Eadgar den Andægtiges robe var stadig fugtig efter Rennys krop, bemærkede han, da han forsøgte at sætte sig så let på sengekanten som muligt. Hendes spøgfuldhed vedrørende de hellige skrifter havde han reageret på med et let smil, der som tidligere, først var blevet større, da ryggen var vendt mod hende. Ovenpå deres intime øjeblik, havde hendes vedvarende tendens til at daske, klappe eller røre ham virket langt mindre uvant – ja, egentlig det var næsten helt behageligt.

Det var lettere at fokusere på de hellige ord, end Eadgar havde forventet. Som så mange gange før, lod rytmen lulle ham ind i kugle af Lys, der skærmede ham fra omgivelserne og skabte et fokus, der var så smalt, at det kun tillod ham at koncentrere sig om den næste sætning. Hjerterytmen faldt betydeligt, skuldrene sank ned i en afslappet position. Han havde nær ikke hørt hendes ønske om at lukke øjnene. Uopmærksomt rettede forkynderen sig op, kun for at blive opmærksom på, hvad der netop var ved at ske: ”Oh, undskyld – ja, naturligvis” lød det mumlede, da øjnene øjeblikkeligt blev lukket i. Verden blev sort og lydene tydeligere. Et skab blev åbnet og Eadgar den Andægtige dristede sig til – lige så forsigtigt, og kun i meget kort tid – at åbne sine øjne til diskrete sprækker. Renny var nøgen. Hun var optaget af at finde tøj frem af et massivt skab. Kroppen lyste op og han glemte at trække vejret. Først da attråen begyndte at prikke, blev de grønne øjne lukket igen – tidsnok til at undgå at blive opdaget.

Blindet af sine egne øjenlåg, udstødte Eadgar en lyd af forbavselse, da Renny pludselig var ved ham igen. Han kunne mærke, hvordan varmen strålede ud af hende, da han i komplet mørke lod sig føre, som hun ønskede det. Selvom forkynderen havde hørt, at hun havde iført sig tøj, kunne han ikke lade være med at forestille sig hende uden; han bad til, at Lyset ville tilgive ham sit svage sind. Denne gang dristede forkynderen sig ikke at kigge.

Bekendtgørelsen fik det til at trække i mundvigende og Eadgar den Andægtige åbnede forsigtigt øjnene. De blev mødt af en ren, velklædt kvinde, hvis ene ben var løftet op, således at hun nemmere kunne fastspænde -
”- Går du med våben?” Overraskelsen var at spore i den unge mands tone, da han med løftede øjenbryn iagttog, hvordan hun med ferm hånd fik sat dolkende på plads. Uvilkårligt kom han – omsider – til at tænke på varulven samt sin egen frygtlige rolle i den skrækkelige redelighed. At Renny bar våben fremprovokerede en ambivalent følelse i den unge mand; på den ene side var han lettet over, at hun ikke gik forsvarsløs rundt. På den anden side skræmte selv samme tanke ham for vid og sans. Eadgar den Andægtige vendte søgende blikket indad mod Lyset:

'Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham'

Forkynderen håbede inderligt at Renny ville følge de samme hellige retningslinjer og tilgive ham, såfremt det ville blive aktuelt. For han havde ikke tænkt sig at gå til bekendelse før en ting var sikkert:
”Hvor meget skal der til, før du – ehm – sådan gør brug af dem? – knivene altså. Der skal meget til, ikke? Du trækker dem vel kun, hvis modstanderen også har et våben?”

Renny afsluttede fastspændingsseancen, hvorefter hun vendte sig rundt med et lille, næsten undskyldende smil. ”Naturligvis”, svarede hun oprigtigt. Renny skridtede tættere mod sengen, alt imens hun begyndte at forklare:
”Når jeg sejler, er der risiko for, at støde ind i pirater og Mørkets tjenere. Du vil måske blive overrasket, men i sådanne situationer hjælper det ikke, at forsøge at smile sødt til dem”, forsøgte hun at spøge, i grunden ikke interesseret i at forfølge emnet nærmere –

Renny løj nemlig, så hjernemassen potentielt kunne begynde at flygte ud igennem hendes øregange. Det var ganske rigtigt, at hun ikke trak sine våben, medmindre det var absolut nødvendigt, men det var sjældent i form af hendes dække på Neagus skib, at det i det hele taget blev en realitet. Nej, hvad Renny skulle have sagt i stedet, havde hun været ærlig, var noget i retning af: når jeg tager på missioner for Lysets Dronning, er chancen altid for, at jeg kan blive taget til fange. Tortur er trods alt alment på den anden side, så jeg vil gerne være forberedt. Det er derfor, at jeg skjuler knivene, for så bliver de, i hvert fald ikke til at starte med, taget fra mig og så har jeg en lille fordel fra start.

