Det gjorde Isla forbavsende rolig at sende Eadgar den Andægtige - legemliggjort og næsten fri - afsted mod sit hellige Lys og de frodige tempelhaver. At han ville være i stand til at genfinde sin plads uden umiddelbare forandringer ved sin person, gjorde Isla både lettet og frydefuld – i en sådan grad at sin egen træthed fortsat blev reduceret betragteligt.
Hun så overrasket på Skyggen, da han proklamerede et uventet ønske om en længere samtale – det havde primært været for hans egen bekvemmeligheds skyld (Isla besad trods alt hensynsfuldhed), at hun havde indikeret at deres veje snart skulle skilles, om ikke andet så i hvert fald midlertidigt.
Skyggen havde for første gang levet op til sit navn; Han så træt ud, en skygge af sig selv og den person, som havde taget imod den urtekyndige tidligere på natten.
”Meget gerne,” svarede Isla med et spor af noget kælent lagt i svaret som blev ham givet. At den urtekyndige havde formået at træde ind over Skyggens opsatte grænse og vække hans interesse var om muligt mere tilfredsstillende end at sjælesplittelsen havde forløbet så .. problemfrit.

Kontorets udeblivende møblement var en overraskelse for Isla, som havde forventet pragt og kortbare, tunge møbler. I stedet var der forbløffende bart så man bort fra et skrækkeligt, bevinget bæst, hvis hvæsende attitude fik Isla til at trække sig baglæns. Generelt var hun ikke videre begejstret for dyr.
Ikke desto mindre begyndte de mørke øjne at funkle, da Skyggen omtalte hende som værende en ven. Med et smalt skyggesmil dristede den sorthårede kvinde sig til vise sin mere .. uprofessionelle side, og spørge:
”Hvilken slags ven er jeg så?”

"Ret mig, hvis jeg tager fejl, Isla," Zahinael lod sig selv dumpe ned i stolen ved skrivebordet. Den var simpel, men dog foret, og så kunne den det vigtigste: Tage vægten af de trætte fødder. "Men jeg fornemmer et ønske om at komme frem i verden."
Stolen føltes blødere end den burde, og han kunne næsten ikke forestille sig, hvor godt han ville sove i nat... Eller morgen - de havde vist brugt det meste af natten på at splitte den sjæl. Han gestikulerede til, at Isla kunne tage en af de to stole, der stod langs væggen og endnu ikke havde været i brug. Efter flytningen havde han haft alt for travlt med opgaver andre steder i landet, møder og flere møder, og det havde været lettere at få spionerne til at aflægge rapport i felten end at få dem fragtet til øen gennem den krigszone, langskibene efterhånden havde lavet den sydlige kystlinje til. Han ræsede mere rundt end nogensinde før, og det var tvivlsomt at han nåede at få to nætter i træk her på borgen, inden han skulle af sted igen.
Mange andre dæmoner ældedes ikke udseendemæssigt. Zahinael var i den grad ikke en af dem.

"Du er ikke uden evner, det har jeg jo set," fortsatte han og lænede sig indover bordet på albuerne. "Og dine evner har i den grad fanget min interesse. Så fortæl mig, Isla, hvad er dine planer fremadrettet?"

Skyggen havde ret i sin fornemmelse – i sin antagelse om Islas bagvedliggende bevæggrunde og drivkræfter. Åh, hvad den urtekyndige ikke ville gøre, for at sætte sig over guldskeerne og selv være med til at diktere, hvordan livet skulle leves – eller være for højt hævet til at følge de allerede udskrevne regelsæt og normer. Hun trak stolen med sig hen til skrivebordet, hvor hun satte sig til rette på det uberørte sæde. Der var ingen grund til at rette ham.

