Mange ting havde irreteret Yume'Ave i hendes næsten otte hundrede år lange liv, små dyr om natten, tjenestefolk der tolkede ens ord, elskere, beundrer, fremmede, en dør der altid knirker på den der forfærdelige måde, men dette, dette var første gang hun var blevet irreteret på et bord. Dette, lave forfærdelige bord, ikke engang højt nok til et stol, man måtte have en pude, dette bord som holdt blokken, honningen, teen, fjeren og lige nu, holdt begge elveres vægt, aldrig før havde hun været så irreteret på en bord. Det var i vejen, og ikke bare lidt, hvis hun havde styrken eller magien var bordet væk, men nu, holdt det dem fra hinanden, teen var i vejen så man ikke kunne kravle over bordet, eller tvinge ting på gulvet, det var et forfærdeligt bord! Et hun kort tænkte hun blev nød til at smide ud når dette møde var ovre, men alligevel, ville dette ønske nok aldrig blive til virkelighed som minderne ved dette bord blev flere og flere som de begnydte at bære mere og mere af de to fortryllet elvers vægt. Disse mindre, ville nok aldrig forlade Yume'Ave hvis hun kunne bestemme. Fra øjeblikket hendes flirt blev sendt retur, har dette være alt hun har ønsket, at komme nærmere og nærmere ørkenblomsten. Ordet endelig ramte hende som en dræbe på tungen under en tørke, hvad der endelig var planlagt at tale om, alt den forberedelse hun havde gjort i sine drømme til dette møde forsvandt, glemt, fortabt i hendes mere, følelsesladet tanker, tanker var for stort et ord at benytte i dette øjeblik som hun blot forsvandt i hvad hendes krop ønskede, i de gyldne øjne, i hver berøring.

At mærke fingrene mellem sine, var som en drøm, føltes bedre end hendes drømme havde gjort længe på trods af hver hun skabte, hvem hun inviteret, dette var måske den glæde hun havde søgt de sidste mange år. Kort lod hun luften forlade hende som hun mærkede de skønne fingre bevæge sig over hende hals,endnu mere som hun blev revet tæt på ørkenblomsten, og mærkede ikke blot hvor livlig hende dans med tungen var, men også var tæt ørkenblomsten ønskede hende. Forbandet bord. tænkte hun kort som hun lod sig hæve mere og mere ind over bordet, for at lægge mere og mere vægt på ørkenblomstens læber, dog var dette netop en fejl, en fejl som ørkenblomsten undgik så elegant, men i sin lyst, sin ivrighed, glemte hun at tænke på sin vægt fordeling som hun faldt, ikke hen overbordet, nej så uheldig var hun alligevel ikke, men hånden på bordet gav efter som hendes vægt blev lagt for meget på den, og hun faldt imod gulvet til siden af bordet. Et dybt irriteret, mildt chokeret "Ihh", forlod hende under faldet, hun træk vejret dybt som hun ørkenblomsten ikke længere rørte hende, og de nærmest lysende lilla øjne kiggede op imod loftet som hun stille lod sin ryg finde gulvet, dog efter at lade sine lunger blive fulde af luft forlod en let, glad, livfuldt latter hende, og forsigtigt søgte hun ørkenblomsten med sit blik, ikke et ord blev sagt som hendes kinder ikke blot var røde grundet sin lyst og spænding, men også flov over dette fald. Alligevel havde hun aldrig i dette fald, ladet hendes hånd slippe ørkenblomstens, deres fingre stadig flettet, et let klem blev givet til hånden som ørkenblomsten igen var inde for hendes syn.