Den korthårede kvinde klistrede et større smil på hendes læber, i det hun – næsten teatralsk og i den grad påtaget, som var de begge børn, der legede og ikke voksne mennesker – smed sin ene ben op på sengekanten, trak ud i skørtet, så knivene blev synlig og med et så strengt blik, hun overhovedet kunne mønstre, sagde: ”men det her virker ret skræmmende, ikke?” Tæt efterfulgt af ordene lød et lille, spøgefuldt fnis, hvorefter Renny hev sin fod til sig. Dernæst trak hun lidt på den ene skulder, tilsyneladende i færd med at tilføje flere ord, da der lød et hastigt bank på hendes dør.

Renny forstummede og de sorte øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande, i det hun aflagde afstanden til den høje indgang. I det at hun åbnede døren, trådte Saharia febrilsk ind, så hendes smukke kjole flagrede efter hende.
Den yngre søster skævede kort men ganske uinteresseret til Eadgar, og i det døren gik i med et lille ’klik’, udbrød hun lavmælt; ”han er ikke den eneste, der spiser med! En af fars venners søn er her også – han er, du ved, ugift.” Saharia hævede sine spinkle øjenbryn i en sigende grimasse, som forsøgte hun på telepatisk vis at kommunikere til Renny, hvad hun i grunden rigtig sagde – eller måske snarere bad om.
Renny behøvede dog ikke at få mere at vide, for hurtigt smed hun begge hænder op foran sig og nikkede med et varmt smil; næsten som var Saharia et farligt rovdyr, der kunne springe på hende hvert øjeblik det skulle være. ”Han er din. Jeg holder mig i baggrunden!”
”Jeg ved godt, at du er ældst, men du er jo alligevel ikke interesseret –”
”Sahr, det er fint. Helt fint. Du har ret. Jeg vil ikke, uanset hvor smuk eller rig, han er!”
Saharias skuldre faldt mærkbart mod jorden, i det lettelsen skyllede henover hende som et iskoldt bad i ørkenens hede. ”Tak alle Guderne”, mumlede hun, førend hendes egne mørke øjne hurtigt skævede til Eadgar. ”Jeg mener – Isari”, tilføjede den yngre kvinde i en kvækken, hvorefter hun viftede med hånden og styrtede ud af Rennys værelse igen.

Med et lille suk vendte Renny sig mod Eadgar. Denne gang var hendes smil varmt og undskyldende. ”Du får oplevet lidt af hvert i dag. Vil du egentlig – vil du stadig spise med eller? Jeg kan godt få dig ud, uden at nogle ser dig.”

Sig ja tak, Eadgar. Ved Livets gudinde – sig ja.

Tak, du Almægtige. Eadgar mærkede hvordan frygten slap sit tag i den slanke krop. Forkynderen gik ikke med våben.  Alt var godt. Naturligvis havde Eadgar ikke tænkt sig at gå til bekendelse, hvis det kunne undgås (hvilket han fortsat var overbevist om, at det kunne), men selv hvis hun ville opdage synden, ville det næppe blive en lemlæstelse eller stiksår i lungen, som han kunne se frem til. Godt nok besad Renny et eksplosivt temperament, men hun var heldigvis også fornuftig og godhjertet – sandsynligheden for, at hun ville finde på at fysisk skade ham – ligegyldigt hvor sur og såret hun ville blive, hvis sandheden kom frem i lyset - vurderede Eadgar den Andægtige til at være minimal.
Aldrig så snart havde han konkluderet dette, før Renny trådte hen og løftede benet op, således at de to knive blev blottet foran næsen på ham. Forkynderen bekæmpede lysten til at snappe efter vejret.
De så utrolig skarpe ud, og selvom han lige havde forsøgt at berolige sig selv med, at hun ikke ville finde på at flænse ham i stykker med dem, var synet af knivene ikke just behageligt at beskue.
”Jo – meget.” fik han fremstammet og prøvede halvhjertet at lade som om, at han blot lod som om det skræmte ham. Der blev sendt velsignede tanker afsted mod døren, da der pludselig lød bank derfra.

Et ansigt dukkede frem og Eadgar genkendte hende som en af de yngre søskende. Udvekslingen var af intern karakter, og Eadgar den Andægtige fandt det svært at gennemskue, hvad der egentlig skete mellem de to søstre. Derfor forblev han tavs, skævede til de hellige skrifter og ventede tålmodigt på at de havde snakket færdigt. Kun da søsteren nævnte Isari, Livets Gudinde, blev Eadgar opmærksom, men der var hun allerede halvvejs ude af døren.
Spørgende betragtede forkynderen Renny, da hun stillede ham et nyt spørgsmål og trak dernæst på skuldrene. ”Hvis du lover, at jeg ikke bliver placeret ved siden af Harari,” indvilligede han så.



Rummet var stort og lyst med planter og tællelys og detaljerede dekorationer der alt sammen, på en nænsom og samtidig overdådig måde, illustrerede familiens pragt og status.
De sad alle sammen omkring et massivt træbord, da Eadgar og Renny trådte ind i rummet, hvor de skulle indtage maden. To pladser afslørede at de skulle side overfor hinanden; Eadgar den Andægtige havde fået søsteren, der kort forinden havde banket på Rennys værelsesdør, som borddame og Renny skulle sidde ved siden af..