Den urtekyndige studerede ham med en vis tilfredshed i blikket. Deres roller syntes at være ændret; ikke alene sad hun i Mørkets midte med selveste Spionmesteren som samtalepartner – nej, det var tilmed ham som var den mærkbart interesserede part. I hvert fald tolkede Isla den fremadrettede position med albuerne i bordpladen som indikation på sjældent set gejst for hendes person.
Det behagede Isla i højere grad end det nok burde.

”Jeg vil gerne tilslutte mig Mørket” tilstod hun uden behov for at betænke sig. Hun lagde hovedet på skrå, lod blikket glide hvileløst mellem Skyggens ansigt og hans hænder:” – De fleste væsner, kan overkomme modgang; men vil du afprøve en kvindes sande karakter, så giv hende magt.” 
Hun sendte ham et tyndt smil, der fik mundvigen i den ene side til at trække sig opad:
”Jeg er har ikke til hensigt at fortsætte med at lege en ligegyldig birolle,” tilføjede hun og rørte åndsfraværende ved spidsen af sit hår:” - og min formodning er, at Mørket kan give mig det rette .. spillerum, til at udfordre min karakter og videreudvikle mine kompetencer - Er det korrekt?”

Allerede nu var Isla ved at forberede sit næste skridt; Med Eadgar den Andægtige delvist ude af systemet, var tiden kommet til at skulle finde sig et nyt ansigt. At Spionmesteren indirekte opfordrede til at indgå i hvad Isla tolkede som en forrygende samarbejde, ville kun forsøde hendes ambitiøse liv og afstedkomme en endnu bedre grund til at fejre det hele på en kro efterfølgende.

Zahinaels smil blev mere behaget som Isla snakkede - måske også fordi det at læne sig på albuerne gav en falsk følelse af at slappe af, og hans krop skreg efter at få noget søvn. Islas magtbegær og hungren efter at sætte et præg på sin egen skæbne var noget af det, der havde fået ham til at hive hende til side og ikke bare lade hende forsvinde ud i morgengryet. Sådan et potentiale skulle ikke gå forbi ham, og slet ikke lige nu hvor han mere end noget andet manglede kompetente ledere i sit foretagne. 

"Med dine evner kan du opnå næsten alt, du sætter dig for, Isla," svarede han. "Især med mig i dit bagland og folk at flytte med. Medmindre du vil foretrække at arbejde helt selvstændigt, men noget siger mig..."
Kunstpausen blev brugt til at granske Islas udtryk. Hun lignede en halvt fortabt i planlægning. Planlægningen af fremtidens træk og hvad hendes næste skridt skulle være. Så meget som Zahinael ønskede at hun var en del af de skridt han tog for Mørket, ønskede han også at kende hendes. Mest fordi han var enormt interesseret i, hvem der gemte sig bag de få samtaler, han havde haft med hende. Hvilke drab, hvilke ansigter, hvilke liv.
"At du vil være særdeles egnet som leder for andre."

At Skyggen fortalte, at hun med sin evne ville kunne opnå næsten alt, hun ønskede at sætte sig for at opnå, vidste Isla godt. Ligeså vidste hun, at det ikke blot var næsten alt; troen på egne evner var i øjeblikket ukritisk højt – sjælesplittelsen og den aktuelle private audiens hos Mørkets centrum understøttede Isla tro på, at hun var usårlig. Alligevel fik det maven til at trække sig sammen i slet skjult begejstring over Spionmesterens ord – fordi det netop var selveste Spionmesteren som sagde dem. Den urtekyndige forholdt sig tavs – hvorfor takke for en konstatering af det åbenlyse?
Desuden ville hun ikke risikere at komme til at afbryde ham, såfremt han valgte at droppe sin indirekte tilgang og blev mere eksplicit i sit ønske om at arbejde sammen.
For det var jo det, han var ude på, ikke sandt? Isla lagde hovedet afventende på skrå. Lod sig mentalt bade sig i efterspørgslen og rosen som forlod Skyggens mund. Sig det, bad hun kælent for sig selv, sig det nu bare.. Du vil jo gerne.. jeg kan se det.

