Som de to unge mennesker vandrede gennem paladsets gange, gik der ikke længe, før flere fodtrin kunne høres, bevægende sig i den modsatte retning - som var de ved at trylleslag fremkaldt af de lurende øjne, der allerede i et stykke tid med interesse havde fulgt mødet mellem den unge Kazimi-prins og bejlerinden.

"..Og sørg for at bringe et par flasker fra den nyeste levering fra Tar Alsarif til mine gemakker.." Fyrsten af Rubinien var iklædt et væld af silkeklæder, og han var i færd med at uddele ordrer til en tjener, som øjeblikkeligt sprintede ned ad en sidegang. En kraftig duft af dyr, eksotisk parfume omgav ham og hans hår og skæg var omhyggeligt olieret og snoet.

At hans søn havde fået besøg af en adelskvinde, der kunne have ægteskabelig interesse, var naturligvis ikke gået faderens ører forbi, og han skulle naturligvis med egne øjne inspicere kvindfolket - under påskud af tilfældigvis at befinde sig i gangen på dette tidspunkt, selvom intet var tilfældigt i fyrstens omhyggeligt planlagte hverdag.
I første omgang ville Jontar ellers, til dels, have freden til at lære hende at kende, selvom fyrstens nysgerrige øjne ville hvile på det, der forgik mellem det mulige unge par. Som Kazimi forventede han naturligvis, at Jontar selv havde en vis dømmekraft, men skulle det blive til et ønske om ægteskab, ville den unge kvinde tids nok kunne komme på pinebænken, inviteret til diversere sociale sammenkomster så fyrsten selv kunne bekræfte, at hun var god nok til hans søn.

"Prins Jontar .. Nådigfrøken." Som de to kom inden for syne, standsede fyrsten korvarigt op for at hilse, ansigtet lagt i høflige folder, omend en lille anelse af et listigt smil havde sneget sig ind under det gyldne overskæg. Han gjorde mine af at have travlt, og fortsatte ned ad gangen, så snart høflighedsudvekslingen var overstået, men ørerne var klar til at opsnappe frøkenens svar på Jontars spørgsmål. Hendes valg ville også have en indflydelelse på fyrstens mening om hende.

Utvivlsomt, hvis Jontar viste interesse for hende, ville fyrstens magi snarest finde hende og overvåge hende. Sephyrans paranoiditet var kun vokset med årene, og han måtte sikre sig, at hun kun havde familiens bedste interesse på sinde..

Indvilligelsen forekom halvhjertet, men han tog det med oprejst pande, som hun så det. Der var til ingen gavn at drøfte fremtiden, hvis de intet privatliv ville kunne have. Fyrste Sephyran var måske i sin gode ret til spionage og skarp overvågelse af egne områder, børn og ansatte, men hvordan ville en som aldrig havde haft denne oplevelse eller erfaring reagere på dette - hvis det kom så hvis. Hun gjorde sig tanker om det og vidste at dette var ikke bare en lille ting at tage med sig. Pompeia havde nok aldrig haft meget privathed i eget hjem, men hun havde aldrig følt øjnene som hun gjorde her.

Troligt fulgte hun med Jontar, halvanden skridt bag ham. Men som et spørgsmål faldt, så hun omstændigt på ham og skulle til at tale, før hun ænset noget så fyrsteligt og iøjnefaldende som fyrsten ham selv. Al opmærksomhed der havde været på Jontar blev kortvarigt forladt og overladt til Sephyran. Hun nejede kort; "Deres Højhed,". Som han var passeret så hun atter mod Jontar og løftet kort brystkassen i en vejrtrækning; "Kontoret,". Man kunne næsten have stillet spørgsmålet om hvad Jontar normalt drøftede i sovekammeret på første møde med kvindfolk, men det var vel ingen overraskelse for nogen, at der måske havde været kvinder i sengeklæderne med ham. Selv stod hun reserveret, hvilket han allerede havde fået fortalt - om han selv lagde to og to sammen i de sammenhænge, var nok et område hun ikke selv ønskede at bevæge sig ind på. 