Bordet var sat som en klods imellem dem, men de var begge ihærdige efter at bestige det, komme forbi det og nå ind til hinanden. Ønsket om at være tæt var ikke til at tage fejl af, som Sitali ikke havde problemer med at hvile sin vægt imod de massive bord, så længe hun var overbevist om at det ville kunne holde hendes vægt, så ville hun faktisk ikke have de store problemer med at udnytte det stabil og let høje underlag. Fokus hvilede dog langt mere på Yume’s yndige læber, de var bløde og fyldige, lige til at spise. Derfor var det måske også en smule svært at holde sig selv i skindet. De var begge kvinder af høj stand, men Sitali var egentlig ligeglad med, hvordan det måtte se ud, hvis nogen afbrød dem. Kunne man benægte tiltrækningskræften i rummet, skulle man overhovedet bekæmpe det, når det var så tydeligt at de begge to gerne ville være tæt på den anden? Ikke i dag og bestemt heller ikke i morgen, hvis man spurgte hende. Hun måtte komme tættere på, men først skulle hun have den fulde oplevelse af Yume’s bløde læber. Alt imens at Sihan havde lagt sig tilrette bag hende med hovedet hvilende på sin pote og øjnene lukket. Han følte sig tryg nok i det ’lette’ selskab til at hvile kroppen efter rejsen, hvilket Sitali syntes at have glemt fuldkommen.

Det var umuligt at komme helt tæt på, men Sitali ønskede bestemt heller ikke at virke for ivrig i sin fremgangsmetode, derfor valgte hun at holde sig til læberne og de lette berøringer omkring skovelverens hals, den bløde hud var virkelig behagelige imod fingerspidserne, som det hele dog tog en noget så uventet drejning, da de bløde læber forsvandt. Sitali blinkede et par gange, hun slog blikket ned imod sin hånd, som hun stadig holdt Yume i hånden, men skovelveren var forsvundet. Med et bump.. Et let fnis forlod hendes læber, da hun hørte lyde fra gulvet og valgte at rejse sig en smule mere på knæene for at kigge over bordet og møde hendes blik. Var hun blevet tacklet af følelserne? Havde kysset slået benene væk under hende? Der hvilede et morende smil på hendes læber, som hun gengældte klemmet omkring hendes hånd. Sitali slap ikke den bløde hånd, som hun dog valgte at løfte den fra bordet og bevæge sig rundt om bordet, stadig på knæ, blot for at ende for fødderne af Yume, derpå rakte hun den anden hånd frem for at hjælpe hende op at sidde. ”Det må De undskylde, måske jeg var for ivrig” undskyldte hun med et skævt smil, men allerede før hun havde hjulpet Yume helt op at sidde, lænede hun sig fremad for at møde hendes læber igen. Denne gang var det dog ikke kun læberne der berørte hinanden tæt. Hun flyttede Yume’s arme omkring sin egen nakke for at de ikke lå i vejen imellem dem, før at hun lod sin tunge danse over Yume’s underlæbe.

Det var urimeligt afslappende at lade ryggen møde gulvet den korte stund, sjælen, sindet og kroppe fandt ro, ikke at følelser forsvandt, på ingen måde. Hun lod latterne falde ud, og med en klar rød farve i sine kinder. Både lysten, og flovheden var skyld i denne farve, lysten til at forsætte, og flov over sin klodset fald. Kort genspillet hun det sidste øjeblik i sit indre, som hun mærkede hånden klemme imod sin, at mærke den gyldne hud, den varme hånd, som hun i virkeligheden ønskede udforskede hendes egen blege hud, men for nu blot at holde den varme hånd i hendes var skøn. Det sidste øjeblik hvor deres læber havde mødtes føltes som både en livstid, og kun et blink, og allerede nu savnede hun fornemmelsen. men den latter, den skønne varme latter ørkenblomsten kom med, træk hende væk fra sine minder af hvad der lige var forekommet. Oh hvor den varmede sjælen at lytte til. hun træk vejret dybt som blikket igen fandt Sitali, nu fri fra det forbandet bord. Først gange siden ørkenblomsten gik ind i lokalet, fik hun nu lov til at beskue det vidunder hun i virkeligheden var, de slanke lange ben, markeret hofter, den let blottet hud omkring hendes mave. Yume'Ave lod hendes underlæbe møde hendes tænder som resten af figuren før hende blev slugt ind i sindet, ind i hendes minder forhåbentligt for evigt, i zarafines navn, lad være at tillade dette minde at forsvinde. Et glad smil spredte sig livligt på de let lilla læber som hånden kom hendes vej, en hånd fandt de spinkle solkysset finger, og hun lod sig blive hjulpet op.