”Jeg ville være en fortræffelig leder, ja,” gav den urtekyndige ham ret, uden at lægge bånd på sig selv. Det var efterhånden svært at forholde sig ydmyg.
”Tænker du på noget specifikt?”
Isla lænede sig en anelse fremad, i forsøg på at mindste afstanden i mellem dem og sikre en fastlåst øjenkontakt.

Det var tilfredsstillende at se hungreni Islas blik. Hun ønskede virkelig det her. Den higen efter magt og fremskridt i verden. Det var noget af det, Zahinael lagde stor vægt på, når han tog nye folk ind. Folk der var drevet af magt var så meget mere effektive i deres arbejde, og Zahinael var efterhånden holdt op med at tage almene soldater ind i sine rækker. De var i hæren enten af tvang eller nød, og de få der brændte for sagen, endte hurtigt som delingsledere for at holde styr på dem, der egentlig hellere ville noget andet, hvis de fik muligheden for det. 

Det var få folk, der var dygtige nok til at komme direkte ind i spionnetværket som kommandant, men hvad Isla ikke vidste, var at hun var blevet holdt godt øje med det sidste stykke tid. Zahinael havde fået sine folk til at observere hendes handlinger, og heldigvis havde hun udvist en dygtighed, han var yderst tilfreds med. En dygtighed, han lige nu virkelig havde brug for i sit netværk.
"Det er ingen hemmelighed, at krigen med dæmonerne kostede mig dyrt i ressourcer," sagde Zahinael. "Vil du være kommandant i mit foretagende, Isla?"

Det endelige, og direkte ønske, om at lade hende indgå i det Mørke netværk - ikke blot som menig, men med rang og dertilhørende magtbeføjelser, faldt på et længe ventet sted, som Isla i de sidste mange år havde set frem til og i den sidste tid aktivt havde forsøgt at opnå.
Først ved at lade Eadgar den Andægtige stifte bekendtskab med Renny, og dernæst - når deres bånd var stærkt nok og informationerne blev delt i fortrolighed - selv opsøgt Skyggen, for at sælge sin viden: Rennys sande identitet og aktuelle arbejdsopgave. Skyggen havde ladet sig overbevise, og dér havde Isla for alvor mærket målet være indenfor rækkevidde.
Og nu sad hun her, og skulle bare lukke fingrene om det.

Et næsten begærligt blik var blevet lokket frem af skyggens tilbud. Tungen fugtede åndsfraværende underlæben, mens den urtekyndige bearbejdede ordene igen.
“Åh, det ville være mig en sand fornøjelse, Zahinael”
Det var en tilfredsstillelse omsider at sige Skyggens navn højt.
“Hvad ville det indebære?”
Normalt ville man vende spørgsmålene om - først spørge ind til de konkrete arbejdsopgaver og derefter vurdere, hvorvidt man ville takke ja. Men for Isla forholdt det sig omvendt: hun vidste, at hun ville være med. Lige meget hvad Skyggen så end krævede at hun skulle gøre.

Det var tilfredsstillende at høre sit navn sagt højt af den unge kvinde. Hun havde ikke brugt det før nu, og det gik ikke Zahinael forbi, at hun havde valgt bevidst ikke at sige det før det rette tidspunkt. At være dus var kun én del i en god tillidsblanding, og den urtekyndige Isla havde i den grad styr på sine miksturer.

