"Hvor skulle jeg gå hen," mumlede Juno fraværende, uforstående for den egentlige betydning af Paxs ord. Havde han tidligere på aftenen været bekymret for, om han ville overleve, var han det ikke længere. Edwards behandling havde fjernet den værste følelse af frygt fra ham, og selvom Juno stadig havde det skidt, var han ikke længere selv i tvivl om, at han ville klare sig igennem natten. Det eneste han havde at bekymre sig om nu, var om det ville gå lige så galt næste gang. 

Først da Pax gik fra ham, lod Juno sine øjenlåg falde i og sin bevidsthed langsomt synke væk. Da han kom til sig selv igen, tog det ham et øjeblik at regne ud, at der ikke kunne være gået mere end et par minutter, selvom det føltes som om der kunne være gået flere timer. 
Han tog imod vandet, indtil han ikke kunne drikke mere, og følte sig straks lidt stærkere igen. Han havde helt glemt, at han havde tømt indholdet fra sin mave ud over brostenene tidligere. 
Hvorend Pax ellers rørte ham, søgte Juno ham yderligere. Når Pax lagde den fugtige klud imod hans pande, lagde Juno en hånd over hans. Når den kom mod hans håndled, strøg Juno distræt sine fingre mod Paxs underarm. Intet kunne stoppe ham fra at søge mere af ham, fra konstant at kommunikere, at han elskede ham, og derfor virkede det også kun naturligt, da Pax brugte sine ord til at sige det samme. 
"Jeg passer på dig," mumlede Juno, selvom han vidste, at det modsatte var sandt, ikke bare nu, men det meste af tiden. Des mere Pax passede på ham, des mere ønskede han at gengælde det, men det stoppede ham ikke fra at falde i søvn ikke længe efter. 

*

Han vågnede først flere timer efter, solen endnu ikke stået op. Han var alene i rummet, men kunne høre stemmer ude i køkkenet. Hans mund var tør og hans muskler ømme, og selvom han vidste, at Pax ville høre ham, hvis han kaldte hans navn, hvor end lavt, så rejste han sig op i stedet og listede ud i køkkenet, hvor Edward stoppede med at tale midt i sin sætning, for i stedet at skule til ham. 
"Har du nogen ide om, hvor mange mennesker du har fået til at bekymre sig? Du vågnede ikke engang, da Will kom grædende ind, og den stakkels knægt kunne heller ikke fortælle mig, hvad du havde haft gang i!" 
Juno, der ellers normalt undsagde sig Paxs hjælp, valgte denne gang at udnytte, så groft som muligt, at Ulven havde et svagt punkt for ham, og svarede ikke Edward, men lagde sine arme om Pax og møvede sig tæt ind til ham, sit ansigt begravet mod hans skulder. Han havde virkelig ikke lyst til at stå til ansvar for noget lige nu, alt han ville have var Pax, og selvom det var et beskidt træk, så gjorde han hvad der skulle til, for at slippe for Edwards snagen. 

Pax stoppede med at koncentrere sig om det, Edward var i gang med at fortælle i det samme, at tæpperne i stuen begyndte at rasle. Han skævede afventende til døråbningen, lyttende til Junos sløve men målrettede fodtrin. At dømme efter lyden var den blonde mand sikker på benene.
Da Juno lidt efter trådte ind i køkkenet, åndede Pax lettet op. Han kunne ikke tage sine øjne fra ham, imens han skridtede det sidste stykke hen imod dem. Heller ikke da Edward dernæst straks mistede besindelsen. Pax kunne ikke mønstre at bede den gamle helbreder tie stille. Edward vidste, hvad Junos bortgang ville gøre ved Pax og hvilke konsekvenser, det ville have ikke blot for de få i hans indercirkel men for de mange. Evlyn havde været noget ganske andet end Juno men til stadighed havde de haft nogle lange uger, hvor Pax’ tanker var andetsteds. Edward vidste ikke, om Pax ville overleve, skulle Juno ikke gøre det.
Pax lagde sine arme omkring den blonde mand og knugede ham indtil sig. Hans næse landede i det svedfedtede hår, ligeglad med alt andet end at Juno igen stod op. Han rystede ikke længere af koldsved. For blot et øjeblik stod de to mænd og lænede sig mod hinanden, men pludselig hev Pax luft ned i sine lunger og nikkede i retning af døren til Edward.
Edward forlod dem modvilligt, mumlende uforståelige ord, og da han omsider var forsvundet bag en lukket dør, strøg Pax Juno henover kinderne. ”Du må være sulten”, mumlede han, sorte skygger hvilende under hans udmattede blik. ”Sæt dig ned. Jeg finder noget til dig.”
Der var ikke meget at byde men Pax var også ligeglad. Han fandt brød, ost og tørret kødstrimler, nok til to voksne mænd hvorefter, at han satte sig til rette ved siden af Juno, så tæt han overhovedet kunne komme på ham. ”Du skal ikke tage dig af ham. Han er bare… bekymret.” For os begge.

Juno havde forventet at Pax ville gøre mere, end bare at holde om ham, men på den anden side kunne Edwards ord ikke gøre ham noget, så længe Pax stod der, med sine arme om ham, og lod ham søge ly hos sig. Juno var yderst opmærksom på det, da Edward blev sendt ud af rummet, men han flyttede sig ikke selv, af frygt for hvad der skulle siges imellem dem, hvis Pax først fik oprettet øjenkontakt. 

