Malika hørte udmærket trinene på trappen, men lod blikket blive på hænderne et øjeblik længere, indtil hun hørte sit navn. Hun rejste sig op, og tog fat om sit eget håndled, foran sig selv. ”Papi,” lød det tilbage, som en hilsen.

De lyse øjne fulgte hvordan hans slave satte et fad på et bord, og så snart hendes fader gav tegn på at hun måtte tage plads, lod Malika sig finde vej frem til en af de store siddepuder, tæt på fadet.

Spørgsmålet fik hende kort til at skæve ned mod sine fingre. ”Jeg har ikke selv lagt mærke til den, nej,” svarede hun og så op mod ham igen. ”Hvad mærker du fra evnen?” spurgte hun nysgerrigt. Hun havde trodsalt ikke vidst hun havde den evne, før samtidig med sin fader, så det kunne jo være, at der var et eller andet, som hun måske ikke havde overvejet, kunne være en følelse fra evnen.

Hun var lidt spændt på hvor meget hun egentligt ville kunne få ud af deres lille træning, her nu, men hun håbede på så meget som muligt. Hun ville i hvert fald prøve at tjekke op på Thalia en dag. Det var alt for længe siden hun havde set hende, og der var sket så meget siden de sidst havde set hiannden.

Sephyran tog plads over for sin datter, arrangerende silkeklæderne ud over puderne. Små sveddråber kunne anes i skægget efter turen op af de mange trapper. Inden han var gået herop, havde han hidkaldt adskillige af sine spioner for at opdrive al information om datterens kidnapning, der kunne lade sig gøre - han ville ikke sove roligt, før den forbryder havde fået sin straf.

Og straffen ville blive hård.

"Evnen lader sig ikke i særlig grad mærke, først når jeg rent faktisk ønsker at bruge den, manifesterer den sig. Det er også derfor, jeg har bedt healeren om at holde særligt udkig efter den i jer, så I kan få den nødvendige træning." Brummede han, nikkende mod vandfadet i mellem dem.

"Jeg forventer naturligvis at du fra nu af træner evnen flittigt, men med omtanke." Sagde han, holdende hendes blik fast i en lydløs ordre, der tydeligt sagde: "og du vover ikke at bruge den på mig."

Han gjorde en håndbevægelse mod fadet. "Vi starter med vand, men du vil muligvis finde et spejl nemmere. Det er forskelligt fra person til person. Jeg selv foretrækker en krystalkugle." Forklarede han. "Når du er klar, vil jeg gerne have at du fokuserer på vandet og tømmer tankerne for alt andet end den person, du ønsker at fokusere på. Vælg én du kender godt - det gør det nemmere."

Malika nikkede og lyttede opmærksomt som han forklarede om evnen. Da han nikkede mod vandet skævede hun ned mod den, før hendes blik vendte tilbage til sin faders ansigt. Malika var i forvejen opsat på at lære sin evne godt at kende, således hun kunne bruge den når hun følte for det.

”Selvfølgelig” lød det kort fra hende, som hun bekræftede at hun ville træne evnen flittigt. Der var intet verbalt der forbød hende for at spionere på hendes fader, men hun kunne se det i hans øjne. Der skulle i den grad også meget til, før Malika på nogen måde havde lyst til at spionere på sin fader. Han havde rigeligt aktiviteter som hun ikke ville se med på.

Mens hun lyttede, vendte hun blikket ned mod fadet, som hendes fader pegede mod. Hun skævede en gang op mod ham, som han forklarede at hun nok fandt et favorit objekt at bruge sin evne på. Det ville være smart med et spejl. Så skulle hun bare altid have et lille spejl med, så hun kunne bruge sin evne.

Selvom Sephyran sagde ’når du er klar’ havde Malika en klar fornemmelse om at det ikke skulle være i morgen. Hun valgte derfor at tvinge mareridtene, den grænseoverskridende undersøgelse og presset over at træne med sin fader ud af hovedet. Meena. Hun ville se Meena. Hun lukkede kortvarigt øjnene, som hun tog en dyb indånding, før hun åbnede øjnene igen, fikseret på fadet med vand. Hun følte selv hun kunne mærke det summede i hele ryggen, men det nåede ikke længere. Det var som om der var noget der blokerede. Hun rynkede lidt på brynene, som hun prøvede at fokusere noget yderligere på Meena. Hun forsøgte i ret så lang tid.
Hvis ikke Sephyran afbrød af utålmodighed, ville Malika slippe spændingen mellem brynene og se op mod sin fader. ”Der sker ikke noget,” lød det undskyldene.

