Optaget af at ligge tingene fra sig, hørte Phillippe ikke Freydis kommentar om at hun ville låse døren. Havde han hørt det, ville det nok have vækket en undren i ham. En undren over hvorfor hun låste  datteren inde, om det var fordi hun ikke stolede på Phillippe og kusken, eller hvad der ellers kunne ligge bag. Da alle tingene var lagt, rejstede han sig op. Roligt gik han ind i stuen og efterfølgende hen mod køkkenet, så de ikke behøvede at råbe til hinanden.

 Phillippe lænede op at ryglænet af en stol, mens han lyttede til Freydis tilbyde ham lidt forskelligt mad. Et skævt smil gled over hans læber. Han kunne selvfølgelig ikke vide om Freydis også var sådan over for hendes mand, men hvis hun var, var han en heldig mand. Phillippe ville ønske Katarina var så omsorgsfuld over for ham hele tiden, og ikke kun når hun ville have noget fra ham.
 " Din husbond er en heldig mand," kommenterede han, stadig med et skæve smil. Der var noget charmende over det. Phillippe kunne ikke lade vær, hun var jo en ganske yndig kvinde, og hvis hendes mand havde været væk længe, kunne han da sagtens hjælpe med andet end at fixe andet en en seng. 
 " Håndmadder er ganske fint, med mindre det giver mere mening for dig at lave noget med kyllingen. " Phillippe rettede sig lidt op igen, og løftede hænderne lidt op.
 " Du må sige til hvis jeg skal hjælpe med noget! " skyndte han sig at sige, så hun vidste han ville hjælpe.

Kommentaren om at hendes husbond var heldig fik varme til at blusse op i kinderne. Hurtigt så hun tilbage til knivblokken. ”Tak,” lød det lavt, og til dels genert fra hende. Hun var en anelse splittet om hvad hun skulle sige til kommentaren. Hun følte sig oprigtigt smigret af den, og alligevel følte hun at hun blev nød til at skubbe det væk. Det at have et fremmed menneske i huset skabte så mange følelser i den rødhårede kvinde.

Hun nikkede som han svarede hvad han kunne tænke sig, ”Så får du håndmadder,” lød det fra hende, med lidt mere almindelig lyd i stemmen. Hun åbnede så en brødkasse, hvor hun hev noget brød ud og fandt efterfølgende en brødkniv frem. Som hun satte kniven ned til brødet og skulle til at skære, lød hans stemme igen. Stående klar til at skære brødet, sænkede hun sine skuldre og så over mod den anden ende af køkkenet. ”Eh, du kan finde noget af det pålæg vi har?” hun stod et øjeblik og kiggede på den kølige skuffe de havde. Meget bevidst med sin håndbevægelse, vendte hun knivens blad ind mod hende selv, da hun pegede mod skuffen. Lidt ligesom at man altid giver en saks videre, ved at holde om klingerne. Hun var vant til at hendes datter var alle vegne og derfor var alle bevægelser der indblandede skarpe objekter altid utrolig kontrolleret. Ubevidst sikrede hun sig altså at Phillippe ikke på mystisk vis skulle skære sig på hendes brødkniv. ”Vi har lidt i den kølige skuffe derovre. Du tager bare hvad du kunne tænke dig,” lød det fra hende. Først når hun kunne ane han gik derover, eller hørte hans skridt ville hun vendte tilbage til sin udgangsstilling og gøre sig klar til at skære nogle stykker til ham.

 Freydis blev tydeligvis påvirket af Phillippes smirgende kommentar, og det fik det skæve smil til at blive lidt mere skævt. Enten var hun ikke vant til at blive rost og smirget eller også var hun ikke sikker på hvordan hun skulle have det med det, fordi hun var gift. Noget Phillippe måske godt kunne følge, selvom det ikke var et problemet han havde længe. Han havde ikke noget til overs for hans eget ægteskab og havde ingen skam i hans adfærd. Han nikkede kort til hendes tak, bare for at give udtryk for han havde hørt hende.

 Phillippe ventede på at få instruktioner, og da hun forslog han fandt noget pålæg nikkede han, og så sig kort rundt, for at se om han selv kunne finde ud af hvor hun ville have han skulle gå hen, men inden han nåede frem til noget, fortalte hun hvor han skulle søge hen. Phillippe gik over til skuffen, og gav sig til at se hvad der var.
 " Sååå.. Din husbond.. Hvad arbejder han med, siden han er væk? " lød det lidt henkastet fra ham. Han var da nysgerrig, både over hvad det var for en mand hun var gift med, men også efter at komme tættere på Freydis. Hun virkede til at tage afstand, men mere fysisk end mentalt. Det var selvfølgelig ikke fordi han ville blande sig, hvis ikke hun var interesseret i at dele, og det ville selvfølgelig være okay. 
 Phillippe fandt noget tørret kød, som han tog op af den kølige skuffe, og fik den lukket så han ikke lukkede alt kulden ud, og gik så mod Freydis så han kunne lægge kødet op på bordet.
 " Nadiya er forresten en skøn pige, hende har i været heldige med! " han sendte hende et venligt smil.