"Undskylde?" lyd det forvirret, som ørkenblomsten beklaget den ivrige følelse de to måtte have delt. "Ørkneblomst...lad være med a..." mere nåede hun ikke at dele før deres læber igen mødtes, Yume'Aves hænder blev så venligt hjulpet om på nakken af Sitali og øjeblikkeligt forsvandt hun i fornemmelse af de bløde læber, og den varme hud imod hendes fingre, det lille kild fra de små hårspidser i nakken træk et smil frem under kysset. Hun lod stille deres pander mødes, og et afslappet suk forlod hende som tungen dansede over hendes underlæbe. Intet..intet kunne ødelægge dette, selv hvis en vagt, eller tjenesteperson vandrede ind nu. De gyldne øjne, var for tæt på at resten af verden fandtes for de lilla let lysende øjne. Hun lod sin ene hånd let glide ned imod Sitalis skuldre, den anden imod kinden. "Jeg.." mumlede hun kort, som hendes blik blev mere og mere fortryllet af den klare gyldne farve foran sig. ordspillet var forsvundet, og det var ikke bare kysset som havde slået hendes ben væk under hende, alt havde, hendes udsene, hendes ord, alt, der var ingen fejl at finde, alt havde slugt Dagen mere og mere ind i solens varme. Stille havde begge hænder begyndt at sluge kroppen foran sig til sig, den ene stille ned af Sitalis ryg, stoppede på hendes len, før den langsomt søgte nakken igen. Den anden, hvilede på hendes skuldre og en enkelt finger rejst, hvor en negl legesygt dansede forsigtigt rundt på den solkysset hals. Legende lod hun nærste deres læber mødes, de lilla øjne gled i, og lige før læberne lod hun sine egne læber søge Sitalis kind, hvor flere korte kys, førte læberne til det lange spidse øre, hvor et kort nip mødte bunden af øret, tænderne slap øret som munden blev kort helt tæt hvor hun åndede langsomt ud, før hun lod et hvisk møde øret. "Vær så ivrig som de ønsker." ordende sluttede med endnu et lille nip i øret før hun forsigtigt hviskede; "Skal jo brude dig godt velkommen."

Faldet havde bestemt ikke været planlagt, men Sitali var overbevist om at det var blevet gjort med ynde også selvom det høje bump, nok fik nogle forundrende blikke fra tjenerne udenfor døren. Heldigvis lod ingen til at ville forstyrre dem. Sihan selv havde kort løftet hovedet, blot for at konstatere at der ikke var noget fare på færde og derfor valgte han atter at lægge hovedet på sin pote. Han gav et enkelt fnys fra sig, som han havde set Sitali bevæge sig rundt om bordet for at komme tættere på Dagens stemme. Der var meget det store dyr ikke forstod, men han gjorde nu heller ikke meget for at blande sig i det. Tværtimod. Det var ikke hans plads at blande sig. Sitali derimod bemærkede ikke Sihans bevægelser, eller lyde, som hendes fokus hvilede på den yndige elver under hende. Der hvilede et konstant smil over hendes læber, som hun forsøgte at hjælpe hende op igen. Egentlig ville hun ikke have haft de helt store problemer med at lade hende ligge på gulvet, blot for at lægge sig ned ved siden af hende. Men det ønske ville måske være en smule for direkte, så i stedet hjalp hun hende op igen. Der brændte stadig en inderlig lyst efter at mærke læberne igen, men hun beherskede sig, så længe det var muligt for hende.
 
