Den forræderiske fornemmelse i Rennys bryst prikkede for endnu engang i det, at den unge mand tydeliggjorde de mange fine kvaliteter, denne fremmede Rhoslyn besad. Et sted i alt mørket og afmagten følte Renny, at hun var blevet udskiftet – og i stil med de gamle herskabsfruer med en yngre og bedre kvinde, der talte til deres mænd på et ganske andet sprog, de ikke kunne mestre.

Renny var nær ved at le ved tanken. Og dernæst igen, da Eadgars ord om hendes eget gifte-mål, omsider nåede hendes bevidsthed.
”Det bliver nok ikke helt til noget alligevel”, lød det lavmælt fra Renny, før hun sendte Eadgar et forsikrende smil; et, der havde til opgave at fortælle ham, at hun havde affundet sig med den omstændighed. ”Jeg kunne ikke forestille mig, at han var særlig… taknemmelig over, at hans forlovede pludselig forsvandt i knap to måneder uden et ord. Han ved ikke, at jeg er tilbage endnu og desuden… ja, jeg skal blive her, til jeg ligner mig selv igen. Mit dække blev sprængt i småstykker, så min overordnede vil ikke tage nogle chancer mere. Hvem ved, hvornår jeg kommer ud på den anden side af bymuren igen.” Renny trak lidt på den ene skulder, men den forblev oppe et langt øjeblik efter.

”Så – Eadgar. For min skyld… så skal I vente med at gifte jer, til jeg kan få fat i en pæn kjole og få ordnet mit hår. Og jeg har taget på igen. Jeg vil have min bagdel og mine bryster tilbage.” Et lille og lavmælt fnis forlod hende, og først da, kunne hun ikke længere have, at hans hud rørte ved hendes, hvormed hun atter lagde sin egen hånd tilbage i sit skød. 

Eadgar den Andægtige havde svært ved at skjule sin overraskelse over, at Renny røbede, at det vanhellige giftemål med vennen ikke længere syntes at blive til noget alligevel.
Han havde - siden hun først havde luftet ideen – bedt til Lyset om at få ægteskabsplanerne spoleret – udelukkende for at beskytte Rennys sjæl, naturligvis. Forkynderen burde være glad.
Men det var han ikke. For Renny var ikke som sig selv; hun var reduceret til en skrøbelig eksistens, hvis Lys og liv var blevet gennemsmadret og delvist tilintetgjort af Mørke kræfter. Selv forkynderen kunne se, hvor vigtigt det var (og ville være) at Renny fik en fortrolig person tæt på sig, som ville kunne hjælpe med at samle de ødelagte identitetsstykker og holde om hende, når de forventelige mareridt gennemsyrede søvnen om natten; den falske ægtefælle kunne have været sådan en person.

”Ved han ingenting?” Det var mere en højttænkt konstatering end et reelt spørgsmål, for Rennys tale havde ikke på nogen måde været vanskelig at forstå: han vidste ikke at hun var tilbage – den fortrolighed som Eadgar havde været overbevist om at vennen og Renny delte, blev øjeblikkeligt skudt ned. Hjertet knagede faretruende af ny bekymring.

”Hvad kommer der til at ske nu så?” spurgte den unge mand efterfølgende, uden at have overflødig kapacitet til ar forstå eller reagere på Rennys forsøg på at lette stemningen med spøgfuldheder. Måske ville det have været nemmere, hvis Rennys hånd stadigvæk havde været i kontakt med Eadgars egen: ”- Altså når ens dække er ødelagt? Hvad sker der så med dig?”

Renny smilede forsigtigt og rystede dernæst på hovedet. De store mandelfarvede øjne havde atter fundet fæstne i Eadgars egne grønne, og selvom de mørke rande stadig hang under Rennys blik, fremstod hun, i hvert fald for et øjeblik, mere nærværende end tidligere.

