Alle tre børn kogte af vrede, mens inkvisitoren gik fra dem. Det var så helt usandsynligt fristende at springe på hende, når hun nonchalant gik ned ad gaden uden at se sig tilbage. Men de slæbte af sted med deres far, blodig og forslået, og det ville kun være en dødsdom, hvis de prøvede på noget. Han ville komme til at sidde i de møgbefængte celler sammen med andre, der havde modsat sig styret, men ikke helt havde gjort nok til at få sig selv slået ihjel. Så længe familien havde krystaller nok til at betale hans ophold, ville hans liv være i sikkerhed. Zirra vidste, det betød, de ville komme til at gå en sulten vinter i møde, for mad var noget af det, flest gerne ville købe sig til. 
Hun kunne næsten høre sin moders stemme, mens hun solgte rationeringsmærkerne. Så længe Sorris er mæt...

Turen tilbage til deres lille hus forløb i stilhed. De snurrede uden om et par gader, hvor lyden af patruljerende fødder kom dem i møde, men var ellers heldige og mødte ikke andre. Zirra lod Treston og Ersten gå ind først, så hun kunne sige farvel til Cole alene. Midt i havelågen på hver sin side af brosten og jord omfavnede de hinanden i et sorgfuldt kys.
"Jeg er ked af, det skulle ske," sagde Cole. 
"Kan vi gøre noget?" spurgte Zirra stille, hentydende til deres fælles, meget forbudte arbejde.
"Jeg tror det ikke, men jeg skal nok se på det, Zi," hviskede han tilbage, mens de gav slip på hinanden. "Men lad være med at få håbet op. Vi har selv et par folk derinde. Det er mere sandsynligt, jeg kan skaffe jer lidt ekstra arbejde, ikke?"
Zirra nikkede lidt fortvivlet, og han gav hende et ekstra kys på kinden, inden deres hænder langsomt slap hinanden, og hendes spionflirt forsvandt ud i natten. Selvom vente hun sig mod døren til huset og lod sig selv føre ind med tunge skridt. Hun kunne allerede høre moderens gråd derinde. 

    De sidste par uger havde været ualmindeligt hårde at komme igennem for dét, der var tilbage, af familien Reynlest, og da Zirra på deres gamle kodesprog havde informeret ham om, at der samme aften var endnu en opgave i sigte, havde Treston taget imod chancen for at komme ud af huset med kyshånd. 
    Siden Dastor var blevet taget, havde stemningen i det lille byhus ærligt talt været mere end bare trykket, og Treston gik en lille smule i stykker indeni, hver gang han så Eylia standse op midt i sine gøremål og få tårer i øjnene. Han hadede at se sin mor græde...
    
    "Det er vigtigt at sprængkuglerne kommer ind og ligge rigtigt," informerede Cole og kiggede alvorligt rundt på hver eneste medlem af den lille gruppe. Han havde bredt et håndtegnet kort over Centrale Bydel ud imellem dem og plantet sin finger på dét varehus, der var målet. Det lå klods op af bymuren imod Nedre Bydel, og lige på den anden side lå Tribunepladsen. "Vi skal have to fortil og tre ned langs bygningens sider - det sidste par af disse skal gerne ind og ligge helt op af bymuren. Hvis vi han lave en breche i dén som en sideeffekt, så har vi en lettere vej imellem distrikterne, indtil de får bygget muren op igen."
    En tynd gut på Treston alder gjorde tegn til, at han gerne ville sige noget, og Cole sendte ham et afventende blik. "Hvad så, Aled?"
    "Jeg ved ikke med jer andre," begyndte Aled lidt defensivt. "...men jeg har ikke arbejdet med sprængkugler før - hvordan skal de håndteres? Hvad gør vi ved dem?"
    "De skal håndteres forsigtigt, til en start," smilede Cole. "Hvis der kommer den mindste revne i sprænger de mellem fingrene på jer, og det er der ikke nogen af os, der er interesserede i. Men ja - når de er placeret som jeg lige beskrev, smadrer jeg dén kugle, de alle er magisk forbundne til, og så eksploderer Styrets våbenlager, og vi tager alle hjem som helte." 

    "Jeg håber ved Zaladins røvskæg at din kæreste har styr på, hvad han laver," mumlede Treston og kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se lagrets frontparti igennem mørket. Cole havde forsikret dem om, at der ikke ville være nogen vagter til stede i selve lagret, men at de nok godt kunne regne med, at det var overvåget på én eller anden måde. Derfor stod og faldt det hele på, at de kunne placere sprængkuglerne og være væk inden nogen kunne nå at slå alarm... 
    Sprængkuglen lå sikkert forseglet i den lille pose, der var stoppet ud med uld, og Treston rykkede forsigtigt på den, så han havde styr på, hvor den var, når Cole gav signalet. "Er du klar, Zirra?"

