Oisin kunne absolut ikke forestille sig særlig meget højere end han allerede var. Han havde den rigtige højde til at komme omkring, og stilladserne var nemmere at klatre når man ikke var så høj. Desuden så var han som de fleste andre satyrer gode til at klatre på meget smalle kanter. Fordelen ved at have klove som fødder, i stedet for de store plader som de fleste andre folk havde.

Han kunne godt regne ud at han havde gætte forkert. Han havde også sigtet højt, men det var sjovere end at prøve at skyde sikkert. Ellers lærte man ikke noget om hinanden. Han drak mens Winchell lige skulle komme sig over fniseanfaldet. 
"Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe dig med at finde på flere seksuelle oplevelser du skal nå."
Han var ofte overrasket over Winchells enorme seksuelle appetit. Satyrer var ellers kendt for deres hang til at have en høj libido, men i Oisin og Winchells tilfælde, virkede det til at de havde byttet om på libidoens størrelse. 

Oisin lænede sig frem, tog sit krus og løftede det op til læberne. Men lige inden han skulle til at drikke sagde han:
"Det har jeg ikke. Selvom du har prøvet ihærdigt på at ændre det."
Han smilede stort og slog nærmest sit kurs ned i bordet.
"Drik!"
Oisin var meget munter og lænede sig mageligt tilbage, mens han tænkede. Det gav også Winchell mulighed for at få taget sin slurk inden Oisin kom med sit næste spørgsmål.

"Hmm... Du har haft sex i et tempel."

Øjenbrynene blev løftet som svar på Oisins kommentar. Nu, hvis tre orker og Winchell en dag skete, skulle satyren jo få det at vide dagen efter - hvis Winchell ville kunne gå hen til vennen til den tid. Han kunne allerede se sig ikke kunne samme benene, fordi orkererne havde haft deres ture med menneskemanden. Men han ville uden tvivl have nydt det. Bare tanken nød han, men det var ikke nok bare at tænke. Men nu skulle hans tanker ikke være i dén bane. Han var her med Oisin, ikke tre orker.
"Og jeg prøver skam stadig. Jeg stopper først, når du skal drikke på den." sagde Winchell drillende, som han tog en slurk for det. Atter begyndte det at sitre helt til fingerspidserne, som Winchell sænkede sit krus igen.

Dog skulle han snart løfte det igen. For første gang i spillet blev en antagelse gættet rigtigt. Derfor, uden at sige noget, løftede Winchell atter sit krus for at tage en slurk. Øjenkontakten forblev på Oisin, som øjenbrynene hævede sig atter igen hoppende på en uartig måde. "Spørg ikke, hvilken guds tempel," smågrinede Winchell, som kruset blev sat på bordet igen. Han var den første taber i legen, men det gode ved denne var, at selv når man tabte, fortsatte de. Det var kun midlertidigt, indtil Winchell fandt på en antagelse. "Du har været oppe at slås over en kvinde. Og du vandt!"

Han ville være overrasket hvis Winchell stoppede med at prøve. Han ville nok tro der var et eller andet grueligt galt med manden. 
"Du er velkommen til at give hele armen," drillede Oisin.
Oisin vidste ikke hvorfor Winchell gerne ville prøve at få ham til at knalde en mand, men det var da sjovt at se ham prøve. Om det bare var en del af målet at selv at få fingrene i satyren, det kunne sagtens være, men det måtte Winchell selv om. 

"Er du bange for jeg sladrer til en priorinde eller noget? Får dig til at tage en ed om cølibat foran Isari?"
Oisin kunne godt lide denne drillende dynamik de havde med hinanden. Det var altid befriende, når man kunne spøge med sine venner.
Den næste antagelse måtte Oisin dog drikke på. Han tog en hæftig slurk.
"Men det var godt nok ikke det værd. Hun viste sig at være forlovet, og ville bare knalde med mig for at trodse sine forældre. Godt jeg har min naive ungdom bag mig."
Oisin lo, og kunne godt mærke at han var blevet fuld nu. Ikke pløre fuld, men godt behagelig fuld. Han kunne sagtens tage flere øl endnu.