Indtil nu var Jontar og gæstinden ikke blevet forstyrret af nogen eller noget. Det ville ikke have undret Jontar, hvis Dain og/eller Darkhan var kommet imod dem for at irritere deres storebror og snart svigerinde. I denne slægt ville svigerinde være lig med søster. Hun ville bære navnet af Kazimi og dermed være i familien. Om dette var en god eller dårlig ting, var der uden tvivl delte meninger om.
Men deres frihed fra nogen og noget var ikke foreviggjort, for inden Jontar og Pompeia nåede rundt om hjørnet, kom selveste fyrsten imod dem. Manden stoppede op og derfor gik Jontar, med Pompeia troligt bag sig, imod sin fader, inden han selv stoppede op. Det høflige ansigt var klassisk for fyrsten, syntes Jontar. Det lignede ansigtet, når han skulle være venlig, om så fyrsten ønskede det eller ej. Alligevel svarede Jontar tilbage med et svagt smil og en nikkende hilsen. "Fader, du kender til Pompeia," sagde Jontar uden tøven. Det var faderens valg. Han kunne lide Pompeia. Eller han havde set fordele i at have hende i slægten. Ellers ville hun ikke være her lige nu. "Men hun og jeg vil gerne trække os til, ja, mit kontor." Og med det begav Jontar sig fremad og væk fra sin fader.

Da de var kommet langt nok ned af den nye gang, åndede Jontar verbalt ud, så det tydeligt kunne høres. Nogen kunne beskrive den handling som værende den fra en overbærende og betænksom fader. Jontar kunne mere se det som en fyrste, der ville kontrollere eller i det mindste vide alt. Intet gik den mands næse forbi. "Havde du mødt min fader før, eller var det første møde mellem jer to?"

Pompeia havde forholdt sig tav under Jontars tale til sin fader, det var ingen kvindes ret til at tale før manden i sådanne omstændigheder - eller var hun i sandhed alt for gammeldags og traditionel tro. Det kunne kun tiden vise. Men som fik bevæget sig videre ned ad gangen, kom der lyd fra Jontar på en måde hun ikke helt kunne forstå eller sætte sig i. Men som spørgsmålet lød gav det et klart indtryk af hvad det handlede om hun smilede skævt til Jontar; "Det er første gang jeg møder din fader rigtigt," det var måske en smule misvisende, men hun havde set ham en enkelt gang i Dianthos, men aldrig talt med ham. 

Men hun lod smilet falme hen og hun så op på ham med et overvejende blik. Der var mange lag på ham, så mange folder hun skulle igennem for at lære ham at kende helt ind til benet. Hun kunne dog ikke modsige sig selv, at det gjorde hende kun mere fanget af hans person. Jontar var måske som mange andre, men alligevel var han i sandhed et mysterie for sig selv. Hvad ikke der foregik i det hoved af hans - alt fra tanker til taktiske beslutninger på sekunder under et minut. Ville han holde kortene tæt selv fra hende i deres kommende fremtid eller ville de være over dem i en form af fællesskab. 
Dog måtte hun vente med at drøfte det store spørgsmål hun havde på sig, til han atter var ved fatning og viste dem vej til kontoret. 

Der var ingen ord fra Pompeia til faderen på nær den ene hilsen til ham i starten. Ellers havde hun forholdt sig tavs og i baggrunden. Ifølge fyrsten var det sådan, en hustru skulle opføre sig. Den tanke fik Jontar i hovedet. Men skønt faderen havde denne holdning, var det ikke ensbetydning med, at Jontar delte samme holdning. Hvorfor skulle kun manden have noget at sige? Det var ikke en sjældenhed for Jontar at opleve, at en kvinde havde noget fornuftigt at sige. Og ofte i selskab med mænd, der kunne snakke i ring og i ring. Kvinder havde lige så meget at sige som mænd. Og nogle gange mere.
"Du får rigelig af møder med ham. Både alene og med andre. Sådan er det med fyrsten i familien." Det var en konstatering og ikke mere. Alle i familien havde haft møder med fyrsten på enmandshånd og i selskab med andre. Han var overhovedet i familien. Han havde noget at sige.

Endelig nåede de kontoret. Døren blev åbnet for Pompeia. Som en rigtig gentleman. Efter hun ville have trådt ind, ville Jontar lukke døren, så de endelig kunne være alene. Have privathed. Selvfølgelig havde de rigelig med tid at være private sammen, men dette var deres første private møde.
"Noget at drikke?" spurgte Jontar. Han gik direkte over til bordet, der havde karaflen med vin i sig. Stort set alle lokaler i paladset havde vin eller en eller anden form for drikkelse lige til at blive hældt op. Paladset brugte mere alkohol end noget værtshus i landet. 