”Må jeg forlov, Frøken Renny Ganhir – jeg har længtes efter at møde Jeres omtalte skønhed -” En middelhøj fyr i sin bedste alder (Eadgar vurderede ham til at være jævnaldrende med Renny) gjorde en ædel gestus mod hende, og tilkendegav med al tydelighed at han ønskede at berøre hendes håndryg med sine lyserøde læber. Manden havde skulderlangt, kobberbrunt hår med let fald og strålende honningfarvede øjne. Han var iklædt en rød kjortel med gyldne tråde vævet langs kanterne og lædersko med remme, der var snoet op ad hans ben helt op til knæene.
Rennys søster sukkede hørbart (og muligvis med slet skjult betagelse) da den ugifte mand fortsatte sin – i Eadgars øjne –  smiskede ageren overfor Renny:
”Mit navn er William Frye, adelssøn og enearving – Men jeg er blot en ydmyg tjener til sammenligning med Jeres overdådige ynde”. Hvis ikke Renny trak sin hånd til sig, ville William blive ved med at kysse hende blidt på håndryggen mellem hvert ord, som blev sagt.

Eadgar den Andægtige bad tavst til Lyset og prøvede at se bort fra søsteren, der lænede sig over bordet, tilsyneladende opslugt af Williams sødmefulde ord.

Renny havde smilet bredt, i det Eadgar havde indvilliget og dernæst nikket hastigt. ”Jeg får dig så langt væk fra Gåsen, som det er mig muligt”, lovede hun, før hendes hvide fingre slog kryds henover hendes ene bryst.
Dernæst havde de forladt Rennys private gemakker og indfandt sig ikke lang tid efter i spisestuen. Renny skulle dog hastigt erfare, hvordan alting blev vendt på hovedet, i det William Frye, en ganske nydelig mand, med et rejste sig for at tage imod hende. Tilsyneladende var forkynderen ikke synderlig interessant, og af en eller anden uvis grund, gjorde det Renny irriteret. Det hjalp tilmed ikke, at Saharia sad og sukkede efter opmærksomheden, som fuldstændig hensynsløst blev skænket til Renny selv, hvormed den sorthårede kvinde tog imod de – våde – kys med afsky. Én afsky det kun til dels lykkes for hende at skjule, som hun klistrede et venligt smil om læberne.

”Hvordan skal jeg dog kunne svare på en sådan kompliment”, udbrød Renny kvækkende, for til trods for de mange år med alskens selskaber og adeligt besøg, havde kvinden ikke før, befundet sig i en lignende situation. Under normale omstændigheder blev hun nemlig ignoreret af bejlere og var i stedet i selskab af hendes gode venner.
Hastigt forsøgte hun dog at neje – og rive sin hånd til sig – men det lykkes hende knap, i det hun så, hvordan Bahir rystede på hovedet. Det blev derfor til et halvhjertet, krampagtigt et af slagsen, nærmest som bukkede Rennys knæ under fra vægten fra de brede hofter. Renny forsøgte, at komme den akavede situation til livs, hvorved hun udbrød; ”jeg takker ydmygt, men det kan umuligt passe, at der går historier om min omtalte ynde –” Oter og Bahir himlede begge med øjnene bag Williams ryg, alt imens alskens familiemedlemmer forsøgte, igennem kreative gestikuleringer, at signalere til Renny, hvad hun burde sige; hvad hun burde gøre – Rennys mørkebrune blik flakkede en anelse, før hun slog en hjertelig latter op, resolut rev sin hånd til sig og dernæst skridtede forbi den kønne adelsmand. ”Lad os sætte os til bords”, erklærede hun, nu med let skælvende hænder, i det hun satte sig. Så diskret så muligt tørrede Renny sin håndryg af i duen.

William Frye syntes dog ikke mærket af Rennys ubehag, for med et charmerende smil i mundvigen – og stadig uden at ænse Eadgar – satte han sig straks ved hendes side. Stadig irriteret over det faktum, at William havde skænket hende den uønskede opmærksomhed, vendte Renny mandens blik mod Eadgar med en fremstrakt hånd. ”Dette er min ven, Eadgar. Han er Forkynder af Lyset. Yderst belæst og en ideel –”
”Ah. Min gode mand! Naturligvis, hvordan har De det? Jeg havde vist kun øjne for den yndige frøken Gandir”, afbrød William Frye, alt imens smilet svandt langsomt ind. Det var åbenbart reserveret til de særligt (u)heldige, konstaterede Renny tavst. 