Mens Treston havde sikret sig, kuglen var, hvor den skulle være, havde Zirra taget fat i kraven på Coles jakke og hevet ham tæt ind til sig i et rimelig smasket kys. Han brød det, mens han undertrykte en kort latter og gav tegn til at den næste gruppe kunne snige sig af sted.
"Nu er jeg," svarede Zirra sin bror, rødkindet og klar i hovedet nu da dén del var ude af verden. Måske var Cole ikke decideret hendes ocerordnede, men det var nu altså distraherende at have sin kæreste med på job. Eller, måske nærmere være kæresten, der var med på job.
Et tegn fra Cole gav dem besked på at det var deres tur, og Zirra satte af sted som om hun ikke lige havde været distraheret af at tungekysse sin flammefyr. Den slags skift blev hun trænet i at lave blandt spionerne til når hun befandt sig i en presset situation, og når Cole havde prøvet at snave hende for at hylle hende ud af den tidligere i dag, var det kun passende, at hun gengældte den gestus. Man kunne argumentere for, at de ikke skulle lege den slags lege, når de stod midt i en rigtig alvorlig situation, men virkeligheden havde på den anden side heller ikke givet dem megen anden mulighed de seneste seks år.
"Derhenne," hviskede Zirra til Treston og pegede på væggen. "Det ser underligt ud."
Væggen flimrede let, som om overfladen i virkeligheden var vand og ikke sten. Den vibrerede let som man ville forvente en søs overflade under påvirkning af en let brise.
På langsiden hang en enkelt fakkel ikke langt fra den underlige overflade. Zirra trak det til sig og gemte det i en halvstor sten, som hun holdt i hånden i tilfælde af, at Treston skulle bruge lyset. 
"Kom, jeg tror vi skal liste forbi, så langt fra som muligt," hviskede hun, hvorefter hun begyndte at kante sig forbi stedet helt mast flad op imod bymuren. På den anden side åndede hun lettet op og viftede af Treston, han skulle få lidt fat på.
Bag dem lød der et brag.

    Treston greb Zirra, trak hende med sig ned, da han lod sig falde, og rullede omkring, så han kunne beskytte lillesøsteren med sin krop, da den varme trykbølge og eksplosionen af småsten og murbrokker regnede ned over dem. Først da han fortumlet og med ringen for ørerne gav slip på hende, kom han i tanke om deres egne sprængkugler - hvor heldige de havde været, at handlingen ikke havde sat dem af også. Mørket var tæt af røg og støv, og det var umuligt for Treston at afgøre, hvad der var gået galt - om én af de andre ved et uheld havde fået sprængt dem selv i stykker, eller om Mørket havde opdaget dem; om de var under angreb. 
    "Zirra..." mumlede han og rakte ud efter hende - ville hjælpe hende med at komme på benene. Havde ikke rigtig nogen plan i sin chokerede tilstand, men vidste alligevel instinktivt, at det var ekstremt vigtigt at de holdt sammen; at hun ikke blev væk fra ham. Et sted var det nogen, der bare skreg og skreg og skreg...
    "Ind i skyggen fra muren!" hvæsede han, da der i det samme lød råb og løbende fødder. Månen var fremme i aften, men måske ville støvet fra eksplosionen og skyggen fra bymuren være nok til at gemme dem? 
    Han havde ikke andre våben på sig, end sprængkuglen og dén kniv, Cole havde udstyret ham med inden de tog af sted - våben var ikke lette at få fingrene i i disse tider, og besiddelse blev straffet uforholdsmæssigt hårdt - men hvis de rent faktisk var under angreb, ville kniven ikke være til megen hjælp...
    Skrigende endte brat i noget, der lød som en blodig gurglen, og Treston trak våbnet alligevel. Bakkede langsomt ind i skyggen fra muren, mens han prøvede at holde øje med alle retninger på samme tid. Allerhelst ville han tage et godt tag i Zirra og hive hende væk herfra - forsvinde ind imellem de omkringliggende bygninger - men våbenlagret lå lidt for sig selv, og der var et alt for åbent stykke, der skulle krydses, før de ville være i skjul i Centrale Bydels gader... 
    Desuden - så længe de ikke vidste, hvad der foregik, risikerede de at løbe lige i armene på de fjender, der uden tvivl var blevet tilkaldt af larmen fra eksplosionen...
    Støvet havde lagt sig en smule nu, men alligevel så det ud som om de to soldater i Mørkets uniform dukkede frem ud af ingenting. Én af dem havde en lyskrystal i hånden, og den brede lyskegle fejede frem og tilbage - afsøgte alle kroge omkring våbenlagret - til lyset meget forudsigeligt ramte Treston lige i ansigtet; gjorde det smerteligt klart for soldaterne, at der stod nogen og gemte sig i skyggerne.
    "Stop!" råbte han, inden hans hjerne egentlig var kommet på en fornuftig fortsættelse. Han kunne kun se dem som to utydelige, sorte skikkelser igennem det skarpe lys, men det lod faktisk til at de tøvede - bare et splitsekund. Nok til at han kom på at flå sprængkuglen frem og holde den op - gøre det tydeligt, hvad han truede dem med. "Jeg mener det! Bliv fra os!"

