Hun sank indholdet fra flasken, og kunne igen mærke den bølgende effekt af det blå væske. Føle hvordan det sitrede helt ud i hendes fingre, denne var helt klart bedre. Hun fandt hurtigt en lille slidt bog frem, og begyndte at skrive ned; eksperiment trehundrede og femogtyve var en succes. En lang liste af de ingredienser der var blevet puttet i, blev hurtigt skriblet ned. 
Ud af øjenkrogen så hun hvordan, at fingre gled ud for at lukke sig om hendes flasker. Hun sagde ikke noget, kun hvis at flaskerne ikke blev sat tilbage i samme orden. Så ville hun rette på det, det var vigtigt de stod præcis hvor de stod. Hvorfor? Ja, det kunne hun ikke helt forklare. Lysten var heldigvis også dulmende, så hun var ikke så hysterisk hvad angik at lade Isla røre ved hendes ting. 
“Mod mine tvangstanker.” Svarede hun hurtigt, og trak på skuldrene. En trist stol, hvis ene armlæn var knækket af. Hæv hun ud og satte sig ned på den; trods hun var en meget lille person - knagede den næsten i protest over en vægt pludselig blev placeret der. 

“Der er flere forskellige eliksirer - alle er i processen til at blive forfinet. Men de sælger allerde en ganske fin pris - bare ikke disse dage.” Beklagede hun sig, og gav et forsigtigt smil. Inden hun lod blikket vende tilbage til den kvindelige skikkelse. Det var utroligt hvor meget hun var villig til, at dele med en kvinde - som ikke kun havde truet hende, men så sandelig også opført sig; mistænksomt. “Er du selv alkymist?” Nysgerrigheden hun havde set i øjnene - hørt i stemmen, det var ikke blot en som der ville forstå - ja det uforståelige. Nej det var samme stemme hun havde haft, da hun havde spurgt hendes læremester om de eliksirer han havde haft stående fremme. 

Imens Viola slubrede ukendt eliksir i sig, benyttede Isla den stilsigende accept til at se nærmere på den flaske, som hendes hånd havde lukket sig om. Det var en underlig, tyk sumstans i en mørklilla farve. Lugten skabte associationer til den fælt lugtende blomsterslægt Amorphophallus med svage, og alligevel skarpe, stænk af blodribs. Hun håbede ikke at det smagte som det lugtede – idet hele taget håbede Isla ikke, at Viola havde i sinde at tylle dette indhold ned på samme måde, som hun havde gjort det med den blå væske.
Flasken blev sirligt sat tilbage på plads og den urtekyndige lod sig tage til takke med at studere de øvrige beholdere, uden at tage dem op til nærmere inspektion.

Tvangstanker?

Svaret fik Isla til at knibe øjnene sammen og vende opmærksomheden mod Viola igen. Så det var det indre, der var rodet? Hendes sind var sygt? Isla var bekendt med flere, der udviste neurotiske tendenser eller besad svagelige nerver. Både månesyge og dårer var flere af Islas insekter, der under plagerne var begyndt at samle sig om hende, fordi hun kunne tilbyde dulmende miksturer. Selvom Isla vidste, at alt i verden ikke skyldtes gudernes lunefuldhed, kunne hun ikke slippe tanken om, at Viola var ramt af noget større end det lette skuldertræk forsøgte at indikere. Der skulle en vis portion desperation til, før man begyndte at eksperimentere på sig selv – og Violas hektiske skriblerier taget i betragtning – virkede det ikke til at være et enkeltstående forsøg. Selvom deres tilgange syntes at være forskellige, kunne hun ikke andet end at føle en vis sympati for deres erhvervsmæssige slægtskab.

”Nej, det er jeg ikke, men jeg synes feltet er interessant. Særlig tanken om at skabe en livseliksir vækker genklang, må jeg indrømme,” Isla studerede Viola – hun virkede ikke umiddelbart som en der var interesseret i at forsøge at fremstille guld.
”Jeg er slet ikke så – sofistikeret. Jeg arbejder mere – hvad skal man kalde det? – pragmatisk” hun smilede næsten undskyldende:
”Laver du altid kun forsøg på dig selv? – og til hvilket formål egentlig? Vil du prøve at finde en kur mod månesyge?”
Det var svært at holde sig tilbage med spørgsmål, for selvom de langt fra var ligesindede, var de det jo alligevel lidt.