Sitali følte at en undskyldning var på sin plads, om end den måske ikke var hel sand, netop fordi de begge havde virket så ivrig og skylden derfor ikke kun kunne hvile på hendes skuldre. Men hun havde ikke de store planer om at lade Yume tage skylden til sig heller, eller lade hende protestere mere end højst nødvendigt. Deraf blev der atter placeret et kys imod hendes fyldige og bløde læber. Det var et ganske let kys, så hun ikke igen mistede sin balance. Langsomt lagde hun sine egne arme omkring Yume’s slanke skikkelse, som hun forsøgte at trække hende tættere på, i et håb om at deres kroppe kunne mødes og de kunne dele hinandens kropsvarme. Ikke at nogen af dem frøs. Varmen i rummet var kun blevet højere af deres bevægelser og interaktion. Hun smilte ganske let ind i kysset, som hun havde hørt de bløde ord, men ikke lod sig mærke af dem, i stedet hvilede fokus imod læberne og hendes egen tunges dansen over Yume’s underlæbe. Deres pander mødtes ganske let, som hun mærkede hvordan Yume stille bevægede sine hænder til hendes kind og længere ned over hendes ryg. Ordene var usagte, men følelserne var der stadig, som Yume ikke dannede en helt sætning, men i stedet lod sine hænder vandre omkring på hendes krop. Sitali nød de lette bevægelser, imens at hun holdt godt fat i hendes ryg og sørgede for at støtte hendes skikkelse, så den slanke krop ikke igen skulle give efter. Hvor ville hun bare gerne selv give efter. Men hun måtte ikke. Det var ikke vejen frem for deres møde. Hun befandt sig i et mindre dilemma, et dilemma der voksede jo mere Yume udforskede hendes ryg og hals med sine slanke fingre. Et suk forlod hendes læber, som hun mærkede de korte kys imod hendes kind og langsomt, næsten ubevidst, lænede sig imod kyssene. Det lille nap i hendes øre, fik Sitali til at vågne op af den lette trance, hun følte hun havde været i længe nu. Måske ordene hjalp hende lidt på vej også. Hun løftede hagen ganske let for at hviske ind i Yume’s ører. ”Jeg håber ikke alle får en sådan velkomst” tonen var drilsk og legende, før at hun førte den ene hånd op imod Yume’s hår og langsomt lod sine fingre flette sig ind i det mørke krøllede hår. Hun rettede ryggen let, så der blev mere afstand imellem dem, men blot ganske kort, før at hun kom helt tæt på og langsomt skubbede Yume ned og ligge for at placere kyssene imod hendes hals og kraveben. Hænderne hvilede ikke længere i hendes hår eller imod hendes ryg, som de langsomt strøg ned langs med siden på Yume’s slanke figur.

Tjenestefolkene måtte tænke og tro hvad de ville, de var klar over at hun var i stand til at sende besked om hjælp hvis det var nødvendigt. Eller sådan håbede hun at det var, men hun havde bedt om privathed i forbindelse med dagens møde. Dog var hendes originale grund til at have bedt om et uforstyrret møde langt fra grunden til at hun nu var glad for at netop have givet den besked. At hun havde forventet følsomme emner var en ting, men langt fra så følsomme som de følelser og tanker der nu fik hendes puls op. Det var på ingen måde et ubehageligt syn som hun lå på gulvet og lod blikket danse over sin gæst, det var en smule skuffende at ørkens stemme, ikke tilsluttede sig hende på gulvet, men i stedet hjalp hende op, og kort nåede hun lige at blive bekymret for at hendes fald, det fysiske fald, havde sat låg på deres leg.  Bekrymringen forsvandt dog som hun mærkede den ørkenberørte varme nå hende, og hun tilsluttede sig omfangningen og lukkede sine arme om ørkenblomsten. Kysset blev mødt forsigtigt, de varme, let røde, varme, bløde læber som overdøvede omverdenen, kysset træk hendes nærmere, og nærmere og forsigtigt lod hun sin vægt lægge mere og mere i ørkenblomsten og mere og mere nydt hun den varme figur. Det var behageligt, det var drømmende endda at få lov at lade hendes hænder udforske ørkenblomsten, uheldigvis stadig dækket i hendes klæder, men for nu var dette det bedste hun kunne nyde i dette øjeblik. Grunden til målet i det hele taget forsvandt mere og mere I dagens stemmes tanker, faktisk forsvandt tanker i det hele taget mere og mere. Det lette suk som forlod ørkenblomsten dræbte også de sidste tanker der forsøgte at trække hende tilbage til mødet, netop derfor var det umuligt ikke at lade tænderne legende tage fat i øret. De legende ord træk smilet langt ud på kinderne af dagens stemme men før hun kunne handle, kom der afstand mellem dem, og et let lystigt piv forlod dagens stemme som på ingen måde var færdig med udforske sin gæst. Pivet blev til et let bid i underlæben som hun forsigtigt kunne mærke gulvet imod sin ryg.

