Cordelia tømte kruset i én, lang mundfuld, da hun fik den i hånden. Der var sjældent grund til at trække ubehagelighederne ud, værende sig at tage et liv eller drikke noget klamt. Det smagte dog stadig modbydeligt, og det hjalp ikke, at rummet straks begyndte at snurre. Cordelia lagde sit våbenbælte fra sig og satte sig hen i den del af ringen, Verthag før havdehenvist hende til. Våben var nok alligevel bedre at lade være for nu - hvis hun blev rundtosset af måneblad, ville hun helst ikke komme til at svinge rundt med noget skarpt, der sikkert slet ikke hjalp mod et spøgelse alligevel. Mest af alt var det nok fordi hun ikke stolede på sig selv lige nu. Situationen gjorde hende utilpas og urolig, og det var nok bedre, hvis hun bare lod orken tage styringen og ikke log sig selv så meget som få muligheden for at gøre noget, der kunne ødelægge det hele.
"Jeg er klar," svarede Cordelia, da Verthag igen henvendte sig til hende. Gulvet var holdt op med at snurre, og hun var ikke helt sikker på, hvor længe hun havde været tabt i egne tanker. "Så klar som jeg bliver, i hvert fald. Og jeg har det lidt underligt, men det er vel et tegn på, at bryggen virker."
Som en person, der sjældent var i kontakt med sine følelser, havde Cordelia svært ved at sætte ord på, hvordan underligt hun havde det. Måske var det en snurren i fingrene, måske en følelse af at tegnene på gulvet var levende, eller i hvert fald havde kontakt til et eller andet, det ikke burde. Denne Gas-Nak, han havde talt om måske? Det var ikke rigtigt ligesom suset, der gik igennem en under en Isarigudstjeneste, men det var noget - og noget var da bedre end ingenting. Håbede hun.

Som månebladet ville begynde at påvirke Cordelia, sammen med Verthags blod, ville Cordelia begynde at kunne sanse nogle af de ting som Verthag kunne sanse. Hun ville begynde at lægge mærke til hvordan nogle af de forskellige genstande i cirklen summede af energi. Verthag vil fremstå som en nærmest sugende fornemmelse af tomhed. Det var på ingen måde behageligt, og det ville kun blive værre, som Verthag ville begynde ritualet.
"Dine sanser er ikke vant til det de kommer til at opfange. Du skal sige til hvis det bliver for overvældende."

Verthag satte sig i den modsatte ende af cirklen med ansigtet vendt mod Cordelia. Han kiggede hende direkte i øjnene for at vurdere hendes tilstand. Hun virkede til at tage godt imod bryggen. Det var godt. Ingen umiddelbare bivirkninger. Pupillerne var lidt større, men intet andet. Så gik det hele som forventet.
"Daggog alnej Gashnakh! Let alnej look ishi ul krahaun ro Kile! Urzg alnej par lat tuztor! Nak'lar! Rog ro gogol! Tuztor be tanoz, tek jiak aga lat jiak liwo zee! Thrak alnej Kastian afar Arys!"*
Verthag begyndte en remse på orkisk. For Cordelias ører ville stemmen have en dyb undertone, og rummet ville begynde at virke mørkere. Stearinlysenes flammer i cirklen ville blive dyb grønne og violette. Urterne der brændte i de forskellige vaser og krukker duftede sødt. Røgen begyndte at samle sig som en kuppel omkring dem. Ringen begyndte at lyse op.
Verthag rakte sine hænder ud, og begyndte at bevæge dem gennem luften. Som om han famlede efter noget i tomheden. Hans øjne var fikseret på Cordelia. 
Pludselig lukkede Verthags hånd om noget, og Cordelia ville kunne se noget der lignede en svag tråd. Tråden var meget tynd, og jo længere hun ville kigge på den, så ville hun lægge mærke til at den ledte til det medbragte tørklæde der var blevet lagt i midten af cirklen, men også til hende. Hun ville muligvis se glimt af Kastians sidste øjeblikke hun kunne huske.
Verthag lagde den anden hånd på tråden og trak. Det var tydeligt at se at Verthag brugte en del kræfter, og flammerne i strearinlysene blussede op. Rummet blev koldere, og Verthags ånde var tydelig at se som han pustede og trak i tråden, som om han hev en enorm klippebrok op af en flod. En stille summen begyndte at fylde rummet, sammen med husets knirken der virkede pludselig meget intens, som om hele bygningen var ved at falde sammen. Summen blev stærkere, og lyden af skrig begyndte at snige sig med. Tråden blev kraftigere som var forbundet direkte til et sted i røgkuplen. Punktet begyndte at gløde med samme grønne og violette skær, som flammerne havde. Skrigene kom uden tvivl derfra. Jamrende og klagende. I smerte og sorg. 
Skrigene blev højere, men et blev meget tydeligt. Det tilhørte en mand. Tydeligvis i vild smerte. Torturmestre kunne muligvis kunne beskrive noget der mindede om disse skrig af smerte. Det grønviolette punkt glødede kraftigt up, og badede Verthag og Cordelia i lyset. Røgkuplen sprækkede og ud kom en skikkelse, der var viklet ind i tråden som Verthag holdt i sine hænder. Cordelia ville kunne genkende en meget hærget udgave af Kastian af Arys, stadig bærende det han havde på sin dødsdag, men tydeligvis i ekstrem smerte, som han vred sig i det greb som Verthag havde over ham. Verthags blik var ikke længere fæstet på Cordelia, men al koncentrationen var på den vridende og frådende sjæl foran dem, hvis skrig af smerte fyldte dem med kulde. Alt ved dette var så tydeligt unaturligt. Det var ikke her at sjælen hørte til!