Hvilken fortrøstning! tænkte hun. At have Sephyran på enmandshånd virkede både som befrielse såvel som en byrde. Det ene indirekte udtryk om at han var paranoid kunne betyde mange ting. Mistænkt han gud og hvermand- og kvinde.
Men hun nikkede bekræftende til konstateringen fra Jontar og lod det ende der. Samtalen omkring det var ikke længere relevant at snakke om.

Men de kom endelig til rummet og som hun kom forbi døren, blev den lukket af Jontar - som en sand gentleman nu om stunder. "For nu, nej tak - eller vil du finde det uhøfligt af mig at takke nej til sådan en kær gestus?" det at lige så fint svøbt ind i en undertone af drilskhed. Dog kunne det give hende en idé af efter hvordan han måske ville svare på det. Vinen kunne vente til efter deres dialog. Men hun gik lidt dybere ind i lokalet og gav det et kort kig før hun vendt hele sin front mod Jontar. Rank ryg, hænderne atter foldet og skuldrene i en afslappet, dog bestemt position. "Det jeg ville drøfte med dig om, Jontar er .. " hun tav kort og så kort på ham i et øjeblik for sig selv; "Hvilken form af hustru har du brug for? En der støtter dig mentalt, praktisk, begge dele. En som står ved din side, i din skygge eller noget tredje. Alle de små detaljer," ved at hun kunne finde ud af hvad han havde brug for, kunne hun blive mere end fuldkommen for hans nødvendighed. Selvfølgelig havde hun små tanker om at han havde behov for noget baseret på kærlighed og intimitet, men hun tvivlede på at nogen af dem var faldet hovedkulds om af forelskelse. Der var ingen benægtelses om at hun nok skulle få en kærlighed til ham i fremtiden.

Det takkende nej for drink blev svaret tilbage med et accepterende nik fra Jontar, inden han skænkede kun ét glas op. "Det er helt op til dig. Skønt du er min kommende hustru, vil jeg ikke tvinge dig." sagde Jontar, selvom han tænkte på, om i fremtiden at han inddirekte ville tvinge Pompeia. Eller hans faders indflydelse ville have en  kontrol over dem. Tanken om mange afkom hang stadig over ham. Selvom Pompeia intet havde sagt endnu om børn, ville mange afkom være en nødvendighed. De var jo Kazimi'er. De skulle udvikle sig som kaniner. 
Med glasset i den ene hånd gik han over til hende. Der var to stole i lokalet. Kontorstolen, som Jontar normalt brugte, og gæstestolen på den anden side. Til de få gange, hvor en erhvervsgæst var herinde. Eller en af småsøskende, der bare ville snakke med deres kære storebror. "Jeg må ærligt indrømme, Pompeia, jeg ikke just har tænkt på dette." svarede Jontar ærligt, omend med et lille smil på læberne, inden han tog et nip af sin medanske vin. Allerede nu planlagde de deres fremtid sammen. Hvilken opgave Pompeia ville udgøre i Jontars liv. Sikke betænksom hun er.
Kort overvejede Jontar mulighederne. Kørte lynhurtige simuleringer i sit sind af de forskellige scenarier. "Selvfølgelig skal vi være et hold. En duo. Men at stole blindt på hinanden, selv hvis det er absurd, er ikke en nødvendighed. Vi er begge individer. Vi kan tænke hver for sig, men vi skal også tænke på vores fremtid sammen." Havde det været fyrsten, Pompeia skulle ægtes med, havde svaret været helt anderledes. Det kunne Jontar fortælle. Fader og søn var zalans forskellige på nogle måder og irriterende ens på andre. Sådan var det med blod og lettere rebelskhed. 

Skønt han sagde det, men tiden ville vise om friheden til at tage sådanne beslutning tilfaldt hende eller ej. Men det var blot i øjeblikket hun takkede nej. Hun fulgte ham med øjnene som han kom til hende igen. Han formåede at holde det intimt på sin vis. Hun værdsatte det mere end hun nogensinde ville kunne udtrykke for ham.