”Bahir ved det nu men… nej, ikke nogen andre. Min familie har altid troet, at jeg stak af til søs, når jeg tog afsted. Det gjorde jeg også nogle gange –”, begyndte den sorthårede kvinde at fortælle, alt imens hendes slanke, fregnede fingre gned sig op af hinanden i en fraværende krampetrækning. ”Det gav mig en unik rejsemulighed, forstår du. Det var derfor, at jeg opsøgte… Aron til at starte med. Han ejer et skib nemlig.” I det at Renny omtalte Aron – Neagus ene dæknavn – skar hun en pinefuld grimasse, tydeligvis ikke komfortabel med den laborerede løgn, hun havde fået stablet på benene. Eadgars næstfølgende spørgsmål fik hende dog til at ryste let på hovedet og rømme sig, forinden hun fortsatte sin talen:

”Jeg kan øjensynligt ikke få et nyt, men det er stadig under vurdering. Ham der tog mig, er højt oppe i Mørkets hierarki, så… jeg ved det ganske enkelt ikke, Eadgar. Tiden må vise, hvad mine overordnede beslutter.”

Den unge mand vidste godt, at han havde været blandt et fåtal, som havde været klar over Rennys identitet. At han var kommet i besiddelse af den information, var stadig en overraskelse for ham – men han bildte sig selv ind at det var grundet sit erhverv som forkynder, at Renny havde endt med at betro sig til ham. Han havde et åbent kropssprog der appellerede til folks lyst til at berette.
Eadgar den Andægtige nikkede mens Renny fortalte, en kende ubehagelig til mode over, at han besad en så følsom viden om hende og samtidig ikke følte sig den mindste smule i position til at leve op til hendes fortrolighed. Jo, bevares: han kunne lytte til hendes ord, men fysisk afhælpe hende – være der for hende sådan rigtigt og helt, virkede i situationen som en umulighed.
Kysset sad stadig på bevidstheden, men tidens lunefulde begivenheder havde ændret dets betydning: Eadgar vidste ikke længere hvor han stod i forhold til Renny – og at se sig selv som den hun primært havde betroet sig til, var både smigrende og skræmmende.

”Jeg er ked af at du kom ud for alt det her, Renny.” endte forkynderen med at sige, og gjorde det klart med sin mimik, at han virkelig havde ondt af hende: ”Jeg håber, at de snart giver dig besked: Det må være så fortvivlende at sidde tilbage med uvisheden. Beder du til Lyset?”

Renny så det, selvom Eadgar forsøgte at skjule det: ubehageligheden over at vide, at kun han havde været hendes sande fortrolige og hun forstod instinktivt hvorfor. Eadgar ville ikke længere være det – hendes afrejse og hendes månedlige lange fravær havde ændret dem begge, og hvor de før havde danset om et brændende bål, var der end ikke nogen gløder tilbage mellem dem. Han ville ikke have, at de var der. Han havde fundet andre at danse med – andre hvis ild var mere tillokkende end hendes egen.

Det var visheden om netop det faktum, der fik Renny til at smile sørgmodigt og lægge sin hånd tilbage henover Eadgars. Velvidende at hun ignorerede hans dybfølte ord, sagde hun: ”Det er vigtigt, at vi lever et helt liv med alt, hvad det indebærer, Eadgar. Det er simpelthen ikke noget værd, hvis vi ikke gør. Det er ikke meningen, at det skal være rent og kaosfrit i alle aspekter heller – det er vigtigt, at du husker på det.” Renny klappede hans håndryg blidt, hvorefter hun rejste sig besværet. Der var ikke nogen grund til at blive længere. Den unge mands åndelige fravær og tilbageholdenhed var ganske enkelt blevet for meget af det gode, og selv i Rennys knappe tilstand – eller måske netop på grund af den – vidste hun, at det var tid til at sige farvel.

”Jeg må nok hellere lægge mig lidt. Tak fordi du kiggede forbi”, sagde hun, hvorefter hun gjorde honnør af ham med et – påtaget – spøgefuldt smil. Først derefter begyndte hun at skridte tilbage mod templets kammer, hvori hun havde boet den sidste uge og imens hun gik, forsøgte hun at minde sig selv om, at intet varede evigt.