“Hmm, hvis jeg måske lige.” Rumsterende lyd kunne høres fra en af gyderne der ikke lå langt fra den hellige bydel. “Ved du er her -“ skarpende lyd imod flasker der klirerede imod hinanden. “lad være med at være stædig - jeg ved du gerne vil” mumlede hvad man kunne høre, var en kvinde stemme. Og endelig lykkedes det for hende, da en flaske med blåligt væske blev hævet op fra lædertasken. Hurtigt blev proppen revet af, og hun skyllede væsken ned. Tungen slikkede sig omkring læben, for at sikre sig at alt blev fanget - intet måtte gå til spilde.
Med et suk, lagde hun hoved imod murbrokkerne der udgjorde en væg bag hende. Fantastisk, hvorfor var det altid hende der fik disse missioner? Brummede en sur stemme i hendes hoved, som hun endelig åbnede øjnene. Gemte den nu tømte flaske væk, og med nogle blå øjne spejdede hun hen over markedspladsen. Rygterne sagde, at hun ville finde hendes mål inden længe.
Spørgsmålet var så bare, hvad var ikke så længe - og hvad kunne hun forvente? Der var en fortælling, en myte omkring en mand der hed Eadgar den Andægtige, en mand der ville sprede budskabet omkring lyset. Se, det var nu alt sammen ganske fint og godt - men Verbatim havde ladet sig fortælle, at historien var måske en anden. Ikke at de ville udnytte den information de ville få omkring personen, som sådan - men det var jo stadig i en interesse at vide hvad der foregik rundt omkring i Krystallandet.
Dette var vel og mærke, en af de mindre missioner som hun kunne være blevet sendt ud på. Men, tænkte den unge elver forbistret, kendte hun sit held godt nok - kunne selv de mest simple ting, udvise sig at blive så meget mere besværlige.
Hun fugtede læberne, som hun skubbede sig væk fra muren. Hun mærkede hvordan at hendes ufrivillige tics i ansigtet var ved at dø hen, hvilket betød at medicinen var ved at virke. Ligge en dulmer på, hvad normalt ville beskrive hendes tvangstanker der foreskrev, hvordan hun skulle opføre sig over for bestemte ting. Selvom hun ganske enkelt, vidste det ikke gav mening.
I dagens anledning, havde hun valgt at udgive sig selv for - ja en af præstinderne fra Isari templet, i hvert fald for nu. Skulle han snige sig væk fra hende, kunne hun jo altid skifte til en ny form.
Hun var en lav, omkring de 160 centimeter høj. Kort sort pagehår, der dækkede hen over de - trods menneske skikkelsen hun havde påtaget sig. Svagt spidse øre. Fregner dansede hen over hendes ansigt, med en smal næse og et rundt ansigts form. Alt i alt, en ganske almindelig udseende kvinde, ikke super køn eller smuk, men bestemt hellere ikke grim at kigge på.
Med den spinke skikkelse, begav hun sig igennem bydelen - mon hun ikke snart ville dukke på ham?
En skikkelse gik ind i hende, med sådan en voldsom fart, at Caerthynna med sine ikke så stærke krop næsten snublede og landede på røven. “Hvad ligner det” mumlede hun forvirret, som hun stirrede op på personen, der allerede var på vej væk fra hende. “Hov! De kunne i det mindste sige ordenlig undskyld” sagde hun en smule tvært, som hun børstede støvet hun havde fået på de fine hvide klæder hun havde på. Magen til frækhed!