Taget i betragtning af at dette ikke var et emne han havde gjort sig nogle tanker, var han alligevel hurtig til at danne sig nogen på området. Om han ville det eller ej, ville han være en god lede for sit folk. Men hun havde nogle indvendinger til dette; "Tillid er grundlæggende for et godt samarbejde, og tillid er at kunne stole blindt på hinanden," hun lod det kort hænge som de sidste ord der forlod hendes mund, før hun igen valgte at sige noget; "Jeg beder ikke til at vi tænker som en enhed, tværtimod," det havde måske ikke fremstået sådan, men hun ville nok aldrig kunne underkaste sig alle hans idéer, tanker og logikker, men hun skulle kunne støtte ham trods det. Men som øjnene gled mod stolen, valgte hun at tage plads.

"Er der noget du ønsker vi skal tale om uden din faders kendskab? Børn, sex, arbejde..?" hun smed ham måske lidt under dragens hale, men hans tanker måtte have været andet sted hvis ikke i hvilken form af hustru han ønskede sig.

Hurtigt vendte deres samtale i en, der mindede meget om det mellem forretningsmænd. Indholdet var alt andet end det, Jontar oplevede i slavehandlen, men tilgangen var nogenlunde ens. En professionel snak. Derfor kunne han heller ikke lade være med at føle sig tiltrukket i at sætte sig bag skrivebordet som den rigtige forretningsmand, han nu var. Men han forblev stående over for Pompeia med vinen i hånden. Det blev løftet op til læberne et par gange, imens kvinden talte. Og hun havde meninger. Det var altid et godt tegn. Så havde hun noget i hovedet udover et kønt ansigt udadtil. 
Hun virkede relativ enig med prinsen, omend hun muligvis talte ham efter munden. Det ville ikke være den første gang, at en kvinde gjorde dette. En prins var eftertragtet, om så han var en god prins eller ej. "Selvfølgelig bør vi have hinandens bedste i forfront, men total assimileret sind er ikke nødvendigt." De var ikke som bier eller parasitter, der levede i et hive-mind. De var individuelle personer i et fælles ægteskab. Kommende fælles ægteskab.

Det kunne have givet Jontar et tydeligt overrasket ansigt, men han forblev nogenlunde fattet, da Pompeia bragte børn, sex og lignende på banen. Selvfølgelig var Jontars første tanke, hvad han fader ønskede. 'Mange børnebørn, helst drengebørn'. Men Pompeia spurgte aktivt efter Jontar og ikke hans fader. "Børn er et krav for mig og min familie. Du kan forvente, min fader ønsker mange, men jeg er ikke altid min fader," Dejlig vage svar. Som den rigtige prins, han nu jo var. "Men minimum ét af hvert køn er mit krav. For nu."
"Og hvad angår sex, ja, så kan vi begge nyde det," fortalte Jontar, selvom en tanke strejfede prinsens sind. Det gav et hævet øjenbryn, som glasset blev sat på bordet. De limegrønne øjne nærmest fikserede sig på Pompeia. "Hvad tænker du da, kære Pompeia?"

Professionelle snakke fungeret ofte gerne som et taktisk spil der handlede om at tænke længere end sin modstander eller forhandlingspartner. Skak var nok den nærmeste fællesnævner for en lighed af det. Pompeia og Jontar havde deres egen ting igang og det måtte have været en sand fornøjelse for Fyrst Sephyrans øjne og øre rundt omkring på paladset. Hun måtte sande at Jontar havde nogle gode indgangsvinkler og forstod sig på nogle områder, som hun ikke havde givet mange tanker. Men hendes job havde aldrig været at tænke i samme baner som mænd. Men de talt hinanden efter munden, han som hun. Men han dvælede i faktummet at de skulle være to individuelle individer, hun i det om hvilken støtte han havde behov for. Ville hun bare skulle være en ganske almindelig hustru. Kunne hun det?
Pompeia tvivlede ikke hans ønsker, men de ville for det offentligt øje og dem selv, skulle det være det præcis samme de så. Selv ønskede hun måske at de adskilte tingene lidt. Den intimitet de ville opnå skulle kun være deres i første omgang. Men hun lod det emne ligge for nu som så meget andet.

