Sidkas verden begyndte at tilte. Græsset vendte sig sidelæns, og hun følte at de gled ned ad en stejl bakke. Om det var det stigende pres mod hendes hals, blodtabet - der vel ikke burde være så slet, det var jo kun i armen - eller om det var giftens vej gennem hendes blodbaner, var hun ikke engan selv sikker på mere.
Men så gik det op for dem, at de faktisk gled ned ad. Hendes ryg ramte græsset. Så hendes knæ ved siden af Chaunces ryg. Så hendes ryg. Sådan fortsatte det hele vejen ned til... Indtil hun slog sin magi fra, for i Nalishras skygge da.
I kampens hede havde Sidka glemt, hvordan det var normalt at miste kontrollen over sin magi ved brug af euforiserende substanser, og det var lige præcis det, der skete her. Heldigvis var det til gavn for hende, da hun blev kastet væk fra Chaunce, idet jorden under dem jævnede sig ud - med store buler, fordi Sidka faktisk ikke rigtig havde styr på, hvad hun lavede.

Sidka stønnede og kom op på alle fire. Underlaget sejlede stadig, men hun var ret sikker på, det kun var i hendes bevidsthed nu.
"D-Du er ikke værdig til min-til min gift, din-din sv-svækling," drævede hun, påvirket, letter skæv og stadig svimmel fra kvælningsforsøget.

Chaunce udstødte et hvæs, der så ganske tydeligt afslørede hans ubehag. Dels på grund af stoffet, der fik hans omverden til at svømme, men så sandelig også som resultat af mørkelverens generelle tilstedeværelse. Faktisk var dæmonen ikke længere sikker på, at legen var så sjov mere, og det var derfor, at Stemmen vendte tilbage med en befaling: Gør det af hende. Omgående!

Chaunce rullede rundt – med besvær – og fik dernæst kæmpet sig op på alle fire. Det gjorde ikke megen for alt det, der fortsatte med at svinge uregerligt omkring ham, men følelsen af sikkerhed – følelsen af kontrol – vendte langsomt tilbage.

Et fnys forlod ham: ”Så skulle du ikke have kastet den, din skide imbecil!”, snerrede Chaunce tilbage, hvorefter han forsøgte at rejse sig op. ”Og jeg er – jeg er færdig med dig nu! Skrid af helvedes til!” 

Det var ikke bare en sætning, der fortalte at hun skulle gå sin vej, eller at han havde tænkt sig at gøre det. Der lå en trussel om mord et sted i hans stemme, og Sidka snerrede selv, som legen begyndte at blive mere alvorlig. Hun havde trods alt lovet adelsherren at hun ikke ville slå Chaunce ihjel - så irriteret var han alligevel ikke på sin søn. 
"Det var cirka de ord, din far brugte om, hvad jeg skulle gøre ved dig," lo hun hæst. "Få dig til at skride ad helveds til frem for til Dianthos. Jeg må indrømme, du har overrasket mig - du er mere hårdfør end du ser ud."

Sidka strakte sig arm til siden og hamrede den ned i jorden. Påvirket af gift og med et hvæsende åndedræt var koncentrationen sværere at finde, og derfor blev det altafgørende, at hun brugte store håndbevægelser til sin magi. Dertil kom, at hun gerne ville hive en stor struktur op ad jorden, og det krævede mere af hende som magiker. 

Jorden revnede for at gøre plads til den faste søjle, hun ville have dannet, og små jordklumper sprang fra den, da den brød fri og skød i vejret. 
Med hånden igen solidt plantet under sig, skubbede hun sig op på knæ for at se, om hun så også havde formået at ramme Chaunce.

”Og du er væsentlig grimmere tæt på”, spruttede Chaunce tilbage, hvorefter han fnøs og fortsatte sin krampagtige kravlegang hen langs den frosne jord. Legen var ganske enkelt ikke morsom længere og selvom den kønne dæmon kendte til smerte, så var det ulideligt, hvordan hans blik svømmede og fik hele hans omverden til at gøre det samme.
Giften var… potent. For potent.

Det var også derfor, at Chaunce aldrig nåede at kaste sig til siden, i det at klippestykket sprang op af ingen ting. Nok ramte den ham ikke, men kraftfeltet der emmede fra dem, sendte luften ud af kroppen på ham, så han faldt sammen så lang, at han var.

Et tungt, lidende støn skød ud imellem de hjerteformede læber, hvorefter Chaunce hamrede panden ned i jorden. For et langt sekund blev alting sort omkring ham…

Giften var allerede ved at aftage. Sidka mærkede, hvordan hende system var ved at skubbe rusen ud af blodet og give plads til at tankerne blev mere sammenhængende. Praktisk og upraktisk på samme tid. Kedeligt at det var overstået, men nok en god ide, at hun snart blev færdig med Chaunce og kampen, for hendes arm blødte stadig og hun havde ikke i sinde at blive i det kolde landskab alt for længe. 
Sne var ikke rigtig hendes ting. Så hellere en bjergkæde eller en frodig skov. Måske med nogle skovelvere at lege med...
Fokusér, Sidka! råbte hun ad sig selv og kom på benene. 
En smule stavrende kom hun hen til Chaunce, der lå med ansigtet i jorden ved siden af hendes fine søjle. Runer strakte sig op ad søjlen i spiralmønstre, og hun mærkede et lille stik af længsel mod hendes tvillingebror, der nok befandt sig på et langskib lige nu. 

Kniven, Chaunce havde skåret i hende med, var gledet ned af den pludselige skråning sammen med dem - og vognen for den sags skyld. Det var et under, de ikke havde fået den i hovedet, egentlig. 
Sidka samlede kniven op og stak Chaunce i armen. Så. Så stod de lige på dén front i hver fald. Det var ikke lige så dybt som det sår, han havde forvoldt hende, men hun skulle også passe på ikke at slå ham ihjel - uanset hvor meget hun lige nu havde lyst til det. Med en kraftanstrengelse vendte hun hans krop om på ryggen og lagde begge hænder på hans kinder, mens hun lænede sig forover.
"Vil du være en god dreng nu, Chaunce-basse?" spurgte hun sødt.