Ganske som ønsket, begyndte Alfie at guide, hvordan han ønskede, at det skulle foregå, og Declan adlød lydigt hver enkel lille instruks. Han kunne selvfølgelig sagtens have taget styringen selv, men Alfie slog ham som typen, som gerne ville have styringen. Desuden såvar det meget nemmere, bare at lade sig 'blive brugt'. Og ja, han nød da helt klart også at være bare en lille smule underdanig.

Nu hvor 'ordren' var blevet givet, blev det næsten en æressag for Declan, at få gjort Alfie hurtigt færdigt. Hovedet blev bevæget op og ned, og hele tiden forsøgte han at tage Alfie dybere. Der skulle ikke være noget som helst, Alfie skulle kunne brokke sig over. Forhåbentlig ville besværet med at gøre det så godt som overhovedet muligt, betale sig, for Declan havde da alle intentioner om, at han også skulle have noget ud af deres lille møde. Han dristede sig til at bore fingrene ned i Alfies ben, mens han tavst håbede på, at Alfie ville gøre gengæld ved at tage et solidt greb i det røde hår.

Det gik lige så godt, det virkede bestemt til, at Alfie var lige ved at komme, og Declan gjorde sit bedste for at få det til at ske. Formentlig på grund af hans fokus på Alfies nydelse, nåede Declan ikke at høre, at døren gik op. Det var først, da der lyd et forskrækket hvin, at Declan fik revet hovedet tilbage, hvilket affødte endnu et hvin, da det blev synligt, hvad der netop havde været i hans mund.
"Hvad i alle verdener foregår der her!" En bredskuldret mand stod i døren, og halvvejs skjult bag ham, stod en ung kvinde, formentlig en stuepige. Hun stod med hænderne halvt foran øjnene, men det var nu ikke svært at se, hvad hendes blik hvilede på. Ikke at Declan bebrejdede hende det, han havdejo selv lie været ganske betaget af den del af Alfie.

Overvejende så Declan mod Alfie, det var fristende at fortsætte, hvor de netop var sluppet, og fuldkommen ignorere de nyankomme. Det så dog ikke ud til, at de havde tænkt sig at smutte, tværtimod så den bredskuldrede mand ud til at være klar til endnu et højlydt udbrud. Declan klemte øjnene en anelse sammen, som han betragtede manden. Han var sikker på, at han havde set ham før.. Med lidt tid ville han sikkert kunne komme på noget snavs om manden, hvis det skulle blive nødvendigt. For nu møjede han dog med at rejse sig op, mens han begyndte at få styr på sit eget tøj, Alfie måtte klare sig selv.
"Ja, det kan de velsagtens se?" Svarede han uden at værdige manden endnu et blik, han havde mere travlt emd at få tøjet i orden. Desuden havde han ikke meget tilovers for mandens udbrud, han havde intet at skamme sig over.

Man kunne for alvor høre de i forvejen dybe støn tage til, idet Declan straks tog ordene til sig, og adlød. Som om han nu gjorde endnu mere ud af den nydelse, som han gjorde sig umage med. Alfie var en krævende mand, han vidste hvad, han ville have og hvordan, han ville have det. Han kunne ofte finde bare lidt at brokke sig over, men ikke denne gang. Hans nye bekendtskab vidste uden tvivl hvordan man bedst tilfredsgjorde en mand, eller i hvert fald hvordan man rettede sig efter de blive hentydninger lavet med en bestemmende hånd. Han mærkede fingrene blive boret ned mod huden, en følelse der helt bestemt havde været bedre, hvis stoffet fra bukserne ikke havde været i vejen. Men Declan fik nøjagtig det til gengæld, som han håbede på. I det samme øjeblik blev grebet i det røde hår strammet til, måske endda lidt hårdere end han havde håbet.

De lidt ukontrollerede støn afslørede hvor tæt han var på at blive skubbet ud over kanten. Bare få ryk mere og han kunne få lov til at mærke bølgen af nydelse skylle ind over ham. I stedet måtte han kvæle et støn da døren gik op og et forskrækket hvin lød. Hans blik gik fra Declan til den bredskuldrede mand, der bestemt ikke så helt tilfreds ud over at have fundet de to mænd være lidt for tætte.
Virkelig?! Alfie så heller ikke alt for tilfreds ud, trods han godt lige lagde mærke til stuepigens blik. Et blik han ville have taget selvfedt imod, hvis han ikke havde været så irriteret. Det var selvfølgelig en risiko man måtte tage med, når man valgte at være uanstændig så ’offentligt’ et sted, men han var ved at være lidt muggen over at blive afbrudt.