Oisin tog sig god tid til at finde på den næste antagelse. Han strøg sit skæg og kiggede tænksomt i det fjerne.
"Du har prøvet at score en mand, for bagefter at score mandens mor."

At Oisin intet havde imod, at Winchell prøvede at score ham eller måske endda winge ham med en anden mand, gav kun den buttede mand den tanke, at satyren inderst inde gerne ville. Hans ord var bare anderledes, men den indre trang skinnede igennem. Eller også elskede satyren bare den opmærksomhed, Winchell gav, når han var mere flirtende end platonisk. 
"Der skal sgu isolationsfængsling for at få mig i effektiv cølibat. Man kan ikke stoppe, hvad man elsker." sagde Winchell blinkende. Det var egentlig mere, fordi han ikke var sikker på, hvis guds tempel han havde gjort det i. Selvfølgelig var der visse guder, der intet havde imod det kødelige bånd mellem personer.

Oisin tog en slurk og selvom antagelsen ikke virkede langt ude, kunne Winchell ikke lade være med at kigge forundret på sin ven. Og den efterfølgende forklaring gjorde kun det endnu bedre for manden. Et smil kunne ikke lade være med at være på læberne. "Du fik noget. Om så det var en trodsig tøs eller noget ægte." Der havde Winchell intet imod denne kvindes handlinger. Hvis det var en tvangsforlovelse og hun bare ville leve livet, kunne manden anerkende hendes adfærd.
Kort grublede Winchell over antagelsen. Han var faktisk ikke sikker. "Jeg har prøvet at score mænd, men jeg har ikke gået efter deres mødre bagefter. Måske jeg har endt med ens mor, men jeg vil ikke vide det med sikkerhed," sagde Winchell halvgrinende og lod den være op til Oisin, om han skulle drikke eller omvendt. "Og du har deltaget i et af de famøse satyrorgier."

Oisin kunne ikke lade være med at le hjerteligt. Han kunne forestille sig hvor rastløs og indelåst Winchell ville føle sig, hvis han var blevet påtvunget en kyskheds-ed. Han ville aldrig selv gøre det mod Winchell. Winchell var en liderlig mand, men han gjorde ingen fortræd. Godt nok var det noget andet andre sagde, men de mente ofte også at fri sex var en utugt. Oisin ville aldrig forstå den slags folk. Det var folk som blot nød hinandens selvskab og nærvær. De gjorde intet andet, end blot at opleve nydelse med et andet individ. 

"Det gjorde jeg, og hun var meget ivrig. Næsten lidt overgearet. Jeg har aldrig følt mig så meget som et objekt i en andens persons nydelse. Fri være med det. Sket er sket."
Oisin bar ingen nag overfor kvinden. Hun havde været frustreret, og en satyr håndværker havde tydeligvis været en af de mere alternative personer hun kunne finde, for at trodse sine forældre med deres korrekte holdninger. 

Oisin måtte drikke for sin antagelse af Winchell. Han havde regnet med at han nok skulle drikke igen, men det kunne have været en morsom historie hvis den havde været sand. Men Oisin drak gerne.
Oisin nåede knap nok at synke sin tår, inden han begyndte at le helt ustyrligt. Han kunne mærke som tårerne begyndte at trille ned af kinderne. I et solidt minut skraldgrinede han, og han kunne mærke som hans mavemuskler var spændt helt op, og de begyndte at smerte. Han kunne ikke stoppe latteren, og han prøvede at tørre tårerne væk fra ansigtet, men han blev bare ved med at grine.
Endelig nåede han til et punkt hvor han kunne få nogle dybe vejrtrækninger ind, og få nogenlunde kontrol over sin latter.
"Det har jeg ikke," formåede Oisin at klemme ind mellem nogle af sine nu mindre latterperioder.
"Jeg kommer nok heller ikke til det. Jeg ved... jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men jeg kommer ikke så godt ud af det med min egen slags."
Oisin smålo stadig, men det var knap så voldsomt som lige før.
"Årh, jeg har ondt i maven nu," lo Oisin og gned sine ømme mavemuskler. 
Oisin tog sig en tår af sin hundesnude, men så var den allerede tom.