Juno havde været sulten siden før han var faldet i søvn på tom mave, men han sagde eller gjorde ikke andet, end at sætte sig ned, da han blev bedt om det. Han var stadig sløv, og det var et sjældent syn, da han satte sig ned på stolen og ingen af hans knæ hoppede op og ned, hans fingre fumlede ikke med noget og hans blik ikke fløj igennem lokalet. For første gang i lang tid sad han helt stille, hans blik fokuseret på Pax. 
Ligesom Pax, kunne Juno ikke komme tæt nok på den anden. Han smed et knæ op over Paxs lår og lænede hele sin krop ind mod ham også, en arm foldet ind under hans og hans kind imod hans skulder, imens han med den anden hånd tog en skive brød og rev det i mindre stykker, inden han puttede det i munden, for udmattet til at gide selv bide det over. 
Han lukkede sine øjne igen, da Pax forklarede Edwards opførsel. Skam spredte sig som ringe i hans krop, og Juno sænkede begge sine hænder, al hans appetit pludselig væk. 
"Jeg troede ikke det ville blive så slemt. Jeg.. jeg finder en løsning, inden jeg prøver igen." Han vidste, at han burde sige mere - at han havde lovet Pax, at sige mere. Men nu, hvor han havde det bedre, var han pludselig ubehageligt bevist om, hvor uansvarligt han havde opført sig, og han havde ikke lyst til at høre Pax sige, at han alligevel ikke ville dele sin evne med ham. 
På samme tid var han dog lige så opmærksom på, at alt yderligere arbejde ville være spild, hvis ikke Pax ville dele den liv af sit liv med ham. 
"Vil du stadig gerne vide det?" mumlede han lavmælt, uden at fjerne sit blik fra det brød, som han ikke kunne få sig selv til at spise af. Der var ingen grund til at specificere, at han mente, hvad det var han kæmpede sådan for. 

Pax skar en lidende grimasse, halvt skjult af hans pande hvilende mod Junos blonde hår. Grimassen var lige så ufrivillig som den var instinktiv; og ikke mindst ovre i det næstfølgende øjeblik. Pax skolede sit udtryk forinden, at han rettede sig en smule op for på den måde bedre, at kunne betragte Juno. Dernæst trak han lidt på den ene skulder og rystede på hovedet.
"Ikke nu", svarede han lavmælt, hans hænder ukarakteristiske søgende henover Junos ene lår og hår. Pax kunne ikke stoppe med at røre ved ham, som troede han ikke på, at han rent faktisk sad ved siden af ham. Til stadighed sad bekymringen og de bange anelser i ham, og Pax var ikke i stand til at gøre noget ved dem. De var for dominerende.
"Jeg tænkte, at jeg ville få dig hjem. Men spis lidt først. Jeg samler vores ting imens." Pax bøjede sig lidt frem og kyssede Junos tinding og kind. Derefter rejste han sig og forlod køkkenet.

Pax havde hurtigt fået samlet deres ting; Junos tøj og det, han selv havde taget af i løbet af de tidlige morgentimer. Efter at have klædt sig på, talt lavmælt med Edward og stukket to små glasflasker i sin ene lomme, gik han ud til Juno igen. Hans arrede hænder gled henover det fedtede blonde hår og ganske ligeglad med dets tilstand, kyssede Pax toppen af Junos hoved.
Ikke lang tid efter var de på vej hjem. Pax med en støttende arm om livet på Juno, bærende så meget af hans vægt han kunne komme til.
Der var ikke lang vej hjem og efter en kort gåtur, kunne Pax slog døren op til deres eget hus. Der var enkelte mennesker derinde og alle gik de dem i møde. Pax talte kortvarigt med nogle få af dem men bad dem snart derefter om at forlade huset, ikke interesseret i at have sine mænd rendende, imens han badede Juno.
Pax hjalp Juno op af trapperne og ind på badeværelset, hele tiden vagtsom på hans tilstand. "Hvordan har du det?", mumlede han, før han guidede Juno ned at sidde på en træstol.
Pax gled med det samme ned på hug foran ham, hans øjne rettet fokuseret op på Junos ansigt og hans hænder stadig konstant søgende. "Fortæl mig hvordan du har det. Ærligt."

Der var ikke noget Juno elskede mere, end Paxs varme hænder mod sin krop. Den ene hånd mod sit lår, var nok til at få Junos tanker over på noget helt andet og langt mindre alvorligt, selvom det på alle måder var upassende, når Pax tydeligvis var så bekymret for ham. 
"Mmh. Jeg vil gerne hjem," var det eneste Juno mumlede som svar, da Pax rejste sig, og imens han skævede efter sin ægtefælle, der tog sig af alle de praktiske ting, fik han igen appetit til at spise lidt af hvert af, hvad Pax havde fundet frem. Han rejste sig først op, da Pax kom for at hente ham igen, og det eneste tidspunkt han i mellemtiden havde så meget som overveje at rejse sig op, var da han så ham snakke med Edward, og gerne ville have hørt, hvad det handlede om. Han kunne gætte sig til det meste af det, men ville gerne vide, hvor hårdt det ville blive at kæmpe mod Paxs bekymring senere. 