*Hør mig Gashnakh! Lad mig se ind i Kiles rige! Led mig på din vej! Nak'lar! Sjælenes vogter! Lad deres færd være mild, som jeg ønsker deres opmærksomhed! Bring mig Kastian af Arys!

Sig til hvis det bliver for overvældende...

De var langt, langt over det punkt allerede. Allerede da lysende skiftede farve, syntes Cordelia det blev lige dramatisk nok, men det sagde man ligesom ikke højt, når man havde forhåbninger om at snakke med sin afdøde ridder. Da Verthags stemme gled over i noget unaturligt som havde han groet et par ekstra stemmelæber, overvejede Cordelia at sige noget, men gjorde det igen ikke. Da skrigene begyndte, tog hun hænderne op til ørerne og klemte øjnene hårdt i. 
Billeder fór stadig forbi hendes øjenlåg. Minder om Kastian som han havde set ud under deres træning - høj og drenget i sine unge år. som han havde set ud, da de havde sagt farvel og han var reddet ud med et af hendes spejlbilleder. Sådan som han havde set ud sidste gang, hun så ham. 
Da hun åbnede øjnene igen var han der. Midt i cirklen. Viklet ind i den underlige, glødende tråd og med blod og stiksår over det hele. Vridende sig i smerte og uden at finde hendes øjne. Rummet bølgede omkring dem, og hun var ikke længere sikker på, om det var røgen i luften, urterne i hendes blod, eller om huset faktisk var ved at lette omkring dem. 
"Kastian!" råbte hun gennem skrigene, men der var ingen umiddelbart reaktion, så hun flyttede sit fokus - eller prøvede - til Verthag bagved. "Verthag, hvad gør jeg? Hvad skal jeg gøre?"
Men inden han nåede at svare, begyndte smerten. Et drømmebillede dukkede op foran hende af den ridder, der havde taget hendes eget liv. Et sværd stak ligesom ud af røgtågerne, og hun gispede idet smerten skød ud fra hendes bryst. Den ene hånd  fløj op til brystkassen, mens smerten bevægede sig nedad og arrene én efter én begyndte at brænde som dengang, sårene var blevet til. Hun kunne næsten mærke den skarpe sværdklinge og måtte bruge den anden hånd som støtte på gulvet for at holde sig siddende oprejst. Det måtte være forbindelsen til Kiles Rige. Ikke et hun huskede, men hun vidste, hun havde været der i to hele år.
Vingerne foldede sig ufrivilligt ud bag hende, og så skete der noget underfundigt. Hun blev rolig. Noget beroligede hendes sjæl lige så godt som et iskoldt bad forfriskede sindet. Måske ... En gave fra Isari?

Han havde ikke meget fokus til at vurdere Cordelias sindstilstand. Sjælen kæmpede hårdt imod. Der var så lidt der bandt den til dette sted. Der var minder og enkelt beklædningsgenstand, men som havde været i besiddelse af andre. Der var meget strid mellem denne sørgelige og smertefulde sjæl. Voldsom død kunne altid mærkes. Han var vant til dem, da de sjæle han ofte havde tortureret var ofte døde en meget voldsom død.

Det tog sjælen et stykke tid at lægge mærke til dens omgivelser, og den kæmpede sig mest af alt mod Verthags greb, der strammede lænkerne om ham, så den ikke undslap cirklen eller tilbage i Kiles rige inden at Cordelia havde fået det ud af sjælen han gerne ville have.
"Kastian afar Arys! Rraf ve lav-li!", råbte han af sjælen der mest af alt skreg i smerte og forvirring. Sved piblede ned af det udtryksløse blege orkansigt, mens han lagde kraft i grebet, som kunne ses strammede sig om sjælen der skreg op i smerte, men vendte så sit blik mod Cordelia. Hvis blikke kunne dræbe, så var det altid en død persons sjæl. Om de bar nag eller ej. Et direkte blik fra en sjæl var altid urovækkende.
"Co-or-delia-aa-AAH! AAAH! Argh! Ar! Co-rrrr-de-ee-e-lia!"
Stemmen var unaturlig og isnende. Selv hos den erfarne åndemaner blev hans blod altid koldt, selvom hans øjnene gløede som et inferno. Trådene mellem Verthag og Kastian begyndte at gløde rødt, som Verthag udførte mere kontrol over sjælen. Luften begyndte at syde og lugte af brændt kød og blod. 