"Jeg skal have en genopfyldning. Først skal jeg lige ud og lette min blære, men så skal jeg have en hundesnude mere. Skal du også have en til?"
Oisin ventede på Winchells svar, inden han sprang ned af stolen og skulle til at gå, men han stod og svajede lidt. Han var blevet mere fuld, end han havde regnet med mens han havde siddet ned. Men han skulle bare lige have balancen, inden han med fornyet kraft gik ud for at få lettet sin blære. 

"Hørt, hørt!" medgav Winchell til sin ven. 'Sket er sket'. Det var et ordsprog, manden kunne følge med i. Meget var sket i hans liv. Både godt og ondt. Alt det, der havde foregået derhjemme i Norden, var trist, men det var sket. Det skulle ske. Winchell kunne ikke leve sit liv i en løgn deroppe. Det var hårdt sagt, men han ville hellere være foruden sin familie her i Dianthos end oppe ved familien. Her kunne han være sig selv uden problemer. Der fandtes folk, som accepterede ham. En af dem sad over for ham og gjorde perverse antagelser om ham jo!

Grineflippet fra Oisin var smittende. Der gik ikke lang tid, før hele af mandens ansigt var godt rosa. Den ene hånd var om maven, der nærmest krambede sig sammen. Han småfniste stadig, som Oisin slog antagelsen ned. Selvfølgelig vidste Winchell det egentlig. Satyren var ikke den mest velsete af sin art. Derfor løftede Winchell med sin anden hånd og tog halvdelen af den resterende hundesnude. 
"Samme her, Oisin. Samme her." klukkede Winchell. Et godt grineflip ville altid efterlade ens mave i en tilstand, som om man lige havde trænet den. Og lige nu var den runde mave godt trænet af latter. 

Som svar på Oisins spørgsmål bundede Winchell sin snude og satte glasset en anelse hårdt ned i bordet. "Nu har jeg, men jeg skal også pisse." konstaterede han, som han rejste sig kort efter Oisin. Selv svajede han en smule. Det var ikke slemt, når han stod stille, men da de første skridt blev taget, kunne Winchell mærke, hvor påvirket balancen var. Til det lod han blot en arm svinge rundt om satyrens skuldre. De kunne støtte sig op af hinanden, som de forsvandt ud af kroen for at finde en mur af tømme deres blærer op af.
Strålen var kraftig og gennemsigtig, som Winchell tømte den. Handlingen blev gjort lettere svajende og med en god varme i det endnu røde kinder. Hundesnuden havde formået at ramme hårdt. Hvor meget ville en til ikke gøre, men Winchell var ligeglad. Han var ikke færdig med at drikke for aftenen. "Nu har jeg også plads til mere at drikke." smågrinede Winchell, som han havde vendt sig rundt og først derefter lukket sine bukser. Han ventede på Oisin, så de begge kunne smutte tilbage ind i kroen og få bestilt sammen for at fortsætte legen. Medmindre Oisin havde andre druklege i tankerne selvfølgelig.

Oisin klappede Winchells arm der lå over hans skulder, som lystmanden fulgte med ud for at pisse. De havde også fået en del væske indenbords på forholdsvis kort tid, så det var ikke overraskende at de havde brug for det. 
En ting han misundte andre folk, var hvordan de bare kunne trække bukserne ned, og så kunne man bare pisse. Godt nok skulle han ikke bære bukser, hvilket var rart. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være, at skulle gå rundt med så restriktiv tøj omkring livet. Han måtte lige tage fat, og få hjulpet sin egen pik ud af lommen, der var skjult godt i pelsen, inden han selv kunne lade den klare stråle ud på jorden. 
Det rystede i hele den lille satyr krop, som han blev færdig og fik guidet sin pik tilbage på plads. 
"Det har jeg hvert fald også, og natten er stadig ung!"
Oisin var hvert fald i godt humør, og han havde ikke tænkt sig at stoppe endnu. 

Sammen med Winchell gik han op til baren for at få den næste omgang. Oisin skulle hvert fald have en ny hundesnude. Nu var han blevet tørstig igen, og den hundesnude smage bare rigtig godt. 
Oisin fik sat sig ned ved bordet igen.
"Jeg har en god en til dig. Mens vi var ude stod du og tog en langt godt kig på, hvad jeg går rundt med mellem mine ben," sagde Oisin, godt fuld, men i et meget drillende og godhjertet humør.

