Den blide kærtegning mod hendes hud, sendte små gnister gennem dæmonkroppen. Det var behageligt, som Zen trods alt følte at det meste nærvær var, og hendes blik fandt Ineshka endnu engang.

"Der vil du altid være velkommen. Jeg vil frygtelig gerne vise dig hvad jeg arbejder på," sagde hun lavmælt, helt betaget af den anden dæmon, den anden kunstner. Det var en form for forståelse kun to kunstnere imellem kunne finde. Hun lagde ikke engang mærke til det, som hun selv lænede sig ind i berøringen og derfor også længere ind mod Inehska. "Du har også allerede givet mig så mange idéer, som jeg ikke kan vente med at føre ud i livet." For uanset hvor Zen så hen, så kunne hun se noget hun kunne bruge eller bygge på, og hun måtte erkende at Ineshka i sig selv var fascinerende nok til at hjælpe på disse tanker.

Ineshkas berøring virkede velkommen, og som Zen lænede sig mere ind mod hende, kunne hun ikke rigtig få sig selv til at fjerne hånden igen - i stedet lod hun den glide langs armen på den anden dæmon.

"Det ville være en sand fornøjelse." Deres kunst var ganske forskellig - men de havde alligevel en klar forståelse for hinanden, gennem deres håndværk, og Ineshka kunne mærke, at hun oprigtigt længdes efter at lære Zen bedre at kende.
"Jeg vil gerne høre mere om idéerne." Svarede hun, nærmest hviskende, som hun stadig befandt sig tæt på ad den anden dæmon. Hun vidste dog ikke, om Zen ønskede at røbe mere her nu, eller om hun foretrak at vise Ineshka det..

Den blide hånd var ubehagelig, og ikke for første gang havde Zen lyst til at udforske alat der var foran hende, hvert et lille horn og hjørne af den dæmoniske krop, men negle der sikkert ville kunne dræbe hendes fysiske krop hvis de ikke passede på. Et betagende individ i sandhed.

Kuldegysninger løb igennem Zens krop, og når de stod så tæt, kunne Zen ikke lade vær med at lade en pink hånd løfte sig og blidt røre det skællede ansigt, fra tindingen ned mod kinden og mod øret. "Noget farligere," hviskede Zen, ude af stand til faktisk at starte sig selv. "Du er indbegrebet af ynde og fare. Dine horn der kan spide, og dine negle der kan skære, men på sådan en måde at man mest af alt ser frem til det." Hendes fingre gled ned af Ineshkas hals, som hendes blik fulgte kurverne, som de langsomt gled mod skuldrene. "Flere pigge, men... elegant placeret. Det skal ikke være grotesk, ikke som nogle af vores artsfæller gøre, men bare gøre kurverne.... skarpere." I sidste ende var Zen en der viste bedre end hun beskrev, og hun kunne allerede mærke hvordan ideerne svirvlede i hendes indre, og hun ville igang, samtidig med at hun bare gerne ville udforske.

Ineshka lænede sig en smule ind mod Zens varme hånd, nydende hvordan hun for en stund blev udforsket. Hun var så selv af den opfattelse, at jo mere dæmonisk man så ud, jo bedre - hendes egen skikkelse var trods alt stadig tæt på et menneskes - ingen hale, ingen vinger - selv hendes hudfarve var nærmere den blege menneskehud, end den flotte røde, som Zen bar..

"Synes du virkelig?" Hviskede hun næsten åndeløst, blikket søgende Zens for bekræftigelse. ynde og fare. Det var alt, hvad hun gerne ville være.

Hun kunne fornemme, at Zens kreative tanker allerede var ved at udfolde sig. Hvis hun for en stund kunne være hendes muse, ville hun hellere end gerne .. hendes slanke hænder lavede en hurtig bevægelse der løsnede båndet, der holdt noget af hendes kjole på plads, så klædet gled ned over hendes skuldre og blottede mere af hendes hud. Hvis den anden dæmon skulle have lyst til at udforske mere.. 

Dæmoner var væsner der havde et ry for at lyve, men som Ineshka kiggede på Zen og spurgte om hun mente, var det ligeledes kun et åndeløst "Ja" der undslap Zen. Hendes øjne funklede som to små stjerne, og det var nok de færreste der ville være i tvivl om at Zen var i disse øjeblik helt og aldeles ærlig.

Ineshka var som et kunstværk, og alle sanserne i Zen var på deres højeste som hun tog alt ind hun kunne. De små forskelle mellem skæl og hud, og selv de mindste uperfektheder, som Zens fingerspidser kunne mærke. Den bestemte duft der ligeledes kom fra Ineshka.
Hendes øjne strålede blot mere, som Ineshka lod klæderne falde lidt hen, så der var bedre plads. Hun trak sig blot tættere på hende, og mærkede kropsvarmen mere, og det forhøjede sanseindtrykkende kun yderligere.
Hun trak duften ind, og fra hendes læber faldt der et simpelt spørgsmål. "Hvordan smager det mon..." et spørgsmål der tydeligvis ikke var henvendt til Ineshka, men Zen ventede heller ikke på svar, som hun lænede sig ned mod Ineshka, så hun ansigt langsomt endte mellem hals og skulder. Hun trak vejret endnu engang ind, før at hendes læber mødte den bløde hud og smagen af Ineshka.
Det sidste der var på Zens tanker var hvordan alle dæmonerne til festen kunne komme og kigge, skulle de ønske det.