Med et tungt suk begyndte han selv at få bukserne på plads, men uden at rejse sig fra stolen. Han løftede kun lige bagdelen nok til at få styr på klæderne, for derefter at sætte sig til rette igen og række ud efter sin øl.
”Ja, det kan jeg da! I må forstå at disse sammenkomster er til for at lave forretning, ikke for at hore rundt med alle gæsterne.” Han rettede blikket direkte mod Alfie, idet de sidste ord forlod hans mund.
”Hore med alle gæsterne? Må jeg være fri! Declan og jeg var da i fuld gang med forretningerne, da du brasede ind, Vilhelm!”
”Hold da op, Alfie. Det er jo bestemt ikke første gang jeg finder dig herinde, selvom det nu plejer at være med en af stuepigerne.” Han var tydeligvis lidt forfærdet over at finde Alfie med en mand, selvom rygterne ikke var gået hans næse forbi.
”Nej, det er det da ikke. Man skulle næsten tro du havde lært at banke på nu,” sagde Alfie med sammenbidte tænder. Man kunne se vreden i form af den røde farve i hele Vilhelms ansigt. Han var efterhånden vant til at fange Alfie i sådanne situationer, men han var også klar over, at det kun gjorde ham mere vred at diskutere med ham. Så han rettede sig mod Declan.
”Og dig? Hvad har du at sige til dit forsvar, når du vælger at være så uanstændig i min broders hus?” Måske kunne han vinde en mindre diskussion med ham i stedet, og i mellemtiden kunne Alfie få kort tid til at falde bare lidt ned. Måske den store tår øl han fik hældt ned, ville hjælpe lidt på det. Så kunne han se til mens Declan kunne få lov til at forsvare sig, hvis det da overhovedet var det, han havde i sinde at gøre.

Modsat de to andre mænd udtrykte Declan ikke den store vrede over situationen, tværtimod så det nærmest ud til, at han morede sig. Selvfølgelig var han da træt af, at de var blevet afbrudt, før han nåede at få noget ud af det, men de to mænds ordveksling var nu lidt underholdende. Benævnelsen af manden navn, fik et smil til kortvarigt at brede sig over hans ansigt. Vilhelm, det var rigtigt. Han havde ganske rigtig gjort nogle ganske korte forretninger med ham, men han havde vist sig at være ganske nyttesløs og egentlig også relativ ubehagelig at have med at gøre.

Kortvarigt gled hana opmærksomhed fra de ro mænd og over på stuepigen. Nu hvor hun var færdig med at overbeglo Alfie, lignede hun en, som mest af alt havde lyst til at lade gulvet opsluge sig. Forsigtigt, for ikke at gøre opmærksom på sig selv, trådte hun et par skridt bagud, indtil hun tilsidst kunne vende sig og skynde sig væk. En skam, egentlig, det kunne have været sjovt at overtale hende til at blive, hvis de kunne slippe af med Vilhelm.. ud fra hans påstand, ville det jo ikke være første gang, at Alfie forlystede sig med en stuepige, ikke at det kom det fjerneste bag på Declan.

Da opmærksomheden pludselig blev rettet mod ham, krydsede han den korte afstand, så der knapt var en afstand mellem ham selv og Vilhelm. Han var betydelig lavere end Vilhelm, men det betød ikke det store, der var trods alt ikke noget usædvanligt ved højdeforskellen.
"Så vidt jeg ved, er jeg ikke alene om at være uanstændig i dette hus" han lagde armene over kors og hovedet en anelse på skrå.
"Ved din bror, hvad du laver med hans datter, når han ikke selv er tilstede?" Han havde sænket stemmen, men ikke nok til, at Alfie ikke ville kunne lytte med.
Alt den farve som vreden havde tilføjet til den højere mands ansigt forsvandt og efterlod ansigtet blegt.
"Hvordan kan du.. det er løse rygter, intet andet" panikken var tydelig i stemme såvel som i blikket.

Med en påtaget skuffet mine rystede Declan på hovedet. Sandheden var, at anklagen var baseret på løse rygter, men hans erfaring var, at disse rygter ofte havde en sandhed i sig, og reaktionen bekræftede det blot.
"Det kan meget vel være, men er du sikker på, at han vil tro på det?" Af hvad Declan selv havde erfaret, havde husets ejer et ganske forfærdeligt temperament, Declan havde endda selv fået lov til at foretage nogle af afstraffelserne som betaling for hjælp med diverse handler.
Måske gjorde det advarende blik udslaget, eller måske var det tilføjelsen af det kølige, som fik slået slået alvoren fast, men der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Declan mente sin trussel.

Flere ord var ikke nødvendige, for uden yderligere brok, bakkede Vilhelm ud af lokalet, stadig lige så bleg i hovedet, og smækkede døren efter sig. Det ville ikke undre Declan, hvis han fik problemer med ham på et senere tidspunkt, men for nu var problemet da løst.
'"Det er utroligt som man altid bliver afbrudt på de bedste tidspunkter" han sukkede lettere irriteret og vendte sig mod Alfie. Der var næppe nogen håb for, at de kunne fortsætte hvor de slap.

Den tydelige irritation forsvandt endnu ikke fra det skæggede ansigt, men måske man lige kunne ane nysgerrigheden, da Declan trådte Vilhelm nærmere. Det så jo næsten ud som om den lille mand havde i sinde at true ham, og Alfie var da interesseret i hvordan det mon ville gå. Han havde kendt Vilhelm længe, og vidste hvor ubehagelig han kunne være at have med at gøre. Han tvivlede på at den bredskuldrede man ville lade sig true af Declan, og alligevel så Declan rimelig selvsikker ud, da han åbnede munden.
Begge øjenbryn skød chokeret op i panden, ikke grundet den uanstændige anklage, alle kunne smide om sig med rygter, men grundet Vilhelms reaktion, der tydeligt afslørede at der hvilede bare lidt sandhed deri.
”Vilhelm! Det havde jeg godt nok ikke troet om dig.” Hvis ikke det var fordi han vidste, at broderens datter var gammel nok til at bestemme selv, så ville han have været rasende nok til at hente hans bror med det samme. Indtil videre kunne han nøjes med at have den oplysning i baghånden, hvis det skulle blive nødvendigt at bringe op igen en dag.