Selvfølgelig havde Winchell ikke kunne lade være med at skæve mod Oisins pik, som de stod udenfor for at tømme deres blærer. Satyren var jo i princippet nøgen og uden bukser, så hvorhenne var den henne på satyren? Oisin virkede i hvert fald til at skulle finde den frem igennem pelsen. Dér kom den og Winchell kunne ikke holde sig fra lige at tage et godt kig på den, imens han selv havde sin ude at dingle dryppende. 

Efter at have fået bestilt deres anden omgang tog de atter plads ved deres bord. Hurtig fik Winchell taget lidt af øllen for at gøre plads til vinden for at skabe hundesnuden. I mellemtiden havde Oisin givet sin antagelse. Den var ikke retfærdig. Den var for nem. "Selvfølgelig gjorde jeg det. Hvordan skulle jeg ikke kunne, når du stod og viftede med den som en liderlig ged?" sagde Winchell grinende og en anelse sløret, inden han tog en slurk af hundesnuden. De fleste ville nok være skamfulde over at blive fanget i at stirre på andres intime dele, men ikke ham. Han fandt det en kompliment til dem, han kiggede på. De tiltrak hans opmærksomhed. Hvordan kunne det være en dårlig ting. "Og min antagelse er, at du kunne lide det. At jeg kiggede på, hvad du gemmer i pelsen." Hæmningerne skulle man tro, at Winchell havde ingen af i ædru tilstand, men med alkoholen i sit blod havde det tydeligt taget det sidste tegn på dette. Han var direkte, drillende og pervers. Og fuld selvfølgelig. Efter alt det, de to mænd havde fået indenbors, hvordan skulle man ikke være godt bedugget?

"Jeg drikker også på den. Den var lidt for nem," sagde han med et fjoget smil. Han kunne godt mærke effekten på alkoholen. Tungen var meget løssluppen lige nu, og der var ikke langt fra tanke til ord efterhånden. Det var som om ordene mere væltede ud af munden, inden han lige nåede at tænke om det var en god ide.

Oisin lo lidt til Winchells antagelse, og løftede sit krus til at skåle med Winchell.
"Hvad kan jeg sige. Det er rart at blive beundret," sagde han og drak en god tår mere af sin nye hundesnude. Den friske luft havde gjort godt, men nu begyndte han rigtig at svede, som han var kommet ind i varmen igen. Hans bryst glinsede efterhånden meget af sved. 
Oisin spildte lidt ned af sig selv, og prøvede at tørre det væk med sin hånd, men han endte mere med at blande øl med sved, hvilket ikke rigtig gjorde så meget. Nu var hans hånd bare våd, og han prøvede at tørre det i sin pels. 

"Puh, jeg kan godt mærke at det er lidt for lang tid siden jeg rigtig har drukket igennem."
Oisin lo lidt fjoget, men lagde så sin pande i eftertænksomme folder. Han gned sine tindinger mens han tænkte, og holdt hundesnuden i sin anden hånd. 
"Du... hmm..."
Oisin havde svært ved at komme på den næste, og tog endnu en tår af hundesnuden, og tænkte videre.
"Du vil gerne på et tidspunkt forelske dig, og danne et par for livet."

At Oisin også drak, værdsatte Winchell. Satyren kunne se, hvor uretfærdigt det var at antage noget, han jo egentlig vidste. For han havde ikke ligefrem skjult, hvor øjnene havde skulet hen udenfor. Og Oisin havde nydt det, det vidste Winchell. Derfor havde hans antagelse også været uretfærdigt, hvilket også var grunden til, han skålede med satyren. "Du gør det ikke nemt kun at være ven med dig, Oisin." smågrinede Winchell. Begge deres stemmer var tydeligt påvirket af alkoholens løssluppenhed. De snakkede, før de tænkte. For selv en som Winchell, der ofte havde sine ærlige tanker på hænderne, ville måske ikke direkte have sagt sådan til Oisin. Han ønskede jo ikke at fjerne venskabet med satyren. Det var bare ikke nemt, når Winchell tydeligt puffede i ny og næ for lidt mere intimt, hvor Oisin takkede nej. Men når han nød at have sin pik begloet på, var signalerne ikke just ensformige.
Winchell slugte sin slurk med store øjne. Nok halvdelen af, hvad Oisin ville have haft i sin mund, blandede sig med sveden på overkroppen. Satyrens krop glinsede nærmest. Winchell kunne mærke, hvordan blodet bevægede sig i det nedre regioner hos ham. Selv var han godt fugtig af sved, især på panden og under armene, men intet sammenlignet med væden, der badet Oisin lige nu. "Du lovede sved, men du er sgu da glad for at være våd, Oisin." Winchell kunne ikke lade være med at prikke til dette og anklage satyren for at have spildt sin hundesnude med vilje.