Før hun nåede at opfatte, hvad der skete, var hun på jorden i sin brors arme. Støv var hvirvlet op omrking dem, og hun holdt vejret og kneb øjnene sammen, mens trykbølgen sendte mere i deres retning. Det kradsede i næsen, men hun hold sig fra at trække vejret ind og få det galt i halsen. Først da Treston hev hende op igen, åbnede hun øjnene - kun for at blive gennet ind i murens skygge.
Trestons brede skuldre stod beskyttende mellem hende og skrigene, der nu kunne høres, og Zirras hænder knugede bagsiden af broderens trøje. Billeder formede sig i hendes hoved af, hvad der kunne være gået galt, og det ene var kun værre end det andet. Uanset hvad var de afsløret nu. Vagter ville strømme til, og hvis de ikke kom væk...
Lyskuglen ramte dem, og Zirra sneg sig til at se ud fra bag om Trestons ryg. En undskyldning lå allerede klar på hendes læber. En bortforklaring om, hvorfor de var der - men Treston var hurtigere. Og dummere.
Selvfølgelig var hans løsning at true dem. 
"Sænk den kugle!" råbte den ene vagt, men de kom ikke tættere på. 
Ikke før den ene pludselig havde en kniv stikkende tværs gennem halsen. Den anden reagerede med det samme med en knytnæve mod den formodede modstander, han forventede ville være lige bag ham. Hans knytnæve kolliderede med Coles ansigt i samme sekund, som Zirra trak lyset fra lyskuglen til sig og igen henlagde området i mørke. Mørke og støv. I det mindste vidste hun nu, at han var uskadt. Men at han var her, betød han enten ikke havde kunnet nå sit eget sted, eller var blevet nødt til at prøve at redde de få han kunne, fordi hele missionen var i fare. 
Zirra hørte Cole ramme jorden i en skraben og et grynt, og mens alles øjne vænnede sig til det pludselige mørke, var der stille foruden den første vagts dødsgurglen. Da aftegninger af menneskekroppe i den støvflimrende luft kom til syne igen, så Zirra vagten gå med afmålte skridt mod der, hvor Cole var landet. Cole selv var ved at rulle langsomt til siden så lydløst han kunne i samme antagelse som Zirra: Vagten var stadig halvt natteblind.
"Vi skal hjælpe..." hviskede Zirra og trak i Trestons ærme.
Rundt om bygningens hjørne brød lyden af støvler mod brostenene frem. Råbende stemmer. Lys blev reflekteret kantet i støvet. Lys, der kom tættere på.
"LØB!" råbte Cole i det samme, mens han hævede sig op på den ene arm og sparkede ud efter vagtens skinneben, inden han selv satte af.

     Treston greb det samlede lys i Zirras sten, komprimerede det med en hurtig næveknytning og kastede den lille, varme energikugle i nakken på dén soldat, der havde slået Cole. Der var ikke meget kraft i lyset, og det gjorde ikke meget skade, men soldaten udstødte et overrasket hyl og klaskede sig selv i nakken, og distraktionen var nok til, at Cole nåede på benene og fik sat af sted ud i mørket. Det samme gjorde Treston med et godt tag i Zirra, så de ikke blev væk fra hinanden - uden at have den fjerneste idé om, hvor de skulle løbe hen.
    "Ind her!" hvæsede Cole og drejede ned ad en endnu mørkede gyde mellem to huse - nåede lige akkurat at få de to Reynlest-søskende i ly mellem skyggerne, før en deling soldater i Mørkets uniform løb forbi på den større gade med fakler og lyskrystaller i hænderne. Trukne våben...
    "Hvad skete der?" hviskede Treston, da mændene var forbi og lyden af militærstøvler og ordre omkring våbenlagret med sikkerhed ville overdøve enhver lyd, de kunne lave. De tre unge mennesker var sat i bevægelse mod enden af gyden, og da de nåede hjørnet sank Cole på knæ - tittede omkring det med ansigtet nede i hoftehøjde for at mindske sandsynligheden for at blive opdaget. 
    "Tori snublede over noget i mørket," mumlede Cole tilbage - vinkede dem fremad med årvågne blikke i alle retninger. "Sprængte benene af sig selv. Vi går til plan B."
    "Plan B?" spurgte Treston som en anden idiot og tøvede så - satte farten ned, da det gik op for ham, at Cole var i gang med at lede dem tilbage imod våbenlagret af en snirklet rute. "Cole..."
    Cole vendte sig med med en stresset, sammenbidt mine, Treston kun lige akkurat kunne skelne igennem mørket. "Det er for farligt at fragte sprængkuglerne tilbage med Mørket i røven!" erklærede han og løftede sin egen, uldforede pose i vejret som for at understrege sine ord. "Én af os snubler - én af os rammer en mur i mørket - og så er vi lige så døde, som Tori er det! Vi må skaffe os af med dem, og samtidig sørge for, at Mørket ikke følger os tilbage!" Han rakte hånden ud. "Giv mig jeres poser - så skal jeg nok ordne det. I løber tilbage til mødestedet og koordinerer tilbagetrækningen derfra."

Cole rettede sig op i sin fulde højde - der desværre kun var lige omkring Trestons og ikke højere - og snuppede posen ud af hånden på ham. 
"Vi har én chance til at gøre det her, og det er i nat," hvæsede han ud mellem sine sammenbidte tænder. "Så gå du bare hjem igen, hvis det er for meget, men vi færdiggør det her nu."
Zirra vidste, hun nu ville skulle udholde den længste øjenkontakt med Treston siden deres stirrekonkurrencer som børn. For hun kendte til plan B, og hun vidste, hun ikke bare lige kunne vende ryggen til det her. Det var ikke kun rebel-aktivitet, som Treston stadig troede. Hun havde svoret en ed til Lyset, og i aften var hun faktisk på arbejde. 
"Plan B er at sprænge hele østsiden," sagde Zirra og trådte det ene skridt mellem drengene hen til Cole. "Det kan vi klare med tre kugler, hvis vi er heldige. Østsiden holder størstedelen af lagret, så det er bedre end ingenting."
Cole nikkede anerkendende til Zirra og lod så sine gule øjne finde Trestons omrids i mørket. "Beslut dig nu, Treston. Hvis du ikke vil med, kan du i det mindste købe os tid ved at spille urolig borger."
Det var ikke en helt dårlig ide, syntes Zirra, selvom hun allerhelst ville have sin bror ved sin side. På den anden side, var der nok væsentlig større sandsynlighed for at lykkes med plan B, hvis de kun var to spioner, der skulle snige sig frem og ikke samtidig skulle sikre sig, at Treston kunne følge trop og holde kæft.