Hendes øjne vente sig hurtigt imod den anden kvinde - livseliksir? Hun hævede sit pjuskede øjenbryn, som hun satte bøgen og pennen fra sig. Hun lavede et lille klik med tungen, som hun pludselig indtog Isla i et helt andet syn. Det var, noget ganske specielt - og hvis det virkede, også noget der lød som ganske vanedannende. Hun kunne ikke skjule et skævt og lumsk smil, der begyndte at sprede sig hen over hendes læber. Armene blev lagt over kors, som hun trådte et skridt tilbage og lænede sig op af en bjælke der stod i rummet. “Som et form for euforiserende middel?” Spurgte hun en smule interesseret; det skulle ikke være en hemmelighed, at Caer også havde kunder - folk der kom for deres sygdomme, som hun ikke havde kunne kurere men lindret med - ja, ikke så velsete urter, og hun havde da også lavet eliksirer på Alrunen, til kvinder der så desperat ønskede at en mand skulle forelske sig i dem. 
Valmuen var nu hendes yndlings. Både til hende selv, men også hendes stamkunder. 
“Jeg bryder mig ikke om mennesker - så ja, det er lettere at lave forsøg på sig selv, er ikke død af det endnu.” Sagde hun en smule dovent, men stadig med et smil på læben. Hun kunne dog også mærke, at hendes illusion omkring hende selv, var begyndte at tappe for meget på hendes kræfter. “Og hvis kuren findes, så ville det da være skønt - men endnu ikke lykkes mig.” Brummede hun en smule irritabelt, spørgsmålet var også - ville hun af med så stor end del af sig selv? Hun havde trods alt levet med det, siden hun var nyfødt - en fuldmåne nat. Et smil spillede igen på læberne, ah ja - månesyge.

Hun slog et knæk med sin nakke, og lukkede øjnene. En lettelse bølgede hen over hende, som hun mærkede forandringen tage form. Hendes hår blev længere - men forblev i den brune hårfarve, hun havde ikke overskud til at gå med den vante blå. Fregner tittede frem på hele kroppen - og tatoveringer blomstrede frem på hendes kindben. arret i ansigtet blev tydligere, og de spidse øre lå dog stadig gemt bag det tykke lange hår. Huden blev bleg, næsten gennemsigtig og sygelig. Som hun stod foran hende, nu i hendes rigtige skikkelse. 
“Nu uden flere hemmeligheder imellem os.” Sagde hun med et grin der viste hendes perlehvide tænder, inden hun indtog den andens reaktion på den pludselig forvandling. 

På trods af eliksiren Viola netop havde indtaget, syntes den anden kvinde stadig at have et væsentlig mere – fleksibelt ansigtsudtryk, der aldrig rigtig kunne finde sig til rette i en afslappet mine. Islas ansigt virkede helt lammet til sammenligning.
Det direkte spørgsmål mere end indikerede, at Viola selv havde betrådt den sti, og det fjernede den påpasselighed, som den urtekyndige ellers udstyrede sig selv med når hun stod overfor nysgerrige fremmede:
”Ja. Blandt andet,” begyndte hun men trak så på skuldrene og tilføjede: ”Det er det eneste som sælger i disse tider, synes jeg. Til gengæld sælger de virkelig også. Ja, faktisk overvejer jeg helt at gøre det til min primære forretning, selv hvis vi kommer til at opleve fredstid igen.” Hun smilede. Det var overraskende rart at bekende overfor Viola. Jo mere Isla så på Viola, jo mere ens forekom de at være – ikke bare med deres fælles mørke hår, men i særdeleshed også deres måde at tilgå livet på: at få det bedste ud af deres kompetencer og viden – også selvom både fremgangsmåde og resultat kunne være ugleset i visse kredse.