Men det ene emne efter det andet blev vendt som ringe vandet. For nu ønskede han blot to, et af hver køn - men fremtiden kunne ændre sig til et ønske om yderligere to, tre, fire eller fem drengebørn. Drengebørn var det som bragte slægten viden, oftest set blev kvinder giftet ind i husbondens slægte af en vis status. Men hun eftergav et nik som bekræftelse til hans ønskede. Pompeia havde alligevel fødedygtige hofter, så hun frygtede intet vedrørende det. Men bolden var atter i hendes banehalvdel og nu var det hendes tur til at finde et svar. Men hvilket svar han ønskede eller søgte efter, var svært at sige. Men hun lagde det ene ben over det andet og lod sig læne tilbage i stolen med armene lagt let over kors. "Det ligner dine øjne er ved at foretage mig," sagde hun og lod sine honning brune øjne mødes med hans limegrønne. "Men absolut intet, og absolut alt. Ønsket om at kunne garantere dig det bedste på forhånd. Eller.. Tænker du på delen med sexen?" hun havde på fornemmelsen det var det som de skulle drøfte. "Som fortalt tidligere, har jeg været dybt reserveret til min fremtidige husbond, Jontar. Så det er ingen hemmelighed at jeg er ungmø. Ville du kunne affinde dig med at holde eventuelle lyster og begærligheder hen til en ukendt fremtid?" Det var måske meget at få fortalt, men kun en del var nyt, og det var om han kunne vente og holde sine ejendele i ro indtil da.

Selvfølgelig ville fremtiden uden tvivl bære på flere afkom end blot to for Jontar. Selv hvis ikke hans fader havde sin opfattelse implementeret i samtlige af sine børn, ville prinsen nok selv have følt for at have flere afkom end han og egen kone i antal. Men med nyheden om skiftet af tronfølgen til fyrstedømmet havde også skiftet lidt Jontars tanker. Eller i hvert fald rykket dem og ødelagt fundamentet. Tankerne hang på ustabile søjler. Om de ville stå eller falde, ville tiden vise.
Deres øjne låste sig fast på hinanden. Som var der usynlige tråde forbindende de to sæt. Jontar kunne ikke lade være med at trække den ene mundvig op på grund af hendes kommentar. "Skulle jeg hellere kigge væk? Lidt svært med en skønhed som du i samme lokale." Den charmerende prins var Jontar jo. Ikke slesk, bare charmerende. Det hjalp altid at have et solidt og kønt ansigt selv. Så kunne man slippe af sted med lidt sleske kommentarer uden, at det kom frem som direkte sleskhed. Et kønt ansigt gav undskyldning til mange ting. Ellers kunne Jontar blot bruge sit navn. Selvom han ikke tit havde udnyttet sit navn. Han ville ikke opnå sit liv på baggrund af sin slægt og familie. Han ville opnå den selv. Selv hvis skæbnen ville ham andet.

Prøvede Pompeia at flirte med ham? At bringe sex på bordet og fortælle om sin urørte uskyld? Det kunne Jontar ikke nikke sig enig i. Som mand og som Kazimi var hornene blevet pudset mange år siden. Han kan ikke huske, hvor gammel han havde været, men han havde nok på Dain og Darkhans aldre, hvis ikke lidt yngre. "Og hvis ikke jeg kan affinde mig i at holde lyster og begær tilbage, hvad så?" spurgte Jontar drilsk, ja, nærmest nappende, havde deres læber været tættere. Men så tætte var de to ikke endnu. Bare rolig, der var mange år og et helt ægteskab at blive tætte nok i.

Kunne man have snoet sig anderledes ud af den kommentar. Det var tvivlsomt. Det var næsten på grænsen til provokerende på den mest charmerende måde man kunne. Han kontrolleret sine ord med så stor en velbehag, at han kunne have sagt noget som havde været forfærdeligt slesk og alligevel kommet ud af det. Men nu sagde han intet som hun ikke allerede havde hørt. "Det ville ikke være at foretrække nej," en kæmpe omvej til at give ham ret. Hun ønskede ikke at give ham det hele på et sølvfad i direkte tale, så hellere tage pusten lidt fra det. Men det gjorde det næppe. Han var bidsk på en uartig måde.