Juno himlede med øjnene, da Pax holdt om ham på vejen hjem, men skubbede ham ikke fra sig, for det var trods alt mere pinligt at falde om på vej hjem, end det var at blive hjulpet hjem. Alligevel brændte hans kinder af skam, da de kom indenfor og på ingen måde var alene. Det sidste han havde lyst til var, at være det nye objekt for sladder, og han lænede sig strategisk op ad væggen, for ikke at behøve bruge energi på at holde sig selv stående, men i stedet kunne bruge den samme energi på at stirre vredt efter enhver, der vovede at se på ham for længe. 
Da de først var alene, havde han dog intet problem med at lade Pax hjælpe sig op ad trapperne, og da han kom ned at sidde igen, undgik han Paxs første forsøg på et spørgsmål, ved i stedet at fokusere på at sparke sine støvler af, der dog var blevet bundet, og med et grynt opgav han begge dele - at ignorere Pax og at få sine støvler af selv. 
"Frustreret," mumlede han irriteret, og det handlede ikke kun om støvlerne. "Jeg vil bare gerne... kunne gennemføre det her. Selv. Uden hjælp og uden..." Juno sukkede og lænede sig tilbage mod ryglænet. Bevægelsen fik en sveddråbe til at trille ned ad ryggen på ham og hans ansigt fortrak sig i væmmelse, inden han begyndte at hive i sine ærmer, for at få sin jakke af. Hans arme kunne lige så godt have været dækket af blå mærker, så ømme var de, men han fik rystet jakken af sig alligevel og om bag ved sig på stolen. 
"Mente du fysisk?" spurgte han endelig, oprigtigt i tvivl, og lænede sig tilbage mod ryglænet igen. Han havde nærmest ikke bevæget sig og havde det allerede som om han havde opbrugt al sin styrke, men ingen ordre om at være ærlig, kunne få Juno til at være helt ærlig. "Meget bedre end i går." Det var ikke en løgn.

Pax nikkede, hans tænder tyggende eftertænksomt mod den bløde underlæbe. Uden at svare Juno med ord – Pax havde for længst lært, at stilhed var det ultimative våben mod den rastløse sjæl – begyndte hans fingre vanligt at binde snøren op på de slidte støvler. Tilsyneladende kunne Juno ikke magte opgaven, hans krop udmattet efter den evige nat. Da de var af, gled de tofarvede øjne henover resten af Junos beklædning, nærmest søgende. Pax rakte ud og begyndte hengivent at afklæde Juno, indtil den blonde mand sad nøgen overfor ham, de kongelige øjne matte.
På intet tidspunkt havde Pax taget øjnene af Juno og til stadighed var de klistret til hans skikkelse. Nærmest hektisk tog Pax Juno i nærmere øjesyn, distanceret, som var han bange for, hvad han ville finde og blot ønskede at få det overstået, at håndtere det chok han vidste ville komme. Der var dog ingen ting at se; Juno så ud som han plejede, dog tydeligt mærket af sygdommen men ellers…
Pax sank en klump af lettelse og fra det ene øjeblik til det andet gik luften ud af ham; som var han punkteret. Hans blege pande landede mod Junos ene knæ, hans hænder fandt fæstne omkring hans ankler og for et langt øjeblik tillod Pax sig selv at tage nogle dybe, altafgørende indåndinger. Ikke, at han var vred. Blot lettet; så lettet at ord var en mangelvare, ligegyldige.

Omsider satte han sig op igen og nikkede beslutsomt. ”Ja. Jeg forstår”, mumlede han – og det var ikke løgn – hvorefter han plantede et let kys mod Junos ene knæskal. Dernæst rejste han sig og begyndte at forberede badet, forinden at han ledte Juno hen til det og lod ham sætte sig til rette.
For et kort øjeblik forlod Pax Junos side for at hive det meste af sit eget tøj af. Til sidst stod han kun i bukser. Efter at have fundet vej tilbage til Juno igen, satte han sig og svang sine arme henover kanten, parat til at vaske ham ren.

Det var nær umuligt for Juno at sidde i stilhed, da Pax ikke svarede ham med ord. Han havde forventet at få et dybere svar tvunget ud af sig, på den ene eller den anden måde, men alt Pax gjorde, var at hjælpe ham af med sine støvler. Juno fulgte ham skeptisk med blikket imens han hjalp ham af med sit tøj, og forventede hele tiden, at der ville blive sagt eller gjort noget, der tvang et bedre svar ud af ham, og da det ikke kom, vidste han ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. De havde brugt en måned på at stresse hinanden, kræve svar og gemme svar, og nu hvor Juno endelig ville give svar, krævede Pax dem ikke længere. 

Juno sad stille, imens Pax tog ham i øjensyn, og en varm følelse spredte sig i hans krop, da Pax åndede lettet op, og sad med sin pande mod hans knæ og sine hænder om hans ankler. Forsigtigt strøg Juno en hånd over Paxs vilde krøller, uden at vide hvad han skulle sige. Det eneste han kunne tænke var, hvor dårlig samvittighed han havde over at have gjort ham så bekymret, men det havde også været nødvendigt, og han nægtede stadig at undskylde. 

Så snart Pax satte sig hen til ham i badet, smed Juno sine hænder om på den anden side af karret og lagde dem mod Paxs lår, lige så meget for at holde om ham, som for at gøre hans bukser våde. Han så ham direkte i øjnene, så bestemt som han kunne, når han ikke havde meget styrke at gøre godt med. "Hold op med at behandl mig som om jeg er døende." Juno vendte sig i karet, for at kunne sidde helt med front mod Pax og hængte sig frem over det, for at komme så tæt på ham som muligt, hans hænder vandrende længere op ad Paxs lår samtidig. "Jeg er bare svedig og træt. Sig det du vil sige, jeg kan godt tage det."

Pax så instinktivt ned, da de så velkendte hænder lagde sig over hans lår; De næstfølgende ord fik øjnene tilbage i Junos, dem der var alt, alt for blå. Et tungt suk forlod Pax, hans ene mundvige trukket op i et opgivende smil.

"Jeg - vil bare gerne tage mig lidt af dig, okay?" Pax skar en grimasse og kastede den ene hånd ud til siden, næsten beklagende. "Og jeg vil ikke sige noget. Jeg vil have, at du bliver ren, så jeg kan hive dig med i seng. Jeg... fucking savner dig. Den sidste måned har været... lort. Og jeg ved godt, at det er - min skyld. Eller vores eller... det er lige meget nu... ikke?" Pax formåede ikke at skjule det spinkle håb, der fik hans ene stålgrå øje til at slå gnister. "Jeg vil bare have dig igennem det her, så jeg ikke skal gå rundt med nerver på hele tiden. Hvad end det er... det skal bare fucking lykkes. Ellers så - kidnapper jeg dig og tager dig så langt væk fra hovedstaden, at vi ender i det koldeste Nord og du ikke får andet serveret en sæl og spæk." Pax sank en klump og betragtede afventende Juno, hans blik let dirrende, som kunne de ikke helt finde fæstne.