"Det vil kræve en del indføring i, hvordan vi arbejder. Og med vi mener jeg jeg. Jeg foretrækker at holde alting så simpelt som muligt, og det vil også sige at have så få led mellem mig selv og mine kommandanter, som jeg kan slippe af sted med. Jeg er ofte ude på opgave lige som alle jer andre," Helt bevidst begyndte Zahinael allerede nu at omtale Isla som en del af foretagnet. Hun virkede sikker nok i sin sag, men skulle det ske, at hun fik kolde fødder, mens de snakkede, ville det ske hurtigere, hvis han ikke lod hende føle, at hun stadig var en fremmed for organisationen. "Som du selv så ved vores første møde er der ting, jeg tager mig af personligt, og efterhånden er det blevet til en del ting. Men de næste par dage havde jeg planlagt at blive her på slottet, og hvis du ikke har nogle løse ender du trænger til at binde knude på derhjemme, vil jeg foreslå, at du bliver her også. Det vil give os en god mulighed for at finde ud af, hvilken type spioner, der vil gøre sig bedst under dig som leder."
Hans konkrete planer for den følgende uge var på ingen måde endnu fastlagt. Havde han mulighed for det, ville han gerne bruge mere tid på slottet og lære dets finurligheder samt beboere lidt bedre at kende - samt finde de gode, øde gange at spadsere frustreret rundt i - men erfaring havde vist ham, at han sjældent fik lov til at sidde stille mere end en dag eller to ad gangen. 

Isla lyttede opmærksomt. At Skyggen ikke havde viftet hendes spørgsmål væk med en pseudo-forklaring om hvad arbejdet i teorien kunne være, men i stedet forholdt sig til spørgsmålet ved at besvare dette ved brug af en praktisk-orienteret tilgang var betryggende. Og behagelig. Den urtekyndige var klar over, at der sikkert var megen viden hun ikke uden videre fik del af, men hun følte sig ikke desto mindre inkluderet og betroet, som han sad der og inviterede hende til at blive: for at ’give os en god mulighed for at finde ud af, hvilken type spioner, der vil gøre sig bedst under dig som leder.’
Manden havde i sandhed kontrol over sine ord. Ikke alene omfavnede han hende ved konsekvent at sige ’os’, som var de allerede en sammentømret enhed - han understregede ligeledes (igen) at han anså hende som værende en leder. Egoet svulmede i brystet på hende.

Ubevidst løftede Isla hånden og bed sig i det midterste led på pegefingeren. Smilet krøllede på begge sider.
Havde Skyggen hele tiden været så tiltalende?
”Du har måske allerede gjort et kammer klar?” Hun havde ladet hånden falde ned i skødet igen. Smilet forblev intakt. Så rystede den urtekyndige på hovedet, mest af alt af sig selv og sin egen tydelige begejstring over handlingsforløbets udvikling.
”Det ville en sand fornøjelse. Jeg er meget interesseret i at se, hvordan du arbejder – og hvor det ville være muligt for mig at hjælpe.” De mørke øjne gled undersøgende over hans siddende person, inden hun afsluttede:” Jeg finder deres virke yderst … fascinerende, skal du vide.”

Zahinael rejste sig op og måtte lige støtte sig til bordets kant. Ved Zaladin det var som at have mistet blod det her. Det var flere år siden han sidst havde været så drænet for chakra, at han helt havde glemt hvordan det var at gå uden. Det måtte han få gjort noget ved - en dag hvor han havde sovet lidt mere. 
"Jeg har altid kamre klar, skulle der opstå en god mulighed," svarede han smilende og tilbød Isla en hånd op fra stolen, inden han satte kursen mod døren. "Flest i katakomberne, selvfølgelig."

Men Isla skulle ikke ned i kælderen. Nej, hun skulle vises rundt og vises frem - ikke gemmes af vejen. De fleste af hans højrangerende kommandører havde sjældent brug for et kammer, da de ofte var på farten og flere af dem foretrak at sove sammen med de menige i barakkerne. Isla, havde Zahinael på fornemmelsen, var anderledes på det punkt. Tættere på ham selv i den forstand at hun næppe gad en masse fremmede af lavre rang, medmindre de blot var i rummet for at få ordre og så gå igen. Det ville også blive en behagelig afveksling at få en fast beboer på samme etage. 