"Som jeg har det nu, er det et nej," fortalte Winchell. Han havde ikke trangen til at finde én og dele resten af sit liv med kun den person. Selvfølgelig var det, hvad manden tænkte nu. Det kunne nemt forandre sig med årene, men lige nu havde den buttede lystmand ikke brug for kærlighed. "Du er kræsen, når det kommer til at finde nogen, du vil være sammen med." 'Hvordan sammen med' måtte Oisin selv konkludere sig frem til.

"Nej, jeg er bare lidt klodset. Jeg kan virkelig ikke lide regn. Det er det eneste tidspunkt jeg frivilligt tager en kappe på."
Han havde overhovedet ikke opfattet Winchells sjofle undertone, fordi han brød sig faktisk ikke om det. At han var svedig var en ting. Der var ikke så meget han kunne gøre, men han gad ikke blive våd fordi han kommer til at spilde på sig selv, eller fordi skyerne synes at de skulle lade det regne. Det havde han ikke et behov for det. 

Oisin trak lidt på skuldrene og drak igen. Han smålo lidt. Han vidste ikke hvorfor. Det snurrede lidt sjovt. Måske? Der var ikke så meget at le over, men hundesnuden smagte stadig guddommeligt.
Winchells antagelse fik ham lidt til at studse over det. Han kløede sig bag de hængende ører, og trak blidt og eftertænksomt i det ene. 
"Det ved jeg faktisk ikke. Som sådan har jeg ikke rigtig nogen krav til en som jeg vil knalde. Men det er ikke ligefrem nogen der rigtig giver mig lyst til at knalde. Altså, jeg kan godt lide et godt knald, og nogen gange har jeg lyst til et godt knald, men det er ikke fordi der er en bestemt jeg tænker på. Eller en bestemt type. Giver det mening? Det giver ikke mening. Gør det? Nah, jeg er bare fuld. Jeg drikker."
Oisin drak glædeligt. Han var nået til det stadie at han ikke rigtig tænkte over hvor meget han drak, så han tømte sit krus allerede. 
"Den forsvandt hurtigt. Skal du have en til?"

Fnisen undslap Winchells læber. Oisin kunne ikke lide at være våd, men som han så nu meget godt ud med en glinsende krop. Winchell kunne i hvert fald ikke lade være med at sænke blikket en anelse, når fokusset mod satyrens øjne begyndte at falme. "Skal vi finde noget at tørre dig med, eller overlever du, makker?"

Oisin drak og Oisin drak. Satyren var ikke en svagdrikker, det vidste Winchell allerede. Men han drak endnu mere og bedre end menneskemanden. Satyrer havde en højere tolerance, det lå i deres gener. "Alle har brug for et godt knald i tide og utide. Nogen oftere end andre." Dét kunne Winchell drikke på, hvilket han også gjorde og næsten tømte sin hundesnude. Det var mandens overbevisning. Ellers ville han ikke være i den branche, han var. Han var et godt knald. Ellers var han dårlig til sit job. Og Oisin burde vide inderst inde, at manden over for ham var et godt knald. Hvordan skulle Winchell ellers kunne holde sig beskæftiget på arbejde, hvis ikke han var?
"Man skulle tro, du var bundløs," grinede Winchell, som han kiggede på satyrens tomme glas. Det havde virkelig gået hurtigt. "Hvorfor ikke? Nu er vi godt igang, hvorfor stoppe?"