Juno følte at han havde vundet, da et smil spredte sig på Paxs læber. Han kendte dét smil, og som regel betød det, at der ikke var mere modstand imellem dem. Også denne gang lod det til at betyde dét.
Alligevel var Juno ved at kaste sig ud i et skænderi, ingen af dem havde energi til, da Pax igen snakkede om at tage sig af ham. Juno ville ikke passes på eller tages af, han ville bare gerne have sin mands opmærksomhed, uden noget af det andet. 
Det eneste der stoppede ham, var Paxs kropssprog og hans løfte om at ville hive ham med i seng. Dér ville de begge to gerne hen, og Juno møvede sine hænder så langt op ad Paxs lår som de kunne komme, for at kommunikere, at han også gerne ville hives med i seng, men at hans tanker var et andet sted end Paxs lod til at være. 
Den sidste måned havde været lige så meget lort for Juno, som den havde for Pax. Han kunne mærke savnet i hele sin krop, og det lagde også en dæmper på hans humør at blive mindet om, hvor længe de havde undværet hinanden på den ene eller anden måde.
"Din," rettede Juno, han stemme ikke helt så kølig som han havde ment den, da Pax rettede sig selv. Han havde ramt rigtigt første gang - det havde været Paxs skyld, hvis man spurgte Juno. Det var lige meget nu, men Juno kørte alligevel sin pointe igennem, som kunne han på den måde sørge for, at det samme aldrig skete imellem dem igen. Han ville uden tvivl bukke hurtigere under næste gang, nu hvor han først havde opdaget, hvilken lettelse det var at være rigtigt sammen igen. 

Juno brød ud i latter, da han blev truet med at blive kidnappet, og han grinende indtil der var tårer i hans øjne og en klump i hans hals, og han blev nødt til at løfte en våd hånd for at gnubbe den mod sit ansigt. "Du bliver så sur på mig, når du finder ud af, hvad alt det her har gået ud på," mumlede han, lige dele latter og frygt i hans stemme, imens han lod sin hånd falde væk fra sit ansigt og så på Pax, med et udtryk der var præcis lige så fortabt som han følte sig.
"Jeg kunne godt overleve på sæl og spæk og dig," tilføjede han med et skævt smil og et glimt i øjet, pludselig langt mindre villig til at dele sit projekt end før. Nu hvor det var gået op for ham, præcis hvor bekymret Pax havde været, virkede det utroligt dumt at have holdt skjult fra ham, og et hvilket som helst andet emne var at foretrække, imens han igen hang begge arme ud over kanten, for at få fat i stoffet af Paxs bukser, for forsigtigt at trække i dem, som kunne han få den anden tættere på sig ved det. 

Pax tæmmede sit himmelvendte blik før, at det rigtig fik lov til at udspille sig. Hans ene øjenbryn skød dog i vejret, næsten irettesættende, men til stadighed forholdt han sig tavst.
Et tungt suk forlod hans mund ved Junos næstfølgende udbrud og Pax trak lidt på den ene skulder, ikke i stand til at sige hverken til eller fra. ”Måske”, indrømmede han, velvidende han øjensynligt ikke kunne mønstre andet når tiden kom. I dét øjeblik var han dog ikke længere interesseret i hverken vrede eller adskillelse, så da Junos hænder søgte hans buksers stof, hejste Pax sig op på sine knæ, greb Juno om begge kinder og kyssede hans læber. Hans kys var til en start tøvende, som spurgte han om lov, men i det øjeblik Juno gav ham sin velsignelse blev Pax’ læber og tunge desperat, besidderisk, søgende.

Pax gjorde ikke meget for at vaske Juno grundigt derefter. Han havde for længst forladt kluden og lod i stedet sine hænder gøre arbejdet med det blonde hår og den tynde krop. De strøg henover huden, hvilede kun få steder i ligeså få sekunder før, at de søgte videre og hele tiden var Pax’ mund fæstnet til enten Junos egen eller hans hals.
Efter det blonde hår var blevet gennemblødt af de vandrende hænder, lod Pax sine fingre glide henover Junos brystkasse; ned til navlen, de fine hår under den, indtil han til sidst kunne ligge sin hånd blidt om Junos køn. Forinden at han kunne nå at sige noget, placerede Pax sin modsatte hånd i Junos nakke og bøjede sig atter nedover ham for at kysse ham. Først i øjeblikket efter begyndte hans hånd at vandre op og ned af hans skaft, bevægelsen blid men nærværende.