Da Renny lod William overdænge hendes hånd med kys steg væmmelsen faretruende hurtigt op mod forkynderens adamsæble. Jovist, Eadgar den Andægtige var før blevet beskuer til klistrede adelsønners tåbelige forsøg på at charmere sig ind, men at være så tæt på – og så overfor én, han rent faktisk nærerede, om ikke andet så venskabelige følelser for - var forkynderen ikke vant til.
Udefra kunne han godt se at manden, denne William Frye, var harmonisk bygget og et klassisk eksempel på en traditionel køn mand, men det blev fuldstændig spoleret af den medfølgende, sleske adfærd. Det ville komme bag på Eadgar hvis William, i løbet af sit liv, havde bedt blot en reel bøn til Lyset.

At Renny lod sig smigre gjorde kun galden endnu mere sur, men, mindede forkynderen sig om, var det ikke hans opgave at blande sig i foretagenet. Ifølge den omkringsiddende, og tydeligt opmuntrende familie, var det nok snarere Eadgar den Andægtige, der var galt på den og tolkede situationen med ukarakteristisk bitterhed.
Han henvendte sig pludselig, denne William Frye, selvom det virkede mere af pligt end af lyst.
”En forn-” den høflige frase, som lå klar på forkynderens læber blev bidt i stykker, da William ikke syntes at have tid til at vente på svar. Eadgar forsøgte at sende Renny et sigende blik men det druknede ligeledes i den voldsomme mængde af opmærksomhed, som William prøvede at pakke Renny ind i.
”Har I hørt om mine bedrifter på slagmarken, Frøken Renny?” Han slog en kort latter op af sin egen morskab: ”Selvfølgelig har I det. Jeg var med til at fordrive Mørket fra hovedstaden, ved I nok. I behøver ikke takke mig for Jeres trygge tilværelse, en skønhed som I fortjener silke og frugt” Eadgar rømmede sig, da noget syntes at sætte sig fast i halsen, men William var for ivrig til at bemærke det: ”- Hvis I ønsker det, kan I få lov til at overvære min træningssession senere i dag – I kan tage Jeres kære søster med, hvis I ikke tør overvære det alene - det kan godt se temmelig brutalt ud” berettede han og spændte illustrativt sin overarm, så Eadgar – hvis han kneb øjnene let sammen – kunne se at det røde stof blev spændt over de svulmende armmuskler.

Renny var i syv sind. Alskens planer strøg ind og ud bag den hvide pande, hvormed hun knap bemærkede, hvordan William iscenesættelse fortsatte ufortrødent. Eadgar sigende blik var dog ikke gået ubemærket hen, og Renny havde forsøgt at gengælde det, uden at det blev for åbenlyst, men til stadig var hun i tvivl om, om det overhovedet var lykkes hende.
Omsider syntes Renny dog at beslutte sig. Hendes handlinger, i det William havde taget imod dem i det, at de ankom til spisestuen, kunne velsagtens godt gå i spænd med det, som hun planlagde. Jovist, hun havde virket lettere uintelligent få øjeblikke forinden, og Renny var fortræffelig til at spille en dum, storbarmet og klodset gås. Hvor ofte havde det ikke lykkes hende, mindede en lusket stemme hende om, i det hun skævede til William. Alt det krævede af hende var, trods alt, et stort smil og alskens skingre fnis, tæt efterfulgt af dumme spørgsmål, sagt med store, mørkebrune øjne.

Renny var god til dumme spørgsmål. Hun var god til at fnise og være klodset – og med den konstatering gik skuespillet i gang.

”Oh!”, udbrød Renny påtaget, hvortil William smilede charmerende og trak lidt på den ene skulder; som forsøgte han at sige, at det var ingen ting; at det havde været nemt og at tak ikke var nødvendig.
Det stak forræderisk og vredt i Rennys bryst, for hun vidste, at det ikke var tilfældet. Hun havde mistet kammerater på slagmarkerne, badet i blod, sved og tårer havde hun kæmpet mod Mørkets væsner, til det føltes som om, at hendes mentale hjernekapacitet var knækket; som en snor under for megen belastning. Hun huskede stadig, hvordan det havde lydt for hendes indre øre; hvordan hun havde skreget, omringet af sårede og døde, og hvordan salte tårer havde forladt hendes øjne, så hun blev blind.
Renny huskede det, som var det sket for få timer siden. Hvor vovede han…

William var travlt optaget med at tilbyde Saharia samme mulighed, og i modsætning til Renny, syntes den yngre søster at æde hele fedtet råt. Renny kunne dog ikke bebrejde hende det; Saharia var naiv og levede i en ganske anden verden end hende selv; en verden hvor kvinder havde opgaver, som mænd ikke kunne udføre og omvendt. Men det betød jo naturligvis ikke, at William ikke skulle ydmyges. Det var nok bedst for alle, hvis han netop smagte en del jord og antog en mere ydmyg facon, tænkte Renny, hvorefter det gik op for hende, at hun havde siddet og nedstirret ham ud af øjenkrogen.

