Det gik ikke forbi hende hvordan at dæmonen afværgede kommandoen fra ham selv til at det potentielt nok skulle ryddes op, i hvert fald af nogle her i huset, men lykkedes det ham at overtale en anden, ville det være fint. Så længe det blev gjort, og det blev gjort diskret, så havde hun ikke mange indvendinger, omend han gjorde sig klogt i at vælge en person der ikke stillede mange spørgsmålstegn ved den bizarre scene han ville få sat i stand. Hans lille dække skulle ikke afsløres, bare fordi at han var doven. 
De røde øjne fulgte opmærksomt, studerende jah endda en anelse fascineret hvordan kærtegnende strøg nogle af de sorte hårstrå væk fra hans bløde kind, en handling der forekom utrolig langt fra det ellers besidderiske greb han havde om ham. Der kunne kun gisnes om hvad der foregik når dæmonen satte sine evner i spil, og spillede op til mental dans i hans tanker. Men resultatet var værd at vente på, idet at den solbrune kvinde med et pudsigt smil så ny forfærdelse bølge over det mørke ansigt. "Hmm? Åh, bare... selve spillet. Hvor langt de kunne nå at løbe, hvor sikre de kunne nå at føle sig..." førhen at de blev fundet og trukket skrigende tilbage til deres ejere, smilede hun, og lod de himmelvendte øjne finde loftet i et lille hemmelighedsfuldt smil. Fortiden taltes ikke ofte om uden grund, den var trods alt fortid af en grund. Men der skulle ikke ligge meget tvivl i at selve rusen ved endelig at finde dem, at se dem sprælle, jah det havde været hendes måde at presse dem. Men selvfølgelig ikke mere, nu kun som de små stikpiller hendes ord kunne give og tage. 

En kvinde? Der var altid noget komisk over tragedier, og fyrstindens lange negle klikkede eftertænksomt over krystalglasset i hendes hånd, imens hun selv kom frem til samme konklusion som dæmonen blot få sekunder efter - der ville ligge for meget arbejde i at finde hende nu. Længere nåede hun dog ikke førhen at ordendes betydning sank ind hos slaven, der i næste nu kneb øjnene vredladent sammen, og bed ud efter Maximillians fingre i nærheden af hans kind og kæbe, hårdt, en utydelig knurren om at holde sin beskidte magi for sig selv. 
Tydeligvis bange for at de faktisk ville opsøge hende, nu med den information. 

Maximillian skulle jo nok være diskret, han var trods alt ikke dum, men at gøre rent, havde aldrig været hans fortrukne opgave. At opvarte folk var mere hans stil, og så det her. Hvordan end man ville forklare hvad han havde gang i lige nu.
Og hvor Florence måske var mere tilbøjelig til at lege katten efter musen, så foretrak Maximillian ikke at løbe efter folk. Der var så mange andre bedre måder at gøre det på. Der var han mere en edderkop med sit spind, end en kat.

”Vi må finde andre måder, at finde den..” Rus på. Det sidste blev sagt i Florences hoved, for han havde forsøgt så vidt som muligt, at holde ved hendes overfladiske tanker. Det var altid nemmere når folk var villige til at lade ham læse ordene. Det gjorde det også nemmere for dem at kommunikere, uden at slaven nødvendigvis behøvede at vide det hele. Han skulle jo bruges senere hen.

Han ville have forudset at se biddet komme lidt tidligere end det gjorde, for selvom han havde kunne mærke frygten på ham, havde han ikke regnet med biddet.
Tænderne klamrede sig sammen om hans fingre, og et his af Zalans undslap Maximillian, før han rev hårdt i slavens hår, så han måtte give slip på hånden, som allerede var begyndt at bløde. Tænderne var hakket hårdt ned, men ikke hårdt nok til at forsøge at gå ned i knoglen heldigvis. De fleste mennesker havde trods alt en stopklods omkring det. ”Det skulle du ikke have gjort,” hvislede Maximillian ind i hans øre, go tog hånden, som dunkede med en let smerte, og lagde den mod hans hals og trykkede ind. Præcist så det var blodet der blev lukket lidt af for, og ikke selve luften. Blodet fra Maximillians hånd, var ligeså stille begynde at glide ned af slavens hals og mod hans simple tøj, men dæmonen så ikke ud til at have et problem med det. 

Med et smertefuldt udbrud blev hovedet revet tilbage, og nu prøvede slaven at gribe fat om hans fingre der klemte om halsen, men konstaterede hurtigt at det var et hårdt greb dæmonen havde ham i. På trods af at han havde bidt hul, jah så virkede den blege mand ikke synderligt påvirket af det faktum for sig selv - hvilket ikke ligefrem var betryggende. Florence's øjne blev en anelse smallere. "Der kan man bare se..."
Fingrene der lukkede af for blodtilførslen var smertefulde og ville uden tvivl efterlade mærker. Men det der nok var mere skræmmende, var den svimlende følelse der langsomt sneg sig tættere på ham, efterfulgt af en snurrende fornemmelse i fingrene der snart mistede deres bevægelighed. Skræmt og panisk var et at den mørkhårede slave prøvede at sparke bagud - en krop som Florence hurtigt kunne konstatere, primært reagerede på sine overlevelses instinkter. Patetisk. 
Hans forsøg blev kun vagere og svagere. 