Det eneste punkt hvor deres forskellighed var slående syntes at være deres valg af forsøgspersoner: ”Modigt”, svarede isla, selvom det ikke var det ikke var det hun havde tænkt, da Viola havde afsløret at det udelukkende var eksperimenter på egen krop hun arbejdede med…
Hvad skete der?
Violas lettere bizarre ageren fik Isla til at knibe øjnene halvt sammen. Stum iagttog hun kvindens forvandling. Et yderst specielt udseende tonede frem og efterlod noget, som bestemt ikke var et menneske (eller i hvert fald et meget sygt ét!) i det forladte rum. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige – kommentere det mærkværdige væsens ydre kunne hun i hvert fald ikke; ikke hvis hun ville opretholde den høflige omgangstone.

”Hedder du stadig Viola?” Stemmen var neutral, men spørgsmålet havde en mærkbar kant af skepsis – At de nu ikke havde flere hemmeligheder mellem dem, var svært at tro helhjertet på. 

Hun lagde hoved på skrå, som hun spurgte om navnet stadig var Viola. Dette forekom hende først, at være et markværdigt spørgsmål. Ind til at det gik for hende, at hun måske var en der selv tog roller på sig. Men hun lige som mange andre, fandt navne til rollerne - hun havde trods alt set meget igennem Verbatims øjne, taget sine egne roller - men altid kun for et enkeltstående formål, aldrig flere. 
Måske var det også blot et sikrende spørgsmål fra den anden kvindes side af. Et spørgsmål der skulle foreligge en trang til at vide sig helt sikker, hvem det var man stod og snakkede med. 
Viola, som hun blev kaldt trak på skuldrene. 
“Jeg kalder mig selv Viola, da mange har problemer med at udtale mit navn, men hvis du ønsker at vide det navn mine forældre gav mig da jeg kom til; så hedder jeg Caerthynna - folk kalder mig også Caer” svarede hun, og kneb øjnene lidt sammen mens hun betragtede loftet. Skulle hun sige hele sit navn? Det var der vel ikke grund til, tænkte hun i sit stillesind; og hendes øjne lagde sig igen på kvinden. “Jeg kan forvandle mig til alle, men både at forvandle sig; og teleportere sig væk fra steder - det er alligevel for drænene. Håber ikke min rigtige skikkelse er et problem.” Dette var snare hendes egen forfængelighed - bestemte hun selv, ville hun aldrig se sådan her ud. Hun ville ligne den blå håret spinkle pige, med varme i kinderne - den lette solbrune hud og stadig de mange fregner. Ikke en kvinde, der lignede hun var ved at dø, bare man pustede til hende. Ikke det, som havde kastet hende bort fra hendes bror. Om hun til stadighed elskede meget højt, selvom han ikke havde ønsket hendes selskab i deres barndomshjem. 

“For hurtigt at besvare dit andet svar; jeg synes det lyder som en formidabel indtjening. Jeg har ikke selv gjort mig meget i det - men det er fordi jeg ikke foretrækker store mængder. Så” hun trak på skuldrene, som behøvede hun ikke forklare sig yderligere. Der måtte det give sig selv, at en markedsplads aldrig - hun skubbede sig væk fra væggen og skubbede to flasker frem imod kvinden. “Den ene er en valmue ekstrakt - det er særdeles vanedannende, jeg har blandet det med alrunen, selvfølgelig også nogle andre ting. Men især de er begge meget, ja vanedannende; og som elskovsmiddel, ja - det har virket meget godt på de lokale kvinder i mit område.”

Isla vurderede kvinden til at være ærlig, selvom det sagtens blot kunne være et nyt falsk navn som blev sagt, ”Godt at møde dig, Caer,” hilste Isla med venlighed i stemmen, og prøvede derved at vise sin taknemmelighed over at Viola villighed til at dele og svare oprigtigt. En oprigtighed der kun blev understøttet yderligere af de næste ord.
”Kan du virkelig forvandle dig til alle – og nej, nej, tværtimod; det er rart at se dit sande jeg,” forsikrede den urtekyndige uden at slippe sin venlighed. Om muligt blev den kun yderligere forstærket: ”Kan man lære den slags? At forvandle sig til alt, mener jeg?”. Egentlig ville hun havde have fortrukket ikke at spørge, men fristelsen var for stor. Tanken om at kunne forvandle sig til at fik det hele til at krible. Så mange muligheder det kunne skabe..