    "Du-" begyndte Treston med en arrig hvisken, da Cole flåede sprængkuglen ud af hans greb, men blev overrendt af den anden mands ord og nåede ikke videre. Fæstnede i stedet et lige dele misbilligende og tvivlsomt blik i Zirras øjne - prøvede meget bestemt at fortælle hende uden ord, hvor dårlig en idé, det her var...
    "Zirra - nej," erklærede han og ignorerede meget bevidst Coles ord og ordre, fordi det var vigtigere at få lillesøsteren til at komme til fornuft. "Er du fuldstændig sindssyg? Vi nåede alle tre kun væk med nød og næppe - det er absolut ingen chance i verden for, at jeg lader dig løbe lige tilbage i armene på dem!"
    "Det er ikke dit valg!" hvæsede Cole tilbage og lagde en hånd på Zirras skulder. "Zirra ved, hvad der skal til!"
    "Zirra er sytten somre!" modargumenterede Treston uden at give det særlig megen tanke, at han selv kun var et enkelt år ældre. Hun var hans lillesøster - der burde ikke være noget at diskutere. 
    Men Cole tog sig ikke af hans indvending: "Afled dem, Treston. Eller stik halen mellem benene - vi har i hvert fald ikke tid til dét hér!" Og med de ord gjorde han et kast med hovedet af Zirra og forsvandt i mørket.
    "For zalan da også!" bandede Treston lavmælt - var på nippet til at følge efter, men afgjorde så, at tre idioter, der kom løbende igennem mørket, ville påkalde sig mere opmærksomhed end to. I stedet ønskede han Cole langt, langt væk, og gav sig til at løbe tilbage igennem gyden - imod den store gade. En distraktion? Hvordan zalan skulle han klare dét? Kunne han finde ét eller andet at sætte ild til...?
    Det var så mørkt, og han var så optaget af behovet for at komme på noget helt igennem genialt, at det nær var gået galt, da Aled tumlede rundt om hjørnet med sin egen pose knuget i hænderne. Instinktivt tog Treston fat i den anden og forhindrede den tynde gut i at gå på næsen i brostenene - posen med sprængkuglen svingede faretruende tæt på en husmur, og Aled udstødte et lille, tyndt hvin. 
    "For zalan, menneske!" hvislede Treston og fik dem på ret køl. Greb under posen og holdt den stille. "Du..." Han lod sin stemme ebbe ud, fordi han havde fået en idé, og uden at tage sig af Aleds forskrækkede pludren og efterfølgende protester, snuppede Treston posen ud af hånden på ham og gav sig til at løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde ned imod den store gade, der løb mellem Nordporten og Sydporten. Var de ikke kommet forbi en lille plads med en brønd? Han var rimelig sikker på...
    Og jo. Nu mundede gaden lidt ud i en ganske lille plads, og midt på pladsen - så langt fra andre huse, at han forhåbentlig ikke ville yde for meget skade - stod en fin, lille brønd. 
    "REBELLER!" skreg han, så højt han overhovedet kunne. Så langt var han heller ikke løbet - Mørkets soldater ved varelagret burde kunne høre ham... 
    Om ikke andet hørte de dét ruderystende brag, det gav, da han af alt kraft tyrede Aleds sprængkugle imod torvebrøden, og eksplosionen blæste ham baglæns, selvom han havde vendt sig og var begyndt at løbe splitsekundet efter, at kuglen havde sluppet hans hånd. 
    Brøndstenene fløj til alle sider og en flammende sky rejste sig med en whoooof-lyd imod himlen.

Braget var højt nok til, at Cole et øjeblik hev Zirra ind mod den nærmeste mur af frygt for at en af de nærliggende bygninger var ved at falde ned over dem. Hun endte med ryggen op mod muren og Coles beskyttende arme omkring sig. Løbende fødder lød i retning væk fra dem og våbenlageret, og Cole trak sig ud fra hende med et overrasket smil.
"Han gjorde det faktisk," sagde han. "Måske er han ikke så uduelig, som jeg antog."
Zirras svar var at stjæle et lille kys og give ham en passende lammer på skulderen. "Kom så. Lad os færdiggøre det her."

De to spioner havde listet sig gennem gaderne, placeret de tre sprængladninger og var nu kravlet op på en tagtop, hvorfra de med hver deres arm om skorstenen havde udsigt over våbenlagret.
"Kan du se ham?" spurgte Cole.
"Nej, men der er rimelig mange folk ved brønden. Jeg tror, det var den, han sprang," svarede hun.
"Du bliver nødt til at tage et valg. Indvi ham eller smid ham ud. Han er for tæt på dit virke for en uvidende."
"Jeg kan ikke fortælle ham det," svarede Zirra stille. Hvordan ville han ikke reagere? Uden tvivl ville han prøve at få hende ud af det. I værste fald ville han sige det til far.
"Så få ham ud. Sig du selv stopper og at han også gør. Find på noget med at det er blevet for farlig for jer. Så smider vi dig på dagsopgaverne, så du kan komme hjem til tiden," sagde Cole bestemt. Zirra vidste, hvordan det var. Det havde været dumt at få Treston med i det, men han havde bare så gerne ville hjælpe. 
"Det skal jeg nok," svarede hun lidt slukøret. "Få nu tændt for de kugler så vi kan komme videre. Treston er nok i sikkerhed. De har ikke noget på ham."
Cole nikkede i mørket og selvom han ikke sagde noget, kunne Zirra fornemme bevægelsen. Så kylede han den kontrolkuglen ned mod taget, hvor den sprang - og et par gader derfra blev hele østsiden af våbenlageret opslugt af tårnhøje flammer.
"Tid til at smutte," sagde Cole, og de gled begge ned fra taget og satte på lette fødder i retning af brønden for at finde Treston igen.