"Kastian!" 
Cordelia løftede blikket. Svedperler var brudt frem på hendes pande, men det var ingenting i forhold til Verthags drivende ansigt. Midt i al kaosset gav den pludselige ro hende overskud til at kigge over på ham og hans hårde arbejde. 
"Kastian ..."
Hans blik glødede, men ikke af vrede, afsky eller bebrejdelse. Kun af smerte - og måske af sorg? Det hele virkede så surrealistisk, og med den skrigende sjæl midt i rummet, var der kun endnu flere spørgsmål at forholde sig til. Men der var ikke nogen tvivl om, at det var Kastian det der, selvomhan var forvredet og ødelagt. Det var hårdt at holde øjenkontakten. Både på grund af de mange følelser, der emmede ud fra det andet sæt øjne, men også fordi Cordelias løb i vand og slørede hendes syn. Det havde været så lang tid siden... Der var så meget uvished...
"Vi mistede-aaarh aaalt," skreg stemmen. Kastians stemme.
Hun havde lyst til at række ud efter ham. Holde hans hænder i sine igen, mærke hans krop. Men der var ingen krop, inden fysisk varme. Ingen hænder at holde fast i. Kun en sjæl, som ikke burde være her.
"Hvorfor kunne jeg ikke beskytte dig?" Cordelias spørgsmål - det spørgsmål, der havde hærget hendes sind i årtier - blev nærmest skreget ud mod ham. Sorgen, selvleden og trangen til at vide, hvad hun havde gjort galt fyldte lige så meget nu, som den havde gjort dengang, hvor hun blot havde været et stort barn. Tiden læger alle sår, sagde de, men det her sår føltes så åbent, som da det opstod.

Hans øjne vendte sig kort mod Cordelia, som virkede til at flytte lidt på sig, eller så virkede det til at være hendes intention eller lyst. Enten tættere på sjælen eller væk. Det var svært at sige med al sin fokus rettet mod Kastians sjæl, der kæmpede mod lænkerne. Det var ikke noget man umiddelbart kunne se, men den måde som alle lemmerne knækkede i vanvittige vinkler en gang imellem, i voldsomme ryk, var meget tydelige tegn for Verthag at der var meget kamp i denne sjæl. Han kunne mærke som den langede ud efter både ham og Cordelia, og han vidste ikke om den havde effekt mod Cordelia.
"Cordelia. Bliv siddende. Rør ham ikke. Hans berøring er ikke for os. Selv for en der har været i Kiles rige før."
Stemmen virkede stadig monoton og kold, som om at Verthag ikke var påvirket det mindste af situationen. Den truende undertone hang i luften, og trang skarpt igennem selv Kastians konstante stønnen og jamren.

Sjælen kastede sig mod lænkerne, og det eneste tegn var hvordan båndene blev strukket lidt. Hovedet drejede rundt 180 grader inden det med et smæld vendte tilbage mod Cordelia. Armene, om end bundet af Verthag blev drejet mod hende. Fingrene blev strukket ud mod hende. Lange sultne klør, der længtes efter følelsen af det levenede.
"Aah-aaALT - alt dø-øød-dee-EH! AArgh- alle-e-eerg fa-AALDT! Viiii- argh vi var s-s-s-s-svageee! ARGH AAAAH!"

Cordelia skyede væk fra de lange fingre og udstrakte arme, følgende Verthags trussel om ikke at røre. Selvom lysten var stor, var det rimelig åbenlyst, at det ikke var Kastian, hun ville mærke. Det hele var bare forkert på et helt andet niveau, end hun var vant til.
"Det ved jeg godt, Kastian,"  svarede hun og prøvede at holde sin egen stemme rolig - prøvede at give ham en modpol, et holdepunkt, et eller andet. "Ingen kom tilbage."
"MAAAAAAAALON... MAAAAALON," råbte Kastians forpinte sjæl. 
"Malon?" spurgte Cordelia forvirret.
"Mørkelv-aaargh...!" skreg sjælen videre.
"En mørkelver?" Cordelia kunne ikke følge med. Det var som om han var et af hendes løsrevne minder, hun ikke vidste, hvor hun skulle placere. Hun kendte intet til det, der var hændt, fordi spejlbilledet var død i kamp og minderne gået tabt. "Slog han dig ihjel? Slog han os ihjel?"
"Kriger-aaargh ... Mørkelverkriiiigeee-aaaa-eeer! Han tog di-aaaaaag. Tog dig fraaaa-aargh osssss... Dræbte de aaaaaaargh-aaaaandre. Tog dig ..." Et lille suk undslap Kastian, mens han så ud til at falde en smule til ro i båndende, selvom smerten stadig bølgede over hans ansigt. "Tog dig med sig..."
Cordelia gik i stå... Var hendes spejlbillede ikke død i kamp?