Isla gik hen til det tændte ildsted – så tæt at varmen var nærmest ulidelig. Jovist, Caers ægte ydre var ubehageligt at se på, men Isla var mere end tilbøjelig til stirre på kvinden, hvis det betød at evnerne hun besad kunne læres videre. Det funklede i de mørke øjne.
Caer snakkede igen og Isla vendte sig: ”Smag og behag. Jeg gør det udelukkende for pengene,” indrømmede Isla og forsøgte derved at gengælde Caers oprigtighed: ”og så indtager jeg det aldrig selv. Der er rigeligt med desperate tilværelser til, at jeg ikke behøver at afprøve de forskellige ..sammenblandinger på mig selv,” det blev ikke sagt lige så højt som det øvrige.

Flaskerne blev skubbet mod hende og Isla trådte af refleks frem, for at komme tættere på:
”Det lyder som en vældig interessant mikstur” istemte Isla. Det var en underdrivelse; det lød perfekt. Hun havde ikke selv tillagt Alrunen stor opmærksomhed: ”Arbejder du sammen med nogen? Eller går du bare rundt med din viden alene?”

Der spredte sig et ganske oprigtigt smil hen over elverens læber. Mest fordi, at hun kunne høre oprigtigheden indfinde sig mere og mere, i den anden kvindes stemme. Nysgerrigheden, og lysten til at vide mere. Det var altid en ting skovelveren, satte stor pris på. Mest fordi, det var noget hun selv gjorde sig meget i. Hvor mange nætter hun ikke havde drevet sin læremester til vanvid. Fordi han havde fundet hende, stående alene klokken fire om morgen, og stadig afprøve nye teknikker og miksture. At finde noget der lignede hendes egen nysgerrighed, ja det var næsten befriende på en absurd måde. 
"hmm" brummede hun, da hun spurgte om man kunne lære det. Hun havde selv altid haft evnen til at skifte hårets farve, det samme med øjnene. Alt det andet, var kommet ganske naturligt til hende. Men, som udgangspunkt ville alkymisten tænke sig til, at alt kunne læres. Hvis man allerede havde grundstenen til det, i hvert fald. 
"Som udgangspunkt, ville jeg da mene at hvis man har grundstenen til at kunne forvandle sig til andre. Så ville man kunne lære det?" hendes øjne blev smalle, eftertænktsomme for en stund; "Har du samme gave" spurgte hun med samme problem med, at hun ikke kunne holde det tilbage. Hun havde tænkt tanken, og var nu meget interesseret i at få det besvaret. Især, fordi det så løftede op for rigtig mange muligheder. 

Pengene var også en god motivation, dette måtte Caerthynna indrømme, selvom at det aldrig havde været noget som havde drevet hende selv. Hun havde det hun havde brug for, og der havde aldrig været et behov for at blive mere en det. 
"Med hensyn til dette?" hun slog en hånd imod de mange flakser. "Der arbejder jeg alene, hvilket jeg også går ud fra du selv gør?" hun sagde det ikke tydeligt, men hvordan at Isla havde opført sig, da Caerthynna havde fundet hendes gemmested. Ja, det havde været en ganske klar indikator, at dette var en kvinde som ikke stolede på nogen. 

Islas oprigtige interesse syntes at have positiv effekt på elveren, der blødte mere og mere op i takt med den tid de tilbragte sammen. Den urtekyndige måtte indrømme, at det var gensidigt. Da hun først havde stødt på Viola havde det aktiveret både mistro og vrede (hvem vovede også at følge efter fremmede på den måde?) men nu viste det sig, at elveren ikke blot var en bedrager. Hun var også kyndig. Hun havde også forstået planternes muligheder og kunne – til stor misundelse for Isla – tilmed besidde magi, Isla kun turde drømme om.
Det hele blev kun endnu bedre af, at Caer viste sig villig til at ville dele ud af det; i hvert fald svare på alle de spørgsmål, som Isla syntes at sidde inde med.

