Ordene om at Kareem ikke ville komme tilbage fik Dain til at blive en smule trist. Det var ikke ligefrem fordi han synes det var særlig fedt. Han ville ønske, at sin kære onkel slet ikke var forsvundet, og nu hvor han aldrig ville komme tilbage.. Dain sukkede trist, for det betød også at han slet ikke kunne bruge tid sammen med ham, og slet ikke se ham igen. Nu fortrød han pludselig at han slet ikke havde brugt tid nok sammen med sin onkel.

"Jeg ville ønske at han ville komme tilbage... Jeg savner ham" Dain sukkede lidt igen, og lod de lyserøde øjne glide op på Jontar. I det mindste havde han vel altid sine mange søskende, fætre og kusiner. Generelt var der mange som han kunne bruge tid sammen med. Hvis det ikke var den ene søster, var det en bror, og selv hvis det ikke var det, så var der kusiner og fætre. Et lille smil voksede på hans ansigt, som han kort lod sig nyde tanken om at have så mange søskende og fætre samt kusiner.

Da Jontar nævnte krydderier og virkede til at drille ham, puffede Dain til ham, før han krydsede armene. Stædigt stod han med ret ryg, og gav et bekræftende nik med hovedet. Han skulle bruge nogle krydderier, men det skulle ikke være hvad som helst, nej han var udkig efter noget anderledes, og noget han bestemt kunne få tjenestefolkene til at bruge"Lad os komme derhen, vi kan ikke bare blive hængende her hele dagen" grinede han som han satte kursen hen imod boden. Han var sikker på, at Jontar fulgte med"Og jeg kan altid godt pille en appelsin!!"råbte han alt for stædigt og bestemt med et skævt smil.

Fyrstens afkom havde én ting til fælles. De havde alle oplevet hvordan det var at miste søskende. Flere søskende. Mange familie havde oplevet tabet af én søn og bror, men Kazimi havde oplevet det flere gange. Og Jontar var gammel nok til at have mærket tabet flere gange. Men nu kunne han ikke mærke tabet mere. For der var ikke flere storebrødre at tabe. Kun ham. Og den følelse var intet, han ville give videre til Dain og resten af søskende. De skulle ikke opleve tabet af ham. Så nemt slap de ikke af med ham.
"Vi vil alle have ham tilbage. Men fader må også se på vores familie udadtil. Vi skal være stærke," sagde Jontar, måske lidt for tomt i ordene. Det var hårdt at sige, at de skulle fremstå stærke, skønt de muligvis ikke var. Men så var det godt, at det ville være Jontar og faderens opgave. Dain og de andre kunne være og føle, hvad de ville. "Men vores liv må gå videre, selv hvis andres ikke gør. Vi må leve videre for dem."

"Hvis du kan det, så piller du bare mine til appelsinjuicen i morgen tidlig." sagde Jontar smilende og puffede til lillebroderen. Det var en måde at løfte samtaleemnet, for det var blevet markabert. Ondskabsfuldt. Trist. Vittigheder og drillerier kunne hjælpe mod dette. 

Dain lyttede til Jontar som han var enig med hans ord. Det var nok også normalt at savne et familiemedlem. Selvom Dain ikke følte sig særlig tit med Kareem, så kunne han tydeligt mærke at han savnede ham. Det var også sandt, at deres fader gerne ville se deres familie som stærk. Det var også noget som Dain selv ønskede. Familien skulle jo også være stærk, og stå stærkt sammen. Han holdte de lyserøde øjne hvilende på Jontar, før han valgte at kigge lidt rundt. 

"Synes allerede familien står stærkt sammen... Men er det ikke meget sjældent at vi allesammen har været sammen" tænkte Dain lidt som stemmen også lød undrende. Han tiltede hovedet kort, og strøg en hånd igennem håret. Han kunne mærke puffet, og fnys lidt over ordene Jontar kom med. Han betragtede lidt boden hvor der blev solgt krydderier, som han var nået derhen. Der var rigtig mange krydderier som fristede ham. Men det var ikke alle krydderier han var interesseret i, men det kunne heller ikke skade, at tjekke udvalget ud.

Han lod det brede smil vokse på ansigtet, som han betragtede salgskvinden kort. Hun var en ganske køn kvinde, men det var de fleste kvinder her i byen. Dog var der ikke ligefrem nogen som stjal hans opmærksomhed, og lokkede ham lidt ekstra. Han havde en svaghed for kønne kvinder, uden tvivl. Han lod blikket glide hen over alt det krydderi som kunne købes"Tror du, at der findes noget som smager godt ovenpå mad.. Noget som ikke er vildt stærkt" spurgte han undrende som han overvejede nøje, hvad han skulle købe.

