Jeg er sikker på, jeg kunne skære en vis legemsdel af dig på stedet, tænkte Zirra som svar, men havde da forstand nok til ikke at sige det højt. I stedet vendte hun hånden under Kesters og borede en negl op i hans håndflade. Holdt øjenkontakten, indtil han blev nødt til at trække sig for at det ikke gibbede i ham. Hun lagdew skeen fra sig og lænede sig tilbage i stolen. Så langt væk fra det røde uhyre, hun overhovedet kunne komme. Selv benene trak hun tilbage og ind under stolen, inden hun så rundt om bordet - og blev meget skuffet over sin familie.
Eylia nikkede i takt med Dastor, hvis smil var både stort og behaget, og Erstens sure miner var faktisk blevet blødt en lille smule op af Kesters tale. Sorris slappede tydeligt mere af.
"Det... Det er virkelig nobelt af di-af Dem, Strigerius," sagde Sorris, mens hans åd løgnen råt sammen med den søde tærte. 
"Nu er du pludselig på hans side?" udbrød Zirra anklagende. Lige før havde han faktisk lydt som om, han også synes, det var noget spøjst, at Kester pludselig kom valsende ind i huset, som om han boede der.
"Ja, kan du ikke se, det er en god ting?" gav Sorris igen med en teenagestemme, der ekkoede i hendes egne minder om Trestons dengang. "Han har praktisk talt ødelagt mit liv, men det her er en løsning! Så æd nu bare din åndssvage stolthed og bliv gift. Pokker i det, hvis jeg skal tage en Pompadour, hun var da meget sød."
Den sidste tilføjelse lød ikke oprigtig. Selv deres moder kunne høre det, og hun rynkede brynene en smule. For hende Pompadour-pigen havde faktisk været ret sød, så hvad var Sorris' problem lige med dét?
"Ersten, du har hustru og barn, ikke? Bor I et godt sted?" Kester tog ordet igen, mens Zirra begyndte at overveje, hvordan man bedst kunne koge ham til tomatsupper. "Jeg bor jo stadig bare på paladset, men jeg tænkte, vi skulle anskaffe os et lille hus et sted. Med Zirras lysmagi og min egen, er jeg sikker på vi nok skal fylde huset med små vordende riddere!"
Ersten lignede en, der ikke helt  vidste, om han egentlig skulle svare - han var ret optaget ellers af at holde olmt øje med Trestons mindste bevægelse - så han åndede lettet op, da moderen kom ham til undsætning.
"Ersten og Ishai bor i det hyggeligste lille kvarter ikke langt herfra," sagde hun. "Jeg er sikker på, vi kan finde jer et godt hus - jeg skal nok hjælpe med haven! Åh, Zirra, endelig en have. Noget andet end dit lille loftsrum, ikke?"
"Loftsrum?" spurgte Kester overrasket. "Det havde jeg ikke regnet med. I må undskylde mig, men jeg troede Zirra stadig boede hjemme."
"Det blev træls for flere år siden," knurrede Zirra tilbage. "Du ved, det med at have kærester med hjem er ikke så privat, vel?"
Hun vidste med det samme, hun havde fortalt sig. Det var ment som en stikpille til ham om, at hun godt vidste, hvad hun ville have i livet, og hun havde endda overvejet lige at hinte, at hendes nuværende kæreste sagtens kunne binde knude på Kester, men det var ikke meningen at en ugift kvinde skulle rende rundt og føjte.
"Nu er der vel ikke nogle uægte uheld, jeg skal være bevidst om, vel hr. Reynlest?" spurgte han så koldt, det løb Zirra ubehageligt ned ad ryggen.
Pis osse. Hun havde aldrig været god til alt det bejleri, for hun gad ikke lortet. Hun ville ikke giftes, og hun ville slet, slet ikke have små Kester-kloner.

