vågne op i Bertrams arme, putte sig ind til hans bryst, snuse ind og nyde hans duft, og nusse små cirkler på hans brystkasse med fingerspidserne.
    "Det her kunne jeg godt blive vant til," mumlede hun søvndrukkent. Tænk at være så træt efter at have sovet så godt.