Der var en grænse for hvad Juno kunne slippe afsted med, og det var en grænse han ofte afprøvede, men da Pax så irettesættende på ham, holdt han alligevel pænt sin kæft. Han var sluppet så godt afsted med at give Pax skylden som han kunne, så han havde ikke tænkt sig at ødelægge det nu. Ikke når de var så tæt på at være et godt sted igen. 
"Garanteret," mumlede Juno og slog skamfuldt sit blik ned. Han håbede at Pax forstod, at det kun gjorde det sværere for Juno at fortælle ham nu, når han vidste hvilke følelser der ville komme efter. 
I samme øjeblik deres læber mødtes, sukkede Juno imod hans mund og knyttede sine hænder om Paxs bukser, ligeså desperat som ham efter at føle hans tunge mod sin, varmen fra den spredende sig igennem hele hans krop. Først da han var sikker på, at Pax ikke trak sig væk, kunne Juno løsne sine fingres greb om hans tøj, og fuldstændig uden øje for, hvordan det gjorde det mere besværligt for Pax at vaske ham ren, lagde Juno en arm op over hans skulder, for at kunne holde ham tættere på, imens vandet fra hans våde arm dryppede ned ad den anden mands bare ryg. 
Han havde længtes efter Paxs kys så længe, at han knap nok bemærkede, at den anden gjorde andet end at kysse ham, og det var først, da en hånd lagde sig om hans køn, at Juno igen blev opmærksom på, at han sad i et kar. Pludselig var der alt for meget der adskilte dem, og han sank en klump, imens han ledte efter ordene, der kunne få Pax til at slutte sig til ham i vandet, inden han igen blev kysset og alle sammenhængende ord i hans hoved blev erstattet af en urolig trang til bare at hive Pax ned til sig.

Han gispede efter vejret, da Paxs hånd endelig begyndte at bevæge sig, og sad for en enkelt gangs skyld helt stille imens, bange for at komme til at gøre noget, der ville få Pax til at trække sin hånd til sig. Hele hans krop brændte straks op under hans berøring, og i langsomme bevægelser løftede Juno sig op på sine knæ, i endnu et forsøg på at komme tættere endnu på Pax. "Mere," bad han, hans stemme ikke mere end en hæs hvisken. Juno kunne ikke afslå hans hånd om sig, for han havde ikke følt noget nær så godt i en måned, en måned så lang at den lige så godt kunne have været en livstid, men han ville have så meget mere end bare en hånd. 
Før deres skænderi ville han have ventet på en invitation eller en hjælpende hånd, men han var i gang med at sikre sig, at Pax fremover ville se ham som en selvstændig person, der kunne klare sig selv, og selvom det ville være så forfærdeligt nemt bare at falde tilbage i gamle vaner, så klatrede han selv op over karrets kant og direkte ned over Pax. 
Med et knæ på hver side af hans hofter, møvede Juno sig ned over ham, pressede hele sin våde, nøgne krop op imod ham, som afhang hans liv af det, og kyssede ham, til han ikke kunne få vejret. "Mere," bad han igen, åndeløst, hans lem stift imellem deres maver. 

Pax kontrollerede sin vejrtrækning, afkrævede at den forblev uhørlig og jævn. Ikke, at han vidste hvorfor og da Juno bad ham om mere, blev det næsten umuligt.
Da den blonde mand kravlede henover karets kant, gjorde Pax sit for at hale ham resten af vejen ind, tage imod ham, hans stærke arme straks søgende rundt om hans krop. Det var ligegyldigt, at han blev gennemblødt. Selv det faktum, at Juno burde hvile sig, burde ligge i deres seng, var… ligegyldigt. At de blev forenet, at de fandt hinanden igen, var vigtigere end noget andet.
Pax sørgede for, at der var et minimum af afstand imellem dem, kun så hans hånd havde plads til at fortsætte sine hengivne kærtegn for en stund. Hans tanker var dog for længst søgt andre steder hen. Han ville have så meget mere, smage så meget mere, røre så meget mere, hvormed der ikke var nogen tid at spilde. Langsomt og uendelig forsigtigt hjalp Pax Juno ned at ligge på det kølige trægulv, fast besluttet på selv at holde ham varm for de næste mange øjeblikke.
Pax’ hånd vendte ikke tilbage til Junos køn, i hvert fald ikke til en start. I stedet bed han i Junos bløde hals og vandrede ned af hans krop med dybe kys, hans tunge mere ivrig end den plejede. På intet tidspunkt stoppede han, heller ikke da hans hænder behændigt skilte Junos ben og han selv krøb ind imellem dem. Da havde hans læber omringet den ene af Junos brystvorter, men snart efter forsvandt de længere ned langs hans bryst, ned til under navlen og lagde sig om tippens af hans hårdhed, Pax med en ukarakteristisk ivrighed tog i kærlig behandling med sin tungespids.
Og det var godt. Denne gang var det godt. Ingen fortidsspøgelser, ingen skam. Kun den salte smag, fornemmelsen af Junos køn i hans mund.
Pax kunne ikke tæmme sin vejrtrækning længere derefter og et nydelsesfuldt suk forlod ham. Hans ene hånd forlod dens plads i Junos kønsbehåring og fandt vej til hans inderste, hvor han næsten legesygt men forsigtigt lagde en dirrende finger. 

Juno havde droppet alt om at sidde stille - det var tydeligt, at Pax ikke havde tænkt sig at slippe ham, så det var fuldstændig uden frygt eller skam, at han gnubbede sig op imod Paxs hånd, uroligt rokkende, hvor han sad på ham. Han var utålmodig efter mere og selv da Pax førte ham ned at ligge på gulvet, havde Juno svært ved at ligge stille, velvidende at der var mere på vej. Hans knæ lukkede sig mod Paxs hofter, da han slap deres kys, i et forgæves forsøg på at holde ham hos sig, men det eneste brok der kom fra ham, var et halvkvalt støn, da Paxs tunge mødte hans brystvorte. 
"Har du slet ikke savnet mig?" mumlede Juno, i et forsøg på at fremprovokere en hurtigere respons fra Pax, som han fortrød i samme øjeblik at den anden tog ham i munden, og Juno med ét ikke længere var sikker på at han kunne kontrollere sin krops reaktioner. 
Juno vidste, at han burde være forsigtig, efter ikke at have været sammen med Pax så længe, men det var svært at finde tålmodigheden til det, når Pax ikke gjorde meget mere end at pirre ham. "Ødelæg mig," bad han i en klagende tone. Han var træt af at minde den ældre fyr om, at han ikke var lavet af glas, når han bare gerne ville have at han tog fat. Han var så desperat efter ham, at han hellere ville komme til skade, end han ville affinde sig med at tage det langsomt. Hans brystkasse hævede og sænkede sig drastisk, imens han forsøgte at affinde sig med, hvor lidt kontrol han havde i øjeblikket. 