Så snart Phillippe begav sig hen til skuffen, vendte hun tilbage til brødet og begyndte roligt at skære nogle gode, lige stykker. Hun havde kun lige nået to skiver før der blev spurgt ind til hendes husbond. Hun skævede over mod Phillippe. ”Det er lidt forskelligt. Det går an på hvad der er brug for,” hun rømmede sig lidt og vendte tilbage til at skære brødet. ”Han er vel lidt en alt-mulig-mand,” klukkede hun. Hendes mand var nok mere en eventyrer, ind så meget andet. Han tog hvad end han kunne få lov til, og drog ud i verdenen - denne gang til norden.

Efter hun havde skåret nogle skiver, stoppede hun og så over mod ham, for at spørge hvor meget han egentligt kunne spise. ”Hvor-” hun afbrød sig selv, som han kommenterede på Nadiya. ”Tak, igen,” smågrinede hun. ”Hun er et fantastisk barn,” lød det næsten drømmende fra Freydis, som kortvarigt skævede mod hendes dør, for efterfølgende at gøre lidt plads til Phillippe så han kunne lægge kødet på bordet. Hendes blik fulgte hans hånd, indtil han havde fået placeret det på bordet. De grønne øjne kravlede så op ad hans arm og op til hans øjne. ”Hvor meget kan du spise?” Stod han meget tæt på hende, ville hendes stemme være lav. Stod de med en mere almindelig og anstændig afstand ville hun blot trække et lille nysgerrigt og blidt smil.

 Som Freydis begyndte at fortælle omkring hendes mand, stoppede Phillippe op og kiggede på hende. Betragtede hende som hun talte om manden. Hvordan hun så ud når hun snakkede om ham, ville fortælle ham meget om hvordan hun havde det med manden. Det gik han i hvert fald ud fra. 
 " Det lyder da spændende! Så er han måske meget væk? " Spurgte han nysgerrigt, og gik mod hende igen. Spørgsmålene i sig selv var ganske uskyldige, og lød lige så meget som om Phillippe blot holdt en samtale i gang. I og for sig, var det også blot det, men alligevel havde Phillippe da lidt andre tanker også. Han ønskede selvfølgelig ikke at sætte Freydis i en ubehagelig situation, men skulle hun nu gå og være lidt ensom når hun manglede manden, hjalp han da gerne til. 

 Phillippe nikkede lidt med et skævt smil, som Freydis snakkede om Nadiya. Hun var bestemt fantastisk, men Phillippe oplevede også næsten altid at børn var fantastiske på hver deres måde. Han stoppede først op da han stod ved siden af hende, måske en smule tættere end man normalt ville.
 Den måde hun havde holdt lidt afstand til Phillippe, gjorde ham da lidt nysgerrig, og han ville gerne vide om hun generelt ikke brød sig om at han var tæt på, eller om det bare var fordi hun fandt det lidt uanstændigt fordi hun var gift. Hendes reaktion på han kom tæt på, ville fortælle ham meget. 
 " Tre skiver er fint " sagde ham, og holdt blikket på hende, betragtede hvordan hendes blik vandrede op af hans krop, og da det ramte hans, sendte han hende et venligt smil, med et charmerende glimt i øjnene. Phillippe holdt øjenkontakten lidt før han flyttede blikket tilbage på pålægget, og begyndte at pakke de ud, og gjorde klar til at putte det på brødet.

Freydis smilede lidt som hun fortalte, det var ikke noget bemærkelsesmæssigt. Det efterfølgende spørgsmål brugte hun et øjeblik på at tænke over, ”Det er i perioder. Nogle gange er han hjemme i flere måneder, andre gange kun et par timer,” lyttede man opmærksomt nok, kunne man måske fornemme at det sidst nævnte skete lidt oftere den seneste tid. Et lille, næsten lydløst suk undslap hende og skuldrene sank sig en anelse. Eftersom Freydis ikke var så vant til gæster generelt, var der ikke som sådan nogen spørgsmål hun følte var upassende – indtil videre. Der var selvfølgelig grænser for hvad hun ville dele. Freydis brugte jo mest tid med sælgere og healere – og sin datter.