Dain var endnu ung - at beskrive ham som barn ville Jontar nok stadig, men at sige det højt ville være som at rive en kats hale af - og derfor var den yngre prins nok ikke lige så opdateret og overvejede slægtens situation. Jontar var ældre og forstod deres faders skepsis. At have en arving var at signalere stabilitet og styrke. Familie var et stærkt bånd, men at miste medlemmer på stribe var som at blotte sig. For hvert medlem blev tvivlen over stabiliteten større. Hvor mange havde Kazimi ikke lige mistet? Og størstedelen var som konsekvens af den samme persons handlinger. Jontar og Dains egen moder. Den zalans kvinde.
"Vi er også stærke. En løve er junglens konge," Der var en grund til deres families våbenskjold og hvorfor løven netop var dyret, som repræsenterede Kazimi. Løven var synonym for styrke og royalitet. Præcis som Kazimi. Men giv styrke til den forkerte Kazimi og de kunne bide i hinandens nakker. "Desuden, så ser fader mig endelig som sin ligeværdig." Det var måske mere en tanke, Jontar selv havde draget til konklusion. En arving var få skridt fra at overtage. Og fyrster var hinandens ligeværdige. Per automatik måtte Jontar være den tætteste, fyrsten ville anse som sin ligeværdige. At prinsen dog ikke direkte havde ønsket dette var en anden sag. Men Jontar prøvede nok snarere at se det positive i sin uundgåelige skæbne.

"Hvad skal du bruge krydderier til? Jeg ved altså ikke, om jeg tør lade dig stå for vores middage, kære lillebroder," grinede Jontar. Alligevel bøjede han sig lidt for at se nærmere på krydderierne med den yngre prins. Krydderier var det sidste, Jontar ville tro, ville fange Dains opmærksomhed. Der var ikke engang kvinde, som bar disse krydderier, så han kunne bruge det som undskyldning. Der var kun krydderier - og den middelaldrende sælger i boden. "Spidskommen skulle vist nok give sødme og lidt bitterhed." Hvis Jontar kunne huske, hvad kokkene på paladset sagde, hvis han spurgte ind til givende måltider. Det var ikke just kødgryderne, som tiltrak Jontar mest, hvis overhovedet.

Det gjorde Dain glad, at høre at deres fader så Jontar som ligeværdig. Han var nok også meget mere ligeværdig og god til rollen som arving, end Dain var. Jovist så havde han da selv et ønske om en dag det ville blive ham, men på den anden side så havde han masser af mulighed for, at kunne dumme sig endnu mere, og nyde livet så godt som han kunne. Uden at han behøvede at bekymre sig for at han skulle fremstå som en sand arving. Han var nærmest lettet omkring det, og lod et smil vokse på ansigtet som han lod sine lyserøde øjne hvile sig på sin storebror.

"Det er godt at han valgte dig som arving, det er et meget godt valg. Du kommer til, at gøre det meget godt" nævnte han med en ærlig tone, og lod smilet vokse lidt. Han forstod godt, at Jontar gerne ville vide, hvad Dain skulle bruge krydderier til. Det var nu heller ikke så tit at det skete, at den unge fyrstesøn var så interesseret i krydderier, som han var lige nu. Dain stod og kiggede på det store udvalg, og der var en masse at vælge, og han var skam blevet lidt usikker på, hvor meget han lige skulle købe. Hovedet tiltede han, som de lyserøde øjne hvilede sig på salgsvkvinden kort. 

Dain lyttede til Jontar, og hørte ordet omkring noget spidskommen, og det mente han ikke selv at kende meget til. Han vidste godt at det smagte godt, men da han løftede en pose op, og betragtede krydderiet lidt. Kunne han ikke undgå at få lidt af det op i næsen. Han begyndte at nysse, og kunne næsten ikke stoppe. Som han rakte posen hen imod Jontar. Han kunne heller ikke holde fast på den lige nu. Hans nys fortsatte, som Dain følte hele sin næse kildede og brændte lidt. Det var altså bare dumt at få krydderi op i næsen"Det kilder og brænder... Det må ikke fortsætte op til min hjerne!" råbte han lidt frustreret og bekymret. Han nåede slet ikke at svare Jontar på hans ord omkring madlavningen. Dain var ikke sikker på om det var spidskommen eller noget andet som var kommet op i næsen.