    "Nej, nu holder du kraftedeme, din modbydelige, lille slange!" hvæsede Treston af Kester, inden deres far kunne nå at svare på den rødhåredes sidste spørgsmål. Det var ham normalt imod at tage folk som Zirra i forsvar, for han vidste af erfaring, at hun udmærket var i stand til at svare for sig selv. Men han kunne bedre tåle misbilligelsen fra deres forældre lige nu, og derfor fortsatte han også hidsigt: "Far! Dét hér er uværdigt! Hvad zalan er dét for et spørgsmål?! Han- "
    "Du!" udbrød Dastor og spiddede Treston på sit isblå blik. "Du af alle taler ikke sådan til vores gæst, Treston! Hr. Strigerus gør vel i sin forsigtighed! Han er en respektabel mand, der må tænke på sit rygte!" Dastor vendte ansigtet imod Kester ved hans side, og gik dermed glip af Trestons øjenbryn, der provokeret fløj i vejret. Eylia sænkede blikket til sin tallerken med et modvilligt drag om munden - tydeligvis ikke helt enig i sin mands ord, men alligevel ikke så uenig, at hun ville åbne munden og sige ham imod. "Jeg beklager atter en gang på min families veg- "
    "Du skal ikke undskylde på mine vegne til dén voldtægtsforbryder, far!" afbrød Treston hårdt. Inden Dastor eller Ersten kunne eksplodere, lagde Kester hovedet lidt på skrå og sendte Treston et moret blik:
    "Hun har virkelig formået at bore sig ind i hovedet på dig, hende fejlfarven, hva'?" spurgte han stille og med et skævt smil, før han greb stofservietten og duppede sig delikat om munden med den. "Hr. Reynlest - jeg tager ikke på vej. Jeg er dog ked af, at en krigsfanges løgne åbenbart har vendt i hvert fald en del af din familie imod mig... For jeg forsikrer dig - jeg ønsker kun hvad der er bedst for jer og i særdeleshed for Zirra." Han sendte sidstnævnte et smil. "Det smertede mig virkelig at høre, hvad fejlfarven gjorde ved dig, Zirra. Vi kan ikke have, at sådan noget sker igen en anden gang, vel?"
    "Nej, Guderne forbyde det," hviskede Eylia, og Dastor nikkede sammenbidt og samlede alligevel Kesters spørgsmål op:
    "Jeg kan forsikre Dem om, Hr. Strigerus, at jeg ikke har nogle uægte børnebørn." Han øjnede Zirra. "...hvad jeg ved af, i hvert fald. Min kone kender en del til urter og deres virkning, og hun har oplært Zirra i de måder, vi ved, man kan beskytte sig imod dén slags på..."

Jeg har bare ikke haft brug for de urter et stykke tid, fordi min kæreste er vampyr, far. Hvis jeg nu inviterer ham, kan han spise Kester, mens vi tager tærten? tænkte Zirra mørkt. Hun vidste, Bertram hadede at drikke sig mæt, fordi det var så nemt at slå ihjel - men Kester var ikke en uskyldig borger på gaden. Han var en bundløs slamkloak af lort, der blev ved med at flyde over. 
Sammen med de mørke tanker priste hun sig for første gang lykkelig for noget, hendes far sagde. For han havde velvidende eller ej drejet samtalen væk fra det farefulde emne, der var hendes egen tortur - et emne, hun havde fået nok af at snakke om allerede, da familien første gang havde fået nys om det og var mødt op i Helbrederhuset. Det havde været endnu mere forfærdeligt at have så mange velmenende men uforstående folk i det lille lokale, end den her middag var. Der havde hun løjet og løjet, men det behøvede hun ikke nu. For det her handlede ikke om hendes arbejde. Det handlede om Kesters syge lyster.
"Det er ikke løgne," mumlede Zirra derfor til Trestons forsvar, men det fik Dastors opmærksomhed med det samme.
"Og hvad skal det så betyde?" spurgte han. Hun kunne mærke alles blikke på sig, mens hendes eget lå på bordet.
"Jeg stoler på Treston," sagde hun efter en lidt for lang tavshed. "Han er ikke en løgner." Det er mit job. "Kester kender vagtmesteren ... Jeg er sikker på..."
"Så du siger, vi ikke kender hinanden, men du kender mine venner?" brød Kester ind. "Sig mig, Zirra, har du hørt de her anklager fra andre end Treston? For jeg antager ikke, du selv har været en tur nede at snakke med fejlfarven. Det ville næppe være ... passende. Jeg prøvede også at finde dig til henrettelsen, men du var ingen steder at se ..."
Han lod sætningen hænge i luften og Zirra snappede efter vejret. I vrede og afmagt. Budskabet i hans blik var tydeligt. Ét forkert træk, og han ville udlevere hende. På en eller anden måde, så han selv gik fri, var hun sikker på. Ingen ville tro på deres historie om Kester, men når Treston allerede var blevet taget på fersk gerning med at hjælpe en krigsfange væk, skulle der ikke meget til for at få søsteren til at ryge i svinget også, selvom hun hidtil kun havde haft en offerrolle.
