Det var et lidt ømtåleligt emne at snakke om, og Florence kom ikke udenom at det udover at være ømtåleligt, også var... underligt. Det var ikke en samtale hun havde taget med mange andre, og så meget ude af sit element - som hun var nu - så var det ikke den mest selvsikre facade der havde plads her. Ikke at det måtte mistænkes med en vigende personlighed, fordi om noget var hun bare... forsigtig. 
Ikke mindst fordi at hun ikke helt vidste, om Fyrsten ville se det fantastiske i at Verona skulle være den der hjalp deres kære datter. Men Verona var bedre end så mange andre - det måtte han vel se. 

De røde øjne gled tilbage på Verona, og Florence nikkede, sorte og hvide krøller gled dovent ned over hendes overraskende barer skuldre. "Det må vi lade komme an på en prøve - min datter skal De få at se. Kommer De til Balzera indenfor den nærmeste fremtid?" om ikke andet, måtte de tage en tur imod midterlandet - Jamilah havde alligevel lidt godt af at se mere end ørkenens landskab. 
Undren tindrede dog kortvarigt i øjnene, og Florence's øjne blev en anelse smallere. "Hvad end det kræver, burde det være indenfor mit kapital... smertegrænsens i dét, er til at overkomme - så sig endelig til når de ved hvilke redskaber de skal bruge" at der var andre former for 'hvad det kunne kræve', faldt hende ikke ind. 
Det virkede absurd, alt kunne købes eller skaffes, for den rigtige mængde penge eller ved de rigtige metoder. Hun kunne altid sende Maximillian ud, han havde sjældent store kvaler med hendes små opgaver. 

Det var en mærkværdig oplevelse at se den yngre fyrstinde der ellers havde fremstillet sig så selvsikkert, så urørlig tidligere, nu virke mere påpasselig. Verona forstod hendes forsigtighed, det var et emne der af sin natur gjorde man blottede sig, og let kunne få det til at virke som en virkede svag.
I Veronas øjne så hun en mor der var villig til at gøre det nødvendige for sin datter, noget hun i høj grad respekterede.

Verona rystede på hovedet, "Ikke just nej, det er meget sjældent mine gøremål bringer mig til deres husbonds hjemstavn" Det hjalp heller ikke at Isenwald fyrstinden gjorde sit for at undgå at skulle tage dertil, Sephyrans evige viften med at have hjulpet med banditproblemet for flere år siden var ikke god grobund for en konstruktiv samtale.
Verona nikkede, der var ingen tvivl om at Kazimierne havde rigeligt med krystaller, men det var også den letteste del.
"Har i nogen idé om hvem der har lagt forbandelsen over dem? Jeg forstår at det er et meget personligt og ømtåligt spørgsmål, men det kan være med til at kaste lys over hvordan den løftes" At løfte forbandelser var let som at vikle tråde ud, så at vide hvor man skulle starte var ganske nyttig.

Se lige det spørgsmål - hvem det kunne være - det var ikke et spørgsmål Florence brød sig om, da svaret var... måske ikke tydeligt, men noget derhenad, hun havde en ganske god idé om hvad der... måske var sket. Hun kunne umuligt daterer det tilbage til en bestemt person, eller sågar en bestemt slægt - af dem hun havde jaget og arbejdet imod, var der simpelthen for mange. Men hun vidste at nogle af dem, havde været ganske kyndige magere. Nogle af dem, havde været væsner af ældgammel viden. 
Det havde trods alt været hendes specialitet... de mere udødelige racer; at drive dem hårdt og længe, så længe at flugt til sidst blev urealistisk, da der ikke var nogle steder at flygte hen. 

Hun fandt dem altid. 

Så modvilje gnistrede kortvarigt i de tvefarvede øjne, førhen at hun med en lidt dybere vejrtrækning, sørgede for at skubbe det væk. Det var ikke af spot hun spurgte, men af... nødvendighed. 
"Før jeg svarer på lige præcis dét, må De mindes at vi alle har en... fortid" hvorvidt fyrstinden af Isenwald kendte til Al Jatzir familiens fremavlede evner og specialisering indenfor slavejagt og blodmagi, vidste hun ikke. Det var ikke noget hun fremhævede på nogen måde. Øjnene mødte Verona's, og det hjerteformede hoved løftedes dog en anelse. Stolthed måske? Hun nægtede at skamme sig over det, i hvert fald. "Jeg går ud fra at det kommer af elvere, potentielt ørkenelvere eller anden nomadeslægt fra ørkenen. Og jeg tror ikke de er døde.... som sådan. Måske, det kommer an på hvor robuste de var" fortsatte hun. Hun vidste ikke om det krævede at de var i live, men vidste det gjorde, var det ikke noget hun kunne garanterer. 