"Jeg var den eneste valg. Ellers gik den til den ældste af dig og Darkhan. Hvem end det nu er." På den front var deres fader gammeldags. Den ældste søn skulle være arving. Eller helt præcis skulle det være den førstefødte søn af ægtehed, men den broder var afgået for mange år siden. Nu var Jontar den ældste ægte søn, hvorfor han var blevet valg. Og derefter var det Dain eller Darkhan. Hvem den ældste af tvillingerne var, kunne han ikke selv huske. Og om det, han havde fået at vide, overhovedet var sandt. Der var få, som vidste det med helt sikkerhed. Dain ville jo kun kunne huske, hvad han selv havde fået at vide. Jovist havde Dain været med til sin egen fødsel, men ingen kunne huske de første minutter af deres liv. Om man var den eneste baby, da man kom ud, eller om der allerede var en grædende Darkhan i en jordmoders favn. Hvis Dain kunne huske det, skulle drengen havde langt flere opgaver, end teenageren havde. Sådan en hukommelse kunne udnyttes. Men Dains næste handlinger fjernede alle ideer om en god hukommelse og logisk forstand i ham.

Hvorfor Dain havde set det nødsaget at sniffe kardemomme, hvis Jontar ikke. Men pludselig nyste den yngre prins, som var han en hundeallergiker overringet af hunde. 
Hurtigt tog Jontar posen fra sin broders hænder og satte den på plads. Lidt gik han ned i knæ for at være mere i Dains øjenhøjde. "Lad mig se," Nyssene fortsatte og alligevel valgte Jontar at læne hans hoved lidt tilbage for at kunne se op i Dains næsebor. Mist i nyssene syntes han ikke at kunne spor deroppe. "Nys igennem." Det var Jontars råd for nu. Hvis den yngre bror fortsatte i længere tid, skulle der en plan b. Men for nu var at nysse de få partikler ud den bedste plan.

Dain vidste godt, at Darkhan var ældst blandt de to brødre.. Hvilket bestemt fik ham til at knytte hænderne. Hvor var han dog træt af det, og det handlede ikke engang om særlig lang tid. Få minutter.. FÅ MINUTTER. Han var træt af det. Hvorfor kunne det ikke bare have været ham som blev født først, og Darkhan derefter. Men nej nej, det var ham som var den yngste blandt de to brødre. Han sukkede dybt og irriteret. Ikke tale om, at han ville lade sin dumme bror overtage tronen. Han var bestemt bedre, det mente han. Han kiggede hen på Jontar, som han prøvede at holde sine nys tilbage. Det var godt nok træls, som hele næsen nærmest brændte, og han vidste det ikke kunne være spidskommen.

"Min næse brænder.. Det er da dumt det her!!" udbrød han, og synes selv han var godt uheldig. Stakkels næsebor, han havde faktisk meget ondt af det. Som sin bror nævnte at han skulle nyse igennem, gjorde han som Jontar sagde. Det var næsten lige før, at han ønskede at putte vand eller andet op i sin næse, bare for at stoppe den brændende følelse oppe i næsen. Hvorfor kunne han ikke bare være mere forsigtig, og undgå problemer. Men nej nej det var jo typisk ham at der skulle ske et eller andet. Han tiltede hovedet, og lod de lyserøde øjne hvile sig på Jontar.. Lige nu havde Dain ondt af sig selv, og sin næse!

Det virkede ikke just til at hjælpe bare at nyse igennem. Kort kiggede Jontar op på krydderisælgeren. Han stod med armen rundt om sin lillebroders skuldre, hvor sælgeren bare trak på skulderen. Intet han kunne hjælpe med. Fint, så måtte Jontar selv. Men han havde absolut ingen erfaring i at fjerne krydderi fra næsen. Det var ikke just krydderisnifferi, som Jontar havde gjort meget i. Faktisk havde han gjort absolut intet i det. 
"Kom. Vi finder noget vand til din næse." Hvis Jontar huskede rigtigt, var der en fontæne med drikkevand ikke langt fra dem. Der måtte Dain stikke sin næse ned i, i håb om at lindre den sviende fornemmelse. For skønt Jontar ikke selv havde sniffet nogle former for krydderi, var der det velkendte ordsprog i at tvære salt i såret. Det ville svie, så krydderi i næsen måtte også svie i forlængelse. Især hvis Dain havde sår deroppe.

Vandfontænen blev nået. Der var en lille kø til den, men det var, som om, da dem i køen så Jontar og Dain, trådte de til siden. Respekt til prinserne eller respekt til arvingen? Uanset hvad kom de forrest. "Ned med næsen." sagde Jontar og halvt pressede Dains hoved ned i fontænen. Man skulle tro, at storebroderen prøvede at drukne sin lillebroder, men det var faktisk det modsatte. Men publikummet omkring dem kunne sikkert opfatte forkert. Eller bare lade rygterne sprede. 
Lad dem sprede, tænkte Jontar. Lige nu skulle Dains næsebor renses. Så kunne konsekvenserne blive taget bagefter.