Som en kat i en solskinstribe lænede Florence sig mere til rette i sofaens bløde puder, og lod stilheden blive fyldt ud af den hektiske, overfladiske vejrtrækning fra slaven selv, og Maximillians mere kontrollerede. Den elegante skikkelse betragtede hvordan hans blokering af blodtilførsel gjorde slaven omtåget såvel som svagelig, men det var effekter hun kendte. Måske endda bedre end så mange andre, kunne hun tørt konstatere i sit rolige sind. Så hun lod ham gøre sin ting, trods det ville være skuffende skulle hun immobilisere ham allerede nu. Og her havde hun håbet på noget mere. 
Hvilket ikke var helt dumt at gøre, skulle det vise sig. 

Presset til instinkter af overlevelse, var det nemlig at et udbrud af panisk magi undslap slaven, fokuseret imod Maximillian der fik potentialet der lå i  hans mentale kræfter, at føle på egen krop. En udvikling der fik et begejstret lille fnis fra Florence, hvis tunge uvilkårligt gled over de bløde læber i selvsamme. For at slikke vindråberne af... selvfølgelig. 

For Maximillian var der noget ophidsende ved blodet, kontrollen og for ikke at nævne smerten, selvom den lidt mere dunkende smerte, ikke var den han foretrak. Hvis man ikke lidt havde lyst til at skrige af smerte, så var det ikke helt så godt, som det kunne være, men han fik heldigvis ligeså meget nydelse ud af at se en anden få den smerte. Det var også meget bevidst hvordan han klemte om halsen, De kunne jo ikke have at han omkom af luftmangel.
Et enkelt spark ramte ham også på låret, og med en lille ”Uff.” fra Maximillian af. Det gjorde dog bare at han klemte hårdere. Patetiske lille menneske. Hans øjne var dog store af en blanding af lyst og glæde.

Han havde andre planer, selvfølgelig havde han det, men han havde ikke i nærheden af de redskaber han foretrak at bruge lige her. Ikke at han kom så langt, som han pludselig mærkede magien overvælde ham, og hans fingre løsnede sig fra slavens hals, og hele hans krop blev slap. Hans hjerne virkede gudskelov stadig, men man kunne se hvordan vreden udviklede sig i hans øjne.
”Tror du det er nok? Tror du at det betyder at jeg ikke kan komme til dig,” lød det i slavens hoved, som de røde øjne stirrede på ham. En ting var at have kontrol over en andens krop, men en anden ting var sindet. Sindet var svært og der var for mange fælder.
Det stoppede dog ikke slaven fra at både slå og sparke ud efter Maximillian, som han prøvede at bevæge sig væk fra dæmonen.

”Hvorfor bestemmer du ikke hvad du vil se ham gøre, eller os gøre?” spurgte Maximillian mod Florence i sindet, som han ligeså stille fik kontrol over sin krop igen. Mere magt havde slaven alligevel ikke over ham, som han kom på benene. Vrede tydelig i ham, som han nu var kommet til skade flere gange, og ikke som han normalvis kunne lide det.

Han kravlede henad gulvet i et vagt forsøg på at komme væk fra den kære dæmon, og Florence fulgte hans febrile forsøg på slag og spark, imens hun noterede hvordan i hvert fald noget blev sagt videre. Sådan som Maximillian stirrede... sådan som et udtryk af oprigtig rædsel tog over. Det var ren magi at se så destruktiv manipulation, mandens instinkter bad ham lægge så meget afstand til den mørkhårede tjener at han helt glemte hvor de rigtige ordre kom fra. Så da Florence hørte hvordan at hun endelig blev spurgt om hvad der skulle ske nu, kunne hun ikke andet end at smile mildt. 
Så meget iver. 

Den ene af de to parter vidste hvem man skulle vende sig imod, og derfor var det også ham der fik hvad han ville. Hun ville være en sølle mager, om hun ikke kendte sin dæmon godt nok, til at have en idé om hvad han håbede svaret ville være. Og i lyset af at hun bare skulle bruge ham... funktionel, og ikke nødvendigvis selvtænkende, drak fyrstinden endnu en tår af sin vin inden at hun lænede sig frem igen; hun var nået en beslutning der nok ville begejstre Maximillian ligeså meget som den ville tilfredstille hende selv. 
Tag ham ned i kælderen... jeg giver dig en halv time for jer selv, jeg har nogle ting at ordne heroppe, først. Selvsamme kælder Maximillian selv var blevet lænket i, flere måneder tilbage, og et sted der fungerede som et lydtæt aflukke. Hun havde intet behov for at se hvad dæmonen valgte at gøre ved ham - hun skulle nok få sine fantastiske detaljer, og var mere interesseret i slutresultatet, hvordan han ville ende. En halv time var ikke nok, medmindre han var effektiv... men man kunne overraskes, om ikke andet kom hun tilbage til den udsøgte finale der lå i det. Og ak, hun havde trods alt nogle afsluttende ærinder, inden hun kunne tage sig den frihed til at overvære det sceneshow det ville være. 
Florence glattede en fold på sin hvide kjole, og kastede et blik imod de lukkede vinduer. Har du tid, må du gerne dræne ham en anelse - jeg har nogle eksperimenter at køre igennem. En tanke der blev tilføjet i eftertænksomhed, da hun længe havde overvejet om hun kunne udvikle sin evne, således at hun også selv kunne kopiere evner. Men eksperimenter krævede mere blod end hun ville lade ramme det fine gulv heroppe - sådan noget svineri var ikke passende at dyrke i solens dagslys. 
En forfærdelig jamren fik hende til at dreje hovedet tilbage, tidsnok til at se dæmonen komme ordentlit på benene og slå en klo i slaven. 
Åh det simple, simple lystdrevne monster hun havde under sig. Så fascinerende. 