"Nej," måtte Zirra lyve med en bitter smag i munden. "Jeg sad på en knejpe under henrettelsen. Jeg så nok på den kælling i skoven - jeg har ikke brug for at se mere på hende." Det var en lillesmule løgn. Zirra havde ret mange ting, hun gerne ville sige til netop dén mørkelver. "Mine venner kan bekræfte det. De ville holde mig fra at... Gøre noget dumt."
Primært kvæle fangen, inden hun kunne klatre op til galgen.
Kesters smil blev større ved de sidste ord. "Det ligger vist til jer to."
Stilheden sænkede sig over bordet, mens Zirra og Kester hold stirrekonkurrence. Zirra nu næsten rødglødende, og Kester ualmindeligt rolig.
"NØD alle tærten?" spurgte Eylia, da det blev for meget. Hun rejste sig og rakte ind over bordet for at tage tærtefadet. Der var stadig rester på, men folk skulle tydeligvis ikke have mere, og det gav hende mulighed for at bryde den stille kamp mellem langsiderne.

   Mens der lød spredte, mumlende tilkendegivelser fra bordet og Eylia bar de sørgelige tærterester ud i køkkenet, holdt Treston sit ulmende blik på Kester, mens hans hjerne kørte på højtryk - overvejede hans muligheder. Hvad kunne han sige, der chokerede så meget, at Dastor blev nødt til at åbne øjnene? Hvad kunne han gøre? Kunne han hive deres mor til side og forklare hende tingenes rette sammenhæng? Måske overbevise Ersten på vejen tilbage til fangekælderen? 
    Han måtte i hvert fald gøre et eller andet, for han kunne ikke efterlade Zirra i Kesters kløer! Det var ikke-
    "Fader?" Ersten tog ordet, netop som Eylia vendte tilbage fra køkkenet. Han gjorde et sigende øjekast imod spisestuens høje, blyindfattede ruder, gennem hvilke den røde aftensol faldt og kastede et glødende skær over plankegulvet. "Det er ved at være tid."
    Treston stivnede ufrivilligt - fangede et glimt af Eylia, der var stivnet, ud af øjenkrogen - før han hæftede blikket på sin fader. Håbede af én eller anden grund stadig, at han ville sige noget - gøre noget. Andet end at nikke kort til sin førstefødtes ord og rejse sig værdigt fra bordet. 
    "Jeg er bange for, at vi bliver nødt til at bryde selskabet op," bekendtgjorde han og havde ikke held til at skjule, hvordan han havde længtes efter at gøre lige præcis dét fra det øjeblik, de satte sig ved bordet... "Hr. Strigerus - det var en fornøjelse at have Dem forbi. Jeg håber ikke at denne..." En lille trækning. "...noget utraditionelle familiemiddag har afskrækket Dem. Jeg forsikrer Dem i hvert fald om, at jeg og min hustru stadig hellere end gerne ser en forening af Vore to familier." Stofservietten blev pænt foldet sammen - én gang, to gange - og lagt pertentligt midt på desserttallerkenen. 
    Dét var tegn til, at de andre kunne rejse sig, og Sorris var den første, der var oppe af sin stol - sendte et hurtigt buk i retning af Kester og mumlede noget høfligt til sine sko, før han forlod spisestuen uden andet end en hurtig, såret skæven til Treston, der var blevet siddende ved bordet og så sin lillebror afskrive ham definitivt med tungt hjerte.
    Erstens tunge hånd på hans skulder fik Treston til at skære en lille grimasse og slippe Zirras hånd, som ellers havde været det eneste rare igennem hele denne forfærdelige middag. Han kom på benene med en raslen fra kæden mellem håndjernene og ønskede sig alle andre steder hen, da Eylia rakte op og lagde sine fine hænder om hans ansigt. Sendte ham endnu et af sine tapre, tårevædede smil. 
    "Det var dejligt at se dig, skat," hviskede hun og trak ham ned til sig, så hun kunne kramme ham farvel, mens Dastor betragtede scenen med sit hårde blik. 
    Treston tvang sig selv til at lukke øjnene og nyde omfavnelsen - lægge panden og næsen imod moderens hals, som da han var helt lille, og hendes kram var den største tryghed, man kunne søge.
    "Ersten," hørte han faderen sige. "Når du er færdig med dine pligter..." Når du har genafleveret din forræderbror i hans celle. "...Så vil jeg gerne have, at du kommer tilbage og følger Zirra hjem. Hun skal ikke gå alene igennem byen."
