v0idwitch 09.08.2020 22:23
Al farve forsvandt fra Junos ansigt, da Pax mindede ham om en gammel gæld. Femten safirer var meget, når man levede fra hånden til munden, og Juno havde ofte ønsket, at Pax ville glemme gælden eller tilgive den, men ligegyldigt hvor fjern den virkede, kunne han aldrig selv glemme den. Havde han haft krystallerne på sig, havde han hamret dem ned foran Pax. Som det var, havde han ingenting på sig overhovedet. Han var fattigere end han nogensinde havde været før, og Pax var ikke den eneste, han var i gæld til.
Pludselig så Pax's blik fjernt ud, og Juno handlede, inden han selv helt registrerede, hvad der var ved at ske. Han greb om Pax's overarm og hjalp ham blidt ned på gulvet, hvor han holdt ham siddende.
"Pis. Pis, pis, pis," mumlede han, imens han overvejede, hvad han skulle stille op nu.
"Kunne det ikke have ventet, til jeg var færdig med at råbe af dig?" spurgte han, irriteret, selvom han vidste, at Pax ikke kunne gøre for det, indtil han fik øje på de røde plamager, der dannede sig på de hvide forbindinger.
"Edward!" Råbte han, forskrækket, og da der ikke straks skete noget, igen, denne gang i en højere tone, desperat;
"Edward!"
Den gamle mand kom ind ad døren i samme sekund, så hvad der foregik, og gik igen.
"Du må ikke forlade mig, din forræder!" Kaldte han efter ham, på trods af at vide næsten stensikkert, at Edward kun ville være væk længe nok til at finde, hvad end han skulle bruge for at hjælpe Pax, og da Juno så tilbage på Pax, kunne han nærmest ikke flytte blikket fra de stødt voksende røde plamager.
"Har du selv bundet de lorteforbindinger?" spurgte han, i hvad han håbede var en jokende, opmuntrende tone, men som nærmere bar tegn på, hvor forskrækket han var blevet.