Declans trussel virkede perfekt, for inden længe begyndte Vilhelm at bakke ud af lokalet.
”Er du sikker på, at du ikke lige vil hente din bror, så vi kan snakke om hvor uanstændige vi er? Det er jeg sikker på han rigtig gerne vil vide.” Alfie nåede lige at sende en stikkende kommentar afsted med Vilhelm, lige inden døren blev smækket hårdt i. Han forventede næsten at se hans bror senere, måske få en lille reprimande, fordi Vilhelm uden tvivl ville vende situationen til sin egen fordel. Det var sådan han legede hver gang.
At se Vilhelm krympe sig sådan sammen, havde alligevel fået et lille smil frem på Alfies læber, da han rettede blikket mod Declan igen. Han svarede ikke verbalt, men nikkede bare let for at give ham ret. – Det var utroligt. Utroligt irriterende.
”Så du har altså flere talenter, end bare at falde på knæ.” En lille hurtig kompliment til hans arbejde mellem hans ben før.
”Vi skal nok få det sjovt sammen,” tilføjede han. Nu forventede han jo intet andet fra Declan fremover, når han vidste hvilke trusler han var i stand til at komme med. For hvis han vidste den slags om Vilhelm, hvad vidste han så om alle andre?

Han tog en sidste slurk af sin øl, stillede den fra sig på bordet og førte så hænderne op mod den øverste knap i skjorten. Lige så stille gav han sig til at knappe op.
”Og jeg er da sikker på vi nok kan genskabe øjeblikket, hvis du bare kommer tættere på igen.” Han sendte ham et afventende blik, som han selvfølgelig forventede at han endnu engang ville gøre som der blev sagt. Declan havde jo været så god til at høre efter indtil videre.

Under normale omstændigheder ville Declan aldrig dele ud af sine hemmeligheder, medmindre det tjente ham selv. Og selv der ville han så godt som aldrig gøre det, når andre kunne høre det. Hemmelighedernes var hans valuta, det bedste middel han havde til at afpresse folk. Man kom langt med trusler og vold, men lt for mange var ligeglade, især når det kom til folk med højere status, og så var hemmelighederne nyttige. Men Vilhelm havde irriteret ham og skubbet til hans ego.. havde det ikke været fordi, at de ve et offentlig sted, havde det været meget sandsynligt, at Vilhelm ikke engang ville være sluppet levende fra lokalet.

En del af ham overvejede stadig at følge efter Vilhelm og afsløre hemmeligheden, bare for at få hævn over, at hans stund med Alfie var blevet afbrudt. Visheden om, at Vilhelm nu kunne gå og svede over, at nogen kendte hans hemmelighed, var dog en langt bedre hævn.
"Hemmeligheder er så meget mere interessante end krystaller" Han overvejede at komme med en kommentar om at falde på knæ, men han ville meget hellere vise evner end snakke om dem. Især når det kom til, hvad han kunne lave mens han sad på knæ.

Nå, så Alfie var stadig frisk på mere? Det havde ellers virket til, at øjeblikket var ødelagt. Nok virkede det til, at Alfie kunne lide at styre tingene, men det gav da åbenbart også et godt indtryk, når han selv viste lidt "muskler".
"Hvis du insisterer" han trådte atter helt hen til Alfie, hvor han stoppede hænderne, som ellers var i gang med at knappe skjorten op. I stedet førte han Alfies hænder ned til sine egne bukser, mens han gik i gang med at åbne de sidste knapper i skjorten. Nu havde han gjort sit for at betjene Alfie, så det var på tide, at han gav lidt igen.

Der var ingen tvivl om at Alfie ikke ville tøve med at bruge de nye oplysninger imod Vilhelm, hvis det på et eller andet tidspunkt viste sig at være nødvendigt. Han havde intet tilovers for det sure løg af en mand, der vitterligt ikke havde givet ham andet end problemer gennem tiden. Han var irriterende nok altid mere efter Alfie, end de fleste andre i disse selskaber, måske fordi det oftest var Alfie der drog sig opmærksomheden. Godt nok ikke med vilje. Officielt var han jo kun kommet herind med Declan for at tale forretning, men det var vist ikke så hemmeligt mere, hvad Alfie flere gange uofficielt gjorde, når han var alene med en ung mand eller kvinde.
"Helt bestemt. De fleste hemmeligheder kan dog købes for den rette mængde krystaller." Hvilket Alfie havde nydt godt af flere gange, men aldrig havde han sluppet et alt for stort beløb for en hemmelighed, eller noget som helst andet. Han var vel stadig lige så nærig, som han altid havde været.
"Kan dine mon også?" Kunne man bebrejde ham, at han var nysgerrig på hvilke hemmeligheder Declan bar rundt på? Dette var trods alt den mand, som havde fået den bredskuldrede, truende Vilhelm til at flygte ud af lokalet.

Han løftede sigende det ene bryn let. - Jo, han insisterede. Han nåede dog ikke langt med knapperne i sin skjorte, før hans hænder i stedet blev flyttet ned mod den andens bukser. Han tog ikke fat, men lod i stedet hænderne falde til sit skød, stadig lænet godt tilbage i den bløde stol. Smilet om hans læber var næsten direkte dominerende.
"Hvis du vil have noget, må du bede om det. Det er vel ikke uretfærdigt at forlange, når du nu slap for at gøre mig færdig." Han ville da gerne give lidt igen, men ikke uden lige at få fornemmelsen af at det stadig var ham, der styrede slagets gang. Så nemt skulle det jo heller ikke være at få sin vilje, når Alfie ikke fik sin før. Heller ikke selvom det var Vilhelms skyld.