    Eylia havde modvilligt sluppet sin søn, og Treston var i færd med at rette sig op, da Kester sagde: "Lad endelig mig om dét, Hr. Reynlest! Så slipper Ersten for at skulle hele vejen tilbage igennem byen igen!"
    Dastor så lidt overrasket ud, men også lettet - som om spørgsmålet trods alt havde bekræftet for ham, at den frygtelige familiemiddag ikke havde skræmt den vordende bejler helt væk. "Ville De virkelig..."
    "Selvfølgelig!" smilede Kester og fangede Zirras blik med noget grimt ulmende dybt i øjnene. "Jeg skal gerne sørge for, at Zirra kommer godt hjem..."
    Og det var nogenlunde dér, det gik op for Treston, hvad han blev nødt til at gøre - hvad der var en oplagt løsning på Kester-problemet - og selvom en lille stemme i hans baghoved protesterede, overhørte han den. 
    For Kester mishandlede fanger for sjov. Kester havde sparket Sedna i hovedet, og ville have voldtaget hende, hvis han ikke var blevet stoppet. Kester truede Zirra - havde kun siddet igennem hele denne modbydelige forestilling, fordi han håbede at tage en frygtelig hævn - og den eneste grund til, at han nu foreslog at følge Zirra hjem, var uden tvivl fordi han ville have hende isoleret, så der ikke var nogen til at overvære hans opførsel... 
    Kester skulle fjernes.
    Treston angreb så meget ud af det blå, at Ersten ikke nåede at reagere, før han havde fat om Kesters dumme ansigt med sine lænkede hænder - flåede ham om på spisestuegulvet ved halvt at flippe ham over hoften - og fulgte den overraskede Ridder ned; rettede sit første, hårde slag imod idiotens strube med dén klare intention at knuse luftrøret. Slå svinet ihjel...
    Han nåede kun lige akkurat at hæve de lænkede hænder til slag nummer to, før Ersten var over ham - flåede ham væk fra den rallende Ridder på gulvet og tvang al modstandskraft ud af ham, da han smækkede sin lillebror op imod væggen og lod sine hænder blive hvidglødende. 
    Treston skreg - krummede sig sammen om smerten - og kunne lugte sit eget brændte kød, før Ersten brød magien. Da storebroren efterfølgende hvæsede noget af ham, gik det tabt i smertenstågen, og da Treston blev flået ud af stuen og skubbet foran Ersten ud af køkkendøren - gennem tusmørket - kunne han ikke samle sig om sine omgivelser; kun om det sidste, hurtige glimt af moderens chokerede ansigt, da hun stirrede efter ham, som om hun for første gang ikke så sin søn, men en koldblodig psykopat. 

Zirra havde forventet at være den næste til at få et kram af Treston. Holde ham ind til sig en sidste gang, for hun var ikke sikker på, hun fik lov inden domsafsigelsen. Holde sine tårer inde, men forsikre ham om, at hun ville gøre, hvad hun kunne for at løse det hele. Der måtte være et eller andet hun kunne gøre. For ham. Det var ikke sådan her Lyset skulle være. Det var ikke sådan her, Treston skulle være.
Men lige som han havde sluppet sin moder, brød Dastors ord stilheden - og Kesters svar fulgt. 
"Jeg kan fint gå..." 
Flere ord nåede ikke ud af hendes mund, før Treston kastede sig over Kester. Et kærkomment syn, egentlig, og selvom hendes mund gispede, og hun trådte et skridt tilbage, jublede hun indvendigt. 
Gør det! lød det i hendes tanker, selvom hun vidste, at det ville få vidtrækkende konsekvenser og måske endda ødelægge enhver mulighed for at gå fri.
Men Ersten stoppede optrinnet lige så hurtigt, som det var begyndt, og Zirra skar ansigt og krympede sig ved Trestons skrig. Hun trådte frem mod ham med udstrakt hånd, men faderens faste hånd lukkede sig om hendes arm og holdt hende tilbage. 
"Far, jeg fik ikke sagt farvel!" bad hun, mens døren smækkede bag Ersten.
"Det er nok også det bedste," svarede faderen hårdt og slap først hendes arm, da hun ikke længere kæmpede imod for at forsøge at løbe efter dem. "Zirra, din bror er tabt til Mørket. Der er ikke noget, du kan gøre."
Tårer vældede op i hendes øjne, og hun tørrede dem vredt væk med ærmet. Kester trådte frem og lagde en uvelkommen hånd på hendes skulder, så hun blev nødt til at bakke endnu længere bagud og støde ind i Eylia.