Isla blottede sine tænder; mærkbart tilfreds med Caers refleksioner. Selvom elveren naturligvis kunne tage fejl, var den urtekyndige overbevidst om at hun havde ret. Det var på tide at gengælde ærligheden:
”Jo, det kan man godt kalde det. Jeg kan tage andres ydre.” Hun vidste ikke om hun skulle røbe resten, så hun undlod: ”- Men det er slet ikke så fleksibelt som din evne virker til at være”, afslørede Isla alligevel.

Da emnet faldt på flaskerne, nikkede den urtekyndige med kendermine: ”Ja, jeg ligeså. Selvom jeg længe har overvejet at indgå i et samarbejde med en .. ligesindet.”

Så. Maddingen var smidt ud. Isla kunne kun håbe at Caer ville bide på.

En lille tænkende lyd forlod struben, som en lavmeldt brummen, mens hun tænkte over det svar der var blevet hende givet. Ikke lige så fleksibel som hendes? Men hvad indebar det, kunne kvinden forvandle sig til en enkelt person, kun ændre hår og øjenfarve? For det kunne også være ganske afgørende for, om man blev genkendt eller ej. Der havde da været tidspunkter, hvor at blot det at hendes hår og øjne så anderledes ud, så kunne hun forlade området ubemærket.
Der havde da været en gang, hvor det havde været nok til at hun kunne undslippe nogle vagter. Det gjorde at et lille smil, begyndte at brede sig på hendes læber. Et smil man typisk ville ligge sammen med, at der foregik en lille indforstået ting mellem to mennesker, eller i ens hoved. Som jo også var tilfældet her.
“Hm, det tog mig også noget tid, før jeg kunne gøre mere med de magiske evner, end blot at ændre farven og længden på mit hår. Mine øjne, havde altid sit eget liv.” forklarede hun yderligere omkring evnen, mens hun lod fingrene glide hen over hendes øre og førte håret bag det. Nu ville der være et spidst øre til syne, noget hun måske ikke burde dele – men hun tænkte slet ikke over, om Isla ville have et problem med det eller ej.

Maddingen blev ikke kastet forgæves, for et smil spredte sig yderligere hen over Caerthynnas læber. Ikke fordi, hun nødvendigvis stod og håbede et samarbejde. Men hun kunne hellere ikke se skaden i at prøve, bestemt ikke hvis de kunne lære af hinanden. Hvilket de unægtelig kunne, der var allerede noget over denne kvinde, som der tiltrak Caerthynnas nysgerrighed.
Ikke at det ikke skete ofte, men denne gang, føltes det anderledes.
“Hvordan, havde du forestillet dig sådan et sammenarbejde skulle foregå – hvis man må være interesseret i at spørger?” spurgte hun, og lod de slanke fingre, glide en smule distraheret hen over en flaskes hals.

Isla nikkede eftertænksomt: ”Men nu kan du ændre det hele hvis du vil? Højde, kropsstørrelse – alt det ydre? Hvordan øvede du dig?” Jo mere Isla tænkte over det, jo mere hun hørte, jo mere i tvivl blev hun pludselig om, hvorvidt deres to evner måske alligevel var for forskellige. Hvis deres grundessens var forskellig var det muligt, at Caer alligevel ikke var i stand til at lære sine evner fra sig; heller ikke selvom hun gerne ville.

Hendes øre kom til syne og fik Isla til at rynke på næsen. Elvere var ikke særlig højtagtet i den urtekyndiges øjne, men hun var indstillet på at tidsidesætte denne følelse, hvis Caer viste sig at være til nytte.
Hun virkede ikke til at være helt modvillig, tænke den sorthårede kvinde med en vis selvtilfredshed. Det var et godt tegn:
”Jeg tænker at man kunne udnytte hinandens forbindelser .. og kompetencer. Du ved en hel del om særlige miksture, som jeg aldrig har set før. Vi ville kunne samle vores viden og udvide .. forretningen.”