Spørgsmålet fra Alfie kom ikke spor bag på Declan, det var jo kun forventeligt, at Alfie var nysgerrig på de hemmeligheder, som han tydeligvis gik rundt med. Han kunne jo selvfølgelig ikke vide, at Declan aldrig delte ud af sine hemmeligheder.
"De er ikke til salg for noget så simpelt som krystaller" Han smilede til Alfie, men blikket var alvorligt, for han vedkommende var emnet uddebatteret, helst for evigt, men i hvert fald for nu. Han havde en nagende mistanke om, at Alfie ikke ville lade sig spise af med det svar for evigt. På en måde var det vel også meget godt, hvis de skulle arbejde sammen, især hvis det blev på længere sigt, ville det ikke nytte noget, hvis Alfie for godtroende.

Det passede bestemt ikke Declan, at han skulle til at bede om tingene, nu han allerede havde været på knæ for Alfie. Det mest retfærdige havde da uden tvivl været, at han returnerede tjenesten.. Normalvis ville han nok overveje at gå, men Alfie var fascinerende, og han havde jo en svaghed for dominerende mænd.
"Så krævende du dog er" Han lagde hovedet på skrå og så overvejende på Alfie. De havde jo ikke hele dagen, så måske de egentlig bare skulle komme frem til det spændende.. hvis altså Alfie var kampklar.
"Men i så tilfælde vil jeg gerne bede om at du får smidt resten af dit tøj , så vi kan få, hvad vi begge kom herind efter. Hvis du altså kan" Han hævede et øjenbryn og sendte ham et provokerende blik, det var hans plan at provokere og skubbe en lille smule til ham. 

I stedet for at vente på, at Alfie fik taget sig sammen, lod han hænderne glide end, så han selv kunne åbne sine bukser.
"Og så forventer jeg, at du viser mig, nøjagtig hvor krævende og dominerende, du kan være" Det var alt for lang tid siden, han havde været sammen med en, som faktisk ville tage fat, og selvom han da nød at være dominerende selv, var det rart med et lille afbræk fra normen. 

Selvfølgelig ikke. Så interessante hemmeligheder, som han var sikker på Declan bar rundt på, skulle de da ikke være så lette at få fat på. Det alvorlige blik sagde rigeligt. Emnet skulle lægges på hylden for nu, men den lette latter fra Alfie var svar nok.
"Ikke for simple krystaller, men altså stadig for noget." Declans formulering fortalte vel kun, at hans hemmeligheder kunne købes for et eller andet. Han skulle nok lade emnet ligge for nu, men ikke for altid. Han skulle nok komme det nærmere en anden gang, men måske først når de befandt sig mere privat end nu. Og når de ikke begge lod til at hungre efter noget helt andet.

Han trak let på skuldrende. Selvfølgelig var han krævende. Han havde erfaret at de fleste lod ham være det, så hvorfor ikke udnytte det når chancerne bød sig. Og Declan gjorde det så let, som han tydeligvis ikke havde tænkt sig at gå, før han fik det han var kommet efter.
"Hvis jeg kan?" Hans ord havde præcis den effekt, som han havde håbet på. Han blev provokeret. Ikke fordi han nogensinde havde betvivlet sin evne til at kunne, men fordi ingen andre skulle have lov til overhovedet at tænke tanken. Det burde have været de ord, som nu skulle være skyld i at Declan ikke ville få noget som helst.
Men den kommentar oveni den irritation han allerede følte efter Vilhelms besøg, var nok til at stikke hul på den sarte lille boble af liderlighed. Det var ikke lysten efter en anden, men lysten til at vise lige nøjagtig hvor krævende og dominerende han kunne være. Liderligheden efter at vise hvilken magt han kunne have over en anden. Over Declan.

Ikke et eneste blik blev skænket Declans hænder, som nu så utålmodigt var i færd med at åbne bukserne. Han rettede ryggen igen og fortsatte så til at rejse sig, skubbende til Declan, hvis han ikke selv gik et skridt tilbage og gav ham pladsen. Han tårnede sig over ham, førte en hånd op og lagde den i et fast greb omkring hans hals, så han kunne skubbe ham tilbage, lige indtil man kunne høre et højlydt bump og Declan ville kunne mærke døren mod ryggen.
Nu skulle ingen da være i tvivl om hvad de foretog sig.
"Når nu du er så god til at bede... Så kan du jo passende fortsætte. Lad mig høre dig bede pænt om hvad du vil have, jeg gør ved dig." Han havde ikke hårdt fat om den slanke hals, men hårdt nok til at vise sin styrke, og hvilken skade han ville kunne gøre, hvis han strammede til. Det var starten på dominansen. Hans ord var starten på hvad han krævede. Trods det dybt alvorlige blik i hans øjne, var det ikke svært at se hvad der drev ham i øjeblikket. - Lyst.

Det gik jo ganske efter planen! Alfie lød nøjagtig lige så provokeret over ordene, som Declan havde håbet på. Der var sikkert aspekter ved denne muskuløse mand, som ville være langt sværere at regne ud, men lige nu var han dejligt nem at læse, det gjorde det hele meget lettere. Nu var spørgsmålet jo så, hvad han ville gøre ved det? Svaret kom nærmest med det samme, for Declan nåede ikke engang at reagere på hånden mod halsen, før han pludselig også var skubbet op mod døren. Interessant.