Da benene begyndte at virke, havde Maximillian også været med et par kontrollerende trin over slaven, og hevet i hans hår for at få ham på plads igen. Den klynkende lyd slaven lavede var som sød musik i hans ører, selvom hans sind var fokuseret på Florences tanker, og hendes ønsker til dem. Selvom Maximillian ikke ville haft noget imod at lave noget af et show foran hende, så respekterede han også, at ikke alle nød at se på det svineri der uden tvivl ville komme i slutningen af det hele. Han havde i hvert fald mere end et par idéer til hvordan han selv ville få lidt sjov ud af det. Hele hans krop dunkede lidt behageligt, som tankerne flød gennem hans sind.

Han rev en enkelt gang i håret igen, for at få slaven til ikke gøre noget, før han vendte sine røde øjne mod Florence. ”Som De befaler, Fyrstinde,” sagde han, velvidende om at slaven absolut ikke havde nogen idé om hvad der var befalet, og han nød hvordan frygten han kunne mærke fra slaven bare tog til.
Med de ord hev Maximillian også slaven op og stå inden han gav slip på håret, for blot at hive fat i hans lænker, og koncentrere sig, skulle slaven forsøge at bruge magi mod ham. Den der brugte magien først vandt, og med det begyndte Maximillian at føre ham ned mod kælderen. Dernede var der også mere af hvad han skulle bruge for at have det rigtig godt.

Ingen skænkede dem noget blik på vejen, og da Maximillian endelig ramte kælderen, begyndte han først at pille tøjet af ham, før han lænkede slaven op. Det tog alligevel en anelse for han skulle koncentrere sig som han kunne mærke hvordan slaven var mere end modstridende. Armene blev hængt op i vejret, og benene spredt, lænket til hver sin side, så han ikke have meget mulighed for at bevæge sig. En anstrengende position, men lige som dæmonen kunne lide det.

I starten var slaven stålfast og ikke villig til at sige en lyd, men det tog ikke lang tid før hylene var det eneste der kunne høres, og da Maximillian kom til finalen, bukserne åbne på sig selv, var det blot hulkende lyde der ekkoede nede i lokalet, blandet med Maximillians ord, der gjorde intet for at slaven fik det bedre. 

Som Florence så dem forsvinde, var det et eftertænksomt blik der fulgte Maximillans silkesorte hår, og slavens mere rodede men knap så modstridende skikkelse - uden tvivl fanget af hans agen magi, sådan som han villigt fulgte med dæmonen. 
Fyrstindens læber sitrede en anelse inden at hun førte glasset op til læberne igen. Villigt, frivillighed... et sjovt begreb. Et man kunne kende til på flere forskellige måder, og Florence havde aldrig været decideret imod frivillighed - eller frihed for den sags skyld - trods det ofte kunne fremstå sådan, når en beslutning der nok ville påvirke hans liv mange år frem, blev taget sådan 'bare uden videre'. Smagen var sød og frisk på hendes tunge inden at hun sank. 
Det var jo ikke noget personligt imod den kære mand som sådan, det var bare sådan tingene var lige nu. Han var uheldig at havne her, og så på en dag hvor at den solbrune kvinde havde projekter der skulle søsættes. Var han endt i paladset for blot en uge siden, havde det nok ikke været ham det var gået ud over, og på den måde, var skæbnen i sandhed lunefuld. Desværre for ham, var han ikke mere end hvad han var lige nu - en købt slave, en person hvis liv var målt i krystaller, og hans værdi i brugbarhed. Med det sagt var han ikke værdiløs, ellers ville hun aldrig have sendt ham afsted med Maximillian. De havde brug for stærke sind, for at se hvornår de knækkede. Det ville være brugbart for slottet og familiens egne mentalister, en dag i fremtiden. 

Florence rejste sig fra sofaen og lod glasset svæve i luften idet at hun bevægede sig hen for at trække gardinerne fra igen. Aftensolen strømmede ind med alt sin varme; det var virkelig en smuk dag. 

----

En utydelig lyd der gik op og ned i styrke, slog hende i møde da hun med rolige skridt bevægede sig ned af den snoede trappe, til de mere kølige dele af paladset. Kælderen var... ikke videre kendt af mange, og sådan skulle det også helst forblive. Og desto længere ned hun kom, desto nærmere blev det at pege lyden ud som værende... hulk. Så måske havde en halv time alligevel været nok, hmm? Utroligt. 
Fyrstinden åbnede tidsnok døren til at se Maximillian rode rundt med en kniv og en skål, buskerne knap nok lukkede og ret så... tydelige tegn på hvad der var foregået. Men så længe det ikke kunne ses direkte, valgte Florence ikke at spørge ind til det og så elegant over de brækfremkaldende detaljer om hvad han havde gjort inden han var nået til hendes odre om at tappe ham. 
De tvefarvede øjne gled hen imod hans sammensunkne skikkelse, primært ståened oprejst grundet de kæder han var spændt op af - hovedet hang tungt og nedadvendt og imod brystet. Du nåede ret meget, på kun en halv time - kom det fra hendes tanker imens hun stadigvæk betragtede ham, og gik roligt nærmere, en mild hånd for at løfte hans ansigt op og kigge på det. 