Det, at evnen havde manifesteret sig i Malika, betød at han ville holde hende en del mere under opsyn. Hun var stadig ganske ung, og det var vigtigt at forme hende således, at han var sikker på, at hendes magi ville tjene Kazimi-familien bedst muligt.

Evnens tilsynekomst betød også en anden ting: At han en gang for alle kunne mane rygterne i jorden om, at hun ikke skulle være hans. Hendes lyse udseende havde skabt en del af den slags snak, og selv om fyrsten altid havde slået hårdt ned på det, var det aldrig helt gået væk .. især ikke efter moderens forrædderi.
Han selv havde aldrig tvivlet. Hun var hans.

Malika anstrengte sig tydeligt, og Sephyran sad ganske stille uden at røre en muskel, mens han betragtede hende forsøge at fremkalde magien. Det ville tage noget tid at mestre .. men alligevel, han var ikke i tvivl om, at hun var godt på vej..

”Det er helt i orden. Giv det tid.” Sagde han ganske blidt ved hendes undskyldende udbrud, selv om der var en lille snert af skuffelse i ham, som han betragtede det stille vand. ”Hvem forsøgte du at se?” .. der var noget ved måden magien ikke var lykkes på, der fik en begyndende mistanke til at forme sig..

Snerten af skuffelse, var hurtig om at sno sig om Malika, men ordren om at give det tid, gjorde at hun kortvarigt, gjorde som før. Lukkede øjnene, tog en dyb indånding, åbnede øjnene og pustede ud. Meena, ekkoede det i hendes hoved. Fokuseret på billedet i hovedet af sin smukke søster. Den gyldne hud, de flotte brune øjne, det korte pandehår, næsen, hendes læber… Billedet blev sløret, som hendes fader spurgte hvem hun ville forsøge at se.

”Meena,” svarede hun, og lod sit blik blive mere stædigt, som hendes lyse øjne fokuserede på vandoverfladen. Hvorfor kunne hun ikke? Hvorfor var det eneste hun kunne se i vandet, spejlbilledet af sin egen hånd? Var Malika bare et håbløst spild af chakra? Var der virkelig ingen måde hun ville kunne overbevise rygterne om at hun faktisk var hans? En ting var at healeren, Sephyran og hende selv vidste det. Vidste at hun havde arvet noget, som ikke nødvendigvis var krøller.

Mistanken blev bekræftet. Meena var den eneste af sine børn, som Sephyran aldrig havde været i stand til at spionere på - og han mistænkte, at der lå noget i hendes egen, magiske natur. Han havde dog aldrig gået videre med mistanken, for han ønskede ikke at hun skulle vide, at han ikke var i stand til at holde øje med hende..

Frygten for "Fyrstens Spejl" var noget, der var med til at holde børnene loyale over for ham og familien. En måde at kontrollere dem på.

"Det kan ofte være sværere at spionere på dem, som har højere mental træning." Sagde han i stedet, antydende at hun måske ikke var i stand til det, men at han stadig kunne. "Prøv med en af dine yngre brødre eller søstre i stedet." Foreslog han derfor for at undgå at de talte mere om Meena.

Højere mental træning. Det var vel til at forstå og desuden var Malika uerfaren med evnen. Så det ville måske lykkes en dag. ”Kan du se Meena?” spurgte hun så inden hun strakte armen ud, for at følge sin faders anbefaling om at prøve en af sine andre søskende. Måske havde han selv problemer med at se hende siden han vidste det kunne være svært at se dem der var stærkere mentalt? Malika brød sig ikke så meget om at ’spionere’ på folk – at se folk, var lidt mere acceptabelt for hende.