Ude på gangen ledte spionmesteren sin nyerhvervede to døre ned og holdt døren åben for hende. Indenfor var et sparsomt møbleret rum lige som hans eget - dog ikke todelt mellem kontor og soveværelse, men med skrivepult og seng overfor hinanden. Det var en bred seng og ikke bare den sædvanlige briks ud fra væggen. 
"Vi er stadig ved at få lavet og importeret møbler, som du kan se. Og vi mangler virkelig noget kunst - sig til hvis du har en kontakt der mangler et stort arbejde," sagde Zahinael og blev stående i døren, mens han lod Isla gå ind i rummet. "En større rundvisning må blive i morgen, medmindre du lige har en opkvikkende og chakraopfyldende urt på dig."
Han smilede træt og følte sig tusind år ældre end han var. Noget ved Isla havde virkelig fanget ham. Og så endda blot et menneske. 

Den høflige gestus blev velmodtaget, og Isla lod sig føjeligt blive ledt hen til et – ikke overraskende – forholdsvist tomt værelse med seng og skrivepult. Skyggen havde nævnt katakomberne, men den urtekyndige var blevet behageligt overrasket over, at det ikke var der, han havde i sinde at lade hende tilbringe natten. Derimod havde han indlogeret hende ikke langt fra sit eget kammer. En diskret anerkendelse, der ikke gik Islas opmærksomhed forbi.

Hun lod hånden glide over skrivepulten, kortvarigt opslugt af en behagelig følelse af brikker, der faldt på plads. Eadgar ville komme hel tilbage i Dianthos – det tvivlede hun slet ikke på – hvorfra han atter ville kunne fortsætte en mere risikofyldt og samtidig, paradoksalt nok, mere sikker søgen efter de rette informationer. Med sjælesplittelsen ville ingen – foruden Spionmesteren og dæmonkvinden med de hvide aftegninger selvfølgelig – finde ud af den skjulte forbindelse mellem Lysets forkynder og den urtekyndige. Eadgar ville ligeledes frit kunne gennemsøge hovedstaden efter potentielle ansigter. Og imens ville hun kunne slå rødder i Mørkets fundament.

Skyggens introduktion havde fyldt rummet, været en forklarende stemme til det de mørke øjne betragtede. Isla drejede omkring. Lod sin egen tankestrøm blive ved skrivepulten, som hun nu trådte væk fra. Den ytrede efterspørgsel blev mødt med en handelskvindes øvede mine; skarpsindig og imødekommende.
”Jeg kan afhjælpe din følelse af træthed,” svarede hun og lod med ferm hånd finde et par af de orange bær frem fra en skjult lomme i kjolen. De lå lysende som rav i hendes hvide håndflade.
Hun var ikke i tvivl om, at Skyggen vidste virkningen af disse; han havde med sikkerhed bemærket det gyldne spyt, som havde det med at kendetegne Islas bekendtskaber, og som efterlod tydelige spor i mundvige og på tandsæt.
” – men jeg kan ikke garantere, at du ikke vil opleve bivirkninger”.
Bærrene gav indtageren magisk livskraft – en følelse af uovervindelighed, handlekraft og dybfølt lykke, som beklageligvis (men næppe særlig overraskende) var forbløffende afhængighedsskabende

Zahinael trak let på smilebåndet og rystede på hovedet. 
"Dårlige vaner har jeg nok af efter flere tusinder af år," kommenterede han. "Søvn er vist den eneste rigtige kur for mig lige nu. Sov godt, Isla."
Med de ord, vendte Zahinael sig i døren og lukkede den efter sig. Han havde brug for at falde om i sin egen seng, og det kunne slet ikke gå hurtigt nok.