Afstanden mellem dem var lidt for tæt og intim til hvad hun selv lige kunne finde ud af at abstrahere. Hendes spørgsmål blev altså udtrykt lavt og hun stod et øjeblik lidt blot og betragtede hans blik og smil, lettere målløs. Hans svar skubbede fik dog gang i hende igen og hendes blik faldt hurtigt ned på brødet igen, ”Jeg, eh -” lettere fumlende lagde hun kniven fra sig, lagde brødet ind i brødkassen og samlede nogle af de stykker brød, hun havde skåret for meget, og lagde ind sammen med brødet, ”Jeg skar lidt for meget,” mumlede hun og tørrede brødkniven af en klud, inden hun satte den på plads i knivblokken igen. Man kunne måske fornemme hun prøvede at skynde sig. Med tankerne der væltede rundt i hovedet, tog hun et skridt til siden, væk fra ham, hvilket kunne virke distancerende. Hun åbnede dog et skab, satte sig ned på hug og her fandt hun en tallerken frem, som hun placerede ved siden af skærebrættet. Hun stod et øjeblik og overvejede om hun fik lov at færdiggøre maden, eller om han selv ville lave sine madder. ”Åh Isari… Smør, vil du have noget af det?” spurgte hun og var næsten allerede på vej til at gå forbi ham, mod skuffen han selv havde kigget i før.

 Det var tydeligt at se, at det gik Freydis på, at manden var meget væk. Mon det så var fordi hun virkelig elskede ham, eller fordi det hurtigt blev ensom ude på landet, trods hun havde en lille, livlig datter. Phillippe betragtede den rødhårede kvinde lidt, og sendte hende så en omsorgsfuldt smil.
 " Det må være hårdt, når i har et lille barn..  " Phillippes hånd rykkede lidt på sig, da han var ved at flytte hånden betryggende op på hendes skulder, men han stoppede sig selv i sidste øjeblik. Han var stadig ikke sikker på hvordan hun havde det med fysisk kontakt, lige nu virkede hun nogenlunde okay med at han var tæt på, men hun virkelig også til at være noget distraheret af det. 

 Stilheden der lå over dem, som de havde øjenkontakt fik det hele til at virke mere intens. Det sitrede helt i Phillippe at læne sig frem og presse læberne mod Freydis', men lige dét, var han ret sikker på hun ikke ville værdsætte. Ikke endnu i hvert fald. 
 Phillippe måtte kæmpe for ikke at komme til at slå en let latter op, over Freydis forfjamskethed. Hun var vist ikke vant til den opmærksomhed Phillippe gav hende. Så han det lidt som en udfordring? Det kunne man godt sige. Det var da lidt sjovere når man skulle arbejde lidt for det. 
 Phillippe lagde brødstykkerne på tallerken, da Freydis satte den hen til ham, og han skulle til at pakke det tørrede kød ud, da hun nærmest helt farede op, på grund af smør. Hun var på vej væk, da han hurtigt rakte ud og blidt greb om hendes underarm. Det var ikke hårdt, og ville mest af alt nok bare føltes som om han lagde hånden mod hendes arm.
 " Freydis..  " lød det roligt og blidt fra Phillippe. Et forsøg på at få hende til at slappe lidt af. Hans blik så mod hendes, som han prøvede at få øjenkontakt igen.
 " Det er helt fint som det er, ellers tak.  " han sendte hende et skævt smil, og løftede øjenbrynene lidt, for at undertrykke hun ikke behøvede at finde mere til ham. 

Freydis rystede lidt på hovedet som han nævnte Nadiya. Ikke fordi hun var uenig, men fordi tanken om næsten at stå alene med deres datter ikke var noget hun ønskede at få i hovedet. Men det var lidt for sent allerede. ”Jah… Mine forældre er dog gode til at tage sig af hende, når jeg skal noget,” forklarede hun. Hendes forældre boede cirka en halv dags tid væk, så når Freydis alligevel skulle afsted eller bruge noget tid alene, så var det jo forholdsvis nemt.

Det hele kørte rundt i Freydis hoved, som hun fik fjernet det overskydende brød. Hendes forsøg på at finde ro og få lidt afstand til Phillippe, ved at hente smør, blev dog hurtigt bremset som han blidt greb om hendes underarm. Hun stoppede op med det samme og vendte sig halvt mod Phillippe, som fangede hende undrende og let chokeret øjne. Hans efterfølgende ord fik hende til at nikke lidt og krølle læberne sammen. ”Selvfølgelig, ja,” lød det fra hende. Hvis ikke han gav slip på hendes arm, ville hun ikke trække den til sig. Hendes erfaring var at modstand kunne give problemer hos menneskelige mænd, så det var bedre bare at vente, så længe det ikke bragte hende i fare. Hendes lille mentale flugt kørte dog stadig lidt i hovedet, ”Kunne du tænke dig noget at drikke?” spurgte hun lidt lavere end normalt, ”Jeg har vand, saft, mælk, øl, mjød, vin,” fortalte hun, stadig en anelse hektisk. Hvis ikke han afbrød hende ville hun fortælle hele listen af valgmuligheder.

 Phillippe nikkede let til at hendes forældre kunne hjælpe hende. Det var altid noget. Det måtte være hårdt at skulle passe en hel går selv, havde tid sig selv, samtidig med med skulle opdrage et lille barn. Selv ville han have det svært ved at skulle være meget væk, hvis han engang fik et barn. Ikke det var noget han regnede med ville ske, Katarina slog ham ikke som en, der gad døje med et lille barn. 