Med hånden henover vandet, tog hun en dyb indånding, lukkede øjnene, tømte hovedet og koncenterede sig på at se sin ene lillebror, Dain. Hun åbnede langsomt øjnene, som det begyndte at summe i ryggen, ligesom tidligere, nu løb det videre ud gennem arme og fingre. Et fint lille ’vindue’ kom frem, som hvis hun var en flue på væggen, kunne hun se ned på sin lillebror i gang med at spise nogle frugter. Et tøvende smil plantede sig langs Malikas læber. Hun havde ikke lyst til at stoppe med at se sin lillebror, selvom han ikke var så langt væk. Hun nød, at hendes evne virkede og at det fungerede forholdsvis let. Helt opsat af sin sucess ville hun ikke engang se op på sin fader og juble. Hendes arm var også stadig strakt udover vandet. Hun turde ikke røre på sig endnu, for tænk nu hvis vinduet gik i stykker og hun ikke kunne se mere. Tænk hvis hun ikke kunne gøre det igen?

Sephyran så på datteren, stadig ung og kontrollerbar. Det bekymrede ham ikke at lyve for hende, hvis det betød, at hun og søsteren ville være lettere at have med at gøre. Truslen om at farmand spionerede på dem gennem sit spejl, skulle nok få dem til at holde sig i skindet..

Når det kom til stykket handlede det jo om familiens bedste. Der måtte ikke befalde dem flere skandaler, og Sephyran vidste hvordan unge kvinder nogle gange opførte sig. Bedre at de blev holdt i kort snor.

"Naturligvis. Men jeg har også mange års øvelse i brug af evnen." Sagde han derfor med et beroligende smil.
Som billedet af Dain tonede frem, viste det sig, at Malika dog også klart havde talent for magien. Han betragtede sin søn et øjeblik gennem spejlbilledet, før han nikkede og trådte frem. "Du kommer til at øve magien dagligt bortset fra på dine fridage, fra nu af. Jeg har en ung kvinde, du kommer til at øve sammen med." Forklarede han. Hans bastard, Nadia, havde også vist tegn på evnen, og med hendes brændende loyalitet over for familien, kunne de to lige så godt øve sammen og knytte bånd til hinanden.

Med deres magi, ville Sephyran være i stand til at spionere på endnu flere ad gangen.

Malika nikkede roligt, som hendes fader fortalte hende at selvfølgelig kunne han da se Meena, hvilket, som han forklarede, var klart når han havde så meget erfaring med den. Det gav hende håb for at hun en dag ville kunne se Meena, ligesom hendes far. ”Hvor lang tid tror du der går før jeg kan se hende?” tillod hun sig at spørge. Nu hvor hun havde en evne, var hun ret ivrig for at kunne udnytte den til fulde. Hun havde bare brug for træning.

Og træning skulle hun nok få massere af, kunne hun fornemme på sin fader, som han fortalte hun skulle øve dagligt. Det ville også ske helt automatisk, det var hun sikker på, med den mængde hun regnede med at ville sidde for sig selv og øve. Tanken om at hun en dag måske ville overbruge sin evne, slog hende slet ikke. Når man aldrig havde haft en evne, vidste man jo ikke at der var grænser, og i så fald hvordan disse grænser ville komme til udtryk. Men noget undrede hende, hvordan kunne en kvinde udefra øve med hende? Hun kunne vel ikke have arvet evnen? Det var vel kun en evne som Kazimi havde? Mange spørgsmål begyndte at melde sig, men hun vidste hun ikke ville få svar på dem – nok ikke i dag. ”Hvem er hun?” fik hun formået at spørge. Så kunne Malika håbe på at det ville give hende svar på så mange spørgsmål som mulig, men måske fik hun kun et navn – det var aldrig til at vide…

Eller var det en af hendes faders uægte børn?

Fyrsten betragtede Malika et øjeblik: "Der kan gå år .. måske vil du aldrig være i stand til det. Det kommer an på, om din kraft overstiger hendes." Sagde han til sidst, lidt tøvende. 

Sephyran selv var blevet trænet omhyggeligt i sin magi, det da var gået op for hans fader, hvad for nogle evner den unge Kazimi-arving havde udviklet. Fyrstens Spejl var set i tidligere generationer, men Ebenezer selv havde ikke haft magien, der var et umådeligt nyttigt redskab for fyrsten i kombination med familiens spioner.

Sephyran havde ikke tal på, hvor mange gange han havde åbnet spejlet for sin egen fader. Malika ville med tiden gør det samme for ham - han ville holde strengt øje med, hvem og hvad hun brugte den dyrebare magi på i den første lange tid.
Det betød også, at hun fremover ville komme med til flere adelige arrangementer, for det var vigtigt, at hun så så mange ansigter som muligt.