    Treston havde ladet sig falde i et med de mange folk, der trodsede Udgangsforbuddet, for at se, hvad det var for nogle brag, der havde rystet dem i sengene og fået alle byens ruder til at klirre. Han havde stillet de samme, forvirrede spørgsmål - strækket sig for at se over folks hoveder og brokket sig lavmælt, da én af Mørkets soldater brølende beordrede de sammenstimlede til at skride hjem, og dét med det samme! For ellers skulle han kraftedeme sørge for, at de alle blev arresteret. Derefter var han lusket af sammen med resten af det civile publikum og var tilfældigt stødt på Aled, der havde haft gang i noget af det samme. De to drenge brød fra gruppen af folk og trak ind imellem et par ludende huse - gemte sig i skyggerne.
    "Hvor er Cole?" spurgte den anden dreng lavmælt, da der havde været stille ude på gaden et godt stykke tid. "Hvad gik der galt?"
    "Tori snublede," svarede Treston og uddybede ikke - Aled havde vel også hørt braget. Og skrigene. "Cole og Zirra løb tilbage for at få så meget af lagret ned, som det nu var muligt..."
    "Vi burde vente på dem ved mødestedet, og ikke ude i byen - hvis vi bliver taget efter spærretiden..." 
    "Du skal være velkommen til at gå tilbage - få styr på de andre. Jeg venter på min søster." Mørket havde allerede taget far... Han vendte ikke næsen hjemad, før han var sikker på, at Zirra var okay. 
    Da Aled var sat af sted ud i mørket, vovede Treston at snige sig tilbage imod den endnu rygende brøndplads. Mørkets folk var stadig massivt til stede og det var Treston umuligt at komme forbi uden at afsløre sig selv. Så i stedet gravede han sig ind i en bunke fugtigt hø, der lå stakket ved siden af et lille gedehus i en baggård, og hvorfra han havde et nogenlunde udsyn til brøndpladsen og den sideløbende gade igennem stråene. Soldaterne på brøndpladsen blev mere og mere hidsige og hektiske, som flere og flere patruljer kom tomhændede tilbage, og Treston skulle i hvert fald ikke nyde noget af at blive opdaget... 
    Da Zirra og Cole dukkede ud af mørket skete det så pludseligt, at han nær ikke havde nået at gøre opmærksom på sig selv. 
    "Dér er I," hviskede han og fik banket sig selv ud af høbunken - det føltes, som om der var strå allevegne. "Lykkedes det? Hvordan kom i forbi Mørkets folk ude på brøndpladsen?"

"Vi tog den henover tagene," svarede Cole som om det var det mest indlysende i hele verden. Og at Treston i øvrigt slet ikke var dækket af fugtigt hø med en let dunst af gedemøg. "Kom lad os skride. Vi fik bygningen, nu skal vi væk."
Zirra nikkede og greb Trestons hånd - også selvom den var fugtig og uhumsk. Først nu kom den reelle bekymring  op i hende med at hun kunne have mistet Treston, Cole eller sig selv her til aften. Hun havde hevet Treston med ind i noget, han ikke vidste, hvad var, og som hun på bundlinjen ikke kunne forsvare over for ham, fordi hun var nødsaget til at holde sin status som spion hemmelig. Hun bed sig i læben, mens de stod gemt på et hjørne og ventede på at en patrulje passerede. Det var lidt noget lort, hun havde fået rodet sig ud i, selvom det var i Lysets tjeneste, var det ikke?

Mødestedet var ikke langt væk. En lille baggård bag en smadret bagerforretning. Gaden op til var tom, og de smuttede hurtigt omkring hjørnet. Zirra forventede at se Aled og et par andre allerede spredt ud i skyggerne, men det var kun Katrin, der stof foran det halvvisne træ, høj og rank, og ikke særligt afslappet. 
"Hej folkens," sagde hun, men flyttede sig ikke. Cole så hen på hende - han var blevet distraheret af at kigge på Zirra - og stoppede så op. Zirra gjorde det samme.
I en næsten usynlig bevægelse, drejede Katrin hovedet ganske lidt fra side til side.
Var det panik i hendes blik?

    Treston havde af sikkerhedsmæssige (og storebrorrelevante) årsager holdt sig et par skridt foran de to turtelduer det meste af vejen igennem byen, og derfor var han den første til at spotte glimtet af metal i måneskinnet - nåede lige akkurat at dukke sig - sekundet inden armbrøsten gik af med et smæld inde fra mørket af, og det gik op for dem, hvorfor Katrin havde været så stiv og anstrengt at se på. 
    Bolten hamrede ind i låret på Cole og slog ham omkuld med et skarpt smertensudbrud, og Treston vendte sig for at hjælpe ham op, men der var ikke tid, Mørket var her, de var blevet opdaget... Han rakte en hånd ud imod Zirra. Alt var kaos, alt var bevægelse. Katrin var snurret omkring - forsøgte at vriste kniven ud af hånden på dén soldat, der havde holdt hende i skak i ly af mørket - og sortklædte folk syntes at vrimle ud fra skyggerne.
    "Zi!" gispede Treston af lillesøsteren - havde trukket dén kniv, Cole havde givet ham, uden helt at kunne huske at beslutte sig for det. 
    "Zirra, LØB!" beordrede Cole med hele ansigtet forvredet i smerte - halvt siddende, halvt liggende, med blodet pumpende ud imellem fingrene. I det samme nåede en sortklædt soldat den unge mand og sparkede ham i hovedet, så han gik ud som et lys. Stakåndet af adrenalin kastede Treston sig over soldaten, væltede ham bagover med sin vægt og hakkede kniven ind imellem ribbenene på ham. Varmt blod - sort i måneskinnet. Et blødt flump, da kroppen leddeløst ramte brostenene; frigjorde en åbning - en vej ud af bagholdet.
    Uden at tage sig af eventuelle protester lod Treston kniven sidde, hvor den sad, og skubbede Zirra foran sig - væk fra soldaterne, væk fra håndgemænget, væk fra Cole.