"Jeg skal uanset hvad prøve at få mig vasket i morgen, så det går nok. Hvem ved. Måske spilder jeg igen, og så ville det bare have været spildt arbejde."
Oisin havde nu affundet sig med det, og han var alligevel for fuld til at gide at bruge tid på sådan en bagatel. Så længe det ikke begyndte at klistre alt for meget.

"Skål for et godt knald i tide og utide!"
Oisin var ikke stille af sig nu, men ingen virkede til at bekymre sig. Resten af folkene i krostuen var i næste samme mængde af beruselse, hvis ikke mere. Hvis Oisin faktisk kunne overskue at kigge gennem krostuen, så var der nogen der hang lidt, som ville have bedst at bare komme hjem og sove, men Oisins opmærksomhed var ikke til det. En ting af gangen, og først så skulle han have en øl mere. Nok ikke en hundesnude igen. Ellers vidste han ikke om han ville finde hjem.
"Godt nok har jeg ikke bukser på, men bundløs er jeg ikke."

Det tog Oisin ikke lang tid at komme op til baren. Gangen var lidt mere slingrende, men han var i godt humør, og han var målrettet. Efter det kom han ned med de to øl, og satte sig ved bordet igen. Han lænede sig tilbage og sukkede tilfreds.
"Du ved godt at du er en virkelig flink fyr. Det er virkelig fedt at være din ven."

Der havde Oisin fat i noget. Ingen grund til at gøre rent, hvis nu det skete igen. Plus, det var i hvert fald et bedre syn med hans muskuløse brystkasse fugtigt og glinsende end tørt og kedeligt. Selvom bare at kigge på det ikke var nok for Winchell, hvis manden selv kunne vælge. Han kunne tænke på så mange ting, han kunne gøre ved sin ven. Ven, ikke partner.
At der blev skålet for et godt knald kunne Winchell ikke andet end at være stolt over. Det lød sågar, som om flere i kroen skålede med dem. Nogen af dem, der ikke lå sovende henover bordene og på gulvet. Det var en drikkende dag på Svinet i dag.
"Du ser bedre ud uden bukser end med også alligevel." komplimenterede Winchell. Flirten mellem gode venner var i det mindste ikke forbudt. Og Oisin kunne tage det. Han havde oplevet det hele venskabet med Winchell. 

Turen for satyren mod baren og tilbage var slingrende, som var krogulvet skævt. Winchell fniste over synet, skønt han uden tvivl ville svinge, hvis ikke mere end Oisin, hvis han havde været oppe for at hente drinks. Men Oisin kom tilbage med to øl, hvor der ikke virkede til at være spildt meget ud af dem. 
"Lige over, makker. Du er ikke dømmende og det har jeg ikke brug for af flere. Gode personer er svære at finde," Men Winchell havde fundet Oisin. De to mænd virkede måske meget forskellige for at danne venskaber. Den ene en satyrbygger, den anden en menneskelig skøge. Og alligevel dannede de i et godt venskab. "Selvom du ikke inviterer mig i pelsen." Og dét blev sagt midt i et grin, som Winchell løftede sin øl, klar til at skåle endnu en gang med Oisin. Der var meget, der kunne skåles for.

"Jeg forstår virkelig ikke hvorfor folk har brug for at være nedsættende overfor andre. Som om de får et eller andet magtkick ud af det. Er det virkelig det værd, at være et røvhul overfor andre. Jeg kommer aldrig til at forstå det."
Oisin tog en god stor slurk af den nye øl. Den smagte næsten vandet, nu hvor der ikke var brændevin i, men et eller andet sted var det meget rart. Og lige pludselig var halvdelen af den nye øl forsvundet. Pyt skidt. Men Oisin kunne også mærke at han skulle til at holde lidt igen. Det snurrede betydeligt meget nu.

"Jeg er næsten imponeret over hvor vedholdende du har været på at få et knald med mig. Og samtidig så mådeholdende. Det må jeg give dig. Men jeg morer mig nu også ret meget med, hvor meget jeg kan tirre dig. Jeg tror aldrig jeg har haft så meget, lad os bare sige magt, over en anden mand."
Oisin var ikke vant til at mænd lagde an på ham, udover Winchell. Eller også så var Winchell bare mere åbenlys i sin flirten med satyren, og de andre er så diskrete at det gik over det ikke så høje hoved af Oisin. 
"Men jeg er mest imponeret over at selvom du kan få så godt som hvem som helst anden, at du stadig mener at det er værd at prøve at jage det her knald," sagde Oisin og pegede på sig selv.

