Tekstilens måde at holde kroppen i gidsel på, se den kunne han nikke ganske genkendene til. Og i den forstand, var det alligevel meget han tillod sig, her til de menneskelige fester. Det var næppe fuldkommen anstændigt, sådan som det eneste der dækkede skovhertugen - foruden lændeklædet der strakte sig ned til hans 'knæ', nemlig var den støvblå kappe - den med de smukt broderede sting langs kanten. Han var meget bar, til sammenligning. Men så igen, så var han også meget mere tildækket, end han almindeligvis ville være... hvis det hele stod til ham. 
Det var en balance.

I den balance, var han ganske tæt på at påpege hvordan Oisin da gerne... måtte tage det af, hvis han ville - det virkede utrolig varmt. Men han nåede ikke så langt, da en finger pludselig blev peget imod ham. 
Ved lyden af hans stemme, havde Adrian rettet sig en anelse op igen, omend der stadigvæk hvilede en doven ro over den solbrune mand. Men da han pludselig pegede på ham - jah snakkede til ham - var det som om at hele kroppen spændtes op, og blikket, mimikken jah selv hans tone, det blev en kende stift i sekunderne der fulgte...
... indtil at han hurtigt - jah som for at afbryde noget der var i opsejling - greb fingeren, og pegede den forbi ham selv, op imod loftet i stedet. "Ved Haldis barberede bukkeben!" udbrød han, og stirrede febrilsk på vinglasset i hans anden hånd, førhen at han tømte det, så han kunne sætte det fra sig og faktisk bruge hånden. 
Den klappede ham lige tre gange over det eget mørke bryst, inden at han knyttede den, tog den op til læberne og pustede. Overtro lå ham alt for nært til at han kunne lade være, også selvom han vidste at håndtegn næppe ville bryde en potentiel forbandelse. "Oisin, hvad nu hvis det havde virket! 10 år er lang tid!" den dybe stemme havde en snert af gru i sig, og han næsten skuttende kiggede sig om skuldrene, for at se om uheld nu begyndte at snige sig ind på ham. Han skulle brænde noget lavendelsrøgelse når han kom hjem, det var så helt sikkert. 
Og først dér gik det op for ham at han stadigvæk holdt ganske godt fast i fingeren. Åh... med en lidt mere forlegen brummen, blev den sluppet, og det lille 'vig bort uheld' ritual med klap på brystet og puste i knyttet hånd, blev gentaget med den også.

En undskyldende tanke gik til stoffet som blev strukket under hans pludselige bevægelse, og Adrian øjnede kort den skade han havde forvoldt i sit hastværk om at få fingeren væk fra sig. Ups. Han kunne på samme tid også se hvordan at den pludselige bevægelse havde forskrækket den kære satyr en anelse, og en undskyldende brummen kom fra skovhertugen, som skuttede sig en sidste gang. Urgh. 
Han rakte ud efter flasken, og følte med en genkendelig lyd af vin i glas, sit eget glas op til endnu en hurtig tømning af den røde væske, det var bedre. En bølge af varme skyllede over den snert af ubehag der havde siddet tilbage i hans krop. "Jeg er ret sikker på... at du kan noget i den retning" endte han med at sige. 
Adrian rettede sig en anelse op, og lod den tågede hinde af åndesynet glide over de gyldne sprækker igen. Åh joh, den aura han havde spottet før, se den var der stadigvæk. "Den aura der hænger omkring dig, taler i hvert fald imod at du er helt foruden en form for evner - åh, besidder du nogen magi?" 

Sagt med en smule undren, og han glippede momentært med begge øjne i erkendelsen. Se det kunne jo godt være, at han i sin hastværk bare var hoppet til den første konklusion han så foran sig, som bedst passede til den kasse han ubevidst prøvede at hive ned over Oisin. Endnu et kernegodt eksempel på hvordan at hastværk kunne være lastværk. 
Fordi måske der var en helt naturlig, magisk forklaring på den underlige tåge der hang omkring den muskuløse satyr, og Adrian lod endnu engang glasset blive fyldt op, inden at han rakte flasken tilbage til Oisin igen, et lille undskyldende smil omkring læberne. Hovsa.

Jeg er en ret umagisk satyr. Adrian kunne ikke lade være med at lade et lille heh slippe over læberne, da det var de færreste satyrere der helt var foruden en eller anden form for magi, af hvad han havde oplevet. Nu var det dog også de Abileves slægtens største fordel i mange sammenhænge, deres tætte forbindelse til naturen og magien, gjorde dem meget alsidige når det kom til deres evner, og han havde endnu ikke oplevet en af sine egne familiemedlemmer var født uden noget. 
Selv dem man havde mistænkt for at være magiløse, havde blot vist sig at blomstre sent. 