Da Maximillian var færdig med at forløse sig, blev bukserne knappet, og han begyndte det andet stykke arbejde han var blevet sendt herned for at lave. Der var en anden lethed i hans krop, som den summede, og han bare følte sig næsten fri. Det var næsten en berusende følelse, og noget han ikke ligefrem oplevede ofte, i hvert fald ikke mere. Hvis man oplevede det for meget, så ville man trods alt også blive træt af den, men når det skete... så var det et minde om at han stadig havde noget magt, og kunne få det som han ville have det.

Han gjorde dog ikke meget for at gøre slaven lidt i stand, inden han fandt kniv og skål frem, og var begyndte at tappe blod fra ham. Selve kroppen på slaven havde også set... bedre dage. Store blå mærker var begyndt at forme sig, og piskeslag på ryggen. Ikke mere end lidt overfladisk healing kunne tage det værste, men Maximillian havde i den grad haft travlt.

Da døren gik op, så kiggede han dog ikke engang op, men forsatte med at holde øje med blodet der løb fra manden, og i stedet for fokuserede på Florences sind, som var kommet indenfor hans naturlige rækkevidde. Ordene flød derfor også nemt ind i hans sind, og en lille nynnen af bekræftelse undslap ham, selvom hans ord ikke fyldte rummet, men blot Florences sind.
”Jeg måtte jo vise nogle resultaterne,” lød det tilbage fra Maximillian. Han havde trods alt haft visse ting han også gerne selv ville, så han havde ikke fået den tid som han måske ville have ønsket. ”Jeg tror desværre ikke at han er helt færdig. Det var bare meget... intenst for ham.” Intenst var et ord i hvert fald. Forulempet var et andet, og man kunne se på dæmonen at der ikke var noget desværre over det for ham. Han ville gerne sørge for at slaven var helt lydig, og hvis det tog en uge, så kunne han sagtens gøre det. 

Det var en ubehagelig lyd af blod der faldt ned i skålen som fyldte rummet, så man bort fra den overfladiske hiksen og patetiske klynken af smerte, idet at Florence løftede hovedet op, og Maximillian løftede kniven. Da hun mødte hans øjne var det som at kigge ind i et bizart form for spejl, hvor at blodkarene i hans øjne havde farvet det hvide mindst lige så rødt det man så i Florence's egne, blodsprængte øjne, og fyrstinden følte hvordan at de bløde læber bukkedes opad i et fornøjet smil. 
Hun kunne nemlig se hvad dæmonen mente - hun kunne næsten smage den trods der lurede bagved træthed, frygt og blodtabs-svimlende effekter, og den var berusende. Det her var ikke nogen knækket mand, og dæmonen havde dermed haft ret i sin vurdering af mentalistens udholdenhed. Selv med rifter og blå streger af pisk og vanærende traume, jah så veg hans blik ikke var kvindens kalkulerende sølvpupil, og den form for trods var.... spændende. 

Uden at tage sig af hvordan Maximillian færdiggjorde sit arbejde, gled tommelfingeren henover de sprækkede læber, og pressede sig ind i munden på slaven, hvilket frembragte en halvkvalt lyd af overraskelse og modvilje. Tænderne stødte i, og et smertefuldt jag gled igennem hånden idet at fyrstinden trak vejret ind imellem sammbidte tænder, men gjorde intet for at trække sig. Nej, hendes smil blev om muligt, en anelse bredere.. 
"Intenst.... " gentog hun som et ekko af lystdæmonens ord, men med et ubehageligt fokus over manden, der ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv nu hvor at hun ikke trak sig tilbage, men derimod blev stående. "Maximillian siger at det blev... intenst for dig" Vil du stadigvæk skyde på at du skal bruge en uge, Maximillian?
Han bed hårdere sammen, og Florence borede kort efter sin skarpe negl ind i hans tunge og undermund for at få ham til at løsne grebet - det var alligevel for vovet, hvilket fremprovokerede en smertefuld men besværet klynken. Og da han endelig løsnede sine tænders bid en anelse, en bifaldende, jah næsten rosende lyd kom som følge, men uden mange tegn på at rykke fingeren væk.  Afstraffelse og belønning. Han måtte bare acceptere at den var der. 

Maximillians greb på skålen, men også manden, for at han ikke ville misse en dråbe, var tydeligt praktiseret. Det var hverken første eller sidste gang han var blevet sat til det, selvom han havde brokket sig lidt for højlydt første gang. Det blev dog nemmere, og han var ikke ligefrem dårlig til anatomien på en menneske krop, som heldigvis var hvad de fleste af slaverne var. Noget med at fyrsten vidst ikke brød sig meget om halvdyr?
Han lod hende blot tjekke slaven ud, og da han efterhånden mente at han ikke ville få mere blod ud af slaven, i denne her omgang stillede han det forsvarligt væk, så Florence kunne bruge det senere, eller hvornår end hun ville ønske det.