”Hvad siger du til en duel, Sir Frye? Lad os duellere!”, hørte Renny pludselig sig selv sige, hvorefter hendes hadske ansigt forvandlede sig til et af barnlig fryd og spændthed. Hun slap med det samme om det fine bestik, hvorefter hun smed begge hænder op foran munden, som havde hun sagt noget ganske uhørligt – måske næsten vulgært – og nu var ganske forlegen. Og dernæst sørgede hun for at fnise og få sine øjne til at funkle. Det plejede altid at virke.

Alt imens William Frye gavmildt delte ud af sine beundringsværdige bedrifter og fleksede de pumpede legemsdele, forsøgte Eadgar den Andægtige at fokusere på at spise lidt af den mad, som i mellemtiden blev serveret af tjenestefolkene. Maden var god, bestemt. Ligesom de øvrige omgivelser bød den på usøgte kulinariske oplevelser med rigelig smag og kryddervin til. Det var væsentlig anderledes end de vanlige, simple retter som templet tilbød efter messerne, og Eadgar ville have nydt det til fulde, hvis ikke det var fordi at den ugifte adelssøn formåede at smelte Renny som ild smelter tælle.
Havde forkynderen formået at se det ude fra, ville han muligvis havde bemærket hvor påtaget og teatralsk det hele forekom – så ulig Rennys almindelige adfærd – men den unge mand bemærkede det ikke. I stedet bemærkede han, hvordan William, mens denne snakkede uafladeligt, blev ved med at rykke hovedet fremad og skamløst forsøge at få et blik af hendes brysters runding.
Hver gang Eadgar den Andægtige gjorde et forsøg på at distrahere sig fra det; ved at indlede en samtale med søsteren, var William forbløffende hurtig til kaste sin opmærksomhed over bordet. Forkynderen var overbevidst om at det var et bevidst træk fra ungkarlens side – en åndssvag taktik, der skulle sikre begge kvinder udelte opmærksomhed. Og det så ud til at lykkedes.

Øjenbrynene ramte næseroden, da Eadgar hørte hvad Renny uventet foreslog. Hun havde indtil nu syntes at sluge alt hvad William sagde og gjorde – måske ikke på ekstrem måde som søsteren – men forkynderen havde da bemærket, hvordan de brune øjne havde blinket unaturligt mange gange til den kære William Frye.
Både Eadgar og William lagde ikke skjul på deres overraskelse – stilheden der fulgte, da ungkarlen for en gangs skyld intet sagde, var yderst tiltrængt, bemærkede forkynderen. Men der stoppede det behagelige også; formodningen om hvad Renny netop var ved, voksede langsomt men sikkert frem i bevidstheden. Og i modsætning til, hvad man muligvis skulle tro, bakkede Eadgar den Andægtige ikke op om forslaget. Selvom William i den grad fortjente en lærestreg, var det ikke noget Lyset ville bifalde. Og Eadgar ønskede ikke at Renny skulle falde ned i niveau. Desuden kunne det skabe ubehagelige konsekvenser at latterliggøre en adelssøn og ydmyge hans stolthed – for Eadgar var ikke i tvivl om, hvem der ville ende med at vinde.

”Er du sikker på at det vil være en god idé, Renny?” påpegede Eadgar en kende tøvende.
William, der fejlagtigt tolkede det som om, at Eadgar var bange for, at Renny ville få bank (eller få krøllet sine fine klæder?)  pustede sig op som en stolt hanekylling og lagde ublu en hånd på Rennys lår.
”Er I sikker, frøken Renny? Måske bør I lytte til forkynderens bekymring; I skulle nødig ende med at komme til skade – desuden…” Selvom Eadgar ikke havde direkte udsyn til, hvor Williams hånd konkret befandt sig (fordi bordpladen var i vejen), indikerede armbevægelsen, at William netop var ved at glide sin hånd højere op ad låret på Renny: ”- desuden var det en hel anden slags ’duel’ jeg havde i tankerne, Frøken Renny. Det siges at I besidder et temperament, som ingen mand endnu har fået lov til at tæmme -” De honningfarvede lyste af lyst og stemmen var så lav, at Eadgar den Andægtige måtte mundaflæse, hvis han ønske at få kendskab til, hvad der blev sagt.
”- lad mig gøre et forsøg.”

Renny måtte bekæmpe trangen til, at flyve op fra sin plads ved spisebordet, i det Williams hånd landede søgende på hendes stærke lår. Det var ganske enkelt så usmageligt, at Renny fik en klam, rådden smag i munden som resultat deraf, til trods for de lækre og udsøgte retter, de havde fået serveret.
At Eadgar tilmed ikke billigede hendes beslutning – for Renny var ikke i tvivl om, hvad han forsøgte at sige til hende – gjorde ondt værre. Kunne han ikke se, at denne William foregreb sig på hende i selv samme øjeblik? Hvordan hans hånd bevægede sig op af hendes krop, med et eneste formål, nemlig, at ende ved hendes køn? Og vidste han ikke, at Williams ord havde været – ja, fornærmende var end ikke en passende beskrivelse! De havde rystet Renny i sin grundvold og ikke længere, følte hun som sig selv. Som de sad der, omringet af hendes familie, var den sorthårede kvinde tilbage i krigen. Dette middagsselskab var blevet til en slagmark.