Pax lod sin mund forlade Junos køn med et vådt pop. "Hold din kæft", beordrede han, hans stemme lav og hæs af begær. Det stålgrå øje slog lyn af indestængt frustration, for hvor vovede han at antage anderledes. Pax havde savnet Juno inderligt, hele hans krop anspændt hvert minut af hver dag. Pax havde frygtet for hans liv, frygtet at miste ham for Kile i stedet. At hævde at han havde savnet ham var at sammenligne vand med blod.
Juno skulle dog få, hvad han ønskede. Og også foruden at Pax nogensinde mistænkte noget andet mål end det, de delte sammen i det øjeblik. Hans bevægelser, hans tunge og hænder blev derefter mere insisterende, afkrævende, som skulle det gøre ligeså ondt som det skulle gøre godt.
Endnu engang vendte Pax' mund tilbage til Junos køn. Han tog ham til roden, så spidsen af hans næse forsvandt i hans kønsbehåring, og hans ene finger bevægede sig længere ind i hans inderste, gjorde ham parat til ham selv, alt det de begge ville have, men som krævede tid og tålmodighed; tålmodighed de havde råd til at betale nu af alle tidspunkter.

Pax lod ikke sin mund være længe om Juno. Faktisk gik der ikke andet end et øjeblik før, at han atter slap ham og efterlod ham uberørt på gulvet. Med begge hænder løsnede han sin bukser, lod sig selv springe fri af sit fangeskab, der havde kvalt ham i takt med, at han var blevet hård. Han bebyrdede ikke sig selv at hive bukserne af anklerne men kravlede henover Juno, så hans egen top ramte Junos inderste.
"Du er så pisse irriterende at høre på", hviskede han anstrengt og ligeså meget han mente det, ligeså meget var det også en løgn. Hans ene hånd greb fat om det blonde hår, tvang Junos hoved til at forblive mod gulvet imens, at han trængte op i ham. "Jeg knepper dig nu, men du kommer først, når jeg giver dig lov." For at cementere sin dominans, tvang Pax sine hofter til at forblive stille, men kun indtil Juno havde bekræftiget, at han forstod. Efter det var der ikke længere nogen vej tilbage. Pax gav pokker i forsigtighed og brugte sin krops styrke til at tage Juno på gulvbrædderne, hans muskler spændte, hans hofter huggende.

Juno så måbende på Pax, da han blev beordret til at holde kæft. Det var dén energi han havde ledt efter, og et par hårde ord fra Pax, gjorde det langt nemmere for ham at forstå, at han ikke var den eneste, der havde lidt under et savn, langt bedre end søde ord ville have gjort det samme. 
Junos savn havde været anderledes end Paxs. Han havde ikke frygtet for sit liv eller hans, men havde følt sig alene og frustreret. Han havde haft brug for at snakke med nogen om, hvordan Pax fik ham til at føle sig umyndiggjort, når han brugte Flokken imod ham, men den eneste, han havde haft lyst til at snakke med, havde samtidig også været Pax. Den eneste der ville været kommet i nærheden af at have kunne forstå ham, havde været Pax. Men Juno var om noget stædig, og selvom det boblede i ham efter at snakke med Pax, om det hele, så holdt han det tæt endnu. Selv når Paxs berøringer fik ham til at brænde, tav han. 
De eneste lyde der kom fra ham derefter, var dem Pax tvang ud af ham, når han tog ham i munden, dybere end han havde gjort før, uden den tøven der så ofte var involveret. 
Vand og sved blandede sig på gulvet, da Pax slap ham og Juno lå helt stille, med sit hjerteslag hamrende i sine ører. Han fugtede sine læber, da Paxs bukserne kom delvist af, men var straks efter distraheret af Paxs ord, der fik hans læber til at skilles i et bredt smil. Han hørte den delvise løgn i det, fordi han vidste, at Pax nød halvdelen af det dumme lort, der kom ud af hans mund, og han skulle til at give ham mere af samme skuffe, da et støn i stedet undslap ham, fremprovokeret af en fast hånd om hans hånd. På trods af selv at have bedt om det, var han overvældet, da han pludselig fik alt han ville have på én gang, og hans blik var på ingen måde fokuseret, da Pax afkrævede bekræftelse fra ham. Hans blik sprang fra Paxs øjne, til hans mund, op igen og derefter ned til hans spændte overarm. 
Han tog det hele ind og løftede hagen, for at komme tættere på Paxs læber, det eneste han kunne slippe afsted med, så længe Pax havde et fast greb om hans hår.
Hvis Pax gav ham to dedikerede minutter, var det alt Juno skulle bruge for at blive lykkelig.  
"Jeg kommer først, når du giver mig lov," lovede Juno, og forsøgte igen at løfte sit hoved for at nå Paxs læber, kun for med vilje at fremprovokere et lavmælt støn af smerte. Han ville gøre hvad end er skulle til, for at få Pax til at bevæge sig. Det var Pax, der havde lært ham, at han aldrig skulle tage den første aftale han blev tilbudt, men Juno var utålmodig og desperat, og havde desuden i bagtankerne, at hvis han gav bare lidt af sin magt væk nu, så ville Pax ikke kunne få sig selv til at blive helt lige så vred senere, når Juno indrømmede, hvilke planer det var han havde arbejdet på. 