Hans opmærksomhed blev dog rettet mod Florence og slaven, som han kunne om ikke andet mærke bidet gennem Florence's sind. Han var aldrig rigtig sikker på hvad fyrstinden havde af planer. Hun var snu, kalkulerende og bare helt igennem forfærdelig, hvilket var hele grunden til at han havde fundet sig tilpas under hende. Han stod dog parat, skulle han hjælpe med noget.

Måske mindre, alt efter... hvor lang tid hver dag jeg skal bruge hernede, var svaret der lød tilbage i Florences sind, og han trådte et par skridt nærmere slaven. Han var en fin lille en, lige sådan en man kunne tage en bid af, hvilket han vidst allerede havde gjort. Ligeså stille bar hans ben ham rundt om slaven, så han stod på den anden af slaven, og kiggede på Florence. Han sagde dog ikke noget højt, men han kunne mærke kuldegysningerne fra slaven, som han ikke vidste, hvorfor dæmonen stod der. 

Skuffet over at han i det mindste ikke prøvede at formulere et svar - selv med fingeren i munden, jah der kom der en lyd af 'tsk' fra fyrstinden og hendes øjne blev en anelse smallere i deres røde og sølvfarvede syn. Som for at understrege sin modvilje pressedes fingeren længere ned i halsen - noget der fik en halvkvalt og småblodig hosten tilbage fra ham som reaktion, og den anden hånd strøg ham blidt ned over panden, kun for at tvinge hans hoved tilbage og op, med et greb i håret, da hånden nåede nakken. Han havde ikke holdt meget igen, sådan som slavens krop var begyndt at tage forskellige nuancer af de mange slag og pisk, og han skulle sørge for at holde samme niveau i morgen. Ikke værre, ikke bedre, men det samme, ellers ville hendes studie af hvor lang tid der kom til at gå, være værdiløst. 
"Du skal lære at svare, når der bliver talt direkte til dig" smilede hun, og trak fingeren ud af hans mund for at fjerne en fremtvunget tårer der trillede ned af kinden. Den passede slet ikke til det udfordrende glimt der lurede i hans øjne, og menneskekvinden beundrede i nogle sekunder det kønne ansigt. 
Det ville være en skam at gøre noget ved lige præcis dén del af ham. 

Blikket gled om bagved slaven, hvor at dæmonen havde sneget sig hen i stedet. En halv time pr. dag, ligesom idag. Ikke værre, ikke bedre men det samme... noter hvad du gør og hvilken effekt det har givet, hver gang du er færdig. Hvorvidt han brød sig om det administrative arbejde i det var hun ligeglad med, sådan var det når man studerede andre. Hun gjorde det jo ikke fordi det var sjovt. 
Fingeren strøg ham en sidste gang over den skarpe kæbelinje, inden at hun nikkede for sig selv. Og hold dig fra ansigtet. Og slap håret så hovedet atter faldt tungt og udmattet imod brystet. 
"Forbind hans sår, så der ikke går betændelse i dem, hmm?" de kunne ikke bruge ham død, og den mere nænsomme behandling ville måske være god imod ham, inden at de efterlod ham til 10 timers isolation i mørket. 
Imens bevægede Florence sig hen til skålet, for at hælde det på mindre flasker og flakoner. 

Selvom Florences tanker ikke var forberedt Maximillian, så hørte ham dem alligevel. De omhandlede trods alt ham, og hvad der skulle ske nede i det her rum. Allerede noget der fik det til at krible I kroppen bare af spænding. Det føltes som om at det var et stykke tid siden han havde fået lov til at gøre det, og det var trods alt ikke meningsløs tortur. Det havde han dlrig forstået, selvom nogen ville vove at påstå at det han lige havde gjort var præcis det samme. For Maximillian var det bare ikke meningsløst når der kom et seksuelt aspekt over det, men det havde nok noget at gøre med hans ophav.

Som du befaler, Florence, lød det tilbage ind i Florences hoved, med næsten en kæk tone. Han var godt klar over at han brød koncentionerne, men det var mellem ham og hende ikke. Desuden havde hun aldrig virket oprigtig interesseret i at udforske noget med ham, til hans store skuffelse.
Maximillians hænder gled hen over slavens skuldre, næsten blidt, som han kiggede hende på Florence, lidt mindre begejstret over også at skulle forbinde slaven. ”Du skal være glad for at vi skal bruge dig,” hviskede han til slaven, dog uden at komme for tæt på, for som han gættede, så gav slaven et ryk i sig, måske i håb om at banke deres hoveder sammen. ”Så livlig,” grinede han, inden han gav et hårdt klem på skuldrene og bevægede sig væk for at finde både sprit og bandager til slaven. Der skulle jo ikke gå betændelse i det.

Maximillian var ikke blid med rengøringen. Slaven vred sig i smerte som spritten ramte sårene, som blev gnedet godt ind i det, for at tage eventuelle infektioner, og Maximillian kunne kun forstille sig hvor forfærdelig det måtte være i hans position. Hvilket blot fik ham til at slikke sig over læberne, som han forsatte.
Det var ikke alt for mange steder hvor han havde brudt huden, selvom de værste klart var på hans ryg efter piskeslagene. 