Han så et øjeblik tankefuldt på datteren, før han svarede. "Hendes navn er Nadia, og hun er en af de utallige, der tjener vores familie. Hendes .. blod har dog også medført evnen, og det forventes naturligvis, at hun benytter den på mine ordrer." Det lå usagt mellem dem, at hun var en af hans bange bastarder.

Malika så tænkende på sin fader, som han forklarede. Det trak lidt ned i selvtilliden, at han nærmest tøvende forklarede at hun måske aldrig ville kunne være i stand til at se sin søster gennem evnen. Det kunne være rart, når man skulle rejse hver sin vej, blot for at tjekke at alt var vel.

”Tog det lang tid før du kunne se Meena?” spurgte hun og spændte læberne lidt tænksomt. Kunne han vise hende Meena? Vise hende at det var muligt og at man bare skulle være kraftfuld nok?

Nadia. Noteret. Malikas fine blege bryn løftede sig en anelse, som han nævnte Nadias blod havde medført evnen. Et uægte barn eller meget fjern kusine. Højst sandsynligt førstnævnte, eftersom han ikke decideret nævnte hun var et familiemedlem. Hun nikkede dog, for at dække for den tanke der havde strøget gennem hendes hoved. ”Selvfølgelig,” lød det fra hende før hun sendte sin fader et blidt smil.

”Så hun er her i morgen?” spurgte Malika som lod sine lyse øjne hvile på sin fader. I så fald skulle hun nok sørge for at få rigeligt med søvn og prøve at finde på noget, så hun måske undgik mareridt, så hun kunne se præsentabel ud når hun skulle mødes med Nadia.

Sephyran havde forladt sin plads ved vandfaldet og kort vandret over til tårnets vindue, der gav en formidabel udsigt ud over Balzeras tage. Et skib var ved at lægge til i havnen og Fyrsten fulgte det kortvarigt med blikket. "Selv jeg, kan ikke altid se Meena. Hun er magisk beskyttet." Svarede han kryptisk. Tonen i hans stemme afgjorde tydeligt, at det ikke var noget han ville diskutere yderligere, og han præciserede ikke hvori denne magiske beskyttelse lå og hvorfor den var placeret over hende.

Sandheden var naturligvis, at det var hendes egen magi, der beskyttede hende fra fyrstens og andres blik, men så vidt Sephyran vidste, kendte prinsessen ikke selv til evnen, og han foretrak at holde kontrollen over sine døtre med den overhængende trussel, at fader altid kunne se med.

"Ja, jeg hidkalder hende i morgen og I kan påbegynde træningen sammen. Jeg vil komme og overse den ind i mellem, men det meste af tiden, vil det blot være jer." Svarede Sephyran. "Koncentrer magien på dine personlige slaver og tjenere i starten. Det vil være lettest for dig." Tilføjede han, inden han med faste skridt gik over mod døren. Inden han åbnede den og overlod hende til sig selv, standsede han dog op, betragtende hende.

"Du forlader ikke paladset uden at have en vagt med dig. Jeg vil gøre alt i min magt for at finde den mand, der vovede at lægge hånd på dig." Udtrykket var bistert, og der var ingen tvivl om, at Fyrsten ville have vedkommendes hoved på et fad.

Malika fulgte sin fader med øjnene, som han begav sig hen til tårnets vindue for at se ud af det. Malika selv blev siddende på sin pind foran fadet med vand. Ordene der forlod den faderlige figur, bed Malika hurtigt mærke i og lagde låg på sin nysgerrighed. En eller anden dag ville hun nok kunne stille flere spørgsmål – ellers måtte hun stille dem til Nadia – måske hun kendte svarene på de spørgsmål der kogede bag den kønne blege pande.

Malika nikkede beslutsomt, som hun fik at vide at han ville sørge for hendes ’trænings-partner’ ville være der dagen efter og til ordren om at fokusere på slaver og tjenere. ”Selvfølgelig,” lød det fra Malika, som sendte sin fader et blidt smil og fulgte ham med blikket hen til døren, hvor han var ved at forlade hende.

Malika havde lyst til at protestere imod ikke at måtte gå ud alene, men samtidig forstod hun tydeligt hvorfor. Minderne strømmede ind igen, ”Tak,” lød det lavt fra Malika inden hun lod sine lyse øjne glide ned på fadet. Hun kunne lige så godt få brugt noget af dagen på at øve sin magi.