 Phillippe tog sig god tid at betragte hver af Freydis reaktioner. Han var utrolig nysgerrig efter at vide hvad der skete inde bag hendes pande, men han tvivlede stærkt på hun ville fortælle ham det, hvis han spurgte. Blikket blev ved med at hvile i hendes, og selvom han ikke holdt fast om hende, tog hun ikke armen til sig. Alle de forskellige små reaktioner sammen, tydede dog mere på at hun ikke vidst hvad hun skulle gøre, frem for at hun var okay med det. 
 Phillippes øjne smallede sig lidt, ikke fordi han var sure eller vred eller noget, men fordi han tænkte. Det var lige før hun virkede skræmt. Mon der var sket noget med hende engang? Tommelfingeren lavede noget meget blide og diskrete nussende bevægelser mod hendes underarm, mens han langsomt trak hånden til sig. Næsten som kælede han for hendes arm.
 " Jeg gør dig ikke noget, Freydis.. " sagde han så og vippede hovedet lidt på skrå, og løftede brynene lidt, så øjnene ikke længere var smallede lidt. Phillippe gik normalt meget op i, ikke at blande sjov og arbejde, og lige nu var det jo også ganske uskyldigt. Der var dog bare noget over hendes forsigtighed og usikkerhed, der gjorde det hele spændende. Det blev lidt en leg for ham.
 " Hvis du har lyst til at drikke et glas vin sammen med mig, takker jeg ikke nej, men ellers er vand helt fint! " Phillippe vendte sig væk fra hende, og gik i gang med at gøre brødet færdigt. Kødet blev pakket ud og der blev lagt en skive på hvert brød, inden han omhyggeligt pakkede det sammen igen.

Freydis kunne i den grad godt virke skræmt. Menneske mænd var jo ikke noget hun havde ’forsøgt’ sig med, efter hændelsen da hun var blot fjorten år gammel. De eneste mænd hun brugte tid med, var familie eller sælgere, som hun snildt kunne forlade hvis hun følte sig utryg.
Det blide kærtegn på hendes arm, inden han trak hånden til sig, gav hende kuldegysninger. Det var bare så underligt at en mand, som ikke var hendes familie kunne være blid og rolig – for Phillippe vidste jo ikke hvad der foregik i Freydis hoved. Ja, selvom hun håbede alle bare automatisk tog hensyn til det traume ingen havde mulighed for at vide hun havde, var det næppe hensyn hun blev mødt med, men snarer dømmende blikke. Men Phillippe tog hensyn, og virkede ikke skræmt over datteren, eller det faktum at Freydis var hendes mor.
Hans ord virkede oprigtige, men alligevel kunne hun ikke sænke barriererne bare sådan. ”Nej, selvfølgelig ikke,” løj hun, men prøvede at lyde som om, at det han havde sagt overraskede hende lidt. Hun prøvede at skubbe emnet væk og trak hænderne op til den modsatte albue.
Freydis nikkede, som han fortalte om hvad han kunne tænke sig at drikke. Hun ville ikke fornærme ham, ved  ikke at drikke et glas med ham. Uden at skænke ham flere ord, fandt hun tog simple vinglas frem og begav sig hen til en tønde, som stod skjult mellem nogle vægge. Det eneste der egentligt var synligt fra tønden, var den lille drejehane i bunden af tønden. Hun fik med lidt besvær fyldt begge glas, måske lidt mere end hvad man ville få serveret på en kro. Men sådan var det vel, når hanen ikke var så nem at lukke, som hun regnede med. Med et glas vin i hver hånd begav hun sig så hen til det middellange spisebord, med flere stole. En af stolene var dog ekstra robust, og man kunne se der var lavet sølle forsøg på at fikse små brud på benene. Ja, den store stol ’tilhørte’ hendes mand, og det var ikke altid at stolen kunne holde til vægten. Glassene blev placeret således at de kunne side overfor hinanden ved bordet. Selvfølgelig kunne han sætte sig lige hvor han havde lyst til at sidde.
Hun skævede mod Phillippe for at finde ud af hvor langt han var, og om alt var som det skulle være. Mens hendes blik havde fundet over til ham, fik hun trukket sin frakke af. Det afslørede altså en simpel beige kjole, med små knapper fra halsudskæringen og hele vejen ned til mellem hendes hofter. Med en vant bevægelse svang hun frakken over ryglænet på den stol hun ville sætte sig på. Det var fint nok for hende at frakken hang der lige for nu. Eftersom varmen fra jakken nu var fjernet, strøg hun sin ene overarm lidt, i et forsøg på at dæmpe de kuldegysninger der var dukket op under kjolens lange ærmer. Hun begav sig dog alligevel hen til den store pejs, hvor hun valgte at smide et ekstra stykke brænde ind, og rode lidt med det der allerede var gang i, bare så der kom lidt mere varme ud i huset. Så snart hun følte der var godt nok gang i ilden, begav hun sig tilbage til spisebordet, for at sætte sig, men ikke før Phillippe selv satte sig til bords, eller lagde an til at sætte sig.