Med en Spions fingersnilde listede Renny sin kniv ned under bordet, hvor hun satte den skarpe spids mod Williams skridt. Med et forsvandt hånden og det sleske, giftige smil men ikke for længe. Hastigt erstattede den jævnaldrende mand smilet med et, der var grænsende til moret men som ikke fuldkommen, kunne skjule den pludselige angst. Det var trods alt hans kronjuvel, Renny nu sad med magten over – og kniven var spids.
Ved Williams side sad Harami, og der var ingen tvivl om, at den unge lillebror vidste, hvad der foregik men også, at han i det mindste syntes, at søsteren havde fat i den lange ende. Ja, faktisk gjorde han et stort nummer ud af, at samtalen fortsatte ufortrødent, så Renny kunne gøre det samme.

”Jeg er sikker på, at jeg kunne slå dig på under 5 minutter og med bind for øjnene, William”, hviskede Renny tilbage, stadig smilende, som hændte der ingen ting, der ikke burde. ”Og du har ganske ret omkring mit temperament. Især overfor hyklere og snyltere, der tager patent på krigsveteraners resultater.”
William beholdte det stive smil, indtil Renny, ganske diskret, fjernede kniven og lagde den tilbage på plads. Dernæst lænede han sig hen mod hende – hans hænder forsvarligt nu placeret på bordet – og mumlede lavmælt tilbage; ”Du tager ganske fejl. Jeg tror ikke, at historierne om dig passer, men jeg vil nyde at sparke en smule ydmyghed og feminin elegance, tilbage i den krop, der misunder enhver mands. Det er næsten skammeligt at betragte, men når vi gifter os, så vil du hurtigt lære, at det ikke er noget, jeg accepterer i fremtiden.” 

Eadgar foretog sig intet, fordi han håbede at William – i sin færd op ad Renny lår – ville støde på de skarpe knive og skære sig frygteligt. På den måde ville det ikke være Renny, der reelt førte kniven og manden ville ikke kunne argumentere for en mulig hævnaktion, medmindre denne ønskede at tabe grumt ansigt. Det havde ikke været muligt for forkynderen at aflæse præcis hvad der blev sagt, med ud fra Rennys ansigt at dømme, var det stygge ubehageligheder; ansigtet havde fortrukket sig i noget der umiskendeligt kunne tolkes som dybfølt had. Eadgar den Andægtige forblev i den passive position, som forkynderen udmærket viste nemt ville kunne forveksles med en handling kendetegnet for en kryster. Men Eadgar tilhørte Lyset og Lyset forbød dens præster at deltage i blodudgydelser – en ting som ville blive uundgåeligt, hvis William ikke begyndte at tage sig i agt og vare sin mund. Desuden var det Renny, som var den våbenkyndige; hun kunne sagtens tage vare på sig selv, og det ville sikkert kun være nemmere, hvis Eadgar blandede sig udenom.
Den rationelle tankerække forhindrede dog ikke forkynderen i at knytte sine hænder under bordet i harme over mandens udtrykte djævelskab.

Ha! En ukarakteristisk frydefyldt udbrud blev forsøgt holdt tilbage, da William syntes at miste al farve i ansigtet. Han måtte have fundet kniven, som Eadgar havde håbet på. Forhåbentlig blødte han meget; det var helt ærgerligt at den fine kjortel var rød i forvejen. Renny smilede, men som den forudgående samtale var det ikke muligt præcist at tyde, hvad hun sagde eller hvorfor hun smilte, for..

Han blødte ikke.

Kendsgerningen fik Eadgar den Andægtiges pande til at rynke sig sammen. Han kunne ikke længere forstå, hvad der foregik; hvorfor Williams smil var stift og hænderne fremme på bordet igen (uden en skramme), hvis ikke det var fordi Renny havde givet ham et rap med den skarpe ende.
Lige meget hvad, var det ikke længere muligt at undgå at bemærke den spændte stemning som udsprang i mellem de to jævnaldrende. Flere var begyndt at skæve i deres retning, bemærkede Eadgar – selv til trods for, at broren heftigt forsøgte at lade som ingenting.

Forkynderen klarede sin stemme, vendte sig respektfuldt mod værtsparret og sagde højt:
”Jeg takker for Jeres venlighed og overdådige måltid –” Han kunne kun håbe, at de ikke havde set hvor lidt han rent faktisk havde spist. ”- det var virkelig venligt af Jer, at lade mig spise med. Derfor er det også med beklagelse, at jeg bliver nødt til at gå, men det er tid til messe.” ingen ville holde en troende tilbage fra sine religiøse handlinger; det ville være et troværdigt påskud. Han nikkede taknemligt mod dem og rejste sig så fra sin plads:
”Renny. Vil du være sød at følge mig ud?”
Eadgar bemærkede Hararis katteblik, der sendte sigende signaler, men han tilgav søsterens uvidenhed; hun vidste ikke, at det ikke var grundet indeklemte følelser at Eadgar den Andægtige bad om en undskyldning for at få Renny på tomandshånd, men at det var for at sikre landefreden.
De grønne øjne borrede sig ind i Willams protester, men selv adelsmanden turde ikke offentlig sætte sig imod Lyset eller gå imod værternes høflighed.