De mindre familier fra Rubinien var ikke nogen Verona kendte synderligt meget til, hendes egne pligter havde lært hende mere om hvordan man kunne læse aflæse hvilken gren en vampyrforbandelsen en individuel vampyr var blevet forbandet af, at se sammenhængen i alfernes måde at væve deres forbandede sjov på andres bekostning. Noget Isenwald fyrstinden godt kunne sætte sig ind i, hvem ville ikke hade at være holdt som kæledyr af andre?
Hvilket ikke gjorde det overraskende at en rubinsk adelsdame var blevet forbandet, slaveri var noget rod der såede mere dårligdom, selvom krystallerne sikkert glitrede smukt.

Verona nikkede kort som Florence begyndte at tale, og som forventet lød det til at bunde ud i slaveri af en eller anden art. Der var en årsag til at de sydligste havde et rygte som at være barbariske, og tanken om at erklære der var intet at gøre, var skam utroligt lokkende, men der var en formodelig uskyldig datter der var blevet ramt. "Jeg ser, der er nogle ting jeg ønsker at undersøge. Ørkenelvernes magi er gammel og potent, selv en døende mands forbandelse ville kunne risikere at gnave hos dem og deres til jeres linjes ende." En sandhed ingen ønskede at høre, men at pakke det ind nyttede ikke.

Florence betragtede hende uden at sige meget, da der var visse ting at forvente... når først baggrunden for det, var kommet mere ud i det åbne. Mange af fyrstedømmerne forstod næppe den værdi der lå i at opbygge et imperium af slaver, og det var virkelig at sidde på den højhellige vogn, sådan at ville presse egne regler og love, indover Rubinien. Men det var ikke hendes anliggende at kommenterer på, eller forsvarer. 
I stedet var det at Fyrstinden med et lille nik signalerede at hun hørte hvad den mørkhårede kvinde sagde. "Hvordan vil De undersøge det?" 

Hvordan det kom til at foregå, var skam en anelse essentielt at vide. Der var ting hun ikke ville lade Leonora rode i.... der var ting hun ikke ønskede at den mørkhårede kvinde kunne eller skulle blande sig i, og forbindelsen til den tjenende dæmon, hørte ind under det. Hendes puslen med blodmagi, var en anden. 
Mange hemmeligheder var efterhånden bygget op over det ellers kønne og smukke liv hun levede, og de hemmeligheder... 
Jah det gavnede ingen, at lade det komme ud i det åbne. 

"Til en start har jeg nogle kontakter jeg vil benytte mig af, og de er skam diskrete" forsikrede Verona Kazimi fyrstinden. Det var forståeligt at hun næppe var tilfreds med tanken om at lade nogen rode i hvad der sandsynligvis var et skyggefuldt emne, men det var som sådan ikke det hun interesserede sig i. Der var en forbandelse at bryde, en som næppe var blevet brudt før, hvilket kunne blive utroligt brugbart på længere sigt. Især i jagten på at finde måder at bryde de ubrydelige forbandelser.

"Ellers så vil det være at jeg observere dem og deres datter, hvor jeg antageligvis vil kunne komme med et bud på en løsning, dog bør jeg advare om at det vil kunne komme til at tage sin tid, forbandelser er meget forskellige." Uddybede hun mens hendes hænder og fingre foldede sig i hendes skød. Det ville også først være der hun ville kunne komme med et reelt bud på hvad det ville koste, men ud fra hvad hun havde set ville det næppe blive en billig oplevelse for Florence, antaget hun kunne få fyrsten med på ideen, men det var hendes hovedpine, ikke Veronas.

"Har de flere spørgsmål?" Det ville ikke være underligt hvis det var tilfældet, men det var begrænset hvad hun kunne gøre her, især da det stadig ikke var sikkert om datterens forbandelse var en og samme som Florences, eller et biprodukt derfra.

Alt blev taget ind med en afmålt opmærksomhed over den anden fyrstinde, og Florence - siddende ganske regalt som var hun i sandhed født ligeså højbåren som hun indvendigt altid havde ønsket - bevægede sig næsten ikke i forklaringerne der kom. En utrolig, og til dels også urolig vane hun havde fra gamle tider. I hvert fald urolig for nogle, at observerer. 
Først da det sidste ord faldt til ende, var det at hun bevægede sig mere end blot at blinke af og til, og de ringklædte fingre foldede sig ind imellem hinanden, førhen at hun endelig nikkede. "Det lyder godt.." hun ville stadigvæk skulle overbevise sin kære mand om vigtigheden i det her, men hun håbede at de kunne se øje til øje, omkring at få løst det. Det ville ikke være det første af hans børn, som bar på en forbandelse. Hun var dog irriterende bevidst om at det den her gang, nok var et afkast fra hende. 