Næste morgen var Zahinael oppe et par timer efter solen. De havde været i gang det meste natten, og heldigvis havde hans krop forstået, at den normale døgnrytme med at stå op samtidig med solen, ville være yderst upraktisk lige i dag. 
Med chakradepoterne atter genopfyldt og efter for en gangs skyld at have sovet i en rigtig seng og ikke på en krobriks eller det der var værre, følte Zahinael sig som en helt ny dæmon. Det gråsprængte hår blev redt tilbage, og han lod sig selv tage lidt ekstra tid i tøjskabet, som han endnu ikke var blevet helt bevendt med. En mørkeblå skjorte blev valgt under en sort vest med sølvbroderier, og han smilede ved synet af et nyt bælte, han ikke havde opdaget som en del af samlingen før. Det store sølvspænde stod godt til de mørke bukser og lange, nypudsede støvler. 
Tjenestefolk var allerede blevet sat til at hente morgenmad, og da hans eget skrivebord allerede var ved at flyde over med rapporter, der var blevet lagt der, mens han sov, sendte han bud om at få dækket op i et lokale længere nede ad gangen. 
En times tid blev brugt på at få et par af de mest kritiske rapporter håndteret, og det passede med, at maden var serveret og der var sendt bud efter Isla. Zahinael gik ned til lokalet og satte sig til rette foran et yderst anstændigt morgenbord. 
Da døren gik op til et velkendt og velkomment ansigt, smilede dæmonen og slog hånden ud mod stolen overfor. 
"Godmorgen, Isla. Jeg håber du er veludhvilet og klar til en rundtur i dag."

De mørke, næsten sorte, øjne var blevet slået op til en gryende morgen i Mørkets højborg. Kroppen havde virket forbløffende veludhvilet og Isla bildte sig selv ind, at den tilmed også føltes lettere. Der var øjensynlig den mere plads, der bevirkede, at de kognitive funktioner virkede aldeles oplagte og skarpe i dag – godt hjulpet på vej af edderdunsmadrassen på sovebriksen.

Det var generelt fornøjeligt at se, hvordan folkemundes uvidende beretninger om Mørkevæsnerne - og deres levevis - blev gjort til skamme. I en hovedstad domineret af Lys var især den let prægbare almue god til at hviske om depraveret mareridtskravls glubske sjælefortæring og stygge ødelæggelse af den udviklede civilisation, som den Lyse verden udgjorde. Som Isla trådte ind i lokalet (akkompagneret af en ydmyg tjener) blev rygtet om Mørkets barbariske livstil for alvor forkastet – Morgenbordet som den urtekyndige blev mødt af, var så langt fra den gængse almuesnak, som havde floreret i Dianthos stræder.

”Mange tak, Zahinael” lød det næsten kælent fra den sorthårede, der ikke lagde skjul på at den høflige forplejning behagede hende: ”- Jeg er spændt på at opleve, hvilke planer du har lagt for os.”
Hun sendte ham et skælmsk smil – sådan et som kun kan sendes når en kvinde finder sig selv både veltilpas og velplaceret: ”Har du været oppe længe?”

Zahinael smilede og fulgte Isla med blikket, mens hun fik sat sig til rette. Det strøg ham med hårene, hvor tilfreds hun så ud over hans gæstfrihed. Den slags fik han alt for lidt af i sin hverdag, så muligheden for at opvarte sin nye hvervning og få en sådan reaktion behagede ham yderst meget. 
"Kun en times tid," sagde han og fyldte te i sit krus fra en dampende kande på bordet. "Rapporterne skal jo læses igennem. Vores indtog i Reier-familien ser ud til at være gået som planlagt. Lige så stille får vi fodfæste i hovedstaden igen."