"Skat, gå hjem og få noget søvn," sagde hendes mor stille. "Vi snakker om det her i morgen."
"Kan jeg ikke sove her?" peb Zirra fortvivlet. Hun ville helst sove i sin egen seng, men tanken om gåturen hjem sammen med Kester.... 
"Nej," svarede Dastor, da han så, at moderens hjerte sagde ja. "Du skylder hr. Strigerius en undskyldning for din opførsel her til aften, så noget frisk luft vil ikke skade dig. En gåtur er forhåbentlig lige det, du har brug for."
Zirra snøftede og gav sin mor et kram, mens Kester og Dastor udvekslede høfligheder. Hun holdt sig fra at give faderen et farvel, hvilket han virkede mere end tilfreds med. Han var gået ind i stuen, før hun havde fået sko på. 

Den friske natteluft gav kun mere klarhed til, hvor meget hun hadede Kester. Hun prøvede ikke at snakke med ham, og han gengældte heldigvis gestussen. I stedet fløjtede han muntert og holdt hænderne i lommerne efter hun havde vappet hans hånd væk fra sin skulder de første tre gange. 
Ved hoveddøren stoppede hun op, mens hun rodede efter nøglen.
"Du kan bare skride nu. Jeg kan godt lige klare en trappe selv," bed hun.
"Jeg lovede din far at bringe dig sikkert hjem - helt hjem," svarede han med et smil og lænede sig tålmodigt op ad muren, mens hun fumlede med låsen. Han antog samme, ubekymrede position for enden af trappen ved hendes egen dør. 
"Gå nu med di-" begyndte hun, men så snart låsen klikkede sig åben, var han over hende. 
Den ene hånd rakte ind foran hende og åbnede døren, mens den anden skubbede hende ind i det lille kammer. Døren lukkede sig bag ham, mens han trådte frem og rakte ud efter hendes arm.
Fielthenas træning tog over. Zirra afværgede hans hånd og sparkede efter hans knæskal. Det fik ham rent faktisk til at stoppe op, og hun bed tænderne sammen og hævede hænderne, som guldsmedelejemorderen havde lært hende. Kester lagde hovedet på skrå. Så flimrede hele hans krop et øjeblik, og et grumt smil kom til syne på hans klamme ansigt.
Stærke hænder greb fat i Zirras arme bagfra, og koldsved løb som en spand vand ned over hendes ryg. Hun vendte hovedet, for hun var sikker på, der ikke kunne have været nogen i rummet, før de kom ind. Kester kunne ikke have bedt nogen om hjælp, for… Zirras øjne mødte Kesters. Et øjeblik glemte hun helt at kæmpe imod, og hun så tilbage på Kester, der nu aflagde afstanden mellem dem med påtaget ro.
Hans magi, gik det op for hende, som det sank ind, at hun rent faktisk var oppe imod to Kestere og ikke kun en. Hans zalans magi.
Kamp var umuligt nu. Med armene låst bag ryggen kunne hun ikke få forhåbningerne op om at flygte, så i stedet gjorde hun det næstbedste: Tog en dyb indånding for at skrige sine lunger ud.
Kester kvitterede med en knytnæve lige i maven. Al luft forlod Zirras lunger i en langtrukken hvæsen, og hun nåede ikke at genvinde fatningen, før hans kraftige hånd greb om hendes hage og tvang hende til at se op på sig.
“Du er virkelig ivrig efter at få lukket munden med en pik, hva’?”
Kester flyttede hænderne til hendes kjole og flåede den op, så den sprak hele vejen ned til taljesømmen.


De ekstra hænder, der havde holdt Zirra fast, samt knæet under hendes nakke, forsvandt så brat, at hun hamrede baghovedet ned i trægulvet. Stakåndet og slørsynet forsøgte hun at rulle om på siden. Hun havde lyst til at kaste op, men det blev kun til et hosteanfald, akkompagneret af friske tårer på de våde kinder. Alt gjorde enten ondt eller føltes klamt. Det var som om hænderne stadig klemte om hendes hals, bryster og hofter. Kjolen sad ubehageligt stramt om overarmene, hvor den var blevet tvunget ned og nu mere var som reb end beklædning. Undertøjet hang i sølle laser nede om anklerne.
Kester havde rejst sig op og var ved at binde sine bukser og stoppe skjorten ned i dem. Han lod fingrene kører igennem det svedige, røde hår og blinkede til hende, inden han gik mod døren. 
“Vi ses til retssagen, Zirra.”