Det var med en overordentlig selvsikkerhed at Florence påbegyndte sit arbejde med flaskerne, en selvsikkerhed som i den grad vidnede om mange års træning og erfaring i lige præcis den her del af 'arbejdet'. Blod var livsgivende, blod var nødvendigt, og med den unge fyrstinde's indstilling, var blod intet mindre end smukt, sådan som dens røde farve flød tykt ned i de kønne beholdere hun havde til det. 
Bagved hende hørte hun de smertefulde gisp og relativt høje klynk som kom fra den stakkels slave, men intet af det fik hende til at vende sig om fra sit eget arbejde, imens at Maximillian færdiggjorde sit. Der var ingen grund til det, var der vel? 

Først da hun var færdig, var det at Florence vendte sig imod de to af dem. Slaven - nu indbundet i rensende bandager og rengjort med salvie der sørgede for ham og hans mange sårs fremtidige healing - og dæmonen, der så en anelse for selvtilfreds ud, ved den behandling han var blevet benådet at give slaven. Den solbrune kvindes læber krængedes smagløst opad idet at hun rystede på hovedet - kom med - det var ikke en anmodning, men en ordre. Slaven skulle nok få den kønne dæmon at se igen. 
Men ikke nu, hvor at Florence havde andre agendaer at følge. Selvfølgelig var en ordrer om at bære de resterende flasker blevet givet - de skulle op på hendes mere private 'aktivitets' værelse, imens at hun selv begav sig imod mødesalen, for at tjekke op på sin kære husbonds laden og gøren. Med den umiddelbare accept af at resten af dagen var hendes at spenderer, var Florence dog ikke bleg for at tilslutte sig Maximillian på værelset han var endt i. 

Døren lukkedes med en sørgelig knirken, da hun trådte ind. De rødlige øjne fandt hurtigt hans mørkhårede skikkelse - dæmonen der med sit forædderisk kønne udseende, gemte på en mere dyster og mørk personlighed. Måske var det i sandhed en af de grunde til at Florence brød sig om ham; han mindede hende på ubehageligt mange punkter om hende selv, trods det ikke var en tanke der fik plads. 
Med de flagrende stof fejende om benene trådte fyrstinden igennem rummet, og placerede sig uden et ord i den bløde sofa. At hun så forventede at han ikke var doven med sin service omkring hende, blev der ikke lagt skjult på i de sølv-røde øjne. 

Maximillian holdt kun et halvt øje på hans fyrstinde, som han gjorde sårene rent og forbandt slaven. Hvis hun havde noget at sige, så ville han høre det, selv hvis slaven ikke gjorde det. Hvis han selv havde bestemt, så havde han dog nok ikke været færdig med slaven, eller gidet at rense ham specielt, men han var trods alt lydig når han skulle.

Hans øjne fangede Florences kortvarigt da ordren kom, før at han kiggede mod slaven, og klappede ham et par gange på kinden, inden han greb flaskerne nænsomt, nu kunne han godt bruge telekinese, men man kunne jo ikke have alt, desværre.

Selvom han måtte tage turen alene, blev den gjort uden den store brok eller besvær, ikke at Florence var der til at se eller høre det, hvis det egentlig var tilfældet. Han havde taget turen masser af gange, og som han kom ind i værelset, stillede han flaskerne på plads, som han vidste Florence ville have.
Han var heller ikke bleg for at gå rundt og tjekke om hun havde fået noget nyt siden hans sidste gang herinde, uden at rode for meget i tingene, og holdt også meget øje med at han ikke blev taget i noget han helst ikke skulle røre. Derfor var han også at finde ovre i hjørnet, og havde vendt sig i det øjeblik han hørte døren, og dermed så hun blot hans skikkelse med øjne der var trænet på hendes.

”Florence,” sagde han, da døren blev lukket og de var helt alene, hvor han ikke ligefrem skjulte at titlerne tog han ikke meget til sig, hvis han kunne lade vær. Han var ikke blevet forbudt det endnu, men han var heller ikke vovet nok til at forsøge noget omkring andre, ikke verbalt i hvert fald.
Selvom han foretrak ikke at opvarte andre, så var han blevet ret god til det over de seneste 2000 år, og derfor fandt han også vin frem, for at give hende et glas. Hvad end hun ville have, skulle han nok komme med, og han sørgerede for at holde magien åben til når de kom. Forbandet være hans træning omkring dette. 

Når hun først havde fået sat sig, var det et mageligt suk der slap de hjerteformede læber. Florence lænede med et lille knæk hovedet en anelse tilbage så tvefarvet hår i bløde krøller lagde sig længere ned af ryggen, gled ned af skuldrene, førhen at hun lænede det modsatte vej for at strække nakken. Ikke fordi hun havde udført synderligt hårdt arbejde, skulle det lige siges. 
Det stoppede hende dog ikke i at gribe glasset med en doven elegance, og dertil også med en tilhørende brummen at tage en tår af den liftlige væske, røde øjne sagligt lukkede i det lille øjeblik. "Mmmh..." med den overvejende lyd åbnede fyrstinden af Kazimi øjnene igen, og så at han heldigvis ikke havde rykket sig forfærdelig langt væk. Et vink med den ene finger kommanderede ham tættere på, og gerne ned på knæ, lige ud for det armlæn hun slængede sig op ad. Inden for håndslængde.