"Jeg kan ikke holde ham meget længere. Han skal sendes hjem nu."
Beskeden var kold, som fornemmelsen i rummet. Hele Kastians tilstedeværelse fortalte alle sanser at det her var forkert. Det var fundementalt forkert. Røg kuplen så ud til at kollapse. Vind begyndte at fylde rummet. Flammerne flakkede, og selv trådende omkring Kastian begyndte at flosse. Kastian begyndte at flakke. Pludselig forsvandt han! Dukkede op foran Verthag med udstrakt hænder. Rakte ud efter struben. Kun en hårsbreddes afstand fra ham. Verthags udtryk var som sten. 
"MaaAARGH- MAALOON! RARRGH! MAAAAAAALON!"
Stemmen var vred. Det gjorde ondt i ørerne som Kastian skreg med fornyet styrke, som Verthags greb begyndte at svækkes. Han forsvandt igen og denne gang ansigtet helt op i Cordelias ansigt. De døde øjne stirrede ind i hendes. Kroppen strakt bagud, som Verthags hænder var strakt ud mod sjælen for at hive den tilbage.
"DIG! DU ERRGH! SKYLDIG! RARgh! RaaarghGAHR! SMEEEERTE! HVORFOOOOARGH! HRARGH! STOP DET! GRRRRR! IIIAAARGH!"

Verthag trak med alle sine kræfter og fik fjernet Kastian nogle få tommer fra Cordelia. Han knurrede af anstrængelse.
"Der kurrauz kor nalkramal lat ayh! Der agh do olk dez kurrauz!"
Kommandoen skar igennem støjen, vinden, knagen. Trådene om Kastian fornyede sin styrke, og de begyndte at trække i ham. Først spændtes de op, men sjælen strakte sig mod Cordelia.
"STOP DEEEEET! MAAAA-argh-AAALON! Coooo-orde-ee-liaa-aa-AARGH!"
Med et pludseligt ryk blev sjælen hevet væk og forsvandt ind i røgkuplen, og med et blev hele rummet stille. Flammerne stoppede med at flakke og fik deres normale farve. Verthag var drivvåd af sved. 

Da sjælen forsvandt og begyndte at dukke op andre steder i rummet, tæt på Verthag, tæt på Cordelia, fumlede hun ved sit bælte for at trække et våben mod ham. De udstrakte hænder kom nærmere og nærmere, og hun lænede sig tilbage i angst for hvad der ville ske. Havde Verthag mistet kontrollen? Ville sjælen slippe fri nu og hærge gaderne? De skingre skrig mod hende, fik kvalme til at stige op i hendes strube. Bitter smag af mavesyre fyldte hendes mund - han skreg af hende. Skreg at hun skulle stoppe det. Stoppe hvad? Stoppe smerten. Stoppe...
Så blev der stille. 

Kastians spøgelseshænder havde næsten rørt ved hende, inden han forsvandt, og Cordelia sad tilbage halvt tilbagelænet, som om hun stadig prøvede at trække sig væk fra ham. Den ene hånd slap grebet ved hoften, hvor hun ikke havde fundet noget våben - det var vist meget godt, hun havde lagt det af henne ved døren, inden de gik i gang. Røgen i rummet syntes at hænge fast omkring dem og ikke stige til vejrs, som man ville forvente. Der lugtede sært, og Cordelia kunne ikke vurdere, om det var af brændt kød eller tøj - eller om det bare var noget, hun bildte sig selv ind. 
"Han... " mumlede hun, fjern i blikket og chokeret. "Han sagde jeg ikke ... De tog mig... Hvad ... Jeg forstår det ikke ..."