”Selvfølgelig ikke..” mere nåede hun ikke få sagt før hendes ord blev til nydelse fyldte lyde, som hun mærkede de smukke, varme læber imod sin hals, sit kraveben, blikket gik i og let kurvede hun ryggen som de lette fingre bevæget sig ned af hendes side. Den ene ben blev bøjet og knæet hvilede imod ørkenblomsten side, det anden fanget mellem ørkenblomstens ben. Den ene hånd lod sig forsigtigt finde hvile på ryggen af Sitali, den anden genfandt sin plads fra tidligere og let nussede den solkysset hals, og fandt hvile på Sitalis nakke. Varmen i lokalet voksede og voksede, om det var grundet deres handlinger eller deres indre temperatur alene var svært at vide, og for sagens skyld også lige meget, for selv om der var varmt og tøjet begyndte at blive ulideligt så skreg hendes indre også på at komme nærmere og nærmere ørkenblomstens varme. Bennet der var fanget under Sitali bøjede sig sådan hendes knæ let dansede op langs Sitalis lår. 
”Selvfølgelig ikke.” Gentog hun. ”Aldrig før, har en blomst været så tillokkende, så..” hun åndede ind nær Sitalis solkysset hals og lod et kys finde sted. ”Velduftende.” og med ordet kom knæet lidt længere op af Sitalis lår. ”Så, forbandet påklædt.” tonen legende, og ikke at ørkenblomsten var særlig påklædt, i hvert fald ikke af menneskelig standard, og heller ikke af skov elvisk, men lige nu, var det ikke nok bare at kunne fornemme former. Hvis denne blomst var sådan her, tildækket, måtte hun opleve hvad der gemte sig under, og som hænderne legende forsøgte at finde bindesteder i Sitalis stof dække, rejste knæet sig en smule mere op, mødte toppen af Ørkenblomstens inderlår.
 

Dette var ikke hendes hjem, men Sitali havde lidt på fornemmelsen af, at tonen bestemt ikke var det samme, som hjemme hos hende. Tjenestefolkene kunne uden tvivl komme og gå, men hun var sikker på at Yume havde fuld kontrol over, hvad der foregik i det solramte hjem. Varmen havde spredt sig hurtigt i det overdådige rum. Det eneste hun kunne høre udover deres lyde var en svag vejrtrækning fra dyret, hendes ven, bag sig. Men han kunne heller ikke forhindre hende i at fortsætte med at berøre hver eneste bare hud, som ikke var beklædt at stof eller andet. Den blege hud var ganske sårbar og blød, som det var umuligt at undgå forskellen i deres glød. Om end stemningen pustede liv i Yume’s egen glød. Noget der kort fik Sitali til at bide sig selv ganske let i underlæben. Havde hun haft i tankerne at lokke hende tæt på fra starten? Det var lidt som om hun følte sig draget imod hendes skikkelse og personlighed. Legen med ordene havde taget tid at opfange, men nu kunne hun bestemt godt se det underholdende aspekt i det. For hvor mange havde opdaget Yume’s unikke måde at tale på, når hun altså var fokuseret. For det var lidt faldet til jorden, nu hvor de langt om længe kom helt tæt på hinanden. Skovelveren havde virkede uskyldig i sin fremtoning, men jo tættere hun kom på, følte hun at det var erfarende hænder, der var i færd med at udforske hendes egen krop. Noget hun bestemt ikke havde planer om at forhindrede hende i at fortsætte med. Hun ville bare gerne endnu tættere på. Men var det det rette sted at gå så vidt? Målet med mødet måtte vende tilbage på et senere tidspunkt, når de begge havde fået mættet deres lyset, hvis det da var muligt at nå til et sådan punkt. Sitali havde bestemt intet ønske om at give slip, ikke når hun havde fået fingrene i den slanke skikkelse og langsomt lod sine fingre udforske hver krog af hendes krop. Enkelte steder lod hun sine fingre bevæge sig under det tynde stof, men hun gik aldrig langt nok til at give Yume den tilfredsstillelse, som de måske begge higede efter. Hvis man kunne vente, så ville oplevelsen bare blive bedre.. Men kunne de begge være så tålmodige, at de ikke bare flåede hinandens tøj af, hvert øjeblik det kunne være? Udfra hendes egen reaktion, så tvivlede Sitali faktisk på, at hun ville kunne holde sig tilbage, når Yume virkede så imødekomne og åben for hendes berøring. Det var lidt som om hun kaldte på hende, uden rigtig at sige et ord.
 
