Astrid bestemte sig for hun godt kunne lide Dals latter. Det var en smittende latter, og hun følte sig godt tilpas i hans selvskab på trods af at han var så forskellig fra hende selv. Hun fnys lidt muntert over hans ide om hendes karakter, som de fleste fortællere, var han god til at læse mennesker. Dog efter Astrids mening en smule for godtroende og naiv, -men behagelig.
Hun overvejede at finde en ting han kunne lave for at gøre en lille smule grin med ham, men måtte konstatere at hun ikke vare opfindsom nok. I hvert fald ikke lige på stående fod. "En modig mand" svarede hun blot med en tør humor i stemmen.

Astrid trak en smule på skulderne, omkring hendes oplevelse. Hun havde aldrig været forelsket, og så det som noget pjat der kun rigtigt eksisterede i balladerne.

Der blev hævet et øjenbryn af Dal som han spurgte ind til den kommende træning. "jeg tænker vi starter i det små." sagde hun igen med den tørre stemme, der havde en note af humor.
Så kom en af hendes sjældne smil, og hun forsøgte sig med at drille den livsglade dværg. "Jeg kan dog fortælle den vigtigste regel er; Løb væk" hun tog sig en slurk af sit krus. "første lektion bliver i morgen tidligt ved solopgang. men du kan få en smagsprøve nu." Hun rakte hånden ud, så Dal kunne tage hendes hånd, hvor hun så lavede en simpelt finger-lås - simpelt men effektivt.

Dal lo muntert "Jeg tror ordet du leder efter er 'dumdristig'!" rettede han drillende. Dal så næppe sig selv som modig, og bestemt ikke som fornuftig heller. Mod var at se faren i øjnene, og stå rankt i frygtens skygge, ikke at vælte hovedløst ind, uden plan eller evner, som det så ofte skete for den skægløse dværg.

Astrids smil fik for et øjeblik Dal til at glemme de blå mærker, og den ny-satte næse, der hellers havde gjort sig ganske bemærket under den lette kriblen fra øllen, og tærtens tilfredsstillende fylde. Hvor flygtigt det end var, så nød han øjeblikket, som et solstrejf på en overskyet dag, eller et glimt af månelys på en mørk nat.
Dal måtte dog løfte et øjenbryn af Astrids råd "Løbe væk ligefrem? Altså jeg betvivler ikke det er et godt råd, men.." han lagde hoved en anelse på skrå "Jeg må erkende det ikke lige var hvad jeg havde forestillet mig. Især ikke efter..." han gjorde en gestus i den generelle retning de var kommet fra, før de havde søgt lægehjælp til Dals næse "det her" sluttede han af.

Dal havde aldrig været i tvivl om at det var det han burde gøre. Det var den fornuftige strategi, når man var en sagesløs historiefortæller, uden andet end et sværd man kun kunne det mest basale med og en slynge. Men det var som om det, trods al logik, bare aldrig rigtig var det der skete når Dal endte i problemer.

Den skægløse dværg tøvede ikke et øjeblik med at tage Astrids hånd, men fortrød det lige så hurtigt igen, da hun med lethed fangede hans fingre "A-av, okay, jeg tror jeg forstår budskabet, du kan godt slippe nu, jeg skal virkelig bruge de fingre!"

Astrid nikkede tilkendegivende. Hun havde arbejdet hårdt for at blive en god kriger, når hun nu ikke kunne gå i familiens fodspor som smed. At være dumdristig kom der sjældent nået godt ud af, med mindre det var i et eventyr.

Astrid lod blikket glide over Dal som han gik over hendes løbe-råd. Hun måtte indrømme at hun blev mere og mere nysgerrig på dværgen foran hende. Han måtte have en historie, med sine romantiske tilgang til livet og det skægløse ydre. For ikke at snakke om hans beklædning der tydeligvis var af god kvalitet, selvom det nu bar præg af slagsmål. Måden han helt naturligt tog hendes hård, uden at overveje samtalens emne, fyldt med tillid fascinerede hende en smule.