Under normale omstændigheder var det en dødssynd, hvis man greb Declan om halsen og pressede ham op imod en dør. Selv hvis han ikke var i stand til at gøre noget i selve øjeblikket, var det ganske sikkert, at personen ville lide en smertefuld død, for han håndterede trusler utroligt dårligt. Men nu kunne Alfies gerninger jo næppe betragtes som en trussel, måske tværtimod et løfte om de nydelser, som ventede, når han ville få sin vilje, hvis altså Declan valgte at makke ret. Hvis Alfie havde kendt ham bedre, ville det nok ikke komme bag på ham, at Declan faktisk overvejede at fortsætte sin provokation. Han kunne jo se, at Alfie nød deres magtspil, og hvis Alfie var det mindste i tvivl om, at det var gengældt, behøvede han ikke andet end at kigge ned, for der var i hvert fald et sted, hvor nydelsen og forventningen ikke kunne skjules.

Nu var det langt fra første gang, at Declan tog den underdanige rolle, det var faktisk sket en del gange, selvom det skete lidt for sjældent. En ting ville han dog nok altid være dårlig tik, og det var, at bede om, hvad han ville have. Det var en ting at være generel og bede Alfie om, at smide tøjet og ellers komme igang.. Noget helt andet var at fortælle mere præcist, hvad han gerne ville have. Især fordi det ikke ville overraske ham, hvis han intet fik, hvis Alfie ikke mente, at han bad om det ordentligt.
"Jeg vil have, at du tager mig, så jeg får svært ved, at gå ud fra det her lokale. Om det så involverer, at du presser mig op ad døren eller bukker mig over et bord eller en lænestol" Han sørgede for at holde sit blik låst fast til Alfies, mens han kom med sin bøn, forhåbentlig ville det kunne prikke nok til hans lyst, så han ikke ville kunne sige nej.

Hvis Declan håbede på at få noget ordentligt ud af sin tid med Alfie, var der ikke råd til alt for meget modstand. Det var ikke fordi han havde i sinde at stoppe. Han skulle nok komme så langt, som de begge så gerne ville have, men uden at stille visse krav. Krav han derfra forventede at Declan ville møde, på den ene eller den anden måde. For han kunne vel ikke komme udenom at bare lidt modstand var en del af deres leg. Uden Declan til at sige fra eller til, var der ikke brug for Alfie til at kræve endnu mere af ham. Men nu lagde han selvfølgelig blidt ud. Derfor var det vel også kun forventeligt, at der blev givet efter med det samme. At der blev givet et passende svar, som kun opfordrede Alfie til at fortsætte. Og det gjorde der.

Et lille smil kunne lige anes i den ene mundvig. Et smil der afslørede at han egentlig var rimelig tilfreds. Men det var ikke tilfredshed der kunne ses i de grønne øjne, som var fæstnet i hans. Trods den tydelige lyst, fremtvang han et falsk glimt af skuffelse, og et fnys gled over hans læber.
"Det var vel... udmærket." Nu skulle den splejsede fyr jo heller ikke tro, at hvad han gjorde var perfekt, tværtimod. At være bare lidt nedgørende var vel også en del af den leg.
Hånden om hans hals flyttede på sig, men kun lige nok til at et par fingre kunne få fat om hver side af kæben, og næsten truende stikke neglene ind mod huden. Den anden hånd fandt ned mod de åbne bukser, skubbede lige stoffet nok ned til at kunne få fat om den.
"Men ikke godt nok. Så lad mig høre dig tigge. Tig mig om at tage dig." At han begyndte at bevæge hånden nede mellem dem en lille anelse, lige så roligt op og ned, var kun en lille pirrende forsmag. Hvis han ville have mere, måtte han gøre som han bad, og tigge.

Hvorfor fandt Declan sig overhovedet i det her? Nej, det var da langt fra første gang, at nogen havde beordret ham rundt, men han kunne ikke mindes, at bogen havde gjort det ligesom Alfie. Det var hårdt og ubarmhjertigt og endda grænsende til nedladende.. Han burde virkelig rive sig fri og gå. Men samtidig med at det føltes nedværdigende at blive talt sådan til, efter han endda havde bedt om, hvad han ville have, fik det også hans hjerte til at hamre så hårdt, at han kunne høre pulsen som en taktfast trommen i ørene. Og ikke mindst fik det varmen til at brede sig i kroppen. Det var lige så et stød gik igennem ham, og fik ham til at stønne højlydt, da han langt om længe mærkede en hånd søge ned i bukserne og gribe fat der, hvor han så desperat længtes efter at blive rørt. Han kunne simpelthen ikke stoppe nu, ikke før han havde fundet ud af, om Alfie havde det hele i munden.

Hænderne søgte op, så han kunne begynde at åbne resten af Alfies skjorte, intet tøj skulle være i vejen, når Alfie forhåbentligt godkendte hans tiggeri.
"Jeg har brug for, at du tager mig, hårdt og fuldkommen uden hensyn" hænderne bevægede sig ned mod Alfies bukser, som han også begyndte at åbne.
"Så jeg beder dig, tigger dig, om du ikke nok vil forbarme dig over mig, og give mig, hvad jeg så desperat trænger til" ordene blev næsten stønnet ud, hvis Alfie ikke snart gav sig, så vidste han simpelthen ikke, hvad han skulle gøre. Det var ham så meget imod at være underlagt en anden i så voldsom grad, Alfie havde ham jo vitterligt i sin hule hånd, men han var ligeglad, der var ikke det, som han næsten ikke var villig til at gøre.