Alskens planer blev skubbet ud i periferien af Pax' bevidsthed, des mere de bevægede sig sammen. Alle bestod de af en form for lystig hævn over de så foragtfulde og provokerende ord, Juno havde ytret tidligere. Pax mærkede nemlig til stadighed, til trods for hans begær der havde nået nye højde af eksistens, hvordan en sjælen frustration havde slået rod i hans bryst.
Pax' krop afslørende ham. Hans hånd forlod ikke Junos hår, hans hofter tog ikke hensyn til Junos inderste punkt, deres hug hårde og kommanderende, som kunne bevægelsen alene gøre op for alt det, de havde udsat hinanden for i ugerne forinden; som kunne Pax kneppe Juno til tilgivelse og afsløring alene.
Den så velkendte (men også nu fremmede) følelsen af summende velbehag indfandt sig ikke lang tid efter i hans mellemgulv og med stoppede Pax, tvang sin krop til at makke ret, gøre holdt. For et langt sekund gjorde han ikke andet end at stirre ned på Juno, hans blik ulæseligt og hans åndedrag overfladisk, hivende.
Han havde lyst til at hævne sig. Som dengang bag kroen. Og samtidig vidste han, at de ikke ønskede det, nogen af dem, ikke som de var nu.
Ikke, at det gjorde lysten nemmere at håndtere. Alt i ham skreg efter at finde sin forløsning selv, efterlade Juno desperat, våd og foruden hans eget klimaks. Og så var der den lille stemme indeni ham, der ikke var bandeleder, der ikke var Pax eller Ulven, men en ung mand, der elskede en anden og som for alt i verden bare ville være tæt...

Pax bøjede sig i et pludseligt ryk frem og afkrævede Junos læber med sine egne. "Jeg elsker dig", mumlede han stakåndet, "sig til, når du er færdig. Lov det." Pax gav ikke Juno mulighed for at svare før, at han altædende stak sin tunge ind i hans mund i et kys og atter genoptog de forhastede, desperate bevægelser.

Ligeså mange planer som Pax havde, summede også i Junos baghoved. Planer for, hvordan han kunne få Pax til at tilgive sig, hans vrede over sine nyttesløse bekymringer til at lægge sig, når han fandt ud af, hvor lille og dum en ting, Juno havde kæmpet så hårdt for - og kæmpet lige så hård for at holde hemmelig. 
Det var dog svært at koncentrere sig om noget som helst, når Paxs hånd fortsat var knyttet om hans hår, og hans bevægelser hårde. Han kunne lige så godt have smidt Juno over sit knæ og givet ham smæk, at dømme efter hvor øm Juno ville blive senere, men han havde allerede ondt i hele kroppen, efter hvad han havde udsat sig selv for ved at forsøge at tvinge magi ind i sin krop, og han havde ikke noget imod, hvis noget af smerten i det mindste kunne distrahere ham med sin gode association. Tværtimod bød han det velkommen, når Pax engang imellem tog lidt hårdere fat, også selvom det vedvarende hårde greb om ham, tydede dårligt for, hvor let han ville blive tilgivet senere. 
Juno havde virkelig ikke brug for mere end to minutter med sin mand, men han holdt sig selv tilbage, sank en klump og tog en dyb indånding, holdt sig tilbage uden brug af sine hænder, men forstod også fuldstændig hvad der skete, da Pax, omend noget senere, stoppede med at bevæge sig. Juno vidste, at det var dumt, men havde sværere ved at styre sit smil end ved at styre andre dele af sin krop, og han smilede kækt op til Pax, selvom han ikke kunne aflæse, hvad der foregik i hans hoved. Han havde lyst til at bevæge sig under ham - lyst til at tvinge det ud af ham. Men gjorde han det, vidste han også, at han ikke selv stod til at få noget ud af det, og kun derfor blev han liggende uden at røre sig. 

Han havde ikke forventet det næste der skete. Pax havde virket så hård indtil da, at Juno slet ikke vidste hvad han skulle stille op, og var taknemmelig da han slap for at finde ud af det, fordi han i stedet blev kysset, indtil rummet snurrede om ham, og Paxs bevægelser tvang ham til at gribe fat om roden af sit lem i en forhastet bevægelse. 
"Du er - den første der får noget at vide," lovede Juno stakåndet. "Lov mig ikke at blive sur." Det blev mumlet imod Paxs læber som en eftertanke. De var sammen nu, deres varme kroppe forenet på et vådt trægulv. Hvis Juno nogensinde skulle få den slags løfte fra Pax, var nu det eneste tidspunkt han havde nogen som helst chance for at få det ud af ham. 
Og så, fordi han vidste, at Pax endnu ikke var helt overvundet, tilføjede han med en hvisken; "Kom. I mig." Inden hans baghoved dumpede ned på gulvet igen, kun så han kunne møde Paxs blik med sit eget bedende. Han havde været så tæt på så længe, og hvert øjeblik Pax lod ham vente var lige så forfærdeligt som det var godt. 

Pax var tæt på at tigge Juno efter lignende kærlighedsord. Han vidste ikke hvorfor - ikke helt - men han var desperat efter at høre dem efter deres månedslange krig. Ikke, at han tiggede; i stedet rystede han stakåndet på hovedet.
"Nej", hviskede han tilbage, prompte og endnu mere stakåndet end før. Der var ingen ting at love, for intet løfte kunne helt sikre, at Pax ikke tabte hovedet efter alt for mange dage anspændt af bekymring.
Ikke lang tid efter var ordene - eller manglen på dem - også glemt, for den summende ekstase blev ved med at vokse sig større og større for hvert stød. Pax' øjne gled i, hans hånd forsvandt fra det blonde hår og fandt fæstne om Junos ene hofte, holdt ham stille, holdte ham fast, da alting indeni ham eksploderede og han tømte sig i Junos indre.