Astrid slap Dals hånd med en kort men ægte latter. Hun var allerede ved at bløde op i hans selvskab. "I det mindste brug hovedet så, i de fleste tilfælde er en gennemtænkt distraktion nok til at få den forurettede frøken fri. Hun var ikke i tvivl om at havde havde forsøgt med ord først, for at få mø'en fri. Men en distraktionen var meget mere end venlige ord. Hun følte sig ret så sikker på Dal havde brugt høflige ord og vendinger. "Og glem aldrig din højde. Mennesker tror altid de har overhånd fordi de tårner over os. Lad os endelig lade dem blive i den tro!" Astrid drak det sidste fra sit krus, og så ud i folkemængden. Det var ved at blive sent nok til at de fleste havde fået drukket så hatten passede, og musikerne var dem der tog opmærksomheden i stedet for de mange boder.
"Jeg vil bryde op for i dag, før det der kommer for godt i gang" hun nikkede ud mod folkemængden. "Jeg har været heldig at få et værelse hos værtshuset. Vi kan mødes der i morgen tidligt?"

Dal var hurtigt til at trække fingrene til sig, så snart Astrid havde slubbet dem, og han rystede dem en smule foran sig, med et forrådt udtryk, der dog hurtigt forsvandt til fordel for et grin og en let latter.
"Distraktioner er normalt et af mine spidskompetencer" sagde han og pegede pludselig ud til siden "Se selv! En flyvende gris!" udbrød han, og som han gjorde, dykkede en gris med smukke englevinger ned fra himmelen i retningen han pegede.
Var Astrid ikke ville til at kigge, trods de gisp der blomstrede fra andre omkring dem, ville grisen lande på bordet foran hende, med store, runde øjne, og Dal lavede en acceptable imitation af et grissegrynt. Den flyvende gris var en illusion selvfølgelig, skabt af Dal. Den lavede ingen lyd, udover de lydeffekter Dal lavede, og Astrid kunne stikke armen lige gennem den hvis hun ønskede. Efter at have kigger op på hende et øjeblik, forsvandt den igen, som havde den aldrig været der.
Dal smilede og trak på skuldrene "Og hvis man ser helt nøgternt på det, så var jeg den kvindes distraktion. Jeg distraherede ham, mens hun slap væk. Det var aldrig min intention at det skulle ende i en slåskamp" understregede han. De færreste ville nok se det som en sejre at bruge sig selv som lokkemad eller distraktion, men det tjente den skægløse dværg overraskende godt... når folk altså ikke lige fik fingrene i ham, så han ikke kunne stikke af.

Dal tømte selv sit krus og rejste sig "Jeg vil starte aftenens arbejde så, og tjene de tærter hjem igen" han smilede skævt og gav hende et fast nik "Vi ses i morgen"

Astrid så først lidt undrende på Dal som han snakkede om flyvene grise og pegede. Lidt af en Kliche, men nået i Dals holdning fik hende alligevel til at se mod det sted han hentydede til. Ganske rigtig en gris med hvide englevinger fløj ned mod hende. Hvis man så godt efter ville man kunne se hun blev en smule mere bleg i kinderne, og hun følte et lille stik i hjertet. Magi. Det var ikke fordi hun var bange for magi overhovedet. Men opvokset i en familie der altid havde haft stærke magiske evner så langt tilbage man kunne spore deres forfædre, havde hun altid følt sig udenfor - handicappet endda. Så magi fik altid en underlig følelse frem i hende.

Hun genvandt dog meget hurtigt fatningen da Dal lavede lydeffekter til. "jeg er rimmelig sikker på at den gris havde været sjovere at sende mod mennesket. I første omgang" kommenterede hun, igen lidt tørt, men ikke uden en smule humor. Hun ville gerne have set hvordan det havde udspillede sig, hvis Dal havde startet med at sende en gris med vinger ind og eventuelt ligge stemme til den for at bede dem venligt om at lade damen være.

Astrid rejste sig fra bordet og nikkede venligt til Dal "Go arbejdsløst, Dal Verdensmand" hun gav ham et venskabeligt klap på skulderen før hun gik væk fra festpladsen endnu engang på vej hjem. En besynderlig dværg, uden skæg og med elvertøj på. Men hun kunne lide ham, og hun fornemte at det kunne gå hen at blive et spændende bekendtskab. måske endda en fremtidig ven.