Jamienna kunne egentlig godt fornemme at situationen var begyndt at kede den fremmede. Det burde vel ikke komme bag på hende, han måtte trods alt være vant til at der skete lidt mere. På et eller andet tidspunkt ville hun heller ikke kunne holde pisken stramt nok om hans hals længere, det lod i forvejen ikke til at genere ham det store. Hun kunne blive nødt til at finde på noget mere effektivt, eller bare give op. Og elveren nægtede da at give op uden kamp.

Det var jo lige før den fremmede gav hende lidt håb om, at hun rent faktisk kunne slippe levende fra det her. At han ville finde ud af at hun ikke var yderligere interessant at torturere og rykke videre til en anden, men som han afsluttede sin sætning kunne hun da godt høre at det vist ikke var tilfældet alligevel. Hun nåede ikke at svare igen, da han tog fat om hendes hånd. Hun strammede til, men var ikke forberedt på knæet bag sig, så hun endte med at miste balancen, skvatte ned mod jorden og dermed fik hun også lidt modvilligt sluppet grebet om hans hals med pisken.

Torturmesteren endte med at få fat i hendes pisk og Jamienna endte på jorden, hvor hun straks gav sig til at slæbe sig selv bagud, længere væk fra ham. Hun var dog godt klar over, at han nok ville være over hende hurtigt.
”Du er torturmester - Lader du virkelig folk gå mod betaling?” Hun troede tydeligvis ikke på ham. Han ville da næppe lade hende gå, hvis hun betalte med det spidse øre, hvilket i sig selv lød lidt for morbidt.
”Jeg foreslår en mere retfærdig handel; Vi tager hver et våben og så ser vi hvem der giver op først. Hvis jeg vinder, så lader du mig gå. Hvis du vinder…” Hun holdt lige en kort pause og tog en lidt dybere indånding.
”… Så får du mit øre,” afsluttede hun sammenbidt, dog ikke helt med sin gode vilje. Hun var bare nødt til at forsøge, at gøre det her lidt interessant for ham også, ellers ville hendes forslag ikke have en chance for at virke.