 Det virkede ikke særlig oprigtigt, da Freydis gav sig enig i at Phillippe ikke ville gøre hende ondt. Det var selvfølgelig ikke fordi Phillippe regnede med at bare fordi han sagde han ikke ville gøre hende ondt, så var alt godt og hun følte sig sikker på at han var et godt menneske. Han var godt klar over det ikke var sådan verden hang sammen.  Derfor lagde han ikke  hellere ikke mere i det, eller prikkede mere til det. Han måtte vise hende at han ikke var farlig, og de sagtens kunne have det sjovt sammen. 

 Blikket fulgte Freydis rundt, som hun gik rundt og fandt glas og fyldte vin. Han kunne ikke helt vurdere om hun egentlig gerne ville drikke et glas vin med ham, eller om hun følte sig forpligtet til det. Han håbede det var fordi hun havde lyst til at nyde et glas fin med ham, men nu måtte han se. 
 Mens Freydis ordnede brændeovnen, fik Phillippe lagt pålægget tilbage hvor han havde taget det, og med tallerken i hånden gik han over til bordet og satte den ved den plads der virkede til at være til ham. Han overtøj blev taget af, og hang den over stoleryggen. Efterfølgende satte han sig på stolen, og lænede sig en smule afslappet tilbage. Blikket gled over på Freydis, og han betragtede hende lidt. Nu hvor hun have smidt overtøjet, var det meget nemmere at se hende ordentligt an. Der var ingen tvivl om hun var en yndig kvinde. 
 " Hvor længe har din mand været væk den her gang?" spurgte Phillippe så en smule henkastet, som om det blot var en forlængelse af deres samtale tidligere, om hendes mand. Sandheden var dog at Phillippe var nysgerrig efter hvor længe hun havde været uden ham. Der var generelt mange ting han egentlig var lidt nysgerrig omkring ved manden, men han ville heller ikke virke altså nysgerrig.

Freydis satte sig ned, kort efter Phillippe, greb om vinglasset og sendte ham et blidt smil. Han virkede i den grad for at få mad og et sted at sidde ned så han kunne spise. Han spørgsmål virkede en anelse mystisk, hvilket hun åbnede munden for at kommentere på, men lukkede den, uden en lyd, som hun i stedet overvejede hvor længe manden egentligt havde været væk.

”En… Nej, halvanden måned må det være,” svarede hun tænkende. Det var ikke fordi Freydis gjorde sig umage i at holde styr på hvornår hendes mand tog afsted og hvornår han kom hjem. Det lå nærmest i underbevidstheden. Hendes blik var endt på sit vinglas, som hun med en lille bevægelse fik vinen til at hvirvle rundt i glasset. ”Du virker ret nysgerrig på min mand,” kommenterede Freydis, men også i lidt af et spørgsmål. For hvorfor var han så interesseret i hendes mand? Havde han et underliggende arbejde? Efter hendes egne ord, tog hun sit vinglas op til sine læber og tog en lille slurk af det. Hun sad selv forholdsvis rank og havde underarmene hvilende på bordet, uden albuerne rørte bordpladen.

  Mens Phillippe ventede på at Freydis kom hen til bordet, sad han lænet tilbage på stolen og slappede af. Betragtede hende lettere diskret, så hun ikke ville opdage det når hun vendte sig væk fra brændeovnen. Som hun gik over mod bordet for at sætte sig igen, rettede han sig op på stolen så han sad ordenligt. 
 Mens Freydis fandt frem til hvad hun skulle svar Phillippe, begyndte at han spise af den første skive brød. Et tilfreds suk forlod hans læber. Han havde ikke lagt mærke til hvor sulten han egentlig var blevet. Kulden at holde sulten lidt tilbage, og når han arbejdede glemte han lidt sulten. 

 Det var ikke meningen at Freydis skulle blive utryg eller utilpas ved hans spørgsmål, så da hun satte spørgsmålstegn ved hans nysgerrighed, flyttede han hurtigt hånden i nakken, og øjenbrynene løftede sig i et undskyldende og lettere akavet udtryk, men han tyggede af munden. Det gav ham også et øjeblik til finde ud af hvad han lige skulle sige. Hvad der ville være den rette vej frem. 
 " Mmh! Undskyld, det var ikke min mening at være en snushane! " undskyldte han og sendte hende et oprigtigt smil, inden et charmerende glimt gled over hans øjne, som armen flyttede sig fra nakken igen.
 " Jeg undrerede mig blot over, hvordan man ville kunne holde ud at være væk fra ens yndige kone, og fantastiske datter så meget.. " Læberne blev foldet sammen og han trak lidt på skulderne. Som om der ikke var noget underlig over hans tanker. Hånden der havde været i nakken tog om glasset med vinen, og det blev ført op til munden, så han kunne tage en slurk. 