Zirra råbte et eller andet henover alt, det der skete. Et eller andet, der blev tabt imellem Coles skrig og soldaternes ordreråb. Hun rakte ud efter Cole - hans hånd var gledet alt for hurtigt ud af hendes greb - men blev skubbet tilbage af Treston, der i øjeblikket efter fór i flæsket på soldaten, der havde sparket Cole... Cole... Zirras blik gled ned og blev mødt af Coles bevidstløse skikkelse. Trestons hænder begyndte at skubbe hende igen, og i blind panik og gråd, strittede hun imod alt det hun kunne, mens Katrins skrig skar gennem mørket. Hun kunne ikke nå Cole, kunne ikke stoppe hans blødning, kunne ikke slæbe ham med sig...
Genlyden af Coles ordre var det, der i sidste ende fik hendes ben til at flytte sig i den retning, Treston skubbede hende i. Ude på gaden løb to soldater mod dem for at afskære dem vejen, og Zirra fik set lige præcis nok gennem tårerne til at kaste alle sine ildfluer i hovedet på dem, så de mistede nattesynet og prøvede at vifte dem væk. Derfra startede flugten for alvor. 
Men Trestons fødder trampende bag sig, løb hun alt hvad hun kunne. Ned ad gader, uden en plan, rundt om bygningerne. Videre og videre til der ikke var flere soldaterfødder i hælene på dem. Til lungerne brændte og brystet gjorde ondt. Til tårerne var indtørrede striber på kinderne og knæene rystede. 
Zirra støttede sig til husmuren og var i det samme ved at vælte. Hendes åndedræt var en hæs hvæsen, og da et hosteanfald overtog hende, endte hun med at vende vrangen ud på sig selv og efterlade mavens indhold på brostenene.
"Treston... Treston..." peb hun, da der ikke kom andet end mavesyre op. "Vi kan ikke bare lade dem få ham ... Vi bliver nødt til at gå tilbage ... Nødt til at..."
Hun vidste inderst inde godt, at der ikke var noget at gøre. De kunne ikke gå tilbage. De kunne redde Cole. Men hun havde brug for at Treston sagde ordene højt for hende.

    Ligesom Zirra var Treston knækket sammen og prøvede desperat at genvinde kontrollen over sit åndedrag - at få så meget luft som muligt ned ad gangen, selvom sidestikket havde sat sig lige under hans ribben og gjorde forbandet ondt. Lyden af Zirra, der vendte vrangen ud på sig selv, tvang ham til atter at rette sig op, og med en hånd mod ribbenene nærmede hans sig hende forsigtigt - havde rakt hånden ud for at lægge den beroligende imod hendes foroverbøjede ryg, da hun i det samme vendte sig. Ytrede sine ulykkelige ord...
    "Nej, Zirra," hviskede han og lukkede hænderne om hendes - sørgede for at holde hende i ro. "Nej... Det kan vi ikke. Jeg er virkelig, virkelig ked af det, men vi kan ikke hjælpe Cole nu. Der er ikke noget at gøre. De andre, de... Vi kan ikke gøre noget for dem, Zirra."
    Derefter lagde han armene om hende, og sådan stod de i nattemørket i noget, der føltes som en evighed. Zirra med en elsket færre, og Treston med blod på hænderne.

    Det første, spæde morgengry var begyndt at vise sig over hustagene, da de endelig skubbede den tunge låge til Eylias have op og udmattede trak sig op af havegangen og ind igennem køkkendøren. Treston gjorde sig enorm umage med at få den lukket bag dem, så det ikke skulle runge i hele huset, og havde så nær fået et hjerteanfald, da Eylias stemme spurgte: "Hvor i Isaris' navn har I to været?"
    Han snurrede omkring med hjertet i halsen og blev konfronteret med deres mor - siddende ved køkkenbordet i sin lange kåbe, med et sjal over skuldrene og håret i en frisure, der tydeligvis var blevet sovet på. Hendes ansigt var stramt nu - strengt og vredt - men det kunne alligevel ikke skjule de furer af bekymring, der havde skåret sig ind i hendes pande og mundvige i løbet af natten. De hævede øjne, der vidnede om at hun grædt.
    