Verthag sad en stund. Tavs og trak vejret. Det tærede altid på ham at hidkalde sjæle, men den her havde været hård. Han ville sove tungt i nat. Han rejste sig op, mens han kiggede på Cordelia. Hun var tydeligvis mærket af oplevelsen, men han var ikke overrasket. Det var folk altid. Men den her havde været voldsom. Det var intet rørende gensyn. Det var fyldt med smerte, frygt og ufuldstændige opgaver. Han vidste ikke om Cordelia lagde mærke til at han slukkede lysene i cirklen. Stearin var dyrt, så han måtte spare på dem så længe han kunne.
Han samlede Cordelias krus op og kom nogle andre urter i. Han gik ud af rummet, men kom hurtigt tilbage efter at have fyldt den op med mynteteen. Han satte kruset foran Cordelia der stillede en masse spørgsmål. Eller mere stammede nogle ufuldstændige spørgsmål, som han ikke havde nogen mulighed for at svare på.
"Drik det. Det vil hjælpe med at få resterne af måneblad ud af kroppen."
Han satte sig foran hende så hun havde nogen at rette sine spørgsmål til, selvom han på ingen måde kunne hjælpe hende med det.
"Jeg vil ikke kunne hidkalde ham igen. Enten vil han slippe løs, og skabe terror i hele Dianthos, hvor mange vil dø, eller også bliver hans sjæl destrueret. Ingen af delene er ønskværdigt."
Lugten af de brændte urter og røgen fra stearinlysene var kraftig, men de tidligere lugte under ritualet var væk. Rummet lignede sig selv. Lydene var ildstedet i rummet ved siden af, og vinden der peb gennem sprækkerne. Alt føltes normalt. Ud over de rester af følelsen at have været så tæt på Kiles rige, mens man stadig hørte blandt de levende.

Cordelia drak den nye blanding i ét drag og vendte et blankt blik mod Verthag. Det havde været mere end hun var klar til at opleve det her, og hun havde ellers oplevet en del. Kamp og vold var det, hun kunne finde ud af. At kigge sig for og beskytte dem, hun skulle holde i live. At snakke med de døde? Det var alt for langt uden for hendes ekspertiseområde.
"Det vil jeg heller ikke bede dig om," svarede hun stille og satte det tomme krus fra sig ved sin side. "Tak for alt, du hjalp mig med i dag, Verthag." Hun kunne stadig ikke udtale navnet helt rigtigt. "Selvom jeg måske har flere spørgsmål, har det også givet mig noget klarhed. Jeg troede det var min egen unge inkompetence, der havde fået slået ham ihjel. En naiv tanke, egentlig. Jeg var kun sytten dengang..."
Dengang Mørket tog dig, hviskede en indre stemme ildevarslende. 
Havde Mørket virkelig taget spejlbilledet? Kunne det være derfor...? Nej, det burde da bare være fordi, de havde været for langt væk. Magien... Magien var en skrøbelig ting. Det spejlbillede kunne ikke være i live mere, kunne det? Hvis det var... Åh hvis det var... 
Cordelia begyndte at røre på sig for at stable sig selv på benene. Hun måtte fortælle det her til Leonora. Hun måtte kunne huske. Havde hun måske talt med Kastian igennem et spejl op til kampen? Hvis nu benævnelsen af denne mørkelver - denne Malon - var den sidste brik i puslespillet. Måske ville alting give mening.

Han lænede sig frem og lagde en hånd på hendes skulder. Den var knortet og ret kold. Det var som om der ikke var særlig meget liv i den, men den var virkelig. Den var ikke kraftfuld som en orks hånd normalt ville være, og den virkede ikke som den mest fortrøstningsfulde, især fordi Verthag stirrede på Cordelia med de svagt glødende røde øjne, med et ansigtsudtryk som en massemorders. Men han mente det vel. Det her var ofte det sværeste tidspunkt for alle der ikke var vant til dette. Den her omgang havde også været ekstra hård. 
"De døde har sjældent de svar vi håber på, og vi får ofte beskeder som blot giver os flere spørgsmål. De hører ikke til her, og det er bedst at de er gået videre. Kile er en nådig gudinde, og hun vogter over alle sjæle, uanset om hvem de var. Hun giver dem hvile, og Kastian vil også finde hvile efter sin rejse til vores rige."
Det han sagde lød en smule øvet, men det var også noget han havde sagt mange gange. Hans meget mekaniske og monotone stemmeføring fik det til at virke næsten mere kunstigt og som var det sagt af en sælger. Men igen så mente han hvad han sagde. Han var sikker på at lige meget hvor meget han torturerede uskyldige sjæle, så skulle Kile nok sørge for at læge deres sår.

Om det var Verthags hånd eller svimmelhed, der fik hende til at vakle kort idet hun kom på benene, var hun ikke helt sikker på. Hendes hoved gjorde ondt, og hun tog sig til det med et støn og støttede sig kort til orkens arm. Bag hende tyngede vingerne ned mod gulvet, og hun kom til at flapre med dem, så et eller andet væltede. Ved ISari hvor hun havde de udgroninger. 
Forgæves forsøgte hun at samle nok koncentration til at folde dem ind igen, men det nyttede ikke, og hun måtte stavre hen til væggen, hvor hun havde stillet sit sværd fra sig, mens hun konstant forsøgte ikke at ramme ind i noget med de ekstra kropsdele.
"Jeg håber... Jeg håber betalingen var fyldestgørende," fremstemmede hun og stod lænet op ad væggen, mens hun spændte sværdbæltet fast om sig igen. Både fordi hun så kunne presse vingerne op mod væggen, men også fordi det holdt kvalmen lidt i ave. Nøj hvor skulle hun kaste op, når hun var et andet sted. "Ellers må du sige til... Det så hårdt ud..."
Blikket flakkede og endte på gulvet. Hvad mere skulle hun sige? Hun havde så mange spørgsmål, men han kunne næppe besvare dem. Det kunne ingen vel egentlig. 
"Jeg eh... Jeg er glad for du kunne hjælpe mig..." tilføjede hun uden at søge øjenkontakten. "Det er ikke noget jeg gør igen, men... Jeg tror det hjalp lidt."