Freydis bemærkede på ingen måde, at Phillippe så hende an, mens hun ordnede brændeovnen. Hans tilfredse suk, ved den første bid mad, fremmanede et blidt oprigtigt smil. Hun var da glad for at han lød til at nyde det mad han fik serveret. Hun vidste han selv kun havde bedt om tre skiver, men hun var overbevist om at når han endelig blev færdig med at spise, ville hun sikre sig at han ikke stadig var sulten, ved at spørge om han ville have mere. Freydis var jo vant til at når hendes egen mand var hjemme, var der kun lige nok mad, men når manden var væk, producerede hendes dyr for meget af æg og mælk til at hun egentligt kunne følge med. Det var også derfor hun næsten en gang om ugen, lod Nadiya blive alene hjemme i nogle timer, mens hun solgte store mængder mad til rejsende, nu hvor deres gård lå tæt på den store handelsrute.

Det var tydeligt at hendes kommentar kom bag på Phillippe, som straks fik Freydis til at bemærke det ikke var hans mening og hans undskyldning bakkede kun op om det. Hun gav ham et lille smil, til hans undskyldning. Da han uddybede sit svar på hans nysgerrighed, følte Freydis straks det gav mere mening. Han rejste nok ikke nær så meget som hendes egen mand, eller måske havde han ikke kone og barn? Hun følte i hvert fald ikke for at snuse lige så meget som han havde gjort. ”Din nysgerrighed er tilgivet,” fortalte hun, og med et lille suk forsatte hun, ”Jeg forstår det ikke engang selv… Så jeg kan ikke svare dig på det,” hendes blik var fæstnet hendes vin, som hun gav endnu et lille hvirvl før hun førte den op til læberne, snuste og tog en lidt større tår. Måske kunne det var for pengenes skyld at hendes mand hele tiden var væk, men hvad nyttede det, når han først kom hjem med pengene efter så lang tid?

 Selvom Freydis fik det til at virke som om hun var okay med hans spørgsmål, følte Phillippe alligevel også lidt at hun var begyndt at føle sig lidt utilpas med dem. Han havde også stillet en god slat private spørgsmål, uden hun havde spurgt tilbage, så nu var nok et godt tidspunkt at stoppe. Så kunne han altid tage det op på et senere tidspunkt. 
 " Det er der nok ikke andre end ham selv der kan svare på.. " Phillippe sendte hende et lidt sørgmodigt smil, som alligevel også var lidt varmt, for at få Freydis til at føle sig tryg i hans selskab. Derefter lod Phillippe stilheden ligge sig over dem, som han gav  sig til at spise lidt mere koncentreret. Af og til så han lidt på Freydis og betragtede hende. 

 Halvejs igennem maden holdt han en pause og tog en slurk af vinen. Langsomt og en smule diskret strakte Phillippe benene lidt ud under bordet. Et forsøg på at komme tættere på hende, uden egentligt at flytte sig, eller gøre hende alt for utilpas. Selv sad han også og lod som ingenting. Som om han ikke selv var klar over hvor tæt på hans ben var på Freydis. Det var en lille test for at se om hun trak sig lige så meget væk som hun havde gjort i starten, eller om deres korte tid i køkkenet havde gjort en forskel. 
 " Du må endelig sige til hvis du har andre ting der skal fixes, eller du godt kunne tænke jeg lige tog et kig på. Jeg kan kun forstille mig der næsten må være nogen ting som ikke bliver gjort så tit, nu når din mand er så meget væk! " tilbød den unge snedker venligt, inden han tog endnu en bid mad.

Freydis krøllede læberne sammen, stadig med blikket på vinglasset, som Phillippe nævnte at det nok kun var hendes mand selv der kunne svare på det. ”Det har du nok ret i,” fik hun sagt og så så op mod Phillippe  som hun prøvede at lægge det bag sig. Hendes mand var ikke hjemme lige nu, men det var da klart en diskussion hun ville tage op når hendes mand vendte tilbage. Som stilheden endelig lagde sig henover dem tog hun sig tid til at slappe lidt af. Hun krydsede benene under bordet og nød vinen af og til. Hendes blik var roligt, men strejfede lidt rundt på alle de ting hun skulle ordne. Hun kunne altid finde noget som skulle ryddes op eller på anden måde rengøres. Hvis ikke blikket hvilede på en opgave i huset, var de på hendes hænder og til tider diskret på Phillippe. Hun havde trodsalt kunne se lidt mere på ham gennem aftenen, eftersom han havde lavet det meste af arbejdet. Hun var udmærket bevidst om at var en flot mand, men det var bare ikke rigtig noget hun som sådan tænkte over – for hun var jo ikke på udkig efter nogen eller noget.