Bahir rejste sig, i det Eadgar bekendtgjorde, at det nu var tid til afsked. Efter at have trykket den unge forkynders hånd, og udtrykkeligt efterspurgt hans selskab ved anden lejlighed – alt dette foregik desuden på vej ud af spisesalen, med Renny tæt efterfulgt med røde kinder af indestængt arrigskab – vendte den høje og mørkhudede mand sig mod sin datter, i det de omsider kom ud af de andres synsfelt. Tilsyneladende gjorde Eadgars selskab hverken til eller fra, for med et lige dele irettesættende og forstående blik, mumlede Bahir; ”du tager lige ti minutter, før du kommer tilbage.”
”Han sad og befamlede mig!”, hvæsede Renny lavmælt tilbage, tydeligvis dybt påvirket af uretfærdigheden, hun følte. ”Hans hånd – den – den var næsten helt, du ved! Han sagde alt muligt pis! –”
Bahirs sorte og buskede øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande i en lige dele forundret og irriteret grimasse, før han sukkede tungt og nikkede. ”Jeg hører dig, Cal, det gør jeg”, forsøgte faderen at tale datteren ned, ”men han er adelig, hører du? Du kan ikke udfordre –”
”Han var der ikke!”, afbrød Renny, stadig lavmælt, men så sandelig også i en tone der tydeligt afslørede, at hun var ved at miste besindelsen. Hendes røde kinder fortsatte med at suge farve til sig, og de mørkebrune øjne blev atter våde; denne gang dog af dybfølt raseri. ”Han så ikke en flyvende fis! Det gjorde –”
”Cal, tag ti minutter. Nu!”

Og sådan blev det. Bahir drejede rundt på hælen og gik tilbage til selskabet, der modtog ham med latter – for nogle mere påtaget end andre – og uhørlige ord. Renny stod for et kort øjeblik og stirrede vantro efter sin far, hvorefter hun fnøs lavmælt og hastigt skævede til Eadgar; pludselig også forlegen over sin egen følsomhed og rørstrømske udbrud, som Eadgar tilsyneladende ikke kunne undvære at være vidne til. Og hvorfor det pludselig generede hende, anede hun i grunden ikke.
”Messe”, mumlede Renny, hvorefter hun nikkede resolut, som var Eadgars gøremål pludselig det eneste faste holdepunkt for hende. ”Bare – følg med mig.”

At Bahir valgte at følge dem med ud, viste sig hurtigt at være en godt ting. Som farrolle og garvet forældre, besad han evnerne til at håndtere Rennys retfærdige harme - som slog ud i både mimik og kropssprog, så snart de havde forladt bordet – meget hurtigere og mere effektivt end Eadgar selv ville kunne have gjort det.
Han havde kort regnet med selv at være den, der skulle tage mod hendes forbitrelse, men faren påtog sig opgaven og forkynderen lod ham med glæde. Selv nøjes han med at trække sig lidt tilbage, så far og datter kunne tage situationen internt. Følelsen af at være malplaceret var tydelig, men forkynderen forsøgte for vidt muligt at vende det blinde øje til akavetheden som fulgte.

”Jeg skal ikke til messe”, bekendtgjorde Eadgar den Andægtige, så snart de var ladt alene. Han var skyldbetynget over at have måtte lyve for Renny og hendes familie, men scenariet med William var simpelthen blevet for meget. Han håbede at både familie og Lyset ville tilgive ham.
”Jeg kunne bare ikke holde ud af se på det længere, og jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle stoppe det, før det hele eskalerede” lød forklaringen, idet Eadgar gik ved hendes side. At komme ud og væk fra huset var noget han så frem til med længsel, og  - hvis han bedømte hende rigtigt - var han ikke ene om den følelse:

”Er du okay?”