Cordelia virkede meget hårdt ramt af selve ritualet. Hun burde nok få noget at spise, og så noget hvile. Hun havde brug for kræfterne, fordi lige nu virkede det til at hun ikke kunne holde sig på benene. Han ville selv anbefale at hun blev lidt længere, men han kunne også godt fornemme at hun gerne ville væk fra hans hjem. Frisk luft ville nok også gøre hende rigtig godt. Han slap hendes skulder da hun trådte væk fra ham. 
"Betalingen er tilfredsstillende."
Han havde allerede fra starten været meget tilfreds med betalingen. Der var nok til at kunne reparere noget af huset, og han kunne klare sig hvert fald nogle uger, og spise ret godt. Hvilket mindede ham om at han nok selv skulle have noget at spise snart. Han håbede at Krusk måske bragte noget lækkert hjem i dag, hvis han overhovedet kom hjem i dag. Bare at han ikke havde forvildet sig et eller andet sted hen igen.

Han nikkede til hende. Det var en ting han hørte tit. Efter den første oplevelse, så var mange der ikke ville gøre det igen, men ofte så kom de tilbage. Når de først fik tænkt over mulighederne, så kom mange igen.
"Hvis det skulle blive en anden gang, så vil det være at foretrække hvis ritualet kunne udføres tæt på den afdødes krop. Det gør forankringen nemmere og overgangen blidere. Sjælen hænger ofte også bedre sammen."
Den her omgang havde været hård, men han havde også prøvet værre. I det mindste havde sjælen ikke hadet ham fra starten af. Det ville have gjort det hele meget værre. 

"Jeg ved ikke... Jeg ved ikke om vi kan..." svarede hun stille. "Om kisten overhovedet indeholdt hans krop, eller om de ikke fandt ham derude... Om der ikke var noget tilbage..."
Efter at have stået lidt op ad væggen, følte hun hun snart havde taget sig nok sammen, og hun skubbede sig væk fra træværket og bevægede sig ud af det lille, tilrøgede lokale. Det føltes som at komme ud i frisk luft at forlade seancerummet, selvom det var så utæt at røgen også var endt i det lille køkken. 
"Jeg må hellere komme tilbage..." sagde hun. "Fyrstinden skal høre alt det her. Hvad end... Hvad end det egentlig er. Måske vil hun prøve igen, tættere på hans gravsted. Så sjælen hænger sammen.." Det var en underlig sætning, især for Cordelia. "Jeg tror ikke engang min egen sjæl hænger sammen."
Det sidste mumlede hun mens hun nærmede sig hoveddøren. Hun gruede for at gå ud på den åbne gade. Ikke fordi hun var sekunder fra at kaste op, men fordi de store vinger ville få alle til at stirre på hende. Hun burde være død, og vingerne var beviset på det. Hun burde være død sammen med Kastian. Hun troede hun var død sammen med Kastian. Verden hang meget lidt sammen for Cordelia lige nu.

"Der er mange sjæle, der kan tales med, men det er heller ikke en beslutning der skal tages nu." 
Han lagde en støttende hånd på Cordelias skulderblad, som han langsomt begyndte at lede hende ud af ritualrummet, og tilbage ind i det lidt mere hyggelige, om end meget slidte rum med ildstedet. Hun behøvede ikke længere at opholde sig i det meget tomme og kolde rum. Desuden ville det ikke være det bedste for hende, så slidt hun virkede efter oplevelsen. 

Hun var dog fast besluttet på at gå videre. Det måtte hun selvfølgelig selv om. Hun virkede stærk nok, selvom at der sikkert ville være nogle naboer der ville sige alle mulige forfærdelige ting om ham til byvagten igen. Måske det ville være fjerde gang at de ville prøve at anholde ham for vampyrisme? Det ville nok heller ikke være sidste gang.
"De må hvert fald komme godt tilbage til Deres hjem. Jeg vil anbefale et roligt tempo. Vejene er glatte, og der sker mange uheld i disse tider."
Han vidste ikke hvorfor hvad end han sagde lød som om han truede folk på livet. Han prøvede endda at lægge følelser i ordene, men det var som om hans tunge ikke ville lystre. Monoton og følelsesforladt. Det var hvad han formåede.
Han kiggede lidt efter Cordelia, inden han gik ind i sit hus og lukkede hoveddøren. Han satte sig med en kop te og undrede sig lidt over verden, inden han blev overvældet af sin træthed, og sank sammen med hovedet i det vakkelvorne bord. Bare lige et par minutter på øjet. Så kunne han tage sig af sin aftensmad. 