Midt i at tage et sip fra sit glas, stødte Phillippes ben på Freydis. Det gav et lille spjæt i hende af overraskelse, selvom berøringen var ganske harmløs. ”Beklager,” undskyldte hun, som havde det været hende der var stødt ind i ham. Hun skiftede hvilket ben der var på tværs af det andet, således det ikke skete igen, forhåbentlig. Hun rykkede dog ikke yderligere på sig. Hans ben kunne jo ikke gøre noget hun ikke ville have, vel? Der blev spildt en lille mængde vin på bordet, og uden rigtig at tænke over det, lavede hun en lille håndbevægelse med sin frie hånd, og en lille vandkugle fløj i hendes retning fra en vaskespand. Kuglen strejfede kortvarigt bordet, opsamlede vinen og fløj tilbage i vaskespanden. Ingen permanent skade sket.
Freydis trak et blidt smil, da han tilbød at kunne hjælpe med andet i huset. Selvom det havde været et stykke tid siden manden var blevet bragt op, så havde hans kommentarer alligevel sat gang i nogle tanker. *Hvor er det rart med en mand der gider lave noget!* Hun småklukkede lidt taknemmeligt. ”Det er meget sødt af dig, Phillippe – og du har helt ret, der er mange ting der ikke bliver tilset,” hendes blik vendte sig en gang på den store stol, som hun overvejede om hun skulle nævne den som et projekt, ”Hvis du har en smart ide til stolen, så kan vi se på den?” hun lavede et lille nik med hovedet i stolens retning. ”Den… Holder ikke så godt,” smågrinte hun, uden rigtig at tænke over at Phillippe nok ikke var helt klar over hendes mand faktisk var minotaur – eller var han faktisk det? Nadiya kunne jo være adopteret….

 Den lidt voldsomme og overraskede reaktion fra Freydis, fik Phillippe til at trække benet en lille smule til sig. Ikke helt, men nok til at det ikke virkede som om han med vilje havde ramt hende. Ryggen rettede sig lidt, og Phillippe sendte hende et undskyldende smil. 
 " Det skal du ikke tænke på, det er mig der undskylder!  " sagde han efter han havde tygget af munden. Blikket flyttede sig ned på det sidste stykke brød, som han tog en bid af, før han så tilbage på Freydis. Inden blikket dog landede på hende, blev han distraheret af noget i luften. Han bryn rynkede sig lidt som det fulgte den underlige, lille, klare klump som den strøg over bordet og tog det spildte vin med sig. En imponeret mine gled over hans ansigt, og blikket faldt på Freydis.
 " Praktisk..  " Et skævt smil gled over hans læber, mens blikket gled lidt rundt i hendes ansigt. 

 Phillippes blik faldt i Freydis' som hun gav sig til at svare på spørgsmålet om der var andet der skulle laves. Smilet voksede lidt ved hendes ord, og ligesom hendes blik, gled Phillippes også hen på stolen. Han havde godt lagt mærke til den inden han satte sig, men det havde næsten gjort ondt i hans sind at se på den, så han havde hurtigt kigget væk. 
 " Tjoe, jeg burde da nok godt kunne komme på en midlertidig løsning.. Men en ny stol ville helt sikkert være den bedste løsning..  " ordene var en smule overvejende, som blikket gled lidt rundt på det han kunne se af stolen. Det lignede at stolen skulle holde til meget vægt, og lige godt hvad han ville gøre, med de ting han havde til rådighed nu, ville ikke holde i længden. Phillippe hev blikket væk fra stolen og så så hen på Freydis med et lidt skævt og drillende smil.
 " Hvad gør i dog ved den, for at den er kommet til at se sådan ud? " Det var ikke faldet Phillippe ind overhovedet, at Freydis mand var minotaur. Egentlig tænkte han bare der var noget halvdyr over Nadiya, og derved også hendes far. 

Phillipes undskyldning blev varmt modtaget at et blidt og taknemmeligt smil, ”Nej, nej, du skal have plads til at strække benene,” prøvede hun at overbevise ham. Han havde trodsalt haft arbejde at lave hele dagen. Jo, hun havde måske også været i gang hele dagen på gården, men det var noget andet!
Freydis klukkede lavt af kommentaren om brugen af hendes evne. ”Ja, jeg kan gøre meget med vand,” forklarede hun og lod den frie hånd klø sin nakke lidt.