Men alligevel tog den unge, alt for charmerende prins, skridtet videre. Kunne hun tillade sig at lænke ham fast, i deres adskilte perioder, til et træ. Formentligt ikke, men nok primært grundet fyrst Sephyran. Kunne han måske overtales til dette? En morsom lille tanke, men hun rynkede kort på næsen ved sin egen tanke om at det nok ikke gik. Alligevel sad hun der med benene over kors og armene i en hvilende position. "Så må jeg vel håndtere det," hun sagde det som en lille udfordring til ham. Hun vidste godt hvordan man gjorde i sådanne scenarier, bøger var blevet vendt igennem over en nat om sådanne fornøjelser. Pompeia rejste sig fra stolen og tog de få skridt det var nødvendigt for at komme til karaflen med vin og glasset han havde taget med til hende, hun så kort på ham om hun skulle bede ham om at skænke op, men fandme nej, tænkte hun.

Pompeia skænkede sig selv et lille glas og satte karaflen på bordet, tog glasset i hånden og gik hen til Jontar og satte sig på hug foran ham; "Og skulle jeg ikke være her, rører du absolut intet andet end dig selv," det blev sagt med en snert af advarsel, hvilket han nok måtte kunne sætte sig i.

Det var at være selvfed, hvis man beskrev sig selv som charmerende. Jontar ville aldrig beskrive sig selv sådan. Det ville ikke være et af de ord, han ville vælge om sig selv. Men det var én ting at kalde noget, men han kendte til sin egen attitude. Han vidste, hvordan han kunne være charmerende og ja, som et gentleman, skulle det være nødvendigt. Eller hvordan andre blot ville opfatte ham. En køn prins med relativ gode manerer. Det var startskuddet for charme. Han kunne ikke længere bare være et sødt ansigt. Selv Dain og Darkhan var langsomt ved at ændre deres udseende fra charmerende drengebørn til unge mænd. De skulle snart lære at være charmerende i sig selv og ikke blot med deres voksende udseende. Jontar havde trænet sin charme. Det var tydeligt.

Skønt de var alene, virkede Pompeia og Jontar ikke direkte med deres ord. De dansede rundt om hinanden. De holdte ikke nødvendigvis hemmeligheder for hinanden, men de sagde ikke alt med det samme. Det skulle ikke være nemt. Det skulle være en udfordring. Og siden hvornår tog Jontar ikke en udfordring op, når den kom fra en yndig kvinde? "Ellers må vi se, hvad konsekvenserne bliver, hvis jeg er for meget for din håndtering." Kunne ord smile og blinke, ville Jontars ord have gjort det. Derfor gjorde han det blot med sit ansigt og lod tonelejet afspejle lignende adfærd.

I starten havde hun ikke ønsket et glas vin, men nu gik hun over for at skænke sig selv et. En uafhængig kvinde, tænkte Jontar, som han tog muligheden for at nippe til sit eget glas. De grønne øjne kiggede på hendes flotte bagside. Hans fader vidste da, hvordan han skulle finde de kønne kroppe. 
Kort kiggede Jontar op i loftet med et smil på læberne, før han kiggede ned på kvinden på hug foran sig. "Mine halvsøskende ville signalere andet," Det var ingen hemmelighed, at hans fader ikke kunne lænkes fast til én kvinde. Især under graviditeter. Bare tag Jontar og hans søster, Meena. De var meget vel ikke tvillinger, men deres moder havde ikke haft megen pause, før den næste allerede var i ovnen. "Men mon ikke du prøver at holde mig hen, Pompeia." Ikke som en hund i snor. Det var Jontar ikke. Men han var heller ikke sin fader. At være en ægtemand ville være nyt territorium for ham. Hvordan han ville opføre sig, ville kun tiden kunne vise. Ville han minde om sin fader eller ikke?

Han var til at slå knuder på, men selv hvis hans tunge fik lænke og kæde på, kunne den sno sig derud af. Men han sagde til hver en tid ét ord som kunne vende hele samtalen til noget andet. Men lige for nu, oplevede Pompeia det som en generelt seksuelt ladet dialog imellem dem. Hun studsede kort over det han sagde. Hvilke konsekvenser ville blive til, hvis ikke hun kunne håndtere ham?Skulle hun reelt frygte at han ville søge andre steder hen for at aflade spændingen i buksen af hans. Pompeia overvejet kort om hun ville vide hvad han havde i tankerne, og først og fremmest var hun ved et åbenlyst nej. Men.. hun summede videre i det i baghovedet.