Cordelia havde stået og set underligt på orken, inden han havde lukket døren igen. Havde han lige... Havde han lige truet hende, inden hun gik? Måske var det urterne... Eller accenten. Hun rystede lidt på hovedet og begyndte så at gå tilbage op mod den høje bydel. I et ganske, ganske langsomt tempo, for det ville være rimeligt nedværdigende at stå og kaste op hernede (selvom gaderne i forvejen var ret klamme). 

Det første, hun gjorde, da hun nåede Aryspalæet var at vinke af en tjener, der uden at behøve yderligere forklaring, hentede hende en skål, hun kunne kaste op i. Hun måtte se herrens ud, når tjeneren ikke engang havde behøvet mere end et blik på hende for at forstå, hvad der skulle til at ske. Mens hun tømte sit maveindhold, hentede tjeneren en våd klud og et glas vand, der hjalp Cordelia med at føle sig som et menneske igen. Det menneske, hun blev ved med at huske sig selv på, hun ikke var.
"Fyrstinden sidder i studerekammeret ovenpå," sagde tjeneren, før Cordelia nåede at spørge. 
Taknemmelig for ikke at behøve sige så meget og endnu mere taknemmelig over, at tjenestestaben kendte dem så godt, vaklede hun ovenpå med et fast greb om det gelænder, hun ellers aldrig brugte. Det gik i et næsten lige så langsomt tempo som turen fra nedre bydel, men det handlede ikke om opkasttrang, men om at hun stadig ikke kunne få de forbandede vinger til at folde sig ind - og når hun ikke ejede en flig af elegance, måtte det være forsigtighed, der forhindrede hende i at vælte dyre vaser på gulvet.
Ovenpå bankede hun to gange på døren og tog så i håndtaget og gik ind i det lille kammer. Alting var mindre her end de var vant til på Ædelborg. Sådan var storbyen.
"Leonora?" spurgte hun, for træt og udkørt til at bruge den formelle titel. 
Det her var ikke en rapport, hun leverede til sin fyrstinde. Det her var en beretning, hun ville fortælle en nær ven. En trækning fik vingerne til at snitte et maleri på væggen, og Cordelia skar en grimasse og prøvede at stavre i retning af chaisselongen uden at vælte noget. "Orken kunne gøre det, jeg... Jeg snakkede med Kastian." 
Snakkede var nok egentlig et stærkt ord, men ord var da blevet nogenlunde udvekslet. Åh kunne de lortevinger ikke bare gå væk?

Det var ikke meget af Dianthos Fyrstinden af Arys havde haft tid til at besøge i denne omgang. Om hun var her, eller hjemme i Zircon, var der altid meget at gøre, og for lidt tid til at nå det hele, især når hun også skulle holde ekstra øje med sine børns gøren og laden i disse tider.
Mere end et dusin fin- og smykkesmede var blevet besøgt, og deres varer undersøgt af Leonora selv, for at sikre de levede op til Arys strenge krav om kvalitet. Der var næppe et sted der ikke købte ædelsten og metaller fra Arys miner i det ene eller andet omfang, men det var kun de bedste, der fik lov til at skilte med det, og det var et privilegium Leonora tog personlig interesse i forblev eksklusivt.

Dianthos havde sine unikke opgaver, men det betød ikke at Safiriens lod vente på sig. Så nok var studieværelset mindre end hendes kontor på Ædelborg, men bunken af dokumenter der skulle gennemses, kontrakter der skulle underskrives og erklæringer der skulle udformes, tårnede sig højt.

En irriteret rynke formede sig mellem Fyrstindens bryn da der blev banket på døren, og hun overvejede kort at ignorere det. Dog nåde hun aldrig at tage den beslutning, før døren blev åbnet. Leonora hævede blikket, men hendes irritation over afbrydelsen forduftede som dug for den strålende sol der var Cordelia. Fyrstinden lagde pennen fra sig, og betragtede den anden kvinde. Hun så herrens ud, og bekymring, fuldt af forvirring fyldte Leonoras blik
"Cordelia" sagde hun, men en varsom, næsten øm tone, mens hun rejste sig fra sit sæde. "Hvad er der sket?" spurgte Leonora, som hun bevægede sig over til divaen, og nænsomt lagde bagsiden af sin hånd mod den anden kvindes pande "Tag det roligt Cordelia, du taler i vildelser. Skal jeg tilkalde doktoren?" tilbød hun, som bekymringen vandt frem over forvirring og nysgerrighed. Kastian havde været død længe, og Leonora forstod hvis Cordelia følte en hvis skyld over det. Men det her? Det var nyt.