Freydis smågrinte lidt af kommentaren om en ny stol ville være bedre. ”Ja det har du nok ret i. Det bliver nok også min næste bestilling,” svarede hun ham, og blinkede til ham. Det var tydeligt at hun var helt enig i hvad han sagde, og at hun fandt det morsomt. Indtil videre følte hun selv at hun blot komplimenterede hans håndarbejde og den service han havde givet.
Spørgsmålet om hvad hun gjorde ved stolen dannede en lille bekymret rynke mellem hende fine røde bryn og hånden fandt nervøst vej til nakken. ”Jo, ser du min mand vejer omtrent 250 kilo,” en lille nervøs latter undslap hende, ”Og det kan stolen selvfølgelig ikke holde til,” klukkede hun. Infoen om at han var minotaur manglede stadig i hendes forklaring, men var den nødvendig, eller dannede Phillippe sig pludselig et billede af et meget højt og overvægtigt halvdyr?

 Phillippe reagerede ikke med andet end et anerkendende nik. Det havde jo været med vilje han havde givet sig til at fylde lidt mere, for at se hvordan hun ville reagere. Lidt uskyldigt kontakt kunne vel ikke skade. Desuden var der heller ingen grund til at de skulle sidde og diskutere om hvorvidt han skulle have plads til at strække benene ud. Det ville ikke gavne nogen af dem, med sådan en diskussion. 

 Med et skævt og lidt charmende smil, nikkede Phillippe da Freydis sagde det ville være hendes næste bestilling. Det ville give god mening, og nu hvor de var sammen fysisk, kunne de lige så godt snakke om det, det var også noget nemmere end over brev, eller hvis Freydis skulle helt til Dianthos, bare for at bestille stolen. Men det kunne de vende tilbage til lidt senere. 
 Da Freydis forklarede at hendes mand var en stor mand, løftede Phillippes øjenbryn sig overrasket. 250 kilo var meget, og Phillippe forstod godt stolen havde det lidt hårdt. Det var noget han skulle tage i omtanke når han skulle designe stolen. Han nikkede lidt igen.
 " Nej, det kan jeg godt se. Så er han også en stor mand, du må forkæle ham godt..  " Phillippe sendte Freydis et drilsk smil. Hvad han præcist lagde i hans ord, måtte være op til hende, og hvad hun lagde i dem, sagde måske også lidt om Freydis og hendes tankegang. Phillippe tog en tår af vinen og flyttede blikket hen på stolen igen, mens han tænkte lidt. 

 Efter et øjebliks stilhed og tænken, flyttede Phillippe blikket tilbage på Freydis. Han ville da gerne vide hvornår hendes mand var hjemme, for skulle han komme forbi igen, fortrak han da bestemt at han ikke var der. Nu var det trods alt blevet lidt af en udfordring at se, hvad han kunne lokke Freydis til. 
 " Hvad med at vi aftaler jeg laver en ny stol til jer. Når jeg en gang har fået styr på tegningerne, sender jeg dem til dig, så kan du se om der er noget du ønsker skal være anderledes, eller skal tilføjes. Når jeg så får svar tilbage fra dig, går jeg i gang med stolen, og kommer forbi med den, ligesom med sengen. Så kan jeg også lige se hvordan Nadiyas seng klare det, om der skal ekstra støtte på den, eller der er andet ved den der har det lidt hårdt? " Phillippe vippede hovedet lidt på skrå, og mens han ventede på Freydis svar, spiste han videre på det sidste stykke brød.

Freydis krøllede læberne lidt nervøst sammen, som hun bemærkede hvordan øjenbrynene løftede sig på hans pande. Den efterfølgende kommentar løsnede dog lidt op for nervøsiteten, men følelsen kom til udtryk i en lille latter. Freydis var overbevist om at ’forkælelsen’ var ment som god mad, ”Jah, nej…” hun rystede lidt på hovedet med et lille smil, hun tillod sig at taget et lille sip af vinen inden hun forsatte. ”Det hører vist lidt til, når han er minotaur,” lød det langsomt og tøvende fra hende. Nu var det ude og hun var overbevist om at det uskyldige forhold hun næsten havde dannet sig med en menneske mand, ville kollapse under hende. Ligesom når man prøvede at holde fint sand i hænderne.

Freydis lyste lidt op, som han fortalte han kunne lave en ny stol til dem. Hendes øjne spærrede en smule op og hun nikkede bekræftende, som han forklarede den lille plan, han havde sat sig for. ”Det lyder rigtig dejligt. Helt igennem mest optimalt,” et blidt smil var på hendes læber, og hun var lykkelig over at de umiddelbart havde en ide om hvad der kunne gøres ved stolen, ”Det er altså en helt igennem utrolig service, som du er villig til at give,” klukkede hun lettet, inden hun med et lidt bredere smil, førte glasset op til sine læber. Da hun satte glasset fra sig igen, krydsede hun sine arme foran sig og lænede sig lidt frem, mens hun så lidt rundt i huset. Nogle af dørkammene var jo også let beskadiget fra når hendes mand ikke havde været helt opmærksom på sin bredde eller sine horn. Måske Phillippe også havde et eller andet smart der kunne hjælpe på det? Ej, nu skal han ikke sættes på overarbejde…