Som hun fik sat sig på hug foran ham, fangede hun det halve svar. Børnene ville sende et andet signal, men hvad det skulle tolkes som var hun i øjeblikket ligeglad med og holdt fokusset på det hedende emne de havde sig. Jontar, Jontar, Jontar .. kald det en troskabs prøve, sagde stemmen i baghovedet som han påpeget at hun ville holde ham hen. Men hun havde det halve af hvad han havde i sit glas og fik en lille mundfuld af vinen i sig, før hun satte glasset på gulvet ved siden af stolebenet. Hun svøbet lidt i overvejelser og lod ham bare se på hende som hun var intet ringere end en gudsforladt pige der stod til at tjene ham på diverse måder. Men længere varet det helle ikke. Hun rejste sig langsomt op, kom ham næsten kropsnær forbi med barmen. Hun holdt inde, som hovedet var ved siden af hans, og hun svarede ham blidt; "Du skulle bare vide, min kære," efterladt med et lille kys på kinden før hun kom helt op at stå igen og trådt et halvt skridt tilbage for at give ham plads.

Dette var, hvad hans fader ville kalde en test. Se, hvordan hun ville opføre sig med modstrid fra Jontar. Hvordan hun ville reagere. Om Pompeia ville bukke under, neje og sige 'okay', eller om hun ville vise sine holdninger. Vise sin modstand. Have en modstand. Spurgte man fyrsten, skulle der ingen modstand være fra kvinderne i mænds liv. De eksisterede for at tjene deres husbond og føde afkom. Mere var de ikke. Ifølge fyrsten. Jontar havde en helt anden opfattelse. Pudsigt, når hans egen moder var en kvinde, Jontar hellere ville se brænde på et bål end have et måltid med. 
Men dette var ikke kun en test for Pompeia. Det var lige så meget en for ham. Det kunne han mærke. Pompeia var ikke en dum, naiv kvinde. Hun havde et godt hoved på sin slanke hals. Der var noget mellem hendes ører. Hun testede Jontar lige så meget, som han gjorde hende. De var en zalans duo lige nu. To sider af samme mønt.

Et kys blev givet på hans kind, inden de atter var, som de havde været herinde. Jontar var ikke komplet urørt af hendes læbers møde mod hans kindben. Han havde et smil trukket mere op i den side, kysset var afgivet. Der var ikke en direkte svaghed i øjnene. Nok snarere en form for ømhed. For uden at sige noget lod han en hånd kæle blidt mod hendes ene skulder. Den snittede nærmest kun hende, men den rørte hende. Øjnene vandrede derned, som pegefingeren kørte med neglen under en af krøllerne. Ikke langt fra at sno krøllen. "Mon jeg tør vide det?" Han havde taget skridtet frem, som hun havde taget bagud. Det havde han gjort ikke lang tid, efter hun havde trukket sig tilbage. Var det en seksuel spænding mellem dem? Et konkurrence spil? Eller bare ren og skær gøgl?

Man kunne sætte hele scenen og scenariet om som at trække et plaster forfærdeligt langsomt af. Jontar blev måske holdt mere på pinebænken end hun blev, dog følte Pompeia at hun var øverst i denne lille interne intime leg mellem dem. Den unge prins havde nok ikke helt sin ret til bare at kaste sig over hende, hvis det var sådan det stod til i ham. Det ville både sende et dårligt signal for ham og Kazimi-slægten, og det ønskede ingen jo at skulle ske, vel?

Men en kriblende følelse af spænding og uvished kryb omkring hendes krop, som han mildt og blidt rørt ved hendes hud. Det var en ømhed hun aldrig havde følt før, og i det moment det skete, bad til at han havde den ømme side gemt godt ind i privaten. Noget som kun ville tilfalde hende og ingen andre.

Mere og mere søgte hendes honning brune øjne hans lime grønne perler. Det var næsten som om han tiltrak sig hendes opmærksomhed med magi.

"Mon ikke vi bør holde for i dag, min kære?"
Ordet kære var gledet mere og mere ind i samtalen når hun skulle tiltale ham på en måde. Det faldt hende helt naturligt på sin egen måde og hun regnede med at den unge fyrste prins ville italesætte hende hvis det var helt forfærdeligt. Men i fremtiden ville der nok falde andre kaldenavne til imellem dem, spørgsmålet var blot hvilke, for det afhang helt af deres forhold til hinanden.