Dæmonen virkede ikke til at frygte hende. Og lige præcis det, se dét vidste hun ikke hvad betød. Hun ville aldrig offentlige indrømme at hun søgte en form for frygt, ikke engang for sig selv. Men den rus der lå i det, når hun betragtede frygtsomme eller usikre øjne - øjne der ikke vidste hvad der ville ske med dem.... det var meget tæt på den samme rus, hun havde opnået i jagten på undslupne slaver. Og hun savnede det til tider, når hun nu lod andre gøre alt det arbejde der banede vejen for hendes studier. Kun når hun kommanderede tjenestefolk omkring, var den frygt til at smage i luften.... utroligt hvad der kunne ske på små 10 år, og hvad hun var blevet til. Solløven i solens sidste stråler, hun kunne vel umuligt brokke sig?
Tankerne blev tvunget væk - de sømmede sig næppe - og i stedet slap hånden vinglasst, for at lade de slanke, ringbesatte fingre glide igennem dæmonens ravnsorte hår. På samme måde som hun kælede de katte der fandt ro i hendes selskab, eller de få dyr hun tog tæt på.
Glasset forblev svævende i luften, og fyrstinden kiggede ned på sin tjener, et bizart men smukt smil favnede hendes ansigt imens hun studerede hans menneskelige ansigt. "Du var dygtig dernede" konstaterede hun, og lod hånden gribe en lok af håret, og snoede det imellem fingrene. Silkeblødt. 

Maximillian var altid lige der hvor Fyrstinden af Kazimi ønskede ham. Det hjalp at han altid kunne læse tankerne der undslap hende. Der var heller ingen grund til at holde dem skjult, især ikke dem der ikke ligefrem fik hende til at fremstå svag., nok tvært imod. Det var trods alt en af grundene til at Maximillian havde fundet sig mere tilpas i sin nye slavesituation end han havde gjort i sin gamle. De mindede om hinanden.Hun var ikke et blidt, sødt lam, men ulven der stod på lur.
Det var også grunden til at han aldrig havde frygtet Florence. Han havde set værste, og hun var næppe det, men hun var en grusom person, lige akkurat nok til at Maximillian fandt sig selv drevet ind af hende, interesseret og tiltrukket, selvom hun ikke havde giet mange indikationer for at der ville ske noget. Maximillian var trods alt også mere tilbøjelig til det seksuelle fysiske aspekt.

Han tog plads på gulvet som hun bad ham, lidt mindre tilfreds med at skulle bruges som et kæledyr mere end noget andet, men han gav ikke udtryk for det, som han mærkede hendes fingre lege med det opsatte sorte hår, der hang og fløj langt og lystigt omkring ham. Der var dog altid noget af det var undsluppet det opsatte hår. Han havde været ret heldig at han havde fundet en så nydelig krop.
Hans øjne mødte hendes, røde mod røde, da hun begyndte at studere ham. Han så trods alt uskyldig ud af sig selv. ”Det var en sjov udfordring,” pointerede han blot tilbage, med et næsten lidt dovent smil. Det var næsten absurd så meget nydelse han fik ud af det, men når man var opdraget på hans vilkår, så var det ikke så underligt i sidste ende. Ikke at Florence havde nogen idé om hans baggrund. Den var ikke ligefrem blevet snakket højt om, og med mindre Florence gav en decideret ordre på det, så foretrak han nu at holde kortene tæt på hånden. 

Det var nogle gange svært at se menneskeligheden i Maximillian så tydelig og nydelig som den blev præsenteret lige nu. Skindet bedrog i sandhed med den mørkhårede tjener af familien, og selvom Florence vidste at hun nok en dag skulle fortælle flere i familien om hvad Maximillian var, foruden et kønt og eksotisk ansigt at kigge på, prøvede hun så vidt som muligt at udsætte det. Og det var noget der primært kom af dovenskab, hun vidste at utallige spørgsmål ville falde som følge, da fyrstens... nej, deres børn havde en umådelig nysgerrighed. Og det var en længere forklaring, hvor at det i sidste ende ville være lettere at vise dem hvad hun mente.
Alt dét, krævede at de var ældre end de var lige nu, men ikke for gamle til at verden havde formet deres meninger og holdninger, så de instinktivt var imod det. Noget måtte trods alt gives videre i familien, en af de her dage i fremtiden. Og udover hendes viden, ville Maximillian nok være en af de ting, hun sendte i arv. 

Fingeren snoede det lange hår, inden at hun med et fornøjet lille (men fast) ryk trak en anelse i mandens hovedbund, og slap det derpå. De røde øjne skuede over hans dovne smil, og fyrstindens læber krusedes i et der afspejlede dæmonens eget. "Og hvorhenne lå udfordringen så, Maximillian?" 
Hånden greb et nyt bundt af det sorte hår, strammede den håndfuld hun havde, slap, og gled ned omkring mandens kæbe for at vippe - eller tvinge, alt efter modstanden hun blev mødt med - hovedet op så hun kunne se ham ordenligt, lurende over ham. "... i at stoppe før du gik for vidt?" Florence's frie hånd greb glasset i luften, til en forfriskende tår. "I at forsætte?" hun tvivlede, et enkelt, perfekt øjenbryn gled op i den solbrune pande. 