Renny kunne – til trods for den ellers arrige harme – ikke skjule overraskelsen, i det Eadgar bekendte sin løgn. De mørkebrune øjne fæstnede sig hurtigt på hans skikkelse, men med et kort nik lod Renny Eadgar vide, at hun forstod. Faktisk ville den kvælende forlegenhed ingen ende tage; at selveste Lysets Forkynder tyede til bedrag for at undslippe hendes familie – og ikke mindst hende selv – var ganske enkelt ubærligt. Snart efter blev Rennys kinder røde ligeså meget af skam som af vrede, så da Eadgar spurgte, om hun var okay, smilede Renny forhastet.
”Nogenlunde”, svarede hun, i grunden ikke sikker på, at det var hverken sandt eller falskt. Det hjalp at tage fysisk afstand til William, men af en eller anden grund virkede det som ingen ting, sammenlignet med Eadgars snarlige afgang. At have den lyshårede og unge mand i nærheden af sig, gjorde Renny mere… rolig, hvilket var fuldstændig absurd, taget deres korte historik i betragtning. Og så var der naturligvis lige det faktum, at dette møde ville være deres sidste i et langt stykke tid, for Renny –

”Jeg rejser om to dage. Vi tager ud at sejle tre måneder. Så har han forhåbentlig glemt alt om mig til den tid”, forsøgte den sorthårede kvinde at spøge, som de sammen skridtede ned langs palæets udendørsareal. Det var dog endnu en løgn, for Renny skulle ikke sejle; ja, faktisk havde Neagu sendt besætningen på orlov og Renny skulle, alene, rejse til Rubinien på mission for Dronningen.
”Vi skal til Topalis denne gang. Jeg kommer hjem, ligeså brun som en kastanje forhåbentlig”, lød det dernæst, hvorefter Renny – igen – forsøgte sig med endnu et smil. Hun gik med behørig afstand til Eadgar, for det føltes af en eller anden grund som det rigtige at gøre.

Da de nåede porten, standsede Renny og skulle til at spørge, om de ville ses, når hun vendte tilbage, men noget stoppede hende. Øjensynligt det faktum, at Eadgar havde løjet og ønskede at forlade palæet. Det var nok et venskab, der ikke kunne bestå, konstaterede Renny sørgmodigt. Derfor smilede hun – og denne gang bredere end det var lykkes hende før – i det hun sagde; ”tak for at få mig ud derfra. Jeg undskylder for – ja, alting.”

Selvom det ikke var et overbevisende smil, godtog Eadgar det, for det ikke var hans plads at lade være; han var ikke den snagende type og hvis folk viftede ham af med halvdårlige undskyldninger, tillod han det, så længe det bare ikke handlede om Lyset. De gik lidt i tavshed; Eadgar holdt sit blik mod underlaget og dristede sig kun i ny og næ til at se på hende, blot for tjekke om arrigskaben stadig sad i kinderne og fortsat farvede dem røde.

..tre måneder…

Eadgar stoppede brat. Han vidste ikke hvordan han skulle tolke hendes tonefald, ligesom han ikke vidste, hvordan han skulle tolke beskeden, der sendte en kaskade af koldt ubehag gennem knogler og marv. Skulle hun rejse? Hvorfor havde hun ikke sagt noget om det? Tre måneder var længe – der kunne ske alt muligt på tre måneder.
”Rejser du?” han forsøgte at lyde neutral som muligt; selvfølgelig skulle hun ud at rejse. Skibe lå ikke længe i havn. Han prøvede at hanke op i sig selv, minde sig selv om deres relation. Det var ikke op til ham, hvad hun skulle eller ikke skulle – ligesom det ikke burde afføde nogle af de følelser, som forræderisk ruskede i ham nu.

”Det bliver sikkert spændende,” svarede han derfor lidt efter og satte i bevægelse igen. Mærkede med vemod og fortrydelse afstanden vokse imellem dem. Måske var det også for det bedste: hvis hun var væk, kunne varulven ikke skade Renny og han ville have tid til at stoppe det hele inden hun kom tilbage igen. Hvis hun altså kom tilbage. Tanken skræmte ham; deres nyfundne forbindelse betød mere end forkynderen havde troet - og langt mere end han nogensinde ville indrømme.

Alligevel var det svært at skjule den pludselige modvilje som ramte hans lemmer og led, da de omsider stod ved porten, som han, gentagne gange den dag, ellers havde længtes imod. Eadgar vidste ikke, hvad han skulle sige. Han følte sig dum over ikke at have tænkt hendes virke ind i sine skjulte tanker. At de nu stod på gyngende, kølig grund og han ikke vidste hvorfor det pludselig forholdt sig sådan. De havde været så tætte – i bogstavlig forstand – på værelset; de havde delt en intimitet; en ny og endnu kraftigere boble af Lys og nu kunne han ikke længere få øje på den. Eller jo, han kunne mærke den glide ud mellem hænderne og syntes ikke at være i stand at holde det fast. At holde dem fast.

Renny virkede til at anskue ham fra et andet, og mere professionelt perspektiv end hun havde gjort det inden middagen og William. Det måtte være der det hele var gået galt. Selvom hun smilte bredere nu, var det blot en skygge af den Renny han havde set på hendes værelse.
Som i alle andre øjeblikke af komplet tvivl tyede han til Lyset:
Hvis dette ikke er din vilje, så lam min tunge, luk min mund, stop mit åndedrag, og stands mig i at tale.
Eadgar den Andægtige så ind i de brune øjne og sagde:

”Jeg håber vi ses igen, Renny - Må Lyset være med dig på din rejse.”