Berøringen fra Jontars side blev ikke undveget. Hun veg ikke væk fra hans impulse hånd på skulderen. Enten nød Pompeia dette, eller også lod hun ham bare gøre, hvad han ville. Dog hældte prinsen mere til det første. Hun havde allerede fremvist sine ben i næsen, så Jontar ville tænke, hun ville gøre noget, hvis ikke hun ønskede det. Men det var svært at vide med sikkerhed allerede nu. Om Pompeia ville være den lydige kone eller en selvstændig kvinde. Det ville være nemmere, hvis Pompeia aktivt sagde nej til noget, Jontar gjorde. At hun ikke gav ham, hvad han ville altid. At hun ikke behandlede ham som en forkælet prins - hvilket han i princippet nok var, men den snak tages ikke op.

Jontar kunne nemt have gjort deres første møde mere afslappet. Han kunne have overtalt Pompeia til at gøre visse ting. Selvfølgelig hvis hun var tilbøjelig nok. Men det var ikke en måde at starte deres forhold på. Plus, evnen blev oftest brugt mod ulydige slaver. Langsomt vænne dem til at lytte efter og med tiden ville Jontars overtalelse fjerne og slaverne ville gøre af deres egen vilje. Ordsproget lød jo 'med deres frie vilje', men slaver var jo ikke frie.
"Du har måske affære hjemme i Dianthos, der har brug for dig?" spurgte Jontar. Tanken om, at hun skulle forlade sin by, sit hjem, alt for at komme her, havde ikke strejfet prinsens sind. Sådan var det bare. "Eller skal du monstro hjem og pakke for et længerevarende visit næste gang?" Igen var den charmerende sleskhed tilbage i prinsens tone og ansigt. For dette var ikke deres første og sidste møde. Kun én af de to var sande. 

Processen de stod overfor, var lang og lærerig. Første møde kunne betragtes som en smagsprøve som skulle lede til næste led i fasen. En øget interesse for at komme under huden på hinanden og se hvad de hver især kunne byde på. Kunne man sige de havde opnået dette?

Ved et nøje overvejet blink med øjnene, trak Pompeia vagt og selvtilfreds på læberne; "Jeg rejser et sted om to til tre dage .. for at hente mine eventuelle mangler her hjem," hun trak lidt på skulderen og så skævt til siden med hovedet i et hældt nedslået hoved; "I den tid, må du undvære mig i dit private selskab."
Det var en definitiv beslutning som han måske ville modsætte sig. Men hun var fast besluttet på dette og havde gjort op med sig selv, at det var det bedste valg for dem. Han skulle længes efter mere, men alligevel have tid til at reflektere over hvad han havde erfaret med hende, såvel hendes spørgsmål.

Uden et eneste signal, gik hun roligt uden om ham og mod døren han tidligere havde holdt for hende og lukket efter hende som den unge og charmerende prins han nu engang var.

Dette var uden tvivl afslutningen på deres første møde. Dette kunne Jontar tydeligt mærke på Pompeia. Ikke, at hun nødvendigvis ledte efter afslutningen. Mere at den naturligt var kommet dertil for denne gang. De ville have andre møder, længere møder, permanente møder. Dette var et kemimøde så at sige. Ud af ren og skær høflighed.

"Du har måske rigelig med oppakning at se til, vil jeg tænke." sagde Jontar, ikke som en fornærmelse eller anmærkning. Det var typisk, at kvinder havde flere egendele, skønt prinsen selv havde rigelig med klæder til at fylde godt på en tur. Det var jo heller ikke en smuttur for Pompeia. Det ville være permanent. Hun skulle ikke bare have med til fem eller ti døgn. Hun skulle have med for resten af livet.

Jontar fulgte hende hen til døren, holdt den åben for hende. Imens hun trådte igennem den, sagde prinsen med sin varme stemmer: "Indtil næste gang, kære Pompy." Og med det var Pompeia væk. Jontar lod døren være åben i lidt tid, inden denne blev lukket og han gik hen til skrivebordet. Begge af deres glas stod der endnu. Han tømte sit og satte sig i stolen. Lidt arbejde kunne godt presses ind. Det var begrænset, hvor længe Jontar kunne sige, at han skulle arbejde med dette endnu.