Han havde netop siddet med en rapport fra spionen, han havde sat til at spille den nye husholderske et sted i Reierfamiliens tjenestestab. Alt var gået efter planen, og Fielthena havde udført et særdeles smukt stykke arbejde med at få skaffet den gamle af vejen. Ingen mistanke og ingen uroligheder - i hvert fald ikke flere end der plejede at være i den enormt splittede familie.
"Jeg tænker vi skal gå en tur rundt på slottet, så du får en ide om, hvad det er for et sted," fortsatte han, mens han foldede en serviet over sit tøj og begyndte at tage mad over på sin tallerken. "Du skal se noget af den træning, vi sender spionerne igennem, og så skal vi have snakket lidt om, hvilken type af spioner, du synes vi passe bedst til din stil. Byd endelig ind, hvis du har nogle ønsker eller forslag, Isla."
Zahinael nød at bruge hendes navn så ofte som muligt. Det hvislede så behageligt hen over hans tunge, og det nærværende blik, det affødte, kunne han ikke få nok af. I denne kvinde havde han i sandhed fundet en arbejdspartner uden lige.

Reier familien?
Isla løftede spørgende hagen, hovedet vippet en smule mod venstre. Hun var ikke interesseret i at vise, hvilket følelser der blev vækket ved lyden af de fornemme slægters navn, men nysgerrigheden var umulig at skjule. På trods af at den urtekyndige aldrig havde befundet sig på de blankpolerede gulve og stået nær guldskeerne, var hun aldeles velinformeret om de forskellige mellemstore og store familier som befolkede Krystallandet. Hun havde et overordnet kendskab til de deres forskellige indtægtskilder samt en flosset forestilling om de forskelliges stamtræer og indbyrdes forgrenede relationer. Hun forsøgte at forblive neutral når hun observerede og indsamlede information om dem, men kunne ikke slippe den metaforiske forestilling om, at hun selv var en træorm, der langsomt men sikkert gnavede sig vej ind i slægternes træer. Udhulede og gennemborede dem, til stammerne ikke længere kunne stå oprejst.
Tanken derom frydede hende.

”Det hele lyder godt” Istemte hun og mente det. Mens Zahinael havde luftet sine planer for dagen, havde Isla fået lagt mad over på sin tallerken og var nu ved at spise.
”Jeg gad godt vide hvad Jeres overordnede mål er – Du nævnte Reier familien – er det adelige slægter I fokuserer på, eller er det bare en del af en større plan?”

Zahinael var selv begyndt på maden, mens Isla havde fået tid til at sluge de informationer, han gav hende. Der kom en naturlig pause mellem dem, mens han tyggede af munden for at kunne besvare hendes spørgsmål. Et elegant og yderst relevant spørgsmål. Den almindelige nye rekrut ville måske have spurgt mere ind til spionernes træning og allerede nu budt ind med egne tanker om fremtiden; men Isla var ikke som en hver anden ny rekrut. Hun var en finsleben diamant blandt kulstykkerne. 

"Reierfamilien lider af utroligt megen intern splid," sagde han efter at have skyllet en mundfuld ned med en stadig dampende varm te. Nervebanerne var for længst blevet skoldet væk af værre. "På længere sigt vil det være gavnligt, hvis vi får en fod inden for døren hos alle de større familier, men Reier er et godt sted at starte - simpelthen fordi det er så nemt."
De andre familier ville næppe blive så nemme at komme ind på livet af, men der var allerede spioner ude for at lede efter åbninger, og han havde et par ideer, der skulle gennemgås og prioriteres, når de begyndte at føle sig lidt for trygge på deres borge. 
"De adelige er som du sikkert ved, vejen til tronen," uddybede han med et konspiratorisk smil. "Det har de altid været. Støtter de ikke op om dronningen, ryger hun inden måneden er omme. Erneyll er en af de familier, jeg ser på i øjeblikket. Harmen over, at de mistede land til elverne, ligger stadig dybt i dem, og Elverly støtter jo kun Lyset, fordi de er naboer, og de ved de ikke kan klare sig selv. At skabe noget splid derigennem vil være en mulighed, men har en mistanke om, at vi kan komme rigtig langt med de rette handler med Erneyll. Et par elverhoveder kan nok købe os et par års loyalitet hos de rette."