Gulvet var ment som en støtte, så de ikke skulle bruge kræfter på at holde deres kroppe, men i stedet bare kunne udforske modparten med den energi, de ønskede at lægge i det. Ordene bragte et lystigt smil frem på hendes læber, som hun pressede dem imod Yume’s hals og kort ikke kunne placere et kys imod den bløde og varme hud. Hun var kort fanget i sin egen nydelse og endte med at vrikke en smule med hofterne, som varmen i hendes indre blev stærkere. Fingrene vandrede atter ned over den slanke krop under hende, som hun strøg fingerspidserne over hendes hofter og langsomt førte dem imellem hendes ben, men uden at komme for tæt på. I stedet flyttede hun let på benet for at presse sit lår imod Yume’s skød, imens at den anden hånd gled op langs med hendes barn, der hvilede imod hendes egen hofte. Hånden stoppede ved hendes knæ, som hun langsomt skubbede stoffet af vejen og blotlagde det meste af hendes ben. Sitali rettede sig op igen, for at kigge ned på hendes skikkelse, før at hun skubbede sig selv længere fra hendes skød og i stedet placeret et kys imod hendes inderlår, imens at hun holdt fat under hendes knæ, så hun ikke trak benet væk.
Benet under hende lod til at have et mål for sig selv, som Sitali kunne mærke dets rejse op langs med hendes inderlår. Hun smilte lokkende, som hun rettede blikket imod Yume og plantede et sidste kys imod den bare hud på hendes inderlår. Et suk forlod hendes læber, som hun atter bukkede sig ned til hendes hals, men stoppede, som Yume gav udtryk for at hendes påklædning var i vejen. ”Skal blomsten være afklædt alene?” hviskede hun imod hendes øreflip, som hun let nappede den. Hun trak den ene hånd til sig, som hun forsigtigt guidede Yume’s hænder imod bindestederne ved hendes venstre side. Sitali havde intet imod at være blottet, men hun havde bestemt ikke planer om at være det alene. Så da hendes hænder atter vendte retur til Yume’s krop var det kun med ét formål, at fjerne stoffet, som skjulte den slanke og lette krop for hendes syn.

Nok var dette et møde, et møde aftalt halv i det gemte, et møde hvor dette langt fra var hvor hun havde forstillet sig at mødet ville bevæge sig imod, i hvert fald inde for den første time. Hun ville da lyve hvis hun havde hørt bare lidt om lederne af ørkenes råd, der var mange ting hun havde fundet ud af på vej op til dette møde, aldre – sådan nogle lunde i hvert fald i et cirka tal, udtalelser fra rejsende ørkenelvere, de få af dem som der nu var, og i visse tilfælde nogle som havde beskrevet Sitali. Så ligesom hun ville lyve hvis hun sagde hun intet havde hørt, måtte hun også indrømme at hun lidt havde håbet at hun kunne have lokket Sitali til at dele et måle belyst bad i en varm kilde med hende, og hvad der end måtte ske der, ville ingen tale højt om. Men nu, her, i det højt læggende mødelokale hær skovens loft var ikke lige der hun havde forstillet sig at se Sitali bide sig i læben, mærke hendes solkysset hud , og selv ånde tungt ud som hun mærkede fremmede hænder på sin egen blege hud. For en uge siden, i en drøm var dagsorden blevet skrevet, i hvert fald den hun selv ville have forsøgt at holde sig til, få spurgt om de ting hun ønskede at viden om Ørkens børn, men den drøm, de mange timer brugt i nattens rige var langt fra hendes sind, faktisk var langt de fleste fornuftige tanker langt fra hendes sind i dette øjeblik. Det er, bare problematisk at tænke for meget over tingende når en smuk kvinde ligger over en, lader hendes fingre udforske en men at tænke over tingende var det sidste Yume’Ave ønskede i dette øjeblik, for hvad end hun havde fat i, var det utroligt upassende i næsten alle kulturer. Det smukke smil, blikket fyldt med lyst og leg, de søde forsigtige vrik med hofterne, der var umuligt ikke at blive fortryllet af sådan et syn, og dette syn blev brændt ind i hendes sind som hun lovede sig selv aldrig at glemme det, selv hvis dette var en engang oplevelse.