Ordene blev ikke blidere af at Treston sagde dem. Det fik hendes indvolde til at gøre mere ondt end da hun havde kastet op. Hele vejen hjem var hvert eneste skridt en kamp for hende. En kamp for ikke at vende om og løbe tilbage for at hjælpe. En kamp om, hvad hun skulle sige til sin overordnede. De vidste det nok allerede. Hvor meget havde soldaterne set af deres ansigter?
Og så pludselig var de hjemme, og moderens stemme rev Zirra ud af tankerne. 
"Vi blev afskåret vejen hjem af rebellernes eksplosioner," sagde Zirra træt og tomt. Hun følte sig kold helt ind til benet og for en gangs skyld kom løgnen hurtigt og ubesværet til hende. "Vi gemte os i mørket, så dem slås." Zirra førte sit eget blik hen på Trestons hænder, lige som Eylia fik øje på blodet og gispende kom op at stå. "Treston prøvede at hjælpe en af de sårede, men det nyttede ikke noget. Vi er ikke kommet noget til, mor..."
Men det var Cole. Coles blødende lår overtog Zirras tanker. Hans råb til hende om at løbe. Lyden af sparket, der havde slået ham ud. Hun hørte ikke efter mere. Genspillede kun kærestens sidste ord til hende igen og igen og igen for sit indre øre. Holdt fast i dem. Memoriserede hver en tone i hans stemme. Huskede duften af hans hår, smagen af hans læber. Hun mindedes varmen fra hans krop, og begyndte at græde.

   Treston havde dumt åbnet munden uden rigtig at have en plan for, hvad der skulle komme ud, da Zirra heldigvis kom ham i forkøbet - afleverede løgnen let og elegant som om hun ikke havde lavet andet end at finde på dækhistorier hele sit liv. Treston tog sig selv i at stirre undrende på hende og sænkede i stedet blikket til sine hænder, da Eylia gispende kom på benene. Treston prøvede at hjælpe én af de sårede... Endnu en elegant løgn. 
    Men stadig en løgn. Havde han slået soldaten ihjel? Burde man ikke vide, hvem ens første drab var - om man vitterligt havde taget livet af dem? Var det ikke sådan i veteranernes historier - i deres fars? Burde han ikke... føle noget ved det...?
    Han nåede ikke længere, før store tårer brød frem i Zirras øjne, og Eylia skyndte sig de sidste par skridt hen over køkkengulvet og tog sin datter i armene. 
    "Lille skat..." mumlede hun trøstende - lagde hagen oven på Zirras askeblonde hoved og vuggede hende lige så stille. Sendte Treston et fortvivlet, uforstående blik - et blik af dén slags, der ordløst beder om en forklaring. 
    Han rømmede sig og betragtede dem... tomhændet og en lille smule fortabt. "Det var... rigtig grimt, mor. De... sprang én eller anden lagerhal, og vi var nær ikke kommet ind i Centrale Bydel igen, fordi der var så mange soldater. Der var én, der fik benene sprængt af..." Lyden af Toris skrig gjaldede for hans indre øre, og han skuttede sig - følte pludselig et enormt behov for at få vasket blodet af fingrene. "Jeg går lige ud og... jeg skal lige have ordnet mine hænder..." Uden at vente på svar skubbede han køkkendøren op og nærmest småløb ud til det lille latrin, hvor et vaskefad stod fremme. Greb sæben, der hang på sin faste krog, og gav sig til at skrubbe og skrubbe og skrubbe, til hans hænder var røde og føltes stive fra kulden.

    Eylia nikkede bare og lukkede øjnene, da døren faldt i bag hendes næstældste søn. Strøg datteren over håret og tog en dyb indånding, før hun stille, næsten hviskende, spurgte: "I har ikke gang i noget dumt... vel Zirra-mus?" Man kunne høre på hendes stemme, at hun frygtede for svaret. Siden Mørket havde taget Dastor, havde Eylia været ved siden af sig selv - slet ikke den bestemte, stolte kvinde, børnene havde kendt igennem deres opvækst. Der var flyttet en frygt ind dybt i hendes øjne... 

Det tog et stykke tid, før Zirras vejrtrækning kunne følge med igen og gråden veg for ord. Så meget havde hun ikke engang grædt, da hun havde skulle fortælle Eylia, at Dastor var blevet taget af inkvisitionen. Tårerne flød og tog al afmagten med sig på vej ud. Der var ikke noget hun kunne gøre for Cole. Ikke for nogen af de andre. Hun havde ikke engang nået at fortælle sin mor at hun så ham... Nu var det nok også for det bedste.
"Jeg tog bare overarbejde ... for at få flere ... mærker," hiksede hun og prøvede at tørre ansigtet rent. 
Eylia tyssede på hende og hjalp med sit eget ærme. "Det går nok, skat. Vi kan klare os. Du behøver ikke tage overarbejde til ud på aftenen, vel? Så hellere være hjemme med os."
Zirra nikkede fåret, og vidste at hun ikke kunne holde det. Vidste, hun ville blive nødt til at finde på flere løgne for at holde sin familie i uvidenhed. Vidste, hun ville komme til at hade hver eneste løgn på vejen. Det burde ikke have været så nemt at lyve om, hvad der var sket til aften, men havde hun talt sandt, ville det kun bringe Eylia i unødig fare. 
"Smut ind i seng med dig," sagde Eylia og aede hende over håret. "Det er alligevel hviledag i dag. Vi siger til præsten, at dig og Treston ikke har det så godt."
Mon det var fra Eylia, Zirra havde arvet den lethed ved løgn? Selvom moderens forslag var en del mere harmløst, end den løgn, Zirra selv havde givet hende. Udkørt slæbte hun sig ind på det lille værelse og lagde sig under tæppet uden at tænke på at tage tøjet af først. Hun ville komme til at fortryde det senere, men lige nu var hun ligeglad. Før Treston var inde hos hende, prøvede hun ikke engang på at lukke øjnene.
"Tror du de så os ... Sådan rigtigt?" spurgte hun hviskende, da de var alene.