Men man kunne ikke fortænke ham i at være skeptisk overfor magi, hvis han aldrig havde haft fornøjelsen af at kunne bruge den. Skovhertugen tog en tår mere imens at han lyttede, et overvejende nik her og der. Han var sikker i sin sag, men sagde det ikke højt. Oisin kunne mere end han vidste af. 
Men gav det overhovedet mening at gøre ham bevidst om det, eller gjorde han det for sin egen nysgerrigheds skyld? Adrian måtte kortvarigt summe overvejende over den tanke der sneg sig ind, da den unge satyr syntes at bryde sig godt om sit liv som det var, og næppe havde nogen grund til at få det vendt 180 grader rundt, bare fordi at Adrian selv lige... følte for det. 
Men beslutningen faldt i sidste ende på, at det kunne gå meget mere galt, om han fuldkommen ignorerede det. Måske ikke nu, og måske heller ikke imorgen! Men... en eller anden dag. "Jeg tror ikke at din passive evne, ville forme sig som knaldgod stilladsbygger" brummede han med en snert af mere rolig latter, nu hvor at pegeriet var kommet på afstand. Adrian knipsede derpå pludselig - "Aha, vent lige lidt" - og gav sig til at rode i den taske der hang om hans hofte, skjult en anelse af den sorte pels og støvblå kappe. 
Og hev tre små træfigurer op. En slange, en ugle og en enhjørning, alle skåret i hvidt træ så det næsten lignede knogler. 

Spørgende var det at han kiggede på Oisin, og tog langsomt en tår af sin vin, imens. "Har du nogensinde... rørt ved magiske ting før?" måske han ville kunne sanse noget omkring Adrian's totemdyr. Måske ikke. Det var et forsøg værd, i det mindste.

Magi eller ikke magi, håndværk eller dets magiske modstykke - Adrian kunne sagtens se begge sider, og ville altid mene at det ene nok aldrig ville kunne erstatte det andet, hvilket selvfølgelig også var sådan tingene skulle være. At forkaste det ene og kun læne sig op af det andet, ville dog være decideret unaturligt...
... og derfor forekom det måske nok så snagende, at han var så opsat på at grave i det potentiale en tydeligvis 'magiløs' mand havde, frem. 

Han havde alt respekt for det liv den anden havde levet op til nu, men kunne ikke slippe en nagende fornemmelse af at det var et lev livet med den halve sandhed - hvor arrogant og prætentiøst det så end lød, når han vurderede at han kunne tage sådan en overslag som en afspejling af virkeligheden. Og selvom den mindre satyr virkelig ikke virkede interesseret i at opdage den del af ham selv, kunne Adrian ikke... irriterende nok, lade være med at følge sin delvise nysgerrighed, men også delvise... undre. 
Fordi hvorfor, efter så mange år... var det kommet op igen? 
Den mørke hånd havde været lige ved at række ham de udskårne figurer, et mildt smil på læberne over komplimenten, det var i hvert fald smukt håndværk! 
Men stoppede bevægelsen, da hans ord om magi, fik den yngre satyr til at trække i land. Hmm... en dyb brummen kom til sidst fra ham, og han holdt dem en smule ud foran sig, hånden hvilende på det ene af de natsorte lår. . "Jeg tror næppe at de vil lade en helt almindelig håndværker håndterer magisk tømmer..." hvor abstrakt magi af den størrelse nu engang var - de gyldne øjne glimtede fornøjet. "Men det er heller ikke så vigtigt" slog han hurtigt hen, for ikke at bevæge sig ned af det samtaleemne. 
Oisin virkede næsten... usikker omkring det. Et andet ord for påpasselig, varsom eller sågar måske bange for det, hvilket Skovhertugen... havde svært ved at forstå. En rumlende rømmen gav ham stemmen tilbage, da han skævede til Oisin's skikkelse. "... er du... bange for magi?" i sidste ende, nyttede det  intet at fortsætte hvis han intet - absolut intet - ville have med magien at gøre. 
Så måtte Adrian finde svaret på sine spørgsmål andetsteds, og de kunne begge krydse fingre for, at der ikke ville ske noget drastisk med den aura skovsatyren fornemmede.