Med det gled blikket kortvarigt frem foran sig, observerede den stenede jord og de få blade der blæste over den, førhen at hun rømmede sig. "Vi kunne måske... komme og besøge Dem, i Medanien? Jeg er sikker på at Jamilah vil have godt af at lære nogle af de andre prinser og prinsesser at kende" og hun var også sikker på, at fyrstinden ikke foretrak at komme til Rubinien for en længere observation. Hverken foretrak, eller kunne. Modsat den solbrune fyrstinde, havde hun trods alt sin del af pligter... kunne hun forestille sig. 
Og det magelige liv - et hun på ingen måde fortrød at leve - havde ikke samme ansvar omkring sig. Og det var nok det eneste spørgsmål, hun sad tilbage med lige nu. 

Den kontrol og mådehold Florence udviste ville virke næsten overnaturlig for mange andre, som en højbåren statue intet kunne røre eller kue, som hun havde absolut kontrol over sig selv og alt omkring hende. Noget der ville kunne vække uro hos de der ikke havde arbejdet med de forbandede, vampyrer og deres tendens til kunne at trække vejret når de havde brug for at tale, havde hærdet Verona mod den slags.
Dog respekterede hun den energi der lå i at opretholde den ro Florence lagde for dagen.

Verona nikkede kort, det ville gøre tingene en del lettere at kunne minimere fyrst Sephyrans indblanding, hun tvivlede på intet tidspunkt at han ville gøre sit for ikke at tabe ansigt i sådan en sag som denne, og det ville blot gøre at finde en løsning ville tage længere tid end hun ønskede. "Det ville passe os glimrende, jeg er sikker på at det ville kunne blive et givende besøg" De ville også med al sandsynlighed kunne komme få mere ro til at arbejde, samt det ville sikkert mildne fyrsten at vide at han ikke skulle være høflig over for en kvinde der på ingen måde ønskede hans selvskab. Hvor utænkelig den tanke end var for ham. 
"Men så snart de har talt med jeres husbond giv mig endelig besked, jeg tænker ikke at tage mere af jeres tid medmindre de har flere spørgsmål?" De havde trods alt begge arbejde at lave.

Et lille smil krøb op over de bemalede læber, og Florence nikkede en sidste gang, førhen at hun glattede folderne på sin lidt for tynde kjole ud. Et givende besøg, det skulle nok blive... spændende. Fyrstinden lod et sidste, mere overvejende blik glide over den mørkhårede kvinde, førhen at hendes nikken blev efterfulgt af en lille hovedrysten, og Florence rejste sig med det. "Jeg har ikke flere spørgsmål" kom det afklarende fra hende - der var ikke mere at spørge om lige nu. 
Måske en dag i fremtiden, et brev ville tikke ind. Måske ikke. Alt det, ville komme an på hvordan hendes kære husbond reagerede overfor muligheden. 

Det var en fremtid hun måtte tage hånd om når tiden var; de kommende dage var der en fest i vente, og sådanne nyheder var altid bedst at leverer i mere hjemmevante omgivelser. 

Hun håbede at det nok skulle ordne sig. For Jamilah's bedste. 
Florence lavede da et let vip med hovedet, i tilfælde af at Verona skulle med hende tilbage af samme vej som de var kommet. Om ikke, måtte det her være afskeden. "Jeg ser frem til den kommende festlighed" kom det med et glimt i de tvefarvede øjne, og hun kom endelig i bevægelse. Monstro ikke Verona også ville være at finde til festen selv. 

Som der ikke var flere spørgsmål gav Isenwald fyrstinden et nik og rejste sig med Kazimi fyrstinden, selvom Verona selv ikke holdt af Kazimi familien, så var de mennesker trods alt og fortjente derved en chance. Om fyrsten var villig til at tage imod hjælpen måtte tiden vise, men selv han måtte vel have et ønske om at hans børn eller kone ikke led under forbandelser.

Verona nikkede kort "Jeg tænker det nok skal blive underholdende" hun kunne næppe være i byen og ikke tage forbi festen, uden passende undskyldning. Resten af gåturen foregik i stilhed, tydeligt havde begge fyrstinder meget at tænker på.