"Snak med min far. Han var startskuddet for, hvorfor jeg ikke ser min familie." Andet sagde Winchell ikke. Det var ikke meningen, han ville lade samtalen ende i den mere sorgmodige ende. Alkohol kunne gøre personer sjove og åbne, men denne åbenhed kunne også åbne for de dybeste tanker, som ikke ofte så overfladen af en person. Og det var uden tvivl familiens historie, der var gemt dybest for Winchell. Ikke, fordi han havde glemt det. Det var nok noget, han aldrig ville glemme, om så han ønskede eller ej. Han delte det bare ikke. Og derfor var det nok lidt markant, når den buttede mand normalt var så glad og smilende, som dansede han på himlens skyer.

Kort havde Winchell sine læber om øllen og bare drak i stilhed, imens satyren snakkede. Dog, som han fjernede kruset, var der alligevel et skævt smil at finde på det endnu lyserøde og spejlende ansigt. Det kom nok næppe til at ske. De var venner på den måde, de fleste var venner. Og inderst inde havde Winchell intet imod dette. Han værdsatte venskabet med Oisin. Det var bare nærmest blevet en del af deres venskab, at Winchell skulle fremstå flirtende og Oisin skulle afvise ham igen og igen. Det var deres unikke dynamik. "En mand eller kvinde for den sags skyld bliver først virkelig farlig, når de indser, hvor meget magt de har over andre. Nu håber jeg bare ikke, du vil misbruge din over mig. Ellers må jeg finde en anden satyr at værdsætte."
"Du kender mig. Jeg bukker ikke under for en udfordring. Jeg elsker en god udfordring," Kort lænede Winchell indover bordet og ville hviske, selvom alkoholen undervurderede mandens evne til at vide, hvornår han hviskede eller ej. "Hvorfor få en tilfældig, når man kan få ham, der altid har bukserne af?"

Han blev oprigtig bekymret og lænede sig frem over bordet, da det virkede til at Oisin ved et uheld kom til at ramme et ømt punkt. Winchell plejede aldrig at snakke om sin familie, og Oisin havde aldrig rigtig spurgt ind til det. Der virkede til at være en del bitterhed forbundet med familien.
"Jeg er ved guderne virkelig ked af, hvis jeg kom til at ramme et ømt punkt. Det var ikke med vilje. Men du ved at du altid kan snakke med mig om noget som helst, hvis du har brug for det."
Oisin regnede ikke med at Winchell ville fortælle noget om det lige nu, men han følte det skulle ud.

Det tog dog ikke lang tid inden de igen var vendt væk fra de mere seriøse og nedtrykte emner, over til nogle mere lethjertede emner. Sex som udgangspunkt. Ikke noget Oisin havde noget problem med.
"Det har jeg ingen ambitioner om. Jeg ved ikke en gang hvad jeg skulle gøre ved den magt."
Nogen ville mene at Oisin havde alt for få ambitioner. Som sådan havde han ikke nogen. Han vil bare gerne arbejde, have nogen venner, og have det godt. Han havde det godt, han havde venner, og han kunne arbejde. Han havde alt hvad han kunne ønske sig.

"Jeg tvivler at jeg er den eneste uden bukser på, men jeg er smigret."
Oisin smilede kækt og drak mere af sin øl. Det skulle nok være hans sidste. Det sagde hans krop hvert fald. Han kunne også se at der begyndte at være færre og færre folk i kroen. Ikke at der var tomt, men der var hvert fald ikke proppet længere. 

Winchell nikkede anerkendende til Oisins undskyldende ord. På et tidspunkt, når de to var så blørrefulde, som de var nu, ville ømme emner blive bragt op. "Det er okay," sagde Winchell en anelse tørt taget i betragtning, hvor meget væske han havde fået indenbors. Hovedet løftede sig, så øjnene mødte Oisins. "Det skal jeg nok huske, makker. Hvis jeg får brug for det." Hvis. I ædrutilstand havde Winchell ikke behov for at snakke om sin familie. Det var, når alkohol kom ind og samtalen endte i de baner. Parametrene skulle til, før Winchell endte i dét hul.