For et langt øjeblik imens bølger af nydelse strømmede igennem ham, glemte Pax alting omkring ham. Han jagtede ekstasen som en hungrende, en udsultet og klamrede sig til Juno under sig, som gjaldt det hans liv. På mange måder var det også sådan, at det føltes. De havde været væk fra hinanden for længe.
Langsomt kom Pax tilbage til sig selv, deres kroppe stadig forbundet. Hans ene arm var gledet hen af trægulvet, hvormed han klemte Juno fast til træet med sin krop. Han så ned på ham, søgte hans ansigt for... nej, han vidste ikke hvad han søgte. Og heller ikke om han fandt det.

Det havde været meget at håbe på, at Pax ville love ham ikke at blive sur, men det var alligevel et chok, at den anden mand så prompte afslog Junos ønske, især i et øjeblik hvor de var så intime. 

Han havde ikke glemt sit eget løfte, men havde glemt, hvor godt det føltes at være under Pax, og vidste også, at alt der skulle andet til, for at få det endnu bedre, var at slippe sit greb om sig selv. Det var en konstant fristelse, der kun voksede, da Pax slap grebet om hans hår, og Juno forstod, hvad der skulle til at ske. 
Grebet om hans hofter var lige så hårdt, og Juno besluttede sig i dét øjeblik for at være ligeglad med sit eget løfte. Pax hænder om ham fik hans hjerte til at slå hurtigere, hans krop til både at blive blød og hård, våd og ivrig. Han ville komme med Pax, koste hvad det ville, for med hvert stød blev det sværere for ham at gøre andet, samtidig med at han følte sig tættere og tættere med Pax. Selvom det betød ulydelighed, ville Juno hellere dét, end han ville miste den forbindelse han følte at de opbyggede. 
Da han kom imellem dem, lagde han heller ikke skjul på det. Han hev for meget efter vejret til at kunne kysse Pax imens, men pressede alligevel hele sit ansigt op mod hans, ivrig efter den mindste smag af ham, selv bare at indånde hans udåndinger føltes nødvendigt.
 
Først efter de begge lå stille igen, gik det op for Juno, at det kunne have betydning, at han ikke havde holdt sit løfte - lagt oven i hvor dårligt han ellers havde opført sig. Han var tør i halsen, varm og øm i kroppen, overopmærksom på den klistrede følelse hvor deres kroppe mødes, både mellem hans ben og mellem deres maver, og nu var han også opmærksomhed på en voksende følelse af dårlig samvittighed. 
Selv med resten af sin krop brændende varm, kunne Juno mærke sine kinder blive varmere. Han forventede skæld ud for at have brudt sit løfte, men da den ikke kom med det samme, tog han det som tegn på at Pax havde glemt det, og var ikke sen til at anerkende sin nyeste teori som sandheden. "Jeg elsker også dig," mumlede han hæst, og ligesom Paxs blik blev hans eget også søgende. Hans arme var stadig feber-agtigt ømme, da han løftede dem og lagde dem over Paxs skuldre, ligeglad med hvor tung den anden var over ham, og bare ivrig efter at holde ham, hvor han var. Og så, fordi han ikke kunne lade en stemning være alvorlig for længe, tilføjede han; "Hvis vi skal gøre det igen, skal jeg om at ligge på maven." 
Hans smil op til Pax var forsigtigt, ikke helt så kæphøjt som normalt, bekymret for hvordan hans joke ville blive taget. Egentlig bekymret for alle de reaktioner Pax kunne komme med lige nu i det hele taget. Deres fred føltes midlertidig og usikker, og Juno var ivrig efter at vende tilbage til, hvordan de havde været før deres krig. 

Pax' kæmpede stadig imod et for hastigt åndedrag. Hans hjerte hoppede og flaksede i en døsig vildskab, og hans øjne var ligeså virrende, søgende som øjeblikket før; han kunne endnu ikke stoppe med at lede, ikke helt, skønt han ikke vidste, hvad han ledte efter -
Men så spøgte Juno og Pax måtte fnyse moret. Pludselig blev hans blik atter fast og med en atletisk elegance rullede Pax om på ryggen med Juno over sig. "Giv mig et øjeblik", lovede han, ukarakteristisk opstemt efter at forsvinde i ekstasen og Junos stramhed igen, skønt han netop havde fundet forløsning. "Og så hiver jeg dig med i seng."
Pax lagde sine arme omkring Juno og tøvede ikke med at bruge sin styrke til at få ham tættere på sig. Han kyssede hans pande, dernæst hans blonde hår og strøg hans hænder langs den våde hud, søgende, næsten masserende. Pax faldt også tavs derefter og lod sin krop falde ned efter deres intime udskejelser, indtil hans hjerte var tæmmet og hans krop blev kølig. Ikke, at det tog lang tid og snart efter fik Pax bakset dem begge på benene og bar Juno fra badeværelset til soveværelset på ivrige fødder.
Nok havde han sagt, at han ikke var døende. Men det havde han været og Pax var ikke sent til at glemme det. Hvordan kunne han? At give slip på Juno var som at blive aflivet med en kugle til panden.

Pax lagde Juno fra sig i deres seng og skubbede derefter sine bukser helt af. De askegrå krøller strittede i vildskab som de plejede og skønt de allerede havde været sammen, var Pax kampklar for endnu engang.
Skulle sandheden frem, var han desperat. Alt han ville var at være tæt, så tæt de kunne komme og mere til...
Pax kravlede ned og henover Juno, så deres ansigter var ud fra hinanden og så han kunne overfalde Junos mund med sin egen.
"Hvor ondt har du?", hviskede han, af lige dele bekymring og fordi, at han var nødt til at vide, hvor meget mere Juno kunne holde til.