Det kunne vel næppe komme bag på nogen, hvor tilfredsstillende det var for en grådig og selvisk mand, at få en anden til at makke ret så let. Han havde vel egentlig forventet lidt mere modstand fra den rødhårede fyr, der nu var blevet bedt om at tigge. Han var selvfølgelig ikke den første, som var bukket under for Alfies nedladende dominans så hurtigt, men måske han havde forventet mere fra en mand, som kunne få værtens broder til at forlade rummet i skam over sine gerninger.
Ikke at man skulle høre den mindste smule brok fra den skæggede mand. Han fik jo præcis det, han bad om at få. Han hørte Declan tigge, omend det måske ikke var det bedste tiggeri han havde hørt. Så kunne han vel tillade sig at presse den bare lidt længere.

"Og hvis jeg siger nej..." Han stoppede midt i sin sætning, da han slap begge greb om Declan, for at skubbe skjorten af og lade den falde til gulvet. Han tøvede ikke med at føre hånden op mod halsen igen, men denne gang lagde han den mod nakken. Han trak Declan med sig, da han trådte tilbage og inden længe fik skubbet ham ned over det nærmeste bord. - Ansigtet først og uden hensyn til om bordkanten ville ende med at ramme noget følsomt. Lige så stille slap han grebet om nakken, for at indikere at han skulle blive liggende.
"... Så er du en god dreng og tigger videre, ikke sandt?" Det lød som om Declan havde et valg. Som om det var en mulighed at sige nej, og han var da velkommen til at se hvad der ville ske, hvis han gjorde. Men der var ingen tvivl om at Alfie forventede et klart ja. - Selvfølgelig skal jeg nok tigge videre!
Imens stillede han sig så tæt op af Declans bagdel som muligt, så han stadig lige havde en smule plads til at skubbe begge deres bukser ned, men derfra ventede han. Declan skulle ikke belønnes med hvad han så desperat trængte til, hvis han nu valgte at komme med det forkerte svar.

En ikke ukendt følelse af irritation bredte sig i Declan, han hadede når han ikke fik, hvad han ville have. Selvfølgelig var det en del af legen, men han havde jo allerede tigget, og endda mere, end han kunne mindes, at han havde gjort før. Og nu lød det endda som om, at Alfie havde tænkt sig at trække pinen endnu længere! Det var alligevel for galt.
Egentlig stod han med tanken om at begynde at brokke sig, men så fjernede Alfie sin hånd og smed skjorten. Måske belønningen måske alligevel var på vej? Han nåede ikke rigtig at beslutte sig for, hvad han skulle sige eller gøre, før han blev grebet i nakken og slæbt afsted. 

Til deres begges held nåede Declan at tage nogenlunde fra, da han blev kastet ind over bordet, så det ikke ramte et alt for følsomt sted, for det ville nok have ødelagt stemningen. Det gjorde dog stadig ondt nok til, at han stønnede lavt af smerte. Hurtigt var smerten dog glemt, da Alfie fortsatte sin sætning fra før.
"Jeg skal nok være god og tigge videre" Som om han havde et valg. Svaret havde godt nok heller ikke været anderledes, hvis han havde haft et svar, han ville simpelthen ikke risikere, at Alfie valgte at være provokerende og stoppe deres leg, også selvom det var for et kort øjeblik for at straffe ham.
Følelsen af at have Alfie stående så tæt på var næsten for meget, kunne han ikke bare tage sig sammen og give ham, hvad de begge trængte til! I et forsøg på at friste ham, skubbede han sig lidt bagud, han hverken ville eller kunne vente meget længere, end han allerede havde. Alfie havde allerede fået lov til at gøre ting, som meget få andre havde fået tilladelse til, men der var trods alt grænser.

Lige som han forventede, fik han det svar han ville have. At sige ham imod ville vel kun tvinge ham til at trække tiden endnu længere ud. Ikke at han ville have noget imod at blive ved på den måde, hvis Declan nu var flabet nok.
"Godt." Helt tilfreds over svaret, burde han vel give efter. Han havde uden tvivl vist både sin dominans og hvor krævende han kunne være, og Declan havde godkendt det ved at adlyde. Men der var nu alligevel få ting mere, som han gerne ville have ordnet før. Når han nu skulle til at tage ham, ville han ikke nøjes med den udsigt, som den nuværende stilling tillod. Han ville se hans ansigt, se ham i øjnene.

Fristelsen virkede, da Declan skubbede sig bagud og denne gang lydløst bad ham om at fortsætte. Alfie pressede underlivet lidt tættere, lagde op til endelig at ville gøre mere, men efter kun få øjeblikke trådte han et skridt bagud igen.
"Oh, lige et par ting, inden jeg giver dig det, du så desperat tigger om at få." Han ventede med at tale videre, da han lige førte hænderne tilbage mod Declans hofter og derfra førte dem ind under buksernes stof. Som han lige så stille gled ned på hug, strøg han hænderne hele vejen ned over benene, og trak bukserne med ned på samme tid. Han satte tænderne mod en balle og bed til, inden han rejste sig og trak begge hænder til sig.
"Træd ud af tøjet, vend dig om og læg dig på bordet." Han lød lige så rolig som før, men der hvilede alligevel en hårdhed i undertonen. Det var hans sidste krav, inden han ville give efter.