"Jeg ved godt, hvad jeg vil bruge den slags magt til." sagde Winchell blikkende, skønt han næppe ville tvinge folk. Manden var i den overbevisning, at alting var bedst, hvis alle parter ønskede det. Derfor var hans erhverv så nemt. Alle kunder ville det, for ellers havde de ikke købt det. Og Winchell takkede sjældent nej til en kunde. 
Kort kiggede Winchell rundt i kroen, som om han ledte efter nogen uden bukser på. De eneste, der ingen bukser havde på, var de få tilbageværende kvinder og det var til fordel for en lang kjole. Og denne spejden viste også, hvor få krogængere der var tilbage. Hvad var klokken lige blevet? "Som sagt, jeg vil gerne kunne altid, men jeg må nøjes derhjemme og på arbejde," sagde Winchell legende, som han tog en god slurk af sin øl. Han kunne mærke, hvordan mavesækken stort set kun var fyldt op af alkohol lige nu. Det kriblede under hele huden. Selv siddende svajede kroen rundt. Om det var hovedbevægelser eller bare øjnene eller begge, vidste Winchell ikke. "Hvor langt væk er det nu, du bor, Oisin?"

"Jeg er ikke i tvivl om at du har en stak af planer, for hver gang du formår at sno nogen om din lillefinger. Højst sandsynlig sexuelle, men jeg er ikke den der skal dømme. Jeg synes bare at du skal give den gas. Livet er for kort til ikke at nyde det."
Han skålede med Winchell, for at få drukket det sidste af sin sidste øl. Han ramte bunden og slog kruset ned i bordet meget bestemt og lænte sig tilbage. Han hvilede hænderne på maven, som var godt fyldt med alkohol. Han kunne også mærke som trætheden og beruselsen begyndte at presse på.

"Jeg bor lige i nærheden af Tømmertorv. Det er ikke så langt herfra. En frisk gåtur," sagde Oisin.
Han begyndte at drømme om sine sengeskind. De ville nok være kolde, men det ville være uklogt at prøve at tænde op i ildstedet i den her tilstand. Måske kvikkede han lidt op efter en tur gennem de snedækkede gader. Han ville takke sig selv for at have tændt op inden han gik i seng. 
"Men først skal jeg pisse igen."

"Jeg gør kun, hvad den anden ønsker. Tvang er ikke sjovt," forsikrede Winchell. Dog kunne han ikke andet end at nikke triumferende til Oisins råd. "Bare rolig, jeg gi'r den skam gas hele vejen!" Og det var et løfte! Men det burde Oisin allerede kende til. 
Begge mænd bundede deres øl og begge slog de tomme glas ned i bordet. Winchell gav endda en stor bøvs, der fik hele munden til at smage af hundesnuden igen. Derefter gjorde han som Oisin. Lænede sig tilbage og lod hænderne hvile tilfreds på den godt udvidet mave.

Tømmertorv, nej, det var ikke langt væk. "Jeg bor heller ikke langt. Det var mere, hvis du havde langt. Jeg har en sofa, hvis det skulle have været." tilbød Winchell uden insinuation i ordene, men hvis turen hjem til ham var nogenlunde den samme som til Oisin, hvorfor så nøjes med en sofa? At sove i kulde var, ligesom at være i kulde, ikke svært for Winchell. Når han havde kunne sove i vintererne i Norden, var vinter i Dianthos ingen sag.
"Jeg tager med. De hundesnuder vil ud igen." grinte Winchell, som han rejste sig op. Dog skete dette en anelse for hurtigt. Stjerner bevægede sig henover øjnene. Manden svajede en god del. Man skulle tro, Winchell ville falde på grund af sin fordrukne balance. Og hvem vidste, måske gjorde han? Han havde kun en hånd halvt hvilende mod bordet. Forhåbentlig, hvis sandsynligheden hældte mere imod at falde, at Oisin ville kunne reagere hurtigt nok, skønt satyren selv var godt påvirket. Faktisk lige så meget. De havde jo fået præcis samme mængde at drikke. Glassene var altid kommet i par hele aftenen.