Puderne fra chaiselongen maste sig op imod vingerne - eller de maste sig ned imod puderne - idet Cordelia lænede sig tilbage og kom ned at sidde med noget besvær. Hun var ikke vant til at have de her udgroninger siddende fast på ryggen - hun var ikke vant til at skulle tænke over, hvordan hun satte sig ned, fordi hun pludselig ikke kunne være i en sofa mere.
"Det er ikke nødvendigt," svarede hun og rystede på hovedet - og opdagede at hendes hænder rystede ukontrollabelt. "Jeg tog hen til orken - ham der måske kunne give nogle svar fra de døde."
Cordelia var ret sikker på, hun havde fortalt noget af den her lille færd til Leonora - men nogle gange var det svært at finde rundt i, om hun rent faktisk havde gjort det, eller kun tænkt over det. Selv havde hun troet, at Verthag ville være en slags seer, der havde et øje i dødsriget eller måske en, der kunne sanse en persons sidste minutter. Det, hun havde oplevet hos ham - den 'levende' sjæl, han havde hevet tilbage fra Kiles greb - havde på ingen måde været, hvad hun havde forventet.
"Jeg troede han var en seer-type," sagde hun stakåndet og med en hjertebanken, der virkede underligt malplaceret i den stillestående krop. Måske havde hun stadig urter i blodet. "Men han kunne hive sjælen tilbage fra Kile. I store smerter. Helt forvredet. Det var forfærdeligt at se på ..."
Øjnene var blevet blanke af tårer, da blikket igen hævede sig og fandt Leonoras. Hænderne søgte fyrstindens for at have et fast holdepunkt. Følelser var ikke Cordelias stærke side, og hun plejede at have det rigtig fint med at gemme dem bag ved pligt og arbejde. Noget, hun ikke kunne lige nu. Hvad hun havde set i det lille hus i slummen havde sat sig, og hun havde i den grad brug for at tale om det.
"Han sagde ... Den sagde ... Åh jeg ved ikke engang om det var ham, eller om sjælen var ..." prøvede Cordelia igen. "Han sagde, en mørkelver var den, der slog ham ihjel. Malon. At de ikke efterlod nogen overlevende, men at ... Men at jeg ikke var der. Leonora, jeg har altid troet, jeg burde have kunnet gøre mere - forhindre det i at ske. Men han sagde, de havde taget mig - hvad hvis ... Hvad hvis mit spejlbillede ikke døde?"
Og det var kernen af det. Frygten. Før havde det handlet om skammen over at Kastian var død under hendes varetægt, selvom hun dengang blot havde været en ung væbner. Nu hvor hun havde fået mere viden - om end kun brudstykker - sneg frygten sig ind.

Leonora virkede på ingen måde overbevidst af Cordelias ord, og blev kun mere overbevidst om at lægens tilstedeværelse var nødvendig, som Cordelia løftede sine rystende hænder.
Men ikke nu. Lige nu havde Cordelia brug for at falde ned, og finde grund under fødderne igen. Hvis vingerne ikke var et tegn på livvagten var hylet ud af den, så viste Leonora ikke hvad det var!

Det var et roligt nik, og et svagt blik af genkendelse der bød Cordelia at fortsætte, som hendes fortælling startede. Fyrstinden huskede vagt at de havde talt om det, men det var fjernt, og næppe noget hun havde skænket en tanke siden. Alligevel fik englens ord det til at løbe koldt ned af ryggen på Leonora. Hvem end denne person hun havde besøgt var, lød det han havde gjort ved Kastians sjæl vederstyggeligt!
Alligevel tøvede Leonora ikke et øjeblik med at tage Cordelias hænder, da de søgte frem. Det var tydeligt hvad der var sket havde rystet den garvede livvagt i hendes grundvold, og Leonora kunne ikke andet end tænke hvad i denne verden der kunne havde været det værd!

Svaret lod sig ikke vente længe på. Leonoras fattede maske krakelerede, som hun spærrede øjnene op og hendes mund faldt åben. Spørgsmålet og tvivlen med det strømmede over Leonora og satte sig stramt om hendes bryst. Tanken var foruroligende, skræmmende. I et langt øjeblik stirrede Leonora blot på Cordelia, inden hun lukkede munden igen, og sank en klump.
"Så sætter vi en eftersøgning i gang og finder hende" svarede fyrstinden, og kunne ikke holde sin stemme fra at skælve en anelse. Leonora gav Cordelias hænder et klem og rømmede sig, i et forsøg på at genvinde fatningen.