Dette var et af de utrolig mange tidspunkter hvor den lette, blottende beklædning kom hende til gode, de lille øjne forsvandt bag hendes øjenlåg som hun træk vejret dybt, en vejrtrækning laget i spænding og nydelse som hun mærkede læberne imod sin hals, fingrene der legende søgte hendes lår, søgte hendes følsomme steder, flere spændte vejrtrækninger forlod hende som Sitali kom tættere og tættere på skødet, et kort irriteret pust af luft forlod hende som hun kigget ned af sig selv som Sitali blot spredte hende ben frem for at lade fingre møde hendes skød. En lyd der med det samme farvede Yume’aves kinder i skam. En skam der forsvandt lige så hurtigt som den kom frem som hun igen gav efter i nydelsen af de lette, udforskende bevægelser, alt imens hun sænkede dybere og dybere, hvis muligt, ned i gulvet. En nydelsen der mødte en konflikt af nervøsitet som Sitali bevæget sig hoved længere og længere ned af hendes figur, der var ingen kamp imod at silken blev fjernet, tværtimod gjorde hun hvad hun kunne for at hjælpe Sitali dog var denne hjælp meget begrænset, men huden blev blottet og kysset på den blege hud fik Yume’ave til at bide sig i underlæben som hun åndede spændt ud. Sensorisk opdagede hun aldrig af Sitali havde bevæget sig væk og var tilbage ved hendes øre som hun hørte den legende ord blive hvisket, og der var ikke meget tøven som hun mærkede bindestederne i Sitalis vidunderlige beklædning. ”Nej, man nyder livet bedst i fuld blomst, gør man ikke?” lyd det legende tilbage som hun åbnet øjne igen og nydt synet der udfoldede sig foran hende som hun begyndte at blotte den solkysset hud over sig, langsomme, lange, blide bevægelse fyldte kjolen væk fra huden, finger spiserne dansede let over den solkysset hud som stoffet forsvandt. Fortryllet af hvad hun så forsvandt alt tanke om hende selv som hendes egen beklædning forsvandt, det var lige meget, der var ikke noget med at være fin, elegant, som hun altid gjorde ekstra meget ud af.

For en gangs skyld følte hun sig uhyggeligt godt tilpas, i gode hænder, hvordan denne kvinde fik hende til at slappe så meget af og blot nyde nyet vidste hun ikke, men det sidste hun ville var at brokke sig over det. Måske var det fordi det var første gang i et stykke tid hun nydt en anden på denne dyriske måde uden af en drøm, men noget i hende gjorde at hun forkastede denne tanke før den overhovedet fik fat, nej, det var noget helt andet på spil, men hvad? Tankerne stoppede som stoffet om hendes hofter forsvandt, i takt med hun fik det sidste stof af Sitali som hun kunne uden at de skulle skifte stilling for meget. Hun sank en klump som hun vidste det forbandet ar var blottet. du er min. skrevet på hendes indre lår, meget tæt på hendes underliv, i mørk elviske runer. Forsigtigt forsvandt en hånd fra Sitali og lagde sig over arret. Alle blomster..har visse visne blade. lyd det forsigtigt, som lod blikket forlade Sitali og falde på det sovende dyr. Det var en grund til denne slags nydelse var noget hun kun havde søgt i drømme den sidste tid, og nu slog den hende på ny, og med en dyb vejrtrækning gik hun i stå, og tydeligt kæmpede med at finde ord, eller handling. Forbandet.


//beklager hvis det danske er helt skidt xD første ordenlige skriv på dansk jeg har lavet i flere måneder!//