Hun løftede sit bryn, da der blev spurgt yderligere ind. Havde hun ikke set hende i hendes forklædning? Havde hun ikke se, hvordan hun havde lignet en nonne fra kirken? På nuværende tidspunkt, vidste Caerthynna jo hellere ikke, at Isla faktisk havde kendt den nonne, som hun havde taget skikkelsen af. Ikke at det var nødvendigt, men hun følte stadig det var et spøjst spørgsmål.
“Jeg kan ligne alle jeg har set før - hvis jeg stadig havde styrken til det, ville jeg kunne vise hvordan jeg ville kunne tage din skikkelse.” Svarede hun og smilede skævt, ikke at hun ville gøre det. Folk havde en tendens til at blive sure, eller forskrækkede til et næsten hysterisk stadie, når hun tog deres form foran dem. 
Nogen havde endda råbt, at det slet ikke lignede dem. Hvilket var bizart, men måske var der noget i folks hjerner, der ikke kunne genkende dem selv når de stod foran en? 
Hun var faldet lidt i et tankespind, hvilket var ganske tydeligt, da elveren blot stod og stirrede på flaskerne. Det var først da ord igen ramte hendes øregang, at hun rystede på hoved og kiggede en smule forvirret op. Nå ja, hun var ikke færdig med samtalen med Isla.

“Jeg ville ikke være imod det.” Svarede hun hurtigt, hun mente hun havde fået det meste med, af hvad der var lagt på bordet af den anden kvinde. I hvert fald forretningen, gav et godt bud på, at mennesket ville indgå en form for sammenarbejde. “Så du vil gerne lære fra mig?” Sagde hun med et smil på læben, og trak stolen hun havde siddet på hen til sig. Igen gav den klagende lyde, men hun ignorerede det. Hun var træt, og det havde været en lang dag. “Og hvordan havde du forestillet dig, det skulle forløbe - jeg bor ikke i Dianthos.”

Isla nikkede eftertænksomt. Det var ikke svært at se, at Caer havde visse problemer med at følge den urtekyndiges tanker – eller i hvert forstå bevæggrundene til spørgsmålene, men som det var nu, kunne Isla ikke komme det hele nærmere eller afsløre mere.
”Glimrende, glimrende” var dermed det eneste, der rigtig tilkendegav, at den sorthårede kvinde havde lyttet efter og bearbejdede svarene, som var blevet hende givet. At Caer ikke havde kræfter til at demonstrere forvandlingsprocessen nu, betød at den urtekyndige kunne fokusere på sit forretningsforslag – så det gjorde hun.

”Ja, det vil jeg gerne” Svaret faldt prompte. Caer havde ytret villighed til at indgå et samarbejde, og Isla havde ikke tænkt sig at lade hende nå at få kolde fødder og trække i land. Hun var, som med så meget andet, interesseret i at afslutte handlen hurtigt. Og hun var villig til at fremstå som hvad som helst, hvis det kunne få elveren til at dele ud af sin viden.
”Jeg kommer gerne til dig, hvis det ville være mest behageligt”
De mørke øjne skinnede begærligt, da hun iaggtog elverens siddende skikkelse. Åh, Caer skulle bare vide hvor langt hun ville gå, hvis det kunne få hende tættere på et lyssky forretningsimperium.

Hendes øjne blev smalle, som hun betragtede den anden kvinde tænkende. At det havde faldet så hurtigt, svaret altså, var både godt og skidt. Men lige nu, valgte elveren at se det positive i at hun var så villig. Det ville måske endda være lidt godt, for den elviske kvinde, at hun begyndte at få noget mere - hvad skulle man kalde det? Socialt acceptabelt liv. Hun rynkede brynene over hendes tankegang, og lagde hoved på skrå. Hm nej, hun ville nok ikke gå så langt. Det var nok de færreste der ville synes, at det at vælge at indgå et sammenarbejde, hvor man kunne lave stoffer sammen - var socialt acceptabelt. Eller generelt acceptabelt i nogen form og forstand. 
Men nu var det jo godt, at ingen af dem virkede til, at det var noget de gjorde sig i! Så væk med den forfærdelige tankegang. 