Maximillian havde det nu meget fint med at ingen vidste han var dæmon. Her var han en frivillig tjener, og ikke det slavebånd, som han vidste hang om ham. Hvis han kunne slippe af med sit sande navn, så ville han hellere end gerne gøre det, men som dæmon... var det umuligt, og når først et navn var derude, så slap man aldrig, noget Maximillian havde erfaret lidt for meget.
Forhåbentlig ville han også skulle stoppe med at tjene Kazimi familien, når Florence en dag måtte lade livet. Enten af mere dramatiske grunde, eller fordi hun blev for gammel. Han havde i hvert fald sine tvivl om at kunne trives ligeså godt under et anden herre.

Først rykket i håret, og så h vordan hans hoved blev tvunget op, så hun bedre kunne studere ham. På den ene side var det frustrerende fordi hun styrede det, men på den anden side ramte det også bare et vis punkt i ham. Han havde trods alt intet mod at give magten til en anden under visse forhold.
Han smagte lidt på ordene hun sagde, før smilet blot blev en anelse bredere, for de vidste hvis godt begge at det sidste aldrig ville ligge til ham. ”Det første,” spandt han, som var det en flirten de havde gang i, og ikke snakkede om torturen af en mand. ”Det er berusende, når man kan høre hans dybeste tanker, følelser og frygte mens man er i gang. Man har næsten ikke lyst til at stoppe igen.” Hans øjne kiggede næsten sigende op på Florence. Hun kunne måske ikke læse tanker, men hun følte også rusen ved en jagt. Forskellen var bare at Maximillian elskede når jagten var overstået og opdragelsen skulle ske. 

De tvefarvede øjne nød at betragte den kønne dæmon i arbejde, når det ikke gik for vidt. Hun havde en hvis svaghed for den iver han præsenterede, og selvom det ikke var kønt det han gjorde, var det fascinerende at følge med i. At han nød at gøre det fordi at han kunne følge med i hvad der foregik bagved alt det som øjet kunne betragte, det overraskede hende ikke det mindste. Og det vækkede også en speciel form for jalousi, at hun ikke kunne opnå det samme, ligeså nemt. Fordi hun forstod ham. 
Åhh hvor hun forstod ham. Det var ikke ofte at Florence reelt set valgte at indtage den væske, der gjorde at hun kunne komme ind i sindet på sine ofre, det var sjældent at hun tog sig muligheden - det var ikke et elegant syn eller en elegant process at skaffe. Men nogle gange skete det skam. 
Og ansporet af i aften, kunne hun sagtens være fristet til at lade det ske igen, gerne i en af de følgende dage hvor at Maximillian ville forsvinde ned i Kazimi paladsets kælderdyb. 

Og så den tone. Smilet omkring fyrstindens hjerteformede læber blev en anelse bredere, og grebet om hans hage strammedes en anelse til igen. "Nej man har ej" hviskede hun lavmælt i en enighed omkring lige præcis dét, og pupillerne i den hvide regnbuehinde, blev med et hjerteslags varme dunken, større. Men hvorfor var det berusende? Et ekko af hendes egne tanker, da hun på mange punkter godt kendte svaret, men ville aldrig indrømme at hun var så simpel af natur, at magt - rendyrket magt kunne få det til at vride sig fantastisk i hende. 
Den bløde hån slap hans hage, for endnu engang at glide over den perfekte, hvide hud, og for at lade sine fingre glide igennem det silkebløde, glatte hår, endnu engang at sno det om fingrene. 

Desværre var Maximillian ikke ligefrem den generte type på nogen som helst punkter. Han nød at lade andre se sit arbejde, men også kun når det gav mening. Der var visse folk han skulle opretholde en vis facade omkring, og der var det bedre ikke at lade dem vide præcis hvor forskruet han kunne være på nogle punkter. Selv hos dæmoner kunne indavl alligevel sætte et par spor, dog primært på psyken. Han var heller ikke vokset op med de pæneste forbilleder... i andet end udseendet.
Overfor Florence ville han dog mere end gerne lade hende se arbejdet, især som han opsnappede de små følelser og ord fra Florences eget sind. Hvis man først lukkede dæmonen ind, så måtte man leve med at han også opsnappede ting som jalousi.

Det kildede lidt i hans mave, som hans røde øjne forblev på hendes og selv da det stille spørgsmål blev stillet, selvom han ikke var sikker på at det var til ham. Det stoppede ham dog ikke fra at række ud, og ligeså stille hviske i Florences sind. Det ved du godt. Det var ikke engang med Maximillians normale 'stemme', og det var så stille at man næsten kunne tænke at det var ens egne tanker der selv var løbet løbsk.
Desværre for Florence, så havde Maximillian brugt de sidste mange måneder på at studere hende, især som han havde adgang til de fleste af de overfladiske tanker, så han kendte hende. De var skåret af samme sten, også selvom hun blot var et sølle lille menneske. De holdt af magten, og håbløsheden der kom hos andre.

Selvom hun havde stoppet med at holde hans hage, så faldt den kun lidt, som han forsatte med at kigge op på hende, mens hun lod til at lege med det lange sorte hår. En ting hun nok aldrig selv fik tilbage.