    Treston var nået at blive fuldstændig gennemkold undervejs i skrubberiet, og selvom han nu lå under sine tæpper, og ikke længere stod i det utætte latrinskur, kunne han bare ikke få varmen igen.
    "Jeg ved det ikke, Zirra," mumlede han og stirrede op i loftet. Følte sig tom indeni. Så tog han sig i det og vendte sig på siden i sengen, så han kunne skimte hendes skikkelse oppe imod kammerets anden væg. "Jeg... tror det ikke. Det var jo kun ham den ene, der rigtig kom tæt nok på os til at se vores ansigter i mørket. Og ham tror jeg, jeg slog ihjel..." Han fortalte sig selv, at dén kuldegysning, der fór igennem ham ved ytringen af de ord, bare skyldtes nattekulden fra latrinet, men inderst inde vidste han godt, at det nok var andet og mere end dét. "Jeg stak ham i hvert fald op imellem ribbenene - Ersten siger, man punkterer lungen sådan..." Han sank og trak tæpperne lidt tættere om sig. "Jeg tror ikke, vi skal være bekymrede for at blive genkendt... Ikke medmindre - altså. Ikke medmindre nogen af de andre får fortalt, hvem vi er..." 
    Han kunne ikke finde en mere sensitiv måde at sige det på, men den implicitte mening fik ham stadig til at krympe sig. Stakkels Zirra... Det ville næsten være bedre, hvis Cole bare havde fået sprængt sig selv i stykker ligesom Tori - så skulle hun da i det mindste ikke bekymre sig om, hvorvidt de torturerede ham eller ej. Hvorvidt han ville knække og stikke dem til Mørket...

Ersten siger, man punkterer lungen sådan...
Ordene fik Zirras mave til at slå knude på sig selv. Selvom den var helt tom, fik hun lyst til at ørle igen. Mindet om blodet - om duften af blodet - stod skarpt for hendes indre blik igen, og hun hev tæppet op over næsen og pressede det ind på hver side for at stoppe det. Eller for at stoppe de tårer, der var på vej igen, måske.
"De stikker os ikke," svarede hun inde bag tæppet med en selvsikkerhed, hun kun havde, fordi hun havde modtaget samme træning som dem, og mens hun var den nye spire, var de ældre og havde været i felten før. Alle kendte konsekvenserne. Håbet var, at de ikke tog andre med i faldet. 
"Jeg tror..." begyndte hun, og overvejede om hun burde sige et eller andet til Trestons ord om sit første drab. 
Det vidste man jo godt, man ville udføre som vordende ridder, men at det skulle ske sådan her. Det var ikke hvad man regnede med, og der var ingen ære i det. Kun uvished og skam. Hvad end der var at sige til det, fandt ordene ikke vej til hendes mund. Det var sådan noget en anden ridder kunne hjælpe med. Ersten havde været i felten. Eller Dastor kunne give en rigtig far-snak. Udover, at ingen af dem måtte få at vide, hvad der var sket i nat.
"Jeg synes, vi skal stoppe," endte hun med at halvlyve. For hvor hun ikke selv rigtig havde et valgt, huskede hun Coles ord på tagtoppen. Treston skulle ud af det her, inden det blev for kringlet og dermed farligt. "Jeg går tilbage til bare at give lidt info, når jeg kan."
Hun mødte hans blik henover tæppekanten og håbede på, han bare ville sige ja. Tro på hendes lille halve løgn og trække sig, mens legen stadig var god. Mens deres mor stadig havde fire børn.

    "Det..." Treston sukkede. "Jeg forstår godt, hvorfor du siger det, og jeg er heller ikke uenig... Det føles bare lidt for meget som at stikke halen mellem benene, gør det ikke? Skal vi ikke hellere vente med at tage en beslutning, til der bliver meldt noget ud fra dine kontakter? Til vi ved hvad... Hvad alt dét hér ender med?" For der måtte jo nødvendigvis komme et efterspil på i aften. En konsekvens. 
    En henrettelse.
    "Vi vidste jo begge to godt, hvad vi risikerede - hvad det kunne koste. Jeg..." Han skar en grimasse og kørte hænderne over ansigtet. Var stille lidt, i frustreret ubeslutsomhed, før han mumlede: "Jeg ved ikke, om jeg kan se far i øjnene, hvis vi bare giver op nu. Det føles ikke særlig ridderligt..."
    Det var dog dét, han inderst inde havde lyst til - at give op. Det føltes nemlig heller ikke særligt ridderligt at jorde en kniv op imellem nogens ribben i en mørk baggård... Ikke særlig ridderligt at sprænge en brønd i luften for at skabe en åbning til et våbenlager. Ikke særlig ridderligt at måtte lyve for deres moder, for at skåne hende de barske sandheder...
    For dét billede, han havde fra Dastor, var at en Ridder stod ved sine handlinger - for en Ridders handlinger var ærefulde. Gode. Nødvendige. 
    "Måske..." hviskede han og vendte sig lidt opgivende om på ryggen igen. "Måske skal vi bare forsøge at få os noget søvn, Zi - tænke det hele igennem i morgen, når oplevelserne er lidt mere... på afstand."
    Han forsøgte virkelig at følge sin egen opfordring - at falde i søvn og synke ned i intetheden. Men tankerne holdt ham vågen i noget, der føltes som timer, og da solen kastede de første, spæde stråler ind imellem skodderne for kammerets vindue, ville han næsten sværge på, at han var mere udmattet, end han havde været, da han lagde sig.