At det skulle være mere behageligt, det ville det jo nok. Men kvinden foran hende, virkede ikke til at kende til teleportationsmagi. Og det i sig selv, virkede jo til at være noget Caerthynna kunne gøre at det var lettere for dem begge. Hun kunne også hente hende? 
Fingrene gled tænkende hen over hendes ansigt, som hun stod stille og betragtede glassene. Det kunne måske for den gense person virke som umådelig lang tid før at der endelig kom et svar hen over hendes læber. “Jeg bor i Fristavn, det er måske lidt langt fra Dianthos - men jeg har tilgang til mange urter og ting der kunne være interessante for dig...” hun grublede igen - “Måske, hvis jeg henter dig - nej.. vi finder en løsning. Det er jeg sikker på, hvis du er villig til at tilbringe nogle uger i Fristavn, kan jeg lære dig meget.” 

Den urtekyndige kunne ikke undgå at bemærke, at Caer var forholdsvis langsom til at give sin mening til kende – ja, i det hele taget bare svare. Isla nåede helt at fortryde til iver, som det hurtige svar havde været et produkt af.
Ilden knitrede og Isla skævede til det. Skygge og lys strakte sig dansende hen ad gulvet, og farvede alt på sin vej mod bagvæggen. Hun placerede sine skosnuder i en orange stribe.

Det føltes som en evighed før elveren omsider brød lyden af levende ild. Isla lyttede med tilbageholdt åndedræt og store, sorte øjne.
I takt med ordene som blev ytret, steg den urtekyndiges smil og hjerterytme.
”Det ville være mig en ære,” svarede hun med oprigtighed i stemmen.  Og så, selvom hun netop var bange for at iveren kunne jage elveren væk, tilføjede Isla alligevel:

”Hvornår kan vi begynde?”

Hun nikkede anerkendene, og det var tydeligt at iveren bestemt ikke havde skræmt elveren væk. Tværtimod, så var Caerthynna oprigtigt glad for, at hun havde fundet en der kunne udvise samme begejstring for urte verden, lige som hun selv havde. Eller hele verden inde for hvad man kunne gøre med urter, og eliksirer. Ja, hun var bestemt sikker på dette kunne blive et godt sammenarbejde og fint bekendtskab. Om ikke andet, havde elveren ikke noget at tabe på at dele hendes færdigheder ud - da hun ikke solgte sine ting, på samme måde som Isla gjorde. Så skulle hun til sidst ende med at gå sine egne vegne, ja det ville ikke gøre så meget for den unge elver. 

Så hvornår kunne de begynde? "Hm, hvad siger du om en uges tid? Det er jo ikke fordi at man kan gøre så meget i denne mørke, og jeg har mange planter som der vokser i min kælder, der ikke kan lide sol. Når vi forhåbentlig når over denne forbistrede pest, så kan vi begynde på det som kræver urter der vil have sollys. Hvordan lyder det?" spurgte hun og betragtede kvinden der havde stillet sig hen ved den knitrende ild, der gav en fantastisk varme. Ja, Caerthynna var bestemt en heldig person. Det var ganske lidt nød hun havde lidt under disse måneder hvor pesten havde raset hen over Krystallandet. Mest af alt, fordi at hun havde holdt sig for sig selv - og groet hendes egne ting. 
Måske var det anderledes for denne Isla, og Caerthynna forventede hellere ikke at hun bare smed alt hun havde i hænderne for at tage til Fristavn og lære fra en lidt frisindet og tosset elver.

Det lød perfekt. Det var perfekt. Isla trådte helt hen til den sære elver, hvis hoved syntes at rumme en del mere end blot månesyge. Alene det at Caer var i besiddelse af flere planter, der ikke behøvede lys, var beundringsværdigt og den urtekyndige mærkede en voksende tiltro til, at hun ville kunne få et udbytningsrigt samarbejde ud af dette foretagende.
Isla smilede til sin kommende partner og rakte hånden frem.

”Det er en aftale - jeg vil se frem til at det”

Ganske tøvende lod hun hånden glide ud, og tog mod den anden kvindes. Dog ikke med samme styrke. Mest fordi hun aldrig havde god til berøring fra andre, når hun var i sin egen skikkelse vel og mærke. 

“Til vi ses igen - Isla”

Hun betragtede kvinden som hun viste hende ud af døren. Så lettelsen da hun opdagede hun stadig var i Dianthos. 
Dette ville i sandhed blive er spændende sammenarbejde - det var elveren helt sikker på.