Det ene bekræftende ord var næsten nok til, at Declan havde sukket lettet. Det var jo ikke fordi, at Alfie ligefrem havde været sød ved ham indtil videre, så det ville ikke komme bag på Declan, hvis Alfie begyndte at komme med et helt hav af nye krav. Forhåbentlig ville det ikke være tilfældet, for han kunne snart ikke holde til at vente længere! Og det ville jo være en skam, hvis han blev "tvunget" til at vende magtforholdet. Gudskelov virkede det ikke til, at Alfie havde tænkt sig at pine han længere nu.

Følelsen af tænderne mod ballen fik Declan til at stønne længselsfuldt, det var næsten ikke til at vente længere! Forhåbentlig havde Alfie endelig forbarmet sig over ham.
"Javel" Med det samme rejste han sig op, så han kunne trædfe fri af bukserne og sparke dem igennem lokalet, hurtigt fulgte skjorten samme vej.
Tydeligt fuld af lyst og forventning lagde han sig lydigt på bordet, præcist som Alfie havde bedt ham om, forhåbentlig var det her de sidste krav, som Alfie havde haft, inden han endelig ville give Declan, hvad han, efterhånden desperat, længtes efter. Han var egentlig lidt nysgerrig efter, hvorfor det ikke var godt nok, at han lå bukket ind over bordet, men han havde ikke tænkt sig at spilde tid på at spørge om det.

Declans tydelige utålmodighed var ikke til at tage fejl af. Hans længselsfulde støn afslørede det dybe håb om endelig at få dét, han vel egentlig havde gjort sig mere end fortjent til nu. Nu kunne der ikke være nogen tvivl. Hverken om Alfie kunne eller hvor krævende han faktisk kunne være. Men det betød bestemt ikke, at han var færdig med at kræve.
Han fulgte Declan med blikket, som han straks adlød og lagde sig til rette på bordet. Det var det samme udtryk adelsmanden havde i ansigtet. - Uimponeret, måske endda en smule kold. Alligevel kunne man da lige ane et lille, selvtilfredst smil, da der endnu engang blev gjort som han havde beordret.

Han trådte tættere på igen, førte en hånd ned mellem dem for at rette sig til, inden han endelig pressede sig lige så forsigtigt ind. Godt nok havde han bedt om at blive taget hårdt og uden hensyn, hvilket var lige nøjagtig derfor, han gjorde det direkte modsatte, da han begyndte at bevæge hofterne langsomt frem og tilbage. Et nydende blik hvilede i Declans blågrå øjne, men samtidig et lille varslende glimt af, at han ikke havde i sinde at gøre det så let for ham at få adelsmanden, uden at arbejde for det.
"Jeg håber ikke, du regnede med, at jeg ville lade dig slippe med kun lidt tiggeri." Hvis det var tilfældet, ville Declan uden tvivl blive lidt skuffet om lidt.
"Jeg skal nok give efter, tage dig lige så hårdt, som du ønsker," sagde han med lidt tungere vejrtrækning, og gav lige en hurtig forsmag, da han samtidig tog hårdt fat om hans ene lår og stødte endnu hårdere ind i ham, for at fremprovokere et lidt højere støn.
"Men du skal dæmpe dine støn. Hvis du stønner lidt højere, end jeg vil have, så stopper jeg. Og så må du bede mig pænt om at begynde igen." Derfra gav han ham kun et kort øjeblik til at processere den ordre, før han gjorde præcis som han havde bedt. - Tog ham hårdt og fuldkommen uden hensyn.
Det skulle selvfølgelig ikke være helt let at rette sig efter ordren, så den frie hånd blev ført ned og tog fat om den. Tiden blev ikke spildt, da han straks gav sig til at bevæge hånden og det faste greb i takt med sine egne stød.

Selvom det gik noget langsommere, end han havde ønsket sig, lød der et tilfreds støn fra Declan, da Alfie langt om længe trængte op i ham. 
Neglene blev borret ind i håndfladerne og tænderne bidt en anelse ned i læben, for at han ikke skulle overgive sig til sit sædvanlige instinkt, som skreg til ham om, at han skulle droppe tålmodigheden og tage, hvad han ville have! Han havde i forvejen ventet alt for længe på det! Men alt det her, var jo en del af legen, og selvom ham ikke ligefrem var kendt som en tålmodig mand, var det underholdende nok at blive udfordret lidt. 

Rent instinktivt åbnede Declan munden for at protestere over ordren, men den blev hurtigt lukket igen. Var det virkelig værd at stoppe nu over en så simpel ordre? For selvom han ikke tvivlede spor på, at han sagtens ville kunne vende deres magtforhold, tvivlede han ret meget på, at Alfie ville være med på den leg.
Det var en forfærdelig ondskabsfuld ordre at give, og Declan vidste nøjagtig, hvor svært det kunne være at følge den, for han havde selv udstedt den ordre mere end en gang. Det var en fantastisk måde at ligge ansvaret fra sig. Selv nu, hvor hun langt om længe fik, hvad han så desperat havde ventet på, var han travlt optaget af sine egne tanker, men lige nu var det nok til hans egen fordel, for Alfie gjorde det ikke nemt at følge ordren.
Tænderne blev placeret hårdt i læben i et forsøg på at holde de nydende lyde på et absolut minimum, selvom han var ret sikker på, at det resulterede i, at der blev bidt hul på læben. Det var jo egentlig også ligegyldigt, såret helede jo næsten før det overhovedet nåede at dukke op.

Det var næppe en overraskelse, at kampen var tabt på forhånd. Alfie vidste uden tvivl, hvad han gjorde, og nydelsen af endelig at blive taget, som han ønskede, samt den behagelige følelse som kom ved bevægelserne ved hans eget underliv var alt for meget. Meget mod Declans egen vilje slip tænderne underlæben, som de ellers havde været solidt placeret i, så et højlydt støn endelig kunne forlade ham. 

Selvfølgelig var det han bad om uretfærdigt. Han forventede også, at Declan ville ende med at fejle, ellers gjorde han da selv noget helt galt. Og et så dumt rygte kunne ikke spredes, at Alfie ikke var i stand til at give folk hvad de ønskede i sengen. Eller i dette tilfælde på bordet. Han lagde også mærke til Declans forsøg på at efterkomme ordren, ved at bide enhver lyd i sig. Det bragte et lille smil frem hos Alfie, som samtlige af hans egne støn kunne slippe ud gennem. Det var næsten som om han hoverede en lille smule, overdrev sine egne støn bare lidt, så han endnu bedre kunne understrege, at Declan ikke måtte.

Det lille smil undslap i en luftig, kortvarig latter, der blev blev overdøvet af lyden af nydelse, men det gjorde ikke tilfredsheden over Declans tab mindre tydelig.
"Jeg ville være skuffet over din ulydighed, hvis det ikke havde været så delikat et støn," sagde han smilende, idet han straks ændrede tempoet. Hvor det før havde været hårdt, mere brutalt, var det nu lige så forsigtigt, langsomt.
"Din straf var bestemt, men nu vælger jeg at være gavmild; bed mig om at fortsætte, sig jeg ikke må stoppe." Han behøvede vel ikke at nævne konsekvensen for ikke at bede om præcis dét. Det var jo egentlig blevet fastslået tidligere. Alfie bøjede kun reglerne lidt nu, fordi han ikke ville stoppe den behagelige stund. Han gik heller ikke ud fra, at Declan ville være på tværs nu. For hvis han var, burde han vel vide, at Alfie ikke ville tøve med at trække sig, bare for at kunne trække de ønskede ord ud af ham.

Under nærmest hele deres nydelsesstund sammen, gavde Declan været i en konstant kamp med sig selv. Han havde intet imod at være underdanig for at stryge mænds ego med hårene, men selv han havde sine grænser. Men så var der jo nydelsen. Alfie var irriterende god, og endnu mere irriterende var det, at han selv var ganske udemærket klar over det.
Han hadede så forfærdeligt at tabe, selv når det var en så latterlig lille ting, som denne leg han havde kørende med Alfie. Desværre kunne han ikke engang bebrejde Alfie for at bruge beskidte tricks, for han ville have gjort det samme selv. Det gjorde dog ikke hans utilfreds mindre.
Nærmest rent instinktivt havde Declan lyst til at række ud efter sin kniv for at lade den synke ned i Alfies nydelige hud, simpelthen som hævn over, at Alfie tvang ham til st nedværdige sig sådan. Men han holdt sig i skinnet, for nu vandt nydelsen over irritationen.

Det var ikke nødvendigt at nævne konsekvensen for ulydighed, for Declan ville have gjort nøjagtig det samme, havde situationen været omvendt. Det var faktisk lidt interessant at være sammen med en, som havde en så ens tankegang som ham selv.
"Du må ikke stoppe. Jeg beder dig, fortsæt. Gør hvad du vil med mig, bed mig om alt, hvad du ønsker, bare du vil fortsætte" Ordene føltes helt forkerte i hans mund, men alligevel formåede Declan at få småstønnet dem. Noget havde han da trods alt lært af at ligge på knæ for rige og adelige knægte med alt for store egoer. Han regnede stærkt med, at Alfie ikke kun røg i den kategori, ellers så skulle han da have taget meget fejl.. Og nu tog Declan meget sjældent fejl.

Alfie havde egentlig forventet bare lidt modstand fra Declan. Ikke at han ville have taget imod det uden videre, men havde han selv været i hans sted, ville han ikke give efter så let. Alfie tiggede ikke, lige meget hvad han så fik ud af det. Det var alligevel utrolig tilfredsstillende, at der ikke skulle mere til for at få Declan til at gøre, som han bad. At han udmærket godt kunne anerkende sin position lige nu, og som han helt bestemt godt vidste, havde han vitterligt intet at skulle sige.

Til gengæld for Declans tiggeri, gjorde Alfie også som han havde lovet.
"Åh, sikke du kan," smålo han, tydeligvis ikke utilfreds med hans ord. Lige meget hvor forkerte de så end føltes at få ud, kunne Declan jo sagtens finde ud af at underkaste sig. Alfie tøvede ikke, da han straks gav sig til at bevæge hofterne igen, lige så aggressivt og hårdt, som før han stoppede. Med de nye bevægelser fulgte også de dybe, nydende støn, hver gang han stødte ind i ham.

Hånden om Declans manddom tog ordentligt fat igen, men trods hans egne hårde stød, holdt han håndens bevægelser helt bløde, kun for at pirre ham endnu mere. På denne måde, og nu hvor han havde givet sig tid til at drille Declan, og kun opstemme sig selv mere i processen, gik der heller ikke længe, før Alfie nåede klimaks.
Han tillod sig at komme inde i ham, men selv under og efter sine nydende rystelser i hele kroppen og sidste par stød, stoppede han ikke håndens bevægelser om Declans manddom. Han skulle selvfølgelig ikke